Klagen skyldes, at skattecentret ikke har imødekommet anmodning om tilbagebetaling af vandafgift efter inddrivelseslovens § 13, stk. 6, jf. tidligere gældende bestemmelse i vandafgiftslovens § 25, stk. 2.
Skattecentrets afgørelse stadfæstes.
G1 har den 18. februar 2009 på vegne af ejendommens ejer (klageren) indgivet anmodning om eftergivelse af vandafgift vedrørende vandspild på ejendommen Y1-vej, Y1-by. Af ansøgningen fremgår, at vandspildet skyldes et sprængt jordrør mellem for- og baghus samt, at udbedring er sket ved frakobling af ledningen. Derudover fremgår, at ejendommen lejes ud til beboelse og vand betales over lejen. Ejendommen indeholder tre lejemål/boligenheder uden særskilt måler. I et vedhæftet notat er det anført, at der ikke udarbejdes særskilt vandregnskab til hver enkelt lejer og at udlejer betaler restforbruget. Der er derfor anmodet om, at der sker udbetaling direkte til udlejer. Forbrugeren har i anmodningen oplyst det normale årsforbrug til 182 m3 og opgjort den eftergivelsesberettigede mængde til 1.268 m3 for perioden 1. januar - 31. december 2008. Denne fremkommer som et totalt årsforbrug på ca. 1.750 m3 reduceret med henholdsvis det normale årsforbrug og en selvrisiko på 300 m3.
G1 har i en påtegning på anmodningen tiltrådt, at vandspildet er forårsaget af en skjult vandinstallation samt, at ledningsbruddet ikke kan tilregnes forbrugeren som forsætligt eller groft uagtsomt, og at der er udøvet rimelige foranstaltninger for at stoppe ledningsbruddet. Vandværket har dog ikke erklæret sig enig i ejerens udregning, men reduceret det af ejeren opgjorte totalforbrug til 993 m3 ifølge aflæsninger og efter fradrag af normalårsforbruget på 182 m3 opgjort det eftergivelsesberettigede vandforbrug til 811 m3 for perioden. Vandværket har erklæret, at det er indstillet på at eftergive vandprisen på den vandmængde, som der bliver eftergivet vandafgift for.
Af udskrift fra Det Centrale Person Register fremgår, at der i den omhandlede periode er tilmeldt tre personer på ejendommen på hhv. nr. 21A, 21B, st. og 21B, 1.
Klageren har fremlagt en tegning over ejendommen, hvorpå er angivet de enkelte bygningers placering og anvendelse. Endvidere er tidligere og nuværende bebyggelse på nabogrunden angivet. Derudover er målerplacering i ejendommens forhus, den omhandlede vandledning samt tidligere afblændede vandledninger angivet.
Klageren har supplerende bl.a. oplyst, at den vandledning, hvorpå bruddet er sket, er placeret på nabogrunden, som tilhører kommunen. Vandledningen har - efter afblænding af forsyning til tidligere vandtårn og samaritterhus på naboejendommen - alene forsynet toilet/håndvask i baghuset. Der er nu sket afblænding.
Skattecenteret har ikke imødekommet anmodningen. Det er som begrundelse herfor anført, at ejendommen er en udlejningsejendom med tre lejemål, hvorfor der ved opgørelse af vandmængden til eftergivelse skal ske fradrag af normalårsforbruget samt selvrisikoen på 300 m3 pr. lejemål/boligenhed, jf. inddrivelseslovens § 13, stk. 6, samt Punktafgiftsvejledningen 2009-1, afsnit G.5.4.1. Mængden til eftergivelse kan herefter beregnes således:
Totalårsforbrug (iflg. Aflæsninger) | 993 m3 |
Normalårsforbrug | - 182 m3 |
Selvrisiko (3 x 300 m3) | - 900 m3 |
Til eftergivelse | 0 m3 |
G1, Drift og Anlæg, har i en til sagen afgiven høringsudtalelse anført, at man hos vandværket sædvanligvis eftergiver vandafledningsafgift i forbindelse med vandspild for den del af vandspildet, som ligger over ejendommens gennemsnitsforbrug (gennem tre år) tillagt 50 %, dog minimum 150 m3 for helårsejendomme, og man har i nærværendes sag ikke henset til, at ejendommen har tre lejemål, da ejendommens vandforbrug afregnes efter en vandmåler. Det er videre anført, at ifølge CPR-registeret er det kun de to lejemål, som har været udlejet siden 2006 og med enlige lejere, årgang 1931 og1978, og at begge lejemåls samlede vandforbrug (gennemsnitsforbrug over tre år) ligger på 141 m3.
Klagen har nedlagt påstand om, at der skal ske eftergivelse af vandafgift i overensstemmelse med den indgivne anmodning. Der skal således ske eftergivelse af vandafgiften af den del af vandspildet, der overstiger normalårsforbruget.
Det er anført, at klageren ikke skal betale vandafgift af det opståede spild. Bruddet - og dermed vandspildet - er sket i en vandledning beliggende på nabogrunden tilhørende kommunen, for hvilken der ikke påhviler klageren en vedligeholdelsespligt. Da der ikke er foretaget tinglysning vedrørende vedligeholdelse af vandledningen, kan vedligeholdelsespligten ikke påhvile klageren. Klageren kan således ikke været forpligtet til at erstatte et vandspild, sket på kommunens grund, uanset dette er konstateret på vandmåleren i klagerens kælder.
Vandafgiftsloven og reglerne om eftergivelse af vandafgift tager ikke højde for en situation som den i denne sag omhandlede, hvor der foreligger en speciel rørføring. Da loven blev udfærdiget har man ikke taget højde for, at en sådan situation kunne opstå. Klageren bør således ikke hæfte for det opståede vandspild.
Sagen vedrører eftergivelse af vandafgift ved vandspild, hvor afgiftspligten er indtrådt i perioden 1. januar - 31. december 2008. I henhold til den indtil 31. december 2008 gældende bestemmelse om sådan eftergivelse i vandafgiftsloven § 25, stk. 2, kan told- og skatteforvaltningen over for virksomheder, der er registreret efter lovens § 4, stk. 1, eftergive den del af vandafgiften, der vedrører vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i ejendomme til boligformål. Eftergivelse kan ske, når vandspildet kan dokumenteres henregnet til ejendommen på en sådan måde, at den registrerede virksomhed kan opkræve vederlag for vandspildet hos forbrugeren. Eftergivelse sker efter reglerne i § 25, stk. 3 - 7.
Det kan efter de foreliggende oplysninger lægges til grund som ubestridt, at betingelserne for eftergivelse af det i sagen omhandlede vandspild er opfyldt. Vandspildet er således sket efter måleren, ligesom dette skyldes brud på en skjult installation og ledningsbruddet kan ikke tilregnes klageren som forsætlig eller groft uagtsomt. Videre har klageren stoppet ledningsbruddet, så snart dette blev opdaget. Sagen vedrører således udelukkende selve opgørelsen af det eftergivelsesberettigede vandspild.
I relation til det af klageren fremførte, skal dog bemærkes, at afgiftspligten i henhold til vandafgiftslovens § 2 påhviler den registrerede virksomhed, dvs. vandværket. Den registrerede virksomheds viderefakturering til forbrugeren af den virksomheden pålagte vandafgift er ikke undergivet Landsskatterettens kompetence.
Af vandafgiftslovens § 25, stk. 5, fremgår, at eftergivelse ikke gives for den del af kravet, som er mindre end forbrugerens årlige normalforbrug vedrørende den private bolig tillagt 300 m3.
Det bemærkes, at boligenheder i udlejede beboelsesejendomme anses for omfattet af bestemmelsen. Det fremgår af meddelelse af 16. januar 2002 fra Told- og Skattestyrelsen, jf. SKM2002.22.TSS, at i ejendomme med flere lejemål/boligenheder, hvor der ikke sker måling af vandforbrug i den enkelte boligenhed, skal mindstegrænsen opgøres som alle boligenhedernes årlige normalforbrug lagt sammen, altså den samlede ejendoms årlige normalforbrug, tillagt 300 m3 for hver boligenhed.
Da det efter de foreliggende oplysninger kan lægges til grund, at der i den omhandlede ejendom forefindes tre lejemål/boligenheder, som i den omhandlede afgiftsperiode har været beboede, samt at der er en fælles vandmåler i ejendommen, finder Landsskatteretten, at opgørelse af den i medfør af vandafgiftslovens § 25, stk. 5, ikke eftergivelsesberettigede del af kravet skal ske således, at det i bestemmelsen angivne mindstekrav på 300 m3 skal opgøres pr. lejemål. Da den i medfør af § 25, stk. 5, foretagne reduktion herefter overstiger det af vandværket opgjorte totalårsforbrug på 993 m3 foreligger der ikke yderligere mængde til eftergivelse.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.