Højesterets dom af 22. april 2021 i sag BS-19523/2020-HJR

Info

Resumé:

Ikke grundlag for godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, eller princippet heri for en kommunes retsstridige afgørelse


Sagen angik, om kommunen skulle betale godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, eller princippet heri som følge af, at kommunen undlod at følge Ankestyrelsens afgørelse om, at A som autist, mentalt retarderet og synshandicappet var berettiget til en støtteperson ved visse svømmestævner.


A påstod kommunen dømt til at betale godtgørelse for tort og som følge af, at kommunen havde krænket A’s ejendomsret efter artikel 1 i Tillægsprotokol 1 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.


Højesteret fandt, at det var en retsstridig handling, da kommunen ikke efterlevede Ankestyrelsens afgørelse, hvori det fremgik, at kommunen skulle bevilge et antal timer til en støtteperson efter servicelovens § 85.


Uanset at A som fastslået af Ankestyrelsen havde behov for en støtteperson til brug for at udvikle sine færdigheder, fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at antage, at krænkelsen havde været egnet til at påvirke A’s selv- og æresfølelse og dermed tilføjet A tort, således som dette udtryk i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, må forstås.


Om artikel 1 i Tillægsprotokol 1 bemærkede Højesteret, at der ikke ses at være domme fra Menneskerettighedsdomstolen, der belyser, om og i givet fald under hvilke omstændigheder begrebet ejendom i artikel 1 omfatter et tilfælde som det foreliggende. Uanset om det foreliggende tilfælde måtte være omfattet af artikel 1, fandt Højesteret efter de konkrete omstændigheder, at A ikke ville have krav på godtgørelse som følge af kommunens undladelse af at efterleve Ankestyrelsens afgørelse.

Landsretten var nået til samme resultat.