Østre Landsrets dom af 26. juni 2018 i sag BS-1347/2016-OLR

UDSKRIFT

AF

ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

____________

D O M

Afsagt den 26. juni 2018 af Østre Landsrets 8. afdeling

(landsdommerne Bo Østergaard, Frosell og Bettina Bang Jakobsen (kst.)).

8. afd. nr. B-1428-16:

Sagsøger

(advokat Christian F. Jensen, besk.)

mod

Forsvarsministeriet

(advokat Peter Biering)

Indholdsfortegnelse

1. Påstande ............................................................................................................................. 2 2. Sagsfremstilling ................................................................................................................. 2 2.1 Byrettens dom af 12. januar 2006 i straffesagen .............................................................. 3 2.2 Landsrets dom af 6. juli 2006 i straffesagen .................................................................. 72 2.3 Øvrige oplysninger ......................................................................................................... 82 3. Forklaringer ...................................................................................................................... 92 4. Procedure........................................................................................................................ 113 4.1 Sagsøger.................................................................................................... 113 4.2 Forsvarsministeriet ....................................................................................................... 126 5. Landsrettens begrundelse og resultat ............................................................................. 144

- 2 -

Denne sag, der er anlagt den 4. maj 2016 ved Københavns Byret (BS 1A-2530/2016), er ved byrettens kendelse af 2. juni 2016 henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

1. Påstande

Sagsøger har over for sagsøgte, Forsvarsministeriet, nedlagt føl-gende påstande:

Påstand 1

Sagsøgte, Forsvarsministeriet, tilpligtes at betale 50.001 kr. med renter fra sagens anlæg.

Påstand 2

Sagsøgte tilpligtes at anerkende:

Principalt:

under nærværende domstolssagers behandling at have pligt til at tilvejebringe effektiv op-lysning af sagsøgerens rimeligt begrundede anførsler om tortur, m.v., jf. statens undersø-gelsesforpligtelser ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 3, jf. art. 1 og art 13, der ved lov nr. 285 af 1992 er inkorporeret som en del af national dansk ret.

Subsidiært:

at sagsøgte har pligt til at foranledige en effektiv, officiel, uafhængig og særskilt undersø-gelse af, om sagsøgerne har været udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf som følge af sagsøgtes handlinger og/eller undladelser, jf. statens undersøgelsesforpligtelser ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 3, jf. art. 1 og art 13, der ved lov nr. 285 af 1992 er inkorporeret som en del af national dansk ret.

Forsvarsministeriet har over for sagsøgerens påstand 1 nedlagt påstand om frifindelse og over for sagsøgers påstand 2 om afvisning, subsidiært frifindelse.   

2. Sagsfremstilling

Sagen angår Forsvarsministeriets eventuelle erstatningsansvar over for Sagsøger i forbindelse med danske styrkers tilbageholdelse af ham den 9.-10. marts 2004 i By 1, nord for Basra i det sydlige Irak.

- 3 -

Omstændighederne i forbindelse med tilbageholdelsen af Sagsøger har været genstand for strafferetlig behandling i en sag, hvor danske soldater var tiltalt for tilsidesæt-telse af deres pligter. Denne straffesag er endeligt afgjort ved Østre Landsret dom af 6. juli 2006, hvor de tiltalte soldater alle blev frifundet.

2.1 Byrettens dom af 12. januar 2006 i straffesagen

Københavns Byret afsagde dom i sagen den 12. januar 2006. Af dommen fremgår blandt andet:

”Forsvarets Auditørkorps har ved anklageskrift af 19. januar 2005 rejst tiltale mod Vidne 1, Person 1, Person 2, Person 3 og Person 4 for særlig grov pligtforsømmelse (myndig-hedsmisbrug) efter militær straffelovs 15, 1. og 2. punktum, jf. Genèvekonven-tionen af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid (IV. Ge-nève-konvention) artikel 27 og artikel 31 samt SOLDATENS KORT (FEB 04), pkt. 4 og 5, og FØRERENS KORT (FEB 04), pkt. 7.a og d,

1.

Vidne 1, ved natten til den 10. marts 2004 i den danske bataljons lejr Base 1 i Irak, som udspørger via tolk med det formål at opnå oplysninger fra 3 tilbageholdte irakiske mænd, der var mistænkt for at have ansporet til optøjer i bataljonens ansvarsområde, at have

a) instrueret de militærpolitifolk, der bevogtede de tilbageholdte, om, at disse skulle sidde i stressfremkaldende stillinger i lejrens detention, mens de ventede på at blive ført ind i et telt, hvor tiltalte udspurgte dem på skift,

b) forlangt, at de tilbageholdte under udspørgningerne skulle sidde på knæ på teltbunden med rank ryg, samt at have ladet dem fastholde i stillingen af en mi-litærpolitimand, hvis de prøvede at skifte stilling,

c) betegnet de udspurgte som hunde, hundelorte og mænd uden pik o. lign., samt

d) nægtet de udspurgte adgang til drikkevand.

2.

Person 1 og Person 2, ved 10. marts 2004 under vagttjeneste fra ca. midnat til ca. kl. 02.00 i detentionen, henholdsvis afhøringsteltet, i den danske bataljons lejr Base 1 i Irak med det formål at opnå oplysninger fra de i forhold 1 omhandlede tilbageholdte irakere at have

a) tvunget de tilbageholdte til at sidde i stressfremkaldende stillinger, herunder at sidde på knæ med korslagte underben og bagdelen anbragt på hælene, mens

- 4 -

de i lejrens detention ventede på at blive ført ind i teltet, hvor Vidne 1 ud-spurgte dem på skift,

b) nægtet de tilbageholdte drikkevand og toiletadgang,

c) undladt at udlevere tæpper til de tilbageholdte, mens de sad udendørs i natte-kulden samt

d) fastholdt de udspurgte på knæ på teltbunden med rank ryg, når de sank sammen under udspørgningerne.

3.

Person 3 og Person 4, ved 10. marts 2004 under vagttjeneste fra ca. kl. 02.00 til om morgenen i detentionen, henholdsvis afhøringsteltet, i den danske bataljons lejr Base 1 i Irak med det formål at opnå oplysninger fra de i forhold 1 omhandlede tilbageholdte irakere at have

a) tvunget de tilbageholdte til at sidde i stressfremkaldende stillinger, herunder at sidde på knæ med rank ryg, mens de i lejrens detention ventede på at blive ført ind i teltet, hvor Vidne 1 udspurgte dem på skift,

b) nægtet de tilbageholdte drikkevand og toiletadgang,

c) undladt at udlevere tæpper til de tilbageholdte, mens de sad udendørs i natte-kulden,

d) slæbt en af de tilbageholdte ind i teltet til udspørgning, så den pågældendes bukser blev trukket ned om anklerne, samt

e) fastholdt de udspurgte på knæ på teltbunden med rank ryg, når de sank sammen under udspørgningerne.

4.

Vidne 1, ved den 12. april 2004 i det i forhold 1 omhandlede afhøringstelt som udspørger via tolk med det formål at opnå oplysninger fra 4 tilbageholdte irakiske mænd, der på skift blev udspurgt om et angreb på Bygning i By 1, at have forlangt, at 2 af de tilbageholdte under udspørgningerne skulle sidde på knæ på teltbunden med rank ryg, samt at have ladet dem fastholde i stillingen af ikke nærmere identificerede militærpolitifolk, hvis de prøvede at skifte stilling.

5.

Vidne 1, ved den 9. juni 2004 i det i forhold 1 omhandlede afhøringstelt som udspørger via tolk med det formål at opnå oplysninger fra 4 tilbageholdte iraki-ske mænd, der på skift blev udspurgt om et angreb på en dansk militærpatrulje at have

- 5 -

a) forlangt, at 3 af de tilbageholdte under udspørgningerne skulle sidde på knæ på teltbunden med rank ryg, samt at have ladet dem fastholde i stillingen af ik-ke nærmere identificerede militærpolitifolk, hvis de prøvede at skifte stilling,

b) betegnet de udspurgte som pikhoveder, røve og svin o. lign., samt

c) sagt til en af de udspurgte, der udtalte, at man hellere måtte slå ham ihjel, at det ville man måske også gøre.

Sagen er behandlet efter reglerne i militær retsplejelov.

Påstande:

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

De tiltalte har nægtet sig skyldige.

Forklaringer:

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af de tiltalte og af vidnerne Vidne 2, Person 5, Person 6, Person 7, Person 8, Person 9, Person 10, Person 11, Person 12, Person 13, Person 14, Vidne 3, Person 15, Person 16, Person 17, Person 18, Person 19, Person 20, Person 21, Person 22, Person 23, Person 24, Person 25, Person 26, Person 27, Læge 1, Person 28, Person 29, Person 30, Person 31, Person 32, Person 33, Person 34, Person 35, Person 36, Person 37, Person 38, Person 39, Person 40, Person 41, Person 42, Person 43, Person 44, Person 45, Læge 2, Person 46, Person 47, Person 48, Person 49, Person 50, Person 51, Person 52, Person 53, Person 54, Person 55, Person 56, Person 57, Person 58 og Person 59.

Retten har i medfør af militær retsplejelov 1, jf. retsplejelovens § 939 jf. § 928, stk. 3, jf. § 877, stk. 3, tilladt dokumentation af afhøringsrapporter af 16., 17. og 19. november 2004 vedrørende auditørkorpsets afhøringer i Irak af Person 60, Person 61, Person 62, Person 63, Person 64, Sagsøger, Person 65 og Person 66

Indholdet af rapporterne er gengivet under de relevante forhold nedenfor.

I afsnittet "Øvrige oplysninger i sagen" er i et vist omfang gengivet uddrag af de bilag, som der henvises til i forklaringerne.

1. Forklaringer vedrørende generelle emner:

- 6 -

Tiltalte Vidne 1 har forklaret, at hun er 37 år. Hun blev ansat i forsvaret den 1. oktober 1985, hvor hun påbegyndte en uddannelse som sprogofficer. Under grunduddannelsen, der varede til juli 1987, blev hun udnævnt til løjtnant af re-serven og den 1. august 1988 blev hun udnævnt til premierløjtnant af reserven. I september 1987 begyndte hun at læse øststatskundskab på Københavns Uni-versitet. Hun har siden 1994 været ansat som fuldmægtig i Udenrigsministeriet, og har herunder i flere perioder været udstationeret i udlandet herunder i Wien og Kiev. Uddannelsen til sprogofficer indeholder mange moduler, men den egentlige uddannelse i afhøringstjeneste gennemførte hun efterfølgende på grundkursus for reserveofficerer. Hun har også deltaget i såkaldte POWEX-øvelser, hvor kursisterne lærer at modstå fjendtlige afhøringer. Under disse øvelser foretages der afhøringer, hvoraf dele er i strid med de gældende kon-ventioner. Dette blev gjort klart både for eleverne og for underviserne, og tiltal-te finder derfor ikke, at hendes deltagelse i disse øvelser er relevant for sagen, idet hun under disse øvelser intet lærte i relation til de afhøringer, hun selv se-nere måtte skulle foretage i "skarpe" situationer.

Forevist det materiale om udspørgeteknik, som indgik i de tidligere kurser ved-rørende afhøringstjeneste (sagens bilag 137), forklarede tiltalte, at hun inden domsforhandlingen har haft lejlighed til at gennemgå materialet, og at hun genkender samtlige underbilag på nær ét. Foreholdt at formålet med kurset i afhøringstjeneste ifølge kursets fagplan er "at sætte eleven i stand til at foretage afhøring af krigsfanger m.fl. …” forklarede tiltalte, at der på kurset kun blev talt om krigsfanger, og at udtrykket "m.fl." ikke blev nærmere uddybet. Det blev således ikke omtalt, at "m.fl." f.eks. kunne omfatte tilbageholdte personer i forbindelse med danske styrkers ophold i udlandet. På kurset blev den 3. Ge-nèvekonvention om behandling af krigsfanger gennemgået. Hun husker, at man på kurset foretog afhøringer i form af debriefing af egne soldater under anven-delse af de lærte spørgeteknikker. Forevist bilag 37, underbilag 15, "Afhø-ringsmetoder i afhøringscenter", punkterne 3-5, forklarede tiltalte, at hun efter gennemgangen af blandt andet dette undervisningsmateriale var overbevist om, at uddannelsen selvfølgelig havde til formål at uddanne eleverne til at foretage afhøringer i overensstemmelse med regler. Hun gik med andre ord ud fra, at hun måtte bruge den "værktøjskasse", som forsvaret således havde udstyret hende med. Som det blev præsenteret under kurset, var afhøringer indenfor de angivne rammer også indenfor rammerne af Genèvekonventionen. Det blev ik-ke udtrykkeligt nævnt, at opbevaring af krigsfanger for eksempel i frostgrader ville være en overtrædelse af konventionen, men efter tiltaltes opfattelse må det afhænge af den konkrete officers vurdering af de foreliggende omstændighe-der, hvornår grænserne for en lovlig afhøring er overtrådt.

Efter grunduddannelsen var tiltalte i praktisk tjeneste i Gardehusarregimentets opklaringsbataljon. Hun lærte herunder bl.a., hvorledes en militær enhed arbej-der, og hun deltog i øvelser i forskellige funktioner, men navnlig som efterret-ningsofficer. Hun orienterede også konstabler om folkeretlige emner, herunder krigsfangetjeneste og humanitær folkeret. Hun gjorde det meget klart for ele-verne, at selv om de selv måtte være stressede på grund af kamphandlinger, måtte deres oparbejdede vrede ikke gå ud over krigsfangerne, idet hun pointe-rede, at konventionerne under alle omstændigheder skulle overholdes. Dog gjorde hun ikke meget ud af den 4. Genèvekonvention, idet fjendebilledet på daværende tidspunkt fortsat bestod i en forestilling om, at fjenden ville gå i land i Køge Bugt, hvorfor de civile, som danske styrker ville komme i kontakt

- 7 -

med, ville være danske civile. Tiltalte har ca. 10 gange fungeret som afhø-ringsofficer under POWEX-øvelserne. Oprindeligt var det tilladt under øvel-serne at overtræde konventionsreglerne, både under afhøringer og under opbe-varing af krigsfanger. Dette blev senere ændret, således at reglerne kun kunne fraviges under opbevaring. Ændringen må være i sket i perioden fra 1995 - 2000, hvor tiltalte var udstationeret i udlandet. Tiltalte pointerer, at hun ikke tog dårlige vaner fra disse kurser med til Irak, idet hun sagtens kunne skelne mellem øvelserne og den senere ”skarpe" situation. I øvrigt havde hun ikke i særligt omfang under øvelserne brugt afhøringsteknikker, der indebar en over-trædelse af reglerne, idet hun som regel optrådte som den "logisk ræsonnerende afhører". Det var afhøringslederen, der bestemte, hvilke roller den enkelte af-høringsofficer skulle anvende under afhøringerne. Ofte foretog tiltalte den før-ste afhøring, hvorefter en mere "powerfull" kollega anvendte andre afhørings-metoder på grundlag af de resultater, som tiltalte havde opnået ved sin afhø-ring. Tiltalte er ikke bekendt med, at man i den engelske hær har forbud mod at anvende afhøringsofficerer i felten, såfremt de tidligere har deltaget i de nævn-te øvelser. For så vidt angår sin udstationering i Irak forklarer tiltalte, at hun selv rettede henvendelse til Hærens Operative Kommando for at høre, om der var mulighed for at blive udstationeret i international tjeneste, idet hun følte en forpligtelse også som reserveofficer til at deltage heri. En udstationering kunne samtidig passes ind i en forestående orlov fra Udenrigsministeriet. Hun søgte ikke specielt om at komme til Irak. Hun blev indkaldt til det forudgående kur-sus på et sent tidspunkt, idet hun kom med på et afbud. Hun påbegyndte derfor først kurset ca. 1 måned efter de øvrige kursusdeltagere. Hendes funktion blev at være efterretningsofficer med speciale i psykologiske operationer. Sektio-nen, der kaldtes Sektion 1, bestod både af otte personer. Sektionen fik ansvar for et bestemt geografisk område, og man brugte meget tid på kurset på at sætte sig ind i områdets kultur og geografi m.v. Først efter den 20. januar 2004 fik hun oplyst, at hun også skulle deltage i udspørgninger af tilbageholdte. Dette var angivet som et enkelt punkt i sektionens funktionsbeskrivelse, men spørgsmålet blev ikke uddybet nærmere, og hun talte heller ikke med kollegerne herom, idet alle have travlt med meget andet arbejde, der skulle gøres, bl.a. i forbindelse med at ansvarsområdet forudsås udvidet. Der blev således ikke givet nærmere instruktioner om reglerne for afhøringer, udover det, der kort fremgår af solda-tens og førerens kort. Kurset har muligvis indeholdt en kort gennemgang af de nævnte kort, men kursets hovedformål var at få de otte personer i sektionen til at arbejde som en effektiv enhed.

Forevist punkt 2 i skrivelse af 27. oktober 2003 fra Hærens Operative Kom-mando vedrørende Forsvarskommandoens Direktiv for Magtanvendelse for DANCON/IRAK samt direktivets pkt. 7, 8, 16, 18 og dele af pkt. 21 (sagens bilag 95) forklarede tiltalte, at hun ikke har set direktivet. Det er heller ikke blevet gennemgået for hende af hendes chef. Hun kan af datoen se, at det er sendt til Irak, før hun ankom dertil. Hun mener, at den militærjuridiske rådgi-ver Vidne 3 før hendes tiltræden havde holdt en lektion om direktivet for chefgruppen, men da hun efter sin ankomst til Irak forespurgte Vidne 3 om retningslinjer for hendes arbejde, nævnte han ikke dette direktiv.

Tiltalte forklarer, at hun i perioden fra 1987 til 1989 deltog i en feltøvelse, hvori indgik udspørgen af krigsfanger. Da hun senere foretog udspørgningerne i Irak, betragtede hun sig som forpligtet til at udføre en såkaldt taktisk udspør-gen, hvilket adskiller sig fra den udspørgen under feltøvelser, som er beskrevet

- 8 -

i de midlertidige bestemmelser for øvelser i krigsfangetjeneste og øvelser i modstand mod afhøring (bilag 30 a). Der var i Irak 12 timer til rådighed fra an-holdelsen af de tilbageholdte og indtil de skulle løslades eller videretransporte-res. I praksis havde hun som udspørger højst 10 timer til rådighed, idet den øv-rige tid gik med registrering og lægetilsyn m.v. Det skal dog ikke opfattes såle-des, at hun mente at kunne udspørge en tilbageholdt i alle 10 timer. Sædvanlig-vis udspurgte hun i 15-20 minutter ad gangen, eventuelt således at den samme person blev udspurgt flere gange inden for det samlede tidsrum. Temaet for ud-spørgningerne svarede til det i bestemmelserne afsnit B.6. angivne.

Forevist dele af bestemmelsernes afsnit C om øvelser i krigsfangetjeneste for-klarede tiltalte, at hun har deltaget én gang som afhøringsofficer i en øvelse i krigsfangetjeneste. Det skete på en øvelse med opklaringsbatalonen, hvorunder der pludselig optrådte en fange, der talte polsk. Tiltalte var ikke klar over, at dette moment ville dukke op under øvelsen.

Forevist punkt 13 i bestemmelserne, forklarede tiltalte, at hun ikke har erfaring i sådanne øvelser. Forud for hendes deltagelse i POWEX-øvelserne fik hun til-sendt øvelsesbestemmelser, som kort blev gennemgået inden øvelsen begyndte. Hun læste kun de afsnit, hun havde brug for at kende. Hun har som figurant deltaget i en afhøringsøvelse, som beskrevet i punkt 13.

Forevist bestemmelsernes punkt 22 forklarede tiltalte, at hun var opmærksom på, at hun kunne få brug for at kunne dokumentere, hvad der foregik under ud-spørgningerne i Irak. Det var imidlertid et problem, at Sektion 1 havde meget travlt i begyndelsen af hendes ophold, fordi sektionen fungerede som oplysningscen-tral for de øvrige enheder i relation til den udvidelse af ansvarsområdet, der samtidig fandt sted. Der var derfor ikke tid til at fastlægge nærmere procedurer for udspørgningen, inden de første tilbageholdte ankom. På det tidspunkt var tiltalte den eneste officer, der var til stede. Under afhøringen foretog hun nota-ter vedrørende udbyttet af afhøringen, men hun foretog ikke notater, svarende til de i punkt 22 angivne, idet sådanne oplysninger normalt bliver noteret af kontrolofficeren fra militærpolitiet, men en sådan var som sagt ikke til stede. Tiltalte har heller ikke som afhører under de i bilaget beskrevne øvelser haft til opgave at registrere de nævnte data.

Først da tiltalte kom hjem fra Irak, blev hun bekendt med det tidligere omtalte direktiv for magtanvendelse. Før afrejsen til Irak var major Person 25 på såkaldt "chefrecce" i Irak. Da han kom hjem, meddelte han tiltalte, at hun alligevel ik-ke skulle fungere som efterretningsofficer. Dette skyldtes lokal modstand mod at skulle samarbejde med en kvinde. Hun skulle i stedet fungere som næst-kommanderende og dermed have ansvar for mere administrative opgaver, hvil-ket samtidig betød, at hun skulle opholde sig mere i lejren. I den sidste tid in-den afrejsen foretog sektionens personel bl.a. analyser med hensyn til de frem-tidige opgaver. Hun blev i den forbindelse i funktionsbeskrivelsen udset til at forestå eventuelle udspørgninger. Ingen anså i den forbindelse tiltaltes køn som et problem. Hun var den eneste, der havde gennemført en egentlig efterret-ningsuddannelse, og det var i øvrigt hensigtsmæssigt at hun, som den tilbage-trukne medarbejder, stod for udspørgningerne, idet det ville være svært forene-ligt både at være udspørger og samtidig deltage i det opsøgende arbejde i lo-kalområdet. Det var major Person 25, der skaffede tolke til sektionen, og først i Irak overtog tiltalte ansvaret for tolkene. Person 25 nævnte, at der var problemer

- 9 -

med flere af tolkene: Det var blandt andet tanken, at Person 20 skulle repatrieres, fordi hun var uduelig. Efter ankomsten til Irak forstod tiltalte på de MP'ere, der også havde deltaget på Hold 1, at der tidligere var foretaget en udspørgning, men at den var foretaget af en englænder. På sektionens vegne sendte tiltalte en e-mail til chefen for Hærens Sprogskole, hvori hun kritiserede tolkene. Hun be-skrev bl.a. tolkene som lidende af voldsomt rekrutchok og en udpræget trang til at diskutere ordrer. De udviste også mangel på forståelse for den skarpe situati-on. Under en patrulje gemte en af tolkene sig for sjov for patruljen, og i et an-det tilfælde tog en anden tolk billeder under beskydning. Der var tillige pro-blemer med, at tolkene fremsatte kommentarer under tolkningen og havde et for tæt forhold til lokalbefolkningen. Vidne 2's sproglige kvalifikationer var ud-mærkede. Hun forstod blandt andet, at man skulle tale i korte sætninger. Person 20 var ikke så god til dansk og brugte meget lange sætninger på arabisk. Tiltalte mødte Vidne 2 i Oksbøl i ugen inden afrejsen, men de nåede ikke at øve noget samarbejde forud for den 9. marts 2004. Det skyldtes, at tolkene konstant blev brugt til andre tolkeopgaver. Tiltalte udarbejdede en uddannelsesplan, men den var umulig at gennemføre. Der blev dog afholdt nogle lektioner. Ingen af tiltal-tes foresatte havde ressourcer til at tage sig af dette spørgsmål, og der var in-gen, der tog initiativer til at forberede udspørgningerne, heller ikke efter den 9. marts 2004. I perioden frem til den 9. marts 2004 var der ingen specielle hæn-delser rettet mod de danske styrker, som kunne give anledning til at regne med, at der ville ankomme tilbageholdte til udspørgningsteltet.

Person 22 har forklaret, at han var chef for Hold 2 i Irak. Forevist solda-tens- og førerens kort forklarer vidnet, at han inden afrejsen foretog visse æn-dringer i disse kort, som i en ny farve blev udleveret til Hold 2. Det var for vid-net vigtigt, at man fra dansk side optrådte humant med henblik på at lære ira-kerne om demokrati, men også med henblik på at få alle hjem i god behold.

Forevist bilag 2, side 2, vidnets skrivelse af 23. juli 2004 til Forsvarets Audi-tørkorps, forklarede vidnet, at beskrivelsen af tolken var udtryk for vidnets ær-lige opfattelse af denne. Det samme gør sig gældende for så vidt angår den om-tale af tolken, der er indeholdt i vidnets skrivelse af 23. juli 2004 til tolken Person 15, sagens bilag 4, side 1. Tolken ydede den bed-ste indsats af alle tolkene, og var tillige højt respekteret af de lokale samar-bejdspartnere. Inden afrejsen var vidnet bekendt med de mange problemer der var med tolkene, herunder at det var på tale at repatriere Person 20. Vidnet bad om, at det ikke skete, fordi man havde brug for alle tolkeressourcer. Der skete såle-des en opnormering fra 3 til 5 tolke med henblik på at intensivere genopbyg-ningsprocessen i Irak. Den 10. marts 2004 om morgenen blev vidnet kontaktet af major Person 11 i lejrens cafeteria. Han oplyste, at der var problemer med opbevaring af fanger i detentionsområdet. De havde ikke fået mad eller tæpper og havde været placeret med ansigtet mod væggen. Det var dog ikke noget Person 11 personligt havde overværet. Vidnet bad straks Person 11 om at sørge for at bringe tingene i orden, og bad ham tillige undersøge, hvad der nærmere var sket. Vidnet fik dog ikke nogen tilbagemelding fra Person 11. Vidnet bad også militærpolitiet rapportere om, hvorledes de tilbageholdte var håndteret. Han indkaldte tillige til et møde, hvori Sektion 1 og spejderne deltog. Det var Person 25, der tilbød at gå ind i sagen og afholde dette møde, og vidnet bad derfor ikke militærpolitiet deltage. Som chef for militærpolitiet havde major Person 26 ansvaret for, hvad der foregik udenfor afhøringsteltet, mens det var Sektion 1, der var ansvarlig inde i teltet. Næste led i hierarkiet var næstkommanderende oberst-

- 10 -

løjtnant Person 38. Generelt blev alle operationer, herunder udspørg-ninger i teltet ledet af TOC, der var bemandet med en "Duty Officer" samt som bagvagt en "Senior Duty Officer", således at "Duty Officer" i stille perioder koordinerede indsatsen, men kunne trække på i første række "Senior Duty Of-ficer" og dernæst næstkommanderende og vidnet. Vidnet traf i overensstem-melse med de gældende procedurer beslutning om løsladelse af de tilbagehold-te, fordi han fik melding om, at der ikke var tilstrækkelige beviser for, at de havde deltaget i aktionerne i By 1. Vidnet overvejede ikke specielt, om de tilbageholdte skulle have krigsfangestatus, dels fordi der ikke var krigstil-stand på det pågældende tidspunkt, dels fordi reglerne efter de forskellige kon-ventioner i og for sig var de samme, nemlig at tilbageholdte skulle behandles værdigt og respektfuldt. De foretagne udspørgninger fyldte meget lidt i både vidnets og det øvrige personales bevidsthed. I de mange rapporteringer, der blev afgivet hjem til i perioden, blev der ikke omtalt uregelmæssigheder i for-bindelse med udspørgningerne. Efter vidnets opfattelse er der tale om, at "en myg blev til en elefant". Vidne 1's redegørelse af 28. juni 2004, sa-gens bilag 26, indeholdt en beskrivelse, som vidnet opfattede som en beskrivel-se af en måde at behandle fangerne på, som han ikke kunne acceptere. Det fremgår således, at Vidne 1 kendte forskel på udspørgninger og afhøringer, men den videre redegørelse viser, at hun ikke sondrer mellem disse to former. Efter vidnets opfattelse havde der været tale om egentlige afhøringer, men det er en svær sondring, og det var nærmest tonen i redegørelsen, der gav vidnet den nævnte opfattelse. Han havde i øvrigt intet haft at udsætte på Vidne 1's tje-neste. Under partshøringen af Vidne 1, der foregik i Kuwait, de-monstrerede hun over for vidnet den stilling, som de tilbageholdte havde indta-get; det vil sige siddende på knæ med ret ryg. Vidnet har selv prøvet at sidde i denne stilling igennem to timer under en øvelse, og der er tale om en ubekvem stilling, som efter nogen tid giver smerter i knæene og får den pågældende til at fokusere på ubehaget og ikke selve udspørgningen. Forud for den omtalte øvel-se havde fået det gode råd at fokusere på noget andet end ubehaget og smerten. Han koncentrerede sig derfor om at forsøge at bide hul i den hætte, som han havde foran ansigtet. Vidne 1's demonstration af den omtalte stilling var med-virkende til, at vidnet indstillede, at hun blev repatrieret.

I forbindelse med, at han blev udpeget til chef for Hold 2, modtog han alene skriftlig vejledning i form af et direktiv, som han i øvrigt selv måtte skaffe fra sin forgænger. Fra Hærens Operative Kommando havde han alene modtaget rettelser til det nævnte direktiv. Vidnet deltog i en uges chefkursus i oktober 2003, hvorunder blandt andet de foreliggende direktiver blev gennemgået kort. Forevist bilag 95, side 7, skrivelse af 27. oktober 2003 fra Hærens Operative Kommando vedr. "CHHOK instruks til CH/DANBN/DANCON/IRAK" be-kræftede vidnet, at det var det direktiv, som hans forgænger udleverede. Der forelå ingen særlige instrukser på det mere overordnede plan om behandling af tilbageholdte. Det der forelå, var således alene det, der fremgik af SOI 390 samt soldatens og førerens kort.

Forevist bilag 141, "Retningslinjer for udspørgen og afhøring ved DAN-CON/RAK, JAN 2005", forklarede vidnet, at det uden tvivl ville have været meget nyttigt, såfremt Hold 2 havde haft tilsvarende retningslinjer. Retningslin-jerne var i hovedtræk gældende i forvejen, men skulle sammenstykkes fra en række forskellige dokumenter. Inden afrejsen havde vidnet fokus på klargøring af styrkerne og at sikre at stabens medlemmer samarbejdede godt. Der blev ud-

- 11 -

givet et direktiv, der bestemte, at der skulle ske ændring af SOP (Standard Operations Procedures). Staben havde i den forbindelse rådighed over det ma-teriale, som var indhentet fra Hold 1, og vidnet uddelegerede den omtalte opga-ve til forskellige medlemmer af staben, herunder Vidne 1. Der blev efterfølgende udgivet et skriftligt direktiv.

Forevist bilag 95, side 23, Direktiv for magtanvendelse for DANCON IRAK, punkt 15-18, forklarede vidnet, at den uddannelse, som er omtalt i punkt 18, blev gennemført under den øvelse, der fandt sted inden afrejsen til Irak. Direk-tivet fra Hold 1 blev gennemgået af staben, og der blev foretaget løbende revi-sion.

Forevist bilag 132, Hærens Operative Kommandos direktiv for uddannelse i krigens love, forklarer vidnet, at hovedsigtet i direktivet er, at krigens love skal indgå som et led i alle operationer og uddannelsesforløb, herunder internationa-le operationer. Staben havde disse hensyn for øje, idet der bl.a. blev afholdt et kursus forestået af den militærjuridiske rådgiver. I øvrigt har militærpolitiet i kraft af deres uddannelse en særlig viden på dette felt. Kort efter ankomsten til Irak udstedte vidnet det såkaldte "Commanders Directive", sagens bilag 131, som indeholder en uddybning for så vidt angår særlige områder. I den forbin-delse var der ingen episoder indtil da, som gav anledning til at indarbejde nær-mere retningslinjer for behandlingen af tilbageholdte. Direktivet blev godkendt af HOK. Vidnet følte sig veludrustet til at bestride opgaven som chef, men der var mange, der ønskede kurser som de ikke fik, bl.a. fordi flere officerer der-iblandt Vidne 1 meget sent blev til kommanderet Irakstyrken og derfor ikke kunne nå at gennemføre relevante kurser. Major Person 25 var kampvognsoffi-cer, men vidnet havde stor tillid til ham og var sikker på, at han kunne bestride opgaven som chef for Sektion 1, selvom han ikke havde efterretningsmæssig erfaring. I den henseende var Vidne 1 den bedst uddannede, idet hun både var sprogof-ficer og uddannet som afhøringsofficer. Vidnet er ikke bekendt med, at der ik-ke er uddannet afhøringsofficerer siden 1998, eller at nogen anså den uddan-nelse for forældet. Hold 2 ankom til Irak den 10. februar 2004. Som en af vid-nets første handlinger fik han nedtaget skiltet med påskriften "Bastilien". For så vidt angår begivenhederne den 9. og 10. marts 2004 var det vidnets efterføl-gende indtryk, at der ikke var foregået noget forkert. De tilbagemeldinger han fik fra Sektion 1 og militærpolitiet gav ham det indtryk, at alt var foregået roligt og på en værdig måde. På næstkommende fredagsappel konstaterede vidnet overfor det samlede personel, at alt var foregået efter reglerne, og han modtog ingen reaktion herpå, herunder således heller ikke protester fra hverken Person 11 eller tolkene. Under opholdet ved detentionen den 9. marts 2004 om aftenen over-værede han, at fangerne blev tilset af lægen og så, at de blev anbragt i fange-gårdene. De blev anbragt i de to gårde, således at de ikke kunne kommunikere indbyrdes eller se hinanden eller vagterne. Standardklargøringen af detentionen indebærer, at der stilles vand frem, men vidnet bemærkede ikke, om der kun var vand til stede. Han så at der lå tæpper ved afhøringsteltet. Det hele foregik stille og roligt mens han var til stede, hvilket han var mellem en halv og en time. MP'erne løste generelt deres opgaver fortrinligt, og havde vidnet bemær-ket voldelig optræden fra MP ’e rnes side, ville han straks have grebet ind. Vid-net var ikke inde i afhøringsteltet og talte ikke med Vidne 1 om, hvorledes ud-spørgningerne skulle foregå. Han bemærkede, at Vidne 3 gik rundt med   SOI'en og han virkede til at være vældigt godt inde i stoffet.

- 12 -

Foreholdt Vidne 3's forklaring i retten om, at han ikke så noget forkert i, at fangerne under udspørgningen sad på jorden, bemærker vidnet, at dette ikke blev omtalt over for ham, men at han også ville have fundet det i overens-stemmelse med reglerne. Spørgsmålet om fangernes adgang til tæpper og vand blev ikke drøftet, mens vidnet var i detentionsområdet. Under Person 11's orien-tering næste morgen i lejrens cafeteria nævnte han ikke noget om stressstillin-ger. Vidnet er sikker herpå, idet dette ville have alarmeret ham.

Forevist bilag 11, major Person 11's dagbogsnotat af 10. marts 2004, forklarer vidnet, at han ikke husker, om Person 11 den 10. marts om morgenen nævnte noget om, at fangerne havde siddet i den kolde vind hele natten. Det blev nævnt, at de ikke havde fået mad, men vidnet husker ikke, at Person 11 skulle have nævnt noget om drikkevand. Det blev nævnt, at fangerne i fangegårdene skulle sidde ned og kigge ind i væggen, men de øvrige punkter nævnt i mailen, herunder anvendelse af stressstillinger, som medførte at en fange besvimede, manglende toiletadgang, at en fange skulle være blevet slæbt hårdhændet til af-høring, således at hans bukser blev revet af, og at det hele var meldt til TOC, indgik ikke i Person 11's melding til vidnet. Vidnet har efterfølgende bl.a. over-for Person 11 tilkendegivet, at han burde straffes for ikke tidligere at have over-givet dagbogsnotatet til vidnet. Han modtog først notatet den 31. juli 2004. Hvis Person 11's melding den 10. marts 2004 havde haft samme indhold som angivet i mailen, ville vidnet straks have tilkaldt auditøren.

Foreholdt Vidne 1's forklaring om, at hun drøftede sin fremgangsmåde med vidnet, som ikke havde bemærkninger hertil, jf. retsbogen side 23 nederst, for-klarer vidnet, at han husker et par samtaler med Vidne 1, hvorunder hun bl.a. spurgte, om man måtte råbe. Vidnet svarede, at det måtte afhænge af omstæn-dighederne, men nævnte som vejledning, at man kunne gøre det som også lov-ligt ville kunne foregå på en dansk politistation. Hun spurgte også til forskellen mellem udspørgninger og afhøringer, og for så vidt angår en række yderligere spørgsmål, henviste vidnet hende til at kontakte Vidne 3. Vidnet modtog ikke indberetninger om nogen forn for uregelmæssigheder i forbindelse med ud-spørgningerne den 12. april 2004. Vidnet var ikke involveret i forberedelsen af udspørgningerne den 9. juni 2004. På et tidspunkt henvendte Vidne 1 sig til vidnet og oplyste, at Person 20 under en udspørgning havde smidt sine ting og var gået ud af teltet. Årsagen var, at en af de udspurgte havde siddet på sin fod og fået krampe, men han var lægeundersøgt og fejlede intet. Da vidnet skulle til en samtale med den lokale borgmester og en sheik, og da Person 20 var den eneste le-dige tolk, gik han over efter hende. Vidne 1, der stod udenfor Person 20's kvarter, oplyste, at hun ikke kunne få Person 20 ud af værelset. Vidnet husker ikke, om han bad Vidne 1 forlade stedet. Det var nærmere således, at det var Vidne 1's op-fattelse, at vidnet burde tale med Person 20 alene. Person 20 faldt til ro, da vidnet oply-ste, at den tilbageholdte intet fejlede.

Foreholdt Person 20's forklaring om, at vidnet til hende skulle have udtalt: "Bare så du ved det, jeg er stolt over, at du sagde stop" bestrider vidnet at have udtalt sig således. Han har formentlig sagt noget i retning af, at det er i orden at sige fra, hvis man er vidne til at reglerne overtrædes, men at man skal overholde sine pligter samtidig. Vidnet udtrykte ingen kritik af Vidne 1 over for Person 20. Under det omtalte møde gik borgmesteren og sheiken i forbøn for de tilbageholdte og vidnet besluttede at efterkomme deres ønske om at frigive tre af de tilbagehold-te. Forinden rådførte vidnet sig med Sektion 1, som var uenig i beslutningen, men

- 13 -

desuagtet valgte vidnet at løslade de pågældende for at styrke samarbejdet navnlig med borgmesteren. Mens vidnet før mødet talte med Person 20 nævnte hun intet om, at MP'erne skulle have fastholdt de tilbageholdte i bestemte stillinger eller at de i øvrigt havde brugt tvang af nogen art. Vidnet tilføjede, at Person 20 kunne tale frit over for ham, og såfremt hun havde fremsat sådanne beskyld-ninger, ville han straks have iværksat en undersøgelse. Senere på dagen blev der holdt et møde, hvori staben, herunder Sektion 1 og Person 20 deltog. Vidnet tilkende-gav, at han ikke fandt, at Vidne 1 havde overtrådt nogen regler, men at han al-ligevel ønskede at ændre proceduren, således at de tilbageholdte skulle tilbydes en stol og have en flaske vand foran sig under udspørgningerne. Vidnet søgte på den måde at løse det problem, der bestod i, at den ikke uddannede Person 20 og den veluddannede Vidne 1 på grund af deres forskellige baggrunde så forskel-ligt på det passerede. Det duer ikke, når folk forlader afhøringerne, og vidnet vidste i forvejen fra blandt andre Person 25 og Vidne 1, at tolkene ikke forstod den sammenhæng, hvori udspørgningerne foregik og herunder baggrunden for den fremgangsmåde, der blev valgt. Person 20 accepterede disse nye regler og vid-net sagde bagefter til Vidne 1, at han havde gjort således, bl.a. fordi hun bedst kunne tåle den "underkendelse" eller manglende opbakning, som hans beslut-ning i hendes øjne kunne ses som udtryk for. Vidnet opfattede sin beslutning som et ledelsesindgreb med henblik på at få den samlede situation til at funge-re. Der var ikke tale om, at han var eftergivende overfor Person 20, eller at hun overtog beslutningerne, således som vidnet har set det beskrevet i pressen. Vidnet lovede Vidne 1, at spørgsmålet ville blive taget op senere, men det nå-ede han ikke, bl.a. fordi han var nødt til at rejse til Danmark på grund af sin sø-sters død. I samme periode havde man meget travlt med at besvare en lang række spørgsmål, der vedrørte håndteringen af tilbageholdte i forbindelse med overgivelse til de britiske styrker. Person 20 har ikke tilkendegivet overfor vidnet, at Vidne 1 burde hjemsendes, eller at hun havde overtrådt krigens love. For-svarsministerens skrivelse af 5. maj 2004 gav ikke vidnet anledning til at rap-portere om episoden den 9. juni 2004, idet det som tidligere nævnt var vidnets opfattelse, at der ikke var foregået noget ulovligt. Under ministerens besøg i juni måned orienterede vidnet således heller ikke om episoden den 9. juni 2004. Når man kender Person 20's psyke, undrede det ikke vidnet, at hun var løbet ud af teltet. Hun kunne hidse sig op over småting, og der var få der var i stand til at håndtere hende. Det var således i mangel af andre, at hun blev udpeget som cheftolk. Efter den 9. juni 2004 var der stridigheder i lejren. Nogle holdt med tolkene, mens andre var imod dem. Vidnet og stabschefen holdt sig ude af striden, som Sektion 1 forsøgte at løse. Vidnet er bekendt med, at Person 20 og Vidne 2 den 30. juni 2004 henvendte sig til stabschefen for at sige op. Det foregik under vidnets orlov.

Foreholdt at Vidne 1 har nægtet at have demonstreret den knæsid-dende stilling overfor vidnet, fastholder vidnet, at dette fandt sted i Kuwait. Formålet var at få afklaret om de tilbageholdte sad på hælene eller om de sad med ret ryg.

Foreholdt Vidne 3's manglende erindring herom, fastholder vidnet sin forkla-ring. Havde vidnet forudset det postyr, som Vidne 1's repatriering afstedkom, havde han nok valgt i stedet at forsætte hende til anden tjeneste. Vidnet havde ikke kompetence til at repatriere Vidne 1, men general Person 42 besluttede dette på vidnets anbefaling. Vidnet rådførte sig i den forbindelse også med au-

- 14 -

ditøren. Vidnet har ikke modtaget klager fra tolken Vidne 2 over behandlingen af de tilbageholdte.

Vidnet tilføjer, at temperaturen om natten den 10. marts 2004 formentlig har været 10-15 grader. For nordboere er det især det voldsomme temperaturfald fra dagtemperaturer på omkring 35 gader, som er mærkbart.

Person 23 har forklaret, at han siden 1999 har gjort tjeneste på Svanemøllen kaserne, nu Forsvarsakademiet, og at han siden 2002 har deltaget i uddannelsen af afhøringsinstruktører, som er de "skuespillere", der anvendes under øvelser i modstand mod afhøring. Undere sådanne øvelser varetages op-bevaring af fanger af Militærpolitiet som uddannes i denne funktion. Under øvelserne er det tilladt at overtræde Genèvekonventionen under opbevaringsde-len, men ikke under selve afhøringen.

Forevist bilag 30, Forsvarskommandoens bestemmelser for øvelser i krigsfan-getjeneste og øvelser i modstand mod afhøring, forklarer vidnet, at bestemmel-serne tilligemed den kursusbeskrivelse, der gælder for undervisningen, er for de nævnte øvelser og for uddannelsen af afhøringsinstruktører. Bestemmelser-nes punkt 4.21, vedrører øvelser som helhed. Afhøringsinstruktøren kan såle-des beslutte, at fangen under afhøringen skal have øjenbind på. De øvrige punkter i punkt 4.21 anvendes normalt ikke under selve afhøringen. Der under-vises således i, at stresspositioner ikke skal bruges under selve afhøringerne. Det er op til et lægeligt skøn at fastlægge, hvornår der er tale om en stressposi-tion. Punkt 4.22 vedrørende 3. Genèvekonvention uddybes under de nævnte kurser. 4. punkt i punkt 4.22 henviser til punkt 3.4. Afhøringsofficeren må så-ledes ikke anvende den stående stilling med hænderne over hovedet. Det er derimod ikke forbudt at beordre den afhørte til at ligge ned, idet det normalt ikke er en stressstilling. Sidste punkt i punkt 3.4, det vil sige den siddende stil-ling med hænderne over hovedet, må afhøringsinstruktøren heller ikke anven-de. Det betones under undervisningen, at der ikke må anvendes stresspositioner under afhøringen. Det nævnes også i undervisningen, at skal overholdes med hensyn til den måde, som den afhørte tiltales på, herunder at ydmygende og nedværdigende behandling er forbudt. Som en generel tommelfingerregel får eleverne at vide, at den afhørte skal tiltales i stil med, hvordan man normalt til-taler almindelige værnepligtige. Ifølge kursusbeskrivelsen må afhøringsinstruk-tørerne kun anvendes under øvelser. Vidnet er bekendt med, at f.eks. USA og England foretager en skarp adskillelse mellem øvelsessituationer og "skarpe"situationer.

Forevist bilag 109, vidnets e-mail af 25. februar 2004 til major Person 25, forkla-rer vidnet, at indholdet er tjenstligt, men at indholdet ikke er godkendt af andre. Baggrunden for mailen var, at nogle hjemvendte officerer fra Forsvarets Efter-retningstjeneste orienterede vidnet om, at det indimellem var nødvendigt at væ-re verbal hård i kontakten med de lokale. Der var nogle gange nærmest tale om en forhandlingssituation, når man prøvede at nå frem til, hvad der var sandhe-den, og det kunne i den forbindelse være en fordel at 'skrue bissen på". E-mailen refererer til den undervisning, vidnet havde givet, og som drejede sig om den generelle kontakt til de lokale. Mailen havde således intet med en afhø-ringssituation at gøre. Mailen blev sendt til chefen for efterretningssektionen, hvis opgave bl.a. var at skaffe oplysninger fra lokalsamfundet. Udtrykket "at få noget ud af dem" refererer altså ikke specifikt til en udspørgning af tilbage-

- 15 -

holdte, men til almindelige samtaler med lokalbefolkningen. Med ordene "til-gangen til de lokale" mener vidnet generelt den måde, som man henvender sig til de lokale på, og vidnets mening var, at man kunne slække lidt på høflighe-den i forhold til tidligere. Vidnet tilføjer at tanken var, at man under en samtale kunne ændre holdning, hvis man fik fornemmelse af, at der ikke blev talt sandt. Henvisningen til undervisningen af "jer" beror på, at vidnet underviste Sektion 1's personel. Det foregik over to 2-dages moduler, hvori Vidne 1 del-tog i det sidste.

Forevist uddrag af bilag 30, 30a, 30b og 30c, hvoraf det fremgår, at de oprinde-lige bestemmelser om bl.a. øvelser i modstand mod afhøring fra 1998 uændret er medtaget i de senere udgaver inklusive fejlagtige henvisninger, forklarer vidnet, at han ikke i forbindelse med undervisningen af afhøringsinstruktører har studset over, at punkt 4.22 sidste punkt, omtaler stående stillinger i flertal i forbindelse med henvisningen til punkt 3.4, som imidlertid kun omtaler én stå-ende stilling. Vidnet har formentlig opfattet henvisningen således, at forbuddet i punkt 4.22, sidste punkt, også omfatter den liggende og den siddende stilling, der omtales i punkt 3.4.

Foreholdt afhøringsrapport af 6. august 2004, bilag 18, side 3, midt, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at Danmark i modsætning til f.eks. briterne sender de instruktører ud, som har været med til i øvelsessituationer at overtræde kon-ventionerne; danskerne sendes dog ikke ud i en afhøringssituation, men udsen-des som primært tolke eller eventuelt som efterretningsofficer, vedstår vidnet sin forklaring. Da han sendte den omtalte mail, vidste han ikke, at Vidne 1 var udset til at forestå udspørgninger, men han vidste godt, at hun var uddannet af-høringsofficer og havde deltaget i POWEX-øvelser. Som nævnt vedrørte vid-nets undervisningsmoduler de generelle samtaler med lokalbefolkningen. Han antog, at almindelige afhøringer skulle varetages af militærpolitiet, men også at eventuelle udspørgninger ville kunne foretages af personale fra Sektion 1. Han kunne således ikke udelukke, at Vidne 1 ville kunne komme til at stå for udspørgninger, men det var ikke noget vidnet havde tænkt nærmere over. I den periode, hvor vidnet har stået for uddannelse af afhøringsinstruktører har hold-ningen været, at afhørings-instruktører ikke var egnet til at foretage udspørg-ninger eller afhøringer i "skarpe" situationer.

Forevist bilag 140, Notat af 29. april 2005 fra Forsvarsakademiet om "Afhø-ringstjeneste og uddannelse i forhold som tilfangetagen" forklarer vidnet, at han er bekendt med dokumentet, og at det på side 13 anførte, hvorefter "En af-høringsinstruktør vil derfor ikke kunne virke som afhører i operativ sammen-hæng" svarer til det, der fremgår af kursusbeskrivelsen vedrørende uddannelse af afhøringsinstruktører.

Person 24 har forklaret, at han gør tjeneste ved Forsvarets Personeltjeneste, men at han fra sommeren 2003 til februar 2005 var chef for Forsvarsakademiets sektion vedrørende værnsfælles efterretningstjeneste. Han har herunder forestået uddannelse af afhøringsinstruktører, der samtidig var sprogofficerer. Afhøringsinstruktører og afhøringsofficerer er formelt set ikke det samme. 1 1998 stoppede uddannelsen af afhøringsofficerer, og uddannelsen af afhøringsinstruktører sker på grundlag af et nyt direktiv. Vidnet deltog selv i en POWEX-øvelse i 1992. Man var dengang på den forkerte side af Genève-konventionen, idet man blev udsat for ydmygende og nedværdigende behand-

- 16 -

ling, bl.a. i form af berøringer under afhøring og anvendelse af krænkende ord. Der var regler om, at man skulle have vand mindst hver 6. time, og man blev ikke nægtet toiletadgang. Der blev derimod anvendt stressfremkaldende stillin-ger. Vidnet prøvede således både at sidde på hug og at stå i en vinkel på 45 grader i længere tid indtil det gjorde ondt. De nævnte metoder er det i dag for-budt at anvende under afhøringsdelen. Vidnet er bekendt med sagens bilag 30. Bestemmelserne er grundlag for gennemførelsen af afhøringsøvelserne. De stil-linger, der er nævnt under punkt 3.4 accepteres ikke anvendt under afhøring, men kan anvendes under opbevaring af fangen, f.eks. i de 5 minutter, som det tager at foretage en visitering. Liggende stilling kan dog tillades under afhø-ring, hvis der er særligt belæg herfor, f.eks. hvis fangen er svimmel eller har en rygskade, der gør at han bør ligge ned. Under øvelser er det vidnet, en kamp-dommer eller en læge der vurderer, hvornår stillingen medfører alvorlig ube-hag. Hugsiddende stilling accepteres ikke under afhøringsdelen, da der er tale om en stressstilling. Hvis en fange nægter at udtale sig, må man blot acceptere det. Der har igennem flere år eksisteret en politik i Forsvarsakademiet om, at afhøringsofficerer, altså personer uddannet under den gamle ordning, ikke bør udsendes til en funktion, som indebærer at den pågældende skal forestå afhø-ringer i en "skarp" situation. Formålet med denne politik er at sikre, at de om-talte øvelsesmetoder ikke anvendes operativt. Disse betænkeligheder gælder især militærpolitifolk, som ifølge reglerne fortsat må overtræde konventionerne under opbevaringsdelen af øvelserne. Der blev i foråret 2003 oprettet en ar-bejdsgruppe, som vidnet deltog i. Arbejdsgruppen havde repræsentanter fra Forsvarskommandoen, Forsvarsakademiet, Forsvarets Sundhedstjeneste og de tre operative kommandoer. Hærens Operative Kommando havde én repræsen-tant, major Person 67, og Forsvarskommandoen var repræsenteret af Person 68. Vidnet ved dog ikke, om disse personer fortsat deltager i arbejdsgruppen.

Læge 1 har forklaret, at han er cheflæge og har været ansat 13 år i forsvaret. Han har 4-5 gange været tilsynsførende læge ved POWEX-øvelser og således garant for, at personellet ikke led fysisk overlast. Det forekom under disse øvelser, at fanger stod op i mange timer, og alminde-lig hugsiddende stilling blev også anvendt i flere timer, hvorimod knæsiddende stillinger ikke blev anvendt. De fleste kan kun sidde i hugsiddende stilling en times tid. Vidnet vil skønne, at man også kan sidde på knæ med krydsede un-derben i en times tid, hvorefter det vil føles ubehageligt på grund af manglende blodforsyning i fødderne. Uden korslagte underben kan man formentlig sidde længere tid på knæ, men det vil give smerter i knæene.

Foreholdt afhøringsrapport af 3. september 2004, bilag 71, side 4, 2. afsnit, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at det efter ca. 20 minutter vil være smertefuldt at sidde på knæ med benene over kors, forklarer vidnet, at det godt kan være rigtigt, men at det varierer fra person til person. Selv om blodomløbet stoppes vil det ikke medføre varige mén, medmindre man sidder i stillingen i flere timer. Der var ingen skriftlige instruks vedrørende lægetilsynet i Irak, men man udfærdigede almindelige journaler. Det var normalt den vagthavende reservelæge, der tilså fanger ved ankomsten til lejren med henblik på at sikre, at de ikke havde lidt overlast i forbindelse med anholdelsen eller transporten. Fangerne blev via tolk spurgt, om de fejlede noget, som kunne have betydning for detentionsanbringelsen. Fangerne blev ikke tilset inden løsladelse med mindre der forelå særlige omstændigheder. Under detentionsopholdet kunne

- 17 -

lægen tilkaldes, men vidnet er ikke bekendt med, om dette skete den 9. juni 2004. Lægen er ikke involveret i spørgsmålet om, hvorvidt fangerne skal have vand. Hvis vidnet blev spurgt om, hvor meget vand, der er nødvendigt, ville han vurdere det ud fra fangens tilstand og dagtemperaturen. Normalt har man i det klima behov for ½ liter vand i timen.

…

Person 34 har forklaret, at han blev linjeofficer i 1980. Han har forrettet international tjeneste på Cypern i 1983/84 og i Bosnien i 1997. Han har tidligere bl.a. været bataljonschef i 2 år. Han kom til forsvarsakademi-et for ca. 3 år siden og har siden august 2003 været chef for institut for sprog, som har ansvaret for uddannelsen af sprogofficerer og tolke, samt det operative ansvar vedrørende den missionsorienterende uddannelse. Instituttet har således intet formelt ansvar efter udsendelse af personellet, men i praksis udfører man en rådgivende funktion, og modtager på denne måde oplysninger, som kan op-datere uddannelsen. Vidnet kender tolkene Person 20 og Vidne 2 i forbindelse med deres uddannelse på instituttet og har mødt tolken Person 69 ved en enkelt lejlighed. Vidnet har ikke deltaget i den konkrete udvælgelse af disse tolke, idet dette varetages af hans næstkommanderende. I begyndelsen af 1990'erne be-gyndte man at uddanne sprogofficerer i arabisk, og dette blev genoptaget for ca. 3 år siden. Der var derfor mangel på sprogofficerer i arabisk, og man an-vendte tolke som kompensation herfor. Vidnet var chef for Vidne 1 fra 1995 - 97, i hvilken periode han var chef for en opklaringsbataljon. Vidne 1 fungerede som efterretningsofficer. Hun var fagligt meget dygtig og var en engageret og dygtig analytiker. I en opklaringsbataljon er der et meget tæt samarbejde officererne imellem, og hun fungerede fint i det sociale miljø, også udenfor tjenestetiden. Det er vidnets opfattelse, at hun har respekt for an-dre mennesker, og der har ikke været klagesager vedrørende hendes behandling af underordnede. Vidnet mødte Vidne 1 på ny, dels under den missionsoriente-rende uddannelse, som vidnets institut lagde lokaler til, og senest i forbindelse med den afsluttende øvelse i Oksbøl inden udsendelsen til Irak. De talte her om den forestående mission, og han gav hende det råd at indføre ledelse blandt tol-kene, idet der på det forrige hold havde været problemer. Han opfordrede hen-de direkte til, at få sat skik på tolkene, som i for høj grad selv havde fået lov til at tilrettelægge deres arbejde. Vidne 1 var allerede klar over, at det var et om-råde hun skulle være opmærksom på, idet hendes chef, major Person 25, havde været inde på det samme. Vidnet baserede sit råd på oplysninger fra major Person 39 og fra enkelte af tolkene, som havde tilkendegivet, at tingene ikke havde fungeret ordentligt. Person 20 og Vidne 2 var uddannelsesmæssigt nogle af de mest kompetente tolke, man havde uddannet. Person 20 virkede som en moden ung kvinde, der ville kunne stå på egne ben, men i begyndelsen af opholdet i Irak "kom hun i clinch" med tolken Person 70. Vidnet var orienteret om, at man på Hold 1 overvejede at repatriere Person 20. Det ville imidlertid medføre mangel på tolke frem til august, og Hold 1 blev derfor vejledt om enten at beholde Person 20 eller at undvære tolk. Vidnet forudså således at Vidne 1 ville komme ud for ledelesproblemer i relation til tolkene, men ikke ud over det sædvanlige i en ledelsesfunktion. Mens Hold 2 var i Irak var der ikke udgivet direktiver for ud-spørgning. Forsvarsakademiet har den holdning, at man ikke ønsker, at perso-nel, der har deltaget i POWEX-øvelser anvendes som afhøringsofficerer, men dette blev først besluttet efter Hold 2. Der findes ikke regler om, at afhøringsof-

- 18 -

ficerer uddannet efter den gamle ordning ikke må foretage udspørgninger i "skarpe" situationer.

…

Forevist samme bilag, side 50, en e-mail af 4. juli 2004 fra Vidne 1 til bl.a. vidnet den "noget desperate tolkesituation", forklarer vidnet, at det var dette nødråb, der førte til, at man hurtigt fandt en sprogofficer, der kunne sendes til Irak. Der har i forvaret fundet et paradigmeskift sted vedrørende afhøringer i forbindelse med POWEX-øvelser. Da man genoptog uddannelsen af afhørings-instruktører i foråret 2003, skete det med en mere restriktiv fortolkning af reg-lerne, således at man gik meget blidere til værks i forhold til tidligere. Egentlig afhøringstjeneste udgik af forsvaret i 1998, og efter vidnet opfattelse er der ik-ke sket nogen udvikling på dette felt siden.

…

Person 49 har forklaret, at har været linieofficer siden 1979. Han er i dag stabschef og næstkommanderende for Danske Division, der står for stort set al uddannelse i hæren. Han var udsendt i Bosnien fra februar til okto-ber 1994 og deltog derunder i kamphandlinger i tre tilfælde. Han har tillige væ-ret på kortere missioner i en lang række lande. Tjeneste i et missionsområde er forbundet med stress, dels fordi man er i et uvant område, dels fordi man er bange for egen sikkerhed. Hvis man udsættes for alvorlig stress i længere tid giver det symptomer startende med hovedpine, svigtende hukommelse og ef-terhånden uhensigtsmæssig adfærd, indtil man til sidst populært sagt "går i sort". Vidnet har set soldater i samtlige disse faser. Danske officerer er bredt uddannet og i stand til at klare sig i uforudsete situationer, idet man dér netop kan falde tilbage på det, man har lært i basisuddannelsen. Det kan derfor være forsvarligt at sende reserveofficerer på udenlandske missioner uden suppleren-de uddannelse, men kun for så vidt angår visse funktioner. Jo mere kompliceret funktion man skal bestride, jo større er behovet for supplerende uddannelse, og dette gælder navnlig logistik- og efterretningsfunktioner. Navnlig i Irak må det være umuligt at varetage posten som efterretningsofficer uden forudgående ud-dannelse. Vidnet har tidligere deltaget i POWEX-øvelser og blev herunder ud-sat for fysisk overlast, der bl.a. havde til følge, at hans hænder var opsvulmede i flere uger. Han troede dengang, at den behandling han blev udsat for var i overensstemmelse med Genèvekonventionen.

…

Person 50 har forklaret, at hun påbegyndte sprogofficersud-dannelsen i oktober 1985 sammen med Vidne 1. Efter uddannel-sens afslutning blev hun udnævnt til premierløjtnant og blev efterfølgende kon-traktansat reserveofficer. Siden sin ansættelse i Udenrigsministeriet i 1997 har vidnet ikke forrettet tjeneste af betydning i forsvaret.

Forevist bilag 137, undervisningsmateriale vedrørende sprogofficersuddannel-sen, forklarer vidnet, at det svarer til det undervisningsmateriale, som hun blev undervist efter.

- 19 -

Forevist nævnte bilag, side 66, vedrørende afhøringsmetoder, forklarer vidnet, at man lærte, at det i forbindelse med afhøring af krigsfanger var vigtigt, at få initiativet under afhøringen og bevare det for at nå målet, som var at skaffe flest mulige oplysninger. Det forventedes, at eleverne beherskede forskellige afhøringsmetoder, og at de kunne afpasse disse efter krigsfangens rang, alder, personlighed m.v. Det er på forhånd vigtigt at gøre sig klart hvilke oplysninger den konkrete fange formodes at sidde inde med, og det er også vigtigt under afhøringen at kunne aflæse den pågældendes kropssprog. I den forbindelse ter-pede man remser med spørgsmål, som var afpasset efter om fangen f.eks. var menig eller general. Udover at stille disse relevante spørgsmål under afhørin-gen skulle man samtidig have i tankerne, hvilken afhøringsmetode der konkret var den bedst egnede, ligesom man selvfølgelig skulle afpasse afhøringen efter de svar, som man nåede undervejs.

Forevist samme bilag side 67 øverst vedrørende "Den dominerende (oprinde-ligt benævnt "tyranniske") optræden" og oplyst, at der i det oprindelige materi-ale var anført, at afhøreren også kunne fornærme krigsfangen, forklarer vidnet, at man lærte, at man gerne måtte råbe op og skælde fangen ud. Man måtte også gerne fornærme fangen, vel at mærke hvis det var et relevant led i det overord-nede formål, der som nævnt var at få flest mulige oplysninger ud af den pågæl-dende. Man lærte således ikke at fornærme eller skælde ud, blot for at gøre det-te, men formålet var at opnå en psykologisk overlegenhed i afhøringssituatio-nen. I forbindelse med den grundige optagelsesprocedure blev man bl.a. vurde-ret af en psykolog og vidnet går ud fra, at ansøger, der havde sadistiske tenden-ser eller lignende, blev sorteret fra allerede dér. Vidnet har deltaget i flere så-kaldte fortsættelseskurser men erindrer ikke, at den omtalte rettelse blev omtalt under disse kurser. Var hun blevet indkaldt for nylig, ville hun derfor have lagt til grund, at det fortsat var tilladt at fornærme under en afhøring. Hun er heller ikke klar over, at man nu anser den uddannelse hun gennemgik for forældet, men er dog klar over, at synet på uddannelsen har ændret sig gennem tiden. Hun erindrer ikke, at man under uddannelsen kom ind på spørgsmålet om ud-spørgning af civilbefolkningen. En sådan situation lå ikke i kortene på davæ-rende tidspunkt, hvor Sovjetunionen fortsat var den potentielle fjende. Skulle vidnet have foretaget udspørgninger af de personer, som Vidne 1 har udspurgt, ville hun i mangel af anden ordre sandsynligvis have anvendt de afhøringsteknikker, som fremgår af undervisningsmaterialet, og ville have an-set det for at ligge inden for de lovlige rammer. Vidnet ville således ikke have fundet det forkert at placere den tilbageholdte på gulvet og selv stå op under udspørgningen, idet det er led i en hel banal teknik med det formål at skaffe sig herredømmet over situationen. Under uddannelsen blev man indført i den 3. Genèvekonvention, som man tillige fik udleveret, og det blev betonet, at kon-ventionen skulle overholdes til punkt og prikke.

Foreholdt at artikel 13 i konventionen indeholder et forbud mod fornærmelser, forklarer vidnet, at hun ikke husker, om man gik i detaljer med hensyn til, hvor grænsen for graden af fornærmelser gik. Man lærte at bruge sin sunde fornuft, og grænsen gik i hvert fald ved fornærmelser, der havde karakter af åndelig tor-tur. Vidnet kender Vidne 1 fra sprogofficersuddannelsen og har i de senere år været kollega til hende i Udenrigsministeriet. Hun er utrolig retli-net, grænsende til det irriterende, og det er vidnets opfattelse, at hun altid har for øje at behandle andre mennesker ordentligt.

- 20 -

Person 59 har forklaret, at han er generalmajor og chef for For-svarsakademiet, som er en værnsfælles myndighed under forsvarschefen på lin-je med Hærens Operative Kommando. Forsvarsakademiet varetager primært uddannelse, men yder også rådgivning, herunder rådgivning til udsendte styr-ker. Vidnet begyndte selv sin militærkarriere som sprogofficer i russisk i be-gyndelsen af 1970'erne. Den uddannelse som sprogofficer og afhøringsofficer, som Vidne 1 har gennemgået, må i dag betegnes som forældet. Vidnet tror ikke, at de tidligere uddannede sprogofficerer er blevet bekendt med denne opfattelse.

Forevist bilag 140, skrivelse af 29. april 2005 fra major Person 71 om afhørings-tjeneste m.v., side 2, nederst, forklarer vidnet, at det er korrekt at der ikke er uddannet afhøringspersonel siden 1998.

Der skete et paradigmeskift i sommeren 2003, hvor en dansk delegation gen-nemgik briternes procedurer, hvilket førte til en snævrere fortolkning af regler. Populært sagt måtte man slet ingen ting mere. Orientering om denne praksis-ændring blev alene givet til deltagerne i POWEX-øvelsen 2003. Vidne 1 har således ikke haft kendskab til denne praksisændring, og efter vid-nets opfattelse er der ikke udvist rettidig omhu i denne sammenhæng. Efter pa-radigmeskiftet kan en afhøringsofficer, som har været benyttet i POWEX-sammenhæng, ikke anvendes til "skarpe" afhøringer. Forud for udsendelsen af danske styrker til Irak forudså man ikke, at der kunne forekomne udspørgnin-ger af civile. Havde dette været tilfældet, ville man have overvejet spørgsmålet nærmere og herunder have taget stilling til, hvem der i givet fald kunne foreta-ge sådanne udspørgninger. Genèvekonventionen indeholder bestemmelser, som er uomtvistelige og ikke genstand for fortolkning, samt andre bestemmelser, der ligger i en gråzone, hvor fortolkning i et vist omfang er mulig, men denne gråzone er blevet mindre efter det omtalte paradigmeskift.

Forevist bilag 140, side 6, punkt 9, om fortolkning af de mere vage bestemmel-ser i III. Genèvekonventionen forklarer vidnet, at Forsvarsakademiet fuldt ud kan stå inde for disse betragtninger. Det er stedse blevet understreget i forbin-delse med al afhøringsuddannelse, at konventionerne skal overholdes. Vidnet deler Person 34's opfattelse af tolkesituationen, idet man måtte anven-de de forhåndenværende tolke eller helt undvære tolke. Denne situation skyld-tes, at uddannelsen af sprogofficerer i arabisk, som blev påbegyndt i midten af 1990'erne på grundlag af en formodning om, at danske styrker kunne blive ind-sat i FN's styrke i Vestsahara, blev afbrudt efter uddannelsen af det første hold, idet den omtalte udsendelse ikke blev gennemført, og fordi man på daværende tidspunkt ikke kunne forudse, at der kunne blive tale om at sende danske styr-ker til andre arabisktalende lande. Distinktionen mellem udspørgen og felt-mæssig afhøring er efter vidnets opfattelse udtryk for lidt ordkløveri. Der er ik-ke den store forskel, idet det er de samme metoder, der anvendes, og de samme principper, der skal overholdes.

Foreholdt at det undervisningsmateriale, som Vidne 1 blev undervist efter, ef-terfølgende er ændret, idet man tidligere gerne måtte fornærme en fange, men at ordet "fornærme" siden er "lakket ud", forklarer vidnet, at han ikke er be-kendt med, om de tidligere elever er underrettet om denne ændring.

- 21 -

Forevist bilag 139, side 9 ff., en mailkorrespondance mellem ansatte på For-svarsakademiet og styrkerne i Irak, forklarer vidnet, at korrespondancen er et - om end lidt usædvanligt - udtryk for den rådgivning som akademiet yder.

2. Forklaringer vedrørende forhold 1-3 (10. marts 2004):

Tiltalte Vidne 1 har forklaret blandt andet, at hun den 9. marts 2004 havde haft en lang arbejdsdag. Kl. 21.30 var hun på vej i seng, da en overkonstabel meddelte, at der var tre mand på vej. Tiltalte troede først der var tale om nyt personel, men fik så oplyst, at der var tale om tre tilbageholdte, som var på vej til teltet. Tiltalte havde ikke tidligere beset udspørgningsområdet. Det havde der ikke været tid eller lejlighed til. Hun iførte sig uniform, men aftog distink-tioner og navneskilt, hvilket er sædvanlig procedure. Militærpolitifolkene bæ-rer aldrig navneskilt. Tiltalte medtog Vidne 2 som tolk. Hun var i gang med bok-setræning, men da hun hørte at hun skulle medvirke under udspørgninger blev hun henrykt og jublede i en sådan grad, at tiltalte måtte lægge en dæmper på hende. Tiltalte forklarede hende, at det var en situation, der kunne virke ubeha-gelig, idet det var nødvendigt for tiltalte at påtvinge den tilbageholdte at svare på de stillede spørgsmål og ikke tale om alt muligt andet. Tiltalte kom til teltet 1-1 ½ time før de tilbageholdte, som ankom ved midnatstid. Detentionen var ved at blive klargjort af en håndfuld militærpolitifolk, hvoraf tiltalte kun kendte Person 1 af navn. Hun ved ikke om MP-chefen, major Person 26, var til stede. Tiltalte beså teltet, som indeholdt et par skriveborde og 3-4 stole, der lignede stole fra en skoleklasse. Forevist fotos fra afhøringsteltet bemærker tiltalte, at det ligner teltet, som det så ud den 9. marts 2004. Tiltalte mener, at der var en eller anden form for underlag i teltet, men husker ikke hvilken type. Hun talte kort med major Person 25, der oplyste at der i By 1 var blevet op-rettet et ulovligt checkpoint af folk fra OMS, en lokal milits. Det blev opfattet som en test af, hvor langt man kunne gå overfor de danske styrker. En dansk patrulje havde forsøgt at opløse checkpointet, hvilket udløste en situation, der var så truende, at patruljen måtte trække sig tilbage. Et panserinfanterikompag-ni blev sendt til byen og på OMS-kontoret fandt man tre personer, som man genkendte fra checkpointet. De var blevet tilbageholdt, og Person 25 bad tiltalte forsøge at finde ud af, hvad de var i færd med, hvilken organisation de eventu-elt tilhørte, og hvilken fare det udgjorde for bataljonen, alt sammen med hen-blik på at afklare, om de kunne løslades, overgives til brigaden eller eventuelt overgives til den lokale dommer, idet de bl.a. var mistænkt for at have krævet penge af de lokale for passage af checkpointet. Tiltalte drøftede ikke med Person 25, om de skulle behandles som krigsfanger, men tiltalte overvejede selv spørgsmålet og nåede frem til, at de indtil videre måtte behandles som krigs-fanger. Det havde ikke den store betydning, idet de under alle omstændigheder skulle behandles efter gældende konventionsregler m.v., herunder også solda-tens og førerens kort. Tiltalte overvejede på den ene side hensynet til, hvad der var militært nødvendigt, og på den anden side hensynet til at undgå krænkelser, og det var hende meget magtpåliggende at overholde samtlige humanitære reg-ler. Den militærjuridiske rådgiver, Vidne 3, var også til stede ved teltet, men hun drøftede ikke situationen med ham, idet hun var meget koncentreret om at tænke den forestående situation igennem. Tiltalte har i 1991-1992 gennemført et kursus i bl.a. militær retspleje, og er også bekendt med de regler, der gælder for almindelige politiafhøringer. Sidstnævnte fandt hun dog ikke særligt rele-vante, idet hun brugte den "værktøjskasse", som forsvaret havde forsynet hende med. Hun har på et senere tidspunkt, muligvis den 12. april 2004 overværet, at

- 22 -

seniorsergent Person 14 vejledte en tilbageholdt om dennes rettigheder, og hun gik ud fra, også den 9. marts 2004, at MP'erne i forbindelse med registre-ring af de tilbageholdte havde foretaget en tilsvarende vejledning, idet det var deres opgave. Det var også MP ’ ernes opgave at forestå bevogtningen af de til-bageholdte. Hun talte med Person 1 om at de tilbageholdte ikke skulle have mulighed for at kommunikere sammen mellem udspørgningerne. Hun bad også om, at de tilbageholdte blev ført ind i teltet på en måde, så de kunne mærke, at der var styr på tingene, bl.a. for at modvirke eventuelle flugt-forsøg. Hun instruerede tillige MP'erne om, at de tilbageholdte inde i teltet skulle sidde på gulvet, således at MP'erne, når de kom ind i teltet med den på-gældende, pegede på stedet, hvorefter den tilbageholdte typisk satte sig ned af sig selv. Det var de eneste instruktioner hun gav MP'erne. Hun har således ikke givet instruktioner om, at de tilbageholdte skulle anbringes i stressfremkalden-de stillinger, eller om at de mellem afhøringerne ikke måtte bevæge sig eller få vand eller tæpper. Tiltalte vurderede ud fra bl.a. de papirer, som de tilbagehold-te havde besiddet, hvem der skulle udspørges først. Hun var kun uden for teltet under korte pauser, og observerede ikke i den forbindelse noget forhold, som hun fandt at burde gribe ind overfor. MP'erne virkede kompetente og havde styr på deres arbejde.

Tiltalte husker ikke, hvilke MP'ere, der overværede udspørgningerne den 10. marts 2004. Det var Person 1, der stod for detentionsområdet, og det var hendes indtryk, at han var kompetent og havde overblik over situati-onen. Der var altid MP'ere til stede i teltet under udspørgningerne. Udspørg-ningerne begyndte ca. kl. 01.30 og varede til ca. kl. 06.00. De enkelte udspørg-ninger tog ca. ½ time, og indimellem var der pauser, hvor hun primært opholdt sig i teltet, hvorimod MP'erne var udenfor, idet de jo havde ført den udspurgte ud af teltet. Ca. kl. 06.00 kørte de ind for at spise morgenmad og tiltale skrev sin rapport. Hun husker ikke, hvem der kørte hende ind til lejren. Ca. kl. 9 var hun tilbage i teltet for at gennemføre den sidste udspørgning. Da Person 14 enten den 12. april eller 9. juni 2004 vejledte en af de tilbageholdte om hans rettigheder, lod tiltalte ham tale ud, men bad ham derpå forlade teltet, da hun skulle i gang med udspørgningen. Flere af de udspurgte forstod en smule engelsk. De reagerede, når der blev sagt "down", men det var ikke hendes ind-tryk, at de kunne gennemføre en egentlig samtale på engelsk.

Oberst Person 22, stabschefen og flere andre officerer var også til stede, da de til-bageholdte ankom, fordi det var første gang det fandt sted. Ingen af officererne gav tiltalte nogen instruktioner. Hun overvejede ikke at anmode nogen af dem eller nogen fra militærpolitiet om at være protokolfører. Hun bad Vidne 3 om at forlade teltet, idet han ikke havde nogen praktisk funktion i teltet. Havde han foreslået at sidde i et hjørne af teltet, ville hun dog ikke have modsat sig dette, men han gik udenfor og opholdt sig derefter lige uden for teltet, idet de øvrige officerer var kørt tilbage til lejren. Tiltalte husker ikke nærmere, hvordan vejret var, men det var ikke koldt som herhjemme. Inden udspørgningerne gennemgik hun de tilbageholdtes effektposer sammen med tolken. Tiltalte brød sig ikke om den forestående opgave, idet hun gik ud fra, at de tilbageholdte ville være fjendtligt indstillet og måske tilmed ikke ville respektere hende som udspørger. Under alle omstændigheder ville de næppe være særligt villige til at udtale sig om eventuelle aktiviteter af fjendtlig karakter. Som nævnt afvejede tiltalte hen-synet til på den ene side at opnå resultat af udspørgningen og på den anden side hensynet til at overholde konventionsreglerne, men der var ikke tale om, at hun

- 23 -

overvejede at bøje konventionsreglerne. Den første tilbageholdte, betegnet Bravo 1, blev ført ind i teltet af militærpolitiet, der viste ham, hvor han skulle sidde, hvorpå han satte sig ned. Tiltalte ønskede, at de tilbageholdte skulle sid-de på gulvet. Dette skyldtes til dels sikkerhedsmæssige hensyn, idet hverken tiltalte eller MP'erne var bevæbnede, og det er naturligvis sværere at indlede et angreb, hvis man sidder ned end hvis man står op. En anden årsag var, at tiltal-te havde besluttet sig for at have fat i den lange ende og dominere samtalen, og da tiltalte ikke er særlig høj, ville det formål ikke kunne opnås, hvis hun skulle se op på de tilbageholdte, der alle var højere end hende. Tiltalte fandt ikke, at formålet kunne opnås, hvis de tilbageholdte sad på en stol. Hertil kommer, at det er almindeligt i lokalområdet at sidde på gulvet også i pæne hjem. Det op-levede tiltalte under et besøg hos en sheiks søster, hvor tiltalte blev placeret på en sengekant, mens værtinden selv sad på gulvet. Tiltalte har også været på en politistation i Irak, hvor nogle af de tilstedeværende sad på stole, mens andre sad på gulvet. De tilbageholdte måtte sidde, som de selv ville. Det afgørende var, at de befandt sig på gulvet. Hun var således ligeglad med, om de sad i skrædderstilling eller en anden form for siddestilling. Hun tillod dog ikke, at de lagde sig ned og flød ud som de gamle romere, idet dette ville være udtryk for disrespekt over for hende. En af de tilbageholdte indtog denne stilling og derfor bad MP'erne ham rette sig op. Tiltalte ville være sikker på ikke at komme til at krænke eller ydmyge de tilbageholdte under udspørgningerne og havde derfor forinden spurgt Vidne 2, hvilke udtryk der ville være fornærmende. Hun har selv-følgelig ikke fremsat tilsvarende spørgsmål, når hun i Udenrigsministeriets regi skulle tale med udlændinge, idet grunden til at hun det i denne situation var, at hun havde tænkt sig at bruge almindelig danske kraftudtryk under udspørgnin-gerne. Det kunne være ord som "kraftedeme" eller "fand´me". Tiltalte var be-kendt med, at ord som "svin" eller "hund" ville være krænkende at anvende over for irakere. Hun har derfor ikke brugt nogle af de udtryk, der er nævnt i anklageskriftet. Nogle af de tilbageholdte fortalte så mange røverhistorier, at tiltalte følte sig holdt for nar. Hun sagde derfor, at det godt kunne være, at til-bageholdte troede, at de, det vil sige danskerne, var nogle hundehoveder eller dumme svin, der åd hvad som helst, men disse udtryk var møntet på danskerne og ikke på de tilbageholdte eller andre irakere. Inden afrejsen til Irak deltog til-talte i et såkaldt kulturkursus og bestræbte sig derfor også på at følge de lokale normer, bl.a. ved at beholde sin løsthængende jakke på, i modsætning til de mandlige kolleger, og ved at være kortklippet for ikke at fremhæve sit kvinde-lige udseende. Sent om natten skulle MP'erne føre Bravo 3 ind i teltet. På vej gennem døren gjorde han sig slap, og kom derved til at træde i sine bukser, som gled ned, således at man kunne se hans underbukser. Tiltalte sagde straks: "Stop, dette er ikke værdigt" og bad MP'erne bringe hans påklædning i orden. Tiltalte sagde ligeledes til Vidne 2: "Dette skal du og jeg ikke se på", og begge vendte sig om indtil den tilbageholdtes beklædning var bragt i orden. Tiltalte ved ikke om MP'erne bemærkede, at bukserne gled ned, idet de var optagede af få ham bragt ind i teltet, men da tiltalte opdagede problemet, greb hun straks ind. I den forbindelse observerede hun ikke nogen latrinære problemer, og der var heller ikke tale om, at den pågældendes bukser stod åbne. Først om morge-nen ca. kl. 8 tog hun ind til Base 1, hvor hun lavede en foreløbig rapport, som hun drøftede med Person 25. Hun fortalte ham, at det var helt anderledes at foretage disse udspørgninger end at afhøre i øvelsessammenhæng. Hun brød sig ikke om det og sagde til Person 25, at hun håbede at han ikke kom med flere tilbageholdte. Person 25 bad hende foretage yderligere udspørgning af de tilba-geholdte, hvilket hun gjorde, hvorpå hun udfærdigede den endelige rapport

- 24 -

vedrørende udspørgningerne. Hun talte også med oberst Person 22 om udspørgnin-gerne, enten samme dag eller senere, hvorunder hun gennemgik udspørgnin-gerne og resultatet heraf. Tiltalte havde intet med løsladelsen af de pågældende at gøre. Løsladelsen foregik som regel ved, at en efterretningsofficer talte med de pågældende inden løsladelsen bl.a. for at kunne drage fordel af den begun-stigelse, der lå i løsladelsen i forbindelse med eventuelle senere kontakter med de samme personer. Tiltalte have ingen personlig holdning til, at de tilbage-holdte blev løsladt. Hun havde løst sin opgave, og det var så op til andre at vurdere, hvad der videre skulle ske. Senere på dagen var tiltalte sammen med Person 25 til et møde med spejderne. Person 25 havde forinden oplyst, at de havde klaget, men han vidste ikke, hvad klagen vedrørte. Tiltalte havde ikke talt med spejderne forud for, at de fik til opgave at bevogte detentionsområdet, og ingen af spejderne havde været inde i teltet. Foreholdt sin forklaring til auditørkorp-set, bilag 21, side 18 nederst, hvoraf det bl.a. fremgår, at Person 25 forud for mødet havde oplyst, at spejderne var blevet forskrækket over det de havde ob-serveret omkring fangerne, forklarer tiltalte, at det anførte ikke var noget hun vidste, før hun gik til mødet med spejderne. Major Person 25 begyndte mødet med at orientere om den generelle situation i området, hvorpå han bad tiltalte berette om udspørgningerne. Udover tiltalte og Person 25 var major Person 11 og 3-4 spejdere til stede. Klagen gik på, at de tilbageholdte havde manglet mad, vand og tæpper i detentionsområdet. Foreholdt samme bilag side 19, 3. afsnit, hvor det bl.a. er anført, at spejderne gav udtryk for, "at fangerne havde siddet i bestemte stressstillinger ude i detentionen" forklarer tiltalte, at hun ikke mener, at udtrykket "stressstillinger" blev anvendt under mødet, men det er rigtigt, at tiltalte anvendte dette udtryk under afhøringen som en samlet betegnelse. Til-talte forklarede spejderne, at hun intet havde med bevogtningen at gøre. Hun prøvede også at forklare dem situationens alvor, men det virkede som om de ikke forstod dette. Dommeren i By 1 havde samme dag fængslet 3 perso-ner, der var mistænkt for at have dræbt en britisk soldat. Dette medførte trusler mod dommeren, og det var derfor, at den danske patrulje, som opdagede checkpointet, blev udsendt. Spejderne forstod alligevel ikke, at det var nødven-digt for MP'erne at sikre sig, at de tilbageholdte ikke talte sammen. Klagen var dog ikke særlig specifik, men gik mere på den måde MP'erne behandlede de tilbageholdte på. Der var ikke tale om, at tiltalte forklarede spejderne, at hun havde bedt MP'erne stresse de tilbageholdte. Hvis spejderne mener, at det er tilfældet, må det bero på en misforståelse. Hun forklarede alene, at det var nød-vendigt at indtage en dominerende holdning for at undgå, at de tilbageholdte talte udenom. Major Person 25 nævnte, at klagerne ville blive videregivet til mi-litærpolitiets ledelse, men tiltalte følte, at spejderne projicerede deres opfattelse af, hvad der var sket udenfor teltet ind i teltet. Spejderne havde kun været i Irak i ca. en måned, og det virkede på tiltalte som om de mentalt set stadig befandt sig i det fredelige Danmark. De fleste af spejderne, herunder major Person 11, kunne dog godt følge tiltaltes forklaring om, hvorledes udspørgningerne måtte foregå. Der havde i øvrigt i begyndelsen af opholdet været et anspændt forhold mellem militærpolitiet og de øvrige enheder, bl.a. på grund af uenighed om, hvem der skulle foretage husundersøgelser. Det er usundt for hele styrkens ind-sats, når der er sådanne problemer, og derfor forsøgte Person 25 at gyde olie på vandene. Person 25 afsluttede mødet med at sige, at for at undgå yderligere in-tern splid og mytedannelse, skulle spejderne ikke gå rundt og snakke om deres iagttagelser. Et andet hensyn var at undgå at sagen eksploderede, hvis pressen fik kendskab til spejdernes kritik. Person 25 nævnte også, at hvis det var rigtigt, at de tilbageholdte ikke havde fået vand og tæpper ville han sørge for, at det

- 25 -

blev rettet. Tiltalte husker, at der var tæpper i detentionsområdet, og den vogn hun kørte til teltet med, indeholdt også en stabel tæpper. Sydtårnet, hvorfra der var udsigt over detentionsområdet, var altid bemandet sædvanligvis med folk fra panserinfanterikompagniet. Tiltalte ved dog ikke, om det også var tilfældet denne nat. Vagtordningen i tårnet blev senere ændret, således at det kun var er-farne soldater, der besatte denne vagt. Det skete for at undgå en ny tilsvarende situation, idet det var tiltaltes indtryk, at spejderne havde misforstået situatio-nen, fordi de ikke havde modtaget nogen form for instruktion, inden de blev sat til vagttjeneste i detentionsområdet. Tiltalte havde senere flere samtaler med Person 25, hvorunder hun fortalte detaljeret om de omstændigheder, som ud-spørgningerne havde fundet sted under. De var enige om at foretage visse æn-dringer, herunder at der skulle deltage en skrivemand ved kommende udspørg-ninger, men ændringerne gik ikke på tiltaltes måde at foretage udspørgningerne på. Hun havde også flere samtaler med Vidne 3, som ikke havde nogen be-mærkninger til hendes måde at udføre udspørgningerne på. Inden hun foretog den første udspørgning viste hun ham, at hun havde tænkt sig at sidde på kan-ten af skrivebordet med den tilbageholdte placeret på gulvet, og det havde han ingen bemærkninger til. Tiltalte var ikke i tvivl om, at hun overholdt reglerne, men talte alligevel med Vidne 3, fordi hun ville være 100 procent sikker på ikke at gøre noget forkert. Vidne 3 gav et "juristsvar" i retning af, at man selvfølgelig gik hårdere til en hårdkogt kriminel, end hvis man afhører en ældre dame, der har rapset i Brugsen. Da Vidne 3 havde opholdt sig udenfor teltet under udspørgningerne følte tiltalte sig herefter på sikker grund med hensyn til den fremgangsmåde, hun anvendte. Hun havde også drøftet denne med Person 22, som heller ikke havde bemærkninger hertil. Forevist e-mail af 25. februar 2004 fra kaptajn Person 23 til major Person 25 (sagens bilag 109) forklarer til-talte, at Person 25 videresendte mailen til hende, og at hun svarede som det fremgår af bilaget. Hendes bemærkninger om de gode manerer var ment som en morsomhed. Tiltalte kender ikke årsagen til Person 23's henvendelse, men den bestyrkede også hendes opfattelse af, at hun ikke gik for vidt i sine ud-spørgninger. Der var mange i lejren, der syntes at tiltaltes rolle som afhørings-officer var spændende, hvilket medførte adskillige dumsmarte bemærkninger i retning af, om hun nød at svinge pisken eller lignende. Hun afviste disse be-mærkninger, og forklarede de pågældende om det alvorlige i situationen, som man derfor ikke burde lave grin med. Så vidt tiltalte erindrer påbegyndte hun udspørgningerne den 10. marts ca. kl. 1 eller kl. 1.30, idet der var gået nogen tid med registrering af de tilbageholdte. Afhøringen af den tilbageholdte, be-tegnet Bravo 2, foregik efter samme retningslinjer som for de øvrige.

…

Vidne 2 har forklaret, at hun er født i Tyskland og flyttede til Danmark i 1990. Hun fik via sin veninde, Person 20, kendskab til at forsvaret søgte civile tolke. Da de begge læste til cand. negot. med arabisk som hovedfag, var det en oplagt mulighed for praktikarbejde ud over det sædvanlige. Vidnet indgav en ansøgning, blev sikkerhedsgodkendt og deltog herefter i et tolkekursus af en uges varighed. Bagefter gennemgik hun elementær soldateruddannelse i Vor-dingborg. Hun var meget engageret i uddannelsen, og var stolt af at blive anta-get. Hun deltog også i et missionsorienterende kursus i Oksbøl, som fandt sted i en uge midt i januar 2004. Hun deltog bl.a. sammen med sprogofficerer og blev i Oksbøl også præsenteret for personalet fra Sektion 1, heriblandt Vidne 1, som skulle være hendes foresatte, og som hun i forvejen havde hørt

- 26 -

godt omtalt. De kom til Irak den 10. februar 2004. Det var en stor omvæltning, og der var meget at sætte sig ind i. Vidnet undergav sig de gældende retnings-linjer. Det var hårdt, men hun gjorde som der blev sagt. Hun blev straks kastet ud i opgaverne, og tolkede i begyndelsen for englænderne. Hun modtog, så vidt hun husker, ikke nogen særlig instruktioner om, at hun skulle tolke i forbindel-se med udspørgninger, og hun havde kun set detentionsområdet udefra i for-bindelse med løbetræning. Den 9. marts 2004 blev hun kaldt ned til sektionen. Det kan godt passe, at hun boksetrænede på det tidspunkt. Hun skiftede til uni-form og blev kørt til "Bastilien", hvor Vidne 1 fortalte hende, at hun skulle være forberedt på, at Vidne 1 ville råbe højt under udspørgningerne og herun-der skælde fangerne ud. Hun bistod også under registreringen. De tilbageholdte skulle ind i registreringsteltet en ad gangen. De skulle sidde på hug og se ind i teltvæggen, indtil de skulle tale med Person 1, som stod for regi-streringen. Det var ganske koldt bl.a. på grund af vinden, og vidnet frøs, selv-om hun havde termojakke på under uniformen. Efter registrering og lægeun-dersøgelse blev de tilbageholdte anbragt i fangegårdene. Vidnet tolkede ikke for MP'erne i den forbindelse, idet der bare blev sagt "sit" til fangerne. Hun var ikke ved fangegården hele tiden og ved derfor ikke, hvad der blev sagt, men hun har ikke oversat nogen besked til fangerne om, hvor der var vand og toilet. I fangegården skulle de sidde på hug og se ind i væggen. I begyndelsen måtte de sidde som de ville, men da udspørgningerne gik i gang sagde Vidne 1, at de skulle sidde på bestemte måder, og at MP'erne skulle "ryste lidt i dem". Det var vidnets indtryk, at de skulle gøres "møre". Vidne 1 sagde bl.a.: "Er han klar, eller skal han sidde derude lidt længere?". Vidnet var ikke i tvivl om, at de til-bageholdte skulle miste tidsfornemmelsen og blive usikre på, hvad der skulle ske med dem. Vidnet og de andre måtte således ikke have ure på. Da en MP'er begyndte at vejlede en tilbageholdt om rettigheder, smed Vidne 1 MP'eren ud af teltet, men senere undskyldte hun overfor MP'eren, idet hun sagde, at det var en del af hendes metoder. I pauserne observerede Vidne 1 fangerne. Hun fik i øvrigt at vide fra MP'erne, hvad der skete uden for teltet. Under udspørgningen skulle fangen sidde på knæ. I begyndelsen skulle han ikke sidde med ret ryg, men den skulle blive mere ret undervejs. Når fangerne blev ført ind i teltet skubbede MP'erne dem ned i siddestilling. De satte sig ikke frivilligt ned. Det var vidnets fornemmelse, at udspørgningerne varede i længere tid, men det var svært at bedømrne, når hun ikke havde ur på. De skulle alle sidde på knæ, og nogle fik lov at skifte stilling. Når de til sidst "knækkede" sammen opfattede vidnet det som et udslag af belastning eller stress. MP'erne "hejsede' dem op igen. I begyndelsen af en udspørgning stod MP'erne lidt væk fra fangerne, men rykkede til sidst helt tæt på. Vidne 1 sad på bordet ca. en halv meter fra den udspurgte. Før en af udspørgningerne spurgte Vidne 1, hvad der var det værste man kunne kalde en iraker. Vidnet svarede, at "hund" er meget nedværdigende, fordi hunde er urene dyr. Vidnet nævnte også seksuelle ærekrænkelser vedrø-rende søstre og mødre. Hun sagde der-imod ikke noget om kønsorganer, men også sådanne udtryk brugte Vidne 1, idet hun bl. a. kaldte fangerne "lort af en hund" og "mand uden penis". Vidnet oversatte disse udtryk, og fangerne reage-rede, som en hvilken som helst mand ville have reageret. Vidnet distancerede sig fra situationen og betragtede sig selv som en "tolkemaskine". Hun proteste-rede ikke, idet hun gerne ville være sprogofficer, og derfor ikke kunne "melde fra". Fangernes tilstand blev dårligere i løbet af natten. De virkede udmattede og blev nærmest slæbt til og fra teltet, fordi de ingen kræfter havde til sidst. Det var ikke vidnets indtryk, at dette skyldtes modvilje mod at blive afhørt. Først ved daggry fik fangerne tæpper. Når vidnet i løbet af natten så fangerne i

- 27 -

fangegården, sad de og så ind i væggen. Hun så ikke, om de fik vand. Under udspørgningerne bad flere om vand, hvilket Vidne 1 nægtede. Vidnet ved ik-ke, om Vidne 1 havde nægtet dem at få vand i detentionsområdet. Vidnet tog først tilbage til lejren ved 6-7 tiden om morgenen. På et tidspunkt, hvor vidnet stod uden for teltet, blev en af fangerne slæbt hen til teltet, hvorved hans bukser gled ned, så man kunne se hans bagdel. Vidnet sagde intet; det var ikke hendes ansvar. Der var heller ikke andre, der sagde noget, og Vidne 1 bad ikke vidnet vende sig om. Det var vidnets indtryk, at episoden passede godt ind i Vidne 1's måde at afhøre på. Fangen trak selv bukserne op inde i teltet. Han havde også gjort i bukserne". MP'erne talte om det, da fangerne blev kørt ud til hovedvag-ten efter udspørgningerne. Vidnet så da, at fangens bukser var meget beskidte, og han stank. Der kunne måske også være tale om sved. Bagefter spurgte Vidne 1, om det havde været hårdt, men vidnet sagde nej. Hun ville ikke lade Vidne 1 vide, hvordan hun opfattede situationen, idet Vidne 1 som chef skulle udtale sig om vidnets sprogofficersansøgning. Den eneste vidnet talte med var Person 1, som undskyldende forklarede, at sådan var deres arbejde. Hun talte heller ikke med Person 20, fordi hun skammede sig over den måde, som udspørgningerne var foregået på. På sektionskontoret gjorde Vidne 1 grin med spejderne, som syntes det var gået for hårdt for sig. Hun kaldte dem "minisol-dater" eller "små soldater" i betydningen, at de var nogle rollinger, der ikke vidste, hvad de skulle mene.

Person 5 har forklaret, at han var gruppefører i spejdereska-dronen, hvis primære opgave i krig er at rekognoscere fjendens bevægelser. I Irak var den primære opgave dog patruljering, det vil sige en slags politiarbej-de, hvorunder man bl.a. opretter checkpoints. Inden den 9. marts 2004 havde spejderne ikke været udsat for beskydning, stenkast eller lignende eller selv af-fyret skud. På et senere tidspunkt var vidnets gruppe i et enkelt tilfælde udsat for beskydning. Som gruppefører havde vidnet både førerens og soldatens kort, og var inden udsendelsen blevet undervist i krigens love, herunder Genèvekon-ventionen. På sergentskolen havde han også modtaget undervisning i den mili-tære straffelov og retspleje. Under en rundvisning kort efter ankomsten så han detentionsområdet, der bl.a. bestod af 2 gårde omkranset af såkaldte Hesco Ba-stian-vægge. Han mener, at gårdene var helt tomme, det vil sige uden solsejl el-ler installationer af nogen art. Han vidste på forhånd, at spejderne kunne blive indsat som vagtstyrke ved detentionen, men havde ikke fået nærmere instrukti-oner herom. Den 9. marts 2004 anholdt vidnets gruppe en af de tilbageholdte, og ved ankomsten til detentionen fik gruppen ordre til at deltage i vagten fra ca. midnat og indtil om morgenen. Vidnet delte gruppens 6 mand op i 3 vagt-hold, og deltog selv i vagten fra ca. kl. 6 sammen med overkonstabel Person 72. Da de kom derud, sad der en fange i hver gård. De sad på knæene og kiggede ind i væggen. De virkede meget trætte, og vidnet spurgte det forrige vagthold, hvad der var foregået. Spejderne oplyste, at de havde fået instruks om, at fangerne skulle sidde sådan. De måtte ikke bevæge sig rundt. Vidnet husker ikke, hvilket tøj fangerne havde på. De havde ikke tæpper til rådighed, og en af spejderne sagde, at den ene af fangerne var blevet frataget sit overtøj. Spejderne nævnte dog ikke, at de havde fået ordre om ikke at give fangerne tæpper. Det var koldt om natten, og vidnet havde selv meget overtøj på. Han husker ikke temperatu-ren, men det var dog ikke frostvejr. Vidnet var utilfreds med det han så og også utilfreds med, at man ikke havde fået oplyst, hvilken kategori fangerne tilhørte, herunder om de udgjorde en trussel mod koalitionsstyrkerne, eller om de var almindelige kriminelle. Mens vidnet talte med spejderne kom en af MP'erne

- 28 -

hen og sagde, at det skulle vidnet ikke blande sig i. Det gik generelt på indhol-det af samtalen med spejderne. Vidnet kender ikke MP'erens navn. En spejder oplyste også, at en fange var "tiltet" omkring og var blevet tilset af lægen. Det er muligt, at vidnet først hørte dette senere på dagen. Efter vidnets vurdering var reglerne overtrådt, og han var utilfreds med, at hans spejdere ikke havde grebet ind. Der var imidlertid ikke tale om, at de brokkede sig over for vidnet. De orienterede ham blot, men vidnet kørte tilbage til lejren og orienterede sin chef, major Person 11. Person 11's første reaktion var, at der ikke var sket noget usædvanligt. Sådan var det også foregået i Jugoslavien, og det skulle vidnet ik-ke tage sig af. Senere oplyste Person 11 dog, at han havde talt med oberst Person 22, og Person 11 bad vidnet sørge for, at der kom mad og vand ud til fangerne. Da vidnet tiltrådte vagten kontrollerede han ikke, om der var vand i fangegårdene. Vidnet deltog i mødet den 10. marts 2004. Udover de 6 spejdere deltog Person 11, Vidne 1 og Person 25. MP'erne var ikke til stede. Spejdergruppen fortalte indledningsvis hvad de havde observeret, hvorpå Person 25 instruerede om, hvad der efter hans opfattelse var foregået, men vidnet husker ikke detaljerne heri, bortset fra at Person 25 rundede af med at sige, at den eneste overtrædelse bestod i, at fangerne ikke havde fået vand.

Foreholdt afhøringsrapport af 25. august 2004, bilag 45, side 3, lige under mid-ten, hvorefter vidnet til auditørkorpset skulle have forklaret blandt andet, at major Person 25 "havde fortalt dem om fangerne og indirekte forklarede han, at fangerne lå inde med oplysninger, som var vigtige, og at det derfor havde været nødvendigt at bruge de midler, som man nu havde gjort", bekræfter vidnet, at have forklaret som anført. Der blev under mødet talt om stressstillinger, men vidnet husker ikke Person 25's kommentar hertil. Man talte ikke om konkrete stressstillinger, men anvendte udtrykket mere generelt. Det blev dog ikke be-stridt, at stressstillinger havde været anvendt, og Vidne 1 forklarede, at stress-stillinger bl.a. gør, at man på grund af ubehaget glemmer sine tidligere løgnehi-storier, eller har sværere ved at finde på nye. Hun sagde også, at der ikke var sket andet, end hvad der foregår på POWEX, ligesom hun nævnte, at hun heller ikke syntes, at det var sjovt at se en voksen mand græde. Han husker ikke, om Vidne 1 kommenterede spørgsmålet om vand. Mødets formål var at Sektion 1 ville have "styr" på spejderne, så de ikke løb over og ringede hjem, og de blev ved mødtes slutning pålagt tavshedspligt. Vidnet husker ikke, hvem der gjorde det-te. Vidnet ved ikke, hvem der den pågældende nat bemandede sydtårnet.

Forevist bilag 11, en mail af 31. juli 2004 fra major Person 11 til oberst Person 22, side 1, midt, forklarer vidnet, at det svarer til det han oplyste overfor Person 11, bortset fra at vidnet ikke har kendskab til, at noget var anmeldt til TOC (Tacti-cal Operations Center).

Foreholdt at Person 11 har beskrevet stresspositionen som på hug, forklarer vid-net, at han ikke husker, hvad han præcist sagde til Person 11. Vidnet kendte de kvindelige tolke, men har ikke aftalt noget med dem om, hvad de skulle forkla-re under sagen.

Foreholdt bilag 45, side 2, nederst, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at han af sine egne folk fik oplysninger om, at en af fangerne havde fået frataget sit overtøj, da han kom ind til lejren, at ingen af fangerne havde fået mad eller drikke, at ingen havde fået noget til at varme sig med, tæpper eller andet, at en fange havde "skidt i bukserne", og at en anden var besvimet eller faldet om, og

- 29 -

at en læge havde været tilkaldt for at checke, om han var i live, forklarer vid-net, at han også mener, at han over for Person 11 nævnte, at en fange var blevet tilset af lægen, men det er muligt, at han som sagt først senere modtog denne oplysning. Spejderne havde flere konflikter med MP'erne. Under en natlig hus-undersøgelse, hvor der skulle anholdes nogle personer, bevægede MP'erne sig ind i de aftalte skudfelter. Der var dog meget stor forskel på MP'erne. Nogle var dygtige og nogle dårlige. Vidnet har gennemset en fotomappe med MP'ere, men kunne ikke positivt udpege de MP'ere der var til stede den 10. marts 2004.

Foreholdt bilag 45, side 6, 2. afsnit, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at både Vidne 1 og Person 25 under mødet gav udtryk for, at det var en fejl, at fangerne ikke fik mad, vand eller tæpper, bekræfter vidnet at have forklaret som anført.

Person 6 har forklaret, at han gjorde tjeneste på Hold 2 i Person 5's gruppe. Han var hjemmefra undervist i soldatens kort. Den 10. marts 2004 deltog han i vagten i detentionsområdet fra omkring kl. 24. Det var relativt koldt, og vidnet havde både uniformsjakke og fragmentationsvest på.

Foreholdt at han ifølge afhøringsrapport af 25. august 2004, bilag 46, side 1, skulle have forklaret, at det var meget koldt og blæsende, forklarer vidnet, at han i dag ikke nærmere husker vejrliget. På grund af en misforståelse gik de først op i sydtårnet, som var bemandet med personel fra stabs- og logistikkom-pagniet. De fik besked på, at de skulle ud i selve detentionsområdet, hvor kap-tajn Vidne 1, den militærjuridiske rådgiver og 2-3 MP'ere var til stede. Der sad en fange i den ene fangegård og to i den anden. De var iført kjortler. MP'erne instruerede om, at fangerne skulle sidde ned i gårdene og ikke måtte tale sam-men. De sad i knæsiddende stilling og så ind i væggen, og de skulle blive sid-dende sådan. Hvis de bevægede sig skulle de ved hjælp af fagter have at vide, at de skulle blive siddende. Nederst i hjørnet af gården var der er skur, men fangerne var ikke henne ved dette. Vidnet havde vagt sammen med konstabel Person 7. Vidnet holdt øje med den ene fange og Person 7 med de to an-dre. Han fik at vide, at den fange, han holdt øje med, formentlig havde været med i baghold, men foreholdt samme bilag side 2, 4. afsnit, husker vidnet ikke at have fået at vide, at pågældende skulle have været hovedmanden. Fangen var urolig. Han kiggede rundt og gnubbede sig på armene. Vidnet antog, at det var fordi han frøs. Når han løftede sig op fra den knæsiddende stilling, beordrede vidnet ham til at sætte sig ned igen, som han havde faet ordre til. Da fangen skulle ind til afhøring tog MP'erne fat under armene på ham, løftede ham op, og måtte slæbe ham ind, formentlig fordi han havde svært ved at gang i benene på grund af den stilling, han havde siddet i. Vidnet husker ikke, om fangen var til afhøring flere gange. Fangen fik ikke noget at drikke. Han var ikke på toilet-tet, men tissede i den siddende stilling, hvilket vidnet lod ham gøre uden at sige noget. Der var ikke tale om, at han tissede i bukserne. Vidnet opholdt sig dels i det fri og dels i køretøjet, som holdt med front mod de to gårde ud for skille-væggen, således at man kunne lyse ind i gårdene. Da afhøringerne begyndte kom Vidne 3 ud fra teltet og sad et stykke tid i bilen sammen med spejderne. Han spurgte blandt andet, om fangerne ikke skulle have nogen tæpper. Vidnet svarede, at det havde de ikke fået ordre om, og vidnet ville ikke gå ind i teltet og forstyrre afhøringen for at spørge, om fangerne skulle have tæpper. Han ved ikke, om Vidne 3 gjorde mere ved spørgsmålet om tæpperne. Vidne 3 for-lod området ca. kl. 01.30. Ved vagtskiftet ca. kl. 02, videregav vidnet de in-

- 30 -

struktioner, som han havde modtaget, til det nye vagthold. Om morgenen for-talte gruppefører Person 5, hvad der efterfølgende var sket, og vidnet deltog senere på dagen i mødet med Sektion 1. Mødet begyndte med, at major Person 25 ori-enterede om, hvad der var foregået, herunder at formålet var at sikre de danske soldaters sikkerhed, og at det kunne virke voldsomt. Stressstillinger blev om-talt, men vidnet husker ikke af hvem.

Foreholdt bilag 46, side 7 midt, hvorefter vidnet bl.a. skulle have forklaret, at Vidne 1 under mødet sagde, at de stressstillinger, som fangerne var blevet sat i, var en nødvendighed for at få dem til at tale, og at det var vigtigt at de fik op-lysninger ud af dem, idet fangerne vidste noget om angreb mod de danske styr-ker, bekræfter vidnet at have forklaret som anført.

Vidnet forklarer videre, at instruktionen fra MP'erne gik ud på, at fangerne skulle sidde på en bestemt måde, og at de skulle kigge ind i væggen. MP'erne var kun udenfor teltet i forbindelse med, at de hentede og bragte fangerne. Da de to fanger i den samme gård begyndte at tale sammen, gav vidnet eller Person 7 dem besked på at tie stille. Vidnet husker ikke, at nogle af vidnerne forsøgte at rejse sig, og hverken han eller Person 7 var inde i gårdene. Vid-net husker ikke at have set nogen tæpper, men kan ikke udelukke, at der var tæpper i gårdene. Bagest var der et toiletaflukke.

Forevist fotomappe, foto 8, forklarer vidnet, at han ikke husker, om der var op-sat solsejl den 10. marts 2004.

Forevist foto 2, forklarer vidnet, at han ikke ved, hvad skabet indeholdt den 10. marts 2004.

Foreholdt bilag 46, side 6, 2. afsnit, hvorefter vidnet bl.a. skulle have forklaret, at det var hans "klare opfattelse, at fangerne ikke skulle have hverken tæpper eller andet ud fra den ordre han fik af MP. Han husker ikke, om det direkte blev sagt, at fangerne ikke skulle have tæpper, men det var klart meningen", vedstår vidnet at have forklaret således. Vidnet har ikke indgivet nogen klage til TOC.

Person 7 har forklaret, at han er bekendt med soldatens kort. Den 10. marts var han på vagt sammen med Person 6 fra ca. midnat. I detentionsområdet var Vidne 1, Vidne 3 og tolken samt nogle MP'ere til ste-de. Der var tre fanger i fangegårdene. De to fanger i den ene gård skulle sidde i hver side af gården og måtte ikke bevæge sig rundt. De sad på knæene med bagdelen på hælene. Vidnet husker ikke, om de havde krydsede underben. Hvis de rejste sig bad vidnet dem sætte sig ned, enten ved fagter eller ved hjælp af arabiske gloser. Det var lidt køligt.

Foreholdt at han ifølge afhøringsrapport af 25. august 2004, bilag 47, side 2 nederst, skulle have forklaret, at der var en bidende kold vind, forklarer vidnet, at det godt kan passe. Der var ingen af fangerne, der bad om tæpper eller vand. Gårdene blev oplyst ved hjælp af deres køretøj, og da de på et tidspunkt sad i bilen for at få lidt varme, satte Vidne 3 sig også ind i bilen. Han spurgte om fangerne ikke skulle have nogen tæpper. Vidnet husker ikke, hvad de svarede, men han gjorde ikke selv noget i den anledning. Hvis fangerne havde ønsket det, ville vidnet have givet dem lov til at gå på toilettet, idet det må være et-

- 31 -

hvert menneskes ret. Under vagten talte han ikke nærmere med Person 6 om den måde fangerne skulle behandles på, og han har ikke klaget til TOC over behandlingen. Fangerne virkede friske men rystede over situationen. Vidnet kunne ikke se om de frøs, men de bevægede sig af og til for at få lidt liv i be-nene. På mødet senere på dagen sagde Vidne 1 bl.a., at det der var foregået ik-ke var værre end hvad enhver dansk officer udsættes for under uddannelsen. Vidnet husker ikke, om hun nærmere begrundede de anvendte metoder.

Foreholdt samme bilag, side 4 øverst, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at Vidne 1 under mødet sagde, "at den måde, som fangerne blev behandlet på, uanset at det ikke "var rart at se på", var nødvendig for at få "noget ud af fan-gerne", og det var igen nødvendigt af hensyn til de danske soldaters sikkerhed", forklarer vidnet, at han ikke husker at have forklaret således, og han husker heller ikke i dag, om Vidne 1 udtalte sig sådan på mødet. Spejderne var efter mødet enige om, at det var godt de havde anmeldt sagen, hvis der var gjort no-get forkert.

Foreholdt samme bilag, side 6, nederste halvdel, hvorefter vidnet bl.a. skulle have forklaret, at Vidne 1 under mødet havde forklaret, "at der var flere eska-lationstrin i en afhøring, startende med en blid afhøring, som så blev hårdere og hårdere efterhånden, som fangen ikke ville sige noget" forklarer vidnet, at spejderne forud for den 9. marts 2004 havde haft nogle diskussioner med MP'-erne i andre sammenhænge. Vidnet husker ikke, om Person 25 på mødet bekla-gede de anvendte stressstillinger. Det er rigtigt, at Vidne 1 anvendte udtrykket eskalationstrin. Vidnet husker ikke, om der under mødet blev talt om tavsheds-pligt. Hvis en af fangerne havde bedt om vand eller tæpper ville vidnet have udleveret dette. Han ville dog først have bedt om tilladelse for så vidt angår tæpper. MP'erne førte fangerne til og fra gården, men var ellers ikke uden for teltet.

Foreholdt samme bilag, side 6, øverste halvdel, hvorefter vidnet bl.a. skulle ha-ve forklaret, at major Vidne 3 "kort efter samtalen om tæpper ... gik over til en MP'er og talte med ham. Det var afhørtes opfattelse, at MJUR spurgte om tæpper til fangerne, men afhørte kunne ikke høre, hvad der blev sagt", bekræf-ter vidnet at have forklaret som anført.

Person 8 har forklaret, at han den 9. marts 2004 var spejder i Person 5 gruppe. Han havde inden afrejsen til Irak fået udleveret og gennemgået soldatens kort. Sammen med Person 9 afløste han Person 6 og Person 7. Han skulle have vagt fra kl. 2 - 4, men den blev udstrakt til ca. kl. 6. Person 6 og Person 7 instruerede dem om, at fangerne ikke måtte tale sammen eller flytte sig, og at de skulle kigge ind i væggen. Vidnet husker ikke, om det blev nævnt, hvad de skulle gøre, hvis fangerne flyttede sig eller skiftede stilling. Han modtog heller ikke instruktioner om fangernes adgang til vand eller tæp-per. Da han overtog vagten sad fangerne på knæ på bagdelen med krydsede ankler. Det var MP'erne og Vidne 1, der styrede begivenhederne, men vidnet ved ikke, hvem der havde ansvar for hvad. Det var blæsende og køligt, og vid-net havde fleecetrøje på.

Foreholdt afhøringsrapport af 26. august 2004, bilag 49, side 2, midt, bekræfter vidnet at have forklaret, at "det var en ret kold aften med en bidende vind, og særligt en fange sad udsat for vinden", og tilføjer, at han huskede tingene bedre

- 32 -

dengang. Vidnet og Person 9 tog bevogtningen ret afslappet. De blev i begyn-delsen ikke særligt kontrolleret af MP'erne, der kun af og til kom ud af teltet. MP'erne var lidt strikse med at fangerne ikke måtte hvile på anklerne. Fangerne skulle rettes op, så knæene var i en 90 graders vinkel. Når fangerne atter sank sammen blev det igen påtalt af MP'erne, som blev mere og mere strikse i løbet af natten. Det skete at MP'erne gav fangerne lov til at rejse sig op, men de skul-le så stå i skrå stilling op ad væggen, således at de ville falde forover, hvis de slap med hænderne. Stillingen lignede den man bruger under visitering. Om-kring kl. 4 faldt en af fangerne omkuld. Vidnet går ud fra, at han besvimede, fordi MP'erne bagefter klaskede ham på kinderne, ligesom når man laver be-vidsthedskontrol i forbindelse med førstehjælp. Da fangen kom til sig selv, gav MP'erne ham lov til at sidde i en mere afslappet stilling i et stykke tid, hvorpå han atter blev anbragt i den oprindelige stilling. Vidnet husker ikke, at der var en læge til stede i den forbindelse. I løbet af natten kom yderligere to MP'ere til stede. Vidnet husker ikke hvornår, men derefter var der hele tiden to MP'ere uden for afhøringsteltet, og de var mere strikse med siddestillingerne. Da en af fangerne skulle føres ind til afhøring, så det ud som om han havde fået krampe og derfor ikke kunne gå. Hans bukser gled ned, så man kunne se hans bagdel, da han blev ført hen til teltet. MP'erne stoppede ved indgangen til teltet, så han kunne få bukserne på plads. En MP'er kom i det samme ud af teltet og bemær-kede som en morsomhed, at fangen havde skidt i bukserne. Vidnet kunne ikke se, om det var tilfældet. Ingen af fangerne bad undervejs om at komme på toi-lettet, eller om at få vand. Vidnet havde ikke modtaget instruktion om fange-mes adgang til vand. Efter hans opfattelse havde de behov for tæpper. En af fangerne rystede, men vidnet ved dog ikke, om det var af kulde eller af skræk. Vidnet ville ikke afvige vagtinstruksen, og delte derfor ikke tæpper ud. Vidnet kendte ingen af MP'erne ved navn, men han talte med en af de sidst ankomne. Det skete omkring kl. 5, idet vidnet husker, at han lånte et blad, som MP'eren havde med, og det var lyst nok til at læse dette. Denne MP'er virkede mere af-slappet end de øvrige. Han rettede ikke fangerne op så voldsomt som de andre, men nøjedes med at prikke til dem. Vidnet og Person 9 orienterede gruppeføre-ren om forløbet, da han afløste dem, idet de var betænkelige ved de manglende tæpper og den manglende adgang til vand og toilet. På baggrund af det, som vidnet havde lært, var han stødt, men ville ikke skændes med MP'erne foran fangerne. Det gjorde man ikke. Senere på dagen deltog han i mødet, hvor også Person 11, Vidne 1 og Person 25 deltog. Mødet blev holdt for at forklare spejder-ne, hvad der var foregået. Spejderne fortalte, hvad de var utilfredse med og Person 25 svarede, at det var den måde, man forhørte folk på. Han sagde dog og-så, at fangerne skulle have haft at vide, at de kunne give tegn, hvis de ønskede at få vand eller komme på toilettet. Det havde vidnet ikke fået at vide, og det lød lidt som en undskyldning.

Foreholdt bilag 49, side 5 øverst, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at han ikke troede på det, der blev sagt, for han havde jo set, hvordan MP'erne havde behandlet fangerne ude i indelukkerne, og det tydede ikke på, at fangerne over-hovedet ville have fået lejlighed til at markere for vand eller toiletbesøg, be-kræftede vidnet at have forklaret som anført, og at dette var hans opfattelse af situationen. Vidnet så ikke nogen af fangerne markere noget overfor MP'erne eller overfor vidnet og hans kollega. Vidnet husker ikke, om der var vand i fangegårdene.

- 33 -

Foreholdt samme bilag, side 8, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at der ved toiletterne stod nogle flasker vand, som var meget støvede, bestrider vidnet ikke at have forklaret som anført, men han kan ikke i dag huske, om der var vand til stede. Hvis en fange havde bedt vidnet om vand, tæpper eller toiletad-gang, ville vidnet have spurgt MP'erne om dette.

Forevist fotomappen, foto 4, forklarer vidnet, at billedet svarer til den udsigt han havde til fangegården under vagten. Han husker skærmen til venstre, som han gik ud fra var til toiletbesøg, men mener ikke, at skabet til højre på billedet var der den 10. marts 2004. Han tror ikke, at fangerne sov i løbet af natten, men de nikkede af og til lidt med hovederne. Hvis fangerne faldt sammen, mens MP'erne var uden for hegnet, påtalte MP'erne det, og hjalp det ikke, gik de ind og rettede fangen op. De MP'ere, der kom senere på natten, kom dog med flere påtaler, inden de gik ind til fangerne. Under afhøringen hos auditøren gennem-så vidnet en fotomappe, men kunne ikke udpege de MP'ere, der var på vagt den 10. marts 2004.

Person 9 har forklaret, at han var spejder i sergent Person 5's gruppe. Han var bekendt med soldatens kort, og havde modtaget under-visning i krigens love, både som værnepligtig og navnlig i hjemmeværnet. Den 10. marts 2004 var han på vagt sammen med Person 8. Det kan godt passe, at vagten varede fra ca. kl. 2 - 6. De afløste Person 7 og Person 6, som vide-regav instruktion om, at fangerne skulle sidde i en bestemt stilling og kigge i en bestemt retning. De måtte ikke dreje hovedet eller tale sammen. Vidnet husker ikke nærmere den stilling, som fangerne skulle sidde i.

Foreholdt afhøringsrapport af 26. august 2004, bilag 50, side 2, 4. afsnit, hvor-efter vidnet skulle have forklaret, at de fanger, der sad i indelukkerne, sad på knæene og vist nok med benene overkors, og så ind i Hesco Bastianvæggene, bekræfter vidnet at have forklaret som anført. Det var koldt den pågældende nat. Vidnet havde sin fragmentationsvest på og sad inde i bilen for at holde varmen. Fangerne havde kjortler på og ingen tæpper. Vidnet syntes ikke, at det var rimeligt, men som konstabel "følger man efter og må så tage det bagefter". Vidnet var ret forarget over den måde fangerne blev behandlet på. Når fanger-ne slappede af gjorde vidnet og Person 8 ikke noget ved det, men så MP'erne det, gik de ind og rettede fangen op. Når fangerne skulle afhøres løb MP'erne ind og hentede dem. Efter vidnets opfattelse gjorde det ikke noget, hvis fanger-ne troede, at danskerne kunne være lige så slemme som under det tidligere ira-kiske styre. Den sidste fange, der blev slæbt ind til afhøring, blev vitterligt trukket hen ad jorden. Dette medførte, at hans bukser røg ned om anklerne. Det var ikke særligt spændende at se på. Vidnet finder, at det skulle være mærke-ligt, hvis MP'erne ikke opdagede dette. Bukserne var stadig nede, da fangen blev ført ind i teltet. Da MP'erne kom ud igen syntes de, at det var ulækkert, at fangen havde skidt i bukserne. I løbet af natten kom yderligere to MP'ere til stede. En af MP'erne havde et blad, der hed "M", men vidnet husker ikke sik-kert, om det var en af de sidst ankomne, der havde dette blad med.

Foreholdt samme bilag, side 7, øverst, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at der sagtens kan have foregået en afløsning af MP'erne, uden at han registrerede dette, bekræfter vidnet at have forklaret som anført i rapporten. Om morgenen fik fangerne lov til at bede, og vidnet mener, at det var Vidne 1, der gav lov til dette. Under mødet senere på dagen fik spejderne lejlighed til at komme med

- 34 -

deres synspunkter. Vidnet husker ikke, hvad major Person 25 svarede, udover at han pålagde dem tavshedspligt. Vidne 1 erkendte at have begået en fejl ved at fangerne ikke havde vand og tæpper. Hun sagde også, at man ikke måtte slå fangerne, men at man gerne måtte anbringe dem i stressstillinger. Det blev op-lyst, at fangerne havde truet danske soldater på livet, men for vidnet gjorde det ingen forskel om fangerne var terrorister eller soldater. Vidnet har ikke klaget til TOC. Sergent Person 5 skældte ud overfor MP'erne, der derefter gav fan-gerne lov til at bede og få vand. Vidnet så ikke, om der var vand eller tæpper til stede i fangegårdene, men kan ikke udelukke dette.

Forevist foto nr. 4, forklarer vidnet, at det svarer til forholdene den 9. marts 2004. I løbet af natten var der ingen af fangerne, der bad om at få vand eller tæpper eller om at komme på toilettet. Vidnet mener ikke, at fangernes kjortler blafrede i vinden, men de sad jo også ned.

Person 10 har forklaret, at han var MP-sergent på Hold 2. Han havde to gange vagt i detentionsområdet. Første gang den 10. marts 2004, hvor han havde vagt fra kl. 2 - 4 sammen med Person 12. Da han tiltrådte vagten var der andre MP'ere til stede, men han husker ikke, om han afløste no-gen af disse. Han mener ikke, at der foregik afhøringer mens han havde vagt. Alt var stille og roligt. Han havde derfor ikke travlt og talte blandt andre med spejderne. Han havde et "M"-blad med, som de læste i. Imens sad fangerne i fangegårdene, og han mener ikke, at de bevægede sig rundt i gårdene.

Person 11 har forklaret, at han var chef for spejdereskadronen på Hold 2. Han var godt tilfreds med sine soldater, der havde gennemgået missionsori-enterende kursus og herunder bl.a. fået gennemgået soldatens kort. Den 9. marts 2004 var tre personer taget til fange. Vidnet var ved TOC, da han hørte at fangerne var undervejs, og han blev bedt om at tage til detentionsområdet for at forsøge at identificere fangerne, som muligt tidligere på dagen havde deltaget i nogle optøjer i forbindelse med etablering af et checkpoint i By 1. Fan-gerne sad ved siden af afhøringsteltet, hvor de afventede registrering og læge-tilsyn. Fangerne sad med ret ryg og var iført håndjern eller strips. Vidnet knæ-lede ned og lyste dem i ansigtet, og kunne genkende alle tre som personer, der havde været med ved checkpointet. Vidnet så fangerne blive ført ind i fange-gårdene af MP'erne. Han husker ikke, om der var én eller to, der fulgte fangen ind, men fangerne var små mennesker, der ikke gjorde modstand. De blev sat med ret ryg på knæene og havde fortsat håndjern eller "strips" på. Den ene sad med panden op mod væggen. Der var tale om en stressstilling. Vidnet har selv prøvet at sidde i forskellige stressstillinger igennem 10 timer under en POWEX-øvelse i 1993. Når man sidder i en sådan stressstilling standser blod-omløbet til benene og man begynder at ryste. Den 10. marts 2004 var det koldt og blæsende. Vidnet havde jakke, hue og vanter på. To af fangerne bar habit-jakke og den sidste var iført en skjorte. Vidnet sagde til en af MP'erne, at fan-gerne ikke skulle sidde "sådan dér" hele natten. De burde have lov at ligge ned og burde også få tæpper. Han husker ikke, hvilken MP'er han talte med, men den pågældende "nikkede af" som om, at han havde forstået, hvad der blev sagt. Vidnet opfattede sin bemærkning mere som et råd end en egentlig ordre, og han gjorde ikke noget for at følge spørgsmålet op, idet han ikke følte, at det var hans ansvar. Han mener ikke, han burde have grebet yderligere ind ifølge "førerens kort", idet der jo var eksperter til stede. Han ville selvfølgelig have grebet ind, hvis MP'erne havde begået grove overtrædelser og f.eks. havde

- 35 -

skudt en fange, men i øvrigt var vidnet ikke den højest rangerende officer, der var til stede, idet vidnet bl.a. bemærkede, at stabschefen var der. På grund af mandskabsmangel bad en af MP'erne vidnet om at hjælpe med bevogtning, og han tilkaldte en spejdergruppe, som kort efter kom til stede, hvorpå vidnet tog tilbage til lejren. Han skønner han var i detentionsområdet i tre kvarter til en time. I hele dette tidsrum sad fangerne i de beskrevne stillinger. Vidnet husker ikke, hvem der bemandede sydtårnet, men det var normalt folk fra Livgarden. Om morgenen blev vidnet vækket af sergent Person 5, der var meget utilfreds over den behandling fangerne havde fået i løbet af natten. De havde fortsat siddet i stresspositioner uden adgang til tæpper eller vand. Den ene var faldet om på et tidspunkt og en anden havde "gjort" i bukserne.

Foreholdt afhøringsrapport af 25. august 2004, bilag 44, side 7, nederst, hvoref-ter vidnet skulle have forklaret, at fangerne "sad som nævnt i en stressstilling, på knæ og lænet ind mod muren, hvor de støttede med panden mod Hescoen. På et tidspunkt gik en af fangerne "på røven" formentlig fordi han ikke kunne holde til at sidde i denne stilling. Han blev straks rejst op af MP og blev igen sat i samme stilling. Det var helt klart for afhørte, at fangerne blev sat i stress-stillinger mod deres vilje, og at de ikke selv kunne bestemme, hvordan de skul-le sidde", forklarede vidnet, at han husker den beskrevne hændelse. Vidnet blev sur over det, som Person 5 oplyste, og gik straks til oberst Person 22, der spiste morgenmad i cafeteriaet. Han knælede ned ved siden af Person 22 og gengav Person 5's oplysninger. Person 22 reagerede ved at sige, at det var for dårligt, og be-stemte at fangerne straks skulle have mad og tæpper. Efterfølgende drøftede spejderne situationen og fandt, at der burde gøres noget. Man ønskede også op-lyst, hvilken status fangerne havde. Selvom det var MP'erne, spejderne klagede over, bad vidnet om et møde med Sektion 1, fordi det var Sektion 1, der stod for udspørgnin-gerne, og fordi Vidne 1 tidligere havde holdt lektion for spejderne, og hun vir-kede meget vidende. Sektion 1 ville gerne deltage, og mødet fandt sted om eftermid-dagen. Nogle af spejderne, blandt andre Person 35, gik "lige på og hårdt" og stillede spørgsmål ved det passerede. Vidne 1 besvarede spørgsmålene, men vidnet blev under mødet ikke klogere på, hvilken status fangerne havde, herun-der om de var krigsfanger, civile eller terrorister. Vidne 1 beklagede ikke det skete, og spejderne gik fra mødet med samme indstilling som før, bortset fra at de nu var yderligere vrede over at være pålagt tavshedspligt af Person 25.

Foreholdt samme bilag, side 4, nederst, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at "Sektion 1 folkene ... havde sagt, at afhøringerne var nødvendige og den måde, som det foregik på, var en del af "spillet"; opbevaring og afhøringerne var foregået "lige efter bogen", bekræfter vidnet, at have forklaret som anført.

Foreholdt samme bilag, side 9 nederst, hvorefter vidnet skulle have forklaret blandt andet, at Vidne 1 under mødet gav en længere forklaring om nødven-digheden af at benytte forskellige metoder, herunder stressstillinger, for at få fangerne blødgjort så de vil tale, og at hun ikke forsøgte at afvise, at der var ta-le om stressstillinger og ikke anfægtede rigtigheden af det spejderne fremkom med, bekræfter vidnet, at have forklaret som anført, og det er fortsat hans erin-dring om mødet. Efterfølgende var spørgsmålet fremme på et chefmøde, hvor der blev indgået en slags borgfred, idet sagen ville blive undersøgt nærmere. Efter at sagen var dukket op i pressen overgav vidnet sine dagbogsnotater fra den 9. og 10. marts 2004, som var skrevet på de nævnte datoer, til oberst Person 22. Han havde ikke tidligere tænkt på at aflevere notaterne, idet der jo var lovet en

- 36 -

undersøgelse, som vidnet regnede med ville ende med en indskærpelse. Da vidnet afleverede notaterne til Person 22, opfattede denne det ikke som en hjælp. Han blev tværtimod vred over, at vidnet ikke tidligere havde indberettet det skete, men det havde vidnet jo gjort som forklaret den 10. marts 2004 om mor-genen. Vidnet havde også den 10. marts 2004 sagt til Person 22, at hans folk ikke ville deltage fremover i bevogtningen under sådanne omstændigheder, som vidnet fandt uacceptable og betegnede som "overkill".

Foreholdt samme bilag side 2, nederst, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at da fangerne blev ført ind i aflukkerne af MP'eme, havde fangerne stadig "vist nok håndjern" på og blev placeret i aflukket med korslagte ben på knæene og hovedet ind mod Hesco Bastian væggene med hænderne bag på ryggen, be-kræftede vidnet at have forklaret som anført. Fra han så fangerne blive ført ind i gården til han forlod stedet, gik der ca. en halv time, måske tre kvarter.

Foreholdt samme bilag side 8, nederst, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at han i cafeteriaet fortalte Person 22, hvad han havde fået oplyst af Person 5, nemlig at fangerne havde siddet i den kolde vind hele natten, at de ikke havde fået mad eller drikke, at de sad i stresspositioner hele natten, at den ene besvimede, at de måtte ikke røre sig, men skulle se ind i Hesco-muren og at de blev slæbt til og fra afhøring, vedstår vidnet sin forklaring og tilføjer, at han er 100 procent sik-ker på, at langt de fleste punkter blev videregivet til Person 22 den 10. marts 2004 om morgenen. Person 22 bad ham ikke om at uddybe sin melding. Vidnet har ikke set skrivelsen fra forsvarsministeren til forsvarschefen og oberst Person 22 har ikke omtalt denne overfor vidnet.

Foreholdt samme bilag side 10, 5. afsnit, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at der forud for forsvarsministerens besøg i Irak blev talt en del om, at det nok var klogt at fortælle ministeren om det, som var sket den 9. - 10. marts, vedstår vidnet sin forklaring. Der var en del "snak på gangene", om at ministeren burde orienteres om den 9. og 10. marts 2004.

Foreholdt samme bilag side 5 nederst, hvorefter vidnet skulle have forklaret blandt andet, at han ikke følte, at det var op til ham at beslutte om ministeren skulle orienteres og havde derfor ikke sagt noget til staben, vedstår vidnet også dette. Om morgenen den 10. marts 2004 nævnte Person 5, at en af spejderne havde foretaget en indberetning til TOC vedrørende behandlingen af fangerne. Vidnet ved ikke, hvem der var vagthavende i TOC denne nat. Den pågældende nat var der træskure i fangegårdene, men de blev først senere forsynet med læ-sejl. Træskuret indeholdt normalt vand, men vidnet ved ikke om det var tilfæl-det den 10. marts 2004.

Foreholdt samme bilag side 8, 2. afsnit, bekræfter vidnet, at da han forlod de-tentionen mødte han chefen for militærpolitiet major Person 26, og han var der-for sikker på, at der ville blive sørget for, at forholdene for fangerne var i or-den. Han overvejede ikke efter mødet med Sektion 1 at kontakte Person 26. Vidnet havde indberettet det skete til sin chef, og havde i øvrigt ikke daglig kontakt til Person 26. Vidnet ved ikke, hvor mange MP'ere der var i detentionsområdet den 10. marts 2004. Der kan have været fra 4-10, men det er svært at sige, fordi der var et leben af mennesker.

- 37 -

Foreholdt samme bilag side 3, næstsidste afsnit, forklarer vidnet, at han var i detentionsområdet længere end 15 minutter som tidligere forklaret.

Person 12 har forklaret, at han var MP-sergent på Hold 2. Han del-tog flere gange som vagt under udspørgninger, første gang den 9. marts 2004 sammen med Person 10. Det kan godt passe, at de havde vagt fra kl. 2

- 4, men han husker ikke, hvem de afløste eller hvem han selv blev afløst af. Han husker ikke, om der foregik udspørgninger i det nævnte tidsrum, men me-ner ikke, at han var i teltet den pågældende nat.

Foreholdt afhøringsrapport af 26. august 2004, bilag 66, side 2, 2. afsnit, be-kræfter vidnet, at de sad sammen med to andre soldater i bilen. Fangerne var i gårdene, hvor vidnet mener de sad stille. Han husker ikke, at de bevægede sig rundt. Han var ikke inde i fangegårdene. Han husker ikke med sikkerhed, om han deltog i vagten den 9. juni 2004, idet han som nævnt deltog i flere vagter. Han har også overværet udspørgninger i teltet, men har ikke fastholdt fanger i en bestemt stilling. Han mener, at fangerne sad på en stol, mens Vidne 1 af-hørte dem, og han har ikke lagt mærke til, at hun skulle have brugt grimme ord overfor fangerne.

Foreholdt samme bilag side 3, tredjesidste afsnit, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at når fangen kom ind i teltet fik han håndjernene af, og Vidne 1 bad vidnet om at sætte fangen ned på knæ foran hende, således at fangen sad på gulvet i teltet, forklarer vidnet, at han mener at fangerne i begyndelsen sad på en stol, men det kan godt være, at det først var under senere afhøringer.

Foreholdt samme bilag side 4, 2. afsnit, hvorefter vidnet skulle have forklaret blandt andet, at "fangen på et tidspunkt [havde] ønsket at skifte stilling, hvorfor afhørte hjalp ham til at sætte sig tilbage på hælene, idet fangen selv ønskede at sidde sådan. Senere ville fangen sidde på enden, hvilket afhørte igen hjalp ham med. Afhørte er forespurgt om fangen ikke kunne ændre sin stilling selv, hvor-til afhørte oplyste, at af hensyn til sikkerheden for personellet i teltet hjalp af-hørte fangen med at ændre stilling, således at han ikke kunne benytte lejlighe-den til at gøre udfald mod nogen", forklarer vidnet, at fangen sagde, at han havde ondt i benene, og derfor hjalp vidnet ham med at skifte stilling. Han ved ikke, hvorfor fangen ikke selv kunne skifte stilling. Det var alene for at være flink, at han hjalp ham, men det er rigtigt, at vidnet har forklaret, at det også var af sikkerhedsgrunde. Det var et led i standardproceduren. Vidnet husker ik-ke, hvilke datoer han deltog i udspørgninger, men det skete flere gange.

Foreholdt samme bilag side 3, 3. afsnit, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at anden gang han var vagt i fangelejren formentlig var den 9. juni, bekræfter vidnet at have forklaret som anført. Han husker ikke i dag, hvilke datoer han var med inde i teltet, men husker heller ikke omstændigheder, der giver anled-ning til at ændre den tidligere afgivne forklaring, som blev afgivet på et tids-punkt, hvor han havde tingene i bedre erindring. Vidnet husker ikke, om fan-gerne den 9. marts 2004 bad om vand, men havde de gjort det, mens de opholdt sig i fangegårdene, havde de fået vand, idet der var vand til stede i fangegårde-ne. Vidnet kontrollerede dog ikke den pågældende dato, om der var vand til stede.

- 38 -

Foreholdt samme bilag side 2, 3. og 4. afsnit, hvorefter vidnet blandt andet skulle have forklaret, at han den 9. marts sikrede sig, at der var vand til rådig-hed for fangerne, men at han ikke husker om de havde tæpper, vedstår vidnet sin tidligere afgivne forklaring.

Person 13 har forklaret, at han var oversergent i militærpoliti-et på Hold 2. Den 10. marts 2004 var han på vagt sammen med Person 56. Han hu-sker ikke, hvornår de tiltrådte, men det var om morgenen eller ud på formidda-gen. Han husker ikke, hvem de afløste, men det kan godt passe, at det var Person 4 og Person 3. Sammen med Person 56 hentede han en fange til udspørg-ning. Han lå i detentionen, og sov pakket ind i et tæppe. De sikrede sig, at de fik fat i den rette person, idet to fanger lå tæt sammen med tæpper omkring sig. Vidnet husker ikke, hvad der blev sagt til fangen, da de kom ind i teltet, udover at han blev bedt om at sætte sig, hvorefter han af sig selv satte sig ned på knæ. Vidnet bed ikke mærke i noget ekstraordinært under udspørgningen og det var hans indtryk, at der blot var tale om en afsluttende udspørgning af fangen. Kort efter oplyste Vidne 1, at fangerne skulle løslades.

Foreholdt afhøringsrapport af 26. august 2004, bilag 65, side 2 lige under mid-ten, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at han ikke har hørt Vidne 1 bruge skældsord over for eller råbe ad fangerne eller overværet, at Vidne 1 nægtede en fange at soignere sig efter at han havde forrettet sin nødtørft i bukserne, vedstår vidnet sin tidligere afgivne forklaring.

Person 14 har forklaret, at han var seniorsergent i mili-tærpolitiet på Hold 2. Han har tidligere været flere gange i Bosnien. I Irak stod han to gange for registreringen af tilbageholdte. Det er muligt, at første gang var den 9. marts 2004, men han er usikker på datoen. Det burde fremgå af de registrerede oplysninger vedrørende fangerne, hvem der har foretaget registre-ringen. Han husker, at tiltalte Vidne 1 bad ham forlade teltet, mens han var i færd med at orientere en fange om hans rettigheder. Vidnet oplæste rettighe-derne fra en seddel, men han husker ikke det nærmere indhold. Da Vidne 1 bad vidnet forlade teltet, virkede det "som om hun mente det". Hun var ikke sur, men heller ikke smilende. Senere fortalte hun vidnet, at det var et led i spil-let, at hun havde smidt vidnet ud af teltet. Vidnet svarede, at det ville han så gerne orienteres om på forhånd en anden gang. Efter at have forladt teltet op-holdt han sig ved fangegården et stykke tid, måske en halv time. Han husker ikke, om han så fanger blive ført ind til udspørgning i teltet. Han mener, at han var til stede, da spejdergruppen ankom. Vidnet har én gang opholdt sig i teltet under en udspørgning. Det var Vidne 2, der var tolk. Vidnet bemærkede intet på-faldende under denne udspørgning. Der blev således ikke anvendt stressstillin-ger.

Vidne 3 har forklaret, at han blev udnævnt til major af reserven i 1990, og han siden 1997 har virket som militærjuridisk rådgiver. I Irak fungerede han også som militærjuridisk rådgiver, det vil sige uden militær rang.

Forinden havde han i november 2003 undervist medlemmer af staben i krigens love og "rules of engagement". Det blev herunder drøftet, hvorledes eventuelle fanger skulle håndteres, men hovedspørgsmålet var i den forbindelse under hvilke betingelser og i hvilket omfang tilbageholdte skulle overgives til de bri-tiske styrker. Det var muligt for de danske styrker at tilbageholde personer og foretage en såkaldt "tactical questioning", der var beskrevet i SOI (Standard

- 39 -

Operation Instructions). Vidnet var også bekendt med forsvarskommandoens direktiv vedrørende magtanvendelse. Essensen af disse regler var nedfældet i soldaten og førerens kort, som vidnet deltog i at udarbejde. Der var således tale om overordnede retningslinjer, og der forelå ikke nogen detaljerede regler for, hvorledes en udspørgning skulle foregå, eller hvordan tilbageholdte skulle be-handles. Vidnet husker ikke at have set et direktiv udarbejdet af tiltalte Person 1, men vil ikke bestride Person 1's forklaring om, at han gav direktivet til vidnet. Der var ingen, der tog initiativ til at udarbejde mere detaljerede reg-ler og vidnet rådede heller ikke sin overordnede hertil. I begyndelsen af ophol-det koncentrerede vidnet sig meget om nogle skudepisoder, der havde fundet sted, og der var således ikke fokus på behandlingen af tilbageholdte. Vidnet kom til Irak den 10. februar 2004. Den 9. marts om aftenen, hvor vidnet be-fandt sig i lejren sammen med staben, hørte han om de tilbageholdte. Person 11 orienterede om episoderne tidligere på dagen, hvor spejderne måtte trække sig tilbage. Vidnet hentede de gældende regler og tog sammen med oberst Person 22 til detentionsområdet, hvor Vidne 1, tolken Vidne 2 og to MP'ere var til stede. Han overværede, at fangernes effekter blev gennemgået, hvilket skete ved at Vidne 1 benyttede tolken til at oversætte de fundne dokumenter. Vidnet så også, at fangerne blev lægeundersøgt. Han hørte Vidne 1 instruere MP'erne i, hvordan udspørgningerne skulle foregå, herunder at hun ville sidde på et bord, mens fangen skulle sidde på gulvet foran hende. Fangen skulle sidde med front mod hende i et par meters afstand. Vidnet erindrer ikke, at Vidne 1 gav detaljerede anvisninger om, hvordan fangerne nærmere skulle sidde. Der var vand og tæp-per til stede i teltet. Vidnet havde egentlig set frem til at overvære udspørgnin-gen, men Vidne 1 bad ham forlade teltet, hvilket han ikke så som et problem, bortset fra at bilen var kørt, og han måtte derfor vente udenfor teltet et par ti-mer, indtil han fik et lift tilbage til lejren. Udover den fange, der var i gang med at blive udspurgt, var der en fange i hver af gårdene. De sad i skrædderstilling, det vil sige med benene krydsede foran kroppen. Den ene, der var iført et jak-kesæt, sad og rokkede frem og tilbage, mens han så ind i væggen. Den anden var iført en kjortel og så ligeledes ind i væggen. Under sit ophold i Irak be-mærkede vidnet tit, at de lokale ikke brød sig om at sidde på stole. De ville hel-lere sidde på gulvet. Spejderne sad i deres bil og holdt øje med fangerne, som vidnet ikke så bevæge sig rundt. Det var køligt, men vidnet frøs ikke. Af ked-somhed satte han sig ind og sludrede med spejderne. Han erindrer ikke, at spejderne spurgte ham, om fangerne skulle have tæpper, og husker heller ikke, at han skulle have talt med en MP'er herom. Fangerne havde ikke tæpper, men de kunne have spurgt om det bortset fra, at det var svært at spørge, når tolken befandt sig i teltet. Havde spejderne nævnt, at fangerne burde have tæpper, ville han have gjort noget ved det. Efter den 10. marts 2004 spurgte Vidne 1 flere gange, om hun måtte gøre det ene eller det andet under udspørgningerne. I mangel af klare regler kunne vidnet kun svare, at det måtte afhænge af den konkrete situation. Havde Vidne 1 spurgt, om man kunne nægte fangerne vand, ville vidnet have spurgt, hvad formålet med det skulle være. Da Vidne 1 spurgte, om fangerne måtte sidde på knæ, måtte vidnet på ny svare, at det af-hang af situationen. Man måtte f.eks. ikke anvende stressstillinger, hvis det medførte smerte hos de pågældende. Vidnet sagde også til Vidne 1, at det ikke var forkert at optræde bestemt overfor fangerne for at vise, hvem der havde magten.

Person 25 har forklaret, at han på Hold 2 var chef for Sektion 1. Han blev ansat i forsvaret i 1988 og har gennemgået almindelig officersud-

- 40 -

dannelse. Inden udsendelsen til Irak havde han navnlig gjort tjeneste som kampvognsofficer. 1 1994 deltog han i en POWEX-øve1se, hvorunder han blev "robust og hårdt behandlet". Vidnet har ingen uddannelse i afhøringsteknik og har alene haft undervisning i efterretningstjeneste som led i den almindelige videregående uddannelse. Inden afrejsen til Irak deltog han i et kursus på Sva-nemøllens kaserne, hvorunder bl.a. Person 23 underviste i indhentelse af oplysninger fra "humane kilder", men der blev ikke undervist i, hvorledes udspørgninger skulle finde sted. Vidnet ansøgte om at komme på efterretnings-officerskursus, også på brigadeniveau, men det blev ikke til noget bl.a. af res-sourcehensyn og fordi kurserne var under omlægning. I december 2003 eller januar 2004 meddelte Vidne 1, at hun skulle forestå eventuelle ud-spørgninger, idet hun var uddannet sprog- og afhøringsofficer. Vidnet havde ingen betænkeligheder i den forbindelse. Det var svært at skaffe tolke, men det lykkedes at samle nogle civile tolke, som i det daglige skulle stå under Vidne 1's ledelse, hvilket også blev besluttet inden afrejsen. I forbindelse med ud-spørgningerne var kompetencen delt således, at den officer, der udspurgte den tilbageholdte, havde kommandoen i teltet, mens yderområdet hørte under MP. Det skyldtes ikke en beslutning herom, men var et udslag af vanlig praksis. Dog kunne Vidne 1 instruere MP'erne om, hvilken rækkefølge fangerne skulle udspørges i, og hun kunne også bestemme, at fangerne i fangegårdene ikke måtte kommunikere med hinanden eller se hinanden og således kunne beordres til at se ind i væggen. Vidnet gav ikke Vidne 1 nærmere instrukser om ud-spørgningen af tilbageholdte. Der var ikke foregået udspørgninger på de tidli-gere hold, og på grund af det øvrige arbejdspres blev dette punkt ikke priorite-ret særligt højt. Den 9. marts 2004 var vidnet "Senior Duty Officer" i TOC. Han varslede Vidne 1 om, at der var fanger på vej og videregav de oplysninger vedrørende anholdelsesgrunden, som han havde modtaget fra Person 33. Vidnet gav ikke Vidne 1 nærmere instrukser om udspørgningerne, idet han stolede fuldt på hendes kompetence i den henseende. På grund af mandskabs-mangel hos militærpolitiet blev spejdereskadronen bedt om at bistå med be-vogtning. Den 10. marts 2004 om morgenen nævnte Vidne 1, at der havde væ-ret et problem med, at fangerne ikke havde fået mad og drikke, og at oberst Person 22 havde beordret dette rettet. Senere oplyste stabschefen, at spejderne var utilfredse med nattens begivenheder. Stabschefen bad vidnet afholde et møde med spejderne, og vidnet opfattede det som sin opgave at finde ud af, hvori problemet bestod, idet han ikke havde hørt, hvad kritikken nærmere bestod i. På mødet, hvori også Vidne 1 deltog, gav spejderne udtryk for frustration over manglende instruktion vedrørende opgaven. Flere af spejderne var også util-fredse med, at fangerne blev slæbt frem og tilbage. De nævnte især to tilfælde, hvor en fange havde tabt sine bukser og en anden havde gjort i bukserne. De nævnte også, at en fange havde frosset og ikke havde fået noget tæppe. De brød sig heller ikke om at skulle kontrollere, at fangerne sad med ansigtet ind mod væggen. Kritikken gik alene på opbevaringsdelen og ikke på selve udspørgnin-gerne i teltet. Vidnet ville ikke udtale sig om kritikken uden at have hørt MP'-erne og sagde derfor alene, at såfremt der havde manglet beskyttelse mod vejr-liget og ikke havde været vand til stede, ville det være en overtrædelse af kon-ventionen. Vidnet sagde også til spejderne, at det var i orden i forbindelse med udspørgninger at drage fordel af den stressede situation, som fangen var i på grund af selve anholdelsen og som følge af den faste og bestemte måde, som de blev ført ind til udspørgningen på. Sidstnævnte gøres ikke for at stresse den på-gældende, men som et led i såkaldt "Force Protection" altså beskyttelse af eget personel såvel som fangen selv. Vidnet tilføjede dog også under mødet, at det

- 41 -

ikke var i orden at slæbe fanger hen ad jorden, så de tabte bukserne. Vidne 1 erklærede sig enig i, at såfremt der havde manglet vand, var det en overtrædel-se af reglerne. Vidnet sagde til spejderne, at det ikke var hensigtsmæssigt, at de udtalte sig om kritikken til andre i lejren, dels for ikke at skabe rygter i lejren, dels for at undgå pressens opmærksomhed, hvilket kunne gribe forstyrrende ind i enhedens opgave. Vidnet ved ikke, hvem der havde vagt i sydtårnet den pågældende nat, og har ikke hørt om en klage indgivet til TOC. Sådanne klager skal indføres i døgnrapporten. Vidnet rapporterede til stabschefen om mødet med spejderne og anbefalede stabschefen at indskærpe reglerne, idet der efter vidnets opfattelse var handlet i strid med konventionen, hvis det var rigtigt, at fangerne var blevet behandlet hårdhændet. Stabschefen "tyggede" herpå og vidnet ved ikke om reglerne blev indskærpet, men det går han ud fra.

Foreholdt afhøringsrapport af 19. august 2004, bilag 41, side 13, midt, hvoref-ter vidnet skulle have forklaret, at så vidt han ved, blev det indskærpet overfor MP, at konventionerne skulle overholdes, men at han ikke ved, hvem der gjor-de dette, vedstår vidnet den anførte forklaring.

Vidnet var efterfølgende i teltet flere gange i forbindelse med udspørgninger og har ikke bemærket nogen overtrædelser. Vidne 1 nævnte også under mødet med spejderne, at det der var sket om natten var ingenting mod det der skete under POWEX-øvelser Vidnet går ud fra, at Vidne 1 nævnte dette for at tyde-liggøre hvilket referencegrundlag officerer har for at bedømme den måde, som fangerne var håndteret på. Hun nævnte også, at hun da fangen tabte sine buk-ser, straks sagde til den kvindelige tolk, at hun skulle vende sig om, hvilket Vidne 1 også selv havde gjort. Vidnet var på orlov fra den 2. juni 2004 til den 2. juli 2004. Oberst Person 22 viste vidnet brevet fra Person 15. Det skete på et tids-punkt efter at Person 22 havde kontaktet Auditørkorpset. Vidne 1 var synligt util-pas ved at skulle foretage udspørgninger, idet hun ikke brød sig om den intense situation, som opstod når opgaven var at finde ud af, om fangen skulle løslades eller overgives til briterne. Vidnet ved, at Vidne 1 rådførte sig med Person 22 og Vidne 3, som bekræftede at udspørgningerne var foregået efter reglerne. Han erindrer også, at hun bad dem om nærmere skriftlige instrukser vedrørende ud-spørgningerne.

Forevist bilag 139, side 9-10, en e-mailkorrespondance i januar 2004 mellem major Person 73 og major Person 39 om tolkeproblemer, forklarer vidnet, at mailen gjorde han opmærksom på problemerne med tolkene. Vidnet havde lø-bende kontakt med både Person 73, Forsvarsakademiet i øvrigt og Person 39, som var vidnets forgænger på Hold 1, men mailkorrespondancen løste ikke proble-merne. Problemet var, at man ikke kunne tage af sted uden tolkene og derfor var tvunget til at acceptere de forhåndenværende tolke, og så forsøge at få det bedste ud af det.

Forevist samme bilag side 11 nederst og 12 øverst, en e-mail af 26. januar 2004 fra vidnet til Person 39, forklarer vidnet, at indholdet er udtryk for, at han var parat til at acceptere næsten hvad som helst, bare han fik 5 tolke i uniform. Hvis nogle af dem var dårlige, måtte man klare det problem ved at prioritere deres opgaver.

Foreholdt at oberst Person 22 har forklaret, at tilbagemeldingerne vedrørende epi-soden den 10. marts 2004 viste, at der ikke var foregået noget forkert, forklarer

- 42 -

vidnet, at han ikke har rapporteret direkte til Person 22, men til stabschefen, som han fortalte om spejdernes forklaring vedrørende manglende vand, hårdhændet behandling, og at en fange havde frosset. Det var herefter op til stabschefen at drage eventuelle konsekvenser. Vidnet husker ikke den førstkommende fre-dagsappel efter den 10. marts 2004. Efter de første udspørgninger gav Vidne 2 ud-tryk for, at det havde været spændende at deltage heri, og hun stod på spring for at deltage i de efterfølgende udspørgninger. Vidnet var selv tilstede ved tel-tet under Vidne 1's udspørgninger den 12. april 2004. Hun råbte højt, men i øv-rigt foregik alt stille og roligt, og fangerne havde det godt. Vidnet modtog da heller ingen melding om, at der skulle være foregået noget forkert, heller ikke fra tolkene, som han havde daglig kontakt med. Vidnet foretog selv en ud-spørgning, mens Vidne 1 var på orlov. Den vedrørte en person, der blev på-grebet et sted, hvor der havde været et baghold. Vidnet lod fangen anbringe på knæ i teltet, hvilket var en normal stilling for irakerne. Han blev indledningsvis af en MP-sergent placeret på knæ med lodrette lår og ret ryg, hvilket MP'eren oplyste var normal procedure, men han fik efterfølgende lov til at skifte sidde-stilling og lå på et tidspunkt ned for at kunne tegne i sandet. Der var ikke tale om, at fangen frit kunne bevæge sig rundt i teltet, men der var heller ikke tale om, at han blev fastholdt i stillingen, og der foregik intet ukorrekt efter vidnets opfattelse. Det var Person 74, der fungerede som tolk. Efter tilbagekomsten den 2. juli 2004 var tolkesituationen katastrofal. De mandlige tolke var på vej hjem af forskellige grunde og Person 20 og Vidne 2 kunne ikke indordne sig under det mili-tære system. De ønskede at deltage i prioriteringen af opgaverne og kunne ikke affinde sig med deres rolle som "sprogmaskiner". De ønskede at høre under en anden sektion og havde også kollektivt sagt op. Vidnet holdt et møde med dem. Under mødet nævnte de ikke noget om, at Vidne 1 skulle have overtrådt love og regler. Det var derimod det daglige samarbejde, der var problemet. Det vir-kede som om, at de var jaloux på Vidne 1, fordi de ikke var fundet egnet til at begynde sprogofficersuddannelsen. Vidnet oplyste, at en ny sprogofficer var på vej for at betone, at tolkene ikke var uundværlige, hvilket satte dem på plads. Spejdernes oplysninger på mødet den 10. marts 2004 blev ikke efterprøvet af vidnet, som derfor hverken kan af- eller bekræfte spejdernes oplysninger. Som følge af det skete besluttedes det at sydtårnet fremover skulle bemandes af stabsofficerer, når der var fanger i detentionen.

Vidnet tilføjer, at stressstillinger ikke blev omtalt under mødet med spejderne bortset fra i forbindelse med omtalen af POWEX-øvelserne. Vidnet har ikke under mødet med spejderne givet udtryk for, at der blev anvendt stressstillinger under udspørgningerne eller i fangegårdene og har heller ikke udtalt sig om, at sådanne stillinger kunne anvendes. Heller ikke Vidne 1 har udtalt sig som be-skrevet. Spejderne virkede delte i deres opfattelser. Nogle fremsatte kritik, og vidnet er sikker på, at de refererede situationen, sådan som de følte, at de havde oplevet den, hvorimod andre tilkendegav, at de ikke fandt, at der var gået for vidt. Vidnet mindes ikke, at det var specielt koldt natten til den 10. marts 2004. Efter den 2. juli 2004 bad vidnet Vidne 1 kontrollere oplysninger om, at Person 20 på Hold 1 skulle have overværet en udspørgning i en britisk landrover med henblik på at klarlægge Person 20's troværdighed. Vidne 1 meldte tilbage, at op-lysningerne var blevet verificeret hos bataljonen, og at hun havde talt med Person 75 i den forbindelse.

Person 26 har forklaret, at han var chef for militærpolitiet på

- 43 -

Hold 2. Han har gennemgået den sædvanlige militærpolitiofficersuddannelse. Oprin-delig skulle han have deltaget på Hold 3, men fik i oktober 2003 ordre om i ste-det at deltage på Hold 2. Han nåede derfor ikke at deltage i det forudgående chefkursus. Han modtog ikke særlige instrukser om sin kommende tjeneste, men rådførte sig med sin forgænger på Hold 1, major Person 76. Vidnet var be-kendt med soldatens og førerens kort, men husker ikke, om der derudover fore-lå en særlig instruks vedrørende behandling af fanger. Vidnet har i 1987 og 1993 deltaget i POWEX-øvelser, én gang som fange og én gang som led i be-vogtningen. De første 2-3 dage i Irak var der overdragelsesforretning, hvorun-der major Person 76 satte vidnet ind i tjenesten. Man drøftede ikke særligt fan-getjenesten. I øvrigt var tiltalte Person 1 genganger, og havde styr på det praktiske i den forbindelse. Vidnet havde gennemlæst SOP'en inden han tiltrådte

Forevist bilag 86, bilag 8-3, forklarede vidnet, at han udover disse og tilsvaren-de blanketter ikke husker at have set yderligere instrukser om behandling af fanger, og han er ikke bekendt med den instruks, som Person 1 har udfærdiget. I praksis var der ingen problemer med håndtering af fanger. De blev behandlet i overensstemmelse med soldatens og førerens kort, og på grundlag af almindelig sund fornuft. Der var ikke direktiver for fangernes fær-den i fangegårdene. Der var vand og tæpper til stede, og fangerne blev tilset af en læge. Vidnet var i detentionsområdet, da fangerne ankom den 9. marts 2004. Han var der ikke særlig længe og overværede således kun, at fangerne blev ført ind i fangegården. Han husker ikke, om der netop den pågældende dag var vand og tæpper i gårdene, men han havde forinden talt med Person 1 herom. Han husker heller ikke, om fangerne sad ned eller bevægede sig rundt i gårdene, mens han var der. Vidnet blev ikke orienteret om spejdernes klage over MP ’ terne, og deltog ikke i noget møde herom næste dag. En uge el-ler to senere blev det besluttet, at Sydtårnet skule bemandes med stabsofficerer, idet de havde bedre mulighed for at vurdere, om alt foregik efter reglerne. Vid-net havde hørt lidt sladder i krogene, og gik ud fra, at det var baggrunden for beslutningen, som blev bekendtgjort ved et stabsmøde, men det blev ikke nævnt i den forbindelse, at det skyldtes en egentlig klage over MP ’ ernes ad-færd. Vidnet talte ikke med sine folk om behandlingen af fangerne, idet han ud fra det han havde set vurderede, at alt foregik korrekt. Vidnet havde ikke hver-ken fra sine chefer i staben eller fra Person 11 modtaget nogen henvendelser vedrørende spejdernes klage, og blev derfor meget chokeret over Person 11's mail af 31. juli 2004, som han først modtog i forbindelse med et chefmøde ved-rørende Vidne 1. Mødet var nærmest overstået, da Person 11 nævnte, at han havde et dagbogsnotat, som han ville give til Person 22. Vidnet modtog derpå via mail Person 11's mail fra Person 22 (sagens bilag 10) uden yderligere kommentarer fra Person 22 end bemærkningen i mailen om, at "det er da helt galt". Efter at have læst Person 11's mail talte vidnet med Person 1. Der var ikke tale om en afhøring af Person 1, og han blev ikke sigtet for noget. Person 1 kun-ne ikke huske, om fangerne anvendte tæpper, men det er på baggrund af Person 1's oplysninger, at vidnet i sin svarmail har anført, at man aftalte med læ-gen, hvor meget vand, fangerne skulle have, og hvorledes fangerne i øvrigt blev behandlet, herunder at de blev placeret med ansigtet mod en af murene. Beskrivelsen af hvilestillingen er vidnets egen opfattelse, idet han selv havde observeret, at de lokale ofte sad på hug, f.eks. hvis de ventede på bussen, og Person 11 havde i sin mail beskrevet stressstillingen som hugsiddende.

- 44 -

Person 29 har forklaret, at han var MP-sergent på Hold 2. Han overværede en udspørgning, som major Person 25 foretog. I den forbindelse deltog han i be-vogtningen af fangen sammen med sin kollega Person 77, som ikke er iden-tisk med tiltalte Person 1. De førte en fange ind i teltet ved at tage fat i hans overarme, hvorpå de på skift var med i afhøringsteltet som vagt. Fangen blev bedt om at sætte sig ned i teltet, hvilket han gjorde frivilligt. Han sad for-overbøjet på knæ, men vidnet mener ikke, at han blev beordret til at sidde på knæ.

Foreholdt sin forklaring til auditøren, afhøringsrapport af 25. august 2004, bi-lag 62, side 1, nederst, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at fangen blev bedt om at sætte sig på knæene, men at vidnet ikke husker, hvem der bad fan-gen sætte sig ned, forklarer vidnet, at han ikke vil bestride at have forklaret som anført, men han har ikke bidt mærke i netop dette punkt. Den tilbageholdte var lidt presset, fordi han havde oplyst, at han var matematiklærer, men det vi-ste sig, at han ikke kunne løse simple regneopgaver, og han sad i den forbindel-se foroverbøjet og tegnede i sandet.

Vidnet var også til stede under udspørgningerne den 9. og 10. marts 2004. Han var i detentionsområdet, da fangerne ankom. Der var fri adgang til vand og tæpper i detentionsområdet. Fangerne blev ikke nægtet vand, og der blev heller ikke givet instrukser herom, eller instrukser om, at de skulle anbringes i stress-stillinger. De to fanger blev indledningsvis anbragt i afhøringsteltet på hver sin stol. Da de begyndte at tale sammen, drejede man stolene så de ikke kunne se hinanden. Da de herefter vendte sig og fortsat kommunikerede, tog MP'erne fat i deres hoveder og drejede dem væk, men der var ikke tale om vold, og de blev heller ikke revet i håret. Vidnet overværede, at Vidne 1 udspurgte en af fan-gerne, som blev ført ind i teltet som tidligere beskrevet. Der var ikke tale om, at fangen blev fastholdt i en bestemt siddestilling eller fik hovedet fastholdt i en bestemt retning. Det eneste eksempel vidnet husker i den retning, er et tilfælde, hvor en fange forsøgte at rejse sig, og derpå blev placeret i siddestilling igen ved at en MP'er lagde sin hånd på hans skulder. Under udspørgningen vekslede Vidne 1 i toneleje og talte indimellem højt, men vidnet mindes ikke, at hun brugte latrinære udtryk. Vidnet var i detentionsområdet i alt ca. 2 timer, hvoref-ter han tog tilbage til lejren. Han erindrer ikke, om han returnerede til detenti-onsområdet senere på natten. Vidnet husker ikke, hvordan vejret var præcist den 9. marts 2004, men det var generelt varmt, idet det dog godt kunne være lidt køligt om natten. Vidnet husker ikke, at have overværet udspørgninger den 12. april 2004, og i juni måned var han på politiakademiet i Basra. Han er via sin uddannelse bekendt med krigens love og dermed også sin pligt til at gribe ind overfor ulovligheder, også hvis de begås af officerer. Vidnet har således grebet ind i en situation, hvor en soldat fra spejdereskadronen uberettiget rette-de sit våben mod en iraker, fordi denne grinede af ham. Vidnet har på intet tidspunkt observeret overtrædelser begået af Vidne 1 eller militærpolitiet. Ef-ter den 9. marts 2004 talte vidnet med tolken Vidne 2, der sagde, at hun ikke kun-ne lide at deltage i udspørgninger, idet hun ikke brød sig om at tale hårdt til folk, men hun nævnte intet om mishandling af fanger eller konventionsover-trædelser i øvrigt. Da vidnet ankom til detentionsområdet den 9. marts 2004 var Person 1 også til stede. Han gav ikke nærmere instruktioner om be-handlingen af fangerne. Da fangerne skulle anbringes i fangegårdene blev de ført ind i disse, hvorpå døren blev lukket, og der blev ikke i den forbindelse anvist særlige siddestillinger.

- 45 -

Afhørt af anklageren forklarer vidnet, at han ikke husker, om han overværede en udspørgning den 9. marts 2004.

Foreholdt samme bilag, side 2, 2. nye afsnit, hvorefter vidnet bl.a. skulle have forklaret: "Afh. har i starten af missionen været med i fangelejren på et tids-punkt, formentlig den 9. marts, idet han husker at der var 3 fanger. Han var ved fangelejren da fangerne ankom, men han var ikke i nærheden da der blev fore-taget udspørgen", fastholder vidnet at have overværet en udspørgning foretaget af Vidne 1, men kommer derpå igen i tvivl, og forklarer, at forvirringen nok skyldes, at han var til stede, da fangerne ankom, og at han overværede lægeun-dersøgelsen i teltet. Derefter opholdt han sig uden for teltet, men kunne stadig høre, hvad der skete inde i teltet.

Person 31 har forklaret, at han var MP-sergent på Hold 2. Han har tidli-gere deltaget i en POWEX-øvelse. Den 9. marts 2004 deltog han i transport af nogle fanger til detentionsområdet sammen med Person 18 og Person 32. Vidnet var kun kortvarigt i detentionsområdet, idet han skulle tiltræde som vagthavende på MP-stationen. I løbet af natten blev han ringet op af Person 57 fra TOC. Han spurgte, om alt var som det skulle være, hvilket vidnet be-kræftede. Han sagde også noget med, at nogen havde brokket sig til TOC over et eller andet. Det drejede sig vist om behandlingen af fangerne. Vidnet husker ikke, hvad Person 57 nærmere sagde, og noterede intet herom i døgnrappor-ten. Det var op til vidnet som vagthavende at afgøre, hvad der skulle stå i døgn-rapporten, og han vurderede henvendelsen som en bagatel og gjorde ikke mere i den anledning, udover at han bad det næste MP-vagthold om at fortælle spej-derne, hvordan tingene hang sammen i relation til behandling af fanger, idet halvdelen af spejderne var helt "grønne". Han husker ikke, om opringningen kom lige før et vagtskifte, og han underrettede ikke sine foresatte om Person 57's opringning. Vidnet overværede en udspørgning, foretaget af major Person 25. Det kan godt have fundet sted den 8. maj 2004. Under udspørgningen sad fangen på en stol foran Person 25, og var på intet tidspunkt nede på knæ.

Person 33 har forklaret, at han var kaptajn og efterretningsofficer på Hold 2 med Vidne 1 som nærmeste foresatte. Han havde ansvar for By 1-området. Han var tidligere kampvognsofficer, og havde ingen uddannelse som efterretningsofficer. Han søgte om at komme på kursus, men der var for få ansøgere. Sektionen ankom samlet til Irak den 10. februar 2004. Det blev besluttet, at Vidne 1 skulle forestå eventuelle udspørgninger, idet hun var uddannet afhørings- og efterretningsofficer. Det blev ikke drøftet, om hun burde foretage udspørgninger, når hun havde deltaget i POWEX-øvelser. Den 9. marts 2004 deltog vidnet i anholdelsen af 3 personer i By 1. De blev ført til detentionen af militærpolitiet. Vidnet ankom lidt senere sammen med oberst Person 22 og oberstløjtnant Person 38. På det tidspunkt var fangerne ved at blive registeret. De sad udenfor teltet på hug eller på knæ. De sad for sig selv, og det virkede ikke som om stillingerne var påtvungne. Vidnet forlod de-tentionsområdet kort efter. Dagen efter hilste han på fangerne i By 1 efter at de var løsladt. De gav hånd til hinanden, og han talte med mindst to af dem. Ingen af dem nævnte, at de var blevet dårligt behandlet. Efter den 10. marts 2004 udtrykte Vidne 1 ubehag ved sin opgave som udspørger. Hun virkede meget beklemt og nævnte, at hun havde talt med både Vidne 3 og feltpræ-sten, men ikke følte, at hun havde fået specielt gode direktiver. Vidnet husker

- 46 -

ikke, om hun udtrykkeligt nævnte, at hun også havde talt med Person 22, men det går han ud fra.

Person 35 har forklaret, at han var konstabel i spejdereskadronen på Hold 1 og i begyndelsen af Hold 2. Han har flere gange deltaget i bevogtning af fanger i detentionen, herunder formentlig også den 10. marts 2004, hvor han tiltrådte vagten om morgenen. Det er muligt, at han tiltrådte vagten sammen med sin gruppefører Person 5, men han husker det ikke præcist. Han afløste to andre spejdere, Person 9 og Person 8, og de har givetvis talt sammen i forbin-delse med afløsningen, men han husker ikke samtalens indhold. Det er muligt, at de har nævnt noget om manglende tæpper i fangegården. Der var tre fanger, to i den ene gård og en i den anden. De sad på hug, hvilket irakere ofte gør, f.eks. når de bruger deres bedekæde. Vidnet opfattede ikke denne siddestilling som krænkende. Vidnet blev afløst ret hurtigt og efter mindre end et par timer. Under vagten sad han i en bil. De to MP'ere der samtidig havde vagt, sad i en anden bil, og han talte ikke med dem. Mens han var der, så han ikke MP ’erne have kontakt med fangerne. Han havde ikke opfattelse af, at fangerne ikke måt-te bevæge sig frit rundt i fangegårdene, men han husker ikke, om de konkret gjorde det. Han husker heller ikke, om han så vand og tæpper i gårdene, men kan ikke udelukke, at der var vand og tæpper til stede. Han husker ikke, om fangerne bad om vand. Han husker et tilfælde, hvor en fange bad om lov til at gå på toilettet, men han har deltaget i flere bevogtninger, og det har muligvis været ved en anden lejlighed. Senere på dagen deltog han i et møde, der blev afholdt fordi nogle af de andre spejdere følte sig krænket over den måde, fan-gerne var blevet behandlet på tidligere på natten. Vidne 1 deltog i mødet, hvor nogle fra Sektion 2 gav en orientering.

Foreholdt afhøringsrapport af 25. august 2004, sagens bilag 48, side 2, vedstår vidnet sin forklaring, idet han dog ikke husker, om vagten varede et par timer. Vidnet kan ikke sige, om hans spejderkolleger var tilfredse med forklaringen under mødet, men vidnet havde ikke behov for yderligere forklaring. Han hu-sker ikke, at der under mødet blev sagt noget om tavshedspligt.

Foreholdt at major Person 11 ifølge retsbogen side 75, har forklaret, at vidnet under mødet "gik lige på og hårdt" forklarer vidnet, at han godt kan huske, at han stillede nogle spørgsmål, men han husker ikke, om han støttede sine kolle-ger i spejdereskadronen eller det modsatte. Bagefter sagde Person 11, at vidnet burde være politiker.

Person 36 har forklaret, at han var MP-sergent på Hold 2. Han har ikke overværet nogen udspørgninger i teltet, men har et par gange deltaget i bevogt-ning af fanger i detentionen. Disse vagter foregik i dagslys, men han husker ik-ke på hvilke datoer. Fangerne sad i fangegårdene som de havde lyst til, og som regel i skyggen. De havde tæpper og rigeligt med vand til rådighed. Vidnet har selv deltaget i at klargøre detentionen inden fangerne ankom, og der blev i den forbindelse fyldt vand på 1 ½ liters dunke, som stod i fangegårdene i grupper af 6 stk. Der var latrin i fangegårdene, som fangerne frit kunne benytte. Under en af disse fangebevogtninger overværede vidnet, at tiltalte Person 1 komme op at skændes med tolken Person 20, fordi han påtalte, at hun havde talt alene med en fange. Vidnet ville også selv have påtalt dette, idet tolke ikke bør tale med fangerne, men alene fungere som tolk. Episoden medførte, at MP'erne ikke længere talte så meget med tolkene som tidligere.

- 47 -

Person 38 har forklaret, at han var næstkommanderende og stabschef på Hold 2 i Irak. Forud for udsendelsen lå det klart, at der kume blive tale om at foretage udspørgninger af irakere og vidnet og Person 22 har givetvis drøftet, hvem der skulle forestå dette. Beslutningen om at det skulle være Vidne 1, må være truffet af Person 22. Vidne 1 var efter vidnets opfattelse en yderst loyal officer, der medvirkede konstruktivt til løsningen af opgaver. Hun var korrekt, også i forhold til underordnede. Udspørgninger var omtalt i direktivet til chefen for enheden, og SOP'en (Standard Operational Procedures) indeholdt bestemmelser om taktisk udspørgen, men derudover fandtes der ikke på dette niveau yderligere direktiver om udspørgning.

Forevist bilag 144, vidnets skrivelse af 5. januar 2004 vedrørende justering af SOP forud for udsendelse, forklarer vidnet, at man havde overtaget SOP'en fra de tidligere hold, og det var nødvendigt at justere den, hvilket vidnet iværksatte i Oksbøl inden udsendelsen. Planen var, at justeringen skulle være færdig inden udsendelsen i februar og det lykkedes. Eventuelle bestemmelser om udspørg-ning ville naturligt skulle placeres i kapitel 2 om efterretningstjenesten eller i kapitel 5 om vagttjenesten, men vidnet erindrer ikke, om der blev udarbejdet sådanne bestemmelser. Den 9. marts 2004 kørte vidnet sammen med oberst Person 22 til detentionsområdet, hvor de var i ca. en halv time. Fangerne var ikke placeret i fangegårdene, men sad i nærheden af afhøringsteltet. Vidnet og Person 22 blev der ikke længere, idet de fik indtryk af, at alt var som det skulle være. Havde vidnet observeret noget ukorrekt ville han straks have grebet ind. Vidne 1 har ikke bedt vidnet om nærmere instruktioner vedrørende udspørgninger, bortset fra at hun på et tidspunkt, som han ikke husker nærme-re, spurgte om udspørgningerne foregik på den korrekte måde. Vidnet svarede, at hun kendte ham godt nok til at vide, at hvis noget skulle ændres, havde han sagt det. Vidnet erindrer ikke, at have taget stilling til konkrete spørgsmål ved-rørende udspørgninger, og ingen har udtrykt behov for at få udfærdiget direkti-ver herfor, eller for behandlingen af fanger. Premierløjtnant Person 57, der var vagthavende officer i TOC, oplyste den 10. marts 2004, at de soldater, der havde haft vagt i tårnet, havde set rystede ud. Det kunne vidnet i og for sig godt forstå, da de var helt nye i tjenesten, og derfor nemt kunne have fået et forkert indtryk. Vidnet besluttede derfor, at tårnet fremover skulle bemandes af mere erfarne soldater fra staben. Vidnet ville være sikker på, at der var tale om voks-ne mennesker, som straks ville rapportere, hvis de overværede ukorrekt adfærd, hvilket de unge soldater måske ikke ville gøre på grund af deres uerfarenhed. Vidnet bad major Person 11 tage sig af sagen i relation til spejderne, men erin-drer ikke at have inddraget militærpolitichefen, major Person 26, i spørgsmålet. Vidnets kendskab til omstændighederne gav ham ikke anledning til at tvivle på, om MP'erne havde handlet korrekt. Han erindrer således ikke at have modtaget klager over MP'ernes behandling af fanger, hverken fra spejdere eller andre. Militærpolitiet hører operativt under oberst Person 22. Vidnet deltog ikke i mødet den 10. marts 2004 og har ikke drøftet problemerne vedrørende udspørgning eller behandling af fanger med Person 22 eller personel fra Sektion 1. Han har muligvis underrettet Person 25 om mødet, men husker det ikke nærmere. Vidnet har ingen erindring om udspørgningen i april, og på tidspunktet for udspørgningerne i ju-ni var vidnet på orlov. Da han kom tilbage til Irak den 23. juni 2004, hørte han lidt her og der om en episode i forbindelse med en udspørgning, men han blev ikke af Person 22 orienteret nærmere herom, idet de kun havde en meget kort over-dragelsesforretning på ca. 5 minutter, hvorefter Person 22 tog på orlov. Person 22 nævn-

- 48 -

te således intet om, at han havde foretaget ændringer i procedurerne vedrørende udspørgning eller behandling af fanger. Problemerne med tolkene blev stadig værre, og sidst i juni sagde begge de kvindelige tolke op. Det lykkedes vidnet at få dem til at nøjes med at deponere opsigelserne, idet man ellers ville være uden tolke den sidste måned. Vidnet er bekendt med bilag 139, side 88 - 90, en indberetning af tolken Person 70.

Forevist samme bilag side 96, en notits af 2. juli 2004 fra Vidne 1 om tolkesi-tuationen, forklarer vidnet, at han ikke erindrer at have set notatet, men han var bekendt med de omhandlede problemstillinger. Efter at den mandlige tolk hav-de sagt op, var der kun de to kvindelige tolke tilbage, og vidnet havde inden samtalen med Vidne 1 besluttet, at de skulle forblive i Sektion 1, og det lykkedes at få dem til at blive på holdet tiden ud. Vidnet har ikke modtaget klager fra tol-kene vedrørende forhold under udspørgningerne. Han var bekendt med, at den mandlige tolk ville skrive et brev til Person 22, men som vidnet forstod det, gik indholdet ikke specifikt på behandlingen af fanger, men mere på den overord-nede politik i forbindelse med indsatsen i Irak. Tolken klagede ikke over Vidne 1 og Vidne 1's repatriering gav ikke vidnet anledning til at ændre princip-perne for udspørgning, bortset fra at han besluttede, at han selv ville være til stede ved fremtidige udspørgninger. Sydtårnet var bemandet i henhold til en vagtliste, som burde være til at finde. Der var ikke tale om en regulær klage den 9./10. marts 2004, idet den vagthavende i så fald ville have noteret dette ned i døgnrapporten. Efter vidnets opfattelse er der ikke pligt til at notere alle hændelser i døgnrapporten, herunder ikke henvendelser fra soldater, der blot giver udtryk for ubehag over et eller andet. Hver fredag var der parole for alt ledigt personel, hvorunder oberst Person 22 orienterede om generelle forhold. Vid-net erindrer ikke, om Person 22 i den forbindelse har udtalt sig i anledning af spej-dernes klage, men det kan vidnet ikke forestille sig, idet der ikke var tale om en egentlig klagesag.

Læge 2 har forklaret, at han var læge ved DANCON/IRAK på Hold 1 fra 28. december 2003 til 8. februar 2004 og på Hold 2 fra den 29. februar 2004 til den 4. april 2004. Omkring den 9. marts 2004 undersøgte han tre fanger. Han var vagthavende læge, og fangerne var lige ankommet, da vidnet kom til detentionen, hvor Vidne 1, en kvindelig tolk og nogle MP'ere også var til ste-de. Vidne 1 bad ham undersøge de tre fanger, og sagde at han skulle tale roligt og venligt til dem. Han går ud fra, at hun ønskede, at han talte tydeligt, fordi han taler dansk med lidt accent.

Foreholdt afhøringsrapport af 18. oktober 2004, bilag 104, side 2, 2. afsnit, hvorefter vidnet bl.a. skulle have forklaret, at "kaptajn Vidne 1 havde forklaret ham, at fangerne skulle undersøges, og at han skulle tale roligt og venligt til dem. Hvorfor hun sagde dette, ved afhørte ikke, for hun gav ingen begrundelse, hvilket han i øvrigt ikke fandt nødvendigt, for han talte altid roligt og venligt til sine patienter", bekræfter vidnet at have forklaret som anført. Under lægeun-dersøgelsen var alle tre fanger til stede samtidig. Undersøgelsen varede i alt ca. 15 minutter, og i forbindelse med undersøgelsen udfyldte vidnet skemaer og stillede spørgsmål til fangerne, bl.a. om eventuelt medicinforbrug og eventuelle tidligere sygdomme eller skader. Under sit ophold i detentionsområdet bemær-kede vidnet ikke noget forkert ved MP'ernes adfærd overfor de tilbageholdte.

- 49 -

Person 46 har forklaret, at han var i Irak på Hold 2. Det var oprindelig tan-ken, at han skulle være forbindelsesofficer til den engelske brigade, men efter få dage i Irak blev han i stedet ansvarlig for CIMIC, det vil sige det civile- og militære samarbejde. Han var i Base 1 fra slutningen af februar til august 2004. I begyndelsen af marts 2004 blev nogle personer tilbageholdt efter at der var oprettet ulovlige checkpoints i By 1. Vidnet deltog ikke personligt i håndteringen af fangerne eller i det møde, der fandt sted den 10. marts 2004 med spejderne, men på en senere morgenappel i marts eller april udtalte oberst Person 22 vedrørende behandlingen af fangerne, at der ikke var sket noget forkert, og at alt var foregået i overensstemmelse med de gældende regler. I den føl-gende periode var der adskillige episoder, hvorunder danske styrker blev over-faldet. Bygning i By 1 lå ret udsat, og blev flere gange beskudt. Når man i den forbindelse sendte forstærkninger for at beskytte personellet i huset, blev disse flere gange overfaldet undervejs. Der var tale om veltilrettelagte baghold, hvor der blev anvendt både håndvåben og RPG-granater, og det var rent held, at ingen blev såret eller dræbt. Det var således meget væsentligt for de danske styrkers sikkerhed og af hensyn til udviklingen af bystyret i By 1, at man fik pågrebet de personer, der stod bag disse baghold. Vidnet har ingen viden om udspørgninger af tilbageholdte, der fandt sted i april. Da der i juni på ny blev indbragt tilbageholdte, var et Tv-hold i lejren. Vidnet fik af Person 22 tilladelse til at tage Tv-folkene med op i Sydtårnet, og igennem 10-15 minutter overværede de håndteringen af fanger og så blandt andet de tilbage-holdte blive ført ud af teltet og ind i fangegårdene, hvor der var vand til stede. Tv-folkene gav udtryk for, at behandlingen af fangerne var helt i orden. Efter at Person 38 blev chef for DANCON blev vidnet stabschef. Der var fortsat angreb på danske styrker, men situationen varierede meget fra fred og fortrøst-ning det ene øjeblik til anspændte situationer kort efter. I august måned modtog man melding om, at der var oprettet flere ulovlige checkpoints i By 1. Al-le disponible styrker blev indsat, og det kom til ildkamp. Vidne 1 gav over for vidnet udtryk for, at hun foretog udspørgningerne af nød og ikke af lyst, og at hun savnede nærmere retningslinjer herfor. Efter vidnets opfattel-se var Vidne 1 en meget professionel og ærekær officer. Hun havde stor viden om politiske forhold, herunder de forskellige grupperinger i området, som kun-ne udgøre en risiko for de danske styrker. Hun optrådte korrekt i relation til ef-terlevelse af reglementer. Vidnet anvendte ofte tolke i samarbejdet med de civi-le irakiske myndigheder, men samarbejdet med tolkene var ikke problemfrit. Det skete flere gange, at de ikke var klar til tiden, og når der opstod et akut tol-kebehov var det også i flere tilfælde svært at få fat i den vagthavende tolk. Vidnet havde tillige et nært samarbejde med militærpolitiet blandt andet i for-bindelse med uddannelsen af det lokale irakiske politi, som i slutningen af juni i forbindelse med magtoverdragelsen selv skulle varetage politiopgaverne. På grund af ineffektivitet var der fortsat et stort behov for støtte fra militærpolitiets side. Al Sadr-folkenes mål var at undertrykke befolkningen i By 1. De var meget hårdkogte og fanatiske, og det var derfor nødvendigt at anvende en håndfast afhøringsform, hvis man ønskede oplysninger fra dem. Efter vidnets opfattelse var tolkene ikke tilstrækkelig uddannet til at indgå i en militær ope-ration. Vidnet var flere gange i tvivl om, hvorvidt der blev tolket korrekt og har også følt sig i tvivl om tolkenes loyalitet uden dog at kunne give konkrete ek-sempler herpå. Tolkene var på grund af deres arabiske oprindelse udsat for pres fra visse dele af lokalbefolkningen. Vidne 1 var som chef for tolkene pålagt en utaknemmelig opgave, blandt andet fordi de modarbejdede hendes forsøg på at videreuddanne dem. Man betragtede de tilbageholdte som kriminelle og det

- 50 -

gjorde de irakiske myndigheder, herunder det irakiske politi, også. De tilbage-holdte, der blev overgivet til de britiske styrker blev så vidt vidnet ved anbragt i en interneringslejr.

Person 56 har forklaret, at han var MP-sergent på Hold 2. Han har gennem-gået sædvanlig MP-uddannelse og har tidligere været udsendt på Balkan og i Afghanistan. Han deltog en enkelt gang i håndteringen af fanger i Irak. Det kan godt have været den 10. marts 2004, hvor han tiltrådte vagten tidligt på morge-nen omkring kl. 5 sammen med Person 13. Han husker ikke, hvem de af-løste, men Person 3 var til stede, da de kom. Der var tre fanger i fange-gårdene, idet der var to fanger i den ene gård. De lå alle tre og sov og havde tæpper til rådighed. Vidnet husker, at infirmeriet senere efterlyste en tæppe-pakning med 8-10 tæpper, som militærpolitiet havde lånt til dette formål. Un-der vagten førte Person 13 og vidnet en fange ind i teltet på sædvanlig vis, det vil sige ved, at de hver havde fat i fangens overarme, dels for at beskytte ham under et eventuelt fald, dels for at hindre flugt. Inde i teltet sad Vidne 1 på et bord. Hun anviste, at fangen skulle placeres foran bordet, hvor de førte ham ned i siddende stilling. Han sad på knæ, men vidnet husker ikke, om han sad med ret ryg eller lænede sig bagover, så han hvilede på hælene. Vidnet ved ik-ke, hvorfor han skulle sidde på gulvet. Der stod vist andre møbler i teltet, men vidnet husker ikke, om det var stole. Udspørgningen, der varede ca. 20 minut-ter, havde karakter af en opfølgende udspørgning. Under udspørgningen stod vidnet og Person 13 i nærheden af fangen. Han husker ikke, om de fik besked på at rette på fangen, hvis han ændrede stilling. Vidnet husker ikke, om han rent faktisk ændrede siddestilling. Vidnet hørte ikke Vidne 1 bruge nedsætten-de ord overfor fangen. Fangerne havde vand til rådighed i plastflasker. Der stod "six-packs" med flasker i skuret i hjørnet af fangegården. I forbindelse med løsladelsen gav vidnet via tolken fangerne besked om, at de havde et kvarter til at vaske sig. Vidnet husker ikke at have modtaget særlige instrukser om, hvor-dan fangerne skulle behandles, mens de var i fangegårdene. Han behandlede dem derfor på sædvanlig vis, det vil sige ud fra, at det var opgaven at sikre, at fangerne ikke flygtede. Vidnet deltog for ca. 10 år siden i en POWEX-øvelse og blev herunder instrueret om, at behandlingen af fangerne overskred konven-tionsgrænserne. De tilbageholdte i Irak blev behandlet stille og roligt og slet ikke på den måde, som det foregik under POWEX-øvelsen. Udover vidnet og hans kollega var der to andre soldater i detentionsområdet. De kom vist fra in-fanterikompagniet, men kan også have været spejdere. De opholdt sig ved mu-ren, som omgav lejren.

Person 57 har forklaret, at han er premierløjtnant af linjen og var i Irak på Hold 2. Han har tidligere gennemgået POWEX-øvelser og blev i den forbindelse instrueret om, at man under øvelsen overskred konventionens reg-ler. Deltagerne underskrev i den forbindelse en formular. Formålet med øvel-serne var at give deltagerne et indblik i, hvad man kunne risikere som krigsfan-ge. Vidnets funktion i Irak var CIMIC-officer i Sektion 3, som delte kontor med Sektion 1, som man havde et tæt samarbejde med. Kort efter den 10. marts 2004 blev det besluttet at sydtårnet skulle bemandes med stabspersonel, når der var fanger i detentionen. Vidnet deltog i den forbindelse i en enkelt nattevagt, men husker ikke datoen. Vidnet overværede flere samtaler mellem Person 25 og Vidne 1. Vidne 1 var usikker på, hvordan udspørgningerne skulle foregå, og Person 25, der ikke havde erfaring på dette område, henviste hende til MJUR eller oberst Person 22. Vidnet ved ikke, hvad det konkret var, som Vidne 1 ønskede vejledning

- 51 -

om, udover at det drejede sig om behandlingen af fanger bl.a. under udspørg-ningerne. Person 22 gav i den forbindelse vekslende beskeder, som skabte forvir-ring. Han tilkendegav på et møde, at proceduren skulle ændres og tilkendegav derved indirekte kritik af den måde, hvorpå det hidtil var foregået, uden at det dog kom klart frem, hvad der i givet fald havde været forkert. Person 22's adfærd skabte frustration, og efter vidnets opfattelse var han ikke sit chefansvar vok-sen. Natten til den 10. marts 2004 var vidnet duty-officer i TOC. Vidnet husker ikke nogen særlige hændelser fra denne nat.

Foreholdt vidnet Person 31's forklaring, retsbogen side 134, om at Person 31 blev ringet op af vidnet, som oplyste, "at nogen havde brokket sig til TOC over et eller andet", og at "det drejede sig vist om behandlingen af fangerne"forklarer vidnet, at han ikke erindrer denne episode. Var der kommet klage over behandlingen af fanger, ville vidnet givetvis have noteret det i døgnrap-porten.

Foreholdt major Person 38's forklaring, retsbogen side 149, om at vidnet den 10. marts 2004 oplyste, "at de soldater, der havde haft vagt i tårnet, havde set rystede ud", forklarer vidnet, at han fortsat ikke erindrer den omtalte episo-de.

Af afhøringsrapport af 16. november 2004 vedrørende afhøring af Sagsøger fremgår blandt andet:

"Han forklarede, at han den 9. september 2004 blev anholdt af de danske styr-ker, og at han i den forbindelse blev indbragt til den danske lejr - Base 1. Han kom til stedet sammen med 2 andre anholdte, og de ankom til lejren ca. kl. 23.30. Det var meget koldt den pgl. aften, en kold vind blæste. Han var iført undertøj, bukser og skjorte. Han kom først til et lægecheck, og han havde her oplyst, at han havde noget ondt i ryggen - en gammel skade. Han blev efter læ-gecheck indsat i en indhegning, hvor han skulle sidde på jorden. Han blev pla-ceret på knæene, med benene strakt lige bagud, og skulle holde sit hoved og overkrop i en lidt skrå stilling, således at han havde panden inde mod en væg. Han havde ikke noget ur, men han følte det som lang tid, inden han kom ind til den første afhøring. Da han blev ført ind til afhøring følte han det, som om han nærmest blev slæbt ind. 2 personer holdt ham under armene, og "løftede" ham ind. Han tabte herunder sine bukser. Han fik dog inde i teltet lejlighed til at ta-ge sine bukser på igen. Ved første afhøring stod han foran en officer, en ret kraftig mand, og han havde en kvindelig tolk til at oversætte sine spørgsmål. Han blev beordret til at stille sig på den måde, at han skulle stå med bøjede knæ, og med hænderne oppe. Manden var ret vred i stemmen, og han tog på et tidspunkt fat i afhørtes næse for at understrege et eller andet. Ved siden af ham stod 2 personer, som hele tiden holdt ham fast i den stilling, som han har be-skrevet ovenfor. De rettede på hans stilling, når han ikke stod, som han var be-ordret til. Når han blev træt, så ville han gerne rette sig op, men fik ikke lov til dette. Han havde ikke haft lejlighed til under afhøringen at sige ret meget om, at det gjorde ondt, men han sagde til lægen, der undersøgte ham ved løsladel-sen, at han havde haft ondt ved at være i de stillinger, som han havde været tvunget til at indtage under afhøringerne. Medens han opholdt sig i indhegnin-gen kunne han ikke komme til at lade sit vand, for han måtte ikke rejse sig eller røre sig, og han "tissede derfor i bukserne". På et tidspunkt blev han under op-holdet i indhegningen placeret så han skulle stå ind mod hegnet med hænderne

- 52 -

oppe over hovedet. Han faldt pludselig om. Han mener, at han besvimede. Vagterne var nu kommet ind, og havde lyst ham i øjnene med en lygte, og hav-de fået ham på benene. Han blev ikke tilset af en læge. Han blev afhørt 2 gange i teltet, og det var samme person, som hver gang afhørte ham. Hvad der skete med de andre, som var anholdt samme tid som han, det ved han ikke, for han var alene i den indhegning, hvor han var placeret. Han er direkte adspurgt, om han på noget tidspunkt "havde gjort i bukserne', hvilket han benægtede. I løbet af natten, havde han spurgt de personer, som kom ind i indhegningen, om han kunne få vand og et tæppe, men de talte kun engelsk, og der var ingen som kunne eller ville forstå ham. Om morgenen, ca. et par timer før han igen blev løsladt fik han mere bevægelsesfrihed i indhegningen. Han fik desuden et tæp-pe, noget vand og noget at spise. Han oplyste, at han ikke ved løsladelsen talte med lægen. Foreholdt, at han tidligere under denne afhøring har udtalt, at han fortalte lægen, at det gjorde ondt, så oplyste han, at dette ikke var korrekt op-fattet, han fortalte ikke nogen, at det gjorde ondt. Han er direkte adspurgt om den måde, som han blev beordret til at indtage i indhegningen og ved afhørin-gen, og oplyste, at disse ikke er normale for irakere at indtage. Man kan f.eks. godt sidde på hug, men kun i 10-15 min., og man skulle i indhegningen og ved afhøringen sidde helt stille, og måtte ikke dreje sig overhovedet. Han beskriver den person, som afhørte ham: A. mand, ca. 40, "ikke særlig høj", men meget kraftig af bygning, lidt rødmosset i ansigtet og med et bredt ansigt. Kortklippet hår. Kan muligvis genkende den pgl. Han oplyste, at han efterfølgende igen-nem dommeren i By 1 har indgivet en officiel klage over den behandling, som han har været udsat for. Han har følt sig stresset og har også noget udslæt på maven, som han mener kan hidrøre fra hans arrestation og ophold i Base 1.

…

Afhørte er forespurgt m.h.t. den person, som foretog afhøringerne af ham. Han oplyste, at han var sikker på, at det var en mand. Sådan opfattede han personen, og sådan havde han også tiltalt personen. Han oplyste, at medens han sad i de-tentionen var kun vagterne indenfor indhegningen. Han kunne se en bil eller flere udenfor. Hvem der var i disse køretøjer det ved han ikke. Han er direkte adspurgt, om han har ”gjort i sine benklæder i forbindelse med afhøring", han udtalte, at det havde han ikke, men han "tissede 2 gange medens han havde si-ne benklæder på, fordi han ikke kunne komme på toilettet ”.

…

Fortsat den samme dag.

I forbindelse med afhørtes oplysning om, at han skulle være anholdt den 9. sep-tember 2004, blev han efterfølgende foreholdt, at han jf. fangedatabasen havde været indbragt som anholdt i marts måned og ikke i september. Han udtalte, at det "nok var rigtigt". Han havde været indbragt sammen med Person 65 og Person 66. Så september måned var ikke rigtigt, det var i marts måned 2004."

Af afhøringsrapport af 16. november 2004 vedrørende afhøring af Person 65 fremgår blandt andet:

"Han forklarede, at han sammen med 2 andre Sagsøger og Person 66 blev anholdt og indbragt til Base 1 den 9. marts 2004. Han mener, at han kom ind til lejren omkring kl. 21.00. Han blev transporteret til lejren i en bil med soldater. De blev alle ført ind i et telt og her blev de alle undersøgt af en læge. Han fejlede ikke noget. Han oplyste, at det var koldt den pgl. aften. Han havde ved anhol-

- 53 -

delsen kun sit normale tøj på, og det bestod af undertøj, benklæder og en T-shirt med korte ærmer. Han blev derpå taget ind i en indhegning, og blev her sat samme sted som Person 66. Der var inde i indhegning fire danske soldater. Begge de anholdte fik besked af vagterne via en dansk kvindelig tolk om, at de skulle sætte sig på hug, og med hænderne bagved nakken. Han oplyste, at det var en unaturlig stilling for en iraker at indtage, og at den var vanskelig at hol-de igennem længere tid, og desuden måtte de ikke bevæge sig. Han husker ik-ke, hvor længe han sad på den måde, uden at måtte ændre stilling, "men det var i timer". Der skete udskiftning af vagterne - nærmere?. Han havde ikke lejlig-hed til at se vagterne, for de holdt sig bagved ham. Han forklarede, at han plud-selig blev taget af 2 vagter, en ved hver skulder, som "løftede" ham op, og der-på "slæbte" ham ind til afhøring. Til stede i teltet var en person, som skulle af-høre ham, han beskriver den pgl. som en "mand, middel af bygning, dog lidt tæt". Pgl. var kaptajn, jf. vedkommendes distinktioner, som afhørte tydeligt kunne se (3 stjerner). Pgl. var skaldet. Han vil muligt kunne genkende den pgl. person. Desuden var en tolk, som var den samme, som tidligere havde været ude for at oversætte for vagterne, dengang, da fangerne kom ind. Lægen var til stede under hele afhøringen. Han var bagved ham "et eller andet sted". Yderli-gere befandt der sig hele tiden 2 vagter, som stod bagved ham. Personen der afhørte var meget vred i stemmen, "råbte og skreg", så tolken ikke kunne følge med. Han blev placeret på jorden på knæene, med benene strakt bagud, og skulle sidde med rank ryg og med hænderne foldet bagved nakken. Under af-høringen, hvor afhørte ikke kunne undgå at bevæge sig, blev han "slået" "da-sket" i nakken af vagterne, for at han skulle sidde stille og se lige op på den person som afhørte ham. Han ved ikke, hvor tit han blev slået, men det var ret "kontinuerligt", de daskede ham sådan lidt hele tiden i baghovedet. Officeren rørte ham ikke, det var kun vagterne. Han var til afhøring 3 gange i løbet af natten, og hver gang forløb det på samme måde. Han ved ikke præcist, hvor længe afhøringerne varede, men formentlig en "times tid ad gangen". Ude i indhegningen skete der ingen forandringer i løbet af natten, han skulle sidde på hug som beskrevet ovenfor, vagterne kom og gik, og rettede på ham, når han ikke "holdt den rette stilling". Han fik i løbet af natten ikke noget at drikke, fik ikke noget tæppe. Han fik om morgenen af tolken noget vand og kage. Han havde i løbet af natten spurgt vagterne om lov til at gå på toilettet, men de sag-de, at han skulle blive siddende. Han blev også nægtet at ryge. I indhegningen så han kun vagterne og ikke andre. Han blev den næste dag ”om formiddagen"løsladt. Han blev i en bil kørt til bopæl og her sat af. Han er udover den første anholdelse igen anholdt efter ca. 3 mdr. - muligt først i juni 2004 - denne gang, følte han, at anholdelse var meget hårdhændet. Han blev af de danske soldater, som anholdt ham slået på både arme og ben. Det skete under anholdelsen, men han havde ikke ydet nogen modstand mod denne anholdelse, og havde derfor ikke givet dem anledning til at slå på ham. Soldaterne slog på ham med knytte-de hænder flere gange og hårdt. Han blev derpå transporteret ind til Base 1, og igen fremstillet for lægen, som muligt var den samme, som sidste gang undersøgte ham. Tolken var den samme danske kvindelige tolk. Han så lægen, men ville ikke lade sig undersøge. Han fortalte ikke lægen om at han var blevet slået. Grunden til dette var, at han var ret sur og tvær over den be-handling, som han havde fået ved anholdelsen, og havde derfor ikke lyst til at tale med danskerne heller ikke den danske læge. Han blev derpå ført ind i ind-hegningen og skulle her ikke gøre noget bestemt, men blot være der. Under sit ophold besvimede han pludselig, og en læge blev tilkaldt. Han fik noget hjælp, og derpå satte afhørte sig blot på jorden. Han var inde til en afhøring, og det

- 54 -

var den samme kaptajn, som sidste gang der afhørte, og det var den samme tolk (tror han). Afhøringsofficeren havde igen været meget højtråbende, og på et tidspunkt smed tolken sin blyant på jorden løb tolken fra stedet, og det var af-hørtes indtryk, at det skyldtes, at afhøringsofficeren gik for vidt i sin vrede. Fo-respurgt om, hvordan han skulle sidde ved afhøringen, så oplyste han, at han skulle sidde på sine knæ, og med benene lagt over kryds, han skulle sidde med rank ryg og med hænderne foldet bagved nakken. Han havde fået noget krampe i et ben, og det var måske en af årsagerne til, at tolken løb fra stedet. Han oply-ste, at han havde spurgt om en læge, men fået afslag, og desuden havde afhø-ringsofficeren sagt "noget om, at han ville blive skudt". Han er forespurgt di-rekte, om hvordan dette blev sagt og udtalte, at afhøringsofficeren gav udtryk for, at han (afhørte) ville blive skudt, og at han skulle tie stille. Han er gjort be-kendt med, at en læge til rapport har udtalt, at han rent faktisk foretog en un-dersøgelse af afhørte efter hans krampeanfald. Afhørte udtalte, at han ikke blev lægeundersøgt. Han blev derpå tilbudt en stol af en soldat og senere ført ud i indhegningen og senere løsladt. Han me-ner, at han var hjemme omkring kl. 23.00.

Af afhøringsrapport af 16. november 2004 vedrørende afhøring af Person 66Person 66 fremgår blandt andet:

"Han forklarede, at han omkring den 10. marts 2004 blev anholdt af danske soldater og kørt til Base 1. Han kom til lejren om aftenen - måske 19.00 – 20.00. Ved transporten ind, havde afhørte haft ondt i sin ene hånd, hvilket han havde sagt til soldaterne. Man tog ikke hensyn til hans hånd, men havde haft hænderne bag på ryggen og fastholdt med strips. Da de kom til Base 1, blev de alle tre sat på jorden på knæene, og en soldat havde stået bag dem med et gevær, som han holdt hen mod deres nakke. De fik ikke lov til at gå på toi-lettet, men i stedet ført ind til en læge, som undersøgte dem. Afhørte fejlede ik-ke noget, men havde ondt i sit håndled. Det var en kold aften, afhørte havde tynde bukser og en hvid kjortel over dette. Afhørte og Person 65 blev placeret på jorden på knæene, ca. 3 meter fra hinanden. De skulle sidde med ansigtet ind mod væggen, og sidde stille med hænderne bag på ryggen i strips. Senere tog man stripsene af og derpå havde de hænderne frie. Hvis de flyttede sig fra de anviste stillinger, blev de skubbet på plads af vagterne. Han var til afhøring 3 gange, og når han ikke var til afhøring, blev han sat i den ovenfor nævnte stil-ling i indhegningen. Han har ikke stået op, men kun siddet på knæene i indheg-ningen. De fik ikke vand, mad eller tæpper før den næste morgen, hvor de fik vand, kage og et tæppe. Vagterne, som også sad i en bil udenfor indhegningen, kom pludseligt ud i indhegningen, og rev ham op fra jorden og førte dem ind i et telt, som var ved siden af indhegningen. Den ene gang, hvor afhørte skulle op fra jorden, havde en af vagterne taget fat i hans hår og på den måde løftet ham op fra jorden. Han kan ikke sige noget om vagterne, han mener at de skif-tede vagterne ud engang. Vagterne opførte sig alle ens. Når de imellem afhø-ringerne sad i indhegningen, skulle de sidde i de bestemte stillinger, og hvis de ændrede på dem, ved f.eks. at flytte sig, blev de irettesat og beordret til at blive i den stilling, som de havde fået anvist. Inde i teltet var en afhøringsofficer, en kvindelig tolk og nogle vagter. Han beskriver afhøringsofficeren som en mand, ikke ung, meget lys i huden og med briller, han er ikke sikker på håret, måske kort mørkt. Han kan muligvis genkende den pgl. Afhøringsofficeren stod bag ved et bord, og beordrede via tolken afhørte til at sætte sig på jorden foran bor-det, og han skulle se op på afhøringsofficeren. Han skulle sidde på knæene med

- 55 -

benene strakt bagud, med lige overkrop og med hovedet skråt tilbage. Han måt-te ikke vende sig eller falde sammen. Når han alligevel faldt sammen, fordi han ikke rent fysisk kunne sidde som befalet igennem længere tid, skubbede en af vagterne en fod eller et knæ i ryggen på ham. Afhøringsofficeren rørte ikke på noget tidspunkt ved ham. Tonen ved afhøringen var meget aggressiv. Afhø-ringsofficeren satte nogle gange sit ansigt tæt til afhørtes, idet vedkommende bøjede sig hen over bordet ned mod afhørte. Vedkommende råbte og skreg, og kaldte afhørte en løgner m.v. Han har ikke nogen klar fornemmelse af, hvor lang tid afhøringerne tog, for han havde ikke noget ur, men afhøringerne kan have varet op til et par timer. Han kom ikke senere til lægeundersøgelse, men blev den følgende dag kørt hjem til Bygning og her løsladt. Han er fo-respurgt, om andre end vagterne var i indhegningen, hvilket han svarede be-nægtende på. Han har ikke set eller hørt, at f.eks. en tolk var i indhegningen. Han blev placeret af en vagt, som simpelthen pressede ham ned på jorden og anviste ham, hvordan han skulle sidde. Ved solopgang kom pludselig en soldat ind i indhegningen. Afhørte mener ikke, at han havde været en af de vagter, som var der i løbet af natten. Soldaten havde givet dem en cigaret, noget vand og et tæppe, og de havde fået lov til at bede deres bønner. Han kunne ikke komme på toilettet. Han havde ikke spurgt, men mente ikke, at han ville få lov, og havde derfor først kunnet lade sit vand den følgende morgen. Han oplyste, at han fortsat har ondt i sit venstre håndled, og "en læge" har sagt til ham, at han muligvis skal have gips på igen. Han er adspurgt om, hvorvidt den person, som afhørte ham eventuelt var en kvinde. Han udtalte, at det kunne "han ikke forestille sig".

…

Ved gennemlæsningen oplyste afhørte, at han i forbindelse med anholdelsen havde fået sit håndled behandlet, og at det var i orden, men at det var soldater-nes hårde adfærd, som gjorde, at han på ny fik ondt i sit håndled. Han ønskede at få tilføjet, at når de flyttede sig fra de anviste stillinger i detentionen, så blev han ikke kun skubbet, men også slået, på den måde, at de tog fat i ham og fy-sisk pressede ham ned i en stilling ved at sparke til ham med foden. M.h.t. at han ikke spurgte om at kunne komne på toilettet, så var dette ikke muligt, for han måtte ikke sige noget, og fik ej heller lov til at sige noget. Han oplyste, at han havde meget hovedpine efter det der var sket, og at han troede, at det mu-ligvis kunne skyldes den hårdhændede behandling. Han gjorde gældende, at han aldrig blev egentlig lægeundersøgt, men kun spurgt, om han var syg.

…

Øvrige oplysninger i sagen

Der er under sagen foretaget dokumentation af en lang række dokumenter.

I det følgende gengives i kronologisk rækkefølge dele af de dokumenter, der er fundet af væsentlig betydning for sagen. Dokumenternes bilagsnumre er angi-vet i parentes.

I et notat fra Hærens Specialskole fra november 1985 om "Afhøringsmetoder i afhøringscenter" (bilag 137, underbilag 15) anføres blandt andet følgende:

3. Psykisk udmattelse.

- 56 -

En KF, der er modvilligt indstillet, men som ikke besidder megen viljestyrke, og som samtidig reagerer kendeligt over for ugunstige opholdsbetingelser, kan i visse tilfælde gøres samarbejdsvillig, hvis han udsættes for en psykisk belastning i form af forskel-lige stressfaktorer (jf. kompendium om KF-psykologi, Stress)

4. Fysisk udmattelse.

Det er en kendsgerning, at jo mere fysisk udmattet et menneske er, desto sværere er det at holde hjernen klar. Denne fysiske udmattelse kan opnås på mange måder, hvis den ikke allerede er til stede som eftervirkning efter kamphandlinger. Den hurtigste udmatning af KF sker ved at lade dem opbevare køligt (8 grader). En ekstra trætning kan herefter finde sted ved at gennemføre afhøringerne i et relativt varmt lokale. Søvnmangel virker også udmattende. (Jf. kompendium om KF-psykologi, Stress og kompendierne "Hypotermi" og "Varme og væskebalance").

5. Afslutning.

Der er ovenfor nævnt en række mulige afhøringsmetoder, men de her omtalte er langt fra de eneste. For AFHO er det vigtigste, at han skal finde frem til de midler og meto-der, der er mest effektive over for netop den KF, som han har til opgave at afhøre, alt under iagttagelse af GK. Dette må på intet tidspunkt bringe afhøreren til at anvende fysisk eller åndelig tortur. "

Af Forsvarskommandoens direktiv (FKODIR PS. 134-1) fra marts 1996 om "Etablering og udførelse af den militære krigsfangetjeneste og krigsfangeafhø-ringstjeneste"(bilag 29) fremgår blandt andet følgende:

”…

FORMÅL

1. Formålet med nærværende direktiv er at fastsætte retningslinjer for krigsfangetje-nestens og krigsfangeafhøringstjenestens etablering og udførelse.

GENERELT

2. Danmark har ratificeret Genèvekonventionen af 12 AUG 1949 om behandling af krigsfanger samt tillægsprotokol til Genèvekonventionen af 12 AUG 1949 vedrørende beskyttelse af ofre i internationale væbnede konflikter (Protokol I af 8 JUN 1977).

Krigsfanger som defineret i konventionens artikel 4 og tillægsprotokollens artikel 44 skal behandles i overensstemmelse med de i konventionen og tillægsprotokollen giv-ne retningslinjer og ånden deri.

Ratificeringen betyder ligeledes, at dersom der er tvivl om, hvorvidt en person er be-rettiget til krigsfangestatus, skal vedkommende omfattes af beskyttelsen i 1949 111 Genèvekonvention, jf. herved også 1977 1 Genèveprotokol, indtil vedkommendes sta-tus er bestemt af en kompetent domstol.

…

UDFØRELSE

…

14. Efterretningsmæssig udnyttelse af krigsfanger kan finde sted i enhver fase af fan-genskabet.

a. Udspørgen af krigsfanger og undersøgelse af effekter med henblik på tilvejebrin-gelse af oplysninger af øjeblikkelig, taktisk værdi kan foretages af tilfangetagende en-hed. Enheden skal ved afgivelse af melding sikre, at egentlig feltmæssig afhøring kan blive foretaget hurtigst muligt af de opstillede afhøringselementer.

b. Feltmæssig afhøring foretages af afhøringshold med det formål at tilvejebringe op-lysninger af taktisk værdi samt skabe grundlag for at afgøre, om der er behov for fuld-stændig afhøring. Afhøringen kan finde sted i tilfangetagelsesområdet eller på krigs-fangesamlestedet.

c. Fuldstændig afhøring af krigsfanger med særlig efterretningsmæssig værdi finder sted ved et afhøringscenter.

…”

- 57 -

Ved skrivelse af 13. august 1998 fra Hærens Operative Kommando indførtes midlertidige bestemmelser for øvelser i krigsfangetjeneste og øvelser i mod-stand mod afhøring (bilag 30 a). I disse bestemmelser anføres bl.a.:

”…

A. Almindeligt

1. Formål.

Formålet med nærværende bestemmelser er at fastsætte retningslinjer for samt fast-sætte ansvar og beføjelser i forbindelse med uddømning, behandling, udspørgen samt afhøring af krigsfanger under øvelser.

2. Der skelnes mellem følgende øvelsestyper:

a. Feltøvelser

Krigsfangetjeneste under feltøvelser kan gennemføres med alt personel. Alle myndig-heder og enheder i forsvaret kan i forbindelse med kampdommer-tjenesten under felt-øvelser indlægge momenter, hvori enkeltpersoner eller enheder uddømmes som krigs-fanger i henhold til bestemmelserne i afsnit B.

b. Øvelser i krigsfangetjeneste

Øvelser i krigsfangetjeneste kan gennemføres med bemyndigelse fra niveau III eller højere myndigheder med det formål at øve bevogtnings, sanitets og afhøringspersonel samt personel i behandling og administration af krigsfanger. Alt personel kan befales til at deltage som krigsfangefiguranter i øvelser i krigsfangetjeneste. Øvelser i krigs-fangetjeneste gennemføres i henhold til bestemmelserne i afsnit C.

c. Øvelser i modstand mod afhøring

Øvelser i modstand mod afhøring kan gennemføres med særligt udpeget personel, der vurderes at kunne risikere at blive taget til fange og blive afhørt i krig eller i en krigs-lignende situation. Øvelsestagerne skal frivilligt lade sig underkaste afhøring.

…

B. FELTØVELSER

…

6. Krigsfanger:

- Behandles efter de i Genèvekonventionen af 12. august 1949 om behandling krigs-

fanger (1949 III Genèvekonvention) samt Tillægsprotokol til Genèvekonventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter (1977 1 Genèveprotokol) angivne regler.

…

- Må kun afhøres i form af en almindelig udspørgen, hvorved der forstås, at krigsfan-gen uden nogen som helst påvirkning stilles simple spørgsmål vedrørende den aktuel-le taktiske situation, sin egen identitet og sit militære tilhørsforhold. Denne form for udspørgen må finde sted under alle former for feltøvelser og må foretages af alle på tilfangetagende parti, idet den enkelte krigsfange dog ikke må udspørges i mere end sammenlagt 30 minutter.

…

C. ØVELSER 1 KRIGSFANGETJENESTE

10. formål.

Ved øvelser i krigsfangetjeneste er formålet at træne bevogtningspersonel i krigsfan-geadministration og behandling samt øve afhøringspersonel i afhøring under feltmæs-

- 58 -

sige forhold. Under opholdet på krigsfangesamlestedet samt under eventuel transport, skal krigsfangerne behandles i overensstemmelse med bestemmelserne i 1949 III Ge-nèvekonventionen samt 1977 i Genèveprotokol.

11.

…

Alt militært personel kan befales til at deltage som krigsfangefiguranter i øvelser i krigsfangetjeneste. Forud for øvelsen skal alt deltagende personel instrueres af øvel-seslederen i de bestemmelser, som gælder for denne type øvelse.

…

13. På et krigsfangesamlested skal krigsfangen behandles bestemt og korrekt. Ved be-handlingen af krigsfangen er det tilladt at:

- Belægge krigsfangefigurantens håndled med håndjern samt under transporten inden for krigsfangesamlestedet at anvende førergreb. Anvendelsen af håndjern skal be-grænses mest muligt. Håndjern bør kun i undtagelsestilfælde anvendes under opbeva-ringen. Øvelseslederen kan tillade, at enkelte krigsfangefiguranter opbevares i kortere tid med håndjern på i forbindelse med indøvelse af forhold overfor opsætsige eller voldelige krigsfanger.

- Tildække krigsfangens øjne med et øjenbind. Øvelseslederen kan tillade anvendelse af øjenbind i forbindelse med indøvelse af forhold, hvorunder der bør tages særlige hensyn til militær sikkerhed.

- Beordre krigsfangen til at stå med hænderne over hovedet (skråstilling op ad en væg må kun anvendes ved visitering af krigsfangefiguranten).

- Beordre krigsfangen til at indtage liggende stilling.

- Beordre krigsfangen til at sidde på hug eller på gulvet med hænderne over hovedet.

Anvendelse af håndjern o. lign., tildækning af øjne samt indtagelse af liggende stil-ling, stående stilling med hænderne over hovedet, skråstilling samt hugsiddende eller siddende stilling på gulvet med hænderne over hovedet må ikke medføre alvorligt ubehag (hæmmelse af blodcirkulationen, klaustrofobi, kramper, smerter m.v.). Hvis krigsfangen meddeler, at en eller flere af de ovennævnte forhold eller stillinger volder alvorligt ubehag, skal den pågældende behandling indstilles.

Det er endvidere tilladt:

- At afhøre krigsfangefiguranten i form af en almindelig udspørgen, hvorved forstås, at krigsfangen uden nogen som helst form for påvirkning stilles enkle spørgsmål ved-rørende den aktuelle taktiske situation, sin egen identitet og sit militære tilhørsforhold. Denne form for udspørgen må foretages af alt bevogtnings- og afhøringspersonel, idet den enkelte krigsfange dog ikke må udspørges i mere end sammenlagt 30 minutter.

Med henblik på uddannelsen af afhøringspersonel, er der ingen tidsbegrænsning på afhøring af sproguddannet personel på et fremmedsprog under disse øvelser.

14. Det er ikke tilladt at:

- Transportere krigsfanger med tildækkede øjne samt lænkede hænder eller ben i et køretøj.

Nægte krigsfangen lejlighed til at forrette sin nødtørft.

…

D. ØVELSER 1 MODSTAND MOD AFHØRING

18. Formål

- 59 -

Øvelser i modstand mod afhøring har til formål at give øvelsestagerne et indtryk af de fysiske og psykiske belastninger, som krigsfanger vil kunne komme ud for. Derfor udsættes øvelsestagerne for en opbevaring, som er i strid med bestemmelserne i 1949 III Genèvekonvention smat 1977 1 Genèveprotokol. Dog skal de afhøringer, som fo-retages i forbindelse med øvelsen, gennemføres under nøje iagttagelse af de i krigstid gældende konventioner, III Genèvekonvention og 1977 1 Tillægsprotokol.

…

22. Der skal på krigsfangesamlestedet/afhøringscenteret ved lederen af bevogtnings-styrken/krigsfangekontrolofficerens (lederen af MP styrken) foranstaltning føres en oversigt eller en tavle ... der for hver krigsfange som minimum skal udvise:

- Tidspunkt for ankomst til krigsfangesamlestedet/afhøringscenteret.

- Tidsrum for hver enkelt afhøring angivet med start og sluttidspunkt og med angivel-se af afhører.

- Tidspunkt for udlevering af væske og evt. forplejning.

- Tidspunkt for henvendelse til kampdommer, læge eller psykolog.

- Eventuelle af kampdommer, læge og/eller psykolog beordrede særlige vilkår for

krigsfangens behandling,

- Tidspunkter for forrettelse af nødtørft,   

- Tidspunkt for udtræden af øvelsen.

…

38. Ved øvelser i modstand mod afhøring simuleres der en fjendtlig atmosfære. Ved behandlingen af krigsfangerne er det tilladt at:

- Optræde bestemt og uvenligt over for krigsfangen under opbevaringen, idet der dog under ingen omstændigheder må anvendes fysisk vold.

- Belægge krigsfangen med håndjern samt under transporten inden krigsfangesamle-stedet/afhøringscenteret at anvende førergreb, idet alene MP personel må flytte/føre krigsfangen.

- Tildække krigsfangens øjne med et øjenbind.

- Beordre krigsfangen til at ligge på maven eller læne sig fremad over et bord under visiteringen.

- Beordre krigsfangen til at stå med hænderne over hovedet.

- Beordre krigsfangen til at sidde på hug eller på gulvet med hænderne over hovedet.

- Hindre verbal kontakt mellem krigsfangerne ved hjælp af hvid støj fra en højttaler, idet lydstyrken dog aldrig må overstige 80 decibel (dB).

39. Det er ikke tilladt:

- For afhøringspersonellet at udsætte krigsfangerne for en behandling, som er i strid med 1949 III. Genèvekonventionen samt 1977 1. Genèveprotokol.

- At transportere krigsfanger med tildækkede øjne med lænkede eller bundne hænder eller lænkede eller bundne ben i et køretøj.

- At lade krigsfangen stå i skråstilling op ad en væg med undtagelse af det tidsrum, der medgår til visitering af krigsfangen.

- 60 -

- At lade krigsfangen stå i de i pkt. 38 anførte stillinger så længe, at de medfører alvor-ligt fysisk ubehag.

…”

Ovenstående bestemmelser er ændret flere gange og er senest afløst af For-svarskommandoens "BESTEMMELSE FOR ØVELSER 1 KRIGSFANGE-TJENESTE OG ØVELSER 1 MODSTAND MOD AFHØRNG (FKOBST 724-1) fra februar 2002. De ovenfor citerede bestemmelser er dog uændrede.

Ved skrivelse af 27. oktober 2003 fra Hærens Operative Kommando til chefen for den danske bataljon i Irak genfremsendtes "Forsvarskommandoens Direktiv for Magtanvendelse for DANCON /IRAK ”(bilag 95).

I pkt. 2 i skrivelsen hedder det:

"Som det fremgår af bilag [direktivet] pkt. 16-17 skal DANCON/IRAK udarbejde særlige bestemmelser for håndtering af tilbageholdte samt særlige procedurer for gen-nemførelse af undersøgelse af hus, husrum og køretøjer. DANCON/IRAK anmodes om at fremsende disse til HOK.

Af direktivet fremgår blandt andet:

” … Anvendelsesområde

4. Direktivet gælder med virkning for Irakisk territorium og den del af det åbne hav i den Persiske Golf, der ligger nord for den 28. breddegrad.

…

Gældende ret

7. Folkeret. Gennemførelse af militære operationer i Irak er reguleret af relevante dele af folkeretten, herunder krigens folkeret med reglerne om besættelsesmagters ansvar samt relevante dele af menneskeretten. Disse ROE autoriserer ikke magtanvendelse i strid hermed.

8. National ret. For danske styrker gælder desuden relevante dele af dansk lovgivning, herunder straffeloven og militær straffelov. Også lokal Irakisk lovgivning har rele-vans. DANCON IRAK skal respektere lokal lovgivning og må kun afvige herfra hvor det er operativt velbegrundet. Lokale sædvaner og skikke skal altid respekteres og der må ikke finde usaglig forskelsbehandling sted baseret på køn, religion, politisk over-bevisning, etnisk tilhørsforhold eller lignende.

Implementering

15. DANCON IRAK kan oversætte eller på anden måde implementere dette doku-ment i fuld overensstemmelse med dokumentets ordlyd og indhold.

16. Der skal udarbejde særlige bestemmelser for håndtering af tilbageholdte, herunder for hvorledes tilbageholdte visiteres under rimelig afbalancering imellem operative hensyn og hensyn til visiteredes køn og religion. Sådanne procedurer skal foreskrive at visitering finder sted ved personel af eget køn, hvor dette er muligt samt at der til visitering af kvinder, herunder kvinder iklædt burka, anvendes stavdetektorer eller lignende kontaktfri anordning, hvor sådanne er tilgængelige.

17. Der skal udarbejdes særlige procedurer for gennemførelse af undersøgelse af hus, husrum og køretøjer. Sådanne procedurer skal tage hensyn til, at autoriserede indgreb finder sted med respekt for ejendomsrettens ukrænkelighed og privatlivets fred i rime-lig afbalancering med operative hensyn, herunder personellets sikkerhed.

18.DANCON IRAK skal påse, at alt personel under udsendelsen uddannes i reglerne for magtanvendelse, herunder gennemføre praktisk instruktion i reglernes over-holdelse.

- 61 -

…

Overdragelse af tilbageholdte

20. Hvor tilbageholdelse finder sted ved dansk personels foranstaltning kan sådanne personer løslades såfremt og når forholdene tilsiger det.

21.MND SE MOU indeholder som annex G en beskrivelse af procedurerne for over-dragelse af tilbageholdte personer på vegne af UK. Det fremgår af annex H at Dan-mark anser UK for ansvarlig for at påse, at det irakiske retssystem, herunder rets-håndhævende myndigheder, fungerer tilfredsstillende og at tilbageholdte som mini-mum vil blive behandlet i overensstemmelse med Genèvekonventionerne. a. Overdragelse af civile tilbageholdte til irakisk politi på vegne af UK kan finde sted når disse mistænkes for at have begået kriminelle handlinger, idet der forinden finder underretning af MND SE sted i forbindelse med hver enkelt tilbageholdelse.

…

b. Overdragelse af civile til internering kan finde sted til UK under forudsætning af, at der føres lejlighedsvis kontrol med tilbageholdte personer efter overdragelsen.

…

c. Personel tilbageholdt i forbindelse med kamphandlinger kan have krav på krigsfan-gestatus i henhold til 3. Genèvekonvention. Er det tvivlsomt om den tilbageholdte op-fylder kravene til krigsfangestatus skal denne formodes at være berettiget til sådan status indtil spørgsmålet endeligt kan afgøres.

…

Personer tillagt en særligt beskyttet status.

…

Følgende persongrupper er tillagt særligt beskyttet status;

Alt MND SE personel

Krigsfanger   

Civile

Tilbageholdte eller internerede

NGO og IO som bidrager til nødhjælpsindsatsen   

Det irakiske overgangsstyres politi og styrker

…

Internering

Tilbageholdelse af en person i henhold til regel 182, i overensstemmelse med Art. 76 i den 4. Genèvekonvention fra 1949 om civiles beskyttelse i væbnet konflikt, om tilba-geholdelse nødvendig med baggrund i vægtige sikkerhedshensyn.

…”

Af den seneste udgave af "Direktiv for magtanvendelse for DANCON IRAK", udsendt den 17. august 2005 (bilag 147) fremgår blandt andet:

”…

Gældende ret

7.Folkeret. Danske styrker opholder sig i Irak i henhold til FN Sikkerhedsrådsresolu-tion 1546/2004 med bilag, hvori Iraks premierminister inviterer Den Multinationale Styrke (MNF-I) til at bistå irakiske myndigheder med at øge stabiliseringen af sikker-hedssituationen i Irak.

…

Idet IV Genèvekonvention ikke finder anvendelse på operationerne efter magtover-dragelsen, skal det hermed desuagtet indskærpes, at principper og standarder fra den-ne skal anvendes af DANCON/IRAK som mindstekrav, herunder navnlig at tilbage-holdte skal behandles humant og respektfuldt samt have adgang til vand, mad og evt. lægelig behandling.

…”

1 "SOLDATENS KORT (FEB 04)" er anført blandt andet følgende:

- 62 -

”MISSION

1. Det er din mission at sørge for sikkerhed og stabilitet til støtte for det irakiske folks udvikling og opbygning af deres egne institutioner.

SELVFORSVAR

2. Du må anvende den nødvendige magt i selvforsvar.

3. Brug kun den nødvendige magt til at forsvare dig.

GENERELLE REGLER

4. Overhold krigens Love.

5. Behandl alle inkl. tilbageholdte og krigsfanger med respekt og værdighed.

…

8. Søg at forhindre og rapporter om enhver overtrædelse af krigens love.

…”

I "FØRERENS KORT (FEB 04)" er anført blandt andet følgende:

"1. OPGAVE

Det er din opgave at sørge for sikkerhed og stabilitet til støtte for det irakiske folks udvikling og opbygning af deres egne institutioner.

2. SELVFORSVAR

Du må anvende den nødvendige og proportionale magt inkl. dødbringende magt til at forsvare dig selv, din enhed og koalitions styrker imod et angreb eller et nært forestå-ende angreb.

3. BRUG AF MAGT IMOD FJENDTLIGE ELEMENTER

…

4. ØVRIG MAGTANVENDELSE

…

5. ANRÅB OG VARSELSSKUD

…

6. KRAV OM MINIMAL MAGTANVENDELSE

a) I enhver situation, hvor du har lov til at anvende magt, må du kun anvende den mi-nimale magt nødvendig for at du kan opnå dit umiddelbare mål, udførelsen af opga-ven eller i selvforsvar. Søg, så vidt det er muligt, at minimere følgeskadevirkninger.

…

7. ØVRIGE PÅBUD

a) Du skal til enhver tid agere i overensstemmelse med krigens love.

b) Du må standse, afsøge (for våben, eksplosiver og forbudt materiel) og tilbageholde personer, som udviser fjendtlig hensigt, begår en fjendtlig eller kriminel handling, el-ler som er til gene for Koalitionen, når de skal udføre deres opgaver. Enhver, der tilbageholdes, skal overdrages til dansk militærpoliti eller frigives på den stedlige førers ordre, hvis dette er hensigtsmæssigt. Du må standse og afsøge personer for våben og eksplosiver som en del af din rutineopgave, når du er beordret til det.

c) Du må ikke anvende magt til at straffe nogen.

d) Behandl alle inkl. tilbageholdte og krigsfanger med respekt og værdighed. Mange civile er bekymrede og bange for situationen, og din opførsel er afgørende for missionens succes. Opfør dig altid professionelt og overhold følgende:

- Respekter lokale sociale og religiøse skikke.

- Favoriser ikke en religiøs/etnisk gruppe frem for en anden.

- Vær høflig i udførelsen af dine opgaver.

- Tag ikke privat ejendom udover, hvad der er nødvendigt i tjenesten.

- Plyndringer og indsamling af "trofæer" er forbudt.   

- Sortbørshandel er forbudt.

- 63 -

e) Søg at forhindre og rapporter om enhver overtrædelse af krigens love.

I en e-mail af 25. februar 2004 fra kaptajn Person 23, Forsvarsakademi-et, til major Person 25 (bilag 109) hedder det blandt andet:

"Emne: Tilgang til de lokale

Hej Person 25

Jeg håber I er kommet godt på plads og er i fuldt sving med arbejdet.

Jeg er for nylig blevet gjort opmærksom på, at tilgangen til de lokale, ofte bør være af en mere kontant (hårdere) facon, end den vi underviste jer i.

Med de lokales forhold til sandhed/løgn og deres lidt machoagtige kultur, er man ind-imellem nødt til at skrue bissen på for at få noget ud af dem. Så pas på med at være for venlige.

Forhåbentlig er denne viden også blevet overdraget fra jeres forgængere, men jeg vil gerne viderebringe denne viden, da den jo er modsat det jeg "prædikede". Såfremt I ellers har viden/erfaringer som kan hjælpe mig med næste kursus, er jeg meget interesseret i at høre om det.

…”

I et dokument benævnt "FAQ - Afhøringstjeneste og uddannelse i forhold som tilfangetagen (herunder modstand mod afhøring)" af 29. april 2005 udarbejdet af major Person 71, Forsvarsakademiet (bilag 140), anføres blandt andet:

"1. Hvilket bestemmelsesgrundlag er gældende for krigsfangetjeneste og afhø-ringstjeneste i forsvaret?

Grundlaget for afhøringstjeneste i forsvaret fremgår af FKODIR PS. 134 1 af MAR 1996. Dette FKODIR lader til at være fortsat gældende, selvom det er (stærk) forældet på baggrund af forsvarets omorganisering i flere omgange siden 1996.

…

7. Findes der stadigvæk afhøringsenheder i det danske forsvar?

Jf. HOK udkast til organisationsskemaer på baggrund af indeværende forligsperiode har HRN et afhøringshold ved 1 BDE (med 6 afhøringsofficerer, 8 tolke og 4 efterret-ningsofficerer/HUMINT officerer). Endvidere indgår der en HUMINT officer i ST/DDIV.

FAK har ikke kendskab til evt. afhøringsenheder ved SVN og FLV.

I den forbindelse skal det bemærkes, at kun sprogofficerer designeret til disse afhø-ringshold, der er uddannet før 1998, har modtaget uddannelse i afhøringstjeneste. Denne uddannelse var målrettet mod feltmæssig afhøring i et (kold)krigsscenarium, hvorfor pgl. sprogofficerers uddannelse må betegnes som forældet.

…

9. Nogle af påbudene og forbudene er bredt formuleret. Hvordan fortolkes de mere vage bestemmelser i III. Genèvekonventionen?

En national fortolkning af III. Genèvekonventions bestemmelser et juridisk og politisk anliggende. Så vidt vides er der ikke en detaljeret dansk politik vedr. behandling, her-under afhøring af fanger.

Genèvekonventionens bestemmelser kan opdeles i en "sort zone" og i en "grå zone". Handlinger, som er beskrevet i den "sorte zone" er forbudt - og kan beskrives klart; med andre ord: de behøver ikke at blive "fortolket". Handlinger, som er beskrevet i den "grå zone" er også forbudt; men de er ikke klart defineret. De skal fortolkes, og denne fortolkning vil i høj grad være præget af politik, kultur, moral m.m.

- 64 -

I den "sorte zone" hører:

Drab, som ikke er begået retmæssigt som selvforsvar eller til forhin-dring af flugt. (En bedre betegnelse er "mord".)

Lemlæstelse.

Medicinske eller videnskabelige forsøg, der ikke er forsvarligt be-grundet i læge-, tandlæge eller hospitalsbehandling af den pågælden-de fange og udføres i hans interesse. (Dr. Mengele paragrafen.)

Vold ("legemlig tortur").

Trusler om død, lemlæstelse, og/eller vold ("åndelig tortur").

I den "grå zone" hører (for så vidt angår afhøring):

(Nogen som helst form for) tvang. (Betyder det, at man ikke må "fik-sere" en urolig fange?)

Ydmygelser. (Er det ydmygende at anvende kvindelige afhørere over for mænd fra den muslimske kulturkreds, hvor kvinder er mindrevær-dige og ikke må være i en autoritetsposition over for en mand? Hvad med vort samfunds krav om ligestilling mellem kønnene? Hvad vejer mest i denne sammenhæng?)

Fornærmelser. (Hvis man ikke må "gå efter manden", må man "gå ef-ter bolden"? F.eks. ikke: "Du er en idiot! men "Det, du gør, er idio-tisk!"?)

(Nogen som helst form for) ubehagelig behandling. (At være fange er ipso facto ubehagelig. Hvad betyder denne bestemmelse egentlig? Må en afhører ikke lugte af hvidløg - og skal han/hun tage bad mindst én gang om dagen for ikke at lugte af sved?)

(Nogen som helst form for) ufordelagtig behandling. (Ufordelagtig i forhold til hvad?)

Så er der andre bestemmelser, som også synes at falde i "gråzonen":

Alle fanger skal behandles ensartet (bortset fra særlige hensyn på grund af alder, køn, helbred og faglige kvalifikationer). (Betyder det, at en fange, der giver oplysninger, ikke må belønnes med bedre ind-kvartering, mad og forlystelser, end de andre fanger modtager - for-udsat naturligvis, at alle fanger ellers behandles i overensstemmelse med konventionen?)

Beskyttelse mod offentlighedens nyfigenhed. (Hvordan skal forsva-rets pressepolitik ("Vi har ikke noget at skjule") og pressefriheden forliges med denne bestemmelse? "Hvis ikke vi (pressen) får lov til at se - og fotografere - fangerne, så skjuler I sikkert noget!   

Det fremgår ikke af Genèvekonventionen; men begrebet "den militære nødvendighed"anvendes i militærjuraen. Hvordan 'harmonerer" behovet for at indhente oplysninger fra en fange med en meget rigoristisk fortolkning af Genèvekonventionens bestem-melser for så vidt angår "den grå zone".

16. Hvad er forskellen så på en (operativ) afhører og en afhøringsinstruktør?

De to uddannelser har forskellige formål. Formålet med uddannelsen i afhøringstjene-ste var at uddanne sprogofficerseleverne til at gennemføre en begrænset taktisk afhør-ring i felten på deres målsprog. Afhøringsinstruktørkursus skal uddanne (indtil videre)

- 65 -

sprogofficerer til at virke som "skuespillere" overfor dansk militært personel, der del-tager i POWEX, med henblik på at demonstrere forskellige afhøringsmetoder overfor deltagerne, således at de bedre, psykologisk set, kan afværge en afhøring. En afhø-ringsinstruktør vil derfor ikke kunne virke som afhører i operativt sammenhæng.

Der er også en forskel i selve indholdet af uddannelserne. Selv om der er en række lighedspunkter vedr. indholdet af de to uddannelser er vægten i afhøringsinstruktør-uddannelsen lagt på tilrettelæggelsen af "skuespillet" til POWEX. Den teoretiske del af uddannelsen knytter sig til at kunne virke på en POWEX. F.eks. knytter uddannel-sen i Genèvekonventionen sig til øvelsesbestemmelserne. Den praktiske del af uddan-nelsen vægter "iscenesættelsen' af demonstrationerne og ikke indhentningen af (fikti-ve) oplysninger fra øvelsestagerne. Afhøringsuddannelsen var rettet mod at få oplys-ninger af umiddelbar taktisk værdi fra en krigsfange.

…”

I skrivelse af 5. maj 2004 fra Forsvarsminister til forsvarschef Person 78 (bilag 128) anføres:

'Statsminister har i dag bedt mig om, at opmærksomheden om de personer, der tilbageholdes af danske styrker i Irak og som overdrages til briti-ske styrker eller civile myndigheder, bliver skærpet. Tilsyn med de af danske styrker overdragne tilbageholdte personer bør således - om muligt i endnu højere grad end i dag - ske for at tilsikre, at de tilbageholdte personer ikke på nogen måde lider overlast under deres tilbageholdelse.

Såfremt det måtte konstateres, at de af danske styrker tilbageholdte personer skulle blive udsat for overlast, ønsker jeg øjeblikkeligt at modtage oplysninger herom.

Jeg skal endvidere anmode dig om at overveje, hvorledes man kan øge sikkerheden for, at der ikke sker noget, som er i strid med konventionerne, når det gælder de per-soner, der er tilbageholdt og overdraget af danske styrker."

Af skrivelse af 6. maj 2004 fra Forsvarskommandoen til Hærens Operative Kommando (bilag 128) fremgår:

"Bilag: FM brev af 5 MAJ 2004 til FC.

1. Forsvarschefen har modtaget det ved bilag vedhæftede brev fra Forsvarsministeren.

2. HOK bedes derfor senest i morgen kl. 1200 fremsætte forslag til, hvad der umid-delbart kan gøres for at skærpe opmærksomheden om de personer som danske enhe-der og personer har tilbageholdt og tilbageholder i Irak og efterfølgende overdrager til britiske styrker eller civile myndigheder.

3. Yderligere anmodes HOK om snarest at give forslag til, om og hvordan der ved en-hederne gennemføres tilsyn med de af danske styrker tilbageholdte personer og over-dragne personer om muligt i endnu højere grad end i dag for at tilsikre, at de tilbage-holdte ikke på nogen måde lider overlast under deres tilbageholdelse.

4. HOK bedes yderligere snarest give forslag til, hvorledes man kan øge sikkerheden for, at der ikke sker noget som er i strid med konventionerne, når det gælder personer, der er tilbageholdt og overdraget af danske styrker.

5. Såfremt der konstateres, at de af danske styrker tilbageholdte personer skulle blive udsat for overlast, skal Forsvarskommandoen øjeblikkeligt orienteres herom.

…”

Af "Direktiv for tilsyn af tilbageholdte og indsatte" af 31. maj 2004 (Bilag 76) udarbejdet af tiltalte Person 1 fremgår blandt andet:

- 66 -

"Formål:

Tilsikre og dokumentere at tilbageholdte og indsatte, modtager den nødvendige læge-lige behandling.

Rådgive MP med henblik på at sikre, at forholdene i "Bastilien" er acceptable efter danske normer. Tilsikre at Geneve konventionens artikel 91 og 92, som minimum bli-ver overholdt i forbindelse med anbringelse af tilbageholdte ved opbevaringsfacilite-ter ved MND(SE).

Generelle forhold:

Tilbageholdte indsættes i "Bastilien" efter anholdelse. Der vil indenfor 12 timer blive taget stilling til om den tilbageholdte skal overgives til civile myndigheder eller for-blive indsat. De der herefter bliver kategoriseret som internerede, vil herefter blive overført til UK afhøringscenter, men er stadig at betragte som "dansk ansvar".

Oplysninger der skal tages:

Navn, DOB, Adresse, stamme, beskæftigelse.

Anholdelse tidspunkt, KOO på anholdelsesstedet, hvem der har anholdt fangerne.

1. Forhold umiddelbart efter anholdelse:

1. Vagthavende på MP station tilkalder DUTY DOC og vagthavende tolk til MP-Stationen.

2. DUTY DOC medbringer journal der påføres løbenummer på den tilbageholdte.

…

3. DUTY DOC og tolk transporteres til "Bastilien". Den MP der anholdte den indsatte giver en kort briefing til DUTY DOC om de tilbageholdte.

4. DUTY DOC tilser den tilbageholdte efter en sikker identifikation. Den objektive undersøgelse føres i den indsattes journal. Såfremt der findes indikation på akutte og/ eller kroniske tilstande, opstartes behandling snarest muligt.

…

5. Såfremt den indsatte ikke kan behandles i "Bastilien" overføres til civilt hospital el-ler til Cz FHOSP.

6. Efter tilsynet gives tilbagemelding til MP stationen, om der er specielle forholds-regler vagten skal iagttage. Vagthavende MP påfører eventuelle restriktioner i indsat-tes MP journal eller "intet at bemærke".

7. Den indsattes journal opbevares på infirmeriet under samme regelsæt som hel-bredsposer. Ved videreekspedition følger kopi af journalen den internerede.

2. Forhold under ophold i "Bastilien" for tilbageholdte og indsatte.

Ved indsættelse i Bastilien.

Hvis CF anholder en Iraker, skal navn, DOB, Adresse, stamme videregives til TOC/DANBN, som derefter kontakter VO/BDE for at få oplyst, hvorvidt BDE ønsker dem til Base 2 DTDF eller den anholdte skal overdrages til lokalt politi.

1. Fast tilsyn af "Bastilien", når der er indsatte.

2. En vagt i dagtimerne og to vagter i mørkeperiode. Det er vagthavende MP der vur-derer mørkeperioden.

3. Såfremt vagten vurderer at den indsatte har behov for lægehjælp eller indsatte selv beder om lægehjælp, skal der meldes til vagthavende MP, som tilkalder DUTY DOC.

4. De indsatte skal have vand til rådighed.

5. De indsatte skal have morgen-, middags og aftensmad.

6. Ved enhver situation hvor man skal ind til de indsatte, skal der som min. være 2 vagter. Den ene vagt har opgave (aflevering af vand, mad eller lign.), mens den anden vagt står udenfor og sikrer den vagt, der er inde i indhegningen.

- 67 -

7. De indsatte må ikke tale eller råbe på tværs af de to cellegårde. 8. Hver morgen kl. 0600 skal vagterne tilse om der er liv i de indsatte. 9. Ved medicinering af de indsatte skal det være DOC der udleverer medicin.

10.Vagten ved "Bastilien ” fører en døgnrapport over, samt fører et observations ark en gang i timen over de indsattes aktiviteter.

11.Vagten skal tilsikre, at der ikke tages billeder, videooptagelser og lign. af "Bastili-en" eller de indsatte.

12.Give VK/Base 1 besked på, at ingen må komme i vagttårnet ved Basti-lien udover: CH/DANBN STABCH/DANB CH E/DANBN CH Es NK/DANBN DOC   Alle ved MPDET/DANBN

…”

I et dokument benævnt "Beredskab afhøring"(bilag 138) hedder det blandt an-det:

"Skrevet af. PIODANCON/IRAK 3, Person 45

Dato: 280604

Baggrund

Det kan ikke afvises, at en af de civile, danske tolke, som DANCON/IRAK har brugt som militær tolk i mangel af deciderede sprogofficer, vil gå til pressen med beskyld-ninger om hårdhændede afhøringsmetoder i DANCON/IRAK.

Det skal i den forbindelse oplyses at samarbejdet med de civile, danske tolke til tider har båret præg af konfrontationen af deres opfattelse af, hvad det vil sige at være en-gageret i forsvaret, og hvad det reelt indebærer. Der har med andre ord været forståel-sesmæssige problemer fra tolkenes side for, at en ordre skal udføres, og hvem der er berettiget til at give ordrer. Dette har ved flere lejligheder givet konfrontationer mel-lem KN R Vidne 1, der er udpeget som ansvarlig for arbejdsfordelingen mellem tol-kene, og tolkene.

Anklagen

I værste fald kan man forestille sig en overskrift i fx Ekstra Bladet a la: "Tortur dag-ligdag hos de danske Iraksoldater". Artiklen ville i så fald indeholde beskyldninger fra tolken om, at hun ved flere lejligheder var vidne til, at afhøringerne hos DAN-CON/IRAIC antog torturlignende forhold og blandt andet indebar, at de afhørte blev tvunget ned i særligt anstrengende siddestillinger i timevis, nægtet vand og tiltalt sær-deles nedværdigende. Tolken ville evt. krydre historien med, at hun flere gange prø-vede at gribe ind og stoppe overgrebene, men at hun hver gang fik at vide, at det skul-le hun overhovedet ikke blande sig i, og sådan afhørte man altid.

Forsvaret

Der er ikke hold i anklagen. Det er korrekt. at tolken ved en enkelt gang, har grebet forstyrrende ind i en taktisk udspørgen og sagt, at interviewet skulle standses for at udspurgte kunne få noget vand, hvilket blev nægtet ham.

Årsagen til dette var, at han jf. Militærpolitiets vurdering på stedet havde det vand, udspurgte måtte have brug for.

Der er ingen af de udspurgte, der er blevet tvunget ned i særlige stillinger. Der er ingen af de udspurgte, der er blevet fysisk forulempet.   

Der er ingen af de udspurgte, der har lidt overlast.

Det er korrekt, at de udspurgte under tiden er blevet tiltalt i hårdt tonefald.

LTT

"Der er ikke hold i anklagerne"

"Det kan være en voldsom oplevelse at være vidne til en udspørgen, hvis man ikke er forberedt på det."

Det vil sikkert også være en voldsom oplevelse for de fleste mennesker at overvære en fuldstændig lovlig og almindelig afhøring hos politiet på fx Station 1 i Køben-havn."

- 68 -

"Afhøringer og taktisk udspørgen indebærer jo undertiden at et menneske er stresset, men ikke desto mindre bliver bedt om at svare på spørgsmål."

"Straks vi blev klar over, at tolken havde en opfattelse af, at der var sket ulovligheder, blev sagen undersøgt."

"Alle øvrige tilstedeværende der er bekendt med reglerne for taktisk udspørgen siger samstemmende, at der ikke er foregået noget som helst ulovligt."

"Den militærjuridiske rådgiver på stedet har udspurgt personen, der stod for den takti-ske udspørgen om hændelsesforløbet og konkluderede klokkeklart, at ingen regler var blevet overtrådt."

"Chefen for de danske styrker, oberst Person 22, har ved flere lejligheder forsøgt at forklare tolken, sagens rette sammenhæng."

"Personen, der stod for den taktiske udspørgen overvejer sagsanlæg for injurier. "

I brev af 1. juli 2004 fra tolken Person 15 til oberst Person 22 (bilag 3), hedder det blandt andet:

"…

Også ved tilfælde af arrestationer (beordret af Sektion 1), var behandlingen af de tilfangetag-ne yderst ubehagelig, som var de allerede dømt på forhånd. Der blev altid insisteret på en voldsom arrestation (f.eks. alt for stramme strips, der medførte næsten blødende håndled) på trods af, at de fleste viste samarbejdsvillighed og gerne fulgte med solda-terne til Base 1. Når man endelig nåede frem til afhøringerne skulle tingene vise sig at blive meget værre. Der blev lagt et kæmpe pres på de tilfangetagne, både psy-kisk og fysisk. Jeg vil nu give nogle eksempler: Der skulle meget til, før en fange kunne få lidt vand. De måtte tigge og bede mange gange, før de endelig fik en smule vand, der for det meste var for varmt. En enkelt fange havde kastet op på vej til lejren. Han tiggede konstant om vand. men fik det først efter et par timer. En KN fra Sektion 1 stod for mange af afhøringerne, hvor KN f.eks. altid insisterede på, at den tilfangetagne skulle sidde på sine knæ under afhøringen. Udover, at KN råbte og truede fangen voldsomt, stod en MP soldat og legede med sin kniv foran irakerens ansigt. En anden episode er, da en fange fik kramper i sine ben efter at have siddet på knæ i et længere stykke tid. Fangen havde det så dårligt, at den tilstedeværende tolk til sidst blev meget rasende over, hvad hun så! Efter alt dette blev fangerne tit løsladt, da der ikke fandtes beviser for beskyldningerne. Dette skete stadig uden en undskyldning. At blive ført ud af sit hus sammen med hele sin familie, mens andre (irakere) overværer episoden, er en dyb ærekrænkelse for en iraker. Dette, samt de nævnte episoder under afhøringer-ne, skabte en naturlig vrede hos den nu løsladte person, at man ikke kunne vide sig sikker på, hvad denne person kunne finde på. Hvis han ikke tidligere hadede koaliti-onsstyrkerne, ville han højst sandsynligt gøre det nu.

… "

I tiltalte Vidne 1's skrivelse af 28. juli 2004 (bilag 26) til oberst Person 22 anføres blandt andet:

"…

4.1 Denne udspørgen fandt sted onsdag den 9. juni 2004 i Base 1's tilbageholdel-sescenter. Tolken var Person 20. Baggrunden for anholdelserne var følgende:

DANBN ENH var blevet udsat for et bagholdsangreb den 6. juni 2004. Tidligere var DANBN blevet udsat for bagholdsangreb den 9. april 2004 og den 8. maj 2004. Den 9. marts 2004 havde folk fra OMS (Office of the Martyr Sadr) i By 1 oprettet ulovlige CP i By 1. 1 den forbindelse havde OMS folk DANBN soldater på livet. DANBN kørte samme aften ned til OMS kontoret og fandt tre af de personer, der havde været med til det ulovlige CP. De tre blev anholdt og kørt til Base 1's tilbageholdelsescenter, hvor de blev udspurgt om deres rolle i det ulovlige CP og trus-lerne med DANBN. De blev efterfølgende løsladt, da der ikke var nok i sagen til at

- 69 -

kunne få dem dømt. Samtidig havde anholdelsen og opholdet i Base 1 dog vist OMS, at DANBN tog den slags ulovligheder meget alvorligt og ikke ville tolerere brud på den lokale ro og orden.

Sektion 1 samlede løbende oplysninger fra lokale kilder for at få tilstrækkelig mange oplys-ninger til at kunne finde og anholde de folk, der stod bag de gentagne angreb på DANBN. Den 9. juni 2004 var Sektion 1 nået dertil, hvor der var tilstrækkelig information til rådighed. Der tegnede sig et tydeligt billede af, at OMS folk var involveret i angrebe-ne. DANBN kørte derfor ned til OMS kontoret og foretog anholdelse af de folk, man mente var involveret. Der var altså ikke tale, om at man blot vilkårligt tømte kontoret for folk, men at man målrettet gik efter de navngivne personer, man mente var invol-veret.

Den 9. juni anholdt DANBN således fire personer, en af dem var Person 65, der ligeledes havde været anholdt i forbindelse med de ulovlige CP. Dengang indrømmede han, at han havde været til stede på CP ’ et, og at han var ansat som vagt-mand på OMS.

Der var således grund til at antage, at de personer, DANBN havde anholdt faktisk på den ene eller anden led var involveret i aktiviteter rettet mod DANBN. OMS var som organisation dels kendt for en meget kraftig anti CF retorik, dels for aktivt at udføre væbnede aktioner mod CF. Hvilket altså også var tilfældet i DANBN område.

I den konkrete udspørgen med Person 20, som MS henviser, til skete følgende:

Forud for udspørgen orienterede jeg kort Person 20 om, hvordan en udspørgen foregik. Jeg understregede, at hun skulle oversætte, hvad jeg sagde og ikke andet. Det var også vigtigt, at hun forstod, at hun ikke havde nogen selvstændig rolle i den aktuelle situa-tion. Der var kun den tilbageholdte og mig til stede, om man så må sige. Jeg forbered-te også Person 20 på, at en udspørgen af den type tilbageholdte kunne virke voldsomt, når man ikke havde set det før.

Mens Person 20 var til stede, gav jeg også MP (SG Person 19) en instruktion: Der skulle tages fat, de tilbageholdte skulle kunne mærke, at der var nogen, der havde fat i dem, de skulle anbringes på knæ på gulvet under udspørgen, skulle iføres håndjern under flytning til/fra teltet, men reglerne skulle ubetinget overholdes. Jeg ville ikke acceptere, at reglerne for udspørgen og behandling af tilbageholdte på nogen måde blev brudt.

Det skal til siddestilling på gulvet på knæ bemærkes, at de lokale er vant til at sidde på gulvet i timevis. Der er således ikke tale om en stressstilling for en lokal iraker skønt det for en danske vil være en stressstilling. Dette ses i øvrigt tydeligt under sheikmiddage, hvor de danske deltagere ikke kan holde ud at sidde på gulvet på knæ i flere timer ad gangen.

Under udspørgen af Person 65 gjorde Person 65 alt, hvad kan kunne for at slå min spørgerytme i stykker. Det virkede, som om han havde brugt tiden siden sidste udspørgen i DANBN regi til at forberede sig på at modstå udspørgen, så han ville afgive færre informationer. Person 65 stillede konstant modspørgsmål, ville have vand, ville have mad, ville ikke acceptere at tale med mig, når vi befandt os i så for-skellige positioner, jeg på bordkanten, han på gulvet, klagede over, at han havde ondt i benet og ville sidde anderledes. Jeg kunne tydeligt mærke på Person 65, at alt dette var et led i en helt klar taktik fra hans side: slå min rytme i stykker, så tiden kunne trækkes ud, og jeg ikke kunne få oplysninger om hans viden om angrebene og hans egen mu-lige involvering. Tilsvarende var min taktik helt klar: gennem et højt spørgetempo og en kontant sprogbrug at opbygge en vis frustration, som ville få den tilbageholdte til at tale over sig og give de oplysninger, han som OMS medlem måtte have. Det skal her tilføjes, at OMS i By 1 er en meget lille organisation, hvor de enkelte medlemmer næsten ikke kan have undgået at have hørt om noget så stort og afgøren-de som angreb på DANBN.

- 70 -

Da Person 65 første gang bad om vand, brød Person 20 ud af tolkerollen og sagde på dansk til mig, at han altså skulle have vand. Jeg bad hende holde sig til sin rolle og ikke give den tilbageholdte fornemmelse af, at der var et spillerum mellem hende og mig. Jeg understregede over for hende, at MP havde ansvaret for de tilbageholdtes forplejning, herunder vand. Jeg vidste, at de tilbageholdte havde fået vand før min samtale med dem, og at de ville få rigeligt med vand efter min samtale. Ligeledes vidste jeg, at MP ville sørge for deres mad.

På et tidspunkt sagde den tilbageholdte: "du kan gøre med mig, hvad du vil, du kan bare slå mig ihjel". Hertil svarede jeg retorisk noget i retning af: "Ja, det kan da godt være, at jeg vil det". Person 20 fik i farten oversat, men protesterede omgående bagefter og nægtede at oversætte den slags. På dette tidspunkt må det efterhånden være gået op for den tilbageholdte, at han havde en potentiel allieret i tolken.

Den tilbageholdte sagde vel tre, måske fire gange. at han havde ondt i benet og ville ændre stilling. Hver gang sagde jeg nej, og hver gang gav Person 20 højlydt misbilligende lyde fra sig. På et tidspunkt skulle jeg hen til PL Person 57 (han var til stede i teltet som vidne og som notatskriver) og have verificeret en oplysning. På vej forbi den tilbageholdte beder jeg MP rejse ham op. Han kommer op, men har lidt svært ved at stå. Så beder jeg MP sætte ham ned igen. Da den tilbageholdte kan ikke rigtig sætte sig, beder jeg sætte ham ned på gulvet på hans bagdel, det kommer han. Så begynder Person 20 for alvor at blande sig og siger noget i retning af: "se, hans ene fod, det er helt galt, det går ikke!” Den tilbageholdte kigger lige op og er nu helt klar over, at han har en allieret. Han begynder at klynke og stønne. Person 20 råber, at dette vil hun ikke være med til, smider sine noter ud i lokalet og styrter ud af døren. Jeg går ud efter hende, men hun er løbet op langs HESCO ’ en Jeg beder MP få fat i hende, så hun ikke i sin oprevede tilstand får gjort noget uhensigtsmæssigt, såsom at gå hen og ringe hjem til Danmark.

Da jeg efter få minutter kommer ind i teltet igen, har PL Person 57 og MP (jeg me-ner, det var SG Person 17, der var til stede) fået sat den tilbageholdte op på en stol og givet ham en cigaret. Han har det allerede væsentlig bedre. Efter cigaretten fører MP ham ud i gården igen og sætter ham ned i gården. Nu er der ingen problemer med at kom-me ned og sidde. Den tilbageholdte sidder så og småskuler til siderne som for at se, hvordan reaktionerne er.

Vi tilkaldte med det samme lægen. Det var Læge 3, der kom ud og tilså den til-bageholdte. Læge 3 kan konstatere, at den tilbageholdte ikke fejler noget og ikke på nogen måde har lidt overlast. Den tilbageholdte har en smule muskelømhed, det er det hele. Lægen giver ham en panodil for noget migræne, han har. Det havde han allere-de, da han ankom til Base 1. Det skal tilføjes, at den tilbageholdte i en time sad i samme stilling på knæene, mens de andre tilbageholdte blev registreret. Da havde han selv valgt denne siddestilling og havde tilsyneladende ingen problemer.

Som jeg og de øvrige tilstedeværende, altså med undtagelse af Person 20, ser denne sag, var den tilbageholdte dygtig til at modstå udspørgen og udnyttede dygtigt en mulig-hed for at få en allieret til at hjælpe sig med at undgå at skulle stå til regnskab for den viden, han sad inde med.

Ud over PL Person 57, og MP'erne var også KN Person 33 tilstede. Han sad lige uden for teltet for at kunne følge med og notere oplysninger af interesse.

…"

I en e-mail 31. juli 2004 fra major Person 11 til oberst Person 22 (bilag 10) anføres:

"Emne: Sagen om "Teltet".

Goddag Chef.

Glad for briefingen. For at give dig det bedst mulige grundlag for fortsat at tage stil-ling til de mange vinkler og snitflader i denne sag får du lige et udklip fra min dagbog

- 71 -

angående den 10 MAR 2004. Ikke for at jeg vil deltage aktivt i sagsbehandlingen, men for at komme med min og min spejdergruppes udlægning af den første situation i afhøringsteltet.

10 MAR 2004.

Første måned overstået i missionsområdet. Tiden er gået meget stærkt og det er først nu vi er ved at være klar til større indsættelser.

Stod tidligt op da jeg blev vækket af SG Person 5. Det var hans gruppe der natten igennem havde bevogtet fangerne udenfor lejren. Person 5. oplyste at de tilbageholdte:

- Havde siddet i den kolde vind hele natten.

- Ikke havde fået mad eller drikke.

- Sad i stresspositioner (På hug) hele natten, og den ene besvimede af det.

- De måtte ikke røre sig, men skulle kigge ind i HESCO muren natten igennem.

- De kom ikke på toilet og den ene blev nødt til at gøre i bukserne.

- De blev slæbt meget hårdhændet til og fra afhøringerne. Den ene så hårdhændet at hans bukser blev revet af da han hang fast i pigtråden.

- Det hele var meldt til TOC ’ en i løbet af natten uden reaktion.

Jeg var rystet og troede at jeg var transmogriffet til Guantanamo Basen og at vi nu var blevet ligesom amerikanerne. Jeg sprang op og fik fat i bataljonschefen med det samme. Han sad i morgenmaden i cafeteriet. Jeg forelagde ham sagen kort, og han iværksatte straks at de skulle have mad og drikke. Jeg sagde til chefen, at hvis det var sådan vi håndhævede lov og orden her i landet, så ville jeg og mine spejdere gerne fri-tages. Det kan vi ikke være bekendt. Der var tale om civilister, ikke kombattanter. Jeg var flov og skuffet over MP'erne, specielt fordi jeg sagde til MP ’ erne inden jeg forlod fængslet samme aften, at nu skulle de huske at få dem i læ og ned og ligge. Men det var ikke lige det Sektion 1 ønskede. Jeg har et møde med min spejdergruppe og ACOS/Sektion 1 her klokken 1645, hvor vi lige skal have styr på tingene.

Sektion 1 forsøgte at forklare hvorledes afhøringer finder sted. Det havde folkene jo set ved selvsyn, og de var ikke overbevist om, at vi havde fulgt bestemmelserne. Sektion 1 kunne ikke klart definere om der var tale om krigsfanger/kombattanter eller om der var tale om civilister. Vores forpligtigelser overfor civile, vi tilbageholder, skulle gerne følge den generelle retsopfattelse vi har som danskere. Og det skete ikke. Drengene synes at der var overtrådt bestemmelser, da de tre fanger ikke fik vand, mad eller ly, samt ikke kunne komme på toilet. Sagen blev ikke afsluttet, men CH Sektion 1 soldaterne gjorde op-mærksom på deres tavshedspligt, så må vi jo ikke håbe at der er tale om overgreb, for så kan de straffes for ikke at melde overgreb/overtrædelser af konventioner, love m.m.

Håber at det kan bringe lys over sagen.

Med sandtør spejderhilsen

Person 11"

Af Udenrigsministeriets skrivelse af 18. november 2004 til Forsvarsministeriet (bilag 123) fremgår følgende:

'I besvarelse af Forsvarsministeriets skrivelse af 12. november 2004 kan Udenrigsmi-nisteriet bekræfte, at den IV Genèvekonvention af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid fandt anvendelse på den danske bataljons behandling af til-bageholdte irakere i tiden fra marts juni 2004.

Det forhold, at FNS Sikkerhedsråd ved resolution 1483 af 22. maj 2003 udpegede USA og Storbritannien som besættelsesmagter i Irak ændrer ikke ved dette retsgrund-lag for de danske styrkers optræden i Irak i den nævnte periode.

I henhold til FNS Sikkerhedsråds resolution 1546 af 8. juni 2004 ophørte besættelsen af Irak med virkning fra den 28. juni 2004 i forbindelse med overdragelse af magten i landet til en midlertidig irakisk regering med fuld suverænitet.

- 72 -

…"

2.2 Landsrets dom af 6. juli 2006 i straffesagen

Af Østre Landsrets ankedom af 6. juli 2006 fremgår blandt andet:

”Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte og vidnerne Person 11, Vidne 2, Person 5, Person 6, Person 7, Person 8, Person 9, Person 14, Person 36, Person 32, Person 33, Person 22, Person 38, Person 25, Vidne 3, Person 26, Person 15, Person 58, Person 20, Læge 1, Person 39, Person 21, Person 27 og Person 57, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Der er endvidere afgivet vidneforklaring af Person 79 og Person 80. De har afgivet forklaring om udspørgninger på Hold 1.

De i byretten af vidnerne Person 35, Person 10, Person 13, Person 29, Person 31, Person 56, Læge 2, Person 16, Person 17, Person 18, Person 12, Person 51, Person 52, Person 53, Person 19, Person 37, Person 28, Person 46, Person 55, Person 44, Person 45, Person 54, Person 23, Person 24, Person 34, Person 30, Person 40, Person 41, Person 47, Person 48, Person 49, Person 50, Person 59, Person 42 og Person 43's afgivne forklaringer er do-kumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c.

På samme måde som i byretten har landsretten i overensstemmelse med ankla-gerens og forsvarernes ønske tilladt dokumentation af afhøringsrapporter af 16., 17. og 19. november 2004 vedrørende auditørkorpsets afhøringer i Irak af Person 65, Sagsøger, Person 66, Person 62, Person 61, Person 60, Person 63 og Person 64.

Generelt vedrørende strafhjemmelen.

For landsretten har der mellem parterne været enighed om, at IV Geneve-konvention var gældende for de danske styrker i Irak og altså fandt anvendelse på den danske bataljons behandling af tilbageholdte irakere på de i tiltalen nævnte gerningstidspunkter.

Landsretten er enig med byretten i, at dette kan lægges til grund.

Tiltalen blev rejst efter dagældende militær straffelov § 15, der lød således:

”Den, der, uden at gerningen er omfattet af en anden bestemmelse i denne lov, forsætligt eller uagtsomt undlader at efterkomme de pligter, som tjenesten

- 73 -

medfører, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 3 måneder. Er pligtfor-sømmelsen særlig grov, eller har den medført stor skade eller fare, kan straffen stige til fængsel i 1 år, i krigstid indtil 3 år.”

Den gældende militære straffelov, lov nr. 530 af 24. juni 2005, trådte i kraft den 1. januar 2006. Forholdene påstås henført under denne lovs § 27, stk. 2, jf. stk. 1. § 27 er sålydende:

”Den, der i øvrigt groft tilsidesætter sine pligter i tjenesten, straffes for plig tfor-sømmelse med bøde eller fængsel indtil 3 måneder.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 1 år, når pligtforsømmelsen er af særlig grov karakter, eller når den har medført betydelig skade eller fare.

Stk. 3. Under væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 3 år.”

Som anført i byretsdommen side 149-151 fremgår det af lovens forarbejder, at der ved lovændringen er sket en væsentlig begrænsning af strafansvaret for mi-litære pligtforsømmelser, idet strafansvaret er begrænset til grov (særlig grov) tilsidesættelse af pligterne.

Ved vurderingen af, om en handling eller undladelse kan betegnes som en grov (særlig grov) tilsidesættelse, skal en række forhold tages i betragtning.

Handlingen eller undladelsen skal objektivt set være grov (særlig grov). Ved vurderingen heraf spiller ikke kun handlingens eller undladelsens karakter en rolle, men den tidsmæssige udstrækning af den handling eller undladelse, der påtales, kan være af væsentlig betydning.

Det er ligeledes af væsentlig betydning, om en foresat er bekendt med eller må-ske ligefrem har godkendt den adfærd, der påtales.

Specielt for så vidt angår tiltalte Vidne 1, skal det ved vurderingen tillægges betydning, at der ikke var blevet udarbejdet nærmere retningslinjer for ud-spørgningerne, at den uddannelse af relevans for sådanne udspørgninger, hun tidligere havde modtaget, lå en del år tilbage, at det må lægges til grund, at denne uddannelse af Forsvarsakademiet betegnes som forældet, og at det må lægges til grund, at tiltalte Vidne 1 ikke var gjort bekendt hermed og ej heller med den praksisændring, der var sket. Det skal yderligere tillægges betydning, at det, som anført i dommen, må lægges til grund, at hun ved flere lejligheder henvendte sig til sine foresatte og til den militærjuridiske rådgiver med henblik på at få vejledning om, hvilke regler der gjaldt for hendes arbejde i forbindelse med udspørgningerne, og om hendes udspørgninger foregik på korrekt måde.

Generelt om udspørgningerne.  

I overensstemmelse med direktivet for magtanvendelse for Dancon Irak blev de personer, som de danske styrker tilbageholdt, hvis de ikke kunne frigives, vide-regivet enten til de irakiske myndigheder eller de britiske styrker. De civile til-bageholdte, der blev mistænkt for kriminelle handlinger, blev således overdra-get til de irakiske myndigheder, mens civile tilbageholdte, der blev mistænkt for at være en fare for koalitionens sikkerhed, blev overdraget til de britiske styrker.

- 74 -

Tiltalte Vidne 1 fik af sin nærmest foresatte til opgave at udspørge de tilbage-holdte irakere om, hvad de ”var i færd med” , hvilken organisation de eventuelt tilhørte, og hvilken fare de udgjorde for bataljonen, altsammen med henblik på at afklare om de kunne løslades, overgives til brigaden eller eventuelt til de ira-kiske myndigheder.

Det var således berettiget at foretage udspørgning af personer, der under mis-tænkelige omstændigheder var truffet på det besatte territorium, med henblik på at fastlægge deres status.

Efter de samstemmende forklaringer fra det militære personel må det lægges til grund, at tiltalte Vidne 1 havde kommandoen under udspørgningerne inde i teltet, hvorimod registrering m.v. og opbevaring af de tilbageholdte irakere var MP’ernes ansvarsområde.

Tiltalte Vidne 1 har om selve udspørgningerne under henvisning til sin rede-gørelse af 28. juli 2004 forklaret, at hun indtog en dominerende holdning for at undgå, at den tilbageholdte talte udenom. Dette skete dels ved den håndfaste indføring af de tilbageholdte i teltet, dels ved at den tilbageholdte skulle sidde på gulvet foran hende. Samtidig ville hun gennem et højt spørgetempo og en kontant sprogbrug opbygge en vis frustration, som ville få den tilbageholdte til at tale over sig og give de oplysninger, han måtte have. Hun anvendte under udspørgningerne kraftudtryk og skældsord, og hun råbte højt. Hun kunne virke ophidset og vred.

Hun har endvidere forklaret, at hun forberedte tolkene Vidne 2 og Person 20 på, henholdsvis at det var en situation, der kunne virke ubehagelig, idet det var nødvendigt at påtvinge den tilbageholdte at svare på de stillede spørgsmål, henholdsvis at en udspørgning af den type tilbageholdte kunne vir-ke voldsomt, når man ikke havde set det før.

Denne fremgangsmåde er i sig selv næppe ganske i overensstemmelse med den beskyttelse, der ønskes givet tilbageholdte gennem bestemmelserne i konventi-onens art. 27 og 31. Landsretten skal imidlertid ikke foretage nogen nærmere bedømmelse heraf, idet landsretten skal tage stilling til, om tiltalte Vidne 1 under udspørgningerne ”groft” har tilsidesat sine tjenestepligter som anført i tiltalen for landsretten, jf. militær straffelov § 27.

Om de enkelte udspørgninger:

ad forhold 1-3 (den 9.- 10. marts 2004).

Den 9. marts 2004 anholdt de danske styrker tre personer. De var mistænkt for at have deltaget i oprettelsen af et ulovligt checkpoint. En dansk patrulje havde forsøgt at opløse checkpointet, men det medførte en så truende situation, at pa-truljen måtte trække sig tilbage.

De tre tilbageholdte, Person 65, Person 66 og Sagsøger, blev transporteret til Base 1. Det må lægges til grund, at de tilbageholdte ankom til detentionen omkring midnat. De blev ved ankom-sten til Base 1 registreret og lægeundersøgt og derefter indsat i detentions-

- 75 -

gårdene. Lægeundersøgelsen varede ifølge Læge 2's forklaring i alt ca. 15 minutter.

I forbindelse med indbringelsen og registreringen om natten mellem den 9. og 10. marts medvirkede en del militærpolitifolk. Det fremgår af sagen, at en ræk-ke yderligere personer var til stede i detentionsområdet om natten, da de tilba-geholdte blev indbragt, og udspørgningerne begyndte. Det drejer sig bl.a. om vidnerne Person 22, der da var chef for bataljonen, Person 38, der var næstkommanderende, og stabschef, Vidne 3, der var militærjuridisk rådgiver, Person 11, der var chef for spejdereskadronen, samt Person 26, der var chef for militærpolitiet.

Det fremgår endvidere af sagen, at detentionsområdet blev bevogtet af både militærpolitifolk og spejdere. I tidsrummet mellem kl. 00 og kl. 02 den 10. marts havde de tiltalte Person 1 og Person 81 vagt. Desuden deltog mili-tærpolitifolkene Person 32 og Person 29 i forbindelse med re-gistreringen af de tilbageholdte. Fra kl. 02 havde tiltalte Person 3 og tiltalte Person 4 samt Person 10 og Person 12 vagt. Desuden deltog personale fra spejdereskadronen i bevogtningen. Mellem kl. 00 og 02 havde Person 6 og Person 7 vagt. Person 8 og Person 9 havde vagt fra kl. 02, indtil de om morge-nen omkring kl. 06 blev afløst af Person 5 og Person 35.

Under udspørgningen af de tilbageholdte medvirkede Vidne 2 som tolk, mens der ikke medvirkede nogen referent under denne udspørgning. Tiltalte Vidne 1 har udarbejdet et samtidigt notat om udspørgningen. Ifølge dette fore-gik udspørgningen af Person 65 og Person 66 i tidsrummet fra ca. kl. 01.30 til ca. kl. 05. Udspørgningen af Sagsøger foregik i tidsrummet fra ca. kl. 02.30 til ca. kl. 06.   

De tre tilbageholdte blev alle frigivet den 10. marts 2004 kl. 12.35 i By 1.

ad forhold 1 a.

Der foreligger ikke forklaringer om, at tiltalte Vidne 1 skulle have givet in-strukser til de medvirkende MP’ere om opbevaringen af de tilbageholdte irake-re, udover at hun sagde til tiltalte Person 1, at de tilbageholdte irakere ikke skulle have mulighed for at kommunikere sammen.

Tiltalte Vidne 1 instruerede de medvirkende MP’ere om, at de tilbageholdte skulle føres ind i teltet på en måde, så de kunne mærke, at der var styr på tin-gene, bl.a. for at modvirke eventuelle flugtforsøg og for at modvirke udfald mod de danske soldater.   

En sådan håndfast fremgangsmåde var ikke alene berettiget, men også velbe-grundet, idet såvel tiltalte Vidne 1 som MP’erne var ubevæbnede.

Landsretten finder herefter ikke, at det kan anses for bevist, at tiltalte Vidne 1 har instrueret MP’erne som angivet i dette led i tiltalen.

ad forhold 1 b.

- 76 -

De tilbageholdte Person 65 og Person 66 har forklaret, at de i afhøringsteltet skulle sidde på knæ på gulvet med rank ryg og se op på afhøringsofficeren, mens Sagsøger har forklaret, at han skulle stå op med bøjede ben.

Efter de afgivne forklaringer må det lægges til grund, at de tilbageholdte af til-talte Vidne 1 blev pålagt at sidde på gulvet, og at de ikke frit kunne ændre stil-ling under udspørgningerne, men at stillingerne i et vist omfang blev korrige-ret, hvis den tilbageholdte ændrede stillingen.

Person 65 har forklaret, at han blev afhørt 3 gange, formentlig en times tid ad gangen. Sagsøger har forklaret, at han blev afhørt 2 gange, mens han ikke har ud-talt sig om varigheden. Person 66 har ikke oplyst, hvor mange gange han blev af-hørt, men han har omtalt afhøringer i flertal, og det må således lægges til grund, at han er afhørt mindst 2 gange. Person 66 har forklaret, at afhøringerne va-rede op til et par timer.

Efter de tilbageholdtes forklaringer om antallet af afhøringer sammenholdt med tiltalte Vidne 1's forklaring om, at de enkelte udspørgninger tog ca. ½ time, og at der var pauser indimellem, og sammenholdt med hendes notat om den sam-lede varighed af udspørgningerne fra ca. kl. 01.30 til ca. kl. 06.00, må det læg-ges til grund, at de enkelte udspørgninger har været af kortere varighed.

Der er heller ingen af de 3 tilbageholdte, der i forbindelse med afhøringen har klaget over (alvorligt) ubehag ved at sidde i den pågældende stilling, og ingen af dem har efterfølgende indgivet nogen klage herover.

Landsretten finder, at denne behandling af de tilbageholdte ikke i sig selv må anses for nogen overtrædelse af de i tiltalen angivne bestemmelser.

ad forhold 1 c.

Denne del af tiltalen bygger på Vidne 2's forklaring. Tiltalte Vidne 1 har nægtet at have anvendt de pågældende ærekrænkende udtryk over for de tilba-geholdte. Vidne 2's forklaring om anvendelsen af sådanne udtalelser støt-tes ikke af forklaringer fra andre, hverken de tilbageholdte selv, MP’erne eller andre, der har været til stede i eller ved afhøringsteltet.

Landsretten finder ikke, at det på dette grundlag kan anses for bevist, at tiltalte Vidne 1 har anvendt de anførte ærekrænkende udtryk over for de tilbagehold-te.

ad forhold 1 d.

Denne del af tiltalen bygger ligeledes på Vidne 2's forklaring. Denne forklaring er heller ikke underbygget af andre forklaringer.

Det kan som anført ovenfor ikke lægges til grund, at tiltalte Vidne 1 har in-strueret MP’erne om, at de tilbageholdte ikke måtte få drikkevand under tilba-geholdelsen i detentionsgårdene. Dette var MP’ernes ansvarsområde, og tiltalte Vidne 1 var berettiget til at gå ud fra, at de tilbageholdte under tilbageholdel-sen i detentionsgårdene fik fornøden vandforsyning.

- 77 -

Det vil under disse omstændigheder ikke kunne anses for nogen overtrædelse af de i tiltalen angivne bestemmelser, såfremt tiltalte Vidne 1 måtte have næg-tet de tilbageholdte drikkevand under de korterevarende udspørgninger, der fandt sted om natten.

Tiltalte Vidne 1 frifindes herefter i forhold 1.

ad forhold 2 a og 3 a.

Spejderne Person 11, der så de tilbageholdte i 3/4 til 1 time, herunder i forbin-delse med registreringen, Person 6, Person 7, Person 8 og Person 9, der så de tilbageholdte i forbindelse med bevogtningen i løbet af natten, og Person 5, der så de tilbageholdte om morgenen omkring kl. 06, har afgivet i det væsentli-ge samstemmende forklaringer om, at de tilbageholdte den 10. marts 2004 i de-tentionsgårdene sad på knæene med krydsede underben. Spejdernes forklaring stemmer ikke overens med de øvrige forklaringer, der foreligger herom fra til-talte Person 4 (på knæ i bedestilling), militærjuridisk rådgiver Vidne 3 (i skrædderstilling), oberst Person 22 (i skrædderstilling eller på hug) og tolken Vidne 2 (på hug). Spejdernes forklaring stemmer heller ikke med forklarin-gerne fra de tilbageholdte selv, Person 65 (på hug med hænderne bagved nakken), Sagsøger (på hug, på knæene med benene strakt lige bagud eller stående) og Person 66 (på knæene). I øvrigt stemmer spejdernes forklaring heller ikke med dag-bogsnotatet fra Person 11 (på hug), eller fra spejderen Person 72 (på hug), som aflø-ste Person 8 og Person 9.

Det kan på denne baggrund ikke anses for bevist, at de tilbageholdte i detentio-nen den 10. marts 2004 blev tvunget til, som anført i tiltalen i forhold 2 a, at sidde på knæ med korslagte underben og bagdelen anbragt på hælene, eller som anført i tiltalen i forhold 3 a, at sidde på knæ med rank ryg.

Landsretten finder på den anførte baggrund, sammenholdt med tidsforløbet og sammenholdt med, at de tilbageholdte har været ført til udspørgninger, ikke til-strækkeligt bevis for, at de tilbageholdte gennem længere tid er blevet tvunget til at sidde i stressfremkaldende stillinger.

Landsretten har herved lagt vægt på Læge 1's forklaring om tidsfaktoren og på, at ingen af de officerer, der var til stede i detentionsom-rådet først på natten observerede sådanne forhold, at de fandt anledning til at gribe ind.

De tiltalte Person 1 og Person 81 frifindes herefter i forhold 2 a, og de tiltalte Person 3 og Person 4 frifindes i forhold 3 a.

ad forhold 2 b og 3 b.

Efter forklaringerne, herunder navnlig fra tiltalte Person 1 og militærjuridisk rådgiver Vidne 3, må det lægges til grund, at der i hver enkelt detentionsgård var drikkevand til stede, ligesom der var en toiletfacilitet.

Tiltalte Person 1 og Vidne 2 har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt de tilbageholdte er blevet orienteret om deres adgang til vand og toilet.

- 78 -

De tilbageholdte har afgivet forskellige forklaringer om, i hvilket omfang de har spurgt efter vand eller toilet.

Spejderne Person 7, Person 8 og Person 9 har givet udtryk for, at de tilba-geholdte ikke anmodede om vand eller toiletadgang.

Det kan på dette grundlag ikke anses for bevist, om nogen af de tiltalte Person 1, Person 81, Person 3 og Person 4, og i givet fald hvem, har nægtet de tilbageholdte drikkevand og toiletadgang.

De tiltalte Person 1 og Person 81 frifindes herefter i forhold 2 b, og de tiltalte Person 3 og Person 4 frifindes i forhold 3 b.

ad forhold 2 c og 3 c.

Efter de afgivne forklaringer må det lægges til grund, at de tilbageholdte an-kom til detentionsområdet omkring midnat, at de opholdt sig uden for teltet in-den registrering og lægeundersøgelse, at de tilbageholdte herefter blev indsat i detentionsgårdene, og at udspørgningerne er påbegyndt omkring kl. 01.30.

Efter de forskellige forklaringer om temperatur og vejrforhold sammenholdt med de tilbageholdtes påklædning, som den fremgår af fotografierne, og med, at de tilbageholdte Person 65 og Person 66 ikke efter deres forklaringer har spurgt ef-ter tæpper, må det anses for tvivlsomt, om de tilbageholdte havde behov for tæpper først på natten.

Det må dog lægges til grund, at der senere gennem natten har været behov for tæpper, og at MP’erne burde have udleveret tæpper til de tilbageholdte.

ad forhold 2 d og 3 e.

Af de grunde, der er anført vedrørende tiltalte Vidne 1 ovenfor under forhold 1 b, finder landsretten, at den korrigering af de tilbageholdtes stillinger, der er blevet foretaget under de relativt kortvarige afhøringer ikke i sig selv kan anses for en overtrædelse af de i tiltalen anførte bestemmelser.

De tiltalte Person 1 og Person 81 frifindes herefter i forhold 2 d, og de tiltalte Person 3 og Person 4 frifindes i forhold 3 e.

ad forhold 3 d.

Landsretten tiltræder, at denne handling ikke kan tilregnes de tiltalte Person 3 og Person 4 som forsætlig eller groft uagtsom, jf. militær straffelovs § 6, og at de tiltalte derfor er frifundet for denne del af tiltalen.   

ad forhold 4 (den 12. april 2004).

Tilbageholdelserne den 12. april 2004 skete, efter at der natten til den 9. april havde været affyret RPG-granater mod Bygning i By 1 og gennem-ført et bagholdsangreb mod de danske styrker. Den 12. april omkring kl. 08 blev fire personer anholdt som mistænkt for deltagelse heri. De tilbageholdte

- 79 -

var Person 63, Person 62, Person 61 Person 61 og Person 60. Det fremgår af fangedatabasen, at de blev lægeundersøgt kl. 10.

Under udspørgningerne medvirkede henholdsvis Person 15 og Vidne 2 som tolk. Person 58 medvirkede som referent. Det fremgår af det fremlagte referat alene, at Person 63 blev udspurgt mellem kl. 16.42 og kl. 17.16, og at Person 62 blev udspurgt anden gang mellem kl. 15.49 og kl. 16.21. Af andre oplysninger fremgår, at Person 60 ikke blev egentlig udspurgt.

Person 33 befandt sig uden for teltet med henblik på at høre ud-spørgningerne for blandt andet at kunne give tiltalte Vidne 1 råd og vejledning vedrørende spørgsmålene. Han var desuden inde i teltet et par gange.   

Person 62 og Person 61 blev efterfølgende overgivet til de britiske styrker, mens Person 63 og Person 60 blev frigivet samme dag kl. 19.

Hver enkelt af de 4 tilbageholdte den 12. april 2004 har om sit ophold i deten-tionsgårdene forklaret, at han skulle stå stille og kigge direkte ind i væggen (Person 62), at han havde sin fulde bevægelsesfrihed (Person 61), at der ingen restriktioner var, idet han kunne sidde, som han ville (Person 60), og at han måtte sidde, som han ville (Person 63).   

Om sit ophold i afhøringsteltet har hver enkelt forklaret, at han skulle sidde på knæene på jorden med rank ryg og se på den person, der afhørte ham (Person 62), at han blev sat på knæene, han skulle sidde med rank ryg og se op på kvinden, som afhørte ham (Person 61), at han kunne sidde, som han ville (Person 60), og at han blev anvist at sidde på knæene, han kunne ”til en vis grænse” sidde, som han ville (Person 63).

Landsretten må således lægge til grund, at tiltalen i dette forhold vedrører be-handlingen af Person 62 og Person 61.

Person 62 har forklaret, at han vil anslå, at afhøringerne varede ca. 2 timer, og han blev afhørt 2 gange, og Person 61 har forklaret, at han var til 2 eller 3 afhø-ringer, og at han sad i den anviste stilling i 1-1½ time. Ingen af dem har forkla-ret, at de fysisk blev fastholdt i stillingen.

Der er heller ingen af de 4 tilbageholdte, der har forklaret, at de i forbindelse med afhøringen har klaget over (alvorligt) ubehag ved at sidde i den pågælden-de stilling, og ingen af dem har efterfølgende indgivet nogen klage herover.

Landsretten finder ikke, at Person 62 eller Person 61 under de korterevarende afhøringer har været udsat for en behandling, der i relation til den rejste tiltale, må anses for værende i strid med artikel 27 eller 31 i IV Geneve-konvention el-ler SOLDATENS KORT (FEB 04), pkt. 4 eller 5, eller FØRERENS KORT (FEB 04), pkt. 7 a eller d.   

Tiltalte Vidne 1 frifindes herefter i forhold 4.

ad forhold 5 (den 9. juni 2004).

- 80 -

Den 9. juni 2004 kl. 10 anholdt de danske styrker fire personer, efter at der den 6. juni havde været et yderligere ba gholdsangreb. De anholdte var Person 64, Person 82, Person 83 og Person 65.   

Under registreringen af de tilbageholdte medvirkede Person 15 som tolk, mens Person 20 medvirkede under udspørgningerne. Som den 12. april befandt Person 33 sig uden for afhøringsteltet og var et par gange inde i teltet. Person 57 fungerede som referent under denne udspørgning.   

Det fremgår af dennes referat, at fangen B1, Person 64, blev lægeundersøgt og regi-streret mellem kl. 12.19 og kl. 12.27 og blev udspurgt mellem kl. 14.43 og kl. 16.02. Fangen B2, Person 82, blev lægeundersøgt mellem kl. 12.32 og kl. 12.42 og udspurgt mellem kl. 13.41 og kl. 14.14 og igen mellem kl. 20.14 og kl. 20.23. B3, Person 83, blev lægeundersøgt mellem kl. 12.45 og kl. 12.53 og blev ud-spurgt mellem kl. 20.53 og kl. 21.16 og mellem kl. 21.20 og kl. 21.25. Endelig blev B4, Person 65, lægeundersøgt mellem kl. 12.58 og kl. 13.09 og udspurgt mellem kl. 16.31 og kl. 17.30, hvorefter lægen blev tilkaldt, og igen mellem kl. 20.32 og kl. 20.42.

Udspørgningen af B2 kl. 20.14, af B4 kl. 20.32 og af B3 kl. 21.20 blev foreta-get af Person 33, mens udspørgningen kl. 20.53 af B3 ligesom de øvrige udspørgninger blev foretaget af tiltalte Vidne 1.

Person 64, Person 83 og Person 65 blev løsladt kl. 23.35 i By 1, mens Person 82 blev over-draget til de britiske styrker.

ad forhold 5 a.

Landsretten må lægge til grund, at tiltalen vedrører behandlingen af de tilbage-holdte Person 64, Person 82 og Person 65.

Tilbageholdte Person 64 har forkl aret, at han i afhøringsteltet skulle sidde på knæ med benene strakt lige ud og med rank ryg. Han har videre forklaret, at han blev afhørt 3 gange á en times varighed.

På grundlag af Person 57's samtidige optegnelser må landsretten lægge til grund, at denne tilbageholdte kun er blevet udspurgt mellem kl. 14.43 og kl. 16.02.

Den tilbageholdte Person 65 har forklaret, at han i afhøringsteltet skulle sidde på knæ med benene lagt over kryds og med rank ryg.

På grundlag af Person 57's samtidige optegnelser må landsretten lægge til grund, at denne tilbageholdte kun er blevet udspurgt mellem kl. 16.31 og kl. 17.30.

Person 83 og Person 82 har i modsætning til de øvrige tilbageholdte ikke ladet sig afhøre af auditørkorpset.

- 81 -

Der er ingen af de tilbageholdte, der har forklaret, at de i forbindelse med ud-spørgningen har klaget over (alvorligt) ubehag ved at sidde i den pågældende stilling, og ingen af dem har efterfølgende indgivet nogen klage herover.

Efter Person 65's forklaring må det lægges til grund, at han fik krampe i et ben, og at stillingen herefter blev bragt til ophør.

Det må efter de afgivne forklaringer videre lægges til grund, at Person 65 kort ef-ter blev lægeundersøgt, og at han ikke havde lidt skade under udspørgningen.

ad forhold 5 b.

Denne del af tiltalen bygger på Person 20's forklaring. Tiltalte Vidne 1 har nægtet at have anvendt de pågældende ærekrænkende udtryk over for de tilbageholdte. Person 20's forklaring om anvendelsen af sådanne udta-lelser støttes ikke af forklaringer fra andre, hverken MP’erne eller andre, der har været til stede i eller ved afhøringsteltet.

Landsretten finder ikke, at det på dette grundlag kan anses for bevist, at tiltalte Vidne 1 har anvendt de anførte ærekrænkende udtryk over for de tilbagehold-te.

Tiltalte Vidne 1 frifindes derfor for denne del af tiltalen.

ad forhold 5 c.

Landsretten finder det efter de afgivne forklaringer, der på dette punkt i det væ-sentlige er samstemmende, bevist, at tiltalte Vidne 1 har udtalt sig i det væ-sentlige som anført i tiltalen, som led i et ordspil, der var startet af den tilbage-holdte.

Landsrettens samlede resultat.

Som anført ovenfor er der efter den bevisvurdering, landsretten skal foretage, sket frifindelse vedrørende tiltalepunkterne 1, 2 a, b og d, 3 a, b, d og e, 4 og 5 b.

For så vidt angår tiltalte Vidne 1 bemærkes, at hun af sin nærmest foresatte havde fået til opgave at udspørge de tilbageholdte irakere med henblik på at ta-ge stilling til, om de skulle løslades, om de var almindelige kriminelle, der skulle overgives til de irakiske myndigheder, eller om de var til fare for koaliti-onen, så de skulle overgives til de britiske styrker. Hun anvendte hertil de me-toder, bl.a. den dominerende holdning, hun havde lært under POWEX-øvelser, og som ingen havde orienteret hende om ikke længere kunne anvendes. Hun havde ingen nærmere retningslinjer for udspørgningerne, og hun fik ingen vej-ledning fra sine overordnede ved forespørgsel herom. Der var ingen, der greb ind over for de enkelte afhøringer. Der var heller ingen af de tilbageholdte, der led skade, og ingen af dem klagede.

Landsretten finder under disse omstændigheder, at tiltalte Vidne 1 ikke kan anses for ”groft” at have tilsidesat sine pligter i tjenesten ved at have afhørt de

- 82 -

tilbageholdte irakere under de omstændigheder, der i relation til de enkelte til-talepunkter er fundet bevist ovenfor.

Tiltalte Vidne 1 frifindes derfor også i forhold 5 a og c, og dermed i det hele.

For så vidt angår forhold 2 c og forhold 3 c bemærkes, at det forhold, at mili-tærpolitiet i løbet af natten den 9.-10. marts burde have udleveret tæpper til de tilbageholdte irakere, under de ovenfor anførte omstændigheder ikke findes at kunne anses for et så groft forhold, at de tiltalte Person 1, Person 81, Person 3 og Person 4 derved ”groft” har til sidesat deres pligter i tjenesten.

De tiltalte Person 1, Person 81, Person 3 og Person 4 frifindes derfor også for denne del af tiltalen, og dermed i det hele.”

2.3 Øvrige oplysninger

Af infirmerijournal vedrørende Sagsøger udfærdiget af læge ved DAN-CON/IRAK Læge 2, fremgår blandt andet:

”Dato: 09/3 -04 kl. 23.55

Anamnese, objektiv undersøgelse og notater:

upåvirket lidt overvægt.

Tidligere: oplyser at have haft diabetes, men ingen medicin forbrug. Intermi-tent

rygsmerter ellers sund. Rask.

Allergier: ingen kendt.

Medicin intet.   

Obj: almen tilstand. velbefind.

BT 140/80 mmhg

…

ST. P. + C. i.a.

OE. og UE. i.a.”

Af rapport vedrørende Vidne 1's afhøring af Person 65, Person 66 og sagsøger under deres tilbageholdelse fremgår blandt andet:

”AFH af Person 65 (B1) og Person 66 (B2) 00130CMAR04- 100500CMAR.

Begge bekræftede, at de var ansat som vagter i OMS (Office of the Martyr Sadr) i By 1. De have været ansat i 11 dage, var blevet ansat samtidig. De var begge aften/nattevagter.

Begge afviste i begyndelsen, at deres organisation i det hele taget havde haft noget med det ulovlige CP i By 1 at gøre. De havde heller ikke selv været til stede. Deres kropssprog viste dog, at deres svar ikke var rigtigt. B1 brød senere sammen og tilstod, at der rent faktisk var sket noget om aftenen ved et CP, og at han havde været til stede. Der var nogle af OMS’ folk, vel en 4 -5 stykker,

- 83 -

der var gået over stregen og havde været med til at piske en stemning op. Sheik Person 84, lederen af OMS i By 1, ville i dag straffe dem, der var gået for vidt. B1 ville meget gerne give navnene på dem, der havde lavet ballade. Han kunne ik-ke lige huske dem, men ville meget gerne komme til CH og give dem i løbet af dagen.

Både B1 og B2 kunne fortælle, at politimesteren og dommeren i By 1 for to da-ge siden havde taget kontakt til OMS og bedt dem hjælpe til med at løse en op-gave. De påstod, at opgaven var trafikkontrol nede ved en garage i nærheden af markedet. OMS skulle hjælpe til, fordi politiet ikke kunne magte opgaven. B1 uddybede dette: politiet var bange for de kriminelle. Derfor gjorde de ikke no-get ved tingene. Alle stammerne i By 1 og omegn var kriminelle.

B1 havde en bror i politiet (Person 85).

B2 havde diverse papirer i sin tegnebog. Disse papirer er endnu ikke analyseret til bunds.

B3 afviste indledningsvis pure at have haft noget med et CP at gøre. Medgav dog, at OMS var blevet kontaktet af dommeren og politichefen, som havde bedt OMS hjælpe til med at løse en opgave, nemlig trafikkontrol ved garagen ved markedspladsen. Da den danske PTR var kommet og havde fortalt, at det var ulovligt for OMS at løse denne opgave, havde OMS-folkene med det sam-me trukket sig tilbage og sagt undskyld. Man havde ikke på nogen måde taget penge for at lade folk passere. Rygtet om de opkrævede penge var sået af folk, der ville så splid og skabe uro. B3 indrømmede hen ad vejen, at han havde væ-ret til stede var CP’et. Han havde der forsøgt at dæmpe gemytterne ned.

B3 havde arbejdet for OMS i kort tid, han arbejdede der kun ca. 1 time om da-gen, han havde også sit fuldtidsjob som lærer ved siden ad. Han betegnede selv sin funktion i OMS som sikkerhedsrådgiver. OMS hjalp til med at løse pro-blemer i By 1, man havde bl.a. i forbindelse med nogle røverier sørget for, at de røvede genstande blev bragt tilbage. Politiet nød ingen respekt i befolkningen. Politiet havde derfor brug for støtte til at løse opgaver. Kommunikation med politiet kunne følge flere veje. Sheiker kunne komme med forslag til, hvad po-litiet skulle tage fat på. OMS' rolle var ofte at observere og give information videre til politiet, som gav det videre til dommeren, som så bestemte, hvad der skulle ske.

OMS havde været ca. 2 mdr. i By 1. B3 omtalte et par gange OMS som en hær, men benægtede gentagne gange, at OMS skulle råde over våben. B1 og B2 be-nægtede ligeledes, at OMS skulle råde over våben. Sheik Person 84 blev angivet som leder af OMS’ kontor, mens Person 86 blev angivet som næstkommanderende.

Kort efter anholdelsen indrømmende en af de tre, at de havde været med til ransagning af biler, samt at de også havde været behjælpelig i andre kriminal-sager.

Vurdering:

- 84 -

Alle tre hævder samstemmende, at dommeren og politimesteren i denne kon-krete sag havde rettet henvendelse til OMS og bedt dem hjælpe politiet. B1 medgav indirekte, at der faktisk havde været et CP, mens B3 vedblev at påstå, at der var tale om ren trafikregulering og ikke CP. Det er min vurdering, at B3 talte mod bedre vidende, da han påstod at

-Der ikke blev opkrævet penge.

-Der alene var tale om trafikregulering

-Han kun havde forsøgt at dæmpe gemytterne

-At det var folk udefra, der var med til at piske en stemning op

Alt dette bygger jeg dels på udsagn fra B1, der lukkede helt op, dels på B3 's eget meget tydelige kropssprog (uro, pudsebevægelser, flakkende øjne mv.). B3 var den ældste af tre og tydeligvis en art overordnet.”

Af udateret erklæring fra Sagsøger til undersøgelsesdommeren i By 1 fremgår i uautoriseret oversættelse til dansk blandt andet:

”Jeg blev under min tilbageholdelse udsat for dårlig behandling og hård afstraf-felse herunder afklædning af tøj i det fri og korporlig hård afstraffelse i en hel dag indtil jeg under dette blev syg. Jeg lider stadig af følgevirkningerne fra det danske politis afstraffelse. Jeg har konsulteret flere specialister, men er endnu ikke blevet helbredt. Vedlagt denne klage er en lægerapport vedr. mine symp-tomer.

Når jeg ikke har tydeliggjort alt vedr. min tilstand, så er det fordi sygdommen er helbredt og de fysiske symptomer er væk, men den psykiske tilstand klæber til mig og påvirker mig.

Derfor beder jeg dem videresende mit krav til de myndigheder, der kan fastsæt-te en erstatning passende for min situation. …”

Af indledende rapport af 8. maj 2004 optaget på politistationen i By 1 fremgår i uau-toriseret oversættelse til dansk blandt andet:

”Undersøgelsesdommeren har overført sag vedr. den forurettede Sagsøger. Herunder indledende rapport:

…

Vidneudtalelse fra den forurettede Sagsøger, født 1961, arbejder som lærer på Skole, bor i By 2, hans mor er Person 87. Den forurettede udtaler følgen-de:

D. 10 MAR 2004 kl. ca. 2100 var jeg på Martyrens Sadr's Kontor [Office of the Martyr Sadr, OMS], hvor der kom en gruppe fra de danske styrker. De om-ringede kontoret og anholdt mig og mine to kolleger: [ ] og [ ]. Grunden til vores anholdelse var, at vi havde organiseret trafikken ved By 1 Garagen

- 85 -

og på markedet for at hjælpe de gode borgere i distriktet. Det var tydeligt at dette ikke behagede besættelsesstyrkerne.

På dag nr. to blev jeg løsladt fra tilbageholdelsen. Under tilbageholdelsen blev vi udsat for overgreb idet de tog mit tøj af, og jeg blev udsat for hård korporli-ge afstraffelse. På grund af denne afstraffelse, er jeg blevet ramt af psykiske problemer, forhøjet blodsukker og lungebetændelse.

Jeg kræver erstatning fra koalitionsstyrkerne. Dette er mit vidneudsagn.

Derudover tilføjer jeg, at kl. ca. 2100 blev der ringet fra ovennævnte kontor til Dommeren og til Oberst Person 82, Politidirektøren, for at undskylde, men de danske styrker insisterede på at anholde os. Dette er mit vidneudsagn.”

Af vidneudtalelse optaget ved domstolen i By 1 den 9. maj 2004 fremgår i uautorise-ret oversættelse til dansk blandt andet:

”Aftenen for hændelsen er d. 10 MAR 2004. Da jeg var på Martyrens Sadr's Kontor [Office of the Martyr Sadr, OMS] kl. ca. 2100, kom en gruppe fra de danske styrker og omringede kontoret, og jeg blev sammen med to kolleger,

[] og [ ] anholdt. Vi blev anholdt fordi vi havde organiseret trafikken ved By 1

By 1 Garagen og på markedet. Det var tydeligt at dette ikke behagede besæt-telsesstyrkerne. På andendagen blev vi løsladt, og under tilbageholdelsen ud-førte de korporlig tortur og overgreb på os. De tog vores tøj af, og på grund af denne afstraffelse er jeg blevet syg med psykiske problemer, forhøjet blodsuk-ker og lungebetændelse.

Jeg kræver erstatning fra koalitionsstyrkerne.”

Af brev af 9. maj 2004 fra politiet i By 1 til dommeren samme sted med dommerens påtegning fremgår i uautoriseret oversættelse til dansk blandt andet:

”Til undersøgelsesdommeren i By 1

Her sagen på grundlag af den forurettedes anmodning

…

1.Den forurettedes - Sagsøger - udsagn vedr. krav om er-statning fra koalitionsstyrkerne er noteret. De anholdt ham og udsatte ham for korporlig afstraffelse. Vi fremsender ham til Dem og vi beder om, at De registrerer hans vidneudsagn og tager en passende beslutning.

2.Vi sender ovennævnte forurettede til Dem og beder om at De bekræfter hans udsagn juridisk.

Kaptajn [], undersøgelsesofficer

Den forurettedes - Sagsøger - udsagn er juridisk registreret og er vedlagt.   

- 86 -

…

1.Anklager mod koalitionsstyrkerne falder uden for domstolens jurisdik-tion

2.Kopier af papirerne fremstilles

3.Den offentlige anklager informeres

Dommer Person 88”

Af et udateret dokument med overskriften ”Erstatning i forbindelse med anholdelse” frem-går blandt andet:

”Den klagende

Navn: Sagsøger

Født: 1961

Bopæl: By 2, i Område i By 1-distriktet.

Arbejde: Lærer på "Skole"

Anklage i forbindelse med anholdelsen

Vi stod og organiserede trafikken ved parkeringshuset og markedet i By 1. Jeg var ikke alene, men derimod sammen med nogle af mine kolleger ved

navn: [] og [ ] og vi fik hjælp fra andre gode mennesker.

Tid og sted for anholdelsen

Vi blev anholdt af en patrulje fra de danske styrker på OMS kontoret d.

10/03/2004 kl. 2100. Anholdelsen varede kun en dag fra d. 10/03/2004 til d. 11/03/2004

Under anholdelsen

Jeg blev udsat for flere forskellige overgreb under min anholdelse.

-Det var et overgreb, at vi fik taget vores tøj af.

-Jeg blev udsat for hårde fysiske og psykiske overgreb, som satte sig spor, jeg stadig lider under: Jeg har en vedvarende halsbetændelse og en tiltagende sukkersyge.

Anmeldelse

Klagedato: 08/15/2004

Klagen sendes til By 1 IPS station.

Den klagende aflægger forklaring til politiofficer, [ ]. Efterfølgende aflægger han forklaring til dommer, Person 88.

Klagen rettes mod MNF og DANCON.   

DANBN reaktion

- 87 -

LEGAD sender et brev til den klagende, hvori han bedes om at møde op på SLB d. 16/11/2004 kl. 0900...

Det videre forløb fremgår ikke af sagmappen fra By 1.

S9 er i gang med at undersøge, om der foreligger flere dokumenter omkring sagen.”

Den Militærjuridiske Rådgiver ved Den Danske Bataljon i Irak bad Sagsøger om at møde ved Base 2 den 16. november 2004 for at blive afhørt som vidne af den danske militæranklager. Af indkaldelsen fremgik blandt andet, at hans tilstedeværelse var frivillig, at man ikke havde til hensigt at rejse nogen anklage mod ham, og at der under vidneafhøringen ville være en repræsentant for de irakiske myndigheder til stede.

Af afhøringsrapport af 16. november 2004 fra Forsvarets Auditørkorps fremgår blandt an-det, at Sagsøger blev gjort bekendt med anledningen til afhøringen, og at han ikke havde noget imod at udtale sig. Forklaringen indgår i byrettens dom i straffesagen som gengivet ovenfor. Det fremgår afslutningsvis af rapporten, at Sagsøger i overværelse af repræsentant for dommeren i By 1, Person 89, fik oplæst forkla-ringen. Rapporten fremstår som underskrevet af Sagsøger og er endvidere un-derskrevet af repræsentanten for dommeren i By 1 med bemærkning om, at denne ikke havde bemærkninger eller ændringer til den oplæste forklaring.

Af rapport af 6. december 2004 fra dommeren i By 1 stilet til den danske militære anklagemyndighed vedrørende afhøringer foretaget 16.-19. november 2004 af blandt andre Sagsøger fremgår i uautoriseret oversættelse til dansk blandt andet:

”Under henvisning til beretninger fra vores repræsentanter, der ove rvågede af-høringerne i de danske styrkers hovedkvarter, og ud fra nøje undersøgelser af vidnernes beretninger og udsagn, finder vi i disse udsagn modsigelser og uoverensstemmelser. Ligeledes finder vi overdrivelser og mangel på præcision, hvorfor det må siges at vidneudsagnene er upræcise og den enes udsagn adskil-ler sig fra den andens.

Sammenlagt konstaterer vi at vidneudsagnene var upræcise og med mange overdrivelser.

Sagsøger har i sin stævning i denne sag om de faktiske omstændigheder i for-bindelse med sin tilbageholdelse anført blandt andet:

- 88 -

” 2.2. Tilfangetagelsen

Den 9. marts 2004 ved ca. 21-tiden blev sagsøger taget til fange i By 1 på Gade, der ligger i nærheden af politistationen og domstolen.

Tilfangetagelsen foregik ved, at de danske styrker spurgte efter sagsøger og to andre personer, hvem de havde navnene på og udbad sig mulighed for at stille dem spørgsmål. Forhøret skulle, efter hvad de danske styrker havde oplyst, va-re maksimalt 15 min.

Sagsøger var på vej hen til en sygeplejeskole på gaden, der ligger parallelt med Gade, hvor sagsøger skulle holde pause sammen med en anden grup-pe.

På dette tidspunkt havde de danske styrker omringet sygeplejeskolen vha. militære køretøjer og infanteri. Således var medlemmer af borgerkorpset fanget inde i sygeplejeskolen. Sagsøger gik af den årsag i dialog med de danske styr-ker, som han kunne kende på skuldermærker, flag samt stafferinger på køretø-jerne.

De danske soldater spurgte efter sagsøgers navn, hvilket han gav dem. Solda-terne meddelte dommeren og politimesteren, at organisationen var illegitim og derfor ikke måtte være at finde nogen steder.

1½ time senere, anmodede de danske militære styrker om, at sagsøger og to andre personer fra frivilligkorpset fulgte med til uddybende interviews på den danske base. Herefter blev sagsøger og de to andre bundet for øjnene og på hænderne, skubbet hårdt ind i et dansk køretøj af bevæbnede soldater og pre-senningen blev lukket bag dem.

2.3. Vedvarende frihedsberøvelse

Den efterfølgende køretur frem til det danske hovedkvarter i By 1 tog ca. 15 min.

Sagsøger ventede ca. en time på basen, hvorefter sagsøger hørte flere motorkø-retøjer. De stadigt bundne fanger blev derefter i militære køretøjer transporteret til en base ved navn Base 3.

Sagsøger blev hevet ud af køretøjet under slag og spark og blev herefter place-ret i en knælende stilling udenfor i det fri i 1½ time. Klokken var nu ca. 22.30, og temperaturen var under 10 grader. Sagsøger havde ikke mulighed for at kommunikere med de danske soldater eller mulighed for at besørge, hvorfor han måtte gøre det i sine bukser.

Sagsøger blev efter noget tid ført fra stedet, hvor han var placeret i en knælen-de stilling. Stedet sagsøger blev ført til, var et halvcirkel-formet rum lavet af sandsække og med pigtråd som loft. Øjenbindet blev fjernet, og sagsøger blev tvunget til at sidde i en smertefuld position, hvor sagsøger stod halvt på knæ med hænderne oppe.

På et tidspunkt faldt sagsøger lidt sammen, hvorefter to soldater kom ind og slog og sparkede ham. Sagsøger blev udsat for så hårde og voldsomme slag i

- 89 -

bl.a. ansigtet, at sagsøgers tænder faldt ud, og han blødte kraftigt. Hver gang sagsøger faldt sammen fra den smertefulde position, blev han slået. Sagsøger faldt sammen 3 gange med 1½ times mellemrum.

Herefter, blev sagsøger, ved to danske soldaters træk - en i hver arm i hver arm

- trukket flere 100 meter hen ad området og ind i et forhørslokale. Sagsøgers tøj blev næsten trukket af sagsøger ved trækningen. Sagsøger bliver i alt slæbt på denne måde tre gange.

Sagsøger blev ikke slået under forhørene, men imellem forhørene skulle sagsø-ger stå i den smertefulde stilling beskrevet ovenfor. Sidste forhør var færdigt omkring kl. 05 næste morgen. Således var sagsøger i forhør samlet set fra kl. 22:30 til 05.00 dagen efter.

Sagsøger blev slæbt tilbage til rummet af sandsække og pigtråd foroven. De danske soldater tvang sagsøger til at hænge med hænderne holdende om pig-tråden. Hvis sagsøger forsøgte at slippe fri fra positionen, slog og sparkede sol-daterne sagsøger.

På et tidspunkt besvimede sagsøger og vågnede op ved 13-tiden. Her fik sag-søger vand for første gang siden sin tilfangetagelse og blev behandlet af nogle sygeplejersker. Sagsøger opdagede, at han havde besørget i sine bukser, og da fik sagsøger mulighed for at gå på toilettet. Sagsøger var stadig iført det be-skidte tøj.

Soldaterne førte sagsøger ud af basen med køretøjer, der kørte i konvoj, og kør-te til det danske kommandocenter i By 1. Foran kommandocentret fik sag-søger og de andre tilbageleveret deres identitetspapirer. Sagsøger blev sammen med de andre tilfangetagne løsladt omkring k1.14 og fik besked på at forlade området.

2.4. Efter løsladelse

Sagsøger blev efter hjemkomst ved 3-4-tiden kørt på hospitalet af sin familie. Sagsøger led på dette tidspunkt af højt blodtryk, problemer med lungerne, irri-tabel tyktarm, oppustet mave og vandladning, forårsaget af den behandling han havde været udsat for. Desuden manglede sagsøger 4 tænder. Sagsøger var ind-lagt på hospitalet i 4 timer.”

Efter oplysninger i dagspressen i maj 2016 om, at danske soldater i 2004 og 2006 angive-ligt skulle have udøvet tortur mod irakiske borgere indledte Forsvarets Auditørkorps en undersøgelse af sagen. Af auditørens afgørelse af 18. december 2017 om indstilling af ef-terforskningen stilet til Sagsøgers daværende Person 90 fremgår blandt andet:

”Dagbladet Politikken bragte den 4. maj 2016 en artikel med oplysninger om, at danske soldater angiveligt skulle have udøvet tortur mod irakiske borgere. Overgrebene skulle efter det oplyste have fundet sted i 2004 og 2006.

- 90 -

Da artiklen således indeholdte oplysninger om mulige strafbare forhold begået af dansk militært personale, besluttede jeg at undersøge sagen.

I denne forbindelse med blev jeg bekendt med den stævning, som du på vegne af din klient Sagsøger havde fremsendt til Københavns Byret.

Af stævningen fremgår det blandt andet, at din klient den 9. marts 2004 i Irak på gaden i By 1 blev anholdt af dansk militært tjenestegørende personel. I denne forbindelse blev han transporteret til en militær base i området, hvor han efter det oplyste blev udsat for tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling.

Af stævningen fremgår det, at din klient blandt andet flere gange blev udsat for slag og spark, ligesom han blev tvunget til at sidde i en smertefuld position og endvidere blev tvunget til at hænge med hænderne holdende om noget pigtråd. Ligeledes fremgår det, at din klient i forbindelse med anholdelsen ikke fik mu-lighed for at komme på toilettet og først sent i forløbet fik tilbudt vand, ligesom han blev udsat for så hårde og voldsomme slag i blandt andet ansigtet, at han mistede nogle tænder og kom til at bløde kraftigt ved det.

På denne baggrund besluttede jeg at indlede en efterforskning i sagen.

Det bemærkes i den forbindelse, at min efterforskning har begrænset sig til forhold, der vedrører det individuelle strafansvar for tjenestegørende militært personel, som det nærmere er beskrevet i den militære straffelov.

Jeg har i dag i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, besluttet at indstille ef-terforskningen i sagen.

Begrundelsen for afgørelsen er, at der ikke er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.

Det fremgår af den gennemførte efterforskning, at dansk tjenestegørende per-sonel den 9. marts 2004 i byen By 1 anholdte tre irakiske borgere, herun-der personen Sagsøger, født den Dato 1961. Pågældende blev ifølge de tilvejebragte dokumenter anholdt den 9. marts 2004 om aftenen og bragt til Base 1, hvorfra han blev løsladt næste dag ved middags-tid.

På baggrund af en indberetning om forskellige kritisable forhold på basen fra en tolk, der arbejdede på stedet, besluttede Forsvarets Auditørkorps i juli 2004 at iværksætte en undersøgelse af forholdene på basen. Efterforskningen rettede sig blandt andet mod det militære tjenestegørende personel, som havde med anholdelsen og den efterfølgende udspørgen af Sagsøger at gøre. Som et led i denne efterforskning blev der gennemført en afhøring af Sagsøger. Afhøringen blev gennemført med tolk og under overværelse af en lokal dom-mer.

På baggrund af de oplysninger, som Sagsøger fremkom med i den forbindelse, sammenholdt med de identitetssammenfald, der i øvrigt er mellem pågældende og din klient, har jeg lagt til grund, at din klient er identisk med Sagsøger

- 91 -

, som i november 2004 afgav forklaring til Forsvarets Auditørkorps om episoden.

En officer samt fire sergenter blev efterfølgende tiltalt for særlig grov pligtfor-sømmelse efter den dagældende militære straffelovs § 15, og tiltalen omfattede herunder en del af de mulige konventionsstridige handlinger, som din klient ifølge stævningen blev udsat for i tiden fra anholdelsen til løsladelsen.

Den pågældende officer samt de øvrige fire tiltalte personer blev ved Østre Landsrets dom den 6. juli 2006 frifundet i sagen, og retskraften for den frifin-dende dom medfører således, at det ikke på ny er muligt at rejse en straffesag mod de pågældende personer for forhold, der blev rejst tiltale for i forbindelse med den oprindelige sag.

Ifølge stævningen blev din klient i forbindelse med anholdelsen angiveligt flere gange af dansk tjenestegørende personel udsat for spark og slag herunder slag i ansigtet, der var så hårde og voldsomme, at han fik slået nogle tænder ud og endvidere kom til at bløde kraftigt af det. Disse handlinger var ikke omfattet af den tiltale, som blev rejst mod den pågældende officer samt de fire sergenter. Jeg finder det dog ikke sandsynliggjort, at din klient i forbindelse med den be-skrevne hændelse var udsat for vold i form af slag og spark, som det nærmere fremgår af stævningen.

Jeg har i denne forbindelse navnlig lagt vægt på, at din klient i forbindelse med den afhøring, som blev gennemført i november 2004 - og dermed forholdsvis tæt på hændelsen - ikke oplyste, at han havde været udsat for vold i forbindelse med episoden, hvilket efter min opfattelse må antages at være nærliggende, så-fremt det havde fundet sted.

Jeg er bekendt med, at din klient ifølge sagens dokumenter i august måned 2004 i forbindelse med en ansøgning om erstatning for den skete anholdelse, til den lokale dommer i By 1 indgav en klage over den behandling, han hav-de været udsat for. I denne forbindelse oplyste han, at han under anholdelsen blev udsat for hårde fysiske og psykiske overgreb og herunder fik taget sit tøj af, men heller ikke i den forbindelse forklarede din klient om de overgreb, han ifølge stævningen blev udsat for.

Ligeledes har jeg tillagt det vægt, at der i forbindelse med den omfattende ef-terforskning, som i 2004 fandt sted i forbindelse med sagen ikke er fremkom-met oplysninger - eksempelvis ved vidneforklaringer, herunder fra den tolk, som var årsag til sagens opstart - som understøtter, at din klient har været udsat for den voldelige adfærd, som fremgår af stævningen.

Det fremgår endvidere af sagen, at Deres klient i forbindelse med anholdelsen den 9. marts 2004 om aftenen blev tilset af en læge, som vurderede din klients helbredstilstand til at være "OK". Ligeledes fremgår det, at lægen, som under-søgte din klient i forbindelse med anholdelsen, i lægeerklæringen intet har an-ført om synlige skader på din klient, ligesom det af et foto, som må antages at være optaget af din klient efter et tidspunkt, hvor han ifølge stævningen har været udsat vold, ikke ses nogle synlige skader i ansigtet efter de slag og spark, som han angiver at have været udsat for.

- 92 -

Når hertil kommer, at det til brug for sagens oplysning ikke har været muligt at gennemføre en afhøring af din klient, hvor pågældende kunne få lejlighed til at uddybe de oplysninger, der fremgår af stævningen, samt at et eventuelt straffe-retligt ansvar henset til den forløbne tid umiddelbart må antages at være foræl-det, så finder jeg ikke grundlag for at fortsætte efterforskningen i sagen, idet der som anført ikke kan antages at være formodning for, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.”

Afgørelsen var vedlagt klagevejledning. Det er oplyst, at afgørelsen ikke er påklaget.

3. Forklaringer

Der er afgivet forklaring af Sagsøger, af Vidne 3, Vidne 2 og Vidne 1.

Sagsøger har forklaret bl.a., at han er uddannet skolelærer. I 2004 arbejdede han som skolelærer. I dag er han skoleleder og vicedirektør. Han er gift og har otte børn. Adspurgt, om han er bekendt med indholdet af den stævning, der er indgivet i sagen, har han forklaret, at han har talt med sin advokat om det, der skete i 2004.

Den 9. marts 2004 blev han anholdt af danske styrker i By 1, Irak. Han havde arbej-det som frivillig sammen med bl.a. Person 65 og Person 66 for at hol-de orden i byen. Forholdene i byen var meget dårlige, så de hjalp myndighederne med at fjerne affald forskellige steder, og de hjalp færdselspolitiet med at regulere kørsel på vejen. Det var i forlængelse af denne opgave, at de blev anholdt. Han havde ikke opkrævet penge af nogen, mens han regulerede kørsel på vejen. Det er myndighedernes opgave at opkræve skat.   

Anholdelsen af ham, Person 65 og Person 66 fandt sted på borgme-sterkontoret den 9. marts 2004 ca. kl. 21. De var kaldt ind til 10 minutters møde med rets-formanden og politichefen. Bygningen blev omringet af en stor dansk styrke. Der var for-handlinger mellem retsformanden og politichefen på den ene side og de danske styrker på den anden side. Retsformanden og politichefen ønskede, at omringningen af bygningen skulle høre op. De danske styrker ønskede, at han og de øvrige frivillige skulle følge med til den danske base. Ca. 1½ time efter, at retsformanden og politichefen havde indledt sam-tale med de danske styrker, fik han at vide, at opholdet på den danske base blot ville vare 10 minutter. Han, Person 65 og Person 66 fulgte herefter med de dan-ske styrker. Deres hænder blev bundet uden for bygningen, og de fik bind for øjnene. De

- 93 -

forblev ved døren til bygningen i ca. en time. Derefter blev de blev kørt fra stedet. Der gik således i alt ca. 2½ time fra det tidspunkt, hvor de danske styrker omringede bygningen, til de blev kørt væk.

Der blev skubbet til dem, da de skulle op i køretøjerne. Under transporten havde de bundne hænder og bind for øjnene. Køreturen til basen tog mindre end én time. Han blev ikke un-dersøgt af en læge, da han ankom til Base 1 omkring midnat den 9. marts 2004. Fore-holdt at det fremgår af en journal fra undersøgende læge, at han blev undersøgt ved an-komsten til Base 1, har han forklaret, at der er gået 12 år siden den 9. marts 2004, og at han ikke kan genkende den oplysning. Foreholdt, at det af afhøringsrapporten vedrøren-de Forsvarets Auditørkorps’ afhøring af ham på Base 2 den 16. november 2004 fremgår, at han om ankomsten til Base 1 den 9. marts 2004 forklarede: ”Han kom først til et lægecheck, og han havde her oplyst, at han havde noget ondt i ryggen – en gammel skade” , har han fastholdt, at han ikke kom til lægecheck.

Da de ankom til basen, begyndte de danske styrker at straffe dem. Han blev ført ind i en celle, og han fik taget tøjet af overkroppen. I cellen kunne han ikke gøre, som han ville. Han kunne ikke stå eller sidde, som han ville. Det blev bestemt, hvordan han skulle sidde. Han kan ikke huske det hele, men han husker, at han skulle stå med knæene bøjet i ca. 45 grader vinkel og armene over hovedet, sidde på knæ eller stå med ansigtet mod muren og armene hvilende på muren over hovedhøjde. Forevist fotos optaget i forbindelse med afhø-ringen af ham den 16. november 2004 på Base 2 foto 1 (stilling i detentionen) har han forklaret, at han blev tvunget til at sidde sådan i detentionen den 10. marts 2004. Forevist foto 2 (stilling i detentionen) og foto 3 (stilling i detentionen) har han forklaret, at han også blev tvunget til at knæle og stå sådan. Det var to soldater uden for cellen, der tvang ham til at være i disse stillinger i 1-1½ time. Det var ikke tilladt at indtage en anden stilling, når han blev træt. Så kom de to soldater ind i cellen og sparkede til ham. De skub-bede og sparkede ham med det fodtøj, de havde på. Sparkene ramte på kroppen og i hove-det. Derefter blev han sat i en endnu dårligere stilling. De slog ham også.   

Foreholdt, at det af stævningens sagsfremstilling fremgår, at han forud for transporten til den danske base blev skubbet hårdt ind i et dansk køretøj, og at han i cellen blev slået og sparket, har han forklaret, at det er korrekt, at dette skete. Foreholdt, at det af stævningens sagsfremstilling fremgår, at han i detentionsområdet blev slået og sparket af to soldater, og at det var så voldsomt, at hans tænder faldt ud, og han blødte kraftigt, har han forklaret, at

- 94 -

han mener, at han mistede en eller to tænder. Han blødte inde i munden, og han kastede også op. Han husker ikke, om han fortalte dette, da han afgav forklaring på Base 2 den 16. november 2004.

Foreholdt, at det af stævningens sagsfremstilling fremgår, at danske soldater i cellen med sandsække og pigtråd foroven tvang ham til at hænge med hænderne holdende om pigtrå-den, har han forklaret, at dette er rigtigt. I 2016 afgav han forklaring i Libanon, og da for-talte han om episoden med sine tænder og om episoden med pigtråden. I Libanon blev han via video afhørt af en advokat, der vist nok hed Person 90. Adspurgt, om det var Person 90, har han bekræftet, at det var advokat Person 90, han talte med. Der deltog også en tolk. Han fortalte Person 90, at han var blevet slået så hårdt, at han fik tæn-der slået ud, og at han blev tvunget til at holde om pigtråd. Adspurgt, om han også fortalte dette under afhøringen på Base 2 i november 2004, har han forklaret, at han var lidt forsigtig, da han mødte op på Base 2, så han fortalte ikke alt. Han huskede bedre, da han var i Libanon i 2016, for da var han mere afslappet.   

Efter at han var blevet straffet med at stå i detentionen, kom der to personer og tog fat i hans arme. Han blev ført 5-600 meter til et sted, hvor han skulle afhøres. Han blev slæbt hen ad jorden. Derved røg hans bukser af. Han blev ført ind i et telt. Tolken oversatte, at afhøreren sagde, at han skulle tage bukserne på. Han tog hurtigt sine bukser på. Resten af tøjet måtte han ikke tage på. Han havde således bar overkrop, og han havde fået nogle sår på ryggen af at blive slæbt hen ad jorden.   

I teltet var der straf og afhøring. Ud over afhøreren og tolken var der to soldater til stede i teltet. Straffen bestod i slag med hænderne og i, at han ikke fik lov til at indtage de stillin-ger, han ville. Soldaterne bestemte, hvilke stillinger, han skulle befinde sig i, mens han blev afhørt. Han skulle stå med knæene bøjet ca. 45 grader, nogle gange også med hænder-ne foran sig og hævet til hovedhøjde. Han skulle undervejs også være i mere anstrengende stillinger. Under hver af afhøringerne, der varede 1-1½ time, skulle han indtage den samme stilling under hele afhøringen. Han blev afhørt ad fire omgange. Mellem afhøringerne blev han slæbt hen ad jorden frem og tilbage til detentionen. Forevist fotos optaget i forbindelse med Forsvarets Auditørkorps’ afhøring af ham på Base 2 den 16. november 2004, fotos nr. 4 og 5, har han forklaret, at disse fotos blev optaget, da han blev bedt om at vise, hvilke stillinger, han skulle indtage i afhøringsteltet. Han er sikker på, at han under afhøringerne i teltet skulle stå med benene bøjede og armene over hovedet. Der var også

- 95 -

straffe, som var hårdere. Foreholdt, at Person 65 og Person 66 har forklaret, at de skulle være på knæ, når de blev afhørt, har han forklaret, at han ikke ved, hvorfor han ikke også skulle være på knæ.

Under afhøringerne blev han spurgt om det samme hele tiden: ”Hvad hedder du?” , ”Hvor gammel er du?” , ”Hvad arbejder du med?” . Det arbejde, der blev spurgt til, var dels hans almindelige arbejde som skolelærer, dels det frivillige arbejde, han udførte. Afhøreren ac-cepterede ikke hans frivillige arbejde. Afhøreren var en officer, der talte dansk. Han har senere fået at vide, at afhøreren er en kvinde. Afhøreren var vred og truende. Afhøreren råbte og slog ham med flad hånd i ansigtet. Afhøreren brugte skældsord og grimme ord. Afhøreren sagde ”I er en bande” , ”I er lovløse” . Andre skældsord brugte afhøreren ikke.

Herefter adspurgt, om han på et tidspunkt blev kaldt ”hund” , har han forklaret, at afhøreren kaldte ham ”hund” og gav ham en lussing. Han følte sig ydmyget, da han blev kaldt hu nd, for det var et forkert ord at sige til ham. Han blev kaldt hund mange gange under afhørin-gerne. Adspurgt, om der blev sagt noget om hans kønsdele, har han forklaret, at det gjorde der ikke. Adspurgt, om han blev kaldt ”pik” , ”pikhoved” eller lignende, har han forklaret, at det gjorde han ikke. Adspurgt, om der under afhøringerne blev sagt noget om hans fami-lie, har han forklaret, at der blev brugt forkerte ord om hans familie. Adspurgt, om der ske-te andre forkerte ting under afhøringerne, har han forklaret, at de to soldater i afhøringstel-tet slog ham. Den ene af soldaterne nikkede ham også en skalle. Den officer, der afhørte ham, slog ham på brystet. Under afhøringerne følte han sig magtesløs. Han følte håbløs-hed. Han besvimede i cellen. På ny adspurgt om, hvad han blev kaldt under afhøringerne, har han forklaret, at han ud over at blive kaldt ”bandemedlem” , ”lovløs” og ”hund” også blev kaldt ”bandit” . Hund og bandit er for ham lige slemt. Han husker ikke, om han under afhøringen på Base 2 den 16. november 2004 forklarede om, at han blev kaldt disse ting. Det var en lang afhøring på Base 2.

Mellem afhøringerne blev han slæbt på ryggen tilbage til cellen. I cellen skulle han som straf indtage en stilling indtil næste afhøring. Der var bidende koldt i cellen. Han fik ikke et tæppe, så han kunne holde varmen. Han fik først sin skjorte tilbage en halv times tid før, han blev løsladt. Mellem afhøringerne var der hver gang ca. én times straf i cellen. Under tilbageholdelsen fra den 9. til den 10. marts 2004 blev han slet ikke tilbudt at komme på toilettet, og han tissede i bukserne mere end én gang. Herefter adspurgt, om han var nødt til at ”skide i bukserne ”, har han forklaret, at det var han.

- 96 -

Under hans ophold i cellen var der ikke en tolk til stede, der kunne forstå det, hvis han sag-de noget. Han taler kun arabisk, og han kunne ikke forstå, hvad de, der bevogtede ham, sagde. Han fik først vand ca. en halv time før sin løsladelse ved 13.30 til 14-tiden den 10. marts 2004. Ellers var der hverken vand eller mad under tilbageholdelsen fra den 9. til 10. marts 2004. En halv times tid før løsladelsen, fik han lov til at drikke vand og vaske ansigt. Det var tolken, der sagde til ham, at han gerne måtte tage sig tøj på og vaske sit ansigt. Der var ikke noget toilet på det sted, hvor han vaskede sit ansigt.

Efter at han, Person 65 og Person 66 blev løsladt, gik de hver til sit. To timer senere mistede han bevidstheden og blev indlagt på hospitalet. Lægen på hospita-let sagde, at han havde begyndende angina pectoris (hjertekrampe), og at han havde for højt sukkertal i blodet. Det står i hospitalets papirer, at han var indlagt. Hospitalets direktør var imidlertid bange for at give ham en rapport om indlæggelsen. De danske styrker havde ansvaret for sikkerheden i byen, og direktøren var bange for, at han ville blive straffet, hvis han afgav rapport om indlæggelsen. Da han blev afhørt på Base 2 den 16. no-vember 2004 fortalte han ikke noget om, at hospitalsdirektøren ikke ville give ham en journal vedrørende henvendelsen på hospitalet den 10. marts 2004, for det blev han ikke spurgt om. Han skrev på et tidspunkt en detaljeret rapport til dommeren i By 1 om sin tilbageholdelse. Han bad dommeren om at give ham alle journaler i sagen, men det er ikke sket. Foreholdt, at det i oversættelsen af et brev fra ham til dommeren i By 1 fremgår, at en lægerapport vedrørende hans symptomer er vedlagt, har han forklaret, at han ikke havde nogen lægerapport i 2004. Foreholdt, at det af sagsfremstillingen i stævningen fremgår, at han efter løsladelsen den 10. marts 2004 led af højt blodtryk, problemer med lungerne, irritabel tyktarm, oppustet mave og vandladning, har han forklaret, at det er hans opfattelse, at disse tilstande skyldtes tilbageholdelsen, fordi han i 24 timer ikke kunne drikke vand eller spise noget. Han fik desuden en diskusprolaps på grund af de stillinger, han var anbragt i under tilbageholdelsen. Denne diskusprolaps generer ham stadig. Han har fortalt om diskusprolapsen både under afhøringen på Base 2 den 16. november 2004, og da han talte med advokat Person 90 i Libanon i 2016. På ny foreholdt, at det af afhøringsrapporten fra Base 2 den 16. november 2004 fremgår, at hans rygproblemer skyldtes en gammel skade, har han forklaret, at diskusprolapsen ikke var en gammel skade. Man har af og til lidt ondt i ryggen, og det havde han også før tilfangetagel-sen i 2004, men det blev for alvor slemt, da han havde været tilbageholdt. Diskusprolapsen skyldes de stillinger, han blev anbragt i under tilbageholdelsen.

- 97 -

På baggrund af hans henvendelser til dommeren i By 1 tog dommeren kontakt til de danske styrker, og herefter blev han indkaldt til at afgive forklaring på Base 2. De danske styrker havde sendt en invitation til ham og hans to kammerater. Han fortalte under afhøringen om det, han var blevet udsat for i marts 2004. Efter en lang afhøring fra kl. 8 til 16 krævede han oprejsning og erstatning for det, der var sket i marts 2004. Ad-spurgt, om han har dokumentation for dette, har han forklaret, at han sagde det til sidst under afhøringen. Om det kom med i afhøringsrapporten, ved han ikke. Han sagde til afhø-reren, at han ville bruge alle muligheder for at forfølge sin ret. Den danske mand, der af-hørte ham, sagde, at det ville tage lang tid. Han sagde, at det var ok. Han ville gerne vente. Manden var iført en jord- eller honningfarvet uniform. Der var et dansk flag på uniformens højre eller venstre skulder. Han havde tidligere set det danske flag i By 1. Det er rødt og blåt. I dag kan han ikke nærmere beskrive, hvordan det danske flag ser ud. Efter afhø-ringen i Base 2 i november 2004 har han ikke hørt noget fra de danske styrker om sagen. De vendte aldrig tilbage.

Han kender ikke til den afhøringsrapport, der blev udarbejdet i forbindelse med afhøringen af ham på Base 2 den 16. november 2004. Foreholdt, at det af rapporten fremgår, at han fik rapporten oplæst, har han forklaret, at dette ikke passer. Da han afgav forklaring på Base 2, var der en dansk officer til stede i lokalet. Uden for lokalet befandt der sig andre personer. Foreholdt, at det af rapporten fremgår, at der også var en repræsen-tant for dommeren i By 1 til stede, har han forklaret, at dette ikke er rigtigt. Fore-holdt, at det af rapporten fremgår, at en repræsentant for dommeren i By 1 har under-skrevet rapporten, har han forklaret, at dette kan han ikke genkende. Der var ingen repræ-sentant for de irakiske myndigheder til stede, da han afgav forklaring på Base 2.   

Foreholdt, at dommeren i By 1 i en erklæring, der blev videresendt fra den danske bataljon i Irak til Forsvarets Auditørkorps den 4. december 2004, til de danske myndighe-der har udtalt bl.a., at hans forklaring er upræcis og med mange overdrivelser, har han for-klaret, at han ikke har talt med dommeren om dette. Alt, hvad han har sagt, er rigtigt og præcist. Det kan ikke bestrides, og der er ikke nogen usandhed i det.

Der var i slutningen af 2004 eller begyndelsen af 2005 et angreb mod hans hus om natten. Danske styrker kom ind i hans kvarter, og de parkerede ca. 30 meter fra hans hus. Der var skyderi fra det øjeblik, hvor de danske styrker kom ind i hans kvarter, og dette fortsatte

- 98 -

indtil næste morgen. Han og hans familie trak sig bort fra huset, og da han kom tilbage, kunne han ikke finde en anmeldelse om episoden i marts 2004, som han havde haft liggen-de i huset. Han ved ikke, om de danske styrker havde taget anmeldelsen med. Han forlod nu sit område i 1 år 4 måneder. Adspurgt, om dette skyldtes angrebet på og gennemsøg-ningen af hans hus, har han bekræftet dette. Desuden holdt de danske styrkers panservogne parkeret ved hans hus hele tiden derefter.

Adspurgt, om han gjorde noget for at forfølge sit krav i tiden mellem afhøringen på Base 2 den 16. november 2004 og sin samtale med advokat Person 90 i foråret 2016, har han forklaret, at han på et tidspunkt før 2016 fik et telefonnummer til Person 91. Han fik nummeret af en ven, Person 65. Han talte før 2016 med Person 91 om sagen, men først i 2016 begyndte der at ske noget. Det var Person 91, der satte ham i forbindelse med advokat Person 90. Adspurgt, om han kender Person 92, har han forklaret, at han i 2014 fik Person 92's telefonnummer. Person 92 er vist nok advokat. Han talte med Person 92, før han fik kontakt med Person 91.

Tilbageholdelsen har påvirket ham og hans familie meget. Hans børn er kommet et år bag-ud i skolen, og hans kone har haft en abort.

Vidne 3 har forklaret, at den danske bataljons Hold 2 ankom til Irak den 10. februar 2004. Tilbageholdelserne af tre irakere den 9.-10. marts 2004 var de første tilbage-holdelser, der blev foretaget af Hold 2. Chefen for den danske bataljon, oberst Person 22, kom til ham og fortalte, at der nu var fanger. Før han kørte med oberst Person 22 ned til afhøringsteltet, samlede han alle de bøger og dokumenter, han kunne få brug for med hen-blik på at rådgive i forbindelse med tilfangetagelsen. Han vidste ikke helt, hvad hans rolle skulle være, men han gik ud fra, at han skulle være med ved afhøringerne som en garant for, at alt foregik, som det skulle. Formålet med afhøringerne var, at de tilbageholdtes iden-titet skulle bekræftes. Herefter skulle der spørges til den situation, der var anledningen til, at de var tilbageholdt. Endvidere kunne der fremkomme noget af efterretningsmæssig ka-rakter, som var af interesse for den danske bataljon. Der opstod senere spørgsmål om, hvorvidt der i militærteknisk henseende havde været tale om en udspørgning eller en afhø-ring af de tilbageholdte. Han kender ikke den præcise sondring. En tilsvarende sondring anvendes ikke i politiets arbejde. Den anvendes kun militærteknisk.

- 99 -

Da han ankom til afhøringsteltet, havde den første fange været gennem lægeundersøgelse og var blevet ført ind i teltet. Han husker ikke, om underlaget i teltet var sand eller bræd-der, men der var stole i teltet, så han ræsonnerer, at der har været et fast gulv af brædder eller finér. Der var vand og tæpper til rådighed i afhøringsteltet. Vidne 1, en tolk og to MP’ere var til stede i teltet. Fangen blev visiteret, og alle id -kort m.v. blev lagt op på bordet i afhøringsteltet. Der blev herefter spurgt ind til disse dokumenter. Der var ikke i den forbindelse fysisk kontakt mellem fangen og nogen af de øvrige tilstedeværende i teltet. Fangen kunne stå frit. Der blev ikke anvendt en vred tone under visitationen. Fore-vist foto af Sagsøger optaget i 2004 har han forklaret, at han ikke kan genken-de eller udelukke dette som den fange, han så blive ført ind.

Til hans store overraskelse sagde Vidne 1 efter visitationen til ham, at han gerne måtte forlade teltet. Han ved ikke, om hans foresatte havde taget ham med til afhøringsteltet, fordi de havde en forventning om, at han skulle overvære afhøringerne, men det forventede han selv. Der havde ikke dengang været og var heller ikke senere drøftelser om, hvorvidt han skulle overvære en afhøring. Funktionen som militærjurist var ny, og funktionen var ikke helt klarlagt. Han havde dengang selv en forståelse af, at han kunne komme overalt i lejren og kontrollere ting. Men da han f.eks. en dag forsøgte at komme ind i den hemmeli-ge meldecentral, blev han afvist. Foreholdt, at Vidne 1 under byrettens behandling af straffesagen har forklaret, at hun ikke ville have modsat sig, hvis han havde foreslået at opholde sig i et hjørne af afhøringsteltet, har han forklaret, at han heller ikke ville have haft noget imod at opholde sig i et hjørne af afhøringsteltet. Det kom bare ikke op til drøftelse mellem dem. Det er korrekt som forklaret af ham under byrettens behandling af straffesa-gen mod Vidne 1 og fire MP’ere, at han ikke så det som et problem, at Vidne 1 den 10. marts 2004 bad ham om at forlade afhøringsteltet.

Der gik et par timer, fra han blev sendt ud af afhøringsteltet, til han blev kørt tilbage til lejren, for oberst Person 22 og de øvrige, han var ankommet sammen med, var kørt fra afhø-ringsteltet efter kort tid. Han satte sig i en jeep sammen med nogle MP’ere uden for afh ø-ringsteltet. Han fik et chok over, hvordan det lille menneske Vidne 1 kunne råbe. Han forstod ikke, at det skulle være nødvendigt, men han er heller ikke uddannet i afhøringer. Vidne 1 dominerede ved at råbe og bruge sprogblomster. Han kunne ikke høre de konkre-te sprogblomster, men det er hans opfattelse, at hun brugte sprogblomster. Mens han ven-tede i jeep’en, kunne han ud over afhøringsteltet og lægeteltet se de to åbne fangegårde. Gårdene var på ca. 60 kvadratmeter. Gårdene var indhegnede med dels sandsække, dels

- 100 -

hønsenet. Øverst på hegnet i ca. 4 meters højde var der påsat NATO-pigtråd. Der var vand til rådighed. Det var sent om natten, og jeepens lygter var tændt og pegede mod gårdene, så han kunne se, hvad der foregik. Der sad to MP’ere på stole placere t ca. 10 meter fra gårde-ne. Der var ingen tolk ved gårdene. Tolken Vidne 2 var inde i afhøringsteltet. I det tidsrum, hvor han observerede, sad fangerne i skrædderstilling i fangegårdene. Det gjorde ikke ondt på dem, for det var sådan, de plejede at sidde. Han så ikke nogen af fangerne rejse sig op og sætte sig ned igen. De rokkede nu og da lidt frem og tilbage. Det var helt normalt, at de lokale sad i skrædderstilling. Det svarer til, at det er normalt for danskere at sidde på stole. De lokale sad i skrædderstilling til møder, når de ventede på bussen etc. Han vil tro, at visitationen af de enkelte fanger tog 20-30 minutter, og at afhøringerne herefter tog ca. en time. Derefter blev fangen taget ud af afhøringsteltet og sat i fangegården, men kunne eventuelt komme tilbage til yderligere afhøring. Foreholdt, at det af sagsfremstillin-gen i Sagsøgers stævning fremgår dels, at to soldater kom ind i fangegården og slog og sparkede ham, hvorved hans tænder faldt ud, og han blødte kraftigt, dels at solda-terne tvang ham til at hænge med hænderne holdende om fangegårdens pigtråd, har vidnet forklaret, at dette kan han ikke genkende.   

Afhøringerne af de tre fanger var afsluttede ved 6-7 tiden om morgenen den 10. marts 2004. Han er sikker på dette tidspunkt, for han sad og spiste morgenmad med oberst Person 22 om morgenen den 10. marts 2004, da chefen for spejdereskadronen, Person 11, kom til stede og himlede op om, at fangerne ikke havde fået morgenmad. I dette var underfor-stået, at fangerne stadig var der, og at afhøringerne var afsluttede, men at der ikke var ble-vet arrangeret morgenmad til fangerne. Person 11 var i øvrigt sur over noget, han havde fået oplyst fra nogle af sine spejdere om behandlingen af fangerne. Han husker ikke, hvad Person 11 præcis fortalte, men Person 11 var meget ophidset.

Han fik på et senere tidspunkt at vide enten af tolkene eller ved skriverier i pressen, at Vidne 1 under afhøringer havde tiltalt fanger med ordene ”hund” og ”pikhoved” . Han kan i dag ikke huske, om denne information stammede fra tolkene eller fra pressen. På et tids-punkt – vist nok i forsommeren 2004 – blev han opsøgt af de to kvindelig tolke, Person 20 og Vidne 2, fordi de var i tvivl om, hvad Vidne 1 måtte gøre under afhøringer. Han sagde til dem, at det ikke var op til dem at afgøre, hvad der var rigtig eller forkert, men at de gerne måtte fortælle ham om, hvad der foregik. Han spurgte selv på et tidspunkt oberst Person 22, om det var smart, at de satte en kvinde til at afhøre i en kultur, hvor kvinden anses som under-legen. Det er hans opfattelse, at det blandt lokale blev anset som en ydmygelse, at afhørin-

- 101 -

ger blev foretaget af en kvinde. Oberst Person 22 reagerede ved at sige noget om ligestilling mellem kønnene og dansk kultur.   

Det er korrekt, at han under straffesagen mod Vidne 1 og fire MP’ere i byretten forklare-de: ”Efter den 10. marts 2004 spurgte Vidne 1 flere gange, om hun måtte gøre det ene eller det andet under udspørgningerne. I mangel af klare regler kunne vidnet kun svare, at det måtte afhænge af den konkrete situation. Havde Vidne 1 spurgt, om hun måtte nægte fangerne vand, ville vidnet have spurgt, hvad formålet med det skulle være. HavdeVidne 1 spurgt, om fangerne måtte sidde på knæ, måtte vidnet på ny svare, at det afhang af situationen. Man måtte f.eks. ikke anvende stressstillinger, hvis det medførte smerte hos de pågældende. Vidnet sagde også til Vidne 1, at det ikke var forkert at optræde bestemt over for fangerne for at vise, hvem der havde magten” . Han husker en konkret situatio n hvor Vidne 1 spurgte, om hun måtte gøre det ene eller det andet under afhøringer. Hun spurgte blandt andet, om hun måtte klæde sig ud som ”B atwoman” i sort tøj. Formålet var at vise mere autoritet. Han sagde, at dette måtte hun ikke gøre. Hun havde sin uniform, og så måt-te det være nok. Han undrede sig over hendes spørgsmål. Hun sagde ikke noget om, at det havde med kønsroller at gøre.

De gange, hvor Vidne 1 spurgte ham, om hun måtte lade fangerne sidde på knæ eller næg-te dem vand, sagde han, at det kom an på situationen. Han sagde, at hun som minimum skulle overholde det, der fremgik af Genevekonventionerne vedrørende krigsfanger. Hun måtte ikke nægte fanger vand, medmindre de lige havde fået vand og bare bad om vand for at trænere udspørgningerne. Han erindrer ikke, at Vidne 1 spurgte om noget vedrørende toiletbesøg. Hvis hun havde spurgt, ville han have svaret, at man ikke kan nægte folk at gå på toilettet, medmindre det er spil for galleriet.

Det er helt korrekt, at han til Vidne 1 sagde, at det ikke var forkert at optræde bestemt over for fangerne for at vise, hvem der havde magten. Det psykologiske spil, der foregik i situationen, var der ikke noget ondt i. Vidne 1 gjorde meget ud af, at det var hende, der skulle udstråle magt, men at det ikke måtte gå over i stress og smerte. Hun gik også op i, at hendes folk ikke måtte indgå alliancer med fangerne.

Vidnet er foreholdt, at Vidne 1 under byrettens behandling af straffesagen mod hende og fire MP’ere forklarede bl.a.: ”Hun havde også flere samtaler med Vidne 3, som ikke hav-de nogen bemærkninger til hendes måde at udføre udspørgningerne på. Inden hun foretog

- 102 -

den første udspørgning viste hun ham, at hun havde tænkt sig at sidde på kanten af skrive-bordet med den tilbageholdte placeret på gulvet, og det havde han ingen bemærkninger til” . Hertil har han forklaret, at det er korrekt, at han ikke så nogen problemer i, at Vidne 1 valgte at sidde på bordkanten. Det er også korrekt, at han sagde, at han ikke havde nogen bemærkninger til hendes måde at udføre udspørgningerne på. Hans udtalelse herom relate-rer sig til en redegørelse, som Vidne 1 skrev om sin fremgangsmåde ved udspørgninger. Han læste denne redegørelse, inden den blev afleveret til oberst Person 22. Han havde ikke bemærkninger, for efter hans opfattelse var fremgangsmåden beskrevet i redegørelsen i overensstemmelse med det psykologiske spil under udspørgninger, som han har forklaret om. Oberst Person 22 havde en anden opfattelse af Vidne 1's redegørelse.   

Foreholdt, at sagsøger under denne sag har forklaret, at Vidne 1 kaldte ham ”bandit” , ”bandemedlem” , ”lovløs” og ”hund” , har han forklaret, at de t kan være et problem med hård sprogbrug over for fanger. Brug af de beskrevne ord er efter hans opfattelse unødven-dig og respektløs.

Vidne 2 har forklaret bl.a., at hun i dag lever af at skrive børnebøger og ud-vikle undervisningsmateriale. Hun har genlæst den forklaring, hun afgav i byretten under straffesagen mod Vidne 1 og fire MP’ere, og hun har ikke bemærkninger til denne.   

Før hun kom med på Irak Hold 2 studerede hun arabisk. Hun blev rekrutteret, fordi forsva-ret ikke havde relevante sprogofficerer, der kunne sendes afsted. Hun havde ikke tidligere været udsendt af Forsvaret. Det er korrekt, at hun op til udsendelsen deltog i et tolkekursus af en uges varighed, en elementær soldateruddannelse og et missionsorienteret kursus af en uges varighed. Hun blev ikke gjort bekendt med, at hun kunne blive benyttet som tolk un-der afhøringer, og hun fik ingen uddannelse i at deltage i afhøringer.

Den 9. og 10. marts 2004 var fangerne uden for teltet, når de ikke var til afhøring. Når de var uden for teltet, sad de på hug med ansigterne vendt i hver sin retning. Hun var hoved-sageligt i afhøringsteltet, og hun ved ikke, hvor længe fangerne sad sådan. Det er vanske-ligt for hende at udtale sig om tidsforløbet, for hun havde ikke ur på. Hun gik aldrig med armbåndsur, men havde et lille ur i et halssmykke, som Vidne 1 havde bedt hende tage af inden afhøringerne. De skulle ikke have smykker på, som ville gøre det nemt at genkende dem, eller som kunne skabe associationer hos den afhørte. Hun husker ikke at have set

- 103 -

fangerne sidde i andet end hugstilling, når de var uden for teltet. Hvor mange gange, hun var ude af teltet i løbet af natten den 10. marts 2004, husker hun ikke, men det var i hvert fald ikke under 5 gange, for afhøringerne tog 5-6 timer. Hun gik udenfor, når hun selv havde brug for pauser, f.eks. fordi hun skulle på toilettet. Adspurgt, om hun ved, hvorfor fangerne sad på hug, har hun forklaret, at hun husker, at der blev sagt ”I skal gøre dem møre, så de er klar til afhøring” . Hun kan ikke med sikkerhed huske, at det var Vidne 1, der sagde dette, men ved nærmere eftertanke mener hun, at det må have været Vidne 1.

Hun husker, at der var tæpper på det område uden for teltet, hvor fangerne befandt sig mel-lem afhøringerne. Der var tæpper, og de blev brugt. Hun kan huske ved daggry at have set en fange med et tæppe omkring sig.

Inden den første afhøring havde hun 1-2 minutters samtale med Vidne 1. Denne fortalte, at der under afhøringerne kunne blive råbt højt og skældt ud, men at dette var en del af teknikken, og derfor skulle hun ikke blive overrasket over det. Hun husker ikke, hvad un-derlaget i afhøringsteltet var lavet af, men det var fast og solidt, for hun husker, at hun stod solidt i sine militærstøvler.

Vidnet er foreholdt, at hun i byretten under straffesagen mod Vidne 1 og fire MP’ere har forklaret: ”Før en af udspørgningerne spurgte Vidne 1, hvad der var det værste, man kun-ne kalde en iraker. Vidnet svarede, at ”hund” er meget nedværdigende, fordi hunde er ure-ne dyr. Vidnet nævnte også seksuelle ærekrænkelser vedrørende søstre og mødre. Hun sagde derimod ikke noget om kønsorganer, men også sådanne udtryk brugte Vidne 1, idet hun bl.a. kaldte fangerne ”lort af en hund” og ”mand uden penis” . Vid net oversatte disse udtryk, og fangerne reagerede, som en hvilken som helst mand ville have reageret. Vidnet distancerede sig fra situationen og betragtede sig selv som en ”tolkemaskine” . Hun prote-sterede ikke, idet hun gerne ville være sprogofficer, og de rfor ikke kunne ”melde fra” …” . Hertil har hun forklaret, at ”hund” , ”mand uden penis” og ”du er ikke en mand” er de ene-ste udtryk, hun husker at Vidne 1 benyttede, og som hun skulle oversætte. Hun husker ikke, om hun skulle oversætte udtrykket ”hund” mere end én gang. Vidne 1 brugte kun udtrykket ”du er ikke en mand” én gang, ligesom Vidne 1 kun brugte udtrykket ”mand uden penis” én gang. Det sidste var det udtryk, hun fandt mest krænkende, og hun tøvede med at oversætte det. Fangerne havde det ikke godt på noget tidspunkt, og det blev værre af, at der skulle tales ned til dem. Fangerne følte sig krænkede af udtrykkene, og hun følte sig også selv krænket ved at skulle oversætte udtrykkene. Fangerne virkede under afhørin-

- 104 -

gerne udtrættede. De var formentlig allerede trætte, når de ankom til lejren. Hun husker ikke, hvilken slags spørgsmål, hun skulle oversætte til fangerne. Det, hun husker tydeligt, er det, der har sat ar på hendes sjæl. Hun husker heller ikke, om der var nogen af spørgs-målene, hun skulle oversætte mange gange. Afhøringerne foregik sådan, at der sad en MP’er på hver side af fangen, som skulle sidde på knæ med ret ryg, mens han blev ud-spurgt. Der blev hanket op i fangerne, når de faldt sammen. Hun husker ikke, om nogen af fangerne fik lov til at være i en anden stilling eller blev placeret i en anden stilling end den beskrevne.

Foreholdt, at Vidne 1 under straffesagen i byretten forklarede, at hun ikke brugte de udtryk, som vidnet har beskrevet, har hun forklaret, at hun ikke mener, at hun misforstod situationen. Men det, hun i dag har forklaret om anvendte udtryk, knytter sig ikke præcist til den 9. og 10. marts 2004. Hun har beskrevet et abstrakt forløb. Hun husker det flydende.

Hvorfor Sagsøger  i sin forklaring under denne sag har oplyst, at han blev kaldt ”bandit” , ”lovløs” , ”bandemedlem” og ”hund” , men ikke blev tiltalt med seksuelle for-nærmelser, kan hun ikke udtale sig om. Hun kan kun tale ud fra sin egen hukommelse, og hun ved ikke, om sagsøger fortrænger noget.   

Det er korrekt, at hun og tolken Person 20 var veninder. Person 20 var ankommet lidt før Hold 2. Hun husker, at hun og Person 20 havde en samtale med militærjuristen Vidne 3. Hun husker ikke, hvem der tog initiativ til samtalen, og hun husker ikke helt, hvad de talte om. Vidne 3 var forstående og imødekommende.

Vidne 1 har forklaret bl.a., at hun i dag er Stilling i Kommune. Hun er nu oberstløjtnant af reserven.

Da hun var udsendt på Irak Hold 2, var hun kaptajn af reserven og souschef i efterretnings-sektionen Sektion 1. Hun var ikke afhøringsofficer. Hun søgte om at komme med på missionen i Irak, fordi hun følte en pligt til at bidrage. En udsendelse passede dengang også godt ind i forhold til hendes civile arbejde. Der var en ledig plads på Irak Hold 2, som allerede var i gang med uddannelsen. Hun tiltrådte i begyndelsen af december 2003 og deltog i uddan-nelsen fra da af. I uddannelsen indgik ikke rigtig noget om behandlingen af tilbageholdte. Der var fokus på uddannelse om missionsområdet og opgaveløsningen som en slags besæt-

- 105 -

telsesmagt, som trådte i stedet for de irakiske myndigheder. Der var endvidere fokus på praktisk forberedelse. De trænede også krigens love. Afhøringsprocedurer så de på én gang i forbindelse med gennemgangen af en ”Standard Operation Procedure ”. Chefen for efter-retningssektionen på Hold 2, sagde, at de nok ikke ville komme til at beskæftige sig med den slags, men at det kunne hun i givet fald tage sig af, fordi hun tidligere var uddannet inden for efterretning.

I modsætning til afhøringer – der slet ikke blev foretaget af den danske bataljon i Irak - er udspørgning en seance af kortere varighed med mere begrænset sigte. Ved feltmæssig ud-spørgning er formålet at kratte i overfladen og med en begrænset værktøjskasse finde ud af, om den udspurgte repræsenterer en trussel, er en simpel kriminel eller er en civil, der har været uheldig at befinde sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. En afhøring er langt mere omfattende, og afhøring søges foretaget i faciliteter, hvor man har forskellige lokaler til rådighed, f.eks. et lokale med bløde møbler og et lokale, der fremstår mere råt. Den danske bataljon i Irak havde ikke sådanne faciliteter til rådighed.   

”Powex” er en forkortelse af prisoner -of-war-exercises. Powex-øvelserne blev indstillet i 1999 eller 2000. Indtil da havde forsvaret undervist folk i at agere i situationer, hvor de blev holdt som krigsfange hos en fjendtlig magt, der ikke nødvendigvis ville overholde konventionerne. Alle deltagere skulle prøve så mange situationer som muligt, fordi de skulle prøve, hvad der sker med ens krop, når man bliver udsat for den type behandling. Det var et totalteater. Det havde intet at gøre med den situation, der foreligger under en udspørgning. En af Powex-metoderne er at tale dansk og stille spørgsmålene hurtigt. Powex-øvelserne omfattede således også almindelig spørgeteknik, men øvelserne omfatte-de meget andet, der ikke indgår i en feltmæssig udspørgning.

Foreholdt, at der i førerens og soldatens kort for Irak Hold 2 indgik krav om minimal magt-anvendelse, har hun forklaret, at der under en militær udsendelse altid er et vist niveau af magtanvendelse. Dette var militært nødvendigt også i Irak, men der var en afvejning i for-hold til, at bataljonen kun ville benytte den magtanvendelse, som var absolut nødvendig for at nå det militære mål. Dette gjaldt stensikkert også for udspørgninger. Foreholdt, at det også af førerens kort for Irak Hold 2 fremgår: ”Behandl alle inkl. tilbageholdte og krigsfan-ger med respekt og værdighed” , har hun forklaret, at alle skal behandles respektfuldt, men at man også kan være nødt til at stille kontante spørgsmål og få folk til at forstå, at det er alvor. Et eksempel på respekt og værdighed i udspørgningssituationerne er, at hun straks

- 106 -

stoppede det igangværende, da nogen ved et uheld havde trådt på Sagsøgers bukser. Hun sagde: ”St op, lad ham få tid til at bringe sit tøj i orden” , og hun sagde til tol-ken Vidne 2, at hun selv og Vidne 2 straks skulle vende sig om for ikke at se på ham, før hans tøj var bragt i orden.   

Hun var til stede, da de tre tilbageholdte ankom til lejrens detentionsområde den 9. marts 2004. MP’erne førte stille og roligt de tilbageholdte ud af bilerne. Det foregik på den måde, at der gik en MP’er på hver sin side af hver tilbageholdt. MP’erne havde en hånd på skul-deren og den anden hånd nederst på armen af den tilbageholdte, som de deltog i at føre ud. Det er en klassik MP-føring. De tilbageholdte havde strips på. Stripsene kom af, da de skulle lægeundersøges og registreres. Hun er i tvivl om, hvorvidt de havde øjenbind på, da de ankom. Det kan de godt have haft af sikkerhedshensyn, men øjenbindene må i så fald være blevet taget af, inden de skulle ned fra bilen. Det er hendes opfattelse, at det af sik-kerhedsmæssige grunde var almindeligt, at tilbageholdte havde bind for øjnene under transport.

Foreholdt, at det af sagsfremstillingen i Sagsøgers stævning fremgår, at han efter transporten til den danske base den 9. marts 2004 blev hevet ud af køretøjet under slag og spark og herefter placeret knælende i det fri i 1½ time, har hun forklaret, at hun ikke kan genkende dette. Den danske lejr var så lille, at hvis noget sådant havde fundet sted, ville alle inden for kort tid have kendt til det.

Detentionsområdet var opbygget i u-form med hesco-kurve på tre sider. Hesco-kurvene havde filt på ydersiden og var fyldt op med sand. Indhegningens fjerde side bestod af en NATO-pigtrådsrulle i ca. en meters højde. Når nogen skulle ind eller ud af detentionsom-rådet, kom en MP’ er iført en læderhandske og trak rullen til side. Man sørgede for, at de tilbageholdte ikke i øvrigt kom i nærheden af rullen, for de måtte ikke komme til skade. Det var ikke koldt om natten. Hun var på overkroppen selv iført en t-shirt og en løs uni-formsjakke.   

MP’erne tog sig af alt det ydre, og hun tog sig af det inde i afhøringsteltet. Når der var pau-se, gik hun ud af teltet. Det var blot for at se sig lidt omkring. Hun observerede, at de tilba-geholdte sad i fangegården. Der var forskel på længden af hendes pauser.

- 107 -

Opgaven for hende den 9. og 10. marts 2004 var at foretage udspørgning af de tilbagehold-te for at finde ud af mere om det checkpoint, der var blevet etableret i By 1. Det var første gang, Sadr-folkene havde testet, om de kunne overtage kontrol i det danske ansvars-område. I området lige nord for det danske ansvarsområde mødte koalitionsstyrkerne hård modstand fra Sadr-folkene. Danske styrker i et pansret køretøj havde den 9. marts 2004 været nødt til at trække sig fra checkpointet, fordi personerne ved check pointet var truen-de. Med henblik på beskyttelse af både den danske styrke og civilsamfundet var det nød-vendigt at checke, om de tre tilbageholdte udgjorde en trussel. Hvis de fandt, at de tre ud-gjorde en egentlig trussel, skulle de overgives til briterne, der havde en egentlig afhørings-facilitet.

Vidnet er foreholdt at hun under byrettens behandling af straffesagen mod hende og fire MP’ere forklarede: ”Tiltalte drøftede ikke med Person 25, om de skulle behandles som krigsfanger, men tiltalte overvejede selv spørgsmålet og nåede frem til, at de indtil videre måtte behandles som krigsfanger. Det havde ikke den store betydning, idet de under alle omstændigheder skulle behandles efter gældende konventionsregler m.v., herunder også soldatens o g førerens kort.” . Hertil har hun forklaret, at hun behandlede de tilbageholdte i overensstemmelse hermed. Hendes magtanvendelse bestod i den fysiske fremtoning – un-der udspørgningerne stod hun op, mens den tilbageholdte sad ned – og i sproget. Hun hav-de på intet tidspunkt fysisk kontakt med de tilbageholdte.   

Hun er et kristent menneske, og respekt for andres menneskelige værdighed er magtpålig-gende for hende. Værdig behandling giver også mening ud fra den nytteovervejelse, at man ikke skal skade den sag, man er udsendt for, men det var ikke en nyttetankegang, der fik hende til at behandle de tilbageholdte ordentligt.

Det er korrekt, at hun under byrettens behandling af straffesagen mod hende og fire MP’ere forklarede: ”Inden hun foretog den første udspør gning viste hun [Vidne 3], at hun havde tænkt sig at sidde på kanten af skrivebordet med den tilbageholdte placeret på gulvet, og det havde han ingen bemærkninger til. Tiltalte var ikke i tvivl om, at hun over-holdt reglerne, men talte alligevel med Vidne 3, fordi hun ville være 100 procent sikker på ikke at gøre noget forkert. Vidne 3 gav et ”juristsvar” i retning af, at man selvfølgelig gik hårdere til en hårdkogt kriminel, end hvis man afhører en gammel dame, der har rapset i Brugsen. Da Vidne 3 havde opholdt sig uden for teltet under udspørgningerne følte til-talte sig herefter på sikker grund med hensyn til den fremgangsmåde, hun anvendte.” Hun

- 108 -

var uddannet til at tage sig af russere, der eventuelt gik i land i Køge Bugt, og de tilbage-holdte var jo ikke samme type personer. Hun ville gerne tale med Vidne 3 for at være helt sikker på, at hun ikke kom på den forkerte side. Det var ikke sådan, at de tilbageholdte skulle sidde i en bestemt stilling, men de skulle blive nede på gulvet af sikkerhedsmæssige hensyn, fordi hverken hun eller MP’erne i afhøringsteltet var bevæbnede. Det er rigtigt, at hun under byrettens behandling af straffesagen mod hende og fire MP’ere forklarede: ”Til-talte ønskede, at de tilbageholdte skulle sidde på gulvet. Dette skyldtes dels sikkerheds-mæssige hensyn, idet hverken tiltalte eller MP’erne var bevæbnede, og det er naturligvis sværere at indlede et angreb, hvis man sidder ned, end hvis man står op. En anden årsag var, at tiltalte havde besluttet sig for at have fat i den lange ende og dominere samtalen, og da tiltalte ikke er særlig høj, ville det formål ikke kunne opnås, hvis hun skulle se op på de tilbageholdte, der alle var højere end hende.” . Det var nødvendigt at have fat i den lange ende og dominere samtalen, fordi det måtte formodes, at de tilbageholdte ikke ønskede at have en samtale med hende om trusler mod de danske soldater og de tilbageholdtes even-tuelle aktie heri. Hun var nødt til at påtvinge dem emnet ved at være hævet over dem, være vred, råbe etc. Dette forklarede hun også Vidne 2. Hun er meget sikker på, at hun på den må-de gerne måtte forsøge at sætte sig på samtalen, når hun ikke gjorde det med fysisk magt, og det gjorde hun ikke.   

Foreholdt foto nr. 4 af Sagsøger, optaget i forbindelse med Forsvarets Audi-tørkorps’ afhøring af ham på Base 2 den 16. november 2004, som viser ham stå-ende med knæene bøjet i 45 graders vinkel og hænderne hævet til hovedhøjde, har hun forklaret, at hvis sagsøger havde indtaget den positur i hendes telt, ville hun have bedt MP’erne om at sætte ham ned. Stillingen er sikkerhedsmæssigt no -go. Det er simpelthen ikke forekommet, at han har stået i denne stilling, og hun har ikke instrueret MP’erne om, at de tilbageholdte skulle sidde i stressstillinger. Hun sagde til M P’erne, at de skulle sætte de tilbageholdte ned foran skrivebordet. Hvordan de tilbageholdte satte sig, måtte de selv om. De måtte gerne rokke lidt rundt og f.eks. sætte sig ned på hoften. Stillingen på foto nr. 5 af Sagsøger optaget i forbindel se med Forsvarets Auditørkorps’ afhøring af ham på Base 2 den 16. november 2004, der viser ham siddende på knæ med hænderne på knæene, kan de tilbageholdte godt have siddet i. Hun ville ikke have fundet sig i, at en tilbageholdt lagde sig ned på gulvet på en ”jeg-er-ligeglad-måde ”. I så fald ville MP’erne med et lille skub på den tilbageholdtes skulder have signaleret, at vedkommende skulle op at sidde.

- 109 -

Det er korrekt, at hun under byrettens behandling af sagen mod hende og fire MP’ere for-klarede: ”Hun bad Vidne 3 om at forlade teltet, idet han ikke havde nogen praktisk funk-tion i teltet. Havde han foreslået at sidde i et hjørne af teltet, ville hun dog ikke have mod-sat sig dette, men han gik udenfor og opholdt sig derefter lige uden for teltet.” Der var en syndflod af personel fra lejren ved teltet. Alle fandt det meget interessant, at den første udspørgning af tilbageholdte skulle finde sted. Da hun kontaktede Vidne 2 og fortalte, at Vidne 2 skulle bistå hende som tolk, havde Vidne 2 også været helt overdrevent begejstret over, at hun skulle med. Vidne 3 blev først stående inde i teltet, men hun ønskede ikke, at alle mulige skulle stå og ”overbeglo ” de tilbageholdte. Hun mente ikke, at Vidne 3 havde nogen funktion, og de tilbageholdte var ikke underholdning. Hun ville ikke have haft noget imod, at han befandt sig i et hjørne, hvis han havde en opgave at løse. Foreholdt, at Vidne 3 under byrettens behandling af straffesagen mod hende og fire MP’ere forklarede, at han ikke så det som et problem, at han blev bedt om at forlade teltet, har hun forklaret, at hun er enig i, at det ikke var et problem.   

Under udspørgningerne den 10. marts 2004 spurgte hun til checkpointet fra alle tænkelige vinkler: ”Hvad er formålet?” , ”Hvorfor begynder I at lave checkpoints?” , ”Hvem delta-ger?” og så videre. Hun husker, at Sagsøgers standardsvar på hendes spørgs-mål var: ”D et kender jeg ikke noget til” . Når hun som reaktion på dette standardsvar anfør-te - og det kan godt være der, at hun råbte op - at danske styrker havde genkendt dem som personer, som havde bemandet checkpointet, kom det efterhånden frem, at de havde været til stede, og at de var en del af Sadr-bevægelsen.

Varigheden af hendes udspørgninger var omkring 15 minutter til den indledende visitation og derefter udspørgning i ½-1 time. Foreholdt, at sagsøger har forklaret, at han blev ud-spurgt fire gange af én times varighed har hun forklaret, at dette kan hun ikke have nået at gøre den 10. marts 2004. Hun kom i gang ved 1.30-tiden, og hun var færdig om morgenen. Der var tre tilbageholdte, som alle skulle udspørges. Der blev ikke taget noter under selve udspørgningerne. Efter hver udspørgning skrev hun små sammenfatninger. Om morgenen den 10. marts 2004 skrev hun sin egentlige sammenfatning af udspørgningerne.

Sagsøger havde tøj på i hele forløbet. Han havde med sikkerhed ikke bar over-krop. Hun ville have fundet dette uværdigt. Det passer ikke, at hun gav sagsøger en lus-sing. Hun rørte ham på intet tidspunkt.

- 110 -

Foreholdt, at det af sagsfremstillingen i Sagsøgers stævning fremgår, at to sol-dater kom ind i detentionsgården og slog og sparkede ham, fordi han var faldet lidt sam-men, og at han blev udsat for så hårde slag i bl.a. ansigtet, at hans tænder faldt ud, og han blødte kraftigt, har hun forklaret, at der ikke den 9. eller 10. marts 2004 blev tildelt de til-bageholdte nogen slag eller spark. Hvis han havde blødt fra mundregionen, er hun ikke i tvivl om, at hun ville have set det.   

Foreholdt, at det af sagsfremstillingen i Sagsøgers stævning fremgår, at de danske soldater i detentionsgården tvang ham til at hænge med hænderne holdende om pigtråden, og at soldaterne slog og sparkede ham, hvis han forsøgte at slippe fri fra positio-nen, har hun forklaret, at hvis han havde blødt fra hænderne, er hun ikke tvivl om, at hun ville have set det. Oven på detentionsgårdens hegn var der i 3-4 meters højde placeret NA-TO-pigtråd, der er påsat små 5 mm barberblade. Hvis man havde holdt om denne pigtråd, ville man have været meget slemt tilredt bagefter.

Foreholdt, at det af sagsfremstillingen i Sagsøgers stævning fremgår, at han ved 13-tiden den 10. marts 2004 opdagede, at han havde besørget i sine bukser, har hun forklaret, at MP’erne på et tidspunkt – og det kan godt have været den 9. eller 10. marts 2004 – begyndte at tale om, at der vist var én, som havde gjort i bukserne. Hun observere-de det ikke selv og lugtede ikke noget. Der var i detentionsgården et indhak med vand og et sted, hvor de tilbageholdte kunne besørge.

De tre tilbageholdte endte alle med at blive løsladt. Det var ikke hende, der løslod. Hun ved ikke, om de tilbageholdte fik lov til at tage et bad før løsladelsen. Hun ved ikke, om det var efterspurgt. Hun kan forestille sig, at de ikke fik tilbudt at tage et bad, for vandfor-syningen til lejren var så begrænset, at der var restriktioner på, hvor meget vand personellet måtte bruge, når de tog bad.

Foreholdt, at oplysningerne om bl.a. slag, spark og pigtråd i Sagsøgers stæv-ning af 4. maj 2016, er uomtalt i auditørens rapport vedrørende afhøring af sagsøger på Base 2 den 16. november 2004, har hun forklaret, at de hændelser, som sagsøger beskriver i stævningen, ikke kan have fundet sted. Alle i lejren ville have vidst det inden for kort tid. Hun er stensikker på, at hvis der var blevet slået, sparket eller holdt om pig-tråd, ville der være blevet sladret om det både i lejren og til personer hjemme i Danmark.

- 111 -

Under hendes udspørgninger af tilbageholdte befandt der sig som hovedregel to MP’ere og en tolk sammen med hende. MP’erne rørte ikke ved de tilbageholdte under udspørgninger-ne, medmindre en tilbageholdt flød ud på gulvet eller foretog pludselige bevægelser. De tilbageholdte blev aldrig fastholdt i bestemte stillinger. De skulle blot blive nede i jordhøj-de og kunne så selv vælge, hvordan de ville sidde, medmindre det var på en måde, der i udspørgningssituationen måtte opfattes som respektløs. Tolken skulle kun fungere som medium, men tolkene følte sig hele tiden kaldet til at blande sig og byde ind med regibe-mærkninger. Tolkenes relevante betragtninger skulle komme bagefter, ikke i situationen. Det vil i høj grad være et problem, hvis en tolk under en udspørgning fremstår som uenig med hende og begynder at have en selvstændig samtale med den tilbageholdte. Den psyko-logiske overhøjde, der skulle opbygges, etablerede hun ved, at fangen sad på gulvet, mens hun sad på bordkanten. Desuden styrede hun samtalen ved sprogligt at bokse den tilbage-holdte ind mod kernen af det, hun ville tale om. En gang imellem råbte hun og skældte ud. Det kunne være ved f.eks. at sige ”Det kan godt være, I tror, at vi er hundehoveder, men det er banditter, der laver checkpoints, og nu vil vi vide, hvad der foregår” .

Det var de danske styrkers opfattelse, at dele af lokalbefolkningen havde oplevet meget hårdhændede metoder, da Sadam Husseins Ba’aht -parti havde magten i området. Allerede kort tid efter de danske styrkers ankomst i området stod det klart for de lokale, at danske styrker ikke brugte tilsvarende metoder, og derfor var de lokale ikke særlig bange for de danske styrker. Nogle lokale var mere hårdkogte end andre. På nogen virkede det at råbe og være vred, men hun foretog en afvejning af, om det var en militær nødvendighed at råbe op. Det var aldrig et mål i sig selv at få lov til at råbe op. Nogle gange havde hun bare en stille og fredelig samtale med tilbageholdte. Hun opfatter det ikke sådan, at det skræmte nogen, at hun råbte op og blev vred. Hun ønskede ikke at opnå, at folk blev bange. Under udspørgningerne ønskede hun, at samtalen skulle komme videre. At nogen blev forskræk-kede var således aldrig et mål i sig selv, men det kan godt have været en bivirkning, at no-gen er blevet lidt bange.   

Foreholdt, at Vidne 3 i retten har forklaret, at hun spurgte ham, om hun måtte klæde sig ud som ”B atwoman” , når hun skulle udspørge, har hun forklaret, at dette ikke er rigtigt. Da hun havde gennemført et par afhøringer, spurgte hun Vidne 3, om hun måtte tage sit civile tøj på for at skabe en anden psykologisk dynamik under afhøringerne. Hen-des civile tøj var løstsiddende sort tøj. Vidne 3 svarede, at hun skulle have uniform på, fordi de befandt sig i Irak som soldater. Da hun senere i en rapport kunne læse, at

- 112 -

Vidne 3 havde skrevet, at hun ville k læde sig ud som ”Bat woman” , tænkte hun, at hans fantasi var løbet af med ham. Hun ejede intet tætsiddende tøj, for hun ville netop ikke for-nærme nogen med tætsiddende tøj, der kunne vise kvindelig former.   

Vidnet er foreholdt, at Vidne 3 under byrettens behandling af straffesagen mod hende og 4 MP’ere forklarede blandt andet: ”Efter den 10. marts 2004 spurgte Vidne 1 flere gange, om hun måtte gøre det ene eller det andet under udspørgningerne. I mangel af klare regler kunne vidnet kun svare, at det måtte afhænge af den konkrete situation. Havde Vidne 1 spurgt, om hun måtte nægte fangerne vand, ville vidnet have spurgt, hvad formå-let med det skulle være. Havde Vidne 1 spurgt, om fangerne måtte sidde på knæ, måtte vidnet på ny svare, at det afhang af situationen. Man måtte f.eks. ikke anvende stressstil-linger, hvis det medførte smerte hos de pågældende. Vidnet sagde også til Vidne 1, at det ikke var forkert at optræde bestemt over for fangerne for at vise, hvem der havde magten.” . Hertil har hun forklaret, at når hun spurgte Vidne 3 om behandlingen af tilbageholdte, kom der altid et juristsvar. Hun valgte derfor at behandle de tilbageholdte som krigsfanger, for så var hun sikker på, at hun holdt sig inden for konventionerne. Hun kan sagtens have spurgt Vidne 3 flere gange, fordi hun ville prøve, om hun fik et mere præcist svar fra ham, hvis hun spurgte igen. Det, der er en stressstilling for en dansker, er det ikke nødven-digvis for en iraker. En iraker kan sidde 2-3 timer på gulvet, uden at det gør ondt. Det ind-gik ikke i hendes ”værktøjskasse ” at sætte tilbageholdte i stressstillinger.

Vedrørende tolkene har hun forklaret, at de civilt ansatte tolke var sprogligt dygtige. Deres modersmål var arabisk, og de var gode til at forstå den lokale dialekt. På alle andre måder var de en katastrofe. Rent militært var de meget dårligt uddannede. Hun finder det skanda-løst, at man tog tilfældige unge mennesker, gav dem få ugers kurser og sendte dem ned til en militær mission. Det gav problemer, for tolkene havde svært ved at forstå, at de kunne blive bedt om at arbejde alle døgnets timer, syv dage om ugen, at de skulle have bestemt tøj på, og at de skulle opføre sig på en bestemt måde i farlige situationer. Der var en situa-tion, hvor Vidne 2 var ude at køre med spejderne. Vidne 2 skulle tisse og gik om bag en busk. Hun kom ikke tilbage, og spejderne begyndte at lede efter hende. Til sidst kom hun frem, hvinede og fortalte fnisende, at hun havde overvejet at skrige om hjælp for sjov. Hun hav-de efterfølgende en samtale med Vidne 2 om dette. Det ville være ekstremt farligt at give sig til at skrige for sjov, for det kunne føre til, at spejderne åbnede ild mod lokale uden grund. Det var også svært for Vidne 2 at forstå afhøringssituationen. Det er korrekt, at hun under byrettens beh andling af straffesagen mod hende og fire MP’ere forklarede: ”Tiltalte ville

- 113 -

være sikker på ikke at komme til at krænke eller ydmyge de tilbageholdte under udspørg-ningerne og havde derfor forinden spurgt Vidne 2, hvilke udtryk der ville være fornærmende. … Grunden til, at hun gjorde det i denne situation var, at hun havde tænkt sig at bruge al-mindelige danske kraftudtryk under udspørgningerne. Det kunne være ord som ”kraftede-me” eller ”fand’me” . Tiltalte var bekendt med, at ord som ”svin” eller ”hund” ville v ære krænkende at anvende over for irakere. Hun har derfor ikke brugt nogle af de udtryk, der er nævnt i anklageskriftet.” Hun har ikke sagt: ”D u er et svin” , ”D u er en hund” eller lignen-de. Vidnet er foreholdt, at Vidne 2 under byrettens behandling af straffesagen for-klarede: ”Før en af udspørgningerne spurgte Vidne 1, hvad der var det værste, man kunne kalde en iraker. Vidnet svarede, at ”hund” er meget nedværdigende, fordi hunde er urene dyr. Vidnet nævnte også seksuelle ærekrænkelser vedrørende søstre og mødre. Hun sagde derimod ikke noget om kønsorganer, men også sådanne udtryk brugte Vidne 1, idet hun bl.a. kaldte fangerne ”lort af en hund” og ”mand uden penis” . Vidnet oversatte disse ud-tryk, og fangerne reagerede, som en hvilken som helst mand ville have reageret. Vidnet distancerede sig fra situationen og betragtede sig selv som en ”tolkemaskine” . Hun prote-sterede ikke, idet hun gerne ville være sprogofficer, og derfor ikke kunne ”melde fra” …” . Herom har vidnet forklaret, at Vidne 2 ikke forstod den sammenhæng, Vidne 2 var i. Vidne 2 for-stod ikke, hvad der foregik. Hun har ikke brugt nogen af de nævnte udtryk, og hun ville være sikker på, at hun ikke kom til at bruge almindelig dansk jargon på en i situationen forkert måde. Tolken Person 20 var meget dominerende. Person 20 fik sat røverhistorier i Vidne 2. Foreholdt, at Sagsøger har forklaret, at hun under udspørgningen af ham kaldte ham ”bandit” , ”bandemedlem” , ”lovløs” og ” hund” , har hun benægtet at have tiltalt ham således. Hun kan godt have sagt, at de der opretter checkpoints, var banditter. Hun har hel-ler ikke sagt, at fangerne skulle gøres møre inden udspørgning.   

4. Procedure

Parterne har den 17. maj 2018 begge indgivet sammenfattende processkrifter, hvori blandt andet deres anbringender til støtte for de af dem nedlagte påstande er anført. De har proce-deret i overensstemmelse hermed.

4.1 Sagsøger

Af Sagsøgers sammenfattende processkrift fremgår blandt andet følgende:

”1.7. Den påberåbte mishandling (tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling og straf).

- 114 -

Det gøres gældende, at som minimum følgende var udtryk for en retsstridig behandling af sagsøger, jf. ”alm.” erstatningsretlige regler, EMRK art. 3 og FNs antitorturkonvention:

Forud for og under selve tilfangetagelsen:

-Sagsøger blev udsat for retskrænkelser under tilfangetagelsen, herunder ved at blive iført øjenblænde og herefter udsat for hårdhændet behand-ling.

Under den vedvarende frihedsberøvelse:

-tildelt spark og slag;

-tvunget til at besørge i sine bukser;

-placeret udendørs, på et tidspunkt af dagen, hvor den gennemsnitlige temperatur var meget lav, og hvor det var kendeligt at han derved ville blive udsat for en nedværdigende og umenneskelig behandling;

-tvunget til at opretholde smertefulde positioner i længere tid;

-under forhør at blive tildelt utallige spark og slag;

-trukket hen over jorden i forbindelse med, at han skulle afhøres;

-nægtet vand at drikke i længere tid.

Det kan konstateres, at sagsøgers egen forklaring, … understøttes af en række af de forklaringer, der er afgivet for Københavns Byret under straffesagen for grov pligtforsømmelse i 2005.

Den mishandling bl.a. sagsøger var udsat for under sin tilfangetagelse d. 9. og 10. marts 2004 af danske styrker i Irak var klart i strid med af sagsøgte selv fastsatte retningslinjer for behandling af bl.a. fanger … .

Videre kan konstateres, at behandlingen af Sagsøger er i klar strid med de danske styrkers egne, interne regler om mindst mulig magtanvendelse, der var gælden-de på tidspunktet for gennemførelsen af forhøret af ham … . Et princip om mindst mulig magtanvendelse indebærer for det første, at det ikke er lovligt at anvende magt til at slæbe dem hen ad jorden, fastholde mennesker i stress-fremkaldende stillinger i længere tid eller at hindre dem i at forrette deres nød-tørft. For det andet kan der ikke foretages nogen form for proportionalitetsaf-vejning eller skøn over, om behandling i strid med EMRK art. 3 og FNs anti-torturkonvention ”efter omstændighederne” kan accepteres p.g.a. formålet med at underkaste et andet menneske den pågældende mishandling.

Ifølge sagsøgtes erkendelse … blev der ikke udarbejdet de særlige bestemmel-ser for håndtering af tilbageholdte, som omtales i dagældende direktiv for magtanvendelse pkt. 16 … . Det var endvidere i strid med de pågældende reg-ler at påføre Sagsøger smerte og lidelse med henblik på straf og repressalie … .

Han blev endvidere tilbageholdt i længere tid end de 12 timer, det var lovligt

…  både i henhold til sagsøgtes egne oplysninger … som sagsøgers.

1.8. Ikke-overholdelse af undervisnings- og ajourføringspligterne i FNs antitor-turkonventions art. 10 og 11 førte til, at sagsøger blev udsat for tortur og anden umenneskelig og nedværdigende behandling af danske styrker d. 9. og 10. marts 2004.

- 115 -

FNs antitorturkonventions art. 10 og 11 lyder i sin autoritative, engelske udga-ve således:

”  Article 10

1. Each State Party shall ensure that education and information regarding the prohibition against torture are fully included in the training of law enforce-ment personnel , civil or military, medical personnel, public officials and other persons who may be involved in the custody, interrogation or treatment of any individual subjected to any form of arrest, detention or imprisonment.

2. Each State Party shall include this prohibition in the rules or instructions is-sued in regard to the duties and functions of any such person.

Article 11

Each State Party shall keep under systematic review interrogation rules, in-structions, methods and practices as well as arrangements for the custody and treatment of persons subjected to any form of arrest, detention or imprisonment in any territory under its jurisdiction, with a view to preventing any cases of torture. ”  (understreget her)

Det fremgår af sagens bilag, herunder en række af de afhøringer m.v., som blev foretaget under straffesagen imod Vidne 1 m.fl., at Forsvarsmini-steriet ikke har overholdt sin pligt til at undervise i forbuddet imod tortur og ajourføre regler ved afhøring, forhør, m.v.

Det fremgår således, at afhøringsofficer Vidne 1, som forestod af-høringen af Sagsøger, ifølge det foreliggende ikke var blevet gjort bekendt med, at de metoder hun var blevet skolet i, bl.a. under såkaldte ”POWEX -øvelser” , var forældede, og ikke måtte anvendes … . Det fremgår videre, at afhøringsoffice-rer af denne grund ikke var egnede til at foretage udspørgninger eller afhørin-ger i såkaldt ”skarpe” situationer … .

Ligeledes fremgår, at dette var et væsentligt element i, at Østre Landsret fri-fandt Vidne 1 for straf, … .

Dette forhold er i sig selv ansvarspådragende for det sagsøgte forsvarsministe-rium som klart stridende med Danmarks forpligtelser, og det har konkret med-ført, at bl.a. sagsøgeren blev udsat for en retsstridig behandling i danske styr-kers varetægt.

1.9. Frifind else for ”groft” at have tilsidesat sine pligter som individuel soldat indebærer ikke pr. automatik, at sagsøger ikke har været udsat for behandling i strid med alm. grundprincipper i ”alm.” dansk ret, EMRK art. 3 (jf. inkorpore-ringsloven), Genève-konvention IV art. 27 og 31 og/eller FNs antitorturkon-ventions art. 1.

Som anført i landsretsdommen i straffesagen … , blev der ved en lovændring gennemført en ” ...væsentlig begrænsning af strafansvaret for militære pligtfor-sømmelser, idet strafansvaret er begrænset til grov (særlig grov) tilsidesættelse af pligterne.”

Det er denne målestok, de tiltalte i straffesagen blev vurderet efter.

- 116 -

Den behandling, som danske styrker udsatte bl.a. sagsøgeren for d. 9. og 10. marts 2004 overskred klart grænserne for lovlig behandling af andre mennesker i dansk militærs varetægt i henhold til alm. grundprincipper i dansk ret, EMRK art. 3 og/eller FNs antitorturkonventions art. 1, uanset landsretten frifandt de individuelle danske soldater for at have begået grov (særlig grov) tilsidesættel-se af deres pligter. Frifindelsen af Vidne 1 skete som nævnt oven-for bl.a., fordi hun af sine foresatte ikke var blevet undervist og opdateret om-kring gældende regler.

Den overfor sagsøger foretagne magtanvendelse var endvidere i strid med det regelgrundlag, der var gældende for danske styrkers adfærd i Irak på det på-gældende tidspunkt, … (”Principper for magtanvendelse”).

2. Om sagsøgtes forældelsesindsigelse.

Det konstateres indledningsvis, at statens undersøgelsesforpligtelse, jf. sagsø-gers principale og subsidiære påstand 2, ikke er gjort til genstand for For-svarsministeriets forældelsesindsigelse.

---

Sagsøger gør principalt gældende, at Forsvarsministeriets civilretlige ansvar for den tortur, han har været udsat for under dansk militærs ansvar, ikke kan for-ældes i henhold til gældende dansk ret, herunder Danmarks internationale for-pligtelser.

Subsidiært gør sagsøger gældende, at den danske stats ansvar konkret ikke er forældet.

2.1. Hovedunderanbringender til støtte for sagsøgers principale anbringende om, at en stats civilretlige ansvar for tortur ikke forældes.

Det følger af de nedenfor angivne retskilder, enten direkte eller indirekte (her-under ved formåls- og effektivitetsfortolkning), at den danske stat v/ Forsvars-ministeriet ikke kan påberåbe sig forældelse af sit civilretlige ansvar for en af de absolut groveste kategorier af forbrydelser, der kan begås imod et andet menneske:

a.Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), der ved lov nr. 285 af 1992 er inkorporeret som en del af national dansk ret.

b.FNs Antitorturkonvention, jf. særligt FNs Antitorturkomités General Comment no. 3 af 12. december 2012.

c.Almindelige retsgrundsætninger: Torturforbuddet (jus cogens).

----

Det gøres endvidere gældende, at den af Forsvarsministeriet påberåbte foræl-delseslov ikke er anvendelig i sager, der angår tortur, idet der består klar atypi-citet mellem sagernes karakter, den danske stats mulige ansvar for tortur, og

- 117 -

det område som forældelsesloven er vedtaget som gældende for nemlig de al-mindelige, obligationsretlige kategorier ”fordringer på penge eller andre ydel-ser” .

2.1.A. Krav på tortgodtgørelse og erstatning for tortur forældes ikke, jf. EMRK art. 13, idet forældelse ville forhindre, at sagens substans kan domstolsprøves.

Det hedder i Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention – for praktikere, Jon Fridrik Kjølbroe, 3. udgave 2010, s. 878:

” Det er overladt til medlemsstaterne at fastsætte processuelle regler for udnyt-telse af et retsmiddel, herunder frister, der kan være korte, men det er et krav, at retsmidlet også henset til de processuelle regler er effektivt såvel retligt som faktisk. ”  (understreget her).

Endvidere ibid. s. 879:

” Artikel 13 stiller nogle krav til indholdet og omfanget af prøvelsen, for at et retsmiddel kan anses for effektivt. Det skal ses i lyset af, at prøvelsesorganet skal kunne behandle substansen i den konventionsbaserede klage. Det betyder, at hvis klager reelt ikke har adgang til en prøvelse, eller prøvelsen er util-strækkelig, vil retsmidlet ikke være effektivt. Hvis den kompetente nationale myndighed f.eks. afviser en sag om prøvelse af en ransagning med den begrun-delse, at indgrebet er ophørt, og klageren ikke længere er berørt, vil retsmidlet ikke være effektivt, idet klageren ikke opnår en prøvelse af indgrebets beretti-gelse. Hvis der formelt er mulighed for domstolsprøvelse, men de nationale domstole i realiteten ikke har taget stilling til den fremførte klage, vil en sådan prøvelse ikke opfylde kravene i artikel 13. Den prøvelse, der finder sted, skal være tilstrækkelig til, at de hensyn, der er afgørende for, om konventionen er overholdt, indgår i prøvelsen.”

I nærværende sag strider det mod art. 13 at påstå forældelse, idet sagens sub-stans derved søges unddraget en domstolsprøvelse.

Det bemærkes, at prøvelsen af nærværende sags substans - om den danske stat har pådraget sig et civilretligt erstatningsansvar - ikke er den samme prøvelse, som hvorvidt der kan konstateres et strafferetligt ansvar for konkrete individer, m.v.

2.1.B. Krav på tortgodtgørelse og erstatning for tortur forældes ikke, jf. FNs Antitorturkonvention art. 14, jf. særligt General Comment no. 3.

FNs Antitorturkonvention kan påberåbes som selvstændigt retsgrundlag. Som eksempel herpå fra retspraksis kan nævnes U2004.715 Ø. U 2006.770 H er ik-ke i konflikt med Østre Landsrets afgørelse i U 2004.715 Ø.

Det følger af FNs Antitorturkonventions art. 14, jf. udtrykkeligt antitorturkomi-téens General Comment no. 3 af 13. december 2012, særligt pkt. 38 og 40:

” 38. States parties to the Convention have an obligation to ensure that the right to redress is effective. Specific obstacles that impede the enjoyment of the

- 118 -

right to redress and prevent effective implementation of article 14 include, but are not limited to:

... statutes of limitations...

40. On account of the continuous nature of the effects of torture, statutes of limitations should not be applicable as these deprive victims of the redress, compensation, and rehabilitation due to them. For many victims,passage of time does not attenuate the harm and in some cases the harm may increase as a result of post-traumatic stress that requires medical, psychological and so-

cial support, which is often inaccessible to those who   have not received 

redress. States parties shall ensure that all victims of torture or ill-treatment, regardless of when the violation occurred or whether it was carried out by or with the acquiescence of a former regime, are able to access their rights to remedy and to obtain redress.”

Komitéens generelle bemærkninger (general comments) er som anført i Justitsministeriets Betænkning nr. 1546 (2014) ikke bindende for deltagersta-terne, men som det fremgår af samme betænkning s. 45:

” Sådanne generelle bemærkninger må som anført i betænkning nr. 1407/200 1 antages at have stor praktisk betydning, idet de bidrager til at præcisere ind-holdet og omfanget af konventionens rettigheder, hvilket gør konventionens be-stemmelser mere anvendelige i praksis” .

Sagsøgte har … anført, at Komitéen i sin rapport af 15. de cember 2005 om Ne-pal anerkender, at fristen for at anlægge erstatningssager vedrørende tortur fastsættes til 2 år fra det tidspunkt, hvor resultatet af statens undersøgelser fore-ligger.

Det bemærkes, at ovennævnte rapport er fra 2005, mens Generel Comment no. 3 er fra 2012. Hertil kommer, at Komitéen i sine Concluding Observations til Danmark af 9. december 2015 har givet følgende anbefaling:

“Recalling the continuous nature of the effects of torture and that, for many victims, passage of time does not attenuate the harm, the Committee recom-mends that the State party take the necessary legal measures to ensure that civ-il proceedings related to torture and ill-treatment are not subject to statutes of limitations, which could deprive victims of the redress, compensation, and re-habilitation due to them, as referred to in paragraph 40 of the Committee’s general comment No. 3 (2012)” .

2.1.C. Krav på tortgodtgørelse og erstatning for tortur forældes ikke, jf. almin-delige retsgrundsætninger og jus cogens.

Der gælder et jus cogens-forbud imod tortur og anden umenneskelig eller ned-værdigende behandling.

Dette forbud er ikke effektivt, hvis et angiveligt torturoffer kan fratages mulig-heden for at anlægge sag ved den muligt ansvarlige stats nationale domstole p.g.a. nationale forældelsesregler.

- 119 -

Årsagen er bl.a., at de psykisk forventelige følger af tortur (PTSD, angst, øde-lagt selvværd, apati, o.s.v., som retsmedicinsk bekræftet og alment kendt blandt dem, der arbejder med torturs eftervirkninger) nedbryder det pågældende men-neske og hensætter det i en tilstand af forudsigelig - og ofte tilsigtet - frygt for repressalier fra gerningspersonerne, magtesløshed, depression, selvmordstan-ker, m.v., som betyder, at det lige så forudsigeligt vil være usædvanligt, at ger-ningspersonen og den bagved stående ansvarlige stat nogensinde mødes med krav om godtgørelse og erstatning for det, ofrene har været udsat for.

Der er tale om en helt påregnelig følge af mishandling og tortur fra de autorite-ter, som netop skulle beskytte offeret imod denne behandling, at offeret ikke tør forfølge sine rettigheder ved de nationale domstole, fordi dette kan føre til mere tortur. En sådan frygt er særligt velbegrundet, hvor den ansvarlige stat fortsat de facto (og evt. de jure) har håndhævet myndighedsbeføjelser i det på-gældende område eller land.

Dertil kommer, at de psykiske helbredsmæssige følger af tortur netop forudsi-geligt hensætter offeret ikke alene i en tilstand af frygt, men også ofte hand-lingslammelse og apati, som indebærer, at retskrav ikke kan forventes rejst in-denfor en 3-årig eller 5-årig frist, fordi ofrene ikke er i stand til dette.

Hvis jus cogens-forbuddet imod tortur således skulle være undergivet forældel-sesmæssige rammer i civilretlig henseende, vil konsekvensen blive, at effekti-viteten af denne universelt gældende norm udhules.

2.2. Hovedunderanbringender til støtte for sagsøgers subsidiære anbringende om, at den danske stats civilretlige ansvar for tortur udøvet imod sagsøger kon-kret ikke er forældet.

Af Østre Landsrets kendelse af 22. august 2016 i sagsnr. B-3448-14 (Green Desert-sagen), U 2016.3929 Ø (ikke kæret, i modsætning til, hvad der urigtigt fremgår af UFR), fremgår:

” Sagsøgerne har - uanset om de var på flugt eller fortsat var bosiddende i Irak

- således opholdt sig i et særligt miljø, hvor deres reelle muligheder for at an-tage advokatbistand eller på anden måde søge at fremme et eventuelt krav kan have været stærkt begrænsede. Det bemærkes i den forbindelse, at der ifølge sagens skriftlige oplysninger er tale om forholdsvist ressourcesvage personer, der som anført angiveligt har været udsat for tortur, og at de efter det oplyste har haft opfattelsen af, at tilbageholdelsen af dem skete af eller i hvert fald i et samarbejde med danske militære styrker. I lyset heraf og i lyset af sikkerhedssi-tuationen i Irak i en lang periode også efter deres løsladelse forekommer det ikke urimeligt, at de under disse helt særlige omstændigheder indtil sagernes anlæg har undladt at fremsætte krav på godtgørelse over for de myndigheder, som de mente var medansvarlige for tilbageholdelsen og tortureringen af dem. Vi finder, at de anførte helt særlige forhold har udgjort sådanne hindringer omfattet af forældelseslovens § 14, eller at der er grundlag for at anse foræl-delsesfristen for suspenderet i medfør af princippet i forældelseslovens § 3, stk. 2.”

Sagsøgers forhold i nærværende sag er sammenlignelig med forholdene for sagsøgerne i ovennævnte sag. Hertil kommer, at i nærværende sag var det dan-

- 120 -

ske styrker, der ikke blot tilbageholdte sagsøger men også udsatte ham for tor-tur og/eller umenneskelig og nedværdigende behandling og straf.

Efter 2 gange forgæves at have forsøgt at klage og fremsætte sit krav via de lo-kale, irakiske myndigheder (og under deres beskyttelse), herunder i forbindelse med, at han blev indkaldt til nyt forhør d. 16. november 2004 hos de samme styrker, som havde udsat ham for mishandlingen, er det absolut ikke urimeligt, at sagsøger ikke turde eller for den sags skyld vidste, om og hvordan han skulle forfølge sit krav yderligere. Der henvises endvidere til U 2004.382 H.

Sagsøgte har tillige selv henvist til ” …de krigslignende forhold, der gjorde sig gældende i By 3-området i Irak i begyndelsen af 2004.” , … .

Sagsøger skal endvidere henvise til Den Europæiske Menneskerettighedsdom-stols dom af 17. september 2014 i sagen Mocanu m.fl. mod Rumænien. Sagen vedrører bl.a. civilretlige krav på erstatning fremsat af ofre for den voldelige undertrykkelse af anti-totalitære demonstrationer i Bucarest i december 1989. Domstolen udtalte bl.a. følgende:

” 274. Like the United Nations Committee against Torture, quoted by the third -party intervener, the Court acknowledges that the psychological effects of ill-treatment inflicted by State agents may also undermine victims’ capacity to complain about treatment inflicted on them, and may thus constitute a signifi-cant impediment to the right to redress of victims of torture and other ill-treatment (see General Comment No. 3 (2012), § 38, at paragraph 190 above). Such factors may have the effect of rendering the victim incapable of taking the necessary steps to bring proceedings against the perpetrator without delay.

Accordingly, as the third-party intervener pointed out, these factors are in-creasingly taken into account at national level, leading to a certain flexibility with regard to the limitation periods applicable to claims for reparation in re-spect of claims for compensation for personal injury (see paragraph 255 above).

275. The Court observes that very few victims of the events of 13 to 15 June 1990 lodged a complaint in the first few years (see paragraph 99 above). It does indeed appear that the majority of them found the courage to lodge a complaint only after the developments in the investigation arising from the de-cision of 16 September 1998 and the decision to commit for trial of 18 May 2000. The Court can only conclude, having regard to the exceptional circum-stances in issue, that the applicant was in a situation in which it was not un-reasonable for him to wait for developments that could have resolved crucial factual or legal issues (see, by contrast, the decision in Akhvlediani and Oth-ers, cited above, § 27).

Regard being had to the foregoing, the Court considers that the applicant’s vulnerability and his feeling of powerlessness, which he shared with numerous other victims who, like him, waited for many years before lodging a complaint, amount to a plausible and acceptable explanation for his inactivity from 1990 to 2001.

…

- 121 -

281. The applicant lodged his application with the Court on 25 June 2008,

more than seven years after he had lodged his criminal complaint with the prosecuting authorities. The investigation was still pending at that time, and investigative steps had been taken. For the reasons indicated above (see para-graph 279), which remained valid at least until the time when the applicant lodged his application before the Court, he cannot be criticised for having waited too long.

282. Moreover, the Court notes that the final domestic decision in the appli-cant’s c ase is the above-mentioned judgment of 9 March 2011.

283. In the light of the foregoing, the Court considers that the application has not been lodged out of time. The Government’s objection must therefore be dismissed.”  (understreget her)

Domstolen fastslog således, at også når det drejer sig om civilretlige erstat-ningskrav, kan der ses bort fra forældelsesreglerne. Der forelå i den nævnte sag ikke omstændigheder, der på dette retlige område i nogen væsentlighed adskil-ler sig fra nærværende sag.

3. Påstand 2: Statens undersøgelsesforpligtelse.

Nærværende afsnit drejer sig om den principale og subsidiære anerkendelse-spåstand 2, om statens undersøgelsesforpligtelse efter Den Europæiske Menne-skerettighedskonventions art. 3, jf. art. 13.

Undersøgelsesforpligtelsen påhviler såvel domstolene som sagsøgte, repræsen-teret ved Kammeradvokaten.

3.1. Pligten.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols helt faste praksis har sta-ter, som har tiltrådt og ratificeret EMRK, pligt til på en uafhængig og effektiv måde at foretage en undersøgelse af rimeligt begrundede

krav/anmeldelser/anførsler fra personer, som oplyser at have været udsat for tortur eller anden alvorlig mishandling i strid med EMRK art. 3, jf. f.eks. EMDs dom af 28. oktober 1998 i sagerne Assenov m.fl. mod Bulgarien, præ-mis 102:

„The Court considers that, in these circumstances, where an individual raises an arguable claim that he has been seriously ill-treated by the police or other such agents of the State unlawfully and in breach of Article 3, that provision, read in conjunction with the State’s general duty under Article 1 of the Con-vention to “secure to everyone within their jurisdiction the rights and freedoms defined in … [the] Convention” , requires by implication that there should be an effective official investigation. This investigation, as with that under Article 2, should be capable of leading to the identification and punishment of those responsible (see, in relation to Article 2 of the Convention, …). If this were not the case, the general legal prohibition of torture and inhuman and degrading treatment and punishment, despite its fundamental importance (see paragraph 93 above), would be ineffective in practice and it would be possible in some

- 122 -

cases for agents of the State to abuse the rights of those within their control with virtual impunity.“

Dette betyder, oversat til dansk:

” Retten finder, at under disse omstændigheder, hvor et individ fremfører en rimeligt begrundet anmeldelse om at være blevet alvorligt mishandlet af politi-et eller andre repræsentanter for staten på ulovlig måde og i strid med art. 3, da kræver denne bestemmelse, læst i sammenhæng med statens generelle for-pligtelse i henhold til Konventionens art. 1 om at ”sikre alle indenfor deres ju-risdiktion de rettigheder og fr iheder, som fastsættes i Konventionen” , implicit en effektiv, officiel undersøgelse. Denne undersøgelse, som den under art. 2, skal kunne føre til identifikation og straf af de ansvarlige (se i relation til art. 2 …). Hvis dette ikke var tilfældet, ville d et generelle retlige forbud mod tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling og straf, til trods for sin fun-damentale betydning (se præmis 93 ovenfor), være ineffektivt i praksis, og sta-tens repræsentanter ville i visse tilfælde praktisk taget ustraffet kunne krænke de individers rettigheder, som er indenfor repræsentanternes kontrol.”

Undersøgelsespligten foreligger også, hvor danske myndigheder, herunder domstolene, konfronteres med klare oplysninger i officielle dokumenter, her-under lægeerklæringer, der giver grundlag for at antage, at personer har været udsat for behandling i strid med EMRK art. 3, jf. f.eks. EMDs dom af 6. april 2004 i sagerne Ahmet Özkan m.fl. mod Tyrkiet, præmis 359.

Hvis sådanne undersøgelser ikke foretages effektivt, d.v.s. af et organ, som er uafhængigt af den eller de, der undersøges (in casu: det danske militær), inden-for rimelig tid, vil pågældende medlemsstat krænke sine forpligtelser og de på-gældende personers rettigheder efter EMRK art. 3, jf. art. 1 og 13.

For så vidt angår art. 13, udgør statens nægtelse af at foretage de relevante un-dersøgelser af rimeligt begrundede anklager om torturforbrydelser en krænkel-se af (det mulige) torturoffers ret til et effektivt, nationalt retsmiddel.

Der kan henvises til f.eks. EMDs dom af 18. december 1996 i sagen Aksoy mod Tyrkiet, præmis 98, dom af 15. november 1996 i sagen Chahal mod Stor-britannien, præmis 151 og dom af 4. februar 2016 i sagen Hilal Mammadov mod Azerbaijan, præmis 90 – 92.

3.2. Der er tale om rimeligt begrundede krav i nærværende sag.

I nærværende sag har danske myndigheder, in casu domstolene, fået forelagt oplysninger, som giver fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at sagsøgeren har været udsat for behandling i strid med EMRK art. 3.

3.3. Domstolenes statslige opfyldelsesadgang.

I nærværende sags kontradiktoriske former har domstolene kompetence til og mulighed for at foranledige opfyldelse af den undersøgelsesadgang, som sag-søgerne ifølge EMRK art. 3, jf. art. 1 og 13, jf. § 1 i lov nr. 285 af 1992 om in-korporering af EMRK, har krav på.

- 123 -

Retten kan således opfordre en part til at fremlægge dokumenter, tilvejebringe syn og skøn eller i øvrigt føre bevis, når sagens faktiske omstændigheder uden sådan bevisførelse ville henstå som uvisse, jf. retsplejelovens § 339, stk. 3.

Skulle sagsøgte undlade at efterkomme rettens opfordringer til at føre bevis, jf. retsplejelovens § 339, stk. 3, kan retten ved bevisbedømmelsen tillægge dette virkning til skade for sagsøgte, jf. retsplejelovens § 344, stk. 3. Der kan således foranlediges en effektiv undersøgelse af de relevante faktiske omstændigheder under nærværende sags forberedelse og hovedforhandling.

Indtil nu har dette ikke fundet sted. Tværtimod har den danske stats dømmende myndighed ved kendelse af 15. maj 2 018 … afvist at pålægge den danske stats udøvende myndighed at fremlægge relevante bevisdata.

Denne fremgangsmåde er ellers i overensstemmelse med EMDs praksis, hvor-efter en stat der ikke er i stand til – eller ikke vil – fremkomme med en til-strækkeligt velunderbygget og plausibel forklaring på, hvorfor et individ f.eks. er kommet til skade, mens han var i statens varetægt, allerede af denne grund vil blive dømt efter EMRK art. 3, jf. f.eks. EMDs dom af 27. juni 2000 i sagen Salman mod Tyrkiet, præmis 113.

I nærværende sag beror en evt. nuværende manglende mulighed for at belyse sagens faktum på, at den danske stat ikke i tilstrækkelig grad har foretaget rele-vant efterforskning af de pågældende krænkelser i tidsmæssig nær tilknytning hertil, selv om den hele tiden har haft alle relevante oplysninger, herunder sær-ligt for så vidt angår statens civilretlige forpligtelser overfor ofrene, uanset fri-findelse af individuelle soldater for strafferetligt ansvar.  (… [D]et danske mili-tær [har] været bevidst om, at der har været begået krænkelser, og at disse måt-te anses for at falde ind under anvendelsesområdet i EMRK art. 3.) Dette er i givet fald en selvstændig krænkelse af de processuelle rettigheder, sagsøger har i henhold til EMRK art. 3, jf. bl.a. EMDs domme af 11. april 2000 i sagen Sev-tap Veznedaroglu mod Tyrkiet, præmis 35 og 3. maj 2007 i sagen Members of the Gldani congregation of Jehovah’s Witnesses m.fl. mod Georgien, præmis 119.

Domstolenes materielle procesretlige beføjelser bliver altså virkningsfulde i forhold til EMRK art. 3, selv i tilfælde, hvor sagsøgte ikke opfylder det pålag-te, uanset denne som offentlig myndighed er retligt forpligtet til at medvirke til at oplyse sagen, også i overensstemmelse med gældende offentligretlige regler.

Det erindres i den forbindelse, at rettens kompetence, således som denne følger af retsplejeloven og de i retspraksis udviklede grundsætninger, skal fortolkes i lyset af Danmarks forpligtelser efter EMRK, og at adgangen til materiel pro-cesledelse er et i dansk procesret anerkendt, lovfæstet princip.

Det er ikke i strid med undersøgelsespligten efter EMRK art. 3, jf. art. 1, at denne foranlediges af en domstol, så længe denne myndighed har mulighed for at forårsage ” …investigative steps…” , jf. f.eks. EMDs dom af 6. april 2004 i sagerne Ahmet Özkan m.fl. mod Tyrkiet, præmis 359. Effektiv gennemførelse af formålet med at foretage sådanne ”investigative steps” kan opnås ved an-vendelse af ovennævnte regler i retsplejelovens §§ 339 og 344, m.v.

- 124 -

Den undersøgende myndighed skal tillige være uafhængig af den eller de andre myndigheder, in casu Forsvarsministeriet, som undersøges.

Domstolene har tillige mulighed for at udvirke opfyldelse af kravet om, at un-dersøgelsen skal være effektiv, d.v.s. gennemføres inden rimelig tid, m.v.

Det anførte viser, at der er fuld harmoni mellem retsplejelovens systems judici-elle betingelser og de krav, den internationale retsorden stiller til dansk ret, og som er gjort til en direkte bestanddel heraf ved den foretagne inkorporering ved vedtagelse af lov nr. 285 af 1992 om EMRK.

3.4. Sagsøgernes subsidiære påstand 2.

Såfremt retten måtte finde, at retten alligevel ikke har kompetence til under nærværende sag at foranledige og dermed udvirke opfyldelsen af sagsøgers ret-tigheder efter EMRK art. 3, da er det sagsøgte selv som udøvende magt, der har denne undersøgelsesforpligtelse, jf. sagsøgers subsidiære påstand 2.   

Til støtte for det materielle indhold i den subsidiære påstand henvises til pkt. 3.3 ovenfor.

Der foreligger således oplysninger, som klart underbygger rigtigheden af det af sagsøger anførte om tortur, m.v., begået overfor ham og foranlediget af danske styrkers handlinger.

4. Hovedanbringender - oversigt.

Til støtte for sagsøgerens påstand 1 og 2 gøres det gældende:

at (1) danske styrker udstationeret i Irak udsatte sagsøger for tortur og/eller umenneskelig og nedværdigende behandling, bl.a. ved at påføre ham slag og spark, tvinge ham til at besørge i sine bukser, placere ham udendørs i meget lav temperatur i lang tid, påtvinge ham ydmygende stress-stillinger i lang tid, ikke at have opfyldt sin undervisningsforplig-telse i forhold til de afhørende soldater, m.v.

at (2) sagsøgte, som højeste ansvarlige myndighed for Forsvaret, jf. forsvars-lovens § 9, er ansvarlig for ovenstående retsstridige krænkelser af sag-søger, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3, også jf. artikel 13, samt art. 5, FNs Antitortur-konvention og øvrige folkeret-lige retskilder, hvilket berettiger sagsøger til tortgodtgørelse og erstat-ning, jf. alm. erstatningsretlige grundsætninger, erstatningsansvarslo-vens § 26, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 41 og Antitorturkonventionens art. 14.

Til støtte for påstand 2 gøres det endvidere gældende:

- 125 -

at (3) danske myndigheder i nærværende sag har fået forelagt oplysninger, som giver fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at sagsøgerne har været udsat for behandling i strid med EMRK art. 3,  

at (4) i nærværende sags kontradiktoriske former har domstolene kompetence til og mulighed for at foranledige opfyldelse af den undersøgelsesad-gang, som sagsøgerne har krav på, og

at (5) det ikke er i strid med undersøgelsespligten efter EMRK art. 3, jf. art. 1, at denne foranlediges af en domstol, så længe denne myndighed har mulighed for at f orårsage ”…investigative steps…” og at en effektiv gennemførelse af formålet med at foretage sådanne ”investigative steps” kan opnås ved anvendelse af retsplejelovens §§ 339 og 344, m.v.

Til støtte for sagsøgernes subsidiære påstand 2 gøres endvidere gældende:

at (6) såfremt retten måtte finde, at domstolene alligevel ikke har kompetence til under nærværende sag at foranledige og dermed udvirke opfyldelsen af sagsøgernes rettigheder efter EMRK art. 3, da er det sagsøgte selv som udøvende magt, der har denne undersøgelsesforpligtelse.

5. Sagsomkostninger.

Af følgende grunde gør sagsøger gældende, at spørgsmålet om sagsomkostnin-ger skal afgøres til sagsøgers fordel, herunder således at omkostningerne op-hæves, hvis sagsøger ikke får medhold:

5.1.

Sagen drejer sig om den danske stats ansvar for tortur. Spørgsmålet om sags-omkostninger skal derfor i henhold til såvel national ret som Danmarks interna-tionale forpligtelser, jf. pkt. 2 ovenfor, afgøres på en sådan måde, at dette ikke i sig selv bliver en hindring for eller afskrækkelse fra, at mulige torturofre kan forfølge deres ret til ”redress” (genoprejsning), jf. særligt FNs antitorturkon-ventions art. 14, herunder konstatering af ansvar for krænkelsen af torturoffe-ret. Det skal i den anledning særligt tages i betragtning, at den danske stat har meddelt retsstridigt afslag på fri proces, jf. pkt. 3 nedenfor.

5.2.

Parterne er enige om, at nærværende sag er af principiel karakter, og sagen er henvist som sådan fra Københavns Byret til Østre Landsret d. 2. juni 2016 … .

5.3.

Først Civilstyrelsen og sidenhen Procesbevillingsnævnet har meddelt afslag på fri proces til, at sagsøger kan føre nærværende sag. Dette er i strid med national ret, jf. retsplejelovens § 329 (sagsøger har ”en vis udsigt til at få medhold i sa-gen” , o.s.v.) og EMRK art. 3, 6 og 13, jf. inkorporeringsloven, samt Danmarks internationale forpligtelser i henhold til FNs antitorturkonventions art. 14, inkl. General Comment no. 3, pkt. 30 og 38.

- 126 -

Disse retsstridige afslag er et symptom på, at Danmark ikke er tilstrækkeligt modnet som demokratisk retsstat til selv effektivt at håndtere sager om sit eget ansvar for tortur, således som det også har kunnet konstateres i øvrige sager, der drejer sig som en danske stats ansvar for tortur og umenneskelig og ned-værdigende behandling og straf.

5.4.

Statens procesførelse i nærværende sag har for så vidt angår bl.a. indsigelsen om forældelse ikke adskilt sig i væsentligt omfang fra den procesførelse, der har fundet sted om samme indsigelse i sagsnr. B-3448-14, B-1427-16, B-1450-16 og B-2844-16.   

5.5.

Sagen føres af en civil overfor staten, og der er – uanset om der rent faktisk var blevet meddelt fri proces – et eksorbitant misforhold imellem parterne i forhold til:

-Adgang til oplysninger om sagens faktum (staten nyder monopol-lignende position).

-Ressourcer til at føre sagen.”

4.2 Forsvarsministeriet

Af Forsvarsministeriets sammenfattende processkrift fremgår blandt andet følgende:

”Det nu anlagte erstatningssøgsmål må … anses for at vedrøre spørgsmålet,

1)om landsrettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder og eventu-elle strafansvar i straffesagen kan overføres på den foreliggende erstat-ningssag,

2)om den påståede behandling i modsat fald kan anses for at være ”rets-stridig” under de konkrete omstændighede r, herunder om sagsøgeren har løftet sin bevisbyrde for, at Forsvarsministeriet ” ikke har overholdt 

sin pligt til at undervise i forbuddet imod tortur og ajourføre regler ved afhøring” , …

3)om dette i givet fald kan udløse tortgodtgørelse til sagsøger efter dansk ret (erstatningsansvarslovens § 26), og navnlig

4)om sagsøgers eventuelle krav på erstatning eller tortgodtgørelse er for-ældet.

Endelig skal landsretten tage stilling til, om sagsøgers principale og subsidiære påstand 2 kan antages til realitetsbehandling, jf. herom nedenfor pkt. 5.

1.2 Forsvarsministeriets overordnede betragtninger 

1.2.1 Intet grundlag for sagsøgerens påståede krav

Østre Landsret har allerede taget endelig stilling til de faktiske centrale om-stændigheder, som sagsøger påberåber sig som grundlag for den nedlagte er-statningspåstand, jf. landsrettens dom af 6. juli 2006 i straffesagen …

- 127 -

Som det fremgår af dommen, fandt Østre Landsret på baggrund af sagsøgers forklaring samt omfattende vidneforklaringer fra de involverede soldater ikke bevis for, at sagsøger gennem længere tid var blevet tvunget til at sidde i stress-fremkaldende stillinger, at der var anvendt ærekrænkende udtryk over for sag-søger, eller at han var nægtet drikkevand og toiletadgang.   

For så vidt angår behandlingen under udspørgningerne fandt landsretten ikke, at dette i sig selv udgjorde en overtrædelse af pligten til at behandle tilbage-holdte humant.

De øvrige forhold, som er beskrevet i stævningen, herunder påstanden om slag og spark, stemmer ikke overens med sagsøgers egen tidligere forklaring til au-ditørerne, jf. afhøringsrapporten af 16. november 2006 …, og har heller ikke støtte i nogen af de afgivne forklaringer under straffesagen, … .

I lyset af dagspressens omtale af denne sag, besluttede Forsvarets Auditørkorps at indlede en efterforskning i sagen. Forsvarets Auditørkorps modtog kopi af samtlige bilag fra straffesagen og af sagsøgerens stævning. Resultatet af efter-forskningen fremgår af afgørelse af 18. december 2017 … , hvoraf det bl.a. fremgår:   

” Jeg find er det dog ikke sandsynliggjort, at din klient i forbindelse med den be-skrevne hændelse var udsat for vold i form af slag og spark, som det nærmere fremgår af stævningen.”

På den baggrund indstillede Forsvarets Auditørkorps efterforskningen.   

1.2.2 Sagsøgerens påståede krav er forældet

Ifølge sagsøgers egne oplysninger i stævningen blev han tilbageholdt den 9. marts 2004, og han blev efterfølgende løsladt den 10. marts 2004.   

Den påståede skade – den tortur eller umenneskelige og nedværdigende be-handling, som godtgørelseskravet baseres på – må derfor anses for indtrådt se-nest i forbindelse med sagsøgers løsladelse den 10. marts 2004, jf. forældelses-lovens § 2, stk. 4.

Derfor må et eventuelt krav ud fra sagsøgerens egne oplysninger i stævningen være forældet den 10. marts 2009, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 30.   

Hertil kommer, at sagsøgerens påståede godtgørelseskrav omfattet af den 10-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4. Det betyder, at det påståede krav er forældet den 10. marts 2014.   

Eftersom denne sag først er anlagt den 4. maj 2016, er der dermed indtrådt for-ældelse i medfør af forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4.   

Flertallets kendelse i Østre Landsrets kendelse af 22. august 2016 i UfR 2016.3929 Ø (”Operati on Green Desert-kendelsen”) kan ikke føre til et andet resultat, jf. afsnit 4.1.5 … .

- 128 -

2. De væsentligste faktiske omstændigheder 

Denne sag vedrører ifølge sagsøgers stævning omstændighederne ved danske styrkers tilbageholdelse og udspørgen af tre irakere den 9.-10. marts 2004.   

Sagsøger påstår, at han var en af disse tre og under dansk varetægt skulle have været udsat for tortur og anden umenneskelig og nedværdigende behandling.   

Nedenfor følger baggrunden for den danske indsats i Irak i marts 2004 (afsnit 0), forholdene i forbindelse med tilbageholdelsen af sagsøger (afsnit 0), deten-tionsgården (afsnit 2.3), udspørg (afsnit 2.4) samt kort om forløbet efter frigi-velsen af sagsøger og den gennemførte straffesag (afsnit 2.5).

Endelig adresseres sagsøgerens synspunkt om, at Forsvarsministeriet ” ikke har overholdt sin pligt til at undervise i forbuddet imod tortur og ajourføre regler ved afhøring” , … .

2.1 Grundlaget for de danske styrkers tilstedeværelse i Irak i marts 

2004

2.1.1 FN-grundlaget

Tilbageholdelsen af sagsøger fandt sted den 9. marts 2004, dvs. før magtover-dragelsen til den nye irakiske regering den 28. juni 2004.   

På tidspunktet for tilbageholdelsen af sagsøger var de danske styrker i Irak som en del af en multinational sikringsstyrke, som i medfør af FN’s sikkerhedsråds-resolution 1511 af 16. oktober 2003 … var bemyndiget til at træffe alle nød-vendige foranstaltninger for at bidrage til opretholdelse af sikkerhed og stabili-tet i landet, jf. pkt. 13 i resolutionen.

2.1.2 Det danske grundlag

Danmark deltog i den multinationale indsats i Irak på grundlag af Folketingets samtykke, som blev meddelt ved folketingsbeslutning B118 af 21. marts 2003 i medfør af grundlovens § 19, stk. 2.

2.2 Tilbageholdelsen af sagsøger og transport af sagsøgeren til Base 1Base 1

Base 1 den 9.-10. marts 2004

Som det fremgår af landsrettens dom … , anholdt de danske styrker den 9. marts 2004 tre irakiske personer, herunder Sagsøger” .

De tilbageholdte var mistænkt for at have deltaget i oprettelsen af et ulovligt checkpoint i By 1. Da en dansk patrulje havde forsøgt at opløse checkpointet, havde det medført en så truende situation, at de danske styrker måtte trække sig tilbage.

De danske styrker besluttede på den baggrund senere samme dag at opsøge de mistænktes kontor. På kontoret traf de danske styrker de tre irakiske mænd, som de besluttede at tilbageholde med henblik på nærmere udspørgen om gruppens aktiviteter. De tre personer blev efter tilbageholdelsen transporteret til den danske lejr, Base 1.

For så vidt angår de faktiske omstændigheder i forbindelse med sagsøgers til-bageholdelse og udspørgen i Base 1 henvises i det hele til det refererede i dommene i straffesagen … .

- 129 -

Sagsøgeren anfører i stævningen, side 5, 3. afsnit, at ” Herefter blev sagsøger og de to andre bundet for øjnene og på hænderne, skubbet hårdt ind i et dansk køretøj af bevæbnede soldater og presenningen blev lukket bag dem” .

Der fremgår imidlertid intet i afhøringsrapporten af 16. november 2004 om, at de tilbageholdte skulle være blevet udsat for en hårdhændet behandling ved til-bageholdelsen, … .

2.3 Detentionsgården 

Sagsøgeren har i stævningen anført fem forhold vedrørende opholdet i detenti-onsgården, der ifølge sagsøgeren medfører, at Forsvarsministeriet har pådraget sig et erstatningsansvar.   

Det fremgår for det første af stævningen, … at ” Sagsøger ble v hevet ud af kø-retøjet under slag og spark (…)” .

Der fremgår imidlertid intet i afhøringsrapporterne fra de tilbageholdte eller i de afgivne forklaringer for byretten og landsretten om, at de tilbageholdte skul-le være blevet hevet ud af køretøjet under slag og spark.   

Person 65, der også var tilbageholdt, forklarede derimod, at ” Han blev transporteret til lejeren i en bil med soldater. De blev alle ført ind i et telt og her blev de alle undersøgt af en læge. Han fejlede ikke noget.” , jf. af-hø ringsrapport af 16. november 2004, … .

Oberst Person 22 forklarede i den forbindelse i straffesagen:

” Det hele foregik stille og roligt mens han var til stede, hvilket han var mellem en halv og en time (…) og havde vidnet bemærket voldelig optræden fra MP’ernes side, ville han straks have grebet ind” , jf. forklaring i byretsdommen

… .

Det fremgår for det andet af stævningen, … at sagsøgeren ” blev herefter pla-ceret i en knælende stilling udenfor i det fri i 1½ time” .

Landsretten har i den forbindel se udtalt følgende om fremgangsmåden … :

” En sådan håndfast fremgangsmåde var ikke alene berettiget, men også velbe-grundet, idet såvel tiltalte Vidne 1 som MP ' erne var ubevæbnede.”

Det fremgår for det tredje af stævningen, … ” at sagsøger havde ikke (…) mu-lighed for at besørge, hvorfor han måtte gøre det i sine bukser” ,

Landsretten fandt det imidlertid heller ikke bevist, at de tilbageholdte blev nægtet drikkevand og toiletadgang, … .

Det fremgår for det fjerde af stævningen, … at ” øjenbindet blev fjer net, og sagsøger blev tvunget til at sidde i en smertefuld position, hvor sagsøger stod halvt på knæ med hænderne oppe.”

- 130 -

Landsretten fandt det imidlertid heller ikke bevist, at de tilbageholdte gennem længere tid er blevet tvunget til at sidde i stressfremkaldende stillinger.   

Landsretten lagde herved vægt på cheflæge Læge 1's forklaring om tidsfaktoren og på, at ingen af de officerer, der var til stede i detentionsområdet først på natten observerede sådanne forhold, at de fandt anledning til at gribe ind, … .

Endelig fremgår det for det femte af stævningen, … at ” på et tidspunkt faldt sagsøger lidt sammen, hvorefter to soldater kom ind og slog og sparkede ham. Sagsøger blev udsat for så hårde og voldsomme slag i bl.a. ansigtet, at sagsø-gers tæn der faldt ud, og han blødte kraftigt.”

Der fremgår imidlertid intet i afhøringsrapporterne fra de tilbageholdte eller i de afgivne forklaringer for byretten og landsretten om, at sagsøgeren eller de øvrige tilbageholdte skulle være blevet sparket.

2.4 Udspørgen 

Det fremgår af stævningen, … at sagsøgeren ” ved to danske soldaters træk – en i hver arm – [blev] trukket flere 100 meter hen ad området og ind i et for-hørslokale. Sagsøgers tøj blev næsten trukket af sagsøger ved trækningen” .

Videre af stævning en, … at ” Sagsøger blev ikke slået under forhørene, men imellem forhørene skulle sagsøger stå i den smertefulde stilling beskrevet oven-for.”

Herom udtaler landsretten … :

” Der er heller ingen af de 3 tilbageholdte, der i forbindelse med afhøringen har klaget over (alvorligt) ubehag ved at sidde i den pågældende stilling, og ingen af dem har efterfølgende indgivet nogen klage herover.  

Landsretten finder, at denne behandling af de tilbageholdte ikke i sig selv må anses for nogen overtrædelse af de i tilt alen angivne bestemmelser.”

2.5 Forløbet efter udspørgen 

Sagsøgeren anfører i stævningen, … at ” Sagsøger blev slæbt tilbage til rummet af sandsække og pigtråd foroven. De danske soldater tvang sagsøger til at hænge med hænderne holdende om pigtråden. Hvis sagsøger forsøgte at slippe fri fra positionen, slog og sparkede soldaterne sagsøger” .

Der fremgår imidlertid intet herom i hverken byrettens dom …, landsrettens dom … eller i afhøringsrapporten … .

I øvrigt var de danske styrker i løbende kontakt med lokalsamfundet, og den påståede episode blev ikke omtalt af nogen.   

2.5.1 Løsladelse af sagsøgeren

Som det fremgår af en udskrift af de danske styrkers fangedatabase …, blev sagsøger løsladt af den danske bataljon dagen efter tilbageholdelsen, den 10. marts 2004, kl. 12.35.

- 131 -

Sagsøgerens gengivelse i stævningen, … om, at han på tidspunktet for løsladel-sen led af højt blodtryk, problemer med lungerne, irritabel tyktarm, oppustet mave og vandladning, forårsaget af den behandling han havde været udsat for, er i det hele udokumenteret.

2.5.2 Straffesagen mod daværende kaptajn Vidne 1 og de fire MP-sergenter

Den 22. juli 2004 hjemsendte chefen for den danske bataljon i en mail til for-svarschefen et brev fra en tidligere tolk i Base 1. På baggrund af brevets beskrivelse anbefalede bataljonschefen, at der straks blev iværksat en auditør-undersøgelse.

Tolkens brev, der var dateret den 1. juli 2004, beskrev flere kritiske forhold, som tolken hævdede at have overværet i Base 1. Den 23. juli 2004 blev br evet meldt til Forsvarskommandoen ved en ”særlig hændelse” -melding. Sa-gen blev samme dag anmeldt til Forsvarets Auditørkorps, som herefter indledte en undersøgelse.

Auditørkorpset oplyste i pressemeddelelsen, der blev udsendt den 5. september 2004, at sagen omhandlede episoder ved fire daterede udspørgninger af tilba-geholdte irakere i perioden marts-juni 2004. … Der var ikke mistanke om, at de tilbageholdte havde været udsat for spark eller slag.

Den 16.-19. november 2004 foretog Auditørkorpset afhøringer af de personer, som havde været genstand for de indberettede episoder, herunder sagsøger … .

Den 19. januar 2005 rejste Forsvarets Auditørkorps tiltale mod den daværende kaptajn, som havde forestået udspørgningerne, samt fire MP-sergenter.   

Som det frem går af Københavns Byrets dom af 12. januar 2006 … , blev den daværende kaptajn af byretten kendt skyldig i at have ladet de tilbageholdte sidde i stressende stillinger og i et vist omfang at have ladet militærpolitiet fastholde de tilbageholdte, samt i at have benyttet ærekrænkende udtryk. De øvrige tiltalte blev kendt delvist skyldige. Straffene bortfaldt for alle tiltalte, da byretten fandt, at der forelå formildende omstændigheder.   

Østre Landsret frifandt imidlertid den 6. juli 2006 … i det hele den da værende kaptajn og de fire MP-sergenter for tiltalen.

2.6 Uddannelse i forbuddet imod tortur og ajourføring af regler 

Sagsøgeren gør i stævningen, … gældende, at Forsvarsministeriet ikke har overholdt

sin pligt til at undervise i forbuddet imod tortur og ajourføre regler ved afhø-ring, forhør, m.v.

Sagsøgeren har imidlertid ikke konkretiseret synspunktet nærmere, endsige un-derbygget det med nogen form for beviser. Det bestrides, at Forsvarsministeri-ets uddannelse af Vidne 1 og de fire MP-sergenter skulle være an-svarspådragende. Disse personer blev som nævnt frifundet for pligtforsømmel-se i forbindelse med udspørgen af sagsøgeren, … .

3. Retsgrundlaget

- 132 -

3.1 Retlige ramme   

Forsvarsministeriet kan efter omstændighederne i denne sag tiltræde, at sagens materielle spørgsmål, herunder spørgsmålet om forældelse og tortgodtgørelse i den konkrete sag vurderes efter dansk ret – og ikke irakisk ret.

Det betyder, at de almindelige erstatningsbetingelser, navnlig om ansvars-grundlag, årsagssammenhæng og adækvans skal være opfyldt, ligesom Dan-marks internationale forpligtigelser kan inddrages i vurderingen af, hvorvidt Forsvarsministeriet har handlet ansvarspådragende.   

…

4. Anbringender til støtte for frifindelsespåstanden over for sagsøgers 

påstand 1  

4.1 Et eventuelt krav på tortgodtgørelse er forældet, jf. § 3, stk. 1, i 

2007-forældelsesloven

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at et eventuelt krav på tortgodtgørelse, som sagsøger måtte have som følge af tilbageholdelsen den 9. marts 2004, er forældet, jf. § 3, stk. 1, jf. § 30 i lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (”2007 -forældelsesloven”) sammenholdt med § 1, nr. 5, i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer (”1908 -forældelsesloven”).

Ifølge sagsøgers egne oplysninger i stævningen blev han tilbageholdt den 9. marts 2004, og løsladt den 10. marts 2004.   

Den påståede skade – den tortur eller anden umenneskelige og nedværdigende behandling, som godtgørelseskravet baseres på – må derfor anses for indtrådt senest i forbindelse med sagsøgers løsladelse den 10. marts 2004, jf. 2007-forældelseslovens § 2, stk. 4.

Såfremt sagsøgers egne oplysninger i stævningen lægges til grund, er det senest mulige tidspunkt for forældelse dermed som nævnt den 10. marts 2009, jf.

2007-forældelseslovens § 3, stk. 1 og overgangsreglens § 30.   

Eftersom denne sag først er anlagt den 4. maj 2016, er der således indtrådt for-ældelse.   

4.1.1 Der er ikke grundlag for suspension, jf. § 3, stk. 2, i 2007-forældelsesloven

Forsvarsministeriet gør gældende, at der ikke er grundlag for suspension af forældelsesfristen i medfør af 2007-forældelseslovens § 3, stk. 2.

Ifølge sagsøgers egne oplysninger i stævningen var han allerede på tilbagehol-delsestidspunktet af den opfattelse, at det var danske styrker, som tilbageholdt ham. Sagsøger kan på den baggrund ikke anses for at have været ubekendt med, at et eventuelt krav i anledning af tilbageholdelsen kunne rettes imod de danske styrker, jf. § 3, stk. 2, 2. led, modsætningsvis.   

Det gøres på denne baggrund gældende, at sagsøger ikke på noget tidspunkt kan anses for at have haft ukendskab til ”fordringen” eller ”skyldneren” , i 2007-forældelseslovens § 3, stk. 2’s forstand.

- 133 -

Tværtimod må det lægges til grund, at sagsøger senest i forbindelse med ud-spørgen den 16. november 2004 og den efterfølgende straffesag har haft mu-lighed for og anledning til at rejse et krav mod de danske styrker.

Sagsøger kan heller ikke anses for at have været ubekendt med, at et eventuelt krav i anledning af tilbageholdelsen kunne rettes imod de danske styrker, jf. § 3, stk. 2, 2. led, modsætningsvis. Sagsøgeren forklarede således følgende i poli-tirapporten … :

” Den 10 MAR 2004 kl. ca. 2100 var jeg på Martyrens Sadr’s Kontor […], hvor der kom en gruppe fra de danske styrker. De omringede kontoret og anholdt mig og mine to kolleger. […]. På dag nr. to blev jeg løsladt fra tilbageholdel-sen.”  (min understregning)   

Et eventuelt krav er dermed ud fra sagsøgerens egne oplysninger i stævningen forældet den 10. marts 2009, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4, og § 3, stk. 1, og

§ 30, jf. afsnit 2.2 i processkrift B om forældelse.

Eftersom denne sag som nævnt først er anlagt den 4. maj 2016, er der dermed indtrådt forældelse.   

4.1.2 Der er ikke grundlag for en tillægsfrist, jf. § 14, stk. 1, i 2007-forældelsesloven

Forsvarsministeriet gør videre gældende, at der ikke er grundlag for at anvende en tillægsfrist, jf. 2007-forældelseslovens § 14, stk. 1, … .

Undtagelsesbestemmelsen i 2007-forældelseslovens § 14, stk. 1, finder derfor ikke anvendelse i denne sag, idet sagsøger ikke på noget tidspunkt har været afskåret fra at anlægge sag ved de danske domstole eller i at foretage andre skridt til at afbryde forældelsen.

4.1.3 Den absolutte forældelsesfrist

4.1.3.1 Den 30-årige forældelsesfrist finder ikke anvendelse

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 1, 1. led, at forældelse indtræder senest 30 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstat-ning eller godtgørelse i anledning af personskader.   

Begrebet ”personskade ” omfatter enhver form for helbredsforringelse (både fy-sisk og psykisk), som kan berettige til erstatning eller godtgørelse, jf. erstat-ningsansvarslovens § 1, stk. 1.   

For at en skade er omfattet af ”personskadebegrebet ”, er det ikke tilstrækkeligt, at sagsøgeren alene påstår at være udsat for en personskade, … .

Tilsvarende har sagsøgeren i denne sag ikke fremlagt lægelige erklæringer om helbredsforringelser i anledning af personskade i erstatningsretlig forstand.   

Forsvarsministeriet gør på den baggrund gældende, at der ikke er grundlag for at anvende den 30-årige absolutte forældelsesfrist i medfør af forældelseslo-vens § 3, stk. 3, nr. 1, da sagsøgeren ikke har løftet sin bevisbyrde for, at han har været udsat for en personskade som følge af tilbageholdelsen den 9.-10. marts 2004.   

- 134 -

Tværtimod har både dommeren i By 1 (i 2004), Østre Landsret (i 2006) og Forsvarets Auditørkorps (i 2017) vurderet, at sagsøgerens oplysninger ikke er dokumenteret.   

Eftersom sagsøgeren ikke har dokumenteret, at hans godtgørelseskrav rejses i anledning af en personskade, finder den 30-årige absolutte forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 1, ikke anvendelse.   

4.1.4 Den absolutte forældelsesfrist på 10 år finder anvendelse Idet sagsøgerens godtgørelseskrav ikke er omfattet af de specifikke fordringer, der er omtalt i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2-3, er kravet omfattet af foræl-delseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, om ” andre fordringer” . Den absolutte forældel-sesfrist for disse fordringer er 10 år.   

Forældelsesfristen for sagsøgerens påståede godtgørelseskrav skal regnes fra tidspunktet for skadens indtræden, altså sagsøgerens løsladelse den 10. marts 2004, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4. Det vil sige, at det påståede krav efter den absolutte forældelsesfrist er forældet den 10. marts 2014.

Eftersom denne sag først er anlagt den 4. maj 2016, er der således indtrådt for-ældelse, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4.   

4.1.5 Særligt om Østre Landsrets kendelse af 22. august 2016 i sag B-3448-14 (UfR 2016.3929 Ø)

Forsvarsministeriet gør endelig gældende, at Østre Landsrets kendelse af 22. august 2016 i sag B-3448-14 om Operation Green Desert ikke kan føre til et andet resultat for forældelsesspørgsmålet i denne sag.   

… Forsvarsministeriet [har] forbeholdt sig at medtage forældelsesspørgsmålet ved senere anke til Højesteret af sagen om Operation Green Desert i sin helhed.

Hertil bemærkes følgende:   

-Kendelsen i UfR 2016.3929 Ø hviler for det første på et hypotetisk hændelsesforløb om, at de 23 sagsøgere i perioden 25. november 2004 til medio februar 2005 kan have været udsat for tortur eller anden umenneskelig nedværdigende behandling eller straf. Spørgsmålet om forældelse var udskilt til særskilt behandling.  

oFlertallets votum er derfor ikke baseret på skriftlige beviser, vidne-forklaringer eller partsforklaringer. Dette er forklaringen på, at fler-tallet heller ikke er afvisende over for, at resultatet kunne blive an-derledes ved en fuld bevisførelse under hovedforhandlingen.  

oKendelsen kan allerede af den grund ikke tillægges vægt i afgørel-sen af forældelsesspørgsmålet i denne sag, hvor der foretages en sådan fuld bevisførelse.

-For det andet har den skriftlige bevisførelse i denne sag og forklarin-gerne i den verserende sag i 24. afd. Nr. B-3448-14 … begge bekræftet,

- 135 -

at flertallets antagelse om, at det ikke var muligt i Irak at fremsætte krav med advokatbistand, er forkert.

-Flertallets kendelse er for det tredje uklar i forhold til anvendelsen af forældelseslovens regler.  

oI kendelsen er det ubestridt, at sagsøgernes eventuelle krav ikke var omfattet af den absolutte forældelsesfrist i 2007-forældelsesloven, og spørgsmålet var derfor alene, om sagsøgeren havde løftet bevis-byrden for, at forældelseslovens § 3, stk. 2, og § 14 fandt anvendel-se.  

oEfter Forsvarsministeriets opfattelse har flertallets votum i kendel-sen den konsekvens, at personer, der opholder sig i udlandet, hvor der hersker konflikter, kan påberåbe sig undtagelsesbestemmelser-ne i forældelsesloven, uanset at kravene i henhold til disse bestem-melser efter deres ordlyd ikke er opfyldt.  

oDet skyldes bl.a., at det ikke i kendelsen ses at være angivet, hvor-når de af sagsøgerne påståede hindringer er ophørt, hvorledes til-lægsfristen skal beregnes, eller i hvilken nærmere periode forældel-sesfristen har været suspenderet.  

oFlertallets ”rimelighedskriterium” forekommer at være en nyska-belse i dansk ret og dansk retspraksis, som efter Forsvarsministeri-ets opfattelse savner hjemmel i lovgivningen. Som eksempel herpå kan UfR 2012.316 H nævnes, hvor Højesteret ikke fandt grundlag for at tillægge et anbringende om økonomiske vanskeligheder no-gen betydning i forhold til vurderingen af, om der var indtrådt for-ældelse i en sag om krav på erstatning for frihedsberøvelse.  

oPå den baggrund kan kendelsen i UfR 2016.3929 Ø ikke ændre på, at sagsøgerens krav i denne sag er forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, og § 3, stk. 3, nr. 3 og 4.  

4.1.6 Forholdet mellem forældelsesloven og EMRK

Forsvarsministeriet gør i forlængelse af ovenstående gældende, at EMRK ikke kan føre til, at der kan ses bort fra forældelseslovens udtrykkelige bestemmel-ser ved afgørelsen af, om sagsøgerens påståede krav er forældet, … .

Dette bygger på følgende:

-Det følger af fast højesteretspraksis og af forarbejderne til inkorpore-ringsloven, at det kræver en betydelig grad af sikkerhed for at undlade at anvende en klar dansk lov med henvisning til Den Europæiske Men- neskerettighedskonvention (”EMRK”), … . Dette må særligt gælde på et område, hvor det kan have betydelige konsekvenser at tilsidesætte forældelseslovens almindelige regler, … .

-Praksis fra EMRK giver ikke grundlag for med den fornødne grad af sikkerhed at fastslå, at anvendelsen af forældelsesloven skulle være i strid med EMR K’s artikel 3, 6 og 13, … . Både flertallet og mindretal-

- 136 -

let i Operation Green Desert-kendelsen udtaler, at den relevante praksis fra EMRK ikke er entydig.   

-I en situation, hvor det ikke kan fastslås, at der er en konflikt mellem forældelsesloven og EMRK, skal forældelseslovens almindelige regler anvendes.

4.1.7 Internationale retskilder kan ikke føre til et andet resultat Forsvarsministeriet gør gældende, at anvendelsen af de danske regler om for-ældelse i relation til de af sagsøger rejste godtgørelseskrav ikke er i strid med EMRK, jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober 1998 eller med Danmarks folkeretlige forpligtelser i forhold til FN’s Torturkonvention, … .

4.2 Der foreligger ikke et ansvarsgrundlag, jf. erstatningsansvarslo- 

vens § 26

Det gøres gældende, at bevisbyrden i relation til samtlige af sagens bevistema-er, … , påhviler sagsøger, og at sagsøger ikke har løftet denne bevisbyrde.

Det gøres i første række gældende, at eftersom sagsøgeren ikke har under-bygget nye forhold, som ikke er belyst i straffesagen …, skal Forsvarsministe-riet frifindes.

I den forbindelse bemærkes, at der er væsentlige overlap mellem den militære straffelovs § 27, som der var rejst tiltale for i straffesagen … og erstatningsan-svarslovens § 26, som sagsøgeren i denne sag støtter sin betalingspåstand på.

Den militære straffelovs § 27, stk. 1, fastsætter, at:

” Den, der i øvrigt groft tilsidesætter sine pligter i tjenesten, straffes for pligt-forsømmelse med bøde eller fængsel indtil 3 måneder.”  (Understreget her).   

Det fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen (L 54 af 23. febru-ar 2005), at bestemmelsen er en opsamlingsbestemmelse:

” Ved udtrykket »i øvrigt … tilsidesætter sine pligter« er tilkendegivet, at be-stemmelsen, som den gældende bestemmelse, er subsidiær i forhold til de øvri-ge regler om pligtforsømmelser. Bestemmelsen vedrører således kun de for-hold, som ikke er omfattet af de specifikke bestemmelser om strafansvar for pligtstridig adfærd. Af samme grund foreslås bestemmelsen som »opsamlings-bestemmelse« indsat som den sidste bestemmelse i afsnittet om pligtforsømmel-ser, jf. forslaget til § 27.

[…]

At bestemmelsen i stk. 1 har en lavere strafferamme end de øvrige bestemmel-ser om pligtforsømmelser, skyldes, at disse omfatter forhold, som er fundet at være af mere kvalificeret karakter end de forhold, der henføres under lov-forslagets § 27. Disse bestemmelser bør derfor indeholde maksimumsstraf, der er strengere end i forslagets § 27”

Erstatningsansvarsloven § 26 fastsætter, at den der er   

- 137 -

” ansvarlig f or en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller per-son, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.”  (Understreget her).

Af de almindelige bemærkninger til bestemmelsen (Lovforslag nr. L 144 af 22. januar 1997, afsnit 4) fremgår, at:

” Retstilstanden kan herefter sammenfattes på den måde, at godtgørelse for tort selv i alvorlige voldssager kun kan tilkendes, hvis volden er begået under så-danne omstændigheder, at de er egnede til at krænke vedkommende selv- og æresfølelse.  

Alvorlige vold eller trusler om vold kan derfor ikke i sig selv begrunde, at der tilkendes ofret en godtgørelse for tort, heller ikke i tilfælde, hvor overgrebet har medført en forståelig og belastende følelse af utryghed, angst og mindre-værd.”

På baggrund af ordlyden og forarbejderne til den militære straffelovs § 27 og erstatningsansvarslovens § 26 gøres det gældende, at der som nævnt er betyde-lige overlap i bestemmelsernes anvendelsesområde. Det betyder, at sagsøgeren har bevisbyrden for, hvorfor Forsvarsministeriet skal kunne ifalde et ansvar, når de tiltalte i straffesagerne … blev frifundet for en retsregel, der har væsent-lige overlap.   

Eftersom sagsøgeren ikke har præsenteret noget nyt faktisk i denne sag endsige konkretiseret, hvilken – ifølge sagsøgeren – retsstridig behandling, som han måtte have været udsat for, der ikke allerede er taget stilling til i straffesagen, er der intet grundlag for, at Forsvarsministeriet skal ifalde et ansvar i medfør af erstatningsansvarslovens § 26.

Det gøres i anden række gældende, at de faktiske omstændigheder i straffesa-gen … bør kunne lægges til grund for denne sag:

4.2.1 Østre Landsret har allerede taget stilling til de påståede krænkelser Som det fremgår ovenfor i pkt. Fejl! Henvisningskilde ikke fundet., har Østre Landsret allerede taget endelig stilling til de faktiske omstændigheder, som sagsøger påberåber sig som grundlag for den nedlagte erstatningspåstand, jf. landsrettens dom af 6. juli 2006 i straffesagen … .

Forsvarsministeriet gør på den baggrund gældende, at landsretten for så vidt angår disse forhold allerede har taget endelig stilling til, at det ikke er godt-gjort, at danske styrker skulle have udsat sagsøger for den påståede behandling.

For så vidt angår det forhold, at sagsøger ikke skulle være blevet tilbudt tæpper i forbindelse med opholdet i detentionen, fandt landsretten under straffesagen ikke, at en manglende opfyldelse af et sådant behov kunne anses for så groft et forhold, at de tiltalte soldater derve d ”groft” havde tilsidesat deres pligter i tje-nesten.

Som det fremgår af Østre Landsrets dom, … frifandt landsretten på nævnte baggrund i det hele de involverede danske soldater for at have tilsidesat deres pligter i forbindelse med tilbageholdelsen og håndteringen af sagsøger.

- 138 -

4.2.2 Landsrettens bevisbedømmelse af de faktiske omstændigheder i straf-

fesagen giver heller ikke grundlag for erstatningsansvar, jf. erstat-ningsansvarslovens § 26

4.2.2.1 Intet ansvarsgrundlag

Det gøres gældende, at sagsøger ikke har godtgjort, at der foreligger et an-svarsgrundlag for Forsvarsministeriet i relation til tilbageholdelsen af sagsøger den 9.-10. marts 2004.

Forsvarsministeriets eventuelle ansvar skal vurderes på baggrund af de i rets-praksis udviklede principper om offentlige myndigheders erstatningsansvar, hvorefter det er en betingelse, at den ansvarspådragende handling udgør en til-strækkelig kvalificeret – dvs. grov – overtrædelse af bestemmelser, som tillæg-ger sagsøgeren rettigheder, jf. Højesterets dom af 27. juni 2013 i UfR 2013, side 2696H.   

Som nævnt i afsnit 4.2 har sagsøgeren hverken præsenteret nyt faktum eller konkretiseret, hvilken – ifølge sagsøgeren – retsstridig behandling, som han måtte have været udsat for, der ikke allerede er behandlet i straffesagen, hvor-for der ikke er grundlag for, at Forsvarsministeriet skal ifalde et ansvar i med-før af erstatningsansvarslovens § 26.

Under alle omstændigheder bemærkes, at Forsvarsministeriets ansvar efter er-statningsansvarslovens § 26, stk. 1, i denne sag også må fastlægges i lyset af den særlige situation, som både sagsøger og de danske styrker befandt sig i.   

Der skal således tages hensyn til den internationale og udenrigspolitiske bag-grund for de danske styrkers tilstedeværelse i Irak samt til den borgerkrigslig-nende tilstand, der gjorde sig gældende i By 3-området i Irak i begyndelsen af 2004.

Endvidere skal der tages hensyn til baggrunden for og omstændighederne ved den konkrete tilbageholdelse og udspørgen, jf. også ovenfor pkt. 0.   

Som det fremgår af landsrettens dom … , var formålet med tilbageholdelsen af de tre irakere, herunder sagsøger, at udspørge dem om, hvad ”de var i færd med” , hvilken organisation de eventuelt tilhørte, og hvilken fare de udgjorde for den danske bataljon, alt sammen med henblik på at afklare om de kunne løslades, overgives til den britiske brigade eller til de irakiske myndigheder.   

Formålet var således – i overensstemmelse med FN-mandatet og det danske folketingsmandat – at bidrage til opretholdelse af sikkerhed og stabilitet i lan-det.

Østre Landsret fastslog således også med henvisning til magtanvendelsesdirek-tivet (bilag AB), at det var ” berettiget at foretage udspørgning af personer, der under mistænkelige omstændigheder var truffet på det besatte territorium, med henblik på at fastlægge deres status”  … .

Den udspørgen af sagsøger, som de danske styrker foretog, var derfor sagligt begrundet og gik ikke videre, end hvad der var sædvanligt og påregneligt under de omstændigheder, som parterne befandt sig i på dette tidspunkt.

- 139 -

For så vidt angår påstanden om manglende opfyldelse af et behov for vand, toi-letadgang eller tæpper på selve aftenen for tilbageholdelsen bemærkes, at disse forhold under de konkrete omstændigheder, herunder henset til, at sagsøger blev tilbageholdt sent om aftenen, og at det ikke er godtgjort, at han selv har ef-terspurgt det, ikke kan betragtes som ansvarspådragende.   

Forsvarsministeriet bestrider på den baggrund, at de danske styrker på noget tidspunkt skulle have handlet ansvarspådragende i forbindelse med tilbagehol-delsen og udspørgen af sagsøger.

4.2.2.2 Ingen dokumentation for retsstridig behandling, der kan udløse tort-godtgørelse

Det gøres videre gældende, at sagsøger ikke har godtgjort, at Forsvarsministe-riet er ansvarlig for handlinger, der kan kvalificeres som tort, jf. erstatningsan-svarslovens § 26.

I den forbindelse henvises for det første til, at det ikke er godtgjort, at sagsøger har været udsat for en ” retsstridig krænkelse” , dvs. en krænkelse af en sådan grovhed, at denne kan udløse tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, jf. også afsnit 4.2.   

Sagsøger har for det andet ikke godtgjort, at han som hævdet i stævningen un-der de danske styrkers tilbageholdelse var udsat for en retsstridig behandling. Sagsøger har navnlig ikke fremlagt dokumentation for den påståede retsstridige behandling.

Det gøres gældende, at hverken sagsøgers forklaring i stævningen eller i afhø-ringsrapporten fra november 2004 … er tilstrækkelig til at løfte bevisbyr den for den hævdede retsstridige behandling.

Dette gælder navnlig, når henses til, at oplysningerne – når bortses fra tolken – ikke har støtte i de afgivne forklaringer for landsretten i straffesagen, jf. også rapporten af 6. december 2004 … fra dommeren i By 1, som overværede Auditørkorpsets afhøring af sagsøger den 16. november 2004.

Endvidere gøres det gældende, at den behandling, som landsretten fandt bevist i straffesagen, ikke har haft en sådan grovhed, at den kan udløse tortgodtgørel-se efter erstatningsansvarslovens § 26.

I den forbindelse henvises til, at retspraksis om erstatningsansvarslovens § 26 er særdeles restriktiv, jf. f.eks. UfR 1999, side 1491 H, UfR 2000, side 2385 H og UfR 2005, side 523 H.

Hertil kommer, at godtgørelse for tort alene kommer på tale, såfremt der har været tale om grov vold begået under særligt krænkende, ydmygende eller hå-nende omstændigheder, der er egnede til at krænke ofrets selv- og retsfølelse, jf. f.eks. UfR 1995, side 185 H, UfR 2006, side 1120 H og UfR 2008, side 1497 Ø.

4.2.3 Særligt om uddannelse i forbuddet imod tortur og ajourføring af reg-ler

- 140 -

Det bestrides, at Forsvarsministeriet ” ikke har overholdt sin pligt til at undervi-se i forbuddet imod tortur og ajourføre regler ved afhøring” , … .

Sagsøgeren har ikke konkretiseret dette synspunkt nærmere.   

I den forbindelse bemærkes, at selv hvis sagsøgeren kunne løfte sin bevisbyrde om, at Forsvarsministeriet har udført en mangelfuld undervisning, er der ingen kausalitet, idet sagsøgeren ikke har været udsat for en retsstridig behandling, jf. Østre Landsrets afgørelse … og Forsvarets Auditørkorps afgørelse af 18. de-cember 2017 … .

Hertil kommer, at det under alle omstændigheder kan lægges til grund, at Vidne 1 og MP-sergenterne var bekendt med magtanvendelsesdirek-tivet for Hold 2 …, herunder soldatens og førerens kort.

4.2.4 Danmarks folkeretlige forpligtigelser kan ikke føre til et andet resul-tat

Danmarks folkeretlige forpligtelser kan ikke føre til et andet resultat, end at sagsøgte ikke er erstatningspligtig over for sagsøgerne. Dette bygger på,

-at Danmarks forpligtelser efter EMRK artikel 3 ikke kan medføre, at sagsøgte er erstatningsansvarlig over for sagsøgerne, og

-at Danmarks øvrige folkeretlige forpligtelser, herunder ved FN’s Tor-turkonvention og Genèvekonventionerne, heller ikke kan føre til, at sagsøgte er erstatningsansvarlig.  

Hvis landsretten alligevel måtte finde, at det i denne sag måtte være nødvendigt at forholde sig til, om de danske styrker har handlet i strid med EMRK eller Torturkonventionen, gør Forsvarsministeriet gældende, at de danske styrker ik-ke har handlet i strid med bestemmelser i nogen af disse internationale konven-tioner.   

Endelig gør Forsvarsministeriet gældende, at selv hvis landsretten måtte finde, at danske styrker har overtrådt bestemmelser i EMRK eller Torturkonventio-nen, indebærer disse overtrædelser ikke i sig selv automatisk, at de danske styrker skal udbetale godtgørelse til sagsøger efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1's forstand.

4.2.4.1 EMRK

Sagsøger har i stævningen, s. 13, påberåbt sig artikel 3, 5, 13 og 41 i EMRK til støtte for påstanden om tortgodtgørelse.   

EMRK kan ikke i relation til den foreliggende sag tilsidesætte danske lovreg-ler, herunder EAL § 26 og principperne om offentlige myndigheders erstat-ningsansvar.   

Det bestrides under alle omstændigheder, at sagsøger er blevet behandlet på en måde, der udgør en krænkelse af EMRK. Der henvises i den forbindelse til det, der er anført under pkt. 2.2-2.6 ovenfor.

- 141 -

Østre Landsret har som nævnt allerede i forbindelse med straffesagen taget stil-ling til, at den foretagne tilbageholdelse med henblik på udspørgen under de konkrete omstændigheder i sig selv var berettiget. Der er derfor heller ikke grundlag for, at danske styrker har handlet i strid med EMRK artikel 5.

Særligt for så vidt angår EMRK artikel 41 bemærkes, at denne bestemmelse, som giver Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) mulighed for at yde erstatning for en konstateret overtrædelse af EMRK, alene er en kompe-tencenorm for EMD. Artikel 41 finder således ikke anvendelse i retssager ved de nationale domstole, jf. herved bl.a. Per Lorenzen m.fl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 3. udg. (2011), s. 1152.   

4.2.4.2 FN’s konvention mod tortur og anden gr usom, umenneskelig eller ned-værdigende behandling eller straf (FN’s Torturkonvention)

I stævningen … har sagsøger endvidere påberåbt sig FN's Torturkonvention til støtte for påstanden om tortgodtgørelse.   

FN Torturkonvention er ratificeret, men er ikke inkorporeret Torturkonventio-nen, hvilket betyder, at konventionen ikke kan udgøre et selvstændigt grundlag for sagsøgernes erstatningspåstand, idet der alene er tale om en mellemstatslig forpligtelse.

5. Anbringender til støtte for afvisningspåstanden over for sagsøgers 

påstand 2

5.1 Afvisningspåstanden over for sagsøgers principale påstand 2 

Sagsøgers principale påstand 2 angår Forsvarsministeriets pligt til under denne retssags behandling at tilvejebringe effektiv oplysning af sagsøgers ” rimeligt begrunded e anførsler om tortur, m.v.”

Til støtte for afvisningspåstanden gør Forsvarsministeriet for det første gæl-dende, at sagsøgers principale påstand 2 er uklar og uegnet til at indgå i en ope-rativ domskonklusion. Det er således navnlig ud fra ordlyden af påstanden og på baggrund af de anbringender, der er gjort gældende, uklart, hvilke præcise retlige konsekvenser der måtte følge af påstanden for det tilfælde, at sagsøger måtte få medhold.   

I det omfang de retlige konsekvenser af sagsøgers principale påstand 2 måtte være, at Forsvarsministeriet ved rettens afgørelse i forbindelse med sagens af-slutning skal tilpligtes at tilvejebringe effektiv oplysning til brug for den da af-sluttede sags behandling, vil en sådan påstand, når sagen er afsluttet, ikke kun-ne opfyldes. Påstanden bør derfor afvises, jf. herved Østre Landsrets kendelse af 22. august 2016 i sag B-3448-14, der nåede til samme resultat.

For det andet – og af samme grunde som nævnt ovenfor – er den principale på-stand 2 så upræcis, at den er uegnet til at danne grundlag for behandling af sa-gen, jf. f.eks. U.2005.2134 H og U.2006.922 Ø.   

For det tredje gøres det gældende, at påstanden reelt er en anmodning til lands-retten om at anvende retsplejelovens §§ 339, stk. 3, og 344, stk. 3, og at på-standen må afvises, idet den derved blot er et anbringende til støtte for beta-lingspåstanden i påstand 1.

- 142 -

For det fjerde gøres det gældende, at sagsøgeren ingen retlig interesse har i, at Forsvarsministeriet foretager en undersøgelse af sagsøgerens påståede civilret-lig e krav, navnlig fordi kravet under alle omstændigheder er forældet, …

Hvis sagsøgeren måtte få medhold i påstand 2, vil der dermed ikke ske en æn-dring af sagsøgerens retsstilling, jf. f.eks. UfR 2004.3051 H.

Desuden kan hensynet til en strafferetlig forfølgning af sagsøgerens ” rimeligt begrundede anførsler om tortur, m.v.”  heller ikke medføre, at domstolene skal se bort fra kravet om retlig interesse.   

For det første blev den danske officer, der udspurgte sagsøgeren den 9. marts 2004, og 4 danske MP-sergenter frifundet for pligtforsømmelse, jf. Østre Landsrets dom af 6. juli 2006 … .

For det andet har Forsvarets Auditørkorps i sin afgørelse af 18. december 2017 (bilag Z) ikke fundet anledning til at forfølge sagsøgerens ” rimeligt begrunde-de anførsler o m tortur, m.v.” . I afgørelsen bemærker Auditørkorpset i øvrigt

…, at et eventuelt strafferetligt ansvar henset til den forløbne tid umiddelbart må antages at være forældet.   

Der henvises endvidere til de anbringender, der nedenfor gøres gældende til støt te for afvisningspåstanden over for den subsidiære påstand 2 … .

5.2 Afvisningspåstanden over for sagsøgers subsidiære påstand 2 

Forsvarsministeriet forstår sagsøgers subsidiære påstand 2 således, at den angår Forsvarsministeriets pligt til at foranledige en særskilt undersøgelse af sagsø-gers påstand om tortur – uden for denne retssags rammer.   

Sagsøgers anbringender til støtte for henholdsvis den principale og subsidiære påstand 2 er imidlertid ikke klart adskilte.   

Påstand 2 støttes således på den pligt til at efterforske og retsforfølge brud på EMRK artikel 3, jf. artikel 1, som EMD har udviklet i praksis.

Af praksis fra EMD følger, at myndigheder i visse tilfælde har en positiv for-pligtelse til at indlede en undersøgelse i anledning af påståede overtrædelser af EMRK artikel 3 for at sikre en effektiv efterlevelse af forbuddet mod tortur.   

Undersøgelsespligten indtræder, hvor en person anfører rimeligt begrundede påstande om, at den pågældende har været udsat for handlinger i strid med EMRK artikel 3, begået af politiet eller andre myndighedspersoner, som er un-derlagt konventionsstatens ansvar, jf. bl.a. EMD’s domme i Assenov m.fl. mod Bulgarien (dom af 28. oktober 1998), præmis 102, og Labita mod Italien (dom af 6. april 2000), præmis 131.   

Konventionsstaten skal dermed sikre, at der under dens jurisdiktion gennemfø-res en effektiv officiel undersøgelse af påstande om tortur, som er i stand til at identificere og strafforfølge de ansvarlige.   

Til støtte for afvisningspåstanden over for sagsøgers subsidiære påstand 2 gør Forsvarsministeriet for det første gældende, at sagsøger ikke har en retlig inte-

- 143 -

resse i påkendelse af en påstand, som tilpligter Forsvarsministeriet at anerken-de en pligt til at foranledige en særskilt undersøgelse af, om sagsøger har været udsat for tortur.   

Således som sagsøgers subsidiære påstand 2 er formuleret, har påstanden ikke til formål at afdække et strafferetligt ansvar, jf. EMRK artikel 3, men har der-imod alene til formål at bidrage til oplysningen af den foreliggende civilretlige sag om tortgodtgørelse.   

Sagsøgers påstand 2 udgør dermed alene et anbringende til støtte for sagsøgers påstand 1, og har som sådant ikke nogen selvstændig betydning for sagsøgers eller andres retsstilling.   

Forsvarsministeriet gør for det andet gældende, at Forsvarsministeriet ikke er rette sagsøgte i forhold til en påstand om undersøgelse af danske styrkers brud på EMRK artikel 3.   

En sådan undersøgelse vil efter EMD’s praksis skulle foretages af en uaf-hængig myndighed. I Danmark er det Forsvarets Auditørkorps, der foretager sådanne strafferetlige undersøgelser vedrørende militært personels handlinger i tjenesten. I det omfang påstanden overhovedet kan tages under påkendelse, er det derfor Forsvarets Auditørkorps og ikke Forsvarsministeriet, der er rette sagsøgte.

Som nævnt ovenfor i pkt. 1.2 har de faktiske omstændigheder, som sagsøger påberåber sig som grundlag for dette sagsanlæg, allerede været genstand for en strafferetlig efterforskning og efterfølgende straffesag, hvorunder samtlige de tiltalte danske soldater blev frifundet.

Endelig bemærkes, at Forsvarets Auditørkorps igen den 4. maj 2016, på bag-grund af sagsøgers advokats omtale af sagen og anklager mod danske styrker i pressen, af egen drift har indledt en ny efterforskning af disse forhold og har fundet, at der efter en konkret vurdering ikke var grundlag for at fortsætte efter-forskningen, jf. afgørelse af 18. december 2017, bilag Z.   

En eventuel undersøgelsesforpligtelse, jf. EMRK artikel 3, er således også alle-rede opfyldt. Sagsøgers subsidiære påstand 2 bør også af denne grund afvises.   

6. Anbringender til støtte for frifindelsespåstanden over for sagsøgers 

påstand 2

6.1 Indholdet af sagsøgers påstand 2 er allerede opfyldt 

Til støtte for Forsvarsministeriets frifindelsespåstand over for både den princi-pale og subsidiære påstand 2 gøres det gældende, at pligten til at foranledige en undersøgelse efter EMRK artikel 3 alene angår brud på EMRK artikel 3, som kan henregnes til personer, der er underlagt Danmarks ansvar.   

En sådan under søgelse er … allerede gennemført af Forsvarets Auditørkorps, hvilket førte til frifindelse af de involverede danske soldater.

Forsvarsministeriet gør derfor gældende, at en eventuel undersøgelsesforplig-telse i henhold til EMRK allerede er opfyldt.

- 144 -

…

8. Sagsomkostninger 

Forsvarsministeriet finder, at sagsøgerens sagsførelse er udtryk for unødvendig procesførelse, idet denne sags sammenhæng med straffesagen … må have stået klart for sagsøgeren senest ved fremlæggelsen af byrets- og landsretsdommen i svarskriftet.   

Sagsøgeren har imidlertid ikke tilrettelagt sin sagsførelse herefter.   

Hertil kommer, at sagsøgeren tæt på forberedelsens afslutning har fremsat en række irrelevante opfordringer og editionsbegæringer.   

Disse forhold bør afspejle sig ved landsrettens fastsættelse af sagsomkostnin-gerne.   

…”

5. Landsrettens begrundelse og resultat

Sagsøgers påstand 1 angår godtgørelse for tort i anledning af påståede retsstri-dige krænkelser omfattet af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, da han den 9. og 10. marts 2004 var i danske styrkers varetægt i Irak. Fordringen blev med fristafbrydende virkning i henhold til den nugældende forældelseslovs § 16, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, gjort gældende ved indlevering af stævning af 4. maj 2016.

Den følger af den gældende forældelseslovs § 30, stk. 1, sammenholdt med lovens § 3, stk. 1, og den tidligere gældende 1908-forældelseslovs § 1, nr. 5, og § 2, at en fordring, der kunne gøres gældende den 10. marts 2004, blev forældet den 10. marts 2009.

Efter suspensionsreglerne i såvel den tidligere gældende 1908-lovs § 3 som den nugælden-de forældelseslovs § 3, stk. 2, regnes forældelsesfristen først fra det tidspunkt, hvor for-dringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen og til skyldneren. På grund-lag af Sagsøgers forklaring for landsretten kan det lægges til grund, at han den 10. marts 2004 var bekendt med de omstændigheder, hvorpå han støtter sit krav, og med at skyldneren var danske myndigheder. Begyndelsestidspunktet for forældelsen er således ikke suspenderet til et senere tidspunkt end 10. marts 2004.

Efter den nugældende forældelseslovs § 14, stk. 1, gælder der en tillægsfrist i de tilfælde, hvor fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af ukendskab til skyldnerens opholdssted eller på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshave-

- 145 -

rens forhold. Hvor sådanne omstændigheder foreligger, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til skyldnerens opholdssted, henholdsvis 1 år efter hindringens ophør. Det er ikke godtgjort, at Sagsøger har været ubekendt med danske myndigheders opholdssted eller har været afskåret fra at af-bryde forældelsen på grund af en hindring, som ikke beror på hans forhold. Landsretten bemærker endvidere, at det af forældelseslovens § 14, stk. 2, 1. led, følger, at tillægsfristen efter bestemmelsens første stykke ikke medfører en forlængelse af de absolutte forældel-sesfrister i henhold til den nugældende forældelseslovs § 3, stk. 3. Sagsøgers krav er omfattet af den 10-årige absolutte forældelsesfrist i lovens § 3, stk. 3, nr. 2, der udløb den 10. marts 2014. Det er således ikke alene ved hans forklaring godtgjort, at kravet vedrører personskade som omhandlet i lovens § 3, stk. 3, nr. 1.

Det følger af det anførte, at der indtrådte forældelse af Sagsøgers krav om tort-godtgørelse den 10. marts 2009, jf. gældende forældelseslovs § 30, stk. 1, sammenholdt med lovens § 3, stk. 1, og den tidligere gældende 1908-forældelseslovs § 1, nr. 5, og § 2. At han støtter sit krav på et anbringende om, at han har været udsat for en behandling i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og artikel 13 i FN ’ s torturkonvention ændrer ikke herved, idet forældelsen hverken generelt eller konkret kan anses for stridende mod de rettigheder, der tilkommer ham i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ved landsrettens vurdering, hvorefter forældelsen ikke konkret strider mod de nævnte rettigheder, er der navnlig lagt vægt på, at forældelse, selv hvis det kunne lægges til grund, at Sagsøger blev udsat for den behandling, der er beskrevet i stævningen – hvilken beskrivelse efter hans forklaring sammenholdt med den øvrige bevisførelse på flere væsentlige punkter fremstår helt utroværdig – ikke efter de foreliggende oplysninger om hans daværende og senere personlige forhold kan anses for uproportional.

Forsvarsministeriet frifindes herefter for Sagsøgers påstand 1.

Sagsøgers principale påstand 2 angår Forsvarsministeriets pligt til under denne sags behandling ”at tilvejebringe effektiv oplysning af sagsøgers rimeligt begrundede an-førsler om tortur, m.v.” De retlige konsekvenser af hans principale påstand 2 er, at For-svarsministeriet ved rettens dom skal tilpligtes at tilvejebringe effektiv oplysning til brug for sagen, som afgøres ved dommen. Påstanden er således ikke egnet til at indgå i en domskonklusion. Som følge heraf afvises den principale påstand 2.

- 146 -

Sagsøgers subsidiære påstand 2 angår, om Forsvarsministeriet har pligt til at foranledige en effektiv, officiel, uafhængig, og særskilt undersøgelse af, om han har været udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf som følge af Forsvarsministeriets handlinger og/eller undladelser. Landsretten konstaterer, at behandlingen af Sagsøger, mens han var i danske styrkers varetægt den 9. og 10. marts 2004, har været genstand for indgående, uafhængig domstolsprøvelse i forbindel-se med straffesagen mod Vidne 1 og fire MP’er i 2005 og 2006. Sagen er end-videre på ny undersøgt af Forsvarets Auditørkorps, hvis afgørelse af 18. december 2017 om at indstille den fornyede efterforskning ikke er påklaget af Sagsøger. Alle-rede derfor frifindes Forsvarsministeriet for den subsidiære påstand 2.

Sagsøger har herefter tabt sagen og skal betale fulde sagsomkostninger til For-svarsministeriet. Det, som Sagsøger har anført om sagsomkostningerne, kan ikke føre til en anden vurdering. Henset til sagens karakter, til omfanget af sagens forbere-delse og til, at hovedforhandlingen har varet fire retsdage, tilkendes der Forsvarsministeriet 150.000 kr. til dækning af ministeriets udgifter til advokat inklusive moms.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t :

Forsvarsministeriet frifindes for Sagsøgers påstand 1.

Sagsøgers principale påstand 2 afvises.

Forsvarsministeriet frifindes for Sagsøgers subsidiære påstand 2.

I sagsomkostninger for landsretten skal Sagsøger inden 14 dage betale 150.000 kr. til Forsvarsministeriet.

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.