Højesterets kendelse af 29. marts 2021 i sag BS-35272/2020-HJR

Info

Resumé:

En konkurrenceklausul indgået mellem to kapitalejere i et selskab fandtes ikke at være omfattet af ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, jf. stk. 1


To kapitalejere i et holdingselskab, A og B, indgik en forligsaftale, hvorved en konkurrenceklausul i en tidligere indgået ejeraftale blev opretholdt, samtidig med A’s udtræden af holdingselskabet. Konkurrenceklausulen skulle være gældende i to år fra forligsaftalens indgåelse. A var både før og efter forligsaftalens indgåelse ansat i et datterselskab til holdingselskabet, hvorfra driften af virksomheden foregik, men blev senere opsagt.


Efterfølgende nedlagde byretten på B og X ApS’ begæring midlertidigt forbud mod A’s overtrædelse af konkurrenceklausulen. A gjorde gældende, at konkurrenceklausulen var bortfaldet i medfør af ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, jf. stk. 1, idet A ikke selv havde givet rimelig anledning til opsigelsen.


Højesteret fandt, at der med ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, jf. stk. 1, ikke var tilsigtet en ændring i den retstilstand, der var gældende under den nu ophævede bestemmelse i aftalelovens § 38, stk. 2. Da konkurrenceklausulen var indgået som led i en forligsaftale mellem to kapitalejere, og dermed ikke som led i et ansættelsesforhold, fandt bestemmelsen i ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, jf. stk. 1, ikke anvendelse. De øvrige betingelser for nedlæggelse af forbud var ligeledes opfyldt.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelse.