RETTEN I NÆSTVED
DOM
afsagt den 3. september 2019
Sag BS-23268/2019-NAE
Klager
(advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen)
mod
Region Syddanmark
Denne afgørelse er truffet af Dommer.
Sagens baggrund og parternes påstande
Denne sag vedrører spørgsmålet om lovligheden af en fortsat tvangsfiksering af klager og godtgørelse.
Klager har fremsat påstand om, at Det Psykiatriske Patient-klagenævns afgørelse af 31. marts 2019 stadfæstes, og at han tilkendes en godt-gørelse på 100.000 kr. med tillæg af procesrente regnet 30 dage fra sagens an-læg.
Region Syddanmark har fremsat påstand om, at Det Psykiatriske Patientklage-nævns afgørelse omgøres således, at tvangsfikseringen af klager i det hele er-kendes lovlig, samt frifindelse for kravet om godtgørelse.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Oplysningerne i sagen
2
Klager blev tvangsfikseret i perioden fra den 3. juni 2016 til den 16. juni 2016. Det Psykiatriske Patientklagenævn har behandlet sagen og vurderet, at tvangsfikseringen af klager fra den 3. juni til den 5. juni 2016 kan godkendes, og at tvangsfikseringen fra den 5. juni 2016 til den 16. juni 2016 ikke kan godkendes.
Det fremgår af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse, at: ”Afgørelse i din klagesag om tvangsfiksering
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkender overlægens beslutning om, at du var tvangsfikseret med bælte fra den 3. juni 2016 kl. 13.30 til den 5. juni 2016 kl. 09.30, og om, at der foruden bælte blev anvendt remme fra den 3. juni 2016 kl. 13.30 til den 5. ju-ni 2016 kl. 09.30. Det Psykiatriske Patientklagenævn tilsidesætter udstrækningen af tvangsfikseringen med bælte og remme fra den 5. juni 2016 kl. 09.30 til den 16. juni 2016 kl. 20.18. Det betyder, at du har fået delvis medhold i din klage. Afgørelsen er truffet af et enigt nævn.
Begrundelse: Tvangsfiksering: Nævnet har vurderet, at betingelserne for iværksættelse af tvangsfiksering med bælte og remme var opfyldt, se psykiatrilovens §§ 14, stk. 2 og 15, stk. 2. Nævnet har vurderet, at det var nødvendigt at bæltefiksere dig for at afvær-ge, at andre var i nærliggende fare for at få skader på legeme eller helbred. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af din journal, at du var blevet bedt om at undlade at opsøge patienten på din nabostue, og at du i den forbindelse gik truende hen mod et personalemedlem og truede med at slå personalemedlemmet ihjel. Da du efterfølgende kom på opholdsstuen, forsøgte personalet ifølge din journal at ledsage dig til din stue for at skærme for en voksende irritabilitet og aggressivitet. Ifølge din journal overfaldt du derefter pludselig et personalemedlem ved at slå og stikke perso-nalemedlemmet med en gaffel i nakken. Ifølge din journal blev personalemedlemmet stukket 9 gange i baghoved og øvre ryg. Du tog imod medicin, men overlægen vurde-rede, at du var svært affektspændt med talrige trusler, og at du udviste en sådan farlig-hed, at der var behov for tvangsfiksering. Ifølge mindste middels princippet skal per-sonalet desuden have forsøgt at begrænse og korrigere din aktivitet, have forsøgt at ta-le dig til ro og have tilbudt dig frivilligt at tage beroligende medicin, før du bliver fikse-ret.
Opfyldelse af mindste middels princippet kræver, at disse tre betingelser er opfyldt, el-ler at det i journalen er beskrevet, hvorfor betingelserne ikke har kunnet opfyldes. Nævnet har vurderet, at kravet om mindst indgribende foranstaltning i dit tilfælde har været opfyldt.
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af din journal, at du i forbin-delse med optakten til tvangsfikseringen blev tilbudt tablet Rivotril 2 mg til frivillig indtagelse. Det fremgår endvidere, at personalet havde forsøgt at følge dig hen på din stue, ligesom det er anført, at personalet forsøgte at tale med dig i forløbet omkring det, der skete.
Nævnet har vurderet, at anvendelsen af remme var nødvendig, idet overlægen i din journal har anført, at der ville være risiko for, at du uden remme ville kunne komme ud af bæltet.
Nævnet har kontrolleret, at det var overlægen, der besluttede at iværksætte tvangsfik-seringen, samt at der foruden bælte skulle anvendes remme.
3
Tvangsfiksering kan undtagelsesvist anvendes ud over nogle få timer, hvis der er væ-sentlige grunde til at forsætte tvangsfikseringen, herunder hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger dette, se psykiatrilovens § 14, stk. 3, der er vedlagt.
I forbindelse med opretholdelsen og udstrækningen af tvangsfikseringen fremgår det af din journal, at det første lægelige tilsyn blev forsøgt gennemført den 3. juni 2016 kl. 16.30, men at du på dette tidspunkt sov. Du skal ikke vækkes, for at der kan gennemfø-res tilsyn, men tilsynet skal gennemføres i tilslutning til, at du vågner.
I forbindelse med det lægelige tilsyn den 3. juni 2016 kl. 19.30 har nævnet lagt vægt på, at lægen har anført i din journal, at det angreb, der førte op til tvangsfikseringen, kom uden varsel. Lægen har anført, at angrebet må have været planlagt, idet du ifølge jour-nalnotatet havde skjult gaflen til angrebet. Lægen havde ikke tiltro til, at du ville være rolig, og har i notatet anført, at du havde en latent vredladenhed, var irritabel og skin-ger, og diskuterede med sygeplejersken.
Det fremgår af din journal den 4. juni 2016 kl. 11.56, at du sov ved alle tilsyn. Du var ifølge din journal vågen omkring kl. 8.10, hvor der blev byttet håndremme, hvorefter du sov til omkring kl. 10.45.
Ved det lægelige tilsyn den 4. juni 2016 kl. 13.30 har nævnet lagt vægt på, at det frem-går af din journal, at du i forbindelse med forsøg på at rotere remme forud for tilsynet havde slået ud efter personalet. Det fremgår endvidere, at du var svingende i dit hu-mør. Lægen vurderede, at du fortsat ville være til fare for personalet, og at det ville væ-re uforsvarligt at løsne bæltet eller flere remme.
Nævnet må her kritisere, at tilsynet først bliver gennemført den 4. juni 2016 kl. 13.30. Det fremgår af din journal, at du var vågen omkring kl. 8 om morgenen den 4. juni 2016, og at du derefter var vågen igen fra kl. 10.45. Nævnet finder på dette grundlag, at tilsynet skulle have været gennemført, så snart du vågnende.
Ved det lægelige tilsyn den 4. juni 2016 kl. 21.00 har nævnet lagt vægt på, at du om ef-termiddagen i forbindelse med rotation af remmene ifølge din journal havde slået ud efter ”endnu et personalemedlem” . Du var ifølge din journal observeret vredladen og råbende, når dine behov ikke straks blev imødekommet. Om episoden forud for tvangsfikseringen anførte du, at der var tale om selvforsvar, og ifølge din journal var du umotiveret grinende i forhold til det, der var sket.
Af lovbemærkningerne til psykiatriloven fremgår det imidlertid, at den seneste skær-pelse af reglen om bæltefiksering med indførelsen af § 14, stk. 3, er affødt af den gen-tagne kritik som Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur har fremsat over for Danmark om brugen af langvarige tvangsfikseringer. Komiteen har understreget, at ”fikseringer i dagevis ikke har nogen medicinsk berettigelse og efter komiteens opfat-telse er at ligestille med nedværdigende behandling.” Komiteen ”udstikker det princip, at en tvangsfiksering bør anvendes i så kort tid som muligt, normalt kun nogle minut-ter eller nogle få timer.” Af lovbemærkninger fremgår det videre, at ”det er afgørende for Regeringen, at brugen af tvangsfiksering reduceres både i antal og tidsmæssig ud-strækning. Det vurderes, at der er behov for bl.a. at skærpe reglerne for tvangsfiksering med henblik på en sådan reduktion.” jf. lovforslag L 137 af 5.2.2015 pkt. 3.4.2 § 14, stk. 3 er en undtagelsesbestemmelse og skal fortolkes indskrænkende, - også set i lyset af ovennævnte lovbemærkninger. Efter lovbemærkningerne skal faren være ”væ-sentlig” jf. lovforslaget til pkt. 10.
Nævnet har vurderet, at fikseringen med bælte og remme har varet i længere tid end nødvendigt.
4
I forbindelse med tilsynet gennemført den 5. juni 2019 kl. 09.30 fremgår det, at overlæ-gen vurderede, at du ikke var i stand til at indgå aftaler, og at du dagen før havde slået ud efter personalet. Ved samtalen med overlægen lovede du ifølge din journal ikke at gøre noget ved nogen, og du anførte, at det, der skete op til tvangsfikseringen havde været selvforsvar. Du lovede at forholde dig roligt. Da overlægen forlod din stue, blev du ifølge din journal vredladen og svær at grænsesætte. Overlægen vurderede, at du fortsat var farlig for personalet. Overlægen henviser i din journal i øvrigt til, at angre-bet på personalet i forbindelse med iværksættelsen af tvangsfikseringen var ”uvarslet” . Nævnet tilsidesætter udstrækningen af tvangsfikseringen med bælte og remme fra den 5. juni 2016 kl. 09.30 og indtil tvangsfikseringens ophør den 16. juni 2016 kl. 20.18. Ved tilsynet den 5. juni 2016 kl. 09.30 fremgår det af din journal, at de forhold, som overlægen anfører i forbindelse med tilsynet alle vedrører forhold fra dagen før eller iværksættelsen. At du ikke var i stand til at indgå aftaler kan heller ikke udgøre en be-grundelse for fortsat tvangsfiksering. Ifølge din journal var det endvidere først, da overlægen forlod din stue, at du blev vredladen og svær at grænsesætte.
Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at opretholdelse af tvangsfiksering forud-sætter, at det konkret beskrives, hvori den konkrete og aktuelle fare består, og hvorfor der ikke kan anvendes mindre indgribende foranstaltninger. Beskrivelser som ”vredla-den og svær at grænsesætte” er alene generelle beskrivelser. Nævnet finder det der-med på baggrund af det oplyste ikke dokumenteret, at der forelå en konkret, påviselig og aktuel fare, der nødvendiggjorde, at du fortsat skulle være tvangsfikseret for at af-værge, at andre var i nærliggende fare for at få skader på legeme eller helbred. Idet nævnet finder, at dette ikke er beskrevet eller dokumenteret allerede den 5. juni 2016 kl. 09.30, tilsidesætter nævnet den fortsatte tvangsfiksering med bælte og remme efter dette tidspunkt.
Ifølge tvangsprotokol 3 blev der fortaget følgende eksterne tilsyn: 24 timers eksternt til-syn den 4. juni 2016 kl. 10.00, 48 timers eksternt tilsyn den 5. juni 2016 kl. 13.30, ekster-nt tilsyn den 7. juni 2016 kl. 13.00 på fjerdedagen og den 10. juni 2016 kl. 12.30 på sy-vendedagen. Nævnet har i denne sammenhæng konstateret, at overlæge Person 1 den 5. juni 2016 ifølge din journal gennemfører eksternt tilsyn. Nævnet har tillige konstate-ret, at overlæge Person 1 tillige foretager interne lægelige tilsyn under tvangsfikserin-gen, ligesom overlægen afholder personlige samtaler med dig (Klinisk kontakt). Næv-net må kritisere dette personsammenfald for de forskellige funktioner. Se psykiatri-lovens § 21, stk. 5, 6 og 7, der er vedlagt.
Nævnet har ovenfor kritiseret den tidsmæssige udstrækning mellem to tilsyn. Nævnet har konstateret, at der i flere tilfælde går omkring 12 timer, i nogle tilfælde også mere end 12 timer mellem to tilsyn. Se psykiatrilovens § 21, stk. 4.
Nævnet i forbindelse med afgørelsen konstateret, at du ifølge din journal har diagno-sen skizofreni, og at lægerne har vurderet, at du har behov for behandling. Nævnet fin-der således, at betingelserne for tvangstilbageholdelse var opfyldt. Det fremgår endvi-dere, at du den 3. juni 2016 blev tvangstilbageholdt på afdelingen i Svendborg. Nævnets behandling:
Nævnet har modtaget din klage med bilag den 8. marts 2019, herunder en lægeerklæ-ring af 5. april 2019 fra overlæge Person 1.
Du har fået kopi af alle papirer sammen med indkaldelsen til mødet.
Nævnet har behandlet din klage på sit møde den 14. maj 2019 I nævnets behandling af sagen deltog Person 2 (formand), Person 3 (lægeligt medlem) og Person 4 (SIND-medlem).
5
Du mødte sammen med din Bistandsværge.
For Psykiatrisk Afdeling Svendborg mødte ingen.
Mødet blev den 7. maj 2019 udsat, idet nævnet manglede et nævnsmedlem for at være beslutningsdygtigt.
På mødet den 14. maj 2019 oplyste din bistandsværge, at du netop havde modtaget be-roligende medicin med magt.
Det blev bekræftet, at det var en tvangsfiksering fra den 3. til den 16. juni 2016, du ville klage over. Tvangsfikseringen fandt sted på psykiatrisk afdeling i Svendborg. Du sagde, at det ikke var godt, at nævnet sad bag en glasrude og ikke sad sammen med dig.
Formanden bemærkede, at det var svært at høre, hvad du sagde, og bad dig om, om du kunne vende dig med ansigtet mod nævnet, hvilket dog ikke skete.
Du sagde videre, at du kun havde Gud.
Du var svær at komme i kontakt med, og formanden spurgte din bistandsværge, om I havde talt om, hvad du gerne ville have frem på mødet.
Din bistandsværge omtalte situationen op til tvangsfikseringen. Du havde anvendt en gaffel mod et personalemedlem. Din bistandsværge sagde, at det skulle man ikke, men at der havde været tale om en enestående situation i forbindelse med kropsvisitering, og at det skyldtes, at du var kommet med dårlige oplevelser fra Horsens Statsfængsel i forbindelse med kropsvisitering, og at du ikke kunne lide, at andre rørte ved dig. Din bistandsværge fortsatte med at forklare, at du havde fået flash back og derfor var gået til angreb og efterfølgende blevet tvangsfikseret.
På dette tidspunkt i mødet havde du rejst dig op – og du kastede en stol ind i glasvæg-gen ind til nævnet.
Din bistandsværge anførte, at du havde været tvangsfikseret i 14 dage, og at du ikke var blevet løsnet, når du f.eks. skulle på toilettet, fordi det var blevet vurderet, at du fortsat var til fare.
Din bistandsværge anførte ud fra journalen, at han mente, at du efter kort tid ikke læn-gere havde været til aktuel og konkret fare.
Formanden gjorde opmærksom på, at nævnet gerne ville høre dine kommentarer i for-bindelse med tvangsfikseringen.
Din bistandsværge anførte, at en længerevarende tvangsfiksringe virkede modsat i for-hold til at få dig til at falde til ro, når du ikke blev løsnet, når du mente, at du var rolig. Din bistandsværge sagde, at du havde spurgt, hvad du skulle gøre for at blive løsnet, når du ikke blev løsnet, når du mente, at du var rolig.
Du havde følt, at det var uretfærdigt, at du blev ved med at være tvangsfikseret. Du var godt nok gået til angreb, men du havde også sagt undskyld.
Ifølge din bistandsværge havde du tillige spurgt, om du var retsløs.
Du var ifølge din bistandsværge flyttet til Svendborg for at starte på en frisk. Med hensyn til tvangsfiksering sagde din bistandsværge, at der var brug for, at det blev prøvet af, om du kunne løsnes, og tilføjede, at det var gået fint i Middelfart med, at du var blevet løsnet efter kort tid.
Med hensyn til remme sagde din bistandsværge, at du havde følt det uretfærdigt med remme, det var meget indgribende, og du havde brug for at bevæge dig. Din bistandsværge sagde videre, at du ikke altid tænkte så meget over, hvad du gjorde, men at du kun slog ved fysisk kontakt.
Din bistandsværge anførte til slut, at det i forbindelse med tilsyn fremgik af din jour-nal, at du var farlig og utilregnelig, men tilføjede, at dette ikke fremgik hver gang, og at
6
du ikke kunne forstå, hvorfor du ikke var blevet løsnet, når du mente, at du var faldet til ro.
Nævnet fik ikke flere kommenterer fra dig.
Din bistandsværge havde ingen yderligere bemærkninger” .
Retten har beskikket advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen for Klager.
Forklaringer
Der er afgivet forklaring af Bistandsværge og overlæge Person 1. Forklaringerne er gengivet til retsbogen således:
” Bistandsværge forklarede, at han er bror til klager. Han var ikke bistandsværge for klager i 2016. Det blev han først i forbindelse med, at klager fik sin behandlings-dom. Klager blev udskrevet fra Gentofte Psykiatriske Afdeling den 1. april 2016. Han var ikke enig med hospitalet i, at klager da var rask. Han valgte der-for at tage klager med hjem til Fyn at bo. Klager havde fortsat brug for hjælp, hvorfor klager kontaktede Svendborg Sygehus. Klager blev indlagt på åben af-deling. Klager blev kropsvisiteret i forbindelse med udgang. Klager har det me-get svært med berøring. Klager forlod derfor sygehuset og tog tilbage til Køben-havn. Her blev klager indlagt på Bispebjerg. Klager blev kørt tilbage til Svend-borg Sygehus. Han blev kontaktet af klager, at han var blevet tvangsfikseret ved sin tilbagekomst. Han besøgte klager allerede nogle få dage efter tvangsfikse-ringen. Han besøgte ham sammen med deres mor. Klager var under besøget ty-delig bevist om, at han havde gjort noget forkert. Han var rolig og samarbejds-villig, og han reagerede på medicinen. Han viste ikke nogen tegn på aggressivi-tet. Han sad med en mobiltelefon i hånden, som de alle sad og så you-tube-vi-deoer på. Personalet var dog af den modsatte opfattelse og sagde, at klager var højtråbende og ikke samarbejdsvillig.
Mens klager var tvangsfikseret, blev han selvmordstruet. Han oplevede tvangs-fikseringen som en straf for at have overfaldet personalet, da han kom retur fra Bispebjerg. Klager udviste ved ingen af besøgene nogen tegn på aggressivitet, og han tog sin medicin.
Lægerne fortalte ham, at klager skulle forblive tvangsfikseret, indtil han kunne overflyttes til Middelfart Hospital. Præmissen for at opretholde bæltefikserin-gen var ikke, at klager skulle blive rolig og samarbejde.
Tvangsfikseringen påvirkede klager negativt. Klagers opførsel kan tillægges den behandling, som han fik på stedet. Klager blev rolig hver gang, at han så sin mor og vidnet, og at de havde mad med til ham.
7
Han bestrider rigtigheden af journalnotat om, at klagers mor og han var bange for klager. Det er ikke rigtigt.
Overlæge Person 1 … forklarede, at hendes kendskab til klageren før indlæg-gelsen på Svendborg Sygehus er gennem journaler. Klager har skizofrene symptomer. Klager blev tvangsindlagt første gang i 2009. I 2012 blev han men-talobserveret og blev beskrevet som havende en meget lav IQ. I 2015 blev han indlagt efter at have truet både sin mor og sin bror med kniv. Klager havde for-bindelse med bandemiljøet og blev indlagt i 2016 med massiv bistand fra politi-et. Efter han blev udskrevet, flyttede klager ind hos sin bror på Fyn. Det gik ik-ke så godt med at bo hos broderen, navnlig ikke når han som følge af broderens arbejde skulle være alene hjemme med svigerinden. Klager flyttede ind på et bosted, men der opstod en episode der, som involverede politiet. Klager blev indlagt på Svendborg Sygehus, mens der arbejdedes på at finde en anden bolig til klager. Klager havde svært ved at være på afdelingen. Klager kom og gik derfor. Klager havde et misbrug af hash, som han plejede, når han var uden for afdelingen, og som bevirkede, at klager udviste en mere aggressiv adfærd. Det var svært at rumme klager på stedet af disse årsager, men også fordi klager tog stoffer med ind på afdelingen, hvilket var skadeligt for de øvrige patienter.
Den 22. maj 2016 blev klager tvangsfikseret på grund af voldelig og aggressiv adfærd, hvor han stak et personale flere gange i nakken og skulderen med en gaffel. Klager hævede, at der var tale om selvforsvar, og klager angrede på intet tidspunkt sin handling.
Klager var psykotisk og havde psykoser som følge af skizofreni og misbrug af stoffer. Skizofrenipsykosen gjorde ham utilregnelig, og misbrugspsykosen gjor-de, at hans voldelige adfærd øgedes. De nåede aldrig at få klager ud af sit mis-brug, mens han var fikseret. Grundet det store misbrug havde han fortsat spor af stoffer i blodet. Klager havde ingen impulskontrol og lav temperamentstær-skel. Hans tidligere historik indeholdte farlig vold. Opretholdelse af fikseringen var nødvendig for ikke at sætte vidnets eget og personalets liv på spil.
Personalet var meget bange for ham. Det var da også første og indtil videre ene-ste gang, at hun har søgt om et farlighedsdekret til en patient, hvilket han også efterfølgende fik. Hun oplevede klager som meget farlig, også i de situationer hvor han var rolig under fikseringen. Klager ville tale om, at han ønskede, at det personale, som han havde stukket, døde som følge af overgrebet, at han vil-le stikke folk ihjel, og at han gerne ville have en kone, men at han så nok også ville komme til at stikke hende ihjel.
Klager ville fare op, hvis han blev grænsesat, og tingene ikke gik hans vej. I maj måned forsøgte man ikke at grænsesætte ham, men det havde ikke nogen posi-tiv effekt på hans adfærd. Det øgede bare hans aggressivitet. Personlig skærm-
8
ning var heller ikke en mulighed, uden at dette ville udgøre en fare for persona-let og medpatienterne. Under tvangsfikseringen fik de bistand af politiet til, at klager en gang om dagen kunne komme ud af bæltet for at ryge. Det var ikke muligt for personalet selv at løsne fikseringen. Det var klager for farlig til. Det var ikke et spørgsmål om ressourcer. Det var ikke muligt at medicinere klager ud af tilstanden.
Klager blev tilset af personale udefra, mens han var fikseret, i overensstemmel-se med reglerne i psykiatriloven. Det er korrekt, at der er en fejl i journalen for den 5. juni 2016. Hun gik det almindelig tilsyn den dag. Hun ved ikke, hvordan fejlen er opstået” .
Parternes synspunkter
Klager har anført, at tvangsfikseringen fra den 5. juni 2016 ikke skete i overensstemmelse med psykiatrilovens § 14, hvorfor den skal ken-des ulovlig, at reglerne om tilsyn ikke blev iagttaget, hvorfor fikseringen også af den grund ikke er lovlig, og at der er tale om en sådan alvorlig krænkelse af hans menneskerettigheder, at godtgørelsen passende kan udmåles til 100.000 kr.
Region Syddanmark har anført, at tvangsfikseringen var lovlig, også efter den 5. juni 2016, at der er blevet ført tilsyn efter psykiatrilovens regler, og at der der-for ikke er grundlag for at udmåle en godtgørelse, samt at godtgørelse i den størrelsesorden ikke er proportional med den skete krænkelse.
Rettens begrundelse og afgørelse
Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol har flere gange taget stilling til, at tvangsfiksering af psykiatriske patienter udgør en krænkelse af Den Europæ-iske Menneskerettigheds Konvention artikel 3 om, at ingen må underkastes tor-tur og heller ikke umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Ændringen af psykiatriloven i 2015 og hermed skærpelsen af reglerne for bru-gen af tvangsfiksering i lovens § 14 har i overensstemmelse hermed til formål at mindske brugen af tvangsfiksering. Det er således beskyttelseshensynet over for patienten, der vejer tungest, når det skal vurderes, om en tvangsfiksering al-ligevel kan finde sted inden for konventionens rammer.
Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol har hertil udtalt blandt andet, at tvangsfiksering kun kan anvendes som den sidste mulighed i forhold til at und-gå fare for skade på en patient eller andre, at fikseringen ikke må strækkes over en længere periode end absolut nødvendig, og at tvangsfiksering ikke under nogen omstændigheder må være begrundet i mangel på personale.
9
Det følger af psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, at der ved tvangsfikse-ringen skal være en nærliggende fare for, at patienten eller andre lider skade på legeme eller helbred, og at tvangsfikseringen ikke kan ske i længere tid end nogle få timer, medmindre hensynet til patientens eller andres liv, førlighed el-ler sikkerhed tilsiger dette.
Det fremgår af sagen, at klager blev tvangsfikseret den 3. juni 2016, kl. 13.30 ef-ter blandt andet have overfaldet et personale med en gaffel, som han stak ni gange i baghovedet og øvre ryg på denne. Klager blev tvangsfikseret med bi-stand fra politiet. Der er enighed om, at fikseringen skete i overensstemmelse med psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1.
I journalen beskrives klager i tiden herefter og frem til overflytningen den 16. juni 2016 til Middelfarts Retspsykiatriske Afdeling som kontinuerligt hurtigt skiftende i sindstilstand fra rolig til truende, uden sygdomserkendelse eller rea-listisk erkendelse af egne handlinger, det være sig op til og under tvangsfikse-ringen, samt udadreagerende i forhold til personalet, ligesom han til tider mod-satte sig medicinering.
Klager er igennem hele periode vurderet utilregnelig og til fare for andre, hvil-ket har været begrundelsen for at opretholde tvangsfikseringen. Vurderingen er blevet foretaget af behandlende overlæge Person 1, der har haft et forudgående kendskab til klager og dermed til dennes adfærdsmønstre og validiteten af ud-sagn om at ville samarbejde. Vurderingen er blevet tiltrådt ved de eksterne til-syn foretaget af flere forskellige speciallæger i psykiatri.
Overlæge Person 1 har forklaret, at klager blev aggressiv, når han blev grænse-sat, og når tingene ikke gik hans vej, at han var uden impulskontrol og med lav temperamentstærskel, og at det ikke var muligt at medicinere klager ud af til-standen.
Retten finder det med henvisning hertil godtgjort, at hensynet til andres liv eller sikkerhed tilsagde, at der skulle ske fortsat tvangsfiksering af klager også i peri-oden fra den 5. juni 2019, kl. 09.30 og frem til den 16. juni 2019, kl. 20.18, og at indgrebet dermed var i overensstemmelse med psykiatrilovens § 14, stk. 3.
Det Psykiatriske Patientklagenævn har sin afgørelse udtalt kritik af, at 48 timers tilsynet den 5. juni 2016 blev udført af behandlende overlæge Person 1, den tidsmæssige udstrækning mellem to tilsyn, og at der i flere tilfælde gik omkring eller mere end 12 timer mellem to tilsyn, hvilket ikke er i overensstemmelse med reglerne i psykiatriloven § 21. Retten finder, at det forhold, at ikke alle til-syn efter psykiatrilovens § 21, stk. 4, har været jævnt fordelt over døgnet, og at 48-timers tilsyn efter samme lovs § 21, stk. 6, blev udført af den behandlende overlæge, ikke udgør en sådan alvorlig tilsidesættelse af klagers retssikkerhed,
10
at dette i sig selv kan begrunde, at tvangsfikseringen erkendes ulovlig. Retten har herved lagt vægt på, at der er blevet udført døgntilsyn, men at disse ikke al-tid har været jævnt fordelt, da personalet har vurderet, at det var bedre, at kla-ger fik lov at sove, end at tilsynet blev gennemført med den sædvanlige regula-ritet, og at klager ved 24-timers tilsynet og på fjerde dagen var blevet tilset af en ekstern læge i psykiatri, der begge vurderede, at betingelserne for tvangsfikse-ring var opfyldt.
Med henvisning til alt det foranstående kendes tvangsfikseringen af klager i det hele for lovlig, og Region Syddanmark frifindes for den nedlagte påstand om godtgørelse.
T H I K E N D E S F O R R E T :
Tvangsfikseringen af Klager kendes i det hele for lovlig.
Region Syddanmark frifindes for påstanden om godtgørelse.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskas-sen.
