A kunne ikke stedbarnsadoptere børn, som var født af en surrogatmoder, da der var betalt for surrogatmoderens samtykke til adoptionen
I december 2013 fødte en surrogatmoder M i Ukraine to børn ifølge aftale med et dansk ægtepar, A og F. A og F bragte kort efter fødslen børnene til Danmark. F var genetisk far til børnene og blev i Danmark anerkendt som deres far. M var ikke genetisk mor til børnene, mens det var uvist, om A var genetisk mor til dem. I 2018 godkendte Statsforvaltningen, at A og F fik fælles forældremyndighed over børnene. Spørgsmålet var herefter, om A var berettiget til at stedbarnsadoptere børnene.
Adoptionslovens § 15, 1. pkt., indeholder et absolut forbud mod at meddele adoptionsbevilling, hvis nogen, der skal afgive samtykke til adoptionen, har ydet eller modtaget vederlag eller anden modydelse. Det måtte lægges til grund, at der var betalt et sådant vederlag til M. Højesteret fandt derfor, at det ville være i strid med adoptionslovens § 15 at meddele A adoptionsbevilling.
Afslaget på adoptionsbevilling indebar et indgreb i børnenes ret efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 til respekt for privatliv og familieliv. Med henvisning til Menneskerettighedsdomstolens praksis udtalte Højesterets flertal, at børnene havde en væsentlig interesse i, at A adopterede dem, således at deres identitet som A’s børn også anerkendtes retligt. Efter en samlet vurdering fandt flertallet dog, at børnenes interesse – afvejet over for generelle hensyn til børns beskyttelse mod at blive gjort til genstand for handel og til at modvirke udnyttelse af sårbare kvinder – ikke indebar, at afslaget på adoptionsbevilling til A på nuværende tidspunkt måtte anses for en krænkelse af artikel 8.
