Faktiske oplysninger

Klageren driver virksomheden [virksomhed1], CVR-nr. [...1], som han startede i 1997.

Virksomheden udlejer lys og lyd, men den primære aktivitet består i at levere musikløsninger til arrangementer, private fester m.v.

Det fremgår af en fremlagt købsaftale, at klageren overtog virksomheden [virksomhed2] den 1. september 2014.

Det fremgår af klagen, at klageren ikke har nogen ansatte. Når kunden bestiller en musikløsning, finder klageren en discjockey til opgaven, som han mener passer til kundens ønsker og krav. Dette sker via det netværk, som klageren har oparbejdet igennem mange år. Det er klageren, som stiller anlæg til rådighed, sørger for transport fra/til spillested af anlæg og sørger for opstilling og nedtagning af anlæg. Den enkelte discjockey møder sædvanligvis frem kun med egen pc og høretelefoner. Det er ligeledes den enkelte discjockey, som står for transporten til og fra kunden.

Det fremgår ligeledes af klagen, at efter klagerens overtagelse af [virksomhed2], er det den enkelte discjockey, der varetager det enkelte arrangement, herunder forudgående kontakt og dialog med kunden inden arrangementet. Det er alene kunden, som bestemmer dato for det pågældende arrangement, spilletid og tidspunkt. Det har klageren ingen indflydelse på.

Klageren har ikke faste kunder. Kunderne varierer fra gang til gang alt afhængig af, hvilket arrangement der skal holdes.

Det fremgår af de fremsendte fakturaer, at klageren afregner med den enkelte discjockey efter en fast timesats på 300 kr. i timen. Klageren har oplyst til SKAT, at klageren afregner med kunden for "hele pakken" - inklusive anlæg.

Det fremgår af klagen, at slutkunden faktureres med en timepris på 300 kr. for en discjockey. Det fremgår endvidere af klagen, at discjockeyerne ikke oppebærer feriepenge, ligesom de ikke har løn under sygdom eller opsigelsesvarsler.

Det fremgår derudover af de fremsendte kontospecifikationer, at klageren i 2014 har udbetalt vederlag til 18 forskellige DJ's. Til kontormødet med Skatteankestyrelsen har klageren oplyst, at der er mellem 10-35 forskellige discjockeyer om året, som klageren benytter.

SKATs afgørelse

SKAT har pålagt klagerens virksomhed at indeholde og afregne arbejdsmarkedsbidrag og A-skat i de vederlag, der udbetales til discjockeyer for arbejde i virksomheden i perioden fra 1. januar 2017.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

"[...]

På det foreliggende grundlag og efter en konkret helhedsvurdering er det vores opfattelse, at de betalte arbejdsvederlag til discjockeys i årene 2014 og 2015 er A-indkomst omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 1. Virksomheden burde derfor have indeholdt arbejdsmarkedsbidrag og A-skat af de udbetalte beløb samt indberettet til elndkomst-registeret.

Ved afgørelsen er der lagt vægt på:

• at de udbetalte vederlag er vederlag for personlige arbejdsydelser

• at de udbetalte vederlag i det væsentligste er nettoindkomst for modtageren

• at vederlaget beregnes som en timesats, der ikke lægger væsentligt udover, hvad en lønmodtager oppebærer

• at det er [virksomhed2]/[virksomhed1] der fastsætter instrukser for arbejdets udførelse

• at [virksomhed2]/[virksomhed1] varetager al kontakt med kunden

• at [virksomhed2]/[virksomhed1] sørger for afregning med de enkelte kunder

• at den enkelte discjockey ikke har påtaget sig en økonomisk risiko i forbindelse med arbejdets udførelse

Herudover skal det bemærkes, at det er [virksomhed2]/ [virksomhed1], der som hvervgiver har pligt til at undersøge/vurdere, hvorvidt de har indeholdelsespligt jf. kildeskattelovens § 46.

Revisors bemærkninger har således ikke givet anledning til ændringer, hvorfor [virksomhed2]/[virksomhed1] pålægges

1. at indeholde og afregne arbejdsmarkedsbidrag og A-skat i udbetalinger til discjockeys

2. at foretage indberetning til eindkomst (indkomstregistret).

Henset til sagens omstændigheder gælder pålægget med virkning fra d. 1. januar 2017.

[...]"

SKAT har i forbindelse med klagebehandlingen supplerende bemærket:

"[...]

SKATs afgørelse af 13. december 2016 er truffet på grundlag af en række mundtlige oplysninger, som ikke er verificeret, da klager - på trods af flere opfordringer fra SKAT - ikke har indsendt materiale, der belyser sagens faktiske forhold. I klagen anføres, at der ikke foreligger ansættelsesaftaler eller kontrakter mellem [virksomhed2] og de enkelte discjockeyer. Dette er i direkte modstrid med hvad klager har oplyst tidligere. Klager har således i telefonsamtale af 17. oktober 2016 oplyst følgende:

• at kunden bestiller "hele pakken" hos [virksomhed2], dvs. inklusiv anlæg og discjockey

• at kunden afregner med [virksomhed2] for "hele pakken"

• at kunden faktureres en timepris for en discjockey på 300 kr. plus moms

• at [virksomhed2] aftaler nærmere med den enkelte discjockey omkring arrangementet. Når dette er gjort, fremsendes kontrakt til discjockeyen. Kontrakten indeholder oplysning om spillested, dato, starttidspunkt, antal timer og musikstil

•at [virksomhed2] afregner med den enkelte discjockey på grundlag af en faktura udstedt af discjockeyen

• at [virksomhed2] stiller anlæg (højtalere, forstærkere m.v.) til rådighed

• at [virksomhed2] sørger for transport fra/til spillested af anlæg

• at [virksomhed2] sørger for opstilling og nedtagning af anlæg

• at den enkelte discjockey sædvanligvis møder frem kun med egen pc (indeholder musikken) og høretelefoner.

I klagen er anført, at virksomhedens arbejdsgange er omlagt efter købet af [virksomhed2], således at det efter overtagelsen af [virksomhed2] er den enkelte discjockey, der varetager det enkelte arrangement, herunder forudgående kontakt og dialog med kunden. Det er ligeledes anført, at klager i telefonsamtale med SKAT den 17. oktober 2016 har udtalt sig om hvordan arbejdsgange m.v. så ud i årene 2013-2015, inden han overtog [virksomhed2] i 2015.

Det er ikke er korrekt, at [virksomhed2] blev købt i 2015. Ifølge indsendte overdragelsesaftale blev [virksomhed2] overtaget pr. 1. september 2014. Købet fremgår ligeledes af virksomhedens regnskab for 2014.

At virksomhedens arbejdsgange er omlagt, således at den enkelte discjockey varetager det enkelte arrangement er en ny oplysning, som ikke stemmer overens med hvad klager oplyste overfor SKAT i telefonsamtale af 17. oktober 2016. Den nye oplysning er i øvrigt ikke dokumenteret.

Omkring afregning af discjockeyer ligger det fast, af disse afregnes med en timesats på 300 kr., jævnfør tidligere indsendt kopi af udvalgte fakturaer vedrørende virksomhedens udgifter til discjockeyer.

SKAT har tidligere anmodet klager om at indsende eksempler på aftaler/kontrakter med kunder til belysning af afregningen med disse. SKAT har imidlertid ikke modtaget det ønskede materiale.

Det fremgår af klagen, at [virksomhed2] fakturerer kunderne med 300 kr. pr. time, hvilket er samme timesats, som [virksomhed2] afregner de enkelte discjockeyer med. Det fremgår af klagen, at timesatsen på 300 kr. er en sats, som klager bruger i sin kalkulation af prisen for et arrangement, idet der også indgår udstyr, transporttid m.v. i kalkulationen af prisen for et arrangement.

Hvorledes den endelige afregning med kunderne er fastsat er ikke SKAT bekendt, grundet den manglende indsendelse af materiale. Det er vores opfattelse, at forholdet omkring afregning fra kunderne ikke er fuldt belyst, da en afregning fra kunderne på 300 kr. i timen og en afregning til discjockeyerne ligeledes på 300 kr. i timen, må anses som en underskudsforretning for [virksomhed2], da virksomheden selv afholder udgifter til administration, transport og opstilling/nedtagning af anlæg samt slitage på anlæg.

Som følge af den manglende indsendelse af materiale har klagers mundtlige oplysninger i telefonsamtale af 17. oktober 2016 været det væsentligste grundlag for SKATs afgørelse.

Henset hertil samt de nu fremkomne oplysninger, er det fortsat vores opfattelse, at [virksomhed2] afholder de væsentligste omkostninger i forbindelse med de enkelte arrangementer, såsom administrationsomkostninger, kørselsudgifter, udgifter til opsætning og nedtagning af anlæg m.v. Afregningen med de enkelte discjockeyer er således en nettoafregning, der ikke ligger over hvad der er normalt i et lønmodtagerforhold, set i lyset af de ubekvemme arbejdstider, som det må formodes at discjockeyerne arbejder under.

Det er vores opfattelse, at bedømmelse af om der er tale om et ansættelsesforhold skal ske som en samlet vurdering, og at der kan henses til kriterierne i punkt 3.1.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4/7 1994 til personskatteloven. Ifølge punkt 3.1.1.3 i samme cirkulære er det forholdet mellem indkomstmodtageren og den enkelte hvervgiver, der skal bedømmes. Er der flere hvervgivere, kan indkomstmodtageren således godt oppebære indkomst som lønmodtager hos en hvervgiver og være selvstændig erhvervsdrivende i et eller andre forhold. Det påhviler hvervgiver, dvs. [virksomhed2] at foretage denne bedømmelse.

I klagen er anført "Det betyder at mange jobs bliver besat med DJ's der tidligere har spillet mangejobs for virksomheden". Heraf må udledes, at de enkelte discjockeyer løbende deltager i flere arrangementer. Dette syntes tillige at fremgå af virksomhedens regnskabsmateriale, hvor der er udgiftsført udgifter til discjockeyer med samme navn. I bogføringen er der i det væsentligste kun anført fornavn på de enkelte discjockeyer, hvilket umuliggør en entydig identifikation af de enkelte discjockeyer.

Herudover skal det bemærkes, at det er SKA Ts opfattelse, at de enkelte discjockeyer må anses som lønmodtagere i ferielovens forstand, uanset det anføres i klagen, at sådanne termer ikke bruges i forholdet mellem [virksomhed2] og den enkelte discjockey.

Efter gennemgang af klagen og de i sagen foreliggende oplysninger er det fortsat vores opfattelse, at virksomhedens aflønning af discjockeyer efter en samlet vurdering må anses som løn udbetalt i et tjenesteforhold jævnfør kriterierne i punkt 3.1.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4/7 1994. Aflønningen er derfor omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 1.

[...]"

Skattestyrelsen har indsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse:

"[...]

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen fastholder sin afgørelse og tiltræder dermed ikke Skatteankestyrelsens indstilling om, at klageren ikke skal indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i henhold til kildeskattelovens § 46, stk. 1 og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Formelt

Sagen angår klageren, der driver virksomheden [virksomhed1], CVR-nr. [...1]. Klageren overtog virksomheden [virksomhed2] den 1. september 2014. Spørgsmålet i nærværende sag beror på, hvorvidt arbejdsforholdet mellem [virksomhed2]/[virksomhed1] v/ klageren og de pågældende Discjockeyer, skal anses for at være et tjenesteforhold eller indkomst erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed for modtageren.

SKAT (herefter Skattestyrelsen), har i sin afgørelse af den 13. december 2016, pålagt klageren at indeholde og afregne arbejdsmarkedsbidrag og A-skat i de vederlag, der udbetales til DJ's for arbejde i virksomheden i perioden fra 1. januar 2017.

Klagerens repræsentant har til støtte for sin påstand anført, at Skattestyrelsen ikke har haft grundlag for at pålægge klagerens virksomheder indeholdelsespligt vedrørende arbejdsmarkedsbidrag og A-skat, for honorarer der udbetales til freelancere (honorarmodtagere) fra og med indkomståret 2017, idet der alene var tale om udbetaling af honorarer til honorarmodtagere (B-indkomst).

Materielt

Indledningsvist, skal Skattestyrelsen henvise til kriterierne i punkt 3.1.1.1 cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven for at kunne vurdere, hvorvidt virksomhedens aflønning af discjockeyer kan anses som løn udbetalt i et tjenesteforhold.

Skattestyrelsen er som udgangspunkt enig med Skatteankestyrelsen om, at der ved vurdering af, hvorvidt vederlag er optjent i eller uden for et tjenesteforhold, kan lægges vægt på, om der er tale om et kortvarigt engagement på få dage.

For så vidt angår vederlag for personligt arbejde tjent udenfor eller i et tjenesteforhold, lægger Skattestyrelsen bl.a. vægt på følgende kriterier:

Ad udenfor tjenesteforhold:

• Discjockeyerne er ikke tilknyttet fast spillesteder eller diskoteker.

• Klageren har ikke kommenteret valg af musik.

• Discjockeyerne har forskellige hvervgivere - de har deres egen vagtplaner og struktur.

• Klageren har kendskab til discjockeyens kvalifikationer og typiske spillestil med henblik på at kunne vurdere, om vedkommende er egnet til det arrangement, hvor han påtænker at bruge pågældende discjockey.

• Der er ikke tale om arbejdsydelser, der er fastlagt på forhånd over en længere periode. Der er tale om arbejdsydelser, som aftales fra arrangement til arrangement. Såfremt kunden (og [virksomhed2]) ikke er tilfreds med pågældende discjockeys arbejde, er der ingen forpligtelser i forhold til den pågældende discjockey, og er dermed ikke underlagt nogle opsigelsesvarsler eller lignende.

• Klageren har ikke faste kunder. Kunderne varierer fra gang til gang, alt afhængig af, hvilket arrangement der skal holdes. Ad for tjenesteforhold

• Klageren har ikke fremsendt dokumentation for ansættelsesaftaler/kontrakter mellem [virksomhed2] og de enkelte discjockeyer, selvom klageren under telefonmødet den 17. oktober 2016, havde oplyst, at der fremsendes kontrakt til discjockeyerne.

• Klageren fakturerer kunderne med 300 kr. pr. time, hvilket er samme timesats, som klageren afregner de enkelte discjockeyer med.

• Klageren har ikke dokumenteret, at virksomheden har omlagt sin arbejdsgang, som oplyst under telefonmødet den 17. oktober 2016.

• Klageren har ikke dokumenteret, at det er den enkelte discjockey, der bærer den økonomiske risiko ved at påtage sig enkeltstående opgaver for [virksomhed2].

• Klageren har instruksbeføjelsen ift. tid, sted, spilletid og spillestil.

• Klageren har ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, hvorvidt der er tale om enkelte arrangementer eller kortvarigt engagement på få dage.

• Klageren har ikke dokumenteret, at han har brugt forskellige discjockeyer således, at der er tale om enkeltstående tilfælde. Videre har klageren heller ikke har fremsendt regnskabsbilag nr. 163, 186, 225, 245 og 384 for år 2015, som opfordret af skattestyrelsen den 7. september 2016. Derimod har klageren kun fremsendt 4 stk. fakturaer for 2014, selvom der foreligger en lang liste vedr. udgifter til discjockeyer. Henset til dette har klageren ikke dokumenteret, at det ikke er de samme discjockeyer, der er brugt.

• Klageren har dokumenteret en revisionsliste af indkomståret 2014, hvor der udtrykkeligt fremgår et afsnit vedrørende udgifter til Discjockeyer, som illustrerer, at navnene går igen.

Skattestyrelsen bemærker, at ingen af de nævnte kriterier i sig selv er afgørende. Kriterierne har desuden ikke lige stor betydning i alle situationer. I praksis kan det være sådan, at visse sider af forholdet mellem hvervgiver og indkomstmodtager taler for, at det er et tjenesteforhold, mens andre sider taler for, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. I sådanne tilfælde afhænger afgørelsen af en samlet konkret vurdering.

Henset til dette, henviser Skattestyrelsen til U 2004.362H, hvor sagen omhandler, hvorvidt journalist A i skatteretlig henseende i indkomstårene 1994, 1995 og 1996 skal anses som selvstændig erhvervsdrivende eller som lønmodtager i forhold til sagsøgeren, [virksomhed3] K/S, og om sagsøgeren, hvis A anses for lønmodtager, hæfter for manglende indbetaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

A havde i årene 1994-1996 indkomst fra et dagblad D, for hvem han arbejdede som vikar, i form af honorarer, der var fastsat på grundlag af faste takster, hvortil kom ulempebetaling og kørselsgodtgørelse. A oppebar desuden indkomst som vikar for et andet blad. Vederlaget til A blev efter A's fremsendelse af en faktura udbetalt af D en gang om måneden uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Efter A's død afkrævede Told og Skat T de manglende indbetalte beløb hos D, der imidlertid bestred kravet under henvisning til, at A i forhold til D i skattemæssig henseende havde været selvstændig erhvervsdrivende. D havde foruden A beskæftiget 34 vikarer, hvoraf der for de 32's vedkommende blev indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, uden at der var nogen forskel på arbejdsforholdene for vikarerne. Efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder sammenholdt med de kriterier, der var angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994, pkt. 3.1, fandt landsretten og Højesteret, at A's indkomst hos D havde været lønindkomst. På dette grundlag, der var D bekendt, havde D ikke haft føje til at anse A som selvstændig erhvervsdrivende, og D var derfor ansvarlig for den manglende indbetaling af A skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Sammenholdt med de i sagens foreliggende oplysninger, samt dommen ovenfor finder Skattestyrelsen, at klageren ikke har dokumenteret, at der er tale om enkeltstående job i en tidsbegrænset periode, hvorfor det dermed ikke kan udelukkes, at der er tale om et tjenesteforhold. Ligeledes, finder Skattestyrelsen, at klageren ikke i fornødent omfang har dokumenteret, at der ikke er tale om et lønmodtagerforhold ift. discjockeyerne.

Skattestyrelsen finder derfor efter en konkret vurdering, at de enkelte discjockeyer anses som lønmodtagere og aflønning af discjockeyer anses som løn udbetalt i et tjenesteforhold, jf. kriterierne i punkt 3.1.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven. Aflønningen er derfor omfattet af kildeskattelovens 43, stk. 1.

[...]"

Klagerens opfattelse

Der er nedlagt påstand om, at SKAT ikke er berettiget til at pålægge klagerens virksomhed indeholdelsespligt af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag og anse honorarer, der udbetales til freelance discjockeyer som A-indkomst fra om med 1. januar 2017.

Klagerens repræsentant har til støtte for påstanden anført:

"[...]

Det gøres her og nu gældende at der ikke er tale om ansættelseslignende forhold og at der er tale om honorarer til honorarmodtagere, hvorfor der alene foreligger oplysningspligt i forhold til Skattekontrollovens § 7A, stk. 2, nr. 1.

[...]"

Klagerens repræsentant har i den endelige klage fremført følgende:

"[...]

Klagens omfang

Det gøres gældende at SKAT ikke har haft grundlag for at pålægge [person1]s virksomhed indeholdelsespligt vedrørende arbejdsmarkedsbidrag og A-skat, for honorarer der udbetales til freelancere (honorarmodtagere) fra og med indkomståret 2017, idet der alene er tale om udbetaling af honorarer til honorarmodtagere (B-indkomst).

Derimod anerkendes det at SKAT kan pålægge virksomheden at foretage indberetning af udbetalte honorarer. Undertegnede har således gjort virksomheden opmærksom på at man forpligtet til at indberette disse honorarer i henhold til Skattekontrollovens § 7A, stk. 1, nr. 2.

Baggrund

[person1] driver virksomheden [virksomhed1], CVR-nr. [...1] som han opstartede i 1997.

Virksomheden udlejer lys og lyd men den primære aktivitet består i at levere musikløsninger til arrangementer, private fester m.v.

Virksomheden har ingen ansatte. Når kunden bestiller en musikløsning finder [person1] en DJ til opgaven som han mener passer på kundens ønsker og krav. Dette sker via det netværk som [person1] har oparbejdet gennem mange år, via det kendskab han har til de pågældende DJ og - når der er tale om DJ's han har brugt tidligere - tidligere erfaringer med vedkommende.

Dette betyder at mange jobs bliver besat med DJ's der tidligere har spillet mange jobs for virksomheden og så kan der være nogle hvor der bruges DJ's, med en mere perifer tilknytning til virksomheden.

Den enkelte DJ honoreres på timebasis men har ingen egentlige forpligtelser eller rettigheder i forhold til virksomheden, som det ville have været tilfældet hvis der havde været tale om egentlige lønmodtagerforhold. Løn under sygdom, feriepenge, opsigelsesvarsler er således ikke termer der bruges. Præcist som det er tilfældet i alle andre honorarmodtagerforhold, er der tale om opgaver, som der indgås aftaler om fra arrangement til arrangement. Der henvises i øvrigt til nedenstående.

SKATs afgørelse af 13. december 2016

SKAT udbad sig i forbindelse med sagsbehandlingen kopi af ansættelseskontrakter/kontrakter med de enkelte DJ's som havde fået vederlag fra virksomheden i 2014 og 2015. I konsekvens af at sådanne aftaler ikke findes blev dette materiale ikke fremsendt.

SKAT har i sin afgørelse anført

• At de udbetalte vederlag er vederlag for personlige arbejdsydelser.

• At de udbetalte vederlag i det væsentligste er nettoindkomst for modtageren

• At timesatsen ikke ligger væsentligt udover hvad en lønmodtager oppebærer.

• At det er virksomheden der fastsætter instrukser for arbejdets udførelse.

• At det er virksomheden der varetager al kontakt med kunden.

• At det er virksomheden der sørger for al afregning med de enkelte kunder.

• At den enkelte DJ ikke har påtaget sig en økonomisk risiko vedrørende arbejdet.

Derudover har man anført at det er virksomheden, der som hvervgiver, har pligt til at undersøge/vurdere hvorvidt de har indeholdelsespligt.

Skatteregler og praksis

SKAT har i sin afgørelse opstillet de kriterier der gælder ved vurderingen af om et arbejdsforhold mellem hvervgiver og indkomstmodtager skal anses for at være et tjenesteforhold eller indkomst erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed for modtageren. Man har her henvist til cirkulæret til Personskatteloven 1994-07-04 nr. 129.

Cirkulæret til Personskatteloven tager ikke stilling til spørgsmålet om hvorvidt der er tale om egentlig A-indkomst i forhold til honorarer og omtaler heller ikke begrebet "honorarmodtagere".

Dog anføres det i cirkulæret at der kan forekomme tilfælde, hvor der hverken er tale om lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende. Eksempelvis hvor den skattepligtige driver forskellige former for bivirksomhed, som på grund af det beskedne omfang ikke kan karakteriseres som indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Når SKAT i sin afgørelse anfører og lægger vægt på at de udbetalte vederlag er vederlag for personlige arbejdsydelser syntes der også at ligge en opfattelse af at vederlag for personlige arbejdsydelser er lønmodtagerindkomst, hvis det ikke kan betragtes som selvstændig erhvervsvirksomhed.

Beskatningen af honorarer og honorarmodtagere er beskrevet i anvisningerne i Den Juridiske Vejledning, C.A.3.1.2.

Her definerer man honorarindkomst som vederlag for personligt arbejde der optjenes udenfor et tjenesteforhold og som heller ikke stammer fra selvstændig erhvervsvirksomhed.

Ligeledes anføres det at honorarer ikke er omfatter af Kildeskattelovens § 43, stk. 1 fordi der ikke foreligger noget tjenesteforhold. Det udbetales derfor som B-indkomst medmindre det er gjort til A-indkomst med hjemmel i Kildeskattelovens § 43, stk. 2.

Anvisningerne i Den Juridiske Vejledning C.A. 3.1.2. opstiller følgende kriterier for om et vederlag er optjent i et tjenesteforhold:

• Arbejdsgiveren har instruktionsbeføjelse

• Arbejdsgiveren indeholder A-skat

• Arbejdsgiveren indbetaler pension

• Arbejdsydelsen er fastlagt på forhånd for en længere periode, f.eks. to eller tre år.

• Der er pålagt en konkurrenceklausul

• Der er pålagt forflyttelsespligt

• Der er aftalt fast aflønning

• Arbejdstageren arbejder under samme vilkår som andre ansatte hos arbejdsgiveren.

Endvidere anføres det, at hvis der er tale om et kortvarigt engagement på få dage, vil der typisk ikke opstå et tjenesteforhold.

SKM 2003, 555

Pågældende journalist vikarierede for og var underlagt samme arbejdsvilkår som de journalister han vikarierede for og han fik udbetalt kørselsgodtgørelse, ulempetillæg. Han oppebar fast dags-/ugeløn. På det grundlag fandt såvel Landsretten som Højesteret at der var tale om et lønmodtagerforhold.

SKM 2002, 470

Der var i dommen enighed om at der forelå et tjenesteforhold selvom vedkommende udførte arbejdet hjemme fra uden nogen nærmere fastsat arbejdstid. Begrundelsen var at hvervgiver havde haft en almindelig adgang til at fastsætte instrukser for arbejde og udføre kontrol med det fremstillede produkt. Hvervgiver udleverede materialer, stillede maskiner og værktøj til rådighed og havde også stået for oplæring og efteruddannelse af pågældende. Endvidere lagde man vægt på at vederlaget var beregnet som det er almindeligt i tjenesteforhold som en slags akkord, og i øvrigt blev udbetalt periodisk.

SKM 2006, 485

SKAT har henvist til ovenstående afgørelse fra Skatterådet. Afgørelsen omhandler imidlertid ikke spørgsmålet om indeholdelsespligt, idet der fra hvervgivers side månedligt blev afregnet A-skat af vederlagene, efter tidligere pålæg fra SKAT, som man således betragtede som Aindkomst.

Afgørelsen omhandlede spørgsmålet ene og alene pågældende DJ's forhold og gik på hvorvidt disse vederlag, kunne betragtes som indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed, og dermed indgå i et selskab. Dette svarede Skatterådet i sagens natur nej til.

Det er imidlertid ikke korrekt når SKAT i samme afgørelse tog Vestre Landsret til indtægt for et synspunkt om at - alle - discjockeyers aktiviteter ikke er kunstnerisk virksomhed. Det Vestre Landsret udtalte i dommen af 5. marts 1996 er, at de pågældende discjockeyer som var tilknyttet nogle faste spillesteder/diskoteker, ikke ansås at udøve kunstnerisk virksomhed.

Her henså man også til det forhold at hvervgiver udøvede indflydelse og kommenterede valg af musikgenre og lydniveau.

Afgørelsen og Vestre Landsretsdommen omhandler, ligesom størstedelen af de afgørelser og domme der vedrører discjockeys eller DJ's, engagementer på enkelte klubber og egentlige diskoteker. Her er der ofte tale Dj's der spiller få steder hvor de har langvarige engagementer, som det også var tilfældet såvel i denne afgørelse som i sagen for Vestre Landsret.

Landsskatterettens afgørelse af 26. november 2009, J.nr. 08-00806

Vedkommende discjockey havde selvangivet optjente honorarer ved DJ virksomhed som erhvervsmæssig indkomst. Vedkommende havde spillet 92 arrangementer og var derudover studerende.

Vedkommende havde fratrukket udgifter til musikkøb, rejse- og transportomkostninger, udstyr, samt - i mindre målestok - salgsfremmende omkostninger.

Det lokale skattecenter havde anset vedkommende for at være lønmodtager ud fra en betragtning om at hvervgiver havde almindelig adgang til at fastsætte generelle og konkrete instrukser for arbejdets udførelse.

Enkelte gange havde vedkommende brugt eget udstyr.

Der var ikke i de indgåede kontrakter, som omfattede flere enkelte arrangementer, indlagt noget opsigelsesvarsel i mangel af et egentligt ansættelsesforhold. Vedkommende modtog et fast aftalt honorar pr. arrangement.

Vedkommende havde egen hjemmeside og markedsførte sig i eget navn. Vedkommende var momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1 nr. 7.

Et flertal af dommerne i Landsskatteretten fandt at vedkommendes aktiviteter måtte betragtes som selvstændig virksomhed. Man lagde vægt på at vedkommende ikke var en del af spillestedernes vagtplaner og struktur, at der havde været 16 forskellige hvervgivere i 2006, ligesom man fandt at der var tale om kunstnerisk virksomhed.

Mine bemærkninger

SKAT har i sin afgørelse alene foretaget en vurdering af, om der er tale om et lønmodtagerforhold eller selvstændig erhvervsvirksomhed.

En sådan overordnet vurdering af om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed kan hverken SKAT eller [person1] selv foretage, da den bør foretages for de enkelte DJ's hver især.

For SKATs vedkommende kunne det ske ved at inddrage vedkommendes øvrige indkomstog arbejdsmæssige forhold, som det også skete i Landsskatterettens afgørelse af 26. november 2009, hvor man fandt at pågældende drev selvstændig erhvervsvirksomhed.

For [person1]s vedkommende ville det kræve at han rent faktisk havde kendskab til de enkelte DJ's øvrige aktiviteter. Det eneste [person1] har kendskab til er den enkelte DJ's kvalifikationer og typiske spillestil med henblik på at kunne vurdere om vedkommende er egnet til det arrangement, hvor han påtænker at bruge pågældende DJ.

Efter min opfattelse er det - set i forhold til [person1] og [virksomhed2] - alene afgørende om de pågældende ud fra en konkret vurdering må anses at være lønmodtagere eller honorarmodtagere. Denne vurdering bør foretages efter anvisningerne i Den Juridiske Vejledning, C.C 3.1.

Her følger det først og fremmest af anvisningerne at vederlag til musikere, skuespillere, forfattere, freelancere, undervisning og foredrag normalt anses for at være honorarer. Det er min klare opfattelse at de vederlag som [virksomhed2] udbetaler til de freelancedj's der anvendes falder ind under denne gruppe.

Det er også kendetegnende for honorarmodtagere at der ikke findes egentlige ansættelsesaftaler eller kontrakter vedrørende selve tilknytningen til hvervgiver. Eventuelle aftaler indgås konkret på de enkelte arrangementer hver især.

Sådan forholder det sig også her og da SKAT således ikke kunne få nogle ansættelsesaftaler eller kontrakter har man primært baseret sine fakta, på en telefonisk drøftelse med [person1], som man havde den 17. oktober 2016, og ud fra det opstillet nedenstående kriterier/punkter.

Her skal man være opmærksom på, at SKATs behandling af sagen vedrører indkomstårene 2013 og 2015. [person1] overtog først [virksomhed2] i 2015 og de fakta som SKAT har beskrevet og baseret sin afgørelse var sådan som det så ud i 2013-2015, herunder de forhold som gjorde sig gældende inden [person1] overtog [virksomhed2]. Forud herfor havde han kun "sin egen virksomhed" [virksomhed1], i meget mindre målestok hvor han primært selv forestod alle arrangementer.

De udbetalte vederlag er vederlag for personlige arbejdsydelser

Dette er et forhold som kendetegner alle erhvervsvirksomheder, som leverer tjenesteydelser, herunder hele IT- og konsulentbranchen ligesom at honorarer der udbetales til honorarmodtagere netop er vederlag for personlige arbejdsydelser hvad enten det så er en skuespiller, en konsulent eller en DJ.

De udbetalte vederlag er i det væsentligste nettoindkomst for modtageren

Når en IT konsulent udfører honorararbejde for en virksomhed sker det typisk ude i virksomheden og på virksomhedens edb -materiel, men vedkommende anvender - ofte - eget software og teknikker til at løse opgaven. Det er præcist det samme der gør sig gældende her. Der spilles typisk på [virksomhed2]s anlæg men Dj'en anvender egen musik og forestår det omfattende arbejde der ligger i at finde den rigtige musik og organisere det. Dette er, tillige med vedkommende selv, Dj'ens vigtigste arbejdsredskab og forudsætningen for at vedkommende DJ kan levere det produkt som kunden ønsker. Præcist som det er tilfældet for IT-konsulenter m.v.

Timesatsen ligger ikke væsentligt udover hvad en lønmodtager oppebærer.

Den omtalte timepris på 300 kr. er, som det også fremgår af SKATs afgørelse, det som [virksomhed2] fakturerer kunden. Dvs. der er i højere grad tale om en timesats som [person1] bruger i sin kalkulation af prisen for et arrangement, idet der også indgår udstyr, transporttid m.v. i den endelige prisfastsættelse. Dette har som sådan intet med vurderingen af den enkelte DJ's tilhørsforhold til [virksomhed2] at gøre.

Som det også kan udledes af Landsskatterettens afgørelse af 26. november 2009 er aflønningen af de enkelte DJ's generelt ikke lavere end det som en DJ kan få alle andre steder men der kan også være situationer hvor kunden ønsker en helt bestemt - og måske kendt - DJ og er villig til at betale det mere fordi vedkommende sætter sin pris højere.

Virksomheden fastsætter instrukser for arbejdets udførelse

Dette er if. det for mig oplyste ikke helt korrekt. Dj'en får oplysning om dato, hvor pågældende arrangement afholdes, spilletid og starttidspunkt. Her er der ikke tale om instrukser fastsat af [virksomhed2]. Det er det der er bestilt fra kunden side og aftalt med denne. Der er således tale om "instrukser" fastsat af kunden.

Der er heller ikke tale om at virksomheden fastsætter egentlige instrukser vedrørende musikstil og spillestil for det enkelte arrangement. Det er derimod noget virksomheden spørger ind til og drøfter med kunden, for netop for at kunne vælge den rigtige DJ til arrangementet.

Den mere detaljerede fastlæggelse af musikstilen for det enkelte arrangement forestår den enkelte DJ og reelt sker det først på selve dagen.

Virksomheden varetager al kontakt med kunden

Sådan forholdte det sig tidligere før købet af [virksomhed2] hvor [person1] mere eller mindre selv afviklede alle arrangementer. Efter overtagelsen af [virksomhed2] blev han hurtigt klar over at dette ikke var en farbar vej når der var "flere bolde i luften" på samme dag. Han gik derfor hurtigt over til at den enkelte DJ, som varetager arrangementet, altid har forudgående kontakt og dialog med kunden.

Virksomheden sørger for al afregning med de enkelte kunder

Dette er ikke anderledes end andre virksomheder og konsulenter der fungerer som underleverandører, herunder ved arbejdsudleje. For skuespillere, musikere m.v. er det meget almindeligt, at der er et bookingbureau eller andre inde over. Det samme gælder flere IT-konsulenter.

Den enkelte DJ har ikke påtaget sig en økonomisk risiko vedrørende arbejdet

Dette er kun delvist korrekt. Når en DJ siger ja til at spille for [virksomhed2] på en given dato afskærer han/hun sig fra at spille til andre arrangementer samme dag, desuagtet at dette måske er mere attraktivt i økonomisk henseende.

Spørgsmålet om hvorvidt den enkelte DJ har en økonomisk risiko ved at påtage sig enkeltstående opgaver for [virksomhed2] afhænger helt af pågældendes øvrige forhold, herunder hvor efterspurgt vedkommende er. Dette har alene betydning ved vurderingen af hvorvidt pågældende DJ kan anses at være selvstændigt erhvervsdrivende eller honorarmodtager.

Denne vurdering er som sådan [person1] og [virksomhed2] uvedkommende. Som det fremgår af anvisningerne i Den Juridiske Vejledning C.A.3.1.2. er honorarer ikke omfattet af KSL § 43, stk. 1, fordi der ikke foreligger noget tjenesteforhold. Honorarer udbetales således som B-indkomst, medmindre der er tale om særlige honorarer der er gjort til A-indkomst med hjemmel i KSL § 43, stk. 2. Dette er ikke tilfældet her.

Bortset fra at de Dj's der spiller for [virksomhed2] som udgangspunkt får et mere eller mindre fast - timebestemt - honorar er der ingen af de punkter som er angivet i Den Juridiske Vejledning C.A 1.2 der er opfyldt her, hvorfor der er tale om vederlag optjent uden for et tjenesteforhold:

• Som anført ovenfor har [virksomhed2] ikke anden instruktionsbeføjelse end de rammer der er udstukket i aftalen med kunden vedrørende dato, sted, spilletid og - overordnet - spillestil.

• Der er ikke tale om arbejdsydelser der er fastlagt på forhånd over en længere periode på eksempelvis 2-3 år. Der er tale om arbejdsydelser som aftales fra arrangement til arrangement. Såfremt kunden (og dermed [person1]) ikke er tilfreds med pågældende DJ's arbejde er der ingen forpligtelser i forhold til den pågældende DJ, og man er ikke underlagt nogle opsigelsesvarsler eller lignende som det havde været tilfældet hvis der havde været tale om et tjenesteforhold.

• De pågældende DJ's er ikke underlagt nogen konkurrenceklausul eller anden form for begrænsning i deres virke. De er ikke underlagt andre forpligtelser i forhold til [virksomhed2] end de forpligtelser som følger med det enkelte arrangement. Iflg. det oplyste spiller flere af de DJ's som [person1] har brugt således også for andre firmaer, der kan betragtes som konkurrenter til [virksomhed2].

• [virksomhed2] har ingen egentlige ansatte og der er ingen egentlige vilkår udover det der aftales vedrørende det enkelte arrangement.

Derved er der ikke tale om egentlige tjenesteforhold eller lønmodtagerforhold, hvilket også understøttes af anvisningerne i Den Juridiske Vejledning. Her anføres det udtrykkeligt at hvis der er tale om et kortvarigt engagement på få dage - eller som her én dag - vil der typisk ikke opstå et tjenesteforhold.

Det gøres derfor gældende

• at de pågældende DJ's, set i forhold til [person1] og [virksomhed2], er at betragte som honorarmodtagere. Hvorvidt de enkelte DJ´s kan anses at være selvstændigt erhvervsdrivende og drive selvstændig erhvervsvirksomhed må bero på en konkret vurdering af deres individuelle forhold hver især. Denne vurdering er [person1]/ [virksomhed2], og dermed nærværende sag, uvedkommende.

• at SKAT ikke har haft grundlag for at pålægge virksomheden at indberette og indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag fra og med 2017 (eller tidligere år).

Derimod anerkendes det - som anført indledningsvist - at virksomheden er forpligtet til at indberette og oplyse udbetalte honorarer til SKAT, i henhold til Skattekontrollovens § 7A, stk. 1, nr. 2.

[...]"

Til mødet med Skatteankestyrelsen den 16. august 2022 har klageren og dennes repræsentant oplyst, at der blev brugt mellem 10-35 forskellige DJ's til udlejning om året. Repræsentanten har endvidere anført, at de pågældende DJ's ikke blev udlejet til natklubber eller diskoteker, men derimod til arrangementer afholdt af private personer eller virksomheder. Klageren forklarede, at han/[virksomhed2] stiller anlæg/lys til rådighed, men at det er de enkelte DJ's som selv sørger for indkøb af musikken, tøj, transport til arrangementet, telefon osv.

Landsskatterettens afgørelse

Sagen angår, om de vederlag, som klageren udbetaler til discjockeyerne, er betaling for personligt arbejde i tjenesteforhold (A-indkomst), jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, og at klageren derfor skal indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i henhold til kildeskattelovens § 46, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette følger af kildeskattelovens § 43, stk. 1.

I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsespligten ved udbetaling af A-indkomsten påhviler den, for hvem arbejdet udføres. Der henvises til kildeskattelovens § 46, stk. 1.

Personer, der har lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført her i landet, er pligtige til at betale arbejdsmarkedsbidrag, og bidraget udgør 8 pct. af grundlaget. Det følger af arbejdsmarkedsbidragslovens § 1. Arbejdsgiveren skal indeholde arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med udbetalingen af A-indkomsten, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende inden for skattelovgivningens område sker efter de kriterier, som er angivet i pkt. B.3.1.1. i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, jf. f.eks. U.1996.1027.H og U.1999.1050.H.

Klagerens virksomhed udøves på den måde, at den enkelte kunde hos klageren bestiller en musikløsning til det pågældende arrangement. Virksomheden stiller anlæg til rådighed for kunden og formidler en egnet discjockey, der selv forestår transporten til og fra kunden og sædvanligvis medbringer pc og høretelefoner. Klageren afregner den enkelte discjockey med en timesats på 300 kr., som - sammen med klagerens vederlag for "hele pakken" inklusive udstyr - viderefaktureres til kunden. Discjockeyerne oppebærer ikke feriepenge og løn under sygdom og indgår ikke i en fast vagtplan hos klageren.

Under disse omstændigheder og henset til, at discjockeyerne alene præsterede deres arbejdsydelser i forbindelse med de enkelte arrangementer og således ikke som en løbende og integreret del af klagerens ordinære struktur og ydelsesudbud, finder Landsskatteretten, at discjockeyernes vederlag ikke ydes for personligt arbejde i tjenesteforhold, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1.

Landsskatteretten finder således, at klageren ikke skal indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i henhold til kildeskattelovens § 46, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Landsskatteretten ændrer derfor SKATs afgørelse.