Der er klaget over bindende svar af 14. oktober 2010, ved hvilket SKAT har besvaret følgende spørgsmål således:
1) Kan SKAT bekræfte at hverken sælger, [virksomhed1] ApS, eller køber [virksomhed2] ApS, beskattes i forbindelse med salg af 50 % af anpartskapitalen i [virksomhed3] ApS for 750.000 kr.?
2) Kan SKAT bekræfte at hverken hovedaktionær i [virksomhed1] ApS, [person1], eller hovedaktionær i [virksomhed2] ApS, [person2], beskattes eller pålægges gaveafgift i forbindelse med [virksomhed1] ApS salg af 50 % af anpartskapitalen i [virksomhed3] ApS til [virksomhed2] ApS for 750.000 kr.?
således:
1) Nej.
2) Ja.
Landsskatteretten besvarer spørgsmålet således, idet det bemærkes, at kun besvarelsen af spørgsmål 1 har været forelagt for Landsskatteretten til afgørelse:
1) Nej.
[person2] er søn af [person1]. [person2] er eneejer af anparterne i [virksomhed2] ApS, som ejer 50 % af anpartskapitalen i [virksomhed3] ApS.
[person1] er eneejer af anparterne i [virksomhed1] ApS, som ejer 50 % af anpartskapitalen i [virksomhed3] ApS. [person1] har yderligere to sønner ([person2]s brødre) som ikke har økonomisk eller anden interesse i koncernens drift.
[virksomhed3] ApS ejer 100 % af [virksomhed4] ApS samt 50 % af [virksomhed5] Ltd, Polen. De øvrige selskaber i [person2]s kontrol er ikke relevante i nærværende forespørgsel, da de driver separate virksomheder uden sammenhæng med koncernen [virksomhed3] ApS. Der er fremlagt en koncernoversigt.
[virksomhed3] ApS blev stiftet i november 1993 til brug for køb af aktiverne i konkursboet efter [virksomhed3], der på det tidspunkt blev drevet i personligt regi af [person2] og hans far.
I 2003 købte [virksomhed3] ApS selskabet [virksomhed4] ApS, der var en mindre konkurrerende virksomhed. Aktiviteterne fra [virksomhed4] er i dag implementeret i [virksomhed3] ApS. Eneste aktivitet i [virksomhed4] ApS er således at udleje ejendommen [adresse1], [by1], til [virksomhed3] ApS.
[virksomhed3] ApS stiftede midt i 90'erne selskabet [virksomhed5] Ltd, med hjemsted i Polen. Formålet med [virksomhed5] Ltd var og er, at drive ordinær vodbindervirksomhed i Polen. [virksomhed3] ApS har efterfølgende solgt 50 % af kapitalen i [virksomhed5] Ltd til selskabets direktør, som står for den daglige drift i Polen.
[virksomhed3] ApS driver således i dag almindelig vodbindervirksomhed med salg og reparation af fiskeredskaber m.v., primært til [havnen]s brugere. Derudover beskæftiger man sig med tæpper og øvrig gulvbelægning til private og erhvervsdrivende.
Der er endvidere etableret to butikker. En på [havnen] ([...]), som sælger marine- og lystfiskerudstyr og tøj, samt en på [havnen] ([virksomhed6]), som sælger modetøj. Butikken på [havnen] drives af [person2]s ægtefælle.
[virksomhed3] ApS har, jf. årsrapporten pr. 30. september 2009 en bogført egenkapital på 2.785.438 kr.
Der er i indeværende regnskabsår foretaget en kapitalforhøjelse på 1.600.000 kr. via gældskonvertering af ejernes tilgodehavender i [virksomhed3] ApS.
Korrigeret for denne kapitalforhøjelse kan selskabets bogførte egenkapital pr. 30. september 2009 opgøres til 4.385.438 kr. Heri er indregnet en negativ udskudt skat på 645.000 kr. Selskabets indtjeningsforhold taget i betragtning må det antages at nutidsværdien af denne post er væsentligt lavere.
I forbindelse med endeligt generationsskifte ønsker parterne, at [virksomhed1] ApS overdrager anparterne i [virksomhed3] ApS til [virksomhed2] ApS, således at dette selskab bliver indehaver af hele kapitalen.
Repræsentanten er i den forbindelse blevet anmodet om at finde en egnet pris på anparterne i [virksomhed3] ApS, svarende til hvad 3. mand måtte forventes at ville betale for anparterne.
Repræsentanten har anslået at selskabets værdi i handel og vandel er 1.500.000 kr., hvilket parterne har accepteret som en fair værdi. Prisen ligger et pænt stykke under den bogførte værdi af selskabet, hvilket primært skal ses som udtryk for selskabets ringe indtjening (der har over en længere periode været tale om tab). Repræsentanten har kommenteret beregningerne ud fra nedenstående vurdering af selskabets ejendomme og goodwill/badwill.
EJENDOMME
Med hensyn til koncernens ejendomme, har repræsentanten oplyst at den offentlige vurdering på disse er væsentligt højere end de i regnskaberne anførte værdier. Dette skal ses i lyset af, at der er tale om ejendomme på lejet grund på [havnen], som i mange år har været meget vanskeligt omsættelige.
Som eksempel kan anvendes selskabets ejendom [adresse2], [by1], som p.t. har en offentlig vurdering på 3,5 mio. kr. Denne ejendom blev brugt til [virksomhed3] ApS' virksomhed indtil man i 2003 købte [virksomhed4] ApS, som er indehaver af ejendommen [adresse1], [by1], hvorfra [virksomhed3] ApS nu driver sin virksomhed.
[adresse2], [by1], blev derfor udbudt til salg via ejendomsmægler til en pris på 1,6 mio. kr. Den var, uden resultat, udbudt til salg i et år. Ejendommen er nu udlejet til et nystartet trælastfirma, som af [virksomhed3] ApS fik tilbudt ejendommen til 1,2 mio. kr. [virksomhed7] ville hellere leje, og betaler nu en årlig husleje på 210.000 kr. Med fradrag af grundleje, ejendomsskat og forsikringer kan [virksomhed3] ApS forvente et afkast på ejendommen på mellem 100.000 og 120.000 kr.
Med det afkastkrav en investor må forventes at kræve i en industriejendom på [havnen]s lejede grunde, vil en rentabilitetsværdi på ejendommen næppe overstige 1 mio. kr. Dette skal altså sættes i forhold til en offentlig vurdering på 3,5 mio. kr.
De samme forhold gør sig gældende for de øvrige ejendomme ([adresse3], [by1], [adresse4], [by1], [adresse5], [by1] samt [adresse1], [by1]).
Det kan reelt diskuteres om ejendommene overhovedet er omsættelige, og det synes således unødvendigt og udokumenteret at fravige de bogførte værdier når værdiansættelserne drøftes.
Ejendommene er bogført til kostpriser med fradrag af akkumulerede afskrivninger. Ejendommen [adresse1], [by1], som ejes af [virksomhed4] ApS, er opskrevet med ca. 800.000 kr. i forbindelse med [virksomhed3] ApS' køb af anparterne i [virksomhed4] ApS.
GOODWILL/BADWILL
Selskabet har i perioden 1. oktober 2004 - 30. september 2009 (5 år) haft et underskud før skat på 1.860.000 kr. Største underskud er i seneste regnskabsår, hvor resultatet før skat blev negativt med over 1 mio. kr. Det skal dog bemærkes at seneste regnskabsår var negativt påvirket af en valutakursnedskrivning af kapitalandelen i Polen på ca. 350.000 kr.
Koncernens tal for indeværende år, som dækker perioden frem til maj måned 2010, udviser bedre resultater, men koncernen forventer fortsat et mindre underskud før skat. I bedste fald et lille overskud.
Der er ikke forventning om væsentlige ekstraordinære indtægter i den kommende tid, og koncernen er ikke i besiddelse af væsentlige eventualaktiver.
Såfremt vejledende anvisning om værdiansættelse af goodwill anvendes på selskabets tal, fremkommer der et væsentligt negativt restbeløb til forrentning af goodwill. Dette skyldes primært at selskabet er yderst kapitaltungt, hvorfor forrentning af selskabets aktiver vej er tungt. Men det er selvfølgelig også væsentligt at selskabet har haft en ikke uvæsentlig negativ udviklingstendens.
SKAT - ejendomsvurderingen har den 11. oktober 2010 besigtiget nedennævnte ejendomme i forbindelse med udtalelse om handelsværdien ved bindende svar.
[adresse6], 400 - 141436
Butikslokale med rimelig god beliggenhed på havnen. Salg af diverse fiskeri- og sejler udstyr.
Ny ejendomsvurdering 510.000 kr.
[adresse7], 400 - 108099
Lager hal i direkte forbindelse med [adresse6].
Ny ejendomsvurdering 260.000 kr.
(ejendommene [adresse4] er bogført til 387.711 kr. i årsrapporten for 2008/2009)
[adresse1], 400 - 143714
Vodbinderi, stort godt kvalitetsbyggeri. 3 gode store lokaler, men på grund af klausuler fra Havnens side, vil det ikke være alle virksomheder der umiddelbart vil kunne overtage lokalerne.
Ny ejendomsvurdering 3.000.000 kr.
(ejendommen er bogført til 1.694.378 kr. i årsrapporten for 2008/2009)
[adresse2], 400 - 152446
Dårligere bygning end [adresse1] - meget "knobskydning" af tilbygninger. De fleste kvadratmeter synes umiddelbart at være hal-byggeri uden isolering.
Ny ejendomsvurdering 1.150.000 kr.
(ejendommen er bogført til 879.825 kr. i årsrapporten for 2008/2009)
For alle bygninger gælder,at de ligger på lejet grund, og at ejer - [by1] havn, kan opstille klausuler for hvad bygningerne kan og må bruges til. Helst skal det være havnerelateret, hvilket begrænser kundegruppen til køb af ejendommene.
SKAT har besvaret det stillede spørgsmål benægtende.
SKAT har bemærket, at værdien af unoterede aktier og anparter fastsættes til handelsværdien ifølge TS-Cirk. 2000-9 af 28. marts 2000. Kendes handelsværdien af den unoterede aktie ikke, f.eks. fordi aktierne ikke har været omsat, eller fordi de stedfundne omstændigheder ikke anses som egnet som grundlag for skønnet over handelsværdien, kan vurderingen foretages med udgangspunkt i cirkulærets hjælperegel, der er vejledende.
Efter punkt 3 i TS-CIRK 2000-9 af 28. marts 2000 kan resultatet, der følger af hjælpereglens anvendelse fraviges i sin helhed eller for enkeltposter, når det må anses for relevant og væsentligt.
SKAT er af den opfattelse, at handelsværdien for 50 % af anparterne i [virksomhed3] ApS på 750.000 kr. ikke er handelsværdien for anparterne og i den forbindelse er der henset til, at egenkapitalen i [virksomhed3] ApS pr. 30. september 2009 udgjorde 2.785.438 kr. og at handelsværdien for ejendommene overstiger de bogførte værdier ifølge udtalelse fra ejendomsvurderingen af den 14. oktober 2010.
Det er SKATs opfattelse, at TS-CIRK 2000-9 af 28. marts 2000 kan anvendes til opgørelse af anparternes værdi ved overdragelsen med regulering af de enkeltposter, der må anses for relevante og væsentlige. Det er endvidere SKATs opfattelse, at ved opgørelsen af værdien af anparterne i [virksomhed3] ApS skal regnskabet pr. 30. september 2010 lægges til grund og at ejendommens værdier ifølge udtalelse fra Ejendomsvurderingen af den 14. oktober 2010 kan indarbejdes.
Det er SKATs opfattelse, at hvis 50 % af anparterne i [virksomhed3] ApS overdrages til 750.000 kr. skal det modtagne selskab [virksomhed2] ApS beskattes af tilskuddet efter ligningslovens § 2.
Der vil ikke ske beskatning af [person2] eller [person1] i forbindelse med handlen.
Repræsentanten har nedlagt principal påstand om, at besvarelsen af spørgsmål 1 ændres til "ja".
Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at en anden fair værdi beregnes med udgangspunkt i en kapitalværdibaseret model jf. værdiansættelsesvejledningen fra 2009.
SKAT fastholder at værdiansættelsen ved den påtænkte overdragelse skal ske ved anvendelse af hjælpereglen i TS-CIRK 2000-9. Ved anvendelse heraf vil værdien af [virksomhed3] ApS være i omegnen af 6 mio. kr. [virksomhed3] ApS har pr. 30. september 2010 en bogført egenkapital på ca. 4,3 mio. kr.
SKAT har foretaget omvurdering af selskabets ejendomme i forbindelse med det bindende svar. Denne omvurdering har resulteret i at den offentlige værdi nu er godt 2 mio. kr. højere end de bogførte værdier. Reguleret for denne ejendomsværdi og udskudt skat herpå, vil værdien således andrage knap 6 mio. kr.
Værdien af unoterede aktier og anparter skal fastsættes til handelsværdien ved den påtænkte overdragelse.
Det er repræsentantens opfattelse, at værdien, der fremkommer ved anvendelse af hjælpereglen, overstiger handelsværdien betragteligt.
SKAT har i 2009 udarbejdet en ny vejledning til brug for værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele (Vejledning af 2009-08-21 om Transfer Pricing; kontrollerede transaktioner; værdiansættelse).
Jf. vejledningen er baggrunden for denne at det er uklart i hvilke situationer en beregning efter TS-cirkulære 2000-9 kan afspejle markedsværdien, og i hvilke situationer markedsværdien alene kan findes ved anvendelse af andre værdiansættelsesmodeller.
Det fremgår ligeledes af den nye vejledning, at der ved handler mellem uafhængige parter i stigende grad anvendes andre værdiansættelsesmodeller, som baserer sig på traditionelle økonomiske ræsonnementer og derfor i højere grad afspejler virksomhedernes reelle markedsværdi.
Repræsentanten har ligeledes den opfattelse, at virksomhedsoverdragelser, herunder også overdragelse af mindre virksomheder, baseres på den forventede indtjening, og i langt mindre grad på substansprincip.
I nærværende sag er der ikke foretaget budgetlægning eller forecast for en længere fremtidig periode, men da virksomheden ønskes drevet videre uden nogen form for ændringer, anser repræsentanten de historiske tal for ganske anvendelige i forhold til at sandsynliggøre handelsværdien af anparterne i [virksomhed3] ApS.
En af de mest simple, og anvendte metoder, ved værdiansættelse af anparter ved virksomhedsoverdragelser, er fastsættelse af en multipel i forhold til virksomhedens resultat før renter og skat (EBIT).
Der er derfor udarbejdet en opgørelse over koncernens resultater de seneste 4 år. Der er ikke foretaget reguleringer til virksomhedens driftsindtjening, aktiver eller passiver, da det ikke vurderes at der er poster der reelt kan udskilles fra den igangværende virksomhed. Der er således heller ikke beregnet nogen husleje af virksomhedens brugerejendomme ligesom kreditforeningsgæld indgår i den rentebærende gæld.
Opgørelsen udviser et gennemsnitligt koncernresultat før renter og skat (EBIT) på 456 tkr. Dette forventes ikke at kunne forbedres væsentligt eller i det hele taget i de kommende år. Der er endvidere udarbejdet en koncernbalance pr. 30. september 2010, der udviser driftsfremmede aktiver på 670 tkr. og rentebærende gæld på 5.289 tkr.
For så vidt angår regnskabstal for 2009/2010 er der tale om udkast, da de endelige regnskaber ikke har kunnet færdiggøres inden klagefristen. Størstedelen af regnskabs- og revisionsarbejdet er dog udført, og der forventes ikke væsentlige korrektioner til de anførte tal. Repræsentanten har udarbejdet en foreløbig balance for [virksomhed3] ApS pr. 30. september 2010 efter sammendrag med 100 % ejet [virksomhed4] ApS.
De seneste erfaringer for udvikling i værdiansættelser indikerer et niveau fra 4-10 gange virksomhedens EBIT. De højeste værdier anvendes kun for virksomheder med meget høje vækstforventninger m.v.
Det er repræsentantens opfattelse at en uafhængig køber af [virksomhed3] ApS maximalt vil anvende en multipel i størrelsesorden 5-6 gange EBIT. Med udgangspunkt i det gennemsnitlige resultat for de seneste 4 år vil værdien altså kunne opgøres til 5-6 gange 456 tkr. eller ca. 2,5 mio. tkr. på gældfri basis.
Når driftsfremmede aktiver tillægges og rentebærende gæld fradrages fremkommer altså en negativ værdi af anparterne.
Denne beregning er en indikation af handelsværdien på anparterne, men bør ikke stå alene.
Såfremt der tages udgangspunkt i resultat før renter, og en netto rentebærende gæld på 4.619 tkr. kan det konkluderes at [virksomhed3] ApS vil give et resultat før skat på 0 såfremt gælden skal forrentes med 9,88 %.
En rentesats på 7 % vil give et resultat før skat på 129 tkr.
Alle omtalte regnskaber for de danske selskaber er aflagt efter princippet om going concern.
For så vidt angår enkelte aktivers værdiansættelse, har repræsentanten oplyst, at [virksomhed3] ApS' varelager værdiansættes til senest kendte kostpris efter en optælling. Det er ledelsens opfattelse at en tvangsrealisation vil indbringe mellem 10-25 % af kostprisen.
Med hensyn til de ejendomme selskabet er i besiddelse af, hvoraf den ene ([adresse2]) udlejes til uafhængige, er repræsentanten ved det bindende svar gjort bekendt med SKATs omvurderinger.
Det ændrer ikke ved repræsentantens opfattelse af, at de reelt ikke er omsættelige, og derfor må værdiansættes med udgangspunkt i den værdi de skaber for virksomheden, i tråd med de intentioner der efter repræsentantens opfattelse ligger til grund for det nye værdiansættelsescirkulære.
Det vurderes IKKE muligt for virksomheden at sælge ejendommene til en ekstern investor, for efterfølgende at leje lokalerne.
Med udgangspunkt i de præsterede og forventede fremtidige resultater mener repræsentanten, at det er helt usandsynligt at anparterne i [virksomhed3] ApS kan afhændes til en uafhængig part til en pris, der kommer i nærheden af 6 mio. kr.
Jf. ledelsen findes der heller ikke andre end køber ([virksomhed2] ApS/[person2]), der er villig til at betale 1,5 mio. kr. for virksomheden i den nuværende situation.
Det kan ikke være skattemyndighedernes intention at nærtstående skal betale en pris der væsentligt overstiger hvad uafhængige vil give for en igangværende virksomhed. Ved anvendelse af hjælpereglen i TSS 2000-9 vil dette være tilfældet for så vidt angår [virksomhed3] ApS.
Det er endvidere repræsentantens opfattelse, at det faktum at en virksomhed ikke giver et fornuftigt eller forventeligt afkast, ikke bør fratage interessenterne muligheden for at købe og sælge den pågældende virksomhed til markedsværdien under de givne forudsætninger.
Skattepligtige skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med disse i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1.
Såfremt handelsværdien af aktierne ikke kendes, og der ikke findes et bedre egnet grundlag for anparternes handelsværdi, tages der efter praksis udgangspunkt i den vejledende hjælperegel til værdiansættelse af unoterede aktier, der fremgår af TSS-cirkulære 2000-9 samt ligningsvejledningen, afsnit S.G.2.4.6.2.
På baggrund af oplysningerne om egenkapitalens størrelse og SKATs vurdering af værdien af selskabets fire ejendomme af 14. oktober 2010 er det derfor Landskatterettens vurdering, at værdien af 50 % af anparterne i [by1] overstiger 750.000 kr.
Landsskatteretten kan således ikke bekræfte, at hverken sælger, [virksomhed1] ApS, eller køber, [virksomhed2] ApS, beskattes i forbindelse med salg af 50 % af anpartskapitalen i [virksomhed3] ApS for 750.000 kr. Spørgsmål 1 besvares med et "nej".
Det bemærkes, at Landsskatteretten alene tager stilling til spørgsmål, som de er stillet til SKAT, og retten kan derfor ikke tage stilling til den subsidiære påstand, der ikke har været omfattet af spørgsmålet til SKAT.