Retten i Glostrup
Udskrift af dombogen
D O M
afsagt den 3. februar 2023
Rettens nr. CL-7961/2022
Politiets nr. 0700-73111-00004-21
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte 1
CPR nr. 1 og
Tiltalte 2
CPR nr. 2
Der har medvirket nævninger ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 11. november 2022.
Tiltalte 1 og Tiltalte 2 er tiltalt for
1.
manddrab efter straffelovens § 237, jf. § 81b,
ved den 28. december 2021 ca. kl. 13.15, i forening, efter aftale eller fælles forståelse, for at dræbe Forurettede, sammen og bevæbnede, idet Tiltalte 1 med Tiltalte 2's vidne og accept bar et skarpladt skydevåben, at have indfundet sig på offentligt tilgængeligt sted i Område 1 i By 1, hvor de traf Forurettede, som flygtede fra stedet, men blev eftersat af Tiltalte 2 og Tiltalte 1 og indhentet af Tiltalte 1 ved en parkeringsplads omkring Adresse 1, hvor Tiltalte 1 trak et skydevåben kaliber 9 mm. af ukendt fabrikat og på klos hold affyrede 3 skud mod Forurettede, hvoraf det ene skud var dræbende, idet projektilet perforerede Forurettedes hjerte og venstre lunge.
Fsva. Tiltalte 2 subsidiært for forsøg på røveri af særlig farlig karakter efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. § 21, jf. § 81 b, ved i forening med Tiltalte 1, for at aftvinge Forurettede mobiltelefon og andre værdi-genstande, herunder under anvendelse af et skydevåben kaliber 9 mm. af u-kendt fabrikat, den 28. december 2021 ca. kl. 13.15 i Område 1 i By 1 at have eftersat Forurettede, hvilket mislykkedes idet Tiltalte 1 ind-hentede, skød og dræbte Forurettede.
2.
overtrædelse af straffelovens § 192a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. til dels § 23, jf. § 81 b,
Std 75274
side 2
ved den 28. december 2021 ca. kl. 13.15, i forening, efter aftale eller fælles forståelse, under særligt skærpende omstændigheder, i Område 1 i By 1, at have været i besiddelse af et skarpladt skydevåben kaliber 9 mm. af ukendt fabrikat med tilhørende ammunition, hvilet våben blev an-vendt til det i forhold 1 nævnte drab.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel på livstid.
Tiltalte 1 har erkendt sig skyldig i forhold 1 og 2, dog såle-des det ikke er sket i forening eller efter aftale eller fælles forståelse med Tiltalte 2.
Tiltalte 2 har i forhold 1 erkendt sig skyldig i forsøg på røveri, men såle-des det ikke er sket i forening eller efter aftale eller fælles forståelse med Tiltalte 1 eller under anvendelse af et skydevåben kaliber 9 mm af ukendt fabrikat, og har i forhold 2 nægtet sig skyldig.
Erstatningssøgende 1, der er afdødes mor, har påstået, at de tiltalte in solidum skal be-tale 100.870,56 kr. i erstatning, og at kravet forrentes i medfør af erstat-ningsansvarslovens § 16.
Erstatningssøgende 2, der er afdødes far, har påstået, at de tiltalte in solidum skal beta-le 100.000 kr. i erstatning, og at kravet forrentes i medfør af erstatningsan-svarslovens § 16.
Tiltalte 1 har anerkendt erstatningspligten, men bestridt kra-vets størrelse.
Tiltalte 2 har bestridt erstatningspligten og kravets opgørelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af Tiltalte 1, Tiltalte 2 og af vidnerne Vidne 1, Vidne 2, Vidne 3, Vidne 4, Vidne 5, Vidne 6, Vidne 7 og Vidne 8.
Tiltalte 1Tiltalte 1, har forklaret blandt andet, at han har kendt Tiltalte 2 siden barndommen. De er venner. Han kender også Forurettede fra barndommen og folkeskolen. Han har haft et fint forhold til Forurettede, indtil der skete en situation.
Den 28. december 2021 tog han og Tiltalte 2 til By 1 for at hænge ud. Det er meget normalt, at han er i By 1. Der var ingen bestemt grund til, at de var i By 1 den pågældende dag. Han havde dog fået en dummebøde, og han ville derfor tale med de personer, som havde givet ham bøden, for at løse problemet.
side 3
Han blev løsladt den 13. september 2021, og i slutningen af september 2021 var han i byen, hvor han blev overfaldet af en gruppe personer. Forurettede var med i gruppen. Gruppen sagde, at han skyldte dem penge. Han ønsker ikke at udtale sig om, hvem der ellers var med i gruppen. Gruppen gav ham en dummebøde på 200.000 kr. Dummebøden handlede om en gammel hashgæld fra 2016. Han har tidligere solgt hash, mens han boede i By 2. Det var der nogen, som ikke var tilfredse med. Han fik derfor en dummebøde. Det var tilbage i 2016, da han boede i By 2. Dummebøden var mindre dengang. Nu sagde de, at den var på 200.000 kr. Han flyttede fra By 2 i 2016.
Han blev overfaldet på gaden i København nær Strøget. Han blev truet med en kniv, og de sagde, at han skulle betale dummebøden. Det var han ikke tilfreds med. Han meldte ikke episoden til politiet, da det er hans erfaring, at de ikke gør noget, når der ikke er sket noget mere alvorligt.
Efter episoden i København så han på et tidspunkt flere biler ved sin bopæl. Han så også nogle maskerede mænd. Han frygtede for sit liv. Han stoppede med at sove derhjemme. Han anskaffede sig en pistol. Det var en Glock 23. Han ønsker ikke at sige, hvornår han anskaffede pistolen. Men det var efter, at han så nogle maskerede mænd foran sin hoveddør. Han så flere gange nogle mænd ved sin hoveddør. Han turde ikke at tage hjem. Han anskaffede pistolen for sin egen sikkerheds skyld.
Han mødtes dagligt med Tiltalte 2, da de er venner. Han fortalte ikke Tiltalte 2 om sine problemer. Det holdt han for sig selv. Han ville ikke involvere andre i det, så ville det bare eskalere, og det var han ikke interesseret i. Han mener, at Tiltalte 2 godt vidste, at der var et problem, men det var ikke noget, de talte om dagligt. Tiltalte 2 vidste ikke, at han havde købt en pistol. Han har ikke vist eller sagt til Tiltalte 2, at han havde en pistol. Han har ikke truet nogen med pistolen.
Den 28. december 2021 tog han sammen med Tiltalte 2 til By 1. Han vidste godt, at de personer, som havde givet ham dummebøden, holdt til i By 2. Han og Tiltalte 2 gik rundt i centeret, som de plejer at gøre. Hvis han mødte dem, som havde givet ham dummebøden, så ville han tale med dem stille og roligt om bøden. De har alle kendt hinanden fra barndommen af, og de har derfor en relation til hinanden. Han tænkte, at han godt kunne tale med dem om bøden. Det var det, der var hans formål. Han kender alle i By 1. Han tog til Område 1 for at tale med dem om dummebøden. Det er helt normalt for ham at gå rundt i centeret.
Han og Tiltalte 2 har ikke talt med nogen i en bil. De rettede henvendelse til én i en hvid bil, da det måske var én, han kendte. Han ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt han rettede henvendelse til en bil i Område 2.
Han fortalte Tiltalte 2, at han skulle tale med nogen i Område 1 om en
side 4
dummebøde. Det er helt normalt, at de tager med hinanden forskellige steder hen. De går sammen til dagligt. Han tog ikke Tiltalte 2 med for at få hjælp til at tale om problemet. Det var hans problem og ikke Tiltalte 2's. Han havde sin Glock 23 med. Den gik han med til dagligt for sin egen sikkerheds skyld. Han havde tænkt sig at tale med dem om problemet. Han havde nogle penge på sig, men ikke 200.000 kr. Han ville se, om han kunne lave en aftale med dem vedrørende betaling. Han ønsker ikke at udtale sig om, hvem han skulle tale med om dummebøden. Han havde ikke en aftale med dem. Han kom uanmeldt. Han skulle tale med dem, som havde overfaldet på ham i København. For ham var det lige meget, om han talte med den ene eller den anden fra den gruppe. Det var 5-6 personer, som havde overfaldet ham. Forurettede var en af personerne.
Han ved ikke, om Tiltalte 2 havde nogle våben på sig. Tiltalte 2 vidste heller ikke, at tiltalte havde et våben på sig. Han havde ikke vist det til Tiltalte 2. Han fortalte ikke Tiltalte 2, at han havde et våben. Klokken var 13.00 om eftermiddagen, og han regnede ikke med, at der ville ske noget. Han ville tale med dem fredeligt og roligt. Han havde kun pistolen for sin egen sikkerhed. Han havde tænkt sig, at de kunne komme frem til en aftale om afdrag eller måske en bedre løsning.
Da han og Tiltalte 2 ankom til centeret, havde de ikke mundbind på. Det fik de udleveret i centeret, fordi der i forretningerne stod, at man skulle have mundbind på på grund af corona. Man skulle ikke have mundbind på udenfor. Han havde mundbind på i lang tid. Da han løb efter Forurettede, havde han mundbind på. Han havde ikke regnet med at se Forurettede.
Han og Tiltalte 2 gik ikke rundt og ledte efter nogen bestemt i Område 1. Han gik rundt for at løse sit problem. Hvis han så dem, så ville det være fint, for så ville han tale med dem om problemet. Forurettede var en af personerne, som han kunne tale med. Tiltalte 2 vidste godt, at han skulle tale med nogen om dummebøden. De havde ikke planlagt, at der skulle ske noget. De havde ikke talt om, at de skulle røve nogen for en narkosalgstelefon. Det var ikke noget, de havde aftalt noget om.
De gik bare rundt i Område 1. Pludselig blev han kørt ned. De ville derfor gå via en sti væk fra området. Pludselig kom Forurettede løbende mod dem. Tiltalte frygtede, at der skulle ske noget.
Inden han blev kørt ned, hørte han en bil, der gassede op bagved dem. Han vendte sig om, og bilen kørte ind i ham med 60-70 km/t. Tiltalte 2 gik ved siden af ham. Tiltalte 2 var ca. 1-2 meter fra ham. Tiltalte løb, da han så bilen. Han blev ramt af bilen og røg hen over bilens tag. Han fløj 2-3 meter op i luften over bilen. Han faldt ned, men rejste sig hurtig op igen. Både han og Tiltalte 2 var i chok. Han husker ikke præcist, hvad de talte om. Men han ville bare gerne væk fra stedet. De gik derfor mod en sti og ville gå ad den mod stationen.
side 5
Det var en BMW, der påkørte ham. Han ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt han ved, hvem der sad i bilen.
De gik til stien for at komme ned til stationen. Han ville bare væk fra stedet. Han så pludselig Forurettede komme løbende imod ham. Han blev bange, og adrenalinen kørte i hans krop. Forurettede sagde ”Jeg knepper dig” . Derefter spurgte Forurettede efter den person, som sad i bilen, der havde påkørt tiltalte.
Tiltalte frygtede for sit liv, og adrenalinen kørte i hans krop. Det var Forurettede, der råbte til ham. Han sagde ikke noget til Forurettede. De var på vej væk, men vendte om, da de hørte Forurettede råbe til dem. Han løb efter Forurettede. Tiltalte sagde ikke ”Der er han, der er svinet” . Han hørte ikke, om Tiltalte 2 råbte noget. Han løb efter Forurettede. Han mener ikke, at han tog hånden ned i lommen med det samme, da Forurettede kom imod ham. Han havde sin pistol i lommen. Det var en spontan reaktion, at han løb efter Forurettede. Han ved ikke, hvorfor han gjorde det. Adrenalinen kørte i hans krop. Han ved ikke, hvorfor han blev ved med at løbe efter Forurettede. Han lagde ikke mærke til, om Tiltalte 2 også løb efter Forurettede. Han så på et tidspunkt Tiltalte 2 inde i gården. Han løb bare efter Forurettede. Han ved ikke, om Tiltalte 2 løb med. Han husker ikke, om han gjorde en bevægelse med hånden til Tiltalte 2 for at vise ham retningen, som Forurettede løb i.
På et tidspunkt løb de ned over en skråning. Han husker ikke, om Forurettede faldt. Han fik indhentet Forurettede. Han tænkte sig ikke om. Han var bange, og adrenalinen kørte. Forurettede sagde ”Vent og se de andre er på vej” . Han frygtede mere for sit liv. Han har ikke tidligere skudt med pistolen. Pistolen virkede, som den skulle. Han husker ikke, at han på et tidspunkt pegede pistolen nedad. Han husker ikke, om han havde glemt at tage ladegreb eller afsikre den. Han ved ikke, om der var andre personer til stede. Han husker det ikke. Han tænkte ikke over, hvad han lavede på grund af adrenalinen. Han tror ikke, at han ville have kunne ramme andre, men han ved det ikke. Han skød 3 gange. Han ved ikke, hvorfor han skød 3 gange. Det var en spontan reaktion. Han skulle bare væk derfra. Forurettede er en af dem, som har stået foran tiltaltes dør og har truet ham. Tiltalte var derfor meget bange. Han ønskede ikke, at Forurettede skulle dø. Han sigtede ikke efter Forurettedes hjerte. Han skød, mens han løb. Han sigtede ikke. Inden tiltalte trak sit våben, sagde Forurettede ”De andre er på vej. Bare vent og se. Vi knepper dig.” . Han ved ikke, hvor Tiltalte 2 var, da han skød. Han stak af, efter han havde skudt Forurettede. Han løb derfra, så hurtigt han kunne. Han husker ikke, om Forurettede havde løbet hurtigt. Det hele skete, efter han var blevet påkørt af bilen.
Foreholdt at han seks dage efter sin anholdelse blev undersøgt på Retsmedicinsk Institut, og at man ikke fandt spor efter en påkørsel med 60-70 km/t, forklarede han, at det var adrenalinen, der gjorde, at han kunne løbe så meget. Han husker ikke, hvor han tog hen. Han løb så langt, han kunne. Han vil ikke udtale sig om, hvor han endte henne.
Pistolen smed han i havet ved Storebæltsbroen. Han tog til Jylland samme
side 6
dag. Han ved ikke, hvor Tiltalte 2 tog hen. Han har ikke snakket med ham siden episoden. Han smed også sin telefon væk. Han kan ikke huske Tiltalte 2's telefonnummer i hovedet, så han havde ikke mulighed for at kontakte ham. Han var i Jylland, indtil han meldte sig selv til politiet.
Han havde ikke sagt til Tiltalte 2, at han specifikt ledte efter nogen, som han kunne tale med om dummebøden. De har ikke talt om at røve nogen.
Adspurgt af forsvareren, forklarede han, at han er vokset op i By 1, hvor han har gået i børnehave og skole. Han boede i Område 1 og Område 3. Det var også her, hans venner boede. Forurettede boede i Område 3. De havde et fint venskab, indtil noget gik galt. Han fik en dummebøde i 2016, men han hørte ikke mere om den før den dag, hvor de overfaldt ham i byen. Han kendte alle dem, som overfaldt ham. Det var gamle bekendte fra By 2. Det var rent tilfældigt, at han mødte dem. Han blev truet med kniv, og de slog ham. De tog hans sygesikringskort, så de havde hans adresse. De dukkede efterfølgende op på hans adresse i 4 biler. Det var i oktober, november og december 2021.
Foreholdt politirapport af 26. januar 2022 vedrørende tillæg til rapport, ransagning af koster D2-1, Forurettede (bilag D-2-11-1-0, den digitale ekstrakt side 361), hvoraf blandt andet fremgår: ”4 hits under Location, hvor de alle fire omhandler samme registrering, Adresse 2, den 4. december 2021 kl. 02:06:00 (UTC) med Lokation. Print vedlagt. ”, forklarede han, at han så 4 biler den 4.
december. Det var herefter, at han købte en pistol. Han så to personer, som stod ved siden af bilerne. De var maskerede og havde handsker på. Bilerne var proppet med mennesker. Han frygtede for sit liv og for sin familie.
Han havde altid pistolen på sig.
Han har ønsket at komme væk fra København. Han har også talt med Jobcenteret om job i Jylland. Han ville gerne væk fra det hele og starte på en frisk.
Foreholdt politirapport af 15. marts 2022 vedrørende Valby Jobcenter (bilag F-6-5-0-0, den digitale ekstrakt side 438), hvoraf blandt andet fremgår: ”Tirsdag den 15. marts 2022 fik jeg telefonisk kontakt til Valby Jobcenter ved afdelingschef, Person 1. Jeg gjorde hende bekendt med årsagen til min henvendelse og spurgte til, om Tiltalte 1 var startet op på et forløb, hvor han skulle flytte til Jylland – for at komme væk fra København – og her få sig et nyt liv med uddannelse og job. Person 1 oplyste, efter samtale med Tiltalte 1's sagsbehandler, at Tiltalte 1 og sagsbehandleren på et tidspunkt havde talt om, at Tiltalte 1 kunne flytte til Jylland og starte på et forløb hos TAMU – Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelse -, som ligeledes kunne stå for logi. ”, forklarede han, at det var planen for det nye år.
side 7
Han kender alt og alle i By 1. Han ved godt, at der er overvågning. Han og Tiltalte 2 købte kaffe og bagels. De gik bare rundt for at se, hvor folk var henne. De gik mod Område 1.
Forevist oversigtskort (bilag B-1-3-0-3, den digitale ekstrakt side 186), forklarede han, at parkeringspladsen nederst på kortet er ved kiosken, hvor de købte kaffe. Påkørslen foregik i det grønskraveret område markeret S8, lidt over broen ved markering 3/4.
Han fortalte politiet om påkørslen, da han blev anholdt. Han har ikke haft kontakt med Tiltalte 2 efter episoden. Han hørte, at en bil gassede op. Han vendte sig skråt om. Han forsøgte at undvige bilen. Men han blev ramt og røg over bilen. Han var i et lille hop, da bilen ramte ham. Han var i luften, da bilen ramte ham. Føreren af bilen var en, der var knyttet til Forurettede og hans vennegruppe. Forurettede stod ved personens opgang.
Tiltalte gik videre efter påkørslen. Han ville tage en sti væk.
Forsvareren afspillede videoovervågning (Område 1 samlet sekvens) kl. 13.10.24 (06.32).
Hertil forklarede tiltalte, at de skulle bag det grønne hegn for at komme hen til en gennemgående sti. De var på vej væk fra området, da Forurettede kom løbende mod dem. Forurettede råbte ad dem. Han tænker, at Forurettede er blevet kontaktet af sin ven, som kørte bilen, der påkørte tiltalte. Der var gået 10-20 sekunder, fra han blev kørt ned, til Forurettede kom løbende. Det var en BMW, der påkørte ham.
Forevist stillfoto nr. 27, kl. 13.09.20 (bilag V-1-1-5-0, den digitale ekstrakt side 1273), forklarede han, at det var den BMW, der påkørte ham.
Forevist oversigtskort (bilag B-1-3-0-3, den digitale ekstrakt side 186), forklarede han, at kameraet filmer fra markeringen S7. Bilen befandt sig, hvor der står S7 og kørte med retning mod S8. Han blev påkørt lige over gangbroen ved markeringen 3/4. Forurettede kom løbende mod dem i området markeret S10.
Han løb efter Forurettede. Forurettede sagde nogle ting til ham. Han var bange. Adrenalinen kørte. Hans reaktion var helt forkert. Det, at han var blevet påkørt, og at Forurettede råbte til ham, samt at der var nogle personer, der havde truet ham, gjorde, at han var meget påvirket, og han frygtede for sit liv.
Udspurgt af advokat Mai-Brit Storm Thygesen, forklarede han, at han fra 2016 har vidst, at han havde fået en dummebøde. Han troede, at det var glemt. Han ved ikke, hvorfor det kom frem igen. Han mødte tilfældigt gruppen, efter han var blevet løsladt. Han tror, at der var derfor, at de kom i tanke om dummebøden.
side 8
Efter han var blevet løsladt, hang han ud med Tiltalte 2 næsten hver dag. De gik bare rundt omkring, som andre unge mennesker gør. Han har ikke talt med Tiltalte 2 om, at de skulle røve nogen. Han har tidligere hørt Tiltalte 2 tale om det. Han ved ikke, om Tiltalte 2 har gjort det tidligere. Han har ikke røvet nogen sammen med Tiltalte 2. Det er ikke unormalt for ham at tage til By 2. Han har været der alene og sammen med Tiltalte 2. Der har ikke været nogen problemer for dem før i By 2. Han ved ikke, om Tiltalte 2 har været i By 2 alene. Han har ikke fortalt Tiltalte 2, at han har købt en pistol. Det blev normalt for ham at gå med våben, efter der var nogen efter ham. Han havde ikke talt med Tiltalte 2 om, hvad de skulle i By 2. Det var bare en helt normal dag. Han regnede ikke med, at der skulle ske noget den pågældende dag. Han har venner overalt i By 2. Han var ikke som sådan bange for at være i By 2.
Da han blev påkørt, var det første gang den dag, at han oplevede, at der var nogen efter ham. Han tror, at de må have vidst, at han var i By 2 den pågældende dag. Bilen kørte direkte efter ham og ikke Tiltalte 2. Bilen undveg Tiltalte 2 for at ramme tiltalte. Bilen gassede bare op og kørte væk, efter den havde påkørt ham. Han rejste sig på et splitsekund efter påkørslen. Adrenalinen kørte. Han ville bare væk fra stedet.
Han sagde ikke noget til Tiltalte 2, da han satte i løb efter Forurettede. Det var bare en spontan reaktion. Han regner med, at han havde sagt til Tiltalte 2, at han ville væk efter påkørslen.
Han koncentrerede sig ikke om Tiltalte 2, da han løb efter Forurettede. Han så ham ud af øjenkrogen i gården. Tiltalte 2 var 10-20 meter bag ham. Han husker ikke, om Forurettede faldt på en bakke. Bakken er ca. 6-7 meter. Det er en stejl bakke. Man kan ikke fra gården se ned til stien, hvor tiltalte stod. Der er trapper og en mur. Der var ikke overdækket, der hvor han stod.
Den pågældende dag mødtes han med Tiltalte 2 som normalt. Han husker ikke, hvis ide det var at tage til By 1. De kommunikerede oftest via snapchat. Han husker ikke, hvad de skrev den pågældende dag.
Adspurgt af anklageren ønskede han ikke at udtale sig om, hvor den blå rygsæk blev af.
Foreholdt afhøringsrapport af 15. marts 2022 (bilag H-6-2-0-0, den digitale ekstrakt side 668), hvoraf blandt andet fremgår: ”Adspurgt, hvad formålet var for afhørte og Tiltalte 2 at tage til Område 1, oplyste afhørte, at det var for at snakke med dem og få problemet løst. ”, forklarede han, at det er korrekt. Han ønsker ikke at udtale sig mere om det.
Adspurgt af advokat Kragh forklarede han, at han så bilen kører ned til bunden af vejen. Der er et stisystem for enden af vejen.
side 9
Udspurgt af advokat Storm Thygesen forklarede han, at han ikke havde overvejet, at han skulle skyde nogen i By 2 eller at han på nogen måde skulle bruge pistolen. Klokken var jo 13.00. Han talte ikke med Tiltalte 2 om det.
Tiltalte 2Tiltalte 2, har forklaret blandt andet, at han er venner med Tiltalte 1. De har været venner siden barndommen. Han blev løsladt i slutningen af november 2021. Herefter mødtes han med Tiltalte 1 dagligt. Tiltalte 1 har haft problemer i By 2 i mange år. De kender alle hinanden og til hinandens problemer. Tiltalte 1 flyttede fra By 2, da han havde nogle problemer med noget hash. Han ved ikke, om Forurettede har været med til at give Tiltalte 1 en dummebøde. Han vidste godt, at Tiltalte 1 have fået en dummebøde. Han vidste godt, at Tiltalte 1 have en pistol. Tiltalte 1 havde haft pistolen i flere år. Alle ken-der hinanden i By 2 og ved hvad der sker. Alle i lokalområdet ved, at Tiltalte 1 har en pistol. Han spurgte ikke Tiltalte 1 hver dag, om han havde en pi-stol på sig. Han kunne ikke vide, at Tiltalte 1 ville gøre sådan noget, som der skete i Område 1.
Den pågældende dag tog de til By 2 for at lave penge. Det kunne være et indbrud eller at rulle nogen. De havde forskelligt værktøj til brug for indbrud med i rygsækken. Han husker ikke, hvor rygsækken blev af. Den må være et sted i Område 4. Der lå alle mulige forskellige ting i rygsækken. Hvis de ikke kunne rulle nogen, så kunne de lave et indbrud. Han havde ikke spurgt Tiltalte 1, om han havde pistolen på sig. Det er ikke noget, han spørger om. Alle i lokalområdet går rundt med våben, det kan f.eks. være en cykelkæde eller andre ting, der gør dem trygge.
Foreholdt at Tiltalte 1 har forklaret, at han var blevet overfaldet og havde fået en dummebøde, samt at han gerne ville tale med de personer i By 2, forklarede tiltalte, at han ikke rigtig husker noget om det. Der har altid været problemer med Tiltalte 1. Der har tidligere været folk efter Tiltalte 1. Det har også påvirket Tiltalte 1's familie.
Foreholdt at Tiltalte 1 har forklaret, at han ikke kendte noget til, at de skulle lave indbrud/lave penge, forklarede han, at det er ham, som siger sandheden. Tiltalte 1 ringede til ham kl. 9.00 om morgen, da Tiltalte 1 var blevet smidt hjem fra sit arbejde. De talte om at lave penge enten ved indbrud eller rulle nogen.
Tiltalte har selv en plomberet pistol, som skyder med løs krudt. Det er en slags signalpistol. Det er en, han har gået med, siden han blev løsladt. Han har fået den af sin familie. Han var blevet overfaldet lige inden, han kom ind at sidde, så han har den for sin egen sikkerheds skyld. Han har ikke et rigtigt skydevåben. Han har smidt pistolen i en radius på 20 km fra Rødbyfærgen. Han har fortalt det til politiet, men de har ikke villet lede efter den. Han har ikke haft en ægte pistol. Han havde pistolen med sig den pågældende dag.
Det passer ikke, at Tiltalte 1 siger, at de ikke havde aftalt, at de skulle lave
side 10
penge. Tiltalte var flad og skulle have nogle penge.
De kiggede ind på værtshuset for at se, om der var nogle af deres kammerater der. De startede med at kigge efter deres venner og dernæst for at se om der var nogen, de kunne rulle. Men der var næsten tomt i centeret. Han husker ikke, om de købte mundbind.
Da de gik fra centeret og hen mod Område 1, gik de ikke hen til en hvid bil. De tog ikke fat i nogen. De har ikke banket på en bil og sagt ”Det er ikke jer vi leder efter.”
Han er opvokset i By 2, og han kender alle i området. De kiggede efter venner, og folk de kunne rulle. Tiltalte 1 blev kørt ned i Område 1.
De kiggede ind i en lille bil. Det kunne der være alle mulige grunde til.
Han havde mundbindet ved hagen, da de gik ude i det fri. Det var meget normalt, at han gik med det der. Han havde kun været ude i verden i ca. 25 dage på dette tidspunkt, og derfor havde han ikke helt styr på det med mundbind og corona.
Tiltalte 1 havde problemer med folk i By 2, men også andre ude fra. Han tænkte ikke over, at Tiltalte 1 havde fået en dummebøde, eller at de gik i By 2. Det skal ikke ødelægge deres venskab, at Tiltalte 1 har fået en dummebøde. Han kender alle i området.
Han har aldrig set Tiltalte 1's pistol. Tiltalte 1 har ikke givet ham et svar på, om det var en ægte pistol. Han mener, at den pistol, han så hos Person 2, var en attrap. Tiltalte 1 har holdt pistolen tæt på kroppen. Tiltalte 1 har ikke vist ham pistolen. Folk ved godt, at man ikke skal vise våben til hinanden. Tiltalte 1 var også bevæbnet den pågældende dag. Han vidste ikke fra starten af, at Tiltalte 1 var bevæbnet. Han havde ikke talt med Tiltalte 1 om det. Han var desperat efter penge. Han manglede penge til blandt andet børnebidrag.
De stod ved kiosken ved Område 1, hvor de røg en smøg. De gik ned ved parkeringen. Der kom en bil, som kørte ind i Tiltalte 1. Fra lang afstand kunne han se, at manden drejede mod ham først, men så drejede han over mod Tiltalte 1. Bilen kørte 60-70 km/t. Bilen kørte i meget høj fart. Den kørte ikke 100 km/t. Det så ud som om, at manden hellere ville køre Tiltalte 1 ned end tiltalte. Tiltalte 1 blev ramt og røg op i luften, men han landede på fødderne. Han spurgte, om Tiltalte 1 var ok. Tiltalte 1 kom hurtigt på benene igen. Der kom ganske kort efter en udenlandsk mand løbende mod dem. Han kunne ikke genkende manden som Forurettede, da Forurettede havde fået skæg. Forurettede så anderledes ud, end sidst han så ham. Da Forurettede stoppede op, kunne han godt genkende ham.
Han husker ikke, hvor de var på vej hen, da Tiltalte 1 blev kørt ned. Han
side 11
spurgte flere gange Tiltalte 1, om han var okay, men Tiltalte 1 ville ikke tale om det.
Tiltalte 1 løb ikke efter bilen. Det har han heller ikke forklaret til grundlovsforhøret. Der har været fup i sagen. Han mener, at politiet har plantet et projektil hjemme hos hans mor, og at politiet har presset hans mor til at tage skylden.
Som han husker det, løb Tiltalte 1 løb ikke efter bilen. Der var var ca. 20 skridt fra der, hvor han blev kørt ned, til der, hvor Forurettede kom løbende. Tiltalte 1 sagde, at han var okay, efter han var blevet kørt ned.
Det var først, da Forurettede stoppede helt op, at han kunne genkende ham. Forurettede spurgte efter sin ven. Forurettede råbte efter ham to gange. Forurettede råbte ”hvor er Person 3” . Han er ikke helt sikker på navnet, men det var i hvert fald et navn med Bogstav. Han hørte ikke Forurettede komme med trusler eller bandeord. Han er sikker på, at Forurettede godt kunne se, hvem de var. Han har kendt Forurettede fra de var små. De sagde ikke noget til Forurettede. Han har ikke sagt noget med svin til Forurettede. Forurettede var ikke et svin. Han havde overhovedet ikke tænkt på Forurettede den pågældende dag. Han løb efter Forurettede, fordi Tiltalte 1 løb efter ham. Forurettede er kendt i området for at sælge narko. Tiltalte 1 sagde ikke noget, da han løb efter Forurettede. Tiltalte løb bare efter dem. Det kunne godt være, at de skulle rulle Forurettede. Forurettede sælger jo kokain. Han løb ikke efter Forurettede, fordi han tænkte, at han skulle skydes. Det ved alle i lokalområdet også. Det er kun politiet, der tror, at han har noget med drabet at gøre.
Hans forklaring er ærligst. Der skulle ikke ske et drab den pågældende dag. Der var ingen, som skulle dø den dag. Det hele var spontant fra Tiltalte 1's side.
Tiltalte 1 signalerede ikke noget til ham, mens de løb efter Forurettede. Tiltalte 1 løb et godt stykke foran tiltalte.
Han var ikke helt henne ved Tiltalte 1 og Forurettede, da han har dårlig kondi. Hvis han var nået hen til dem, så var Forurettede ikke død. Han ville have skilt dem ad. Han ved ikke, hvorfor han løb efter Forurettede, men Tiltalte 1 var lige blevet kørt ned.
Han stoppede op inde i gården. Han fik det dårligt, da han hørte 3 skud. Han kastede op. Han gik mod Område 4. Han ringede til Tiltalte 1, men der var intet svar. Han tog hjem til sin mor. Han fortalte hende, at han havde hørt 3 skud. Han ringede til sin kusine, som bor i Område 1. Kusinen sagde, at der var to, der var ramt af skud. Han troede, at både Tiltalte 1 og Forurettede var ramt. Kusinen ringede tilbage og sagde, at Forurettede var død. Han blev meget ked af det. Hans mor sagde, at han skulle tage til Tyrkiet. Han fik et lift af sin far til Hamburg.
Han husker ikke, om han havde besøg af en Vidne 7 hjemme hos sin
side 12
mor kort efter skudepisoden.
Foreholdt at han skulle have givet Vidne 7 en cykel, forklarede han, at det er korrekt. Det er hans mosters mand. Tiltalte havde ringet til ham for at få et lift til banken, hvor tiltalte skulle hente nogle penge fra familiens konto. Han havde foræret en cykel til Vidne 7. Han fortalte Vidne 7 om situationen.
Forvist foto (bilag V-1-3-2-0, den digitale ekstrakt side 1315-1318), forklarede han, at det var hans mosters mand, der ankom. Han skulle alligevel have et lift af manden, og derfor kunne han lige så godt få cyklen med.
Tiltalte vidste godt, at han ville blive sigtet for drabet, da han kender retssystemet. Det var hans mor, der sagde, at han skulle tage til Tyrkiet. Hans familie ville ikke se ham i fængsel for noget, som han ikke havde gjort.
Han smed pistolen, da han skulle over grænsen, og han ville ikke tilbageholdes ved grænsen.
I Tyrkiet var han sammen med sin far, og derefter var han sammen med sin datter og dennes mor. Han havde ikke kontakt med Tiltalte 1, mens han var i Tyrkiet. Han talte med Tiltalte 1 et par timer efter skuddet. Han fik fat i ham på snapchat. Tiltalte 1 ville ikke tale om det over telefonen. De talte derfor ikke så meget sammen. Han spurgte Tiltalte 1, hvad der var sket. Tiltalte 1 ville ikke tale om det i telefonen og lagde røret på.
Han trak ikke noget frem fra lommen, da Forurettede kom løbende. Han er opvokset med, at man slås en gang imellem, så måske har han taget sine nøgler i hånden. Det er sådan han slås.
Forevist foto (bilag V-1-1-7-0, den digitale ekstrakt side 1286), forklarede han, at det er ham med mundbindet nede på hagen.
Forevist fotos (bilag V-1-1-7-0, den digitale ekstrakt side 1287-1294), forklarede han, at han må have haft sine hjemmenøgler i hånden. Han så ikke Forurettede som en truende person. Han har ikke trukket sin plomberet pistol frem. Han havde pistolen på sig, men det var hans hjemmenøgler, som han havde i hånden for at få en "stærkere hånd".
Adspurgt af forsvareren og forevist foto (bilag V-1-1-7-0, den digitale ekstrakt side 1295), forklarede han, at han tager hånden tilbage i lommen igen, da han skulle til at løbe, fordi det var koldt. Her er det gået op for ham, at det er Forurettede. Han husker ikke, hvad Forurettede havde i hånden. Men det ser ud som om, han havde noget i hånden. Han har efterfølgende hørt fra Forurettedes fætter, at Forurettede havde en kniv i hånden.
Da han blev løsladt, havde han ingen muligheder for at lave penge. Så i
side 13
december begyndt han at rulle nogle folk. Han ruller folk for narkotelefoner. En narkotelefon er en salgstelefon med kundekartotek på. Han vidste, at Forurettede solgte kokain.
Han vidste ikke, at Tiltalte 1 den pågældende dag skulle løse nogle problemer. Det sagde Tiltalte 1 ikke noget om til ham. Efter Tiltalte 1 blev kørt ned, kørte det hele rundt i hans hoved. Han så ikke, hvem det var, der påkørte Tiltalte 1. Men der var kun en person i bilen. Han ved, hvem det er, da der har gået nogle snakke om det i fængslet. Det var en BMW i nyere model, der påkørte Tiltalte 1. Han er farveblind og kan kun sige, at det var en lysere farve. Han mener ikke, at han har set bilen før. Tiltalte 1 landede på sine ben. Han sagde, at han var okay. Bilen drejede lidt til venstre og kørte over et bump for at komme væk fra Tiltalte 1 igen.
Han var ikke en del af Tiltalte 1's problemer. Han havde ikke set Forurettede i et par år. Han har aldrig haft problemer med Forurettede eller hans venner. Det er meget normalt, at folk i lokalområdet går med våben som knive, cykelkæder mv. Han gik selv med en plomberet pistol. Han har ikke haft brug for et ægte våben. Når han ruller folk, så går det hurtigt. Han har måske truet med vold. De havde ingen konkrete planer om, hvem eller hvor de skulle lave penge.
De havde ikke været i kontakt med Forurettede, inden Forurettede kom løbende mod dem. Man han ved, at manden, der kørte Tiltalte 1 ned, havde ringet til Forurettede. Han ved ikke hvorfor. Da Forurettede kom løbende, nævnte han et navn, og det var ham, som tiltakte mener, har kørt Tiltalte 1 ned. Han har ikke hørt, at der blev råbt noget mellem Tiltalte 1 og Forurettede. Det er muligt, at de har sagt noget til hinanden, som han ikke kunne høre. Tiltalte 1 var tæt på Forurettede på et tidspunkt. Han har intet sagt til Forurettede. De sagde ikke engang hej til hinanden.
Under jagten stoppede han op på et tidspunkt, da han var forpustet. Han tænkte, at det var lige meget med at løbe efter Forurettede.
Forevist oversigtskort (bilag B-1-0-0-2, den digitale ekstrakt side 55), forklarede han, at hans løbetur stoppede før græsplænen i midten af fotoet. Han husker ikke præcist, hvor han stoppede. Han kastede op ved trappen ned til parkeringspladsen. Det var efter, han havde hørt skuddene. Han stod stille, da han hørte skuddene. Han gik over mod trappen, hvor han kastede op. Han forlod stedet ad stien nederst i billedet mod venstre.
Forevist foto af skrænt (bilag B-1-0-0-2, den digitale ekstrakt side 61/62), forklarede han, at han befandt sig inde i gården. Når man står på stien nedenfor skrænten, så kan man ikke kigge ind i gården.
Forevist oversigtsfoto (bilag B-1-0-1-1, den digitale ekstrakt side 91), forklarede han, at han kastede op lige på toppen ad trappen til højre i billedet. Der var ikke kommet ambulance til stede, da han kastede op.
side 14
Forevist oversigtsfoto (bilag B-1-0-1-1, den digitale ekstrakt side 92-93), forklarede han, at da han var inde i gården, kunne han se, at Tiltalte 1 og Forurettede løb ned ad skrænten. Han stod midt i gården, da skuddene lød.
Det var et chok for ham, da der lød skud. Han vidste, at Forurettede ikke havde en pistol. Forurettede går med kniv og knojern. Han tænkte, at manden der havde kørt Tiltalte 1 ned, måske var kommet tilbage. Det hele kørte rundt i hans hoved.
Han havde aldrig hørt, at Tiltalte 1 havde problemer med Forurettede. Forurettede solgte bare sin narko. Forurettede skulle spare op. Han har aldrig hørt Tiltalte 1 nævne Forurettedes navn i forbindelse med hans problemer. Han var ikke bange for, at der var nogen, som ville røre ham i By 2. Alle kan lide ham. Han ville have kunnet stoppe det, hvis nogen ville have gjort Tiltalte 1 noget.
Han talte med politiet flere gange, mens han var i Tyrkiet. Han ville have, at de skulle fjerne hans billede, da han ikke have noget med det at gøre. Politiet sagde, at han skulle melde sig selv, hvis han var uskyldig. Han husker ikke, om han fortalte politiet om den plomberede pistol. Hans far talte også med politiet, mens de var i Tyrkiet. Det var efter, han var kommet til Danmark, at han fortalte politiet, hvor pistolen var.
Forsvareren dokumenterede politirapport af 17. januar 2022 vedrørende ingen søgning efter pistol (bilag F-7-1-0-0, den digitale ekstrakt side 439-440). Tiltalte ville gerne have, at politiet skulle lede efter pistolen.
Han kunne sagtens være blevet i Tyrkiet, men han ville ikke have sit billede i nyhederne for noget, som han ikke havde gjort. Han vil have retfærdighed.
Adspurgt af advokat Peter Kragh, forklarede han, at han ikke har afstemt sin forklaring med Tiltalte 1.
Han talte med politiet den 3. januar fra Tyrkiet. Han husker ikke, om han fortalte politiet om påkørslen af Tiltalte 1.
Foreholdt politirapport af 3. januar 2021 vedrørende telefonisk henvendelse fra Tiltalte 2 der kontaktede politiet under ophold i Tyrkiet (bilag H-1-38-0-0, den digitale ekstrakt side 605), hvoraf fremgår blandt andet: ” Tiltalte 2 forklarede nærmere: Han nægtede at have noget med drabet at gøre. Han forklarede, at han sammen med Tiltalte 1 havde aftalt at stjæle dræbtes narkotelefon og banke ham. Han kunne erkende fortsæt til vold/forsøg på grov vold/forsøg på røveri, men nægtede drab.
Han beskrev selve hændelsesforløbet med, at Tiltalte 1 kort før drabet blev kørt ned i Område 1. Der var tale om en forsætlig påkørsel af en bil med omkring 70 km/t.” , forklarede han, at han ikke husker det i dag. Men hvis det står der, så har han sagt det.
side 15
Vidne 1 har som vidne forklaret blandt andet, at Vidne 2 var hans daværende kæreste. De ses ikke længere. Den pågældende dag sad de i hans hvide Golf GTI på parkeringspladsen ved Område 2. De sad og snakkede i bilen. Der kom to drenge over til bilen. De bankede på ruden. Han kunne ikke se deres ansigter. Han så dem ikke rigtigt, så han har svært ved at beskrive dem. Han husker ikke i dag, om de havde noget med. Personerne bankede på ruden. De spurgte, hvem han var, også gik de igen. De sagde ”hvor er du fra” . De sagde ikke noget om, at de ledte efter nogen. Han husker ikke, om den ene havde en rygsæk med sig. Det er lang tid siden. Han mener, det har været om eftermiddagen et sted mellem kl. 14.00 og 16.00.
Foreholdt afhøringsrapport af 28. december 2021 (bilag H-1-20-0-0, den digitale ekstrakt side 553-554), hvoraf blandt andet fremgår: ”Vidnet forklarede, at han i dag var kørt fra sit arbejde på Amager omkring kl. 13-noget. Han kunne ikke huske tidspunktet nærmere, men han var kørt direkte til Område 2, hvor han havde aftalt at mødes med en veninde, som skulle plukke hans øjenbryn. Vidnet parkede på parkeringspladsen i den østlige ende af Vej. Vidnet sad på førersædet og hans veninde sad på passagersædet. Da de havde siddet der i ca. 10 minutter, kom der pludselig to mænd og henvendte sig ved bilen.
Vidnet beskrev dem som værende:
A: Mand, 20-30 år, ca. 175 cm høj, mellemøstlig af
udseende, normal af bygning, orange/brunt fuldskæg, iført mørk dynejakke med hætte, mørke handsker, mørke sko.
Kan ej genkendes.
B: Mand, 20-30 år, kraftig/buttet kropsbygning, iført mørk jakke, blå rygsæk/skoletaske.
Kan ej genkendes. ”, forklarede han, at han ikke kender adressen.
Signalementet passer meget godt. Det er korrekt, at den ene havde en rygsæk.
Foreholdt afhøringsrapport af 28. december 2021 (bilag H-1-20-0-0, den digitale ekstrakt side 554), hvoraf blandt andet fremgår: ”Vidnet syntes, at A og B optrådte aggressivt, idet de råbte og virkede truende og skræmte hans veninde, så hun forsøgte at gemme sig. B, som stod ved siden af A, udtalte, at det ikke var ham de ledte efter, hvorefter A sagde, ”Undskyld brormand, det var ikke dig vi ledte efter” . A og B forlod derefter stedet halvløbende/ luntende i retning mod Område 5. ”, forklarede han, at det er korrekt, at han har forklaret sådan. Det var det, de sagde, og den retning de gik i. Det er også sådan, han husker det i dag.
Adspurgt af advokat Peter Kragh, forklarede han, at han havde fri omkring kl. 13.00. Han havde fået lov til at gå før tid. Det tog ca. 15-20 minutter for ham at komme fra Amager til By 2. Han er ikke kørt fra Amager tidligere end kl. 13.00.
side 16
Udspurgt af advokat Mai-Brit Storm Thygesen og foreholdt hans signalement af mændene, forklarede han, at han ikke husker, om de havde mundbind på. Han så skægget på hagen af den ene mand. Han husker ikke, om mundene var dækket af mundbind, men hagen var ikke dækket.
Udspurgt af anklageren, forklarede han, at han ikke er sikker på tidspunktet, og at han muligt godt kn være kørt mod By 2 tidligere end kl. 13.00.
Vidne 2 har som vidne forklaret blandt andet, at hun var kæreste med Vidne 1 på det pågældende tidspunkt. De mødtes bare for at snakke. De sad i hans bil på parkeringspladsen i Område 2, da to mænd kom hen til bilen. Hun husker ikke, hvordan mændene så ud. De stod på kørersiden af bilen. Hun talte ikke med dem. Mændene ville høre, hvem de var. De sagde derefter undskyld og kørte igen. De var vist på elløbehjul. Hun husker ikke, om de sagde, at de ledte efter nogen. Hun husker ikke, om hendes kæreste havde sendt hende en sms.
Foreholdt afhøringsrapport af 28. december 2021 (bilag H-1-13-0-0, den digitale ekstrakt side 507), hvoraf blandt andet fremgår: ”Afhørte, Vidne 2, forklarede, at hun d.d. ca. kl. 1148 blev hentet af sin kæreste, Vidne 1, på hendes bopæl i Adresse 3. Vidne 1 arbejdede som poder og fik tidligt fri den dag. Han sendte en besked til hende kl. 1148, da han holdt på parkeringspladsen ved Adresse 3, og afhørte gik ned for at møde ham. Hun satte sig ind i hans bil, og derefter kørte de til Område 2 ”, forklarede hun, at det er korrekt, at hun har forklaret sådan. Hun husker ikke det med sms i dag. Hun husker ikke tidspunktet.
Foreholdt afhøringsrapport af 28. december 2021 (bilag H-1-13-0-0, den digitale ekstrakt side 508), hvoraf blandt andet fremgår: ”Da de havde siddet på bagsædet og snakket sammen mellem 30-60 minutter, dukkede en mand (A) pludselig op ved siden af bilen. Afhørte fik øje på ham første gang, da han stod ved ruden ud foran venstre bagsæde. Det bagsæde hvor Vidne 1 sad. A tog fat i håndtaget på døren, men den var låst, så han kunne ikke åbne den. ”, forklarede hun, at hun ikke husker det i dag. Men hvis hun har forklaret sådan til politiet, så må det være rigtigt.
Foreholdt afhøringsrapport af 28. december 2021 (bilag H-1-13-0-0, den digitale ekstrakt side 508), hvoraf blandt andet fremgår: ”En anden mand (B) kom nu til syne ved siden af A. De stod begge to nu uden for ruden ved venstre bagsæde og kiggede ind på dem. B sagde til A: ”Det er ikke ham, vi leder efter” . A sagde til Vidne 1: ”Det må du undskylde. Det er en anden mand, vi leder efter. ”, forklarede hun, at hun ikke husker det i dag.
Hun ringede til politiet, fordi hun havde hørt, at der var blevet skudt i By 2. Hun følte, at hun var blevet indblandet/truet. Derfor ville hun fortælle til politiet, hvad hun havde oplevet. Hun følte, at episoden måske var relevant for drabet.
side 17
Foreholdt afhøringsrapport af 28. december 2021 (bilag H-1-13-0-0, den digitale ekstrakt side 508), hvoraf blandt andet fremgår: ”Afhørte kiggede efter A og B, da de efterfølgende forlod stedet til fods. De forlod stedet på et tidspunkt imellem kl. 1230 og 1300. Hun så dem gå mod Område 5. ”, forklarede hun, at de gik i retning mod Område 5.
Foreholdt afhøringsrapport af 28. december 2021 (bilag H-1-13-0-0, den digitale ekstrakt side 509), hvoraf blandt andet fremgår: ”Afhørte kunne kun give et meget sparsomt signalement af mændene. Hun beskrev dem som: A: mand, mellemøstlig af udseende, 175-180 cm høj, 18-20 år, sort fuldskæg, iført sort tøj og sorte handsker. Talte med en dyb stemme, talte dansk muligvis med kurdisk dialekt. Kan ej genkendes.
B: mand, mellemøstlig af udseende, 18-20 år, talte dansk med mellemøstlig dialekt. Kan ej genkendes. ”, forklarede hun, at hun ikke husker det i dag.
Hun har før denne episode oplevet det samme, og hun tænkte, at det var relevant denne gang, da der var blevet begået et drab. Hun husker ikke episoden så godt i dag. Hun husker ikke præcist, hvad der skete den dag.
Adspurgt af advokat Peter Kragh, forklarede hun, at hun to gange tidligere har oplevet, at der er nogen, som har henvendt sig til hende i bilen for at hører, hvem hun var. Den pågældende dag gik personerne mod Område 5. Der er en gård mellem Område 1 og Område 5. Begge gårde ligger i samme retning.
Adspurgt af advokat Mai-Brit Storm Thygesen, forklarede hun, at hun ikke i dag husker tidspunktet. Hun er sikker på, at hun snakkede med sin kæreste i ca. 1 time. Hun har oplyst, det som der skete.
Hun mener, at den ene var på el løbehjul, men hun husker det ikke nærmere i dag. Hun husker ikke, om det kun var den ene der var på elløbehjul eller om det var dem begge.
Vidne 3 har som vidne forklaret blandt andet, at han var ude at lufte sin hund den 28. december 2021 ved frokosttid. Han var på vej hjem for at spise frokost med sin kone. Han kom fra Sti og gik ind på parkeringspladsen. Der stod to personer ved indkørslen til parkeringspladsen. Han sagde hej til dem, som han plejer at gøre, når han møder folk på gaden. De sagde pænt hej tilbage. Efter han havde passeret dem, så han, at der kom en person løbende fra gården. Én af de to personer råbte, ”der er svinet” . Han kunne se på den person, som kom fra gården, at det ikke var godt. Personen så panisk ud.
Den ene af de to, der kom gående, så ikke dansk ud. Ham, som ikke så dansk ud, råbte ”Når jeg fanger dig, så knepper jeg dig” .
side 18
Vidnet gik hjem til sin kone og ca. to minutter efter, hørte de tre skud. Kort efter gik han ud for at tale med politiet og fortælle, hvad han havde oplevet.
De to personer, som han hilste på, havde ikke mundbind på. Den ene person, ham, som ikke så dansk ud, var meget slank og iført en lang frakke. Han virkede meget høj, fordi han var slank. Den anden var lidt mindre, kraftigere og muligvis dansk. Vidnet skrev et notat til sig selv lige efter episoden.
Han så den 3. person komme løbende fra indgangen til gården. I det øjeblik, de to råbte til personen, kunne vidnet i personens ansigt se, at han tænkte, at det var noget lort. Personen, der kom løbende, var en ung mand. Han så stærk ud. Han kan ikke sige præcist, hvordan han så ud i ansigtet, men han kunne se på manden, at han godt var klar over, at der var et eller andet galt.
Han ved ikke, hvem af de to der råbte, ”der er svinet” . Ham der råbte, ”når jeg fanger dig, så knepper jeg dig” var ham, som var tættest på den unge mand, som kom fra gården. Han havde mere fart på end den anden. Den unge mand fra gården vendte om og forsøgte at løbe ind i gården igen. Han sagde ingenting. De to personer løb efter ham.
Vidnet er godt klar over, at der er overvågning i området.
Anklageren afspillede videoovervågning (forurettede løber mod A og B og derefter væk fra dem) kl. 13.10 (06:23).
Vidnet forklarede hertil, at det er vidnet, der kommer gående med hunden. Han kom ind på parkeringspladsen ved kampestenene. Det var ved kampestenene, at han hilste på de to personer. De stod stille, da han hilste på dem. De var gået fra stenene og over indkørslen. Han vendte sig om, fordi der blev råbt. Den person, der råbte ”jeg knepper dig, når jeg fanger dig” , er ham, som løb helt tæt på den unge mand, som kom løbende fra gården. Vidnet havde ikke bemærket, at de havde mundbind på.
Et par minutter efter han var kommet hjem, hørte han tre skud. Han var godt klar over, at det ikke var fyrværkeri. Det var en skarp lyd, og skuddene kom lige efter hinanden. Han koblede det sammen med den episode, som han lige havde overværet på parkeringspladsen. Han kunne høre, at der ankom ambulancer til stede, og kort efter gik han ud for at tale med politiet.
Adspurgt af advokat Peter Kragh forklarede han, at han ikke huskede, at de havde mundbind på. Han havde ikke nærstuderet de to unge mænd, som han hilste på. Han har skrevet til sig selv, at den ene ikke var dansk, og at den anden muligvis var dansk.
Han havde ryggen til de to mænd, da der blev råbt. Han vendte sig, da der blev råbt højt, ”der kommer svinet” . Han kunne ikke se, hvem der råbte det.
side 19
Han troede, at den unge mand, som kom fra gården, skulle have en "kærlig behandling". Han er helt sikker på, at han hilste på de to ved kampestenene. Den ene lænede sig op ad en af stenene.
Adspurgt af advokat Mai-Brit Storm Thygesen forklarede han, at han kom fra Sti og gik ad Område 1 og ind ad indkørslen til parkeringspladsen. Han kom fra venstre side og svingende venstre om ind i indkørslen. De to personer stod ved stenene på venstre side af indkørslen, hvor der er tre kampesten.
Foreholdt afhøringsrapport af 28. december 2021 (bilag H-1-7-0-0, den digitale ekstrakt side 497), hvoraf fremgår blandt andet: ”Person 2 råbte ”Jeg knepper dig” efter person 1 mens han jagtede ham. ”, forklarede han, at det er korrekt, at han har forklaret sådan til politiet. Men der blev også råbt ”der kommer svinet” . Det var det første, han hørte blive råbt. Det var først, da de løb, at der blev råbt: ”jeg knepper dig” Han mener også, at han har sagt det til politiet. Den betjent, som han henvendte sig til, havde meget travlt med at afmærke området.
Adspurgt af anklageren forklarede han, at han er blevet afhørt af politiet to gange. Den første afhøring var en meget kort, fordi politiet havde travlt.
Adspurgt af advokat Peter Kragh forklarede han, at Sti ligger mellem villakvarteret og By 1 Parken. Det er en meget lang sti, som går igennem det hele.
Forevist oversigtskort fra videoovervågning (06.36) forklarede han om sin rute. Han stod og ventede på, at bilen bakkede ud. Han var kommet fra det grønne hegn. De to unge mænd stod ved de tre kampesten til højre for ham. Det var ca. 15 sekunder siden, at han hilste på de to personer.
Vidne 4 har som vidne forklaret blandt andet, at hun var på job som hjemmeplejer den pågældende dag. Hun havde været hos en borger i Område 1. Hun var på vej ned til sin bil. Hun så to personer komme gående. Hun så også en mand med en hund. Hun hørte en, som kom løbende bag hende. Hun vendte sig om og så på ham, som kom løbende. De to personer stoppede op og kiggede på personen, som kom løbende. De løb efter ham.
De to personer gik foran hende til venstre. Hun hørte, at de talte sammen, men ikke om hvad.
Manden, som kom løbende, stoppede op, da han så de to personer. De kiggede på ham og løb efter ham. Han vendte om og løb. Der stod også en anden dame på parkeringspladsen. Hun sagde: ”jeg håber ikke, det er alvorligt det der” . Manden, som kom løbende, så bange og forskrækket ud. Det virkede ikke som om, at det var en leg. Det virkede meget alvorligt.
side 20
Kort efter hørte hun skud.
Hun husker ikke, om den løbede mand sagde noget til de to personer. Han så ikke særlig glad ud. Han så nærmest panisk ud.
Efter hun havde hørt skuddene, kørte hun fra stedet. Det var først, da hun kom på kontoret, at det gik op for hende, at de nok havde skudt ham. Hun sagde til sine kollegaer: ”de skød ham sgu” .
Hun hørte ikke, hvad de to personer snakkede om. De fægtede med armene, mens de gik.
Hun ringede til politiet, men hun husker ikke i dag samtalen.
Foreholdt gennemlæst og underskrevet afhøringsrapport af 28. december 2021 (bilag H-1-5-0-0, den digitale ekstrakt side 492), hvoraf blandt andet fremgår: ”Afhørte gik bag A og B og overhørte derved at de to talte om at de skulle finde noget/nogen. Afhørte kunne høre at de talte dansk til hinanden men overhørte ikke yderligere end at de ledte efter noget/nogen ”, bekræftede hun, at det var korrekt. Hun huskede det ikke tidligere i dag.
Foreholdt fra samme rapport, hvoraf blandt andet fremgår: ”Afhørte bemærkede pludselig at der inde fra gården ved Område 1 kom løbende en ung mand, som løb om bag afhørte. Manden standsede op da han så A og B og løb derefter tilbage mod gården. … Afhørte kunne herefter høre, at A og B råbte ”der er han” og de løb herefter efter C. ”, forklarede hun, at det husker hun ikke. Det har hun nok fortrængt. Det er lang tid siden, og hun har forsøgt at fortrænge episoden.
Adspurgt af advokat Peter Kragh forklarede hun, at ham, som kom løbende, var kort fra de to personer, da han stoppede op. Han vendte om og løb tilbage. Han stoppede, da han så de to personer. Hun tænker, at han må have set dem, mens han var i løb. Hun husker ikke, om der blev udvekslet nogle ord mellem dem, da han stoppede op.
Foreholdt gennemlæst og underskrevet afhøringsrapport af 28. december 2021 (bilag H-1-5-0-0, den digitale ekstrakt side 492), hvoraf blandt andet fremgår ”Afhørte gik bag A og B og overhørte derved at de to talte om at de skulle finde noget/nogen. Afhørte kunne høre at de talte dansk til hinanden men overhørte ikke yderligere end at de ledte efter noget/nogen. ”, forklarede hun, at hun ikke gik bag ved dem. Hun kunne se hen på dem, da hun kom gående. Hun husker ikke præcist, hvad de talte om.
Adspurgt af advokat Mai-Brit Storm Thygesen, forklarede hun, at hun ikke lagde mærke til, om nogle af personerne havde noget i hænderne. Hun har ikke set noget i deres hænder. Den ene af de to gik og lavede fagter med hænderne.
side 21
Foreholdt gennemlæst og underskrevet afhøringsrapport af 28. december 2021 (bilag H-1-5-0-0, den digitale ekstrakt side 492), hvoraf blandt andet fremgår ”A gik og gestikulerede med armene mens B havde hænderne i hver sin jakkelomme. ”, forklarede hun, at det er korrekt, at hun har forklaret sådan til politiet. Da de løb, havde de hænderne oppe ad lommerne. Hun kiggede efter dem, da de løb. Hun gik mod bilen og kiggede tilbage på dem, der løb. Det sidste, hun så ,var, at de løb igennem gården. Hun så dem ikke mere herefter.
Adspurgt af anklageren og forevist videoovervågning (Område 1 samlet sekvens) (tæller 06.23) forklarede hun, at det er hende på videoen. Hun har et visir i hånden. Hun er på vej hen til sin bil. De to personer i toppen af billedet, er dem som hun hørte tale om, at de ledte efter nogen. Personen, som kommer løbende, er ham, hun så. Hun mener, at hun hørte ham komme løbende, før han var så tæt på. Hun blev stående og kiggede efter dem, da de løb væk. Hun husker ikke, om der blev råbt noget, da de løb.
Vidne 5 har som vidne forklaret blandt andet, at han var i Område 1 sammen med sin kæreste Vidne 6 den pågældende dag. De holdt pause fra tømning af et kælderrum. De var ved Adresse 4 i kælderen. De stod udenfor og røg.
Han så to personer komme løbende ned ad bakken fra gården. De to personer kiggede på hinanden uden at sige en lyd. Pludselig trak den ene en pistol og skød den anden. Han hørte dem ikke sige noget. Han var ca. 30-40 meter fra skyderiet. Men de stoppede første gang ca. 20 meter fra ham. Derefter løb de længere væk, og det var her, der blev skudt. Han så dem komme løbende ned ad bakken. Forurettede faldt ned ad bakken. Forurettede kom dog hurtigt op igen og løb videre. Forurettede blev indhentet, fordi han var faldet. Der blev ikke sagt noget mellem de to. Vidnet var ca. 20 meter væk, da de to personer stod stille første gang. Forurettede vendte sig om, og de to personer stod og kiggede på hinanden. Forurettede stod med armene ud fra kroppen som for at signalere: Stop. Forurettede løb igen. Han gemte sig mellem nogle biler, men han blev indhentet og skudt. Forurettede råbte et skræmmende ”Nej” efter skuddene var faldet.
Han troede til at starte med, at det hele var for sjov. Han tolkede det, som forurettede gjorde med armene som - stop nu – jeg overgiver mig.
Foreholdt afhøringsrapport af 28. december 2021 (bilag H-4-1-0-0, den digitale ekstrakt side 651), hvoraf blandt andet fremgår ”Afhørte så forurettede løfte sine hænder frem foran sig, som i et forsøg på at signalere afmagt og overgivelse. ”, forklarede han, at det er korrekt, at han har forklaret sådan til politiet. Under hele episoden hørte han intet blive sagt.
Adspurgt af advokat Mai-Brit Storm Thygesen forklarede han, at han kun så
side 22
to personer. Da de kom løbende, så han flere personer, men det var bare nogle, som gik oppe ved gården.
Adspurgt af anklageren forklarede han, at han blev opmærksom på episoden, fordi han stod med fronten mod gården, hvor han så nogle personer komme løbende oppe i gården. Han hørte ikke noget. Han så dem blot.
Vidne 6 har som vidne forklaret blandt andet, at hun og Vidne 5 var i hendes svigermors kælder for at tømme et kælderrum. Hun så to personer løbe ned ad skrænten og ned på parkeringspladsen. Hun troede, at det var noget fjolleri mellem to unge. Den ene faldt ned ad skrænten, men han kom hurtigt op igen. Han blev dog indhentet. Han gled på skrænten, fordi der var glat. Han blev indhentet af den anden. Det var, da de løb ned ad skrænten, at hun blev opmærksom på dem. Hun troede, at det var for sjov. Det ser man jo tit blandt unge mennesker. Hun hørte ikke, at der blev sagt noget mellem de to.
Hun så forurettede blive indhentet. De to personer stoppede op og kiggende på hinanden. De sagde ikke et ord. Forurettede blev skudt tre gange. Det ene skud ramte en dør. Hun var ca. 20-30 meter fra dem. De stod rimelig tæt på. Hun så ikke våbnet. Hun registrerede blot, at der kom nogle lyde, som lød som skud. Forurettede løb lidt videre, men faldt så om. Da det gik op for forurettede, at han var blevet skudt, råbte han et rungende nej, og så faldt han om.
Vidne 7 har som vidne forklaret blandt andet, at Tiltalte 2 er hans kones nevø. Vidnet var på Adresse 5 den 28. december 2021. Det er Tiltalte 2's forældre, der bor på adressen. Han havde en aftale med Tiltalte 2 om afhentning af en cykel i dagene omkring den 28. december 2021. Tiltalte 2 ville give ham en elcykel. De havde ikke nogen konkret aftale om, hvornår han skulle have cyklen. Tiltalte 2 ringede den 28. december 2021, hvor vidnet var på vej hjem fra job. Det var omkring kl. 13.00-14.00. Han husker ikke præcist, hvad tid han ankom på adressen, men måske omkring kl. 14.30-15.00.
Han kom bare for at hente cyklen. Tiltalte 2 spurgte, om han ville køre ham til banken for at hæve nogle penge. Det var først om aftenen, han fandt ud af, hvad der var sket. Han havde ikke talt med Tiltalte 2 om det. Han husker ikke, om Tiltalte 2 virkede påvirket af situationen. Han kender ikke Tiltalte 2 godt nok til at kunne se, hvornår han er påvirket af noget. Han møder Tiltalte 2 7-8 gange om året, så deres forhold er ikke så tæt.
Han og Tiltalte 2 talte ikke om, hvorfor det lige skulle være denne dag, han skulle hente cyklen. De havde bare aftalt, at de skulle finde en dag, hvor han skulle hente cyklen. Tiltalte 2 spurgte, om han kunne give ham et lift for at hæve nogle penge. Han kørte efterfølgende Tiltalte 2 hjem igen.
Hvis han skulle have lagt mærke til Tiltalte 2's adfærd, så skulle de have kendt
side 23
hinanden bedre. Han lagde ikke mærke til noget særligt ved Tiltalte 2's adfærd. Han hilste på Tiltalte 2's mor. Han husker ikke nærmere, om han talte med moderen, men de talte sikkert normalt sammen om, hvordan det gik. Det var bare en helt normal dag.
Anklageren dokumenterede snapchat besked fra den 20. december 2021 mellem Person 4 og Forurettede (bilag D-2-11-0-0, den digitale ekstrakt side 342-350).
Vidne 8 har som vidne forklaret blandt andet, at hun var ude at gå en tur med sine forældres hund ved Område 3 den 28. december 2021. Hun vendte sig om, da hun hørte en lyd. Det lød som en bil, hvor undervognen ramte noget. Hun nåede lige at få hunden ind til siden, inden bilen kørte forbi hende i høj fart. Det var en mørk sedan. Hun så ikke mærket. Føreren havde en stor jakke og hætte på.
Forevist kort fra Google Maps forklarede hun, at hun befandt sig ved Område 6. Hun gik på gangstien. Man må ikke køre i bil der. Bilen kom fra Område 7 og kørte ad stien hen mod Område 3. Der må ikke køre biler på stien.
Bilen kørte forholdsvis hurtigt forbi hende, men satte farten ned. Bilen havde retning ned mod Vallensbæk. Hun så ikke, hvor bilen drejede fra.
Foreholdt afhøringsrapport af 28. december 2021 (bilag H-1-23-0-0, den digitale ekstrakt side 575), hvoraf blandt andet fremgår ”Afhørte forklarede, at hun var ude og gå tur med sine forældres hund, da der pludselig kom en bil kørende ind på det lukkede stisystem fra Område 3 af. Der kom nogle høje lyde fra bilen, da den kørte over kantstenen og ind på gangstien. Afhørte beskrive køretøjet, som værende en mørk BMW personbil. ”, forklarede hun, at hun i dag ikke husker mærket. Hun sagde til politiet, at det var sådan en størrelse bil.
Hun så bilen mellem kl. 13.30 og 13.50. Hun ringede til sin mor lige efter episoden, fordi hun var chokeret. Da hun talte med politiet, kiggede hun i sin telefon for at se tidspunktet.
Foreholdt samme rapport side 576, hvoraf blandt andet fremgår, ”Afhørte ringede efterfølgende til sin mor, idet hun var blevet bange og chokeret. Afhørte havde foretaget opkaldet kl. 1310. ”, forklarede hun, at det er korrekt, at hun har forklaret sådan til politiet. Hun kiggede nemlig i sin telefon for at se tidspunktet.
Dokumentation
Der er under hovedforhandlingen forevist sammenklippet videosekvens fra videoovervågning ved Område 1, oversigtskort, herunder fra Google Maps, samt stillfotos. Der er endvidere dokumenteret gerningsstedsundersø-
side 24
gelse samt fotos herfra, teleoplysninger, snapchatbeskeder og kriminalteknisk undersøgelse af fundne patronhylstre og projektiler.
Endvidere er dokumenteret obduktionsrapport vedrørende Forurettede og personundersøgelse af Tiltalte 1.
Personlige forhold
Tiltalte 1 er af betydning for denne sag tidligere straffet ved
Københavns Byrets dom af 22. november 2022 med bøde for overtrædel-
se af lov om euforiserende stoffer.
Tiltalte 2 er af betydning for denne sag tidligere straffet ved
Retten i Glostrups dom af 30. august 2019 med betinget fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1.
Østre Landsrets ankedom af 11. september 2020 med fængsel i to år og betinget førerretsfrakendelse for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 288, stk. 1, og § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og færdselsloven. Fælles-straf med Retten i Glostrups dom af 30. august 2019.
Retten i Glostrups dom af 22. marts 2022 med fængsel i 60 dage for over-trædelse af straffelovens § 281, stk. 1, nr. 1, og § 119, stk. 1, jf. § 89. Retten i Nykøbing Falsters dom af 2. september 2022 med bøde for over-trædelse af lov om euforiserende stoffer.
Tiltalte 1 har været mentalundersøgt. Det fremgår af erklæringen af 27. maj 2022 blandt andet:
"Konklusion
Observanden er herefter ikke sindssyg og kan ikke antages at have været det på tidspunktet for det påsigtede, som han delvis benægter. Der er ikke oplysninger om påvirkethed af alkohol eller euforiserende stoffer på gerningstidspunktet. Observanden er normalbegavet og lider ikke af epilepsi. Observanden er født af gifte forældre og opvokset i By 2. Opvæksten var god og tryg. Han gik i den lokale folkeskole, hvor han en tid fik ekstraundervisning, men klarede sig pænt ved den afsluttende eksamen. Som teenager blev han involveret i kriminalitet. Observanden tog grundforløbet til tømreruddannelsen, men kunne ikke få nogen praktikplads. Efterfølgende færdiggjorde han pædagogmedhjælperuddannelsen og har arbejdet som sådan, men siden 2019 har han været uden arbejde. Den nuværende forsørgelse er kontanthjælp. Observanden er alene og har ingen børn. Observanden påbegyndte hashmisbrug som 12-årig og har senere haft et vist misbrug af kokain. Han har aldrig haft kontakt til psykiater eller psykolog og aldrig, heller ikke i forbindelse med påvirkethed af de nævnte stoffer, oplevet sanseforstyrrelser eller vrangforestillinger. Hverken psykiatrisk eller psykologisk vurderes han at have en dybere psykopatologi, men personlighedsmæssigt huser han især dyssociale træk.
Observanden findes herefter omfattet af straffelovens § 69, men man kan
side 25
ikke, såfremt han findes skyldig, pege på nogen foranstaltning, jf.
straffelovens § 68, 2. pkt., til imødegåelse af en vis risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet, som mere formålstjenlig end straf."
Tiltalte 2 har været mentalundersøgt. Det fremgår af erklæringen af 15. juni 2022 blandt andet:
"Konklusion
Observanden er herefter ikke sindssyg, ligesom han ikke var sindssyg på tidspunktet for det påsigtede forhold, som han nægter sig skyldig i. Han var angiveligt ikke påvirket af alkohol eller andre rusmidler på tidspunktet for det påsigtede forhold, men om dette skulle være tilfældet, er der ikke mistanke om en heraf udløst abnorm rustilstand. Observanden er lavt normalt begavet og lider ikke af epilepsi. Observanden opvoksede med sin søster hos samlevende forældre af tyrkisk oprindelse, der dog blev skilt, da han var 10 år. Fra observanden var i 13-årsalderen boede de sammen med deres mor, stedfar og halvsøster. Opvæksten var tryg og stabil, men observandens adfærd var fra en tidlig alder problematisk. Skolegangen foregik primært i specialtilbud, men observanden har folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik. Han har adresse hos sin mor, men har fraset få måneder siddet i fængsel det meste af sit voksenliv og har ingen fast indkomst. Fra to tidligere korterevarende affærer har observanden to døtre på 3 og 4 år, som han ikke har kontakt til. Observanden blev i indskolingen undersøgt for ADHD, som man ikke fandt holdepunkter for. Han begyndte 15 år gammel at ryge hash, hvilket udviklede sig til et misbrug, som består. Han har aldrig været i psykologisk eller psykiatrisk behandling. Ved herværende undersøgelse findes observanden ud fra en samlet vurdering lavt normalt begavet, svarende til inferioritas intellektualis. Han er hverken psykotisk eller præget af anden dybereliggende psykopatologi. Personlighedsmæssigt forekommer han umoden, socialt uformående og præget af dyssociale træk.
Observanden er herefter omfattet af straffelovens § 69, men man kan ikke, såfremt han findes skyldig, pege på nogen foranstaltning, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., til imødegåelse af en formentlig vis risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet, som mere formålstjenlig end straf."
Rettens begrundelse og afgørelse
Der er under sagen afsagt følgende kendelse om skyldsspørgsmålet:
"Kendelse:
Politiet modtog den 28. december 2021 kl. 13.13 en anmeldelse om skyderi ved Område 1 i By 1. Ved ankomsten til stedet fandt man Forurettede liggende livløs på jorden. Politiet fandt på gerningsstedet blandt andet tre patronhylstre og et projektil, der var skudt gennem en parkeret varebil. Forurettede blev bragt til hospitalet, hvor han kort efter blev erklæret død. Efter indholdet af de lægelige oplysninger kan det lægges til grund, at Forurettede afgik ved døden, fordi et projektil havde perforeret hans hjerte og
side 26
venstre lunge.
En sammenklippet videosekvens fra kameraovervågning af boligområdet den 28. december 2021 har vist blandt andet, at Forurettede løb ud af en opgang og hen imod to personer, hvorefter han vendte om og flygtede i løb. Han blev straks eftersat af de to personer, som begge bar mundbind og var iført sort tøj med hætten trukket op, ligesom den ene bar handsker. Efter en distance standsede Forurettede sit løb og gik tilbage mod den forreste af de to forfølgende personer, som på ganske kort afstand affyrede skud direkte mod Forurettedes overkrop.
Tiltalte 1 har erkendt, at han er manden, der på videosekvensen ses skyde mod Forurettede. Han har under hovedforhandlingen tilstået manddrab og besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder, samt at overtrædelserne er omfattet af straffelovens § 81 b. Tilståelsen støttes af bevisførelsen, herunder tiltaltes egen forklaring, videosekvenser om forløbet op til skudepisoden samt de afgivne vidneforklaringer. Retten finder, jævnfør nedenfor om medtiltalte Tiltalte 2's rolle, at det desuden er bevist, at overtrædelserne er sket i forening og efter fælles forståelse med denne.
Tiltalte 2 har erkendt, at han er manden, der på videosekvensen ses løbe efter Tiltalte 1 og Forurettede ind i gårdområdet, hvor sidstnævnte kort efter blev dræbt. Han har tilstået forsøg på røveri og nægtet sig skyldig i manddrab og våbenbesiddelse.
Han har i et grundlovsforhør forklaret blandt andet, at han i tiden op til den 28. december 2021 hver dag var sammen med Tiltalte 1, der er hans ven gennem mange år, at han vidste, at Tiltalte 1 havde en pistol på sig hver dag, fordi nogen var efter ham, og at han kunne regne ud, at Tiltalte 1 bar en ægte pistol. Han har desuden forklaret, at han en uges tid før drabet var sammen med Tiltalte 1 uden for en lejlighed, hvor Tiltalte 1 med en pistol i hånden truede en anden person med at blive skudt.
Under hovedforhandlingen har Tiltalte 2 forklaret blandt andet, at alle, herunder tiltalte selv, vidste, at Tiltalte 1 gik med en pistol, at han vidste, at Tiltalte 1 den pågældende dag i By 1 var bevæbnet med en pistol, ligesom tiltalte selv var bevæbnet med en plomberet pistol i jakkelommen. Han har dog også forklaret, at han ”ikke fra starten af” vidste, at Tiltalte 1 denne dag var bevæbnet.
Både Tiltalte 1 og Tiltalte 2 har forklaret, at Tiltalte 1 i tiden op til den 28. december 2021 havde haft problemer med en kreds af personer fra By 1, og at han var blevet pålagt en dummebøde af denne personkreds. Tiltalte 1 har uddybende forklaret, at Forurettede var del af denne gruppe, og at tiltalte den pågældende dag tog til By 1 for at tale med nogen fra den gruppe, der havde givet ham dummebøden. Tiltalte 1's forklaring om problemer med og
side 27
trusler fra en sådan kreds af personer, herunder Forurettede, støttes af oplysninger om, at Forurettedes telefon den 4. december 2021 ses registreret nær Tiltalte 1's bopæl, og at der på samme tidspunkt fra denne telefon er sendt oplysninger om Tiltalte 1's bopæl.
Retten lægger efter de tiltaltes forklaringer til grund, at Tiltalte 2 vidste, at Tiltalte 1 havde problemer med nogle personer, herunder Forurettede, fra By 1, og at han vidste, at Tiltalte 1 den 28. december 2021, da de tiltalte bevægede sig rundt sammen i By 1, var bevæbnet med en funktionsduelig pistol.
Retten lægger efter Vidne 1's og Vidne 2's forklaringer til grund, at de kort før skyderiet befandt sig i en bil ved Område 2, og at to mænd af mellemøstlig herkomst, hvoraf en havde fuldskæg, mens en anden bar på en blå rygsæk, kom hen til bilen og rettede henvendelse til vidnerne, og at den ene i den forbindelse sagde: ”Det er ikke ham, vi leder efter” , mens den anden sagde: ”Undskyld, det er ikke dig vi leder efter” . Vidne 2 har endvidere forklaret, at de to mænd derefter forlod stedet i retning mod Område 5, som ligger ganske tæt på gerningsstedet i Område 1. Det kan på baggrund af forklaringen fra Vidne 2 lægges til grund, at de to personer rettede henvendelse til vidnerne cirka 20 minutter før skudepisoden. Retten finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at det var de tiltalte, der rettede henvendelse til vidnerne.
Retten kan på baggrund af videosekvenserne og de tiltaltes egne forklaringer lægge til grund, at de efterfølgende kl. 13.02 gik helt hen til en anden bil, som holdt parkeret på en parkeringsplads nær gerningsstedet, og derefter forlod parkeringspladsen.
Det lægges efter Vidne 3's forklaring til grund, at den ene af de tiltalte, da Forurettede kom løbende imod dem, råbte: ”Der er svinet” , og at Tiltalte 1, da Forurettede flygtede, råbte: ”Når jeg fanger dig, så knepper jeg dig” .
Efter Vidne 4's forklaring lægges det til grund, at hun befandt sig samme sted som Vidne 3, og at hun hørte de tiltalte tale om, at ”de skulle finde noget/nogen” . Til en politirapport, der er gennemlæst og underskrevet, har hun forklaret, at en af de tiltalte, da Forurettede kom løbende, sagde: ”Der er han” .
Disse vidners forklaringer om deres placering, da de observerede Forurettede komme løbende mod de tiltalte, ordvekslingen og forfølgelsen understøttes af videomaterialet i sagen.
Retten finder det på ovennævnte baggrund ubetænkeligt at tilsidesætte Tiltalte 2's forklaring om, at han ikke havde forsæt til drab, men alene til røveri, idet han var taget til By 1 for at begå røveri eller indbrud, idet han manglede penge. Retten bemærker i den forbindelse, at de tiltalte har
side 28
afgivet divergerende forklaringer om baggrunden for at tage til By 1.
På baggrund af en samlet vurdering af omstændighederne i sagen, herunder om de tiltaltes kendskab til hinanden og om Tiltalte 2's kendskab til, at Tiltalte 1 havde medbragt et funktionsdueligt våben samt de afgivne forklaringer om de tiltaltes adfærd og udtalelser sammenholdt med videosekvenserne, hvoraf fremgår, at de tiltalte helt frem til skudepisoden bevægede sig rundt i området sammen, rettede henvendelse til flere biler, og at Tiltalte 1 ganske kort før skudepisoden – i modsætning til tidligere i forløbet – var iført handsker og mundbind samt hætten trukket op, mens Tiltalte 2 var iført mundbind og hætten trukket op, og at de tiltalte begge straks løb efter Forurettede, da denne flygtede ind i gårdområdet, og sammenholdt med oplysningerne om et modsætningsforhold mellem Tiltalte 1 og Forurettede som del af en personkreds fra By 1, finder retten det bevist, at de tiltalte tog til By 1 bevæbnet med et skarpladt våben for målrettet at lede efter Forurettede med henblik på i forening og efter fælles forståelse at konfrontere denne, samt at også Tiltalte 2 i hvert fald undervejs i forløbet må have indset det som overvejende sandsynligt, at Tiltalte 1 ville dræbe Forurettede med den medbragte pistol.
Det forhold, at retten efter de tiltaltes samstemmende forklaringer lægger til grund, at Tiltalte 1 tidligere var blevet truet af folk fra By 1, og at han kort forud for skudepisoden var blevet påkørt af en bil, kan ikke føre til en anden bevisvurdering. Retten bemærker i den forbindelse, at retten ikke kan lægge til grund, at bilen kørte 60-70 km/t i timen ved påkørslen. Retten har ved denne vurdering lagt vægt på indholdet af de lægelige oplysninger om Tiltalte 1's tilstand den 5. januar 2022 og på videosekvenserne, hvoraf det fremgår, at Tiltalte 1 er upåfaldende i sin gang og løb, da han efter påkørslen gik ind i Område 1 og derefter løb gennem gården efter Forurettede.
På denne baggrund, og idet overtrædelserne er begået på offentligt tilgængeligt sted, er de tiltalte herefter skyldige i overtrædelse af straffelovens § 237 og § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. til dels § 23, alt jf. § 81 b, i overensstemmelse med den principale del af anklageskriftets forhold 1 og 2.
Thi bestemmes:
Tiltalte 1 og Tiltalte 2 er skyldige i den principale del af anklageskriftets forhold 1 og 2."
Sanktionsspørgsmålet
Straffen, der for begge tiltalte er en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, fast-sættes efter straffelovens § 237 og § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, alt jf. § 81 b.
side 29
Der er afgivet 12 stemmer for at fastsætte straffen til Tiltalte 1 til fængsel på livstid.
Der er afgivet 12 stemmer for at fastsætte straffen til Tiltalte 2 til fængsel på livstid.
Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at drabet er begået i forening og efter fælles forståelse af Tiltalte 1 og Tiltalte 2, idet disse målrettet opsøgte og løb efter Forurettede, hvorefter Tiltalte 1 skød ham på klods hold og på, at drabet blev begået med et skydevå-ben på offentligt tilgængeligt område. Retten finder, at der ikke foreligger formildende omstændigheder, som giver grundlag for at fravige udmålings-praksis vedrørende manddrab og besiddelse af skydevåben med ammunition på offentligt tilgængeligt område under særligt skærpende omstændigheder. På denne baggrund og henset til dom afsagt af Højesteret den 6. oktober 2021 (U.2022.40H) udmåles straffen for begge tiltalte til fængsel på livstid.
Tiltalte 1 har under denne sag været frihedsberøvet fra den 4. januar 2022.
Tiltalte 2 har under denne sag været frihedsberøvet fra den 9. janu-ar 2022.
Erstatning
De juridiske dommere tager påstandene om erstatning til følge som nedenfor bestemt. Erstatningskravene forrentes for så vidt angår Erstatningssøgende 1 med pro-cesrente fra den 10. februar 2023 og for så vidt angår Erstatningssøgende 2 med pro-cesrente fra den 11. februar 2023.
De juridiske dommere har lagt vægt på, at der i henhold til lov nr. 290 af 27. februar 2021 (ikrafttræden 1. marts 2021), hvorved blandt andet erstatnings-lovens § 26 a blev ændret, er sket en udvidelse af personkredsen, der som udgangspunkt er berettiget til godtgørelse, således også forældre til voksne, udeboende børn fremover som udgangspunkt vil kunne tilkendes godtgørel-se, uden at der skal foretages en nærmere vurdering af de konkrete følelses-mæssige relationer mellem disse efterlevende og den afdøde. I sager om for-sætligt drab forudsættes godtgørelsen udmålt i størrelsesordenen 100.000 kr.
Erstatningssøgende 1 har endvidere dokumenteret, at udgifterne til begravelsen af Forurettede udgjorde 870,56 kr.
Thi kendes for ret:
Tiltalte 1 skal straffes med en tillægsstraf af fængsel på livstid.
Tiltalte 2 skal straffes med en tillægsstraf af fængsel på livstid.
side 30
De tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder hver især salær til deres forsvarer.
De tiltalte skal in solidum inden 14 dage betale 100.870,56 kr. til Erstatningssøgende 1. Beløbet forrentes med procesrente fra den 10. februar 2023.
De tiltalte skal in solidum inden 14 dage betale 100.000 kr. til Erstatningssøgende 2. Beløbet forrentes med procesrente fra den 11. februar 2023.
Dommer