HØJESTERETS DOM
afsagt fredag den 15. september 2023
Sag BS-50048/2022-HJR
(1. afdeling)
Appellant, tidligere Sagsøger
(advokat Anders Valentiner-Branth)
mod
Danske Bank A/S
(advokat Anne Buhl Bjelke)
Biintervenient til støtte for Appellant, tidligere Sagsøger:
Ældre Sagen
(advokat Peter Skov)
Biintervenient til støtte for Danske Bank A/S:
Finans Danmark
(advokat Ole Spiermann)
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 9. afdeling den 7. november 2022 (BS-33331/2020-OLR).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Hanne Schmidt, Lars Hjortnæs, Jan Schans Christensen og Mohammad Ahsan.
Påstande
Appellant, tidligere Sagsøger, har principalt påstået, at Danske Bank A/S skal betale 385.000 kr. – eller et mindre beløb – med procesrente fra sagens anlæg.
Appellant, tidligere Sagsøger har subsidiært påstået, at Danske Bank skal betale de løbende regulerede månedlige mindstebeløb (inkl. statens indekstillæg) for
2
hendes seks indekskontrakter med Danske Bank for hele perioden august 2019 til og med juli 2029.
Mere subsidiær påstand 1: Danske Bank skal anerkende at være forpligtet til at forrente hendes seks indekskontrakter med den højeste rente, som Danske Bank tilbyder kunder med opsparing.
Mere subsidiær påstand 2: Danske Bank skal anerkende at være forpligtet til at forrente hendes seks indekskontrakter med den højeste indlånsrente, som Danske Bank tilbyder andre kunder med indekskontrakter med et større indestående på deres indekskonti end hendes.
Mere subsidiær påstand 3: Danske Bank skal anerkende at være forpligtet til at forrente hendes seks indekskontrakter med den overrente, som Danske Bank tilbyder andre kunder med indekskontrakter med et større indestående på deres indekskonti end hendes.
Mere subsidiær påstand 4: Danske Bank skal anerkende at være erstatnings-ansvarlig for det tab, som hun har lidt ved ikke at have modtaget vejledning om risikoen for, at udbetalingsperioden i henhold til hendes indekskontrakter kunne blive væsentligt afkortet.
Indstævnte, Danske Bank, har over for Appellants, tidligere Sagsøger principale påstand, subsidiære påstand og mere subsidiære påstand 1 påstået stadfæstelse af landsrettens dom.
Over for Appellants, tidligere Sagsøger mere subsidiære påstand 2 og 3 har Danske Bank påstået frifindelse.
Over for Appellants, tidligere Sagsøger mere subsidiære påstand 4 har Danske Bank principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.
Supplerende sagsfremstilling
Appellants, tidligere Sagsøger korrespondance med Danske Bank
Den 21. februar 2012 skrev Danske Bank en digital besked med emnet ”indeks-udbetalinger” til Appellant, tidligere Sagsøger. Af beskeden fremgår:
”prognoser laves ikke mere. Minimumsbeløb for en 65 årig med 6 kon-trakter 2.210,00 og ved 67 år, 2.678,50. Begge beløb gælder kun for 2012. Vi kender ikke de fremtidige.”
Ved mail af 4. april 2019 skrev Appellant, tidligere Sagsøger følgende til Danske Bank:
3
”Jeg vil gerne vide, om jeg skal indbetale mere på mine indeks kontrak-ter?
Endvidere vil jeg gerne have en opstilling, over de udbetalings mulig-heder jeg kan vælge mellem.”
Af mail af 5. april 2019 fra Danske Bank til Appellant, tidligere Sagsøger fremgår:
”Du mangler som nævnt at betale kr 1812.- for 2018 og du skal ikke be-tale mere i år (udbetalingsåret).
Du vil modtage en oversigt fra os om nogle måneder som viser den for-ventede udbetaling fra din ordning.
Udbetalingen vil ikke løbe i 10 år. Det skyldes at renterne i samfundet har været kraftigt i mange år og den oprindelige prognose var baseret på meget højere renter.
Staten kræver at der hver måned skal udbetales et minimumsbeløb og det betyder at man ikke kan vælge at strække udbetalingerne over 10 år.
Vi ses til vores møde i maj måned.”
Ved mail af samme dato til Danske Bank svarede Appellant, tidligere Sagsøger føl-gende:
”Tak for dit svar.
Du skriver at jeg om nogle måneder vil modtage en oversigt over den forventede udbetaling. - jeg synes vi skal udsætte mødet, til jeg har modtaget oversigten, - det er jo den der skal danne grundlag for mødet.
Vil jeg få første udbetaling 1. juli eller 1. august?”
Den 9. april 2019 skrev Danske Bank en mail til Appellant, tidligere Sagsøger med føl-gende indhold:
”Der startes udbetaling den 1/8.
Du er meget velkommen til at vende tilbage for et møde og du kan booke direkte i min kalender via dette link:
…” .
4
Ved mail af 13. maj 2019 kontaktede Appellant, tidligere Sagsøger Danske Bank. Af mailen fremgår:
”Mine indekskontrakter har en udbetalingsperiode på omkring 10 år. Jeg kan allerede nu konstatere, - at udbetalingsperioden vil udløbe efter anslået 4 år og 9 mdr.! - hvilket er 63 mdr. for tidligt! Jeg vil spørge hvad Danske Bank vil gøre for at opfylde kontrakterne?”
Danske Bank svarede Appellant, tidligere Sagsøger ved mail af 14. maj 2019, hvoraf fremgår bl.a.:
”Jeg har forsøgt at ringe til dig - uden held.
Jeg forstår godt, du synes, det er kort tid med udbetaling i forhold til hvad du har forventet. Men det skyldes, at der er krav om den måned-lige udbetaling i forhold til at få statens tillæg. Jeg kan bekræfte, at Dan-ske Bank opfylder kontrakterne, som de er aftalt ved oprettelsen.
Jeg har bestilt en kopi af din kontrakt, som jeg kan sende til dig, når jeg har modtaget den.”
Danske Banks rentesatser af indeståender på indekskonti mv.
For Højesteret har Danske Bank fremlagt reviderede oversigter over, hvilke ren-tesatser Danske Bank har anvendt for indeståender på indekskonti i perioden fra 1990 til 2022. Det fremgår heraf bl.a., at Danske Bank i perioden april 1990 til maj 1995 anvendte ”Indlån 3 måneder ops.” som referencekonto, mens Danske Bank i perioden maj 1995 til januar 1997 anvendte ”Indlån 6 måneder ops.” som referencekonto. Endvidere fremgår det, at Danske Bank i perioden januar 1997 til oktober 2022 har anvendt Danske Indlån som referencekonto.
Herudover fremgår det af oversigterne, at renten angivet som ”højeste indlåns-rente” har varieret mellem 6 % og 0 %, mens overrenten har varieret mellem 4,25 % og 0 %. Endelig fremgår det, at banken siden 1992 har anvendt forskel-lige rentesatser for så vidt angår højeste indlånsrente og overrente afhængig af saldoen på indekskontoen (såkaldte rentetrapper).
Der er fremlagt de gældende vilkår for ”Danske Indlån” , der senest er opdateret i januar 2013. Af vilkårene fremgår bl.a.:
”Hvad er en Danske Indlån?
Danske Indlån er en opsparingskonto uden opsigelse – du kan altså både indbetale og hæve på kontoen, når du ønsker det.
5
Du kan ikke knytte Betalingsservice til kontoen, og derfor er den ikke velegnet til daglige betalinger.
…
Rente
Renten er variabel og bliver tilskrevet kontoen en gang om året den 31. december.”
Folketingsspørgsmål om udbetalingsperiodens længde
I finansministerens besvarelse af 10. oktober 2014 af Erhvervs-, Vækst- og Ek-sportudvalgets spørgsmål nr. 404 hedder det:
”Spørgsmål:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 9. september 2014 fra Person 1, By om indekstillæg ved udbetaling på indeks-kontrakter, jf. ERU alm. del – bilag 346 og redegøre for sin holdning til de rejste spørgsmål, og om det giver ministeren anledning til initiativer.
Svar:
Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget har på baggrund af henvendelse fra Person 1 bedt mig kommentere spørgsmålet om fastholdelse af udbetalingsperioden for indekskontrakter ved at frafalde minimumsud-betalingskravet.
Bestemmelsen om udbetaling af et mindstebeløb fra indekskontrakter for at opnå ret til indekstillæg fremgår af § 16 i bekendtgørelse nr. 1232 af 3. december 2009 om pristalsreguleret alderdomsopsparing i penge-institutter. Bestemmelsen om, at der sker afkortning af udbetalingsperi-oden, hvis indekskontoen er blevet forrentet med en rente, der er util-strækkelig til at sikre de månedlige udbetalinger, fremgår af § 15, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1232 af 3. december 2009 om pristalsreguleret al-derdomsopsparing i pengeinstitutter.
Tilsvarende bestemmelser eksisterede også, da indekskontrakterne blev oprettet, så allerede på det tidspunkt blev det besluttet, at det skulle være en del af ordningen, at der ville ske afkortning af udbetalingsperi-oden, hvis der ikke kunne ske udbetaling af mindstebeløbet i hele peri-oden. Det vil derfor være i modstrid med de grundlæggende rammer for ordningen at frafalde kravet om udbetaling af et mindstebeløb. Hen-vendelsen giver derfor ikke anledning til nye initiativer.”
I finansministerens besvarelse af 18. november 2014 af Erhvervs-, Vækst- og Ek-sportudvalgets spørgsmål nr. 21 hedder det:
6
”Spørgsmål 21:
I forlængelse af ministerens svar af 10. oktober 2014 på alm. del -spørgsmål 404 (2013-14) bedes ministeren redegøre for, om staten har opnået en gevinst, når staten ikke har skullet udbetale/indeksere for de sidste år i en indekskontrakt, når indekskontrakten er ophørt før tid, som følge af den lave rentetilskrivning på indekskontrakten, der har medført kortere udbetalingsperiode end forventet ved indekskontrak-tens oprettelse, og i bekræftende fald om statens gevinst er gået i stats-kassen, samt om det giver ministeren anledning til initiativer i sagen?
Svar:
Ved etablering af ordningen med indekskontrakter i 1956 blev det be-sluttet, at indbetalingerne, som skulle danne grundlag for udbetalinger i den ønskede udbetalingsperiode, skulle beregnes på grundlag af en fast grundrente, og at den faktiske forrentning kunne medføre forlæn-gelse eller afkortning af den ønskede udbetalingsperiode.
Statens udgifter til indekstillæg er ikke på forhånd fastsat blandt andet på grund af den faktiske forrentnings indvirkning på udbetalingsperio-den. Jeg mener derfor ikke, at begrebet ”gevinst” kan benyttes i denne sammenhæng.
Ordningen med indekskontrakter har aldrig garanteret kontraktshave-ren udbetaling af indekstillæg i hele den ønskede udbetalingsperiode, og det vil være i modstrid med de grundlæggende rammer for ordnin-gen at ændre dette. Det stillede spørgsmål giver derfor ikke anledning til initiativer i sagen.”
Forklaringer
Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af Appellant, tidligere Sagsøger og supplerende forklaring af Vidne.
Appellant, tidligere Sagsøger har forklaret bl.a., at hun er 70 år og gik på pension som
65-årig den 1. august 2017. Hun har tegnet i alt seks indekskontrakter, der er blevet udbetalt fra 1. august 2019 i forlængelse af, at hun fyldte 67 år. Udbeta-lingerne står til at ophøre næste år efter en periode på lidt over 4 år. Udover ud-betalingerne fra indekskontrakterne modtager hun alene sin folkepension.
Hun tegnede indekskontrakterne i 1971 som 18-årig. Hun havde et møde med banken om ordningen, og banken fremlagde ordningen som et guldæg for op-spareren og oplyste om nogle af de særlige fordele ved ordningen. Hun talte derefter med sin far om ordningen. Faren synes ikke, at hun som 18-årig skulle binde sig til en så langvarig indekskontrakt, og han mente, at hun ikke skulle tegne indekskontrakterne. Hun hældte imidlertid stadig til at tegne indekskon-
7
trakterne, og da hun var meget i tvivl, bad hun banken om endnu et møde, hvor de kunne gennemgå indekskontrakten i sin helhed. I forbindelse med det andet møde noterede hun sig særligt fordelene ved statens indekstillæg, at man fik bankens højeste rente, overrenten og den 10-årige udbetaling. Hun havde be-mærket, at udbetalingsperioden kunne være kortere eller længere end 10 år. Bankrådgiveren oplyste dertil, at det var fordi udbetalingsperioden kunne vari-ere med 1-2 måneder i begge retninger, da det kunne være svært at beregne en udbetaling på præcis 10 år. Banken solgte indekskontrakterne som om, at det var en foræring til opspareren og tog ikke forbehold i den forbindelse.
Hun husker tydeligt mødet med banken, også i forhold til spørgsmålet om ud-betalingsperioden, da det for hende havde været en stor ting at gå imod farens vejledning om ikke at tegne indekskontrakterne. Det var hendes opfattelse, at forrentningen af indekskontrakterne skete med bankens højeste rente til alle ti-der – og det dækkede også aldersopsparinger og lignende. Det var netop et af de elementer ved indekskontrakterne, der havde betrygget hende ved at tegne dem, idet hun derved ikke blev forbigået, hvis der kom en ny aldersopsparing med højere rente efter et par år. Der havde ikke været tale om, at renten kunne variere alt efter kontotype eller efter hendes indestående på indekskontrak-terne.
Hun havde i 2004 brug for at få et overblik over sin samlede økonomi, da hun var blevet skilt. Hun bad om et møde med sin bankrådgiver, Person 2, for at afsøge mulighederne for en eventuel supplerende pensionsopspa-ring. Derfor fik hun udarbejdet prognosen af 17. marts 2004 for indekskontrak-terne. Det er hende, der har skrevet kommentaren på udskriften. Kommentaren var skrevet på baggrund af oplysninger fra mødet. Person 2 rådgav ikke yderligere i forhold til, hvad hun skulle gøre med indekskontrakterne. Hun tænkte ikke nærmere over oplysninger om indekskontrakterne, da prog-nosen levede op til det, hun havde regnet med og viste en udbetalingsperiode på 10 år.
I 2012 skrev hun på ny til Person 2 af nysgerrighed for at høre om pensionen var vokset. Person 2 besvarede hendes henvendelse ved mail af 21. februar 2012, og hun blev ikke i den forbindelse gjort opmærksom på, at udbetalingsperioden fra indekskontrakterne blev afkortet, og der var ikke nogen oplysninger om, at udbetalingerne omtalt i mailen skulle foretages over en kortere periode end 10 år.
I 2016 henvendte hun sig til banken for at få en ny prognose for hendes indeks-kontrakter. Mailen af 29. november 2016 var et svar på hendes henvendelse. Hun fik på det tidspunkt ingen oplysning om, at udbetalingsperioden blev for-kortet.
8
Den 4. april 2019 sendte hun en mail om udbetalingerne fra indekskontrakterne. Hun blev ringet op af banken i forlængelse af mailen. Hun var på det tidspunkt gennem Ældre Sagen blevet bekendt med, at flere andre havde fået indekskon-trakterne udbetalt over en kortere periode på ned til 8-9 år. Bankrådgiveren havde oplyst, at hendes udbetalingsperiode var 10 år. Hun bad rådgiveren un-dersøge det nærmere, da hun var i tvivl om, hvorvidt det kunne være rigtigt.
Da hun modtog mailen af 5. april 2019, var det første gang, at hun hørte om en kortere udbetalingsperiode fra banken. Hun følte, at banken bevidst havde for-holdt hende oplysningerne. Hun modtog ikke efterfølgende den omtalte over-sigt eller nogen nærmere uddybning i forhold til udbetalingsperioden.
Hun modtog den 2. maj 2019 et udbetalingsbrev og et svarskema. Det var hende, der havde skrevet ”Ja, minimal kortere!” på svarbrevet til Danske Bank. Hun havde noteret det, da banken efter hendes opfattelse løb fra den oprinde-lige aftale.
Det fremgik ikke af udbetalingsbrevet af 2. maj 2019, hvor lang udbetalingsperi-oden ville være. Hun var som følge af historierne fra Ældre Sagen bekymret, og hun forsøgte at ringe til Danske Bank. Hun kunne ikke komme til at tale med en pensionsrådgiver i banken. Hun forsøgte derefter gennem Ældre Sagen at be-regne udbetalingsperioden. Hun blev derigennem opmærksom på, at udbeta-lingsperioden ville være 4 år og 9 måneder. Hun blev meget overrasket. Hun ringede på ny til banken, der lavede en umiddelbar beregning, der også viste en udbetalingsperiode på ca. 4 år og 9 måneder. Hun mente ikke, at banken kunne lave om på den oprindelige aftale om en 10-årig udbetalingsperiode. Hun var opmærksom på, at udbetalingsperioden kunne svinge med 1-2 måneder, og hun havde sikkert også accepteret en forkortet periode med op til 6 måneder. Hun skrev de efterfølgende mails af 13. maj 2019 og 21. juni 2019 til banken.
Vidne har forklaret supplerende bl.a., at han har læst sin forklaring fra
landsretten forud for dette retsmøde. Det anførte i forklaringen om grundrenten skulle rettelig angå den variable grundrente og ikke grundrenten.
Han kom til Danske Bank i august 2009 fra Danica Pension. Han er i dag faglig sparringspartner for bankens administrationsgruppe, der bl.a. håndterer in-dekskontrakterne, hvilket omfatter bl.a. indbetalinger, ændringer, overførsler, udbetalinger og statens indekstillæg. Han tager ikke stilling til forrentningen af indekskontrakterne. Han beskæftiger sig ikke med andre typer produkter end pensionsprodukter. Han har heller ikke været beskæftiget med hvilke rentesat-ser, der benyttes til andre typer konti, herunder til indekskontrakterne. Når der kommer nye rentesatser, bliver de meldt ud i organisationen, og rentesatserne lægges ind i systemet. I den forbindelse konstaterer han blot, at renten på pensi-onsprodukterne ændrer sig.
9
Han har tidligere set oversigten over renter på indekskontrakter 1990-2020, men han har ikke været med til at udarbejde oversigten.
Som anført i sin mail af 23. februar 2023, er det rigtigt, at han havde misforstået, at ”Danske Basis” var det produkt, som Danske Bank betragtede som ”højeste indlånsrente uden særlige vilkår” ; det burde have været ”Danske Indlån” . For-inden sin forklaring i landsretten havde han ikke foretaget nogen undersøgelse af forholdene for kontotyperne. Forklaringen for landsretten var udtryk for hans egen opfattelse på daværende tidspunkt. Efter hans opfattelse lignede ren-terne dem, som gjaldt for ”Danske Basis” , hvorfor han havde forklaret som gjort. Han havde ikke selv undersøgt området.
De i mailen af 23. februar 2023 omtalte undersøgelser blev foretaget af en kol-lega, Person 3, fra bankens prisgruppe. Person 3 har undersøgt rentesatserne tilbage til 1990. Han kender ikke til den nærmere metode, som Person 3 har benyttet, men Person 3 har oplyst, at oversigten er lavet ud fra rentetavler og renteoversigter for at undersøge, hvilke renter, der har været anvendt til indekskontrakterne. Det er de undersøgelser, som han har refereret til i mailen af 23. februar 2023. Han har set, men ikke gennemgået, ma-terialet, der lå til grund for undersøgelsen. Person 3 har oplyst, at mate-rialet er det, som er lagt til grund for undersøgelsen.
De for landsretten omtalte ”almindelige beregninger” angik nogle beregninger som NETS, der administrerede udbetalingssystemet, foretog. I 2011 blev man opmærksom på, at NETS ikke anvendte en bundgrænse i forhold til det mini-mumsbeløb, der skulle udbetales i henhold til indekskontrakterne. NETS lavede derefter nogle nye beregninger, der viste, at udbetalingsperioderne ville blive kortere, når man tog højde for minimumsbeløbene. Det var en problemstilling, som han og andre i banken hørte om. Han husker ikke, hvor mange kunder, der blev berørt af situationen. Beregningerne var nogen, som blev sendt til banken. Han ved ikke, om banken gjorde noget over for de enkelte kunder, der blev be-rørt af de nye oplysninger. Han havde ikke selv noget med kunderne at gøre. Det var i givet fald noget, som bankens forretningsafdeling stod for.
Det er rigtigt, at det ikke af de fremlagte prognoser fra 2004 fremgik, at udbeta-lingsperioden blev afkortet. Prognosen indeholdt ikke det minimumsbeløb, der medførte en forkortet udbetalingsperiode. Banken stoppede på et tidspunkt med at lave prognoser, da de indeholdt for mange usikkerheder, som lå uden for bankens indflydelse, herunder hvad størrelsen af henholdsvis statens in-dekstillæg og minimumsbeløbene ville være. Banken nedlagde selve systemet med prognoser, og han er ikke bekendt med, at der blev lavet prognoser efter 2011, uanset om en kunde bad om at få udarbejdet en prognose. Han er heller ikke bekendt med, hvorvidt banken rådgav kunderne om eventuelle problemer
10
med udbetalingsperioderne. Han havde ikke selv med kunderådgivning at gøre og husker ikke, at han havde sparret med bankens øvrige rådgivere herom.
Foreholdt sin forklaring for landsretten forklarede han, at han nok skulle have holdt sig fra at udtale sig om rentespørgsmålet i forhold til forståelsen af højeste indlånsrente. Han arbejder ikke med renter og priser og kender derfor heller ikke til de præcise forhold med hensyn til bankens vurdering af renterne. Han ved derfor ikke, om ”længste opsigelse” burde have været med i vurderingen. Han har ikke talt med Person 3 om begrebet ”længste opsigelse” . Person 3 har blot oplyst ham, at det er ”Danske Indlån” , der benyttes til at fastsætte renteniveauet for indekskontrakterne.
Han kender ikke til notatet om diskontoændringen af 6. maj 1971, og han er ikke bekendt med, at der skulle gælde forskellige rentesatser for henholdsvis hovedstadsområdet og andre dele af landet.
Han ved ikke, om der er forskel på ”Danske Toprente” og ”Danske Indlån” . Han ved ikke, om ”Danske Indlån” er den sædvanlige sammenligningskonto i forhold til aldersdomsopsparinger. Der er forskel på de pensionsordninger, som han arbejder med, og ”Danske Indlån” . ”Danske Indlån” er en kontotype uden for pensionsområdet og er indeholdt i det såkaldte ”frie miljø” , hvilket er et andet miljø end det miljø, der benyttes for pensionskonti, og som han arbej-der med.
Supplerende retsgrundlag
Af lov nr. 260 af 2. oktober 1956 om pristalsreguleret alderdomsforsikring og al-derdomsopsparing, som er omtalt i landsrettens dom, fremgår ud over det i dommen gengivne bl.a.:
”§ 1. Til personer, der har oprettet de i denne lov omhandlede indeks-kontrakter, yder staten indekstillæg til de årlige udbetalinger i henhold til kontrakten, når de nedenfor angivne betingelser er opfyldt.
…
§ 9. En person kan oprette indtil ialt 4 indekskontrakter. Antallet af kon-trakter kan til enhver tid forøges indtil ovennævnte maksimum, dog kan ingen forøgelse finde sted efter den pågældendes fyldte 52. år.
…
§ 12…
Stk. 2. Indekskontrakter i henhold til denne lov udfærdiges i en af fi-nansministeren efter forhandling med handelsministeren godkendt form. Finansministeren bemyndiges iøvrigt til efter forhandling med
11
handelsministeren at fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af bestemmelserne i nærværende lov.
De med lovens gennemførelse forbundne udgifter optages på de årlige finanslove.”
I de almindelige bemærkninger i forarbejderne hedder det ud over, hvad der fremgår af landsrettens dom, bl.a. (Folketingstidende 1955-56, tillæg A, lov-forslag nr. L 8, sp. 2223):
” I visse tilfælde – især når interessenten skifter arbejdsplads eller bo-pæl – kan det være hensigtsmæssigt at flytte en kontrakt fra en virk-somhed til en anden. I det omfang de pågældende virksomheder tiltræ-der en sådan flytning, kan denne foretages under iagttagelse af regler, der skal godkendes af finansministeren.
Ved indgåelse af en indekskontrakt forpligter interessenten sig til at er-lægge årlige præmier eller indskud i tiden indtil det fyldte 67. år mod til gengæld at opnå ret til derpå følgende udbetaling over en årrække. Der foretages pristalsregulering af såvel indbetalinger som udbetalin-ger.
Det er hensigten, at ordningen kun skal omfatte et begrænset antal kon-traktformer. Ifølge lovforslagets § 4 skal udbetalingen ske i form af en mindst 10-årig livrente eller over en i forvejen aftalt periode af mindst 10 års varighed. Er den aftalte periode længere end 15 år, skal herefter faldende udbetalinger være livsbetingede. Udbetalingsperioden kan dog efter de i § 6, stk. 3, og § 7, stk. 2, anførte regler forlænges eller for-kortes i forhold til den aftalte periode.”
Ved lov nr. 224 af 22. juni 1962 om ændringer i lov om pristalsreguleret alder-domsforsikring og alderdomsopsparing blev det i § 9 anførte maksimale antal indekskontrakter, som en person kunne oprette, forhøjet fra fire til seks kon-trakter.
Bekendtgørelse nr. 332 af 19. oktober 1962 om pristalsreguleret alderdomsop-sparing i banker og sparekasser samt overformynderiet indeholder bl.a. føl-gende bestemmelser:
”3. Indekskontrakter oprettes ved en aftale mellem interessenten og pen-geinstituttet. En aftale kan omfatte enten én indekskontrakt eller flere samtidigt oprettede indekskontrakter, for så vidt disse har samme af-talte udbetalingsperiode, jfr. punkt 4.
Aftalen skal have den for bankers og sparekassers vedkommende i bi-lag A, for overformynderiets vedkommende i bilag B givne form. Den
12
skal udfærdiges i 3 ligelydende eksemplarer, medens to beror i penge-instituttet, indtil det ene indsendes til finansministeriet, jfr. punkt 15, stk. 6. …
…
4. I en indekskontrakt skal fastsættes enaftalt udbetalingsperiode på 10-15
hele år, som vil være at regne fra den 1. dag i måneden efter interessen-tens fyldte 67.
…
8. De under en indekskontrakt foretagne indbetalinger godskrives en indekskonto, som pengeinstituttet opretter i interessentens navn for ved-kommende indekskontrakt. Kontrakter, der omfattes af sammen aftale, kan have fælles indekskonto.
Indekskontoen forrentes til enhver tid med pengeinstituttetshøjeste ind-
lånsrente, eventuelt med tillæg af en overrente. …
…
18. Forrentes indekskontoen i udbetalingsperioden med en højere rente end grundrenten, forbliver den således tilskrevne tillægsrente indestå-ende på kontoen til forlængelse af udbetalingsperioden.
Forrentes kontoen i dele af indbetalingsperioden med en rente, der er så meget lavere end grundrenten, at det månedlige udbetalingsbeløb, hvor-til de foretagne indbetalinger berettiger interessenten, sammen med det månedlige indekstillæg er mindre end den månedlige pristalsregulerede
ydelse i en del af udbetalingsperioden, kanudbetalingsperioden afkor-
tes. Forrentes kontoen i udbetalingsperiodenmed en lavere rente end
grundrenten i så lang tid, at den tidligere i udbetalingsperioden opsam-lede tillægsrente opbruges, kan udbetalingsperioden derved forkortes.”
Af bekendtgørelse nr. 1203 af 31. oktober 2014 om pristalsreguleret alderdoms-opsparing i pengeinstitutter, som er omtalt i landsrettens dom, fremgår ud over det i dommen gengivne bl.a.:
Ӥ 3. En i et pengeinstitut oprettet indekskontrakt kan ved overens-komst mellem parterne overflyttes til et andet pengeinstitut, som er om-fattet af lov om finansiel virksomhed. Indekskontrakter, der omfattes af samme indeksaftale, skal overflyttes samtidigt.
…
§ 5. Grundrenten anvendes som beregningsgrundlag for ind- og udbe-talinger under indekskontrakter. For kontrakter oprettet i perioden ind-
13
til 31. december 1965 er grundrenten 3 1/2 pct. For kontrakter oprettet i perioden 1. januar 1966 til 24. november 1971 er grundrenten 4 1/4 pct.
…
§ 10. Pr. den første dag i måneden efter interessentens fyldte 67. år (»op-gørelsesdagen«) opgøres for hver indekskonto en »beregningskapital«. For en interessent, som efter lovens § 3 a har valgt at lade udbetalin-gerne begynde før det fyldte 67. år, er opgørelsesdagen den første dag i måneden, hvor første udbetaling skal ske. Beregningskapitalen andra-ger summen af:
1) det på indekskontoen pr. forfaldsdagen for sidste indbetaling inde-stående beløb,
2) indbetalingsrestancer pr. den i nr. 1 nævnte forfaldsdag, 3) rentetilskrivning til de i nr. 1 og 2 anførte beløb i tiden mellem for-faldsdagen og opgørelsesdagen, idet renten er den for indekskontrakter gældende rente efter § 8, stk. 2, og
4) fradrag for skyldig skat af medregnede renter på opgørelsesdagen, jf. lov om beskatning af visse pensionskapitaler mv. (vedrørende PAL-skat).
…
Stk. 4. På grundlag af den i stk. 1 nævnte opgørelse beregnes størrelsen af de gennem hele udbetalingsperioden lige store månedlige egenudbe-talinger, der kan tilkomme interessenten den 1. i hver måned, hvis be-regningskapitalen - forrentet med grundrenten, jf. § 5, stk. 1-3, eller med den variable grundrente, jf. § 5, stk. 4, - afvikles over den aftalte udbeta-lingsperiode.
…
§ 11. …
Stk. 5. Pengeinstituttet skal senest samtidig med, at interessenten forevi-ser dokumentation, jf. § 14, stk. 1 eller 2, informere interessenten om muligheden for at vælge mellem fast og variabel grundrente. Pengein-stituttet skal samtidig informere interessenten om, hvorvidt pengeinsti-tuttet vurderer, at udbetalingsperioden for den konkrete indekskonto risikerer at blive forkortet efter bestemmelsen i § 15, stk. 2.
…
§ 15. Forrentes en indekskonto i dele af udbetalingsperioden med en højere rente end den, der er lagt til grund ved beregning af egenudbeta-lingerne, jf. § 10, stk. 1, medfører det en forlængelse af udbetalingsperi-oden.
Stk. 2. Forrentes indekskontoen i dele af ind- eller udbetalingsperioden med en rente, der er utilstrækkelig til at sikre månedlig udbetaling efter
14
reglerne i § 10, stk. 4, gennem hele den aftalte udbetalingsperiode, vil udbetalingsperioden blive afkortet.
§ 16. De månedlige udbetalinger under en indeksaftale fortsætter, indtil indekskontoens indestående er opbrugt. …” .
Anbringender
Appellant, tidligere Sagsøger har supplerende anført navnlig, at det eneste sted, hvor
man har forholdt sig til, at ”bankens højeste indlånsrente” havde en bestemt be-tydning i slutningen af 1960’erne, var i forarbejderne fra 1969 til boligsparekon-traktlovens § 2, stk. 4. I forarbejderne tages der ikke noget forbehold for betyd-ningen af ”bankens højeste indlånsrente” . Højeste betyder højeste. I de nævnte forarbejder er det anført: ”Efter at pengeinstitutternes renteaftale er bortfaldet, giver bestemmelsens oprindelige formulering anledning til fortolkningstvivl, idet der ikke længere er noget, der generelt kan betegnes som ”højeste indlåns-rente” . Det foreslås derfor, at renten fastsættes til den for det enkelte pengeinsti-tut til enhver tid gældende højeste indlånsrente.”
Det kan ikke være afgørende for forståelsen af udtrykket ”bankens højeste ind-lånsrente” , hvad bankerne efter indekskontrakternes indgåelse har besluttet og gjort.
Hvis der ved ”bankens højeste indlånsrente” skal forstås ”renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår” , har Danske Bank også i dette tilfælde misligholdt sin forpligtelse til at forrente hendes indekskontrak-ter korrekt. Den binding, som Det Finansielle Ankenævn har lagt ind i sin prak-sis, er, at renten skal være den rente, som gives på indskud ”på længste opsi-gelse” på almindelige konti uden særvilkår. Danske Bank har imidlertid også udhulet denne tilsikring af renteniveauet gradvist fra 1971, hvor udgangspunk-tet var 12 måneders opsigelse med en heraf følgende høj forrentning. Dette blev siden til 6 og 3 måneders opsigelse, og siden 1997 har sammenligningsgrundla-get åbenbart været ”Danske Indlån” – en helt almindelig konto ”uden opsi-gelse” , som intet har med opsparing til pension at gøre. Dette følger også af Vidnes forklaring for Højesteret.
Det Finansielle Ankenævn har i to sager taget stilling til spørgsmålet om brugen af ”rentetrapper” for indekskontrakter. I begge sager har flertallet fundet, at brugen af rentetrapper var berettiget, men alene for overrenten og ikke for høje-ste indlånsrente. Det er således i strid med ankenævnets praksis, at Danske Bank har anvendt rentetrapper for bankens højeste indlånsrente. Det er i øvrigt i strid med indekskontrakterne, at Danske Bank har anvendt rentetrapper, både for så vidt angår bankens højeste indlånsrente og overrenten.
15
Hvis hun ikke har ret til udbetalinger i 10 år i medfør af selve indekskontrak-terne og retsgrundlaget om indekskontrakter, har hun en sådan ret som følge af Danske Banks mangelfulde og ansvarspådragende vejledning.
Ved indgåelse af indekskontrakterne i 1971 modtog hun ingen vejledning om risikoen for, at udbetalingsperioden kunne blive væsentligt afkortet. Oplysnin-gen var derimod – på hendes helt konkrete forespørgsel – at udbetalingsperio-den kunne variere 1-2 måneder.
Danske Bank gør gældende, at banken ikke før 2011 var opmærksom på risi-koen for en væsentlig afkortning af udbetalingsperioden, hvilket understøtter, at Danske Bank i 1971 ikke har rådgivet om denne risiko.
Praksis fra Det Finansielle Ankenævn tyder samtidig på, at hun ikke er den ene-ste, som har modtaget samme forkerte og mangelfulde vejledning.
Danske Bank har herudover tilsidesat sin vejledningsforpligtelse i perioden fra 2004-2019, hvor hun gentagne gange har spurgt ind til netop udbetalingsforlø-bet i henhold til indekskontrakterne, og hvor Danske Bank ikke vejledte om risi-koen for en væsentlig afkortning af udbetalingsperioden.
Hun har disponeret i tillid til denne vejledning (eller snarere mangel på samme). Hvis Danske Bank havde levet op til sine forpligtelser, kunne hun f.eks. have sparet op til pension på anden vis og dermed sikret sin forsørgelse.
Danske Bank har supplerende anført navnlig, at anvendelsen af begrebet ”høje-
ste indlånsrente” i lovgivningen forudsætter, at ”højeste indlånsrente” er en re-ference, som kan anvendes som standard, enten generelt i markedet, som det var tilfældet med perioden, hvor renteaftalen var gældende, eller for det enkelte pengeinstitut efter frigivelsen af renten i 1973. Ordningen med indekskontrak-ter er vedtaget på et tidspunkt, hvor rentefastsættelsen var fastlagt, og hvor ud-buddet af produkter var begrænset. Med frigivelsen af renten opstod flere pro-dukter. Som forholdene har ændret sig, har begrebet ”højeste indlånsrente” skullet fortolkes og anvendes med respekt af formålet og udviklingen generelt i markedet. Begrebet kan ikke fortolkes alene ud fra, hvordan det sprogligt er muligt at forstå det.
Siden Det Finansielle Ankenævns første afgørelse om højeste indlånsrente fra 1988, har ankenævnet lagt til grund, at ”Udtrykket "højeste indlånsrente" må anses for en fast indarbejdet betegnelse for renten på indskud på længste opsi-gelse på almindelige konti uden særvilkår.” Dette har ikke givet anledning til indgreb fra lovgiver eller Finanstilsynet.
16
Udviklingen i udbuddet af bankprodukter har i en længere periode gået mod produkter med kortere eller ingen opsigelse, og ”længste opsigelse” har der-med mistet betydning, fordi de faktiske forhold har ændret sig. Det forhold, at ”højeste indlånsrente” i 1971 var 8,5 % og svarede til renten for en konto med 12 måneders opsigelse, indebærer ikke, at pengeinstitutterne er forpligtet til at have produkter med 12 måneders opsigelse.
For at opnå indekstillægget fra staten måtte kunden opfylde kontrakterne frem til udløb, men opsparingen kunne flyttes til et andet pengeinstitut, som udbød administration af indekskontrakter.
Appellant, tidligere Sagsøger er ikke berettiget til at få forrentet sin indekskonto med en højere rente, der svarer til forrentningen af andre kunders indekskonti med højere indeståender. Det gælder, uanset om det angår ”højeste indlånsrente” el-ler overrenten.
Appellant, tidligere Sagsøger har med den mere subsidiære påstand 4 nedlagt en aner-kendelsespåstand om erstatningsansvar, men hun har ikke opgjort, endsige godtgjort, et særskilt tab som følge af Danske Banks manglende vejledning. I det omfang Appellant, tidligere Sagsøger ikke lider eller har lidt et tab ved den påstå-ede manglende vejledning, har hun ikke en retlig interesse i at få pådømt på-standen, idet der ikke er retlige konsekvenser af at fastslå et ansvarsgrundlag. Der skal derfor ske afvisning af påstanden. Der skal også ske afvisning, da på-standen fremtræder som et anbringende til støtte for den nedlagte betalingspå-stand.
Appellant, tidligere Sagsøger har under alle omstændigheder ikke godtgjort en an-svarspådragende adfærd fra bankens side, ligesom hun ikke har godtgjort et er-statningsretligt relevant, kausalt og adækvat tab, som følge af Danske Banks på-stået manglende vejledning. Derfor skal der ske frifindelse for Appellants, tidligere Sagsøger mere subsidiære påstand 4.
At en bankrådgiver måtte have oplyst, at ”udbetalingsperioden kunne variere med 1-2 måneder i begge retninger” kan ikke føre til, at Appellant, tidligere Sagsøger har fået en berettiget forventning om, at hun var garanteret en udbetalingsperi-ode på 10 år, eller fik en form for rente- eller ydelsessikring. Banken kan ikke ifalde erstatningsansvar for i 1971 ikke at have forudset renteudviklingen 50 år frem i tiden.
Danske Bank har ikke været forpligtet til at rådgive Appellant, tidligere Sagsøger yderligere om indekskontrakterne, udbetalingsperiodens længde og forrentnin-gen. Der er derfor ikke grundlag for at statuere et ansvar for Danske Bank. Der er ingen oplysninger, som sandsynliggør, at Appellant, tidligere Sagsøger både kunne
17
og ville have anbragt sine penge anderledes og mere fordelagtigt andetsteds, hvis hun havde modtaget en anden rådgivning.
Under alle omstændigheder kan Danske Banks påstået manglende vejledning højst have givet anledning til skuffede forventninger, som ikke kan begrunde et erstatningskrav. Heller ikke en tilsidesættelse af god skik er i sig selv tilstrække-lig til at statuere et erstatningsansvar, ligesom et krav som følge af manglende vejledning under alle omstændigheder må være forældet eller bortfaldet ved passivitet.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstillinger
Appellant, tidligere Sagsøger indgik den 12. juli 1971 en aftale med Den Danske Land-mandsbank A/S (nu Danske Bank A/S) om oprettelse af seks indekskontrakter om pristalsreguleret alderdomsopsparing. Af aftalen fremgår, at banken opret-ter en indekskonto, der forrentes med ”bankens højeste indlånsrente” samt en ”overrente” , og at der er ”en aftalt udbetalingsperiode på ti år” . Appellant, tidligere Sagsøger har siden sit fyldte 67. år fra indekskontoens indestående fået måned-lige udbetalinger, der efter det oplyste vil ophøre efter en udbetalingsperiode på ca. 4,5 år.
Sagen angår i første række, om Appellant, tidligere Sagsøger efter aftalen om pristals-reguleret alderdomsopsparing eller på andet grundlag har krav på udbetaling i 10 år.
I anden række angår sagen, om Appellant, tidligere Sagsøger har krav på, at indeks-kontoens indestående tilskrives den højeste rente, som Danske Bank har tilskre-vet bankkonti med opsparing.
Hvis Appellant, tidligere Sagsøger ikke har et sådant krav, angår sagen, om hun har krav på, at indekskontoens indestående tilskrives den højeste indlånsrente og overrente, som Danske Bank har tilskrevet indekskonti med et større indestå-ende end på Appellants, tidligere Sagsøger.
Sagen angår endvidere, om Danske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar ved ikke at vejlede Appellant, tidligere Sagsøger om risikoen for, at udbetalingsperio-den kunne blive væsentligt kortere end de 10 år, som er nævnt i aftalen.
Udbetalingsperiodens længde
Om Appellant, tidligere Sagsøger har krav på månedlige udbetalinger fra indekskon-toen i 10 år, afhænger i første række af, hvad der følger af aftalen om pristalsre-guleret alderdomsopsparing.
18
Som nævnt er det i aftalen om pristalsreguleret alderdomsopsparing anført, at der er ”en aftalt udbetalingsperiode på ti år” . Dette er alene anført i aftalens af-snit om ”indbetaling” .
Af aftalens afsnit om ”udbetaling” fremgår bl.a., at efter kontohaverens fyldte 67. år skal kontoens indestående udbetales i månedlige beløb, dog mindst med et bestemt beregnet (minimums)beløb, hvis kontohaveren ønsker at modtage statens indekstillæg. Endvidere fremgår det, at udbetalingerne fortsætter med de beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den fak-tiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte.
Aftalen er indgået på den standardblanket om aftale om pristalsreguleret alder-domsopsparing, der er medtaget som bilag A til bekendtgørelse nr. 332 af 19. oktober 1962 om pristalsreguleret alderdomsopsparing i banker og sparekasser samt overformynderiet.
At den ”aftalte” udbetalingsperiode (på 10 år) kan afkortes, er i overensstem-melse med § 6, stk. 1, og § 7, stk. 2, i lov om pristalsreguleret alderdomsforsik-ring og alderdomsopsparing (herefter loven) samt lovens forarbejder. Mulighe-den for at afkorte udbetalingsperioden er også i overensstemmelse med de be-kendtgørelser, der er udstedt i henhold til loven.
På denne baggrund finder Højesteret, at Appellant, tidligere Sagsøger hverken efter den indgåede aftale eller efter lovgivningen har krav på en udbetalingsperiode på 10 år, idet (minimums)udbetalingerne ophører, når kontoens indestående er opbrugt.
Endvidere finder Højesteret, at det ikke kan lægges til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger i forbindelse med indgåelsen af aftalen i 1971 af bankrådgiveren er blevet garanteret en udbetalingsperiode på 10 år.
Da aftalen er i overensstemmelse med den lovbestemte ordning, kan det, som Appellant, tidligere Sagsøger har anført om aftalelovens § 38 b og § 38 c, stk. 1, jf. § 36, ikke føre til et andet resultat.
Forrentning med den højeste rente for opsparingskonti
Det fremgår af aftalen om pristalsreguleret alderdomsopsparing, at indekskon-toen skal forrentes med ”bankens højeste indlånsrente, for tiden 8 ½ % p.a.” . Det samme fremgår af lovens forarbejder og de bekendtgørelser, der er udstedt i henhold til loven.
Appellant, tidligere Sagsøger har gjort gældende, at udtrykket ”bankens højeste ind-lånsrente” skal forstås på den måde, at hun har krav på en forrentning af in-
19
dekskontoen svarende til den højeste forrentning, som banken har tilskrevet op-sparingskonti.
Udtrykket ”bankens højeste indlånsrente” er ikke defineret nærmere i den om-handlede aftale, lovens forarbejder eller bekendtgørelserne på området.
Indtil 1973 gjaldt der en renteaftale mellem pengeinstitutter mv., der maksime-rede indlånsrenten. Rentefastsættelsen var således reguleret i perioden 1957 til 1971, hvor indekskontrakterne kunne oprettes. Efter at renteaftalen faldt bort i 1973, kunne det enkelte pengeinstitut fastsætte sin egen højeste indlånsrente.
Pengeinstitutankenævnet (nu Det Finansielle Ankenævn) har i en afgørelse af 17. maj 1990 tiltrådt, at der ved begrebet ”højeste indlånsrente” , som bl.a. var anvendt i en indekskontrakt, forstås ”renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår” – dvs. renten for den kontoform, som uden videre er åben for alle kunder, eventuelt betinget af en binding i en vis pe-riode. Denne forståelse var i overensstemmelse med den afgørelse af 30. decem-ber 1988 fra Pengeinstitutankenævnet, der er citeret i landsrettens dom, og den nævnte forståelse af begrebet har siden da været lagt til grund i ankenævnets praksis.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at Danske Bank hverken efter afta-len eller lovgivningen kan anses for at have været forpligtet til at sikre, at renten på Appellants, tidligere Sagsøger indekskonto til enhver tid mindst skulle svare til den højeste rente, der blev tilskrevet bankens andre opsparingskonti, herunder op-sparingskonti på særvilkår. At Danske Bank ved fastsættelsen af forrentningen på indekskonti siden 1997 som referencekonto har anvendt Danske Indlån, der ikke har et opsigelsesvarsel, kan ikke føre til et andet resultat, idet Danske Ind-lån efter det oplyste har karakter af en almindelig konto uden særvilkår.
Forrentning med den højeste indlånsrente og overrente, som banken har tilskrevet andre indekskonti
Appellant, tidligere Sagsøger har tillige gjort gældende, at udtrykket ”bankens højeste indlånsrente” skal forstås på den måde, at hun har krav på en forrentning af in-dekskontoens indestående svarende til den højeste indlånsrente og den over-rente, som banken har tilskrevet indekskonti med et større indestående end på hendes konto.
Danske Bank har efter det oplyste siden 1992 for almindelige konti uden særvil-kår anvendt rentesatser, der har været afhængige af størrelsen af indeståendet, såkaldte rentetrapper. Danske Bank har anvendt de samme rentesatser ved for-rentning af indekskonti, og Højesteret finder, at Danske Bank har været beretti-get hertil, idet Danske Bank således har forrentet indeståendet på indekskonti med samme rente som på referencekontoen.
20
Endvidere finder Højesteret, at Danske Bank har været berettiget til også at an-vende rentetrapper for overrenten.
Erstatningsansvar som følge af manglende rådgivning
Appellant, tidligere Sagsøger har gjort gældende, at Danske Bank er erstatningsan-svarlig for tab som følge af, at banken i 1971 ved indgåelsen af aftalen om in-dekskontrakter samt efterfølgende i forbindelse med hendes henvendelser til banken i 2004, 2012, 2016 og 2019 undlod at vejlede hende om risikoen for, at udbetalingsperioden kunne blive væsentligt afkortet.
For så vidt angår Danske Banks påstand om afvisning af Appellants, tidligere Sagsøger påstand om erstatningsansvar (den mere subsidiære påstand 4) finder Højesteret, at hun har retlig interesse i at få prøvet dette spørgsmål. Denne på-stand udgør imidlertid et anbringende til støtte for Appellants, tidligere Sagsøger prin-cipale betalingspåstand. Højesteret afviser derfor den mere subsidiære påstand 4, men spørgsmålet om erstatningsansvar som følge af manglende rådgivning kan herefter prøves som anbringende for den principale betalingspåstand.
Højesteret lægger til grund, at Danske Bank først i 2011 mere generelt blev op-mærksom på, at der var en reel risiko for, at udbetalingsperioden for indeks-konti i praksis kunne blive væsentligt afkortet. Højesteret finder, at Danske Bank allerede derfor ikke har tilsidesat en pligt til at rådgive herom i 1971 og 2004.
Spørgsmålet er herefter, om Danske Bank har tilsidesat en rådgivningsforplig-telse i 2012, 2016 og 2019.
Danske Banks pligt til at yde en kunde rådgivning efter behov er navnlig regu-leret af (nu) § 8, stk. 1, og § 8, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder. Bestemmelserne må forstås således, at en bank først og fremmest skal rådgive, herunder bl.a. vejlede, en kunde i forbin-delse med bestemte dispositioner, som kunden overvejer at foretage.
Højesteret finder, at det ikke var erstatningspådragende for Danske Bank, at man i 2012, 2016 og 2019 ikke på eget initiativ oplyste Appellant, tidligere Sagsøger om, at der kunne være risiko for, at udbetalingsperioden på grund af bl.a. rente-udviklingen blev væsentligt kortere end de 10 år, der var nævnt i indekskon-trakterne. Højesteret lægger herved vægt på, at det som ovenfor anført fulgte af den indgåede aftale og lovgivningen, at udbetalingsperioden kunne blive afkor-tet, at Appellant, tidligere Sagsøger efter det oplyste ikke var i færd med at træffe en disposition, og at det i øvrigt ikke er godtgjort, at hun som følge af manglende opmærksomhed på risikoen for, at udbetalingsperioden kunne blive væsentligt kortere end forventet, er blevet påført et tab.
21
Konklusion og sagsomkostninger
På den anførte baggrund tager Højesteret Danske Banks påstande til følge, såle-des at Højesteret frifinder Danske Bank for Appellants, tidligere Sagsøger mere subsi-diære påstande 2 og 3, afviser hendes mere subsidiære påstand 4 og i øvrigt stadfæster landsrettens dom.
Under hensyn til sagens karakter og videregående betydning skal ingen af par-terne betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.
THI KENDES FOR RET:
Danske Bank A/S frifindes for Appellants, tidligere Sagsøger mere subsidiære på-stande 2 og 3.
Appellants, tidligere Sagsøger mere subsidiære påstand 4 afvises.
I øvrigt stadfæstes landsrettens dom.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.