Statskassens krav på registreringsafgift blev ikke nedsat med de registreringsafgifter, som senere ejere og brugere af samme køretøjer havde betalt
A indregistrerede i 2006 og 2007 fem luksuskøretøjer som firmabiler gennem sit tyske firma. Køretøjerne var afhændet, da SKAT i 2009 fastslog, at betingelserne for afgiftsfritagelse efter reglerne om udenlandske firmabiler ikke var opfyldt på tidspunkterne for A’s ibrugtagning og anmeldelse af køretøjerne til Motorregistret.
Fire af køretøjerne blev fra 2009 og frem i perioder via udenlandske leasingselskaber leaset til personer bosiddende her i landet, og i 2012 og 2014 blev to af køretøjerne overdraget til herboende personer. Ved de fornyede tilmeldinger til Motorregistret med henblik på ibrugtagning blev køretøjerne afgiftsberigtiget på grundlag af deres værdi på tidspunkterne herfor.
Sagen angik, om statskassens afgiftskrav mod A skulle nedsættes med de registreringsafgifter, som senere ejere og brugere af køretøjerne havde betalt.
Højesteret udtalte, at statskassens krav mod A på betaling af registreringsafgifter blev stiftet ved hans ibrugtagning af køretøjerne her i landet i 2006 og 2007, og at SKAT havde opgjort kravet på grundlag af køretøjernes afgiftspligtige værdi på ibrugtagningstidspunkterne. De registreringsafgifter, som de senere ejere og brugere af køretøjerne havde betalt, beroede heroverfor på selvstændige retsstiftende kendsgerninger.
Det måtte kræve særlige holdepunkter, såfremt de registreringsafgifter, der var betalt af senere ejere eller brugere på et andet grundlag, skulle kunne føre til nedsættelse af statskassens afgiftskrav mod A. Sådanne holdepunkter fandtes ikke i registreringsafgiftsloven eller dens forarbejder og kunne heller ikke udledes af lovens opbygning og systematik. Hensynet til at modvirke spekulation og vilkårlighed talte ligeledes imod, at der skulle ske nedsættelse af afgiftskravet.
