Højesterets dom af 01. februar 2011 i sag 238/2008

Print

Relaterede love

Renteloven
Gældsbrevsloven
Købeloven

Relaterede retsområder

Ejendomsret
Obligationsret

Resumé

Om modregning i overdragne fakturaer. Spørgsmål om konneksitet.

Virksomheden Vestlax, der forarbejdede fisk, leverede fra begyndelsen af 2001 til maj 2005 lakseportioner til Royal Greenland, og der var senest den 15. april 2005 aftalt levering til en bestemt pris for perioden 1. maj 2005 til udgangen af oktober 2005. I februar 2005 indgik Vestlax en factoringaftale med DnB NOR. Efterfølgende blev fakturaer til Royal Greenland vedrørende stedfundne leverancer påført en overdragelsespåtegning. I maj 2005 afbrød Vestlax leverancerne på grund af økonomiske vanskeligheder.

Det var for Højesteret ubestridt, at Vestlax’ afbrydelse af leverancerne var kontraktstridig, og at Royal Greenland i det omfang selskabet havde krav på erstatning herfor kunne foretage konneks modregning i de overdragne fakturakrav på betaling for tre leverancer i første halvdel af maj 2005 umiddelbart inden afbrydelsen.

Vedrørende leverancer før den 1. maj 2005 bemærkede Højesteret, at der uden afbrydelse siden begyndelsen af 2001 havde bestået en aftale mellem parterne om løbende levering til en fast pris af nærmere bestemte mængder. Oprindelig fastsatte aftalen pris og årlig mængde som gældende indtil videre, men i forbindelse med senere justeringer af pris og mængde blev det praksis at fastsætte disse vilkår for perioder på et halvt år ad gangen, mens øvrige vilkår efter aftalen fortsatte uændret. Disse justeringer blev stedse aftalt for en ny periode inden udløbet af den tidligere periode. Højesteret fandt, at et sådant aftaleforhold måtte anses for én vedvarende samhandelsaftale, der i forbindelse med halvårsvise aftaler om pris og mængde løbende blev forlænget.

Et køberkrav for kontraktstridig afbrydelse af levering i henhold til en sådan vedvarende samhandelsaftale måtte i henseende til modregning anses for konnekst med de overdragne sælgerkrav på betaling for leverancer – i hvert fald når disse som her var sket kort forinden – uanset om leverancerne havde fundet sted forud for den seneste forlængelse af aftalen. Der kunne således ske modregning uden de begrænsninger, som følger af princippet i gældsbrevslovens § 28.

Højesteret tiltrådte dermed landsrettens vurdering, hvorefter Royal Greenlands erstatningskrav kunne modregnes i hele DnB NOR’s krav på betaling for de stedfundne leverancer.

Højesteret tiltrådte endvidere, at Royal Greenland havde krav på erstatning for merudgifter ved dækningskøb, for betalt erstatning til Royal Greenlands kunde som følge af, at Royal Greenland ikke kunne levere de aftalte lakseportioner og for mistet dækningsbidrag. Højesteret fastsatte det samlede erstatningsbeløb til 7.915.963,69 kr., der kunne modregnes i DnB NOR’s krav på 9.057.172,10 kr.
File name:

-

File size:

-

Title:

-

Author:

-

Subject:

-

Keywords:

-

Creation Date:

-

Modification Date:

-

Creator:

-

PDF Producer:

-

PDF Version:

-

Page Count:

-

Page Size:

-

Fast Web View:

-

Preparing document for printing…
0%