VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 12. oktober 2023
Sag BS-33323/2021-VLR
(7. afdeling)
Sagsøger
(advokat Jens Asbjørn Knudsen)
mod
Topdanmark Forsikring A/S
(advokat Jesper Ravn)
Landsdommerne Hans-Jørgen Nymark Beck, Jon Esben Hvam og Rikke Brændgaard-Nielsen (kst.) har deltaget i sagens afgørelse.
Sagen er anlagt ved Retten i Randers ved adcitationsstævning dateret den 26. februar 2021, hvorved Sagsøger adciterede Topdanmark Forsikring A/S (Topdanmark) i en sag, som Dansk Forening for International Motorkøretøjs-forsikring (DFIM) den 1. oktober 2020 havde anlagt mod Sagsøger.
Ved kendelse af 6. september 2021 er sagerne henvist til behandling ved lands-retten efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
Sagsøger tog under hovedforhandlingen bekræftende til genmæle over for DFIM’s påstand i sagen mellem disse parter om betaling af 113.494,31 kr. svarende til det beløb, som DFIM havde betalt til Trafikkforsikringsforeningen i Norge. Sagen mellem DFIM og Sagsøger er herefter hævet, og Sagsøger er blevet pålagt at betale sagsomkostninger til DFIM i den hævede sag.
2
Denne sag drejer sig om, hvorvidt en bil med et andet registreret stelnummer end det originale (en ”klonet” bil), som var involveret i et færdselsuheld i Nor-ge den 6. januar 2019, er omfattet af en motoransvarsforsikring tegnet af Sagsøger i Topdanmark, herunder om Sagsøger har haft en lovlig inter-esse i at forsikre bilen, og om han i ond tro har afgivet urigtige risikooplysnin-ger ved tegning af forsikringen.
Påstande
Sagsøger, har nedlagt påstand om, at Topdanmark skal be-tale ham 113.494,31 kr. og de sagsomkostninger, som han måtte blive pålagt at betale til DFIM i sagen mellem DFIM og ham.
Sagsøgte, Topdanmark, har påstået frifindelse.
Parterne er enige om opgørelsen af kravet på 113.494,31 kr.
Sagsfremstilling
Sagsøger indgik den 2. august 2018 aftale om køb af en bil af mærket Mercedes-Benz, model Vito, 115 CDI AUT, med Stel nr..
Efter købet af bilen anmodede Sagsøger om tegning af lovpligtig motor-ansvarsforsikring hos Topdanmark via Digitalt Motorregister.
Topdanmark udstedte den 27. september 2018 en forsikringspolice med bl.a. dækning af ansvar, hvoraf bl.a. fremgik fabrikat, model, variant og registre-ringsnummer. Bilens stelnummer fremgik ikke af policen.
Bilen var den 6. januar 2019 involveret i et færdselsuheld i Hallingdal, Norge, hvorefter skaden på den norske modpart blev anmeldt til Topdanmark den 10. januar 2019.
Topdanmarks taksator konstaterede ved en besigtigelse af bilen den 30. januar 2019, at bilen rettelig var en Mercedes-Benz, model Viano, CDI 2,2, som var ble-vet stjålet i 2011 og forsynet med et falsk stelnummer.
Topdanmark afviste på den baggrund forsikringsdækning med henvisning til, at den skadevoldende bil ikke var forsikret hos selskabet. Topdanmark udleve-rede herefter bilen til det forsikringsselskab, som efter tyveriet havde udbetalt erstatning for den.
Da bilen herefter stod som uforsikret, udbetalte det norske erstatningsorgan, Trafikkforsikringsforeningen i Norge, erstatning til skadelidte og krævede refu-
3
sion hos DFIM, som i henhold til garantiordningen betalte 113.494,31 kr. til Tra-fikkforsikringsforeningen i Norge. DFIM indtrådte herefter i et eventuelt krav mod Sagsøger.
Sagsøger indbragte Topdanmarks afslag på dækning for Ankenævnet for Forsikring, som i kendelse af 10. juni 2020 har anført bl.a. følgende:
”Nævnet finder, at selskabet ikke har godtgjort, at selskabet kan stille som objektiv betingelse for bilforsikringens eksistens, at data oplyst ved forsik-ringsaftalens indgåelse om bilens stelnummer, registreringsnummer, fa-brikat, model, variant mv. i det hele er fuldt korrekte – med den konse-kvens, at forkerte oplysninger automatisk fører til, at klageren ikke har nogen forsikring. Dette fremgår hverken af police eller forsikringsbetin-gelser. Nævnet bemærker i relation til stelnummer, at bilens stelnummer ikke er oplyst i policen.
Nævnet bemærker endvidere, at i det tilfælde, at selskabet måtte mene, at en forsikringstager ved uagtsomhed eller svig har givet selskabet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder vedrørende en indtegnet bils identitet, kan selskabet gå frem efter forsikringsaftalelovens § 4 - § 10. Sel-skabet har ikke i den konkrete sag gjort gældende, at klageren ikke er i god tro omkring bilens identitetsoplysninger, som ligger til grund for for-sikringen.
Nævnet finder, at afgørende for forsikringens eksistens derimod er, om der foreligger den for selskabets hæftelse nødvendige sikkerhed for, hvil-ket fysisk køretøj forsikringen omhandler. Dette må bero på en konkret vurdering af sagens omstændigheder.
Efter en gennemgang af sagen finder nævnet, at selskabet ikke har bevist, at der foreligger nogen rimelig tvivl om, at det fysiske køretøj, som klage-ren og selskabet i efteråret 2018 indgik aftale om at forsikre, er identisk med den bil, som forulykkede i udlandet den 6/1 2019.
Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger, som giver grundlag for at antage, at der er en reel forvekslingsrisiko i for-hold til et andet fysisk køretøj.
…
Ansvarsforsikringen
Nævnet finder, at klageren har en lovlig interesse, der er forsikret gennem den ansvarsforsikring, der er tegnet for bilen.
4
Nævnet bemærker, at en motoransvarsforsikring dækker den sikredes in-teresse i ikke selv at skulle udbetale erstatning som følge af det erstat-ningsansvar, den sikrede som ejer, bruger eller fører af den forsikrede bil pålægges i henhold til færdselsloven. Nævnet bemærker i øvrigt, at an-svarsforsikringen er lovpligtig og udgør en central beskyttelse i forhold til ejerens/brugerens mulige erstatningsansvar ved færdselsuheld. Det kræ-ver derfor et særligt retsgrundlag at ophæve denne forsikring.
Nævnet finder derfor, at selskabet over for modparten skal dække klage-rens erstatningsansvar i forbindelse med ulykken den 6/1 2019.
Nævnet finder endvidere, at selskabet ikke kan gøre regres over for klage-ren som følge af den erstatning, som selskabet må betale til modparten. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at selskabet som anført ikke har sandsynliggjort, at der foreligger retsstridige forhold hos klageren, eller at klageren burde have haft kendskab til retsstridige forhold hos andre per-soner for så vidt angår bilens reelle ejerskab og/eller identitet.
Som følge heraf
bestemmes:
Selskabet, Topdanmark Forsikring A/S, skal anerkende, at bilen, som for-ulykkede den 6/1 2019, var forsikret i selskabet på skadestidspunktet. Sel-skabet skal yde dækning for den forvoldte ansvarsskade.
… ”
Topdanmark anfægtede ved brev af 14. juli 2020 Ankenævnet for Forsikrings afgørelse.
Forsikring & Pensions responsumudvalg har under sagen besvaret spørgsmål fra parterne. Den 12. december 2022 har responsumudvalget besvaret parternes spørgsmål således:
” Topdanmarks spørgsmål:
Anser Responsumudvalget det for at være i overensstemmelse med god forsikringsskik og praksis at et motoransvarsforsikringsselskab afviser at udbetale erstatning til en skadelidt, hvis motoransvarsforsikringen bliver bekendt med, at skaden er forvoldt af et motordrevet køretøj, der er klo-net, således at motoransvarsforsikringen i stedet henviser skadelidte til at søge erstatning fra DFIM.
5
Svar på Topdanmarks spørgsmål:
Nej, fordi på en motoransvarsforsikring er den sikrede interesse en hæftel-se på objektivt grundlag over for skadelidte. Denne hæftelse påvirkes ikke af, om køretøjet har været klonet. Den forsikringsmæssige interesse kan ikke anses for at være ulovlig.
Sagsøgers spørgsmål:
Anser Responsumudvalget det for at være i overensstemmelse med god forsikringsskik, at motorforsikringen afviser at dække en ansvarsskade, når forsikringstager før skadestidspunktet har tegnet og løbende betalt an-svarsforsikringspræmie for et køretøj, hvis identitet er blevet godkendt ved indregistreringssynet, men som senere viser sig at være klonet?
Svar på Sagsøgers spørgsmål:
Nej. Der henvises til svaret på Topdanmarks spørgsmål. Erhververens go-de eller onde tro tillægges ikke betydning for svaret.”
Ved skrivelse af 24. april 2023 har responsumudvalget bl.a. besvaret parternes supplerende spørgsmål således:
”Responsumudvalget sender hermed svar på spørgsmålene. Udvalget skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at i forhold til det meget store antal motorkøretøjsforsikringer, der tegnes, er de i nærværende spørgetema nævnte situationer relativt sjældne, og der kan ikke konstateres nogen egentlig kutyme eller praksis for selskabernes håndtering heraf.
…
Spørgetema
Spørgsmål 1
Anser Responsumudvalget i forbindelse med besvarelsen af 12. december 2022 den lovpligtige motoransvarsforsikring for at være uafhængig af det forsikringsobjekt (det køretøj, som motoransvarsforsikringen er tegnet for), når det angives, at ”den sikrede interesse” er hæftelsen på objektivt grundlag over for skadelidte, uanset at der ikke måtte være identitet mel-lem det køretøj (stelnummer), der er angivet i policen for ansvarsforsik-ringen, og et køretøjs ”ægte” stelnummer?
Svar på spørgsmål 1
Nej, den lovpligtige motoransvarsforsikring er ikke uafhængig af det for-sikringsobjekt, der tegnes forsikring for men uafhængig af, hvilket stelnummer dette objekt tidligere har haft eller senere påføres.
6
Spørgsmål 2
Idet det er noteret, at Responsumudvalget finder, at det er i strid med god forsikringsskik at henvise skadelidte til at søge dækning for en ansvars-skade forvoldt af et klonet køretøj til DFIM, bedes Responsumudvalget angive, om det må anses for stridende mod god forsikringsskik at søge re-gres mod forsikringstager/ejeren for ansvarsudgiften forbundet med ska-den. Har det i den forbindelse betydning for forsikringsselskabernes prak-sis, om forsikringstager er i god eller ond tro?
Svar på spørgsmål 2
Nej, det vil ikke være i strid med god forsikringsskik at gøre regres mod forsikringstager/ejer, hvis denne er i ond tro.
Spørgsmål 3
Idet der henvises til Responsumudvalgets besvarelse af 12. december 2022, hvorefter ”den sikrede interesse” er hæftelsen på objektivt grundlag over for skadelidte, bedes det oplyst, om det er forsikringsselskabernes praksis, at dækningen under en lovpligtig motoransvarsforsikring tillige kan på-beråbes af en tredjemand i et EU-land med et køretøj, der matcher de i po-licen angivne oplysninger om stelnummer og model mv. (dvs. det ”ægte” køretøj med det oprindelige stelnummer eller andre køretøjer, der tillige er blevet klonet ved brug af det ægte stelnummer).
Svar på spørgsmål 3
Nej. Forsikringsaftalen har alene to parter. Der henvises også til svaret på spørgsmål 1.
Spørgsmål 4
Anser Responsumudvalget det for at være i strid med god forsikringsskik/
-praksis, hvis et forsikringsselskab – uanset kontraheringspligten i forhold til at tegne lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøjetøjer - afviser indteg-ning af en motoransvarsforsikringsforsikring for et køretøj, hvis selskabet ved begæringen om indtegning er/bliver bekendt med, at køretøjet er klo-net?
Svar på spørgsmål 4
Hvis selskabet allerede ved begæring om indtegning af forsikringen erfa-rer, at køretøjet er klonet, er det ikke i strid med god forsikringsskik i før-ste omgang at afvise at forsikre køretøjet, indtil dettes rette ”identitet” er afklaret.
Spørgsmål 5
Anser Responsumudvalget det for at være i strid med god forsikringsskik/
7
-praksis, hvis et forsikringsselskab opsiger eller ophæver en motor-ansvarsforsikringsforsikring for et køretøj – uanset forsikringsselskabets lovmæssige kontraheringspligt til tegning af ansvarsforsikringen – hvis selskabet i forsikringstiden (før henholdsvis efter en skade), bliver bekendt med, at køretøjet er klonet.
Svar på spørgsmål 5
Hvis selskabet, efter at forsikringen er blevet tegnet i forsikringstiden bli-ver bekendt med, at køretøjet er klonet, er det ikke i strid med god forsik-ringsskik at opsige eller ophæve forsikringsaftalen, enten fra indtegnings-tidspunktet eller et eventuelt senere tidspunkt.
Spørgsmål 6
I fortsættelse af spørgsmål 4 bedes det angivet, om Responsumudvalget anser det for at være i strid med god forsikringsskik/-praksis at ophæve den lovpligtige motoransvarsforsikring med virkning fra tegningstids-punktet, hvis selskabet bliver bekendt med, at køretøjet er klonet?
Svar på spørgsmål 6
Der henvises til svaret på spørgsmål 5.
Spørgsmål 7
Afhænger forsikringsselskabernes praksis ved besvarelsen af spørgsmål 4 og 5 af, om forsikringstager er i god eller ond tro om, at køretøjet er klo-net?
Svar på spørgsmål 7
Spørgsmålet, om der i praksis sondres mellem forsikringstagerens eventu-elle gode eller onde tro, og konsekvenserne heraf, er ikke oplyst.”
Parterne har været enige om, at bilen ikke ville kunne være blevet indregistreret i motorregisteret, hvis det havde været kendt, at bilen havde et falsk stelnum-mer.
Der er fremlagt udskrifter fra bl.a. Wikipedia om Mercedes-Benz, hvoraf frem-går bl.a., at Mercedes-Benz type 639 er typekoden for Mercedes-Benz Vito og Viano fra 2003 og frem.
Der er også fremlagt udskrifter fra www.dba.dk, hvoraf ses, at Sagsøger i perioden 2016-2021 har udbudt flere biler, herunder to Mercedes Sprintere, diverse reservedele til Mercedes Sprintere, en campingvogn, alufælge, en boo-gietrailer, en cargotrailer og en lift til salg.
8
Forklaring
Sagsøger har afgivet forklaring.
Sagsøger har forklaret, at han driver en enkeltmandsvirksomhed med montage af køleudstyr. Han har boet på en ejendom i By siden 2007. Han har ejet flere Mercedes Sprinter kassevogne, som han har brugt i sin virk-somhed og solgt videre efter 2-3 år. Han har selv været bruger af de to kasse-vogne, som han havde til salg på Den Blå Avis i september 2016 og oktober 2017. Gennem tiden har han købt reservedele til Mercedes Sprinter i sæt, og når der har været dele i overskud, har han solgt dem videre. Han har bl.a. solgt dæk, en forskærm, en forklap, et frontstykke og en bagdør. Desuden har han haft en ældre BMW, en Volkswagen Polo, en lift og en olietank til salg. Bilerne har han brugt privat, og liften og olietanken var på ejendommen, da han købte den. Han havde ikke brugt liften mellem 2007 og 2018, hvor den blev sat til salg. Han har kun købt autodele til eget brug og har ikke drevet et autoværksted el-ler handlet med biler. Han har selv lavet småreparationer på sine biler som f.eks. udskiftning af viskerblade. Hvis han måtte få brug for at få skiftet en frontklap eller en bagdør, vil han gå til en automekaniker.
På et tidspunkt ville han gerne have en større bil med mere plads til familien. Han søgte ikke efter en specifik model, men der skulle helst være 5-6 sæder i bilen. Han var tilfreds med kvaliteten af Mercedes og kiggede derfor efter en bil af dette mærke på nettet. Han så både på Vito’er og Viano’er. Han fandt en Mercedes Vito på Den Blå Avis til en fornuftig pris, hvorefter han ringede til telefonnummeret, der var anført i annoncen. Personen præsenterede sig ved navn eller som Virksomhed. Han husker ikke navnet. Bilen stod i Søborg, og da han alligevel var på Sjælland i forbindelse med sit arbejde, kørte han til Virksomheds adresse for at kigge på bilen. Han husker ikke adressen. Der var flere bilforhandlere på adressen. Han talte med en fra Virksomhed, som vi-ste ham bilen. Den så fin ud og var pænt renoveret. Der var 6 sæder i bilen, og han kunne ikke se, om der var fjernet sæder. Sælgeren oplyste, at bilen bl.a. havde fået ny motor, gearkasse og bagklap. Han tjekkede motoren, men be-mærkede ikke et stelnummer i motorblokken. Der stod Viano på bagklappen, og det var derfor, at de kom ind på, at bilen var renoveret. Han spurgte nærme-re ind til dette, og sælgeren oplyste, at bilen var renoveret med dele fra en Via-no. Han har efterfølgende fundet ud af, at en Mercedes Viano er samme type bil som en Mercedes Vito, blot med mere udstyr. Han syntes ikke, det var mærke-ligt, at der stod Viano på en Vito. Der er mange, der sætter andre skilte mv. på deres biler.
Mens han var hos forhandleren, kiggede han i instruktionsbogen efter bilens stelnummer, da han ville undersøge, om der var gæld i bilen. Instruktionsbogen lå i handskerummet. Der stod, at stelnummeret var placeret i højre sædekonsol ved passagersædet. Han husker ikke, om det af instruksbogen fremgik, hvilken
9
model bilen var. Han fandt stelnummeret i bilen og slog det op på sin telefon. Der var ikke anført noget om gæld i bilen. Han skrev under på købsaftalen samme dag. Bilen var indregistreret, da han købte den, men den havde ikke nummerplader på. Han ved ikke, hvor det i slutsedlen angivne registrerings-nummer stammer fra. Han gik ud fra, at sælgeren var identisk med ham, der stod på kontrakten. Han betalte halvdelen af beløbet kontant ved købsaftalens indgåelse i Søborg. Den anden halvdel blev betalt ved leveringen. Han og sæl-geren havde aftalt, at bilen skulle leveres med en autotransporter på hans adresse. Han skulle ikke betale ekstra for transporten, idet forhandleren havde en mand, der alligevel skulle til Aarhus. Da autotransporteren kom, var der kun hans bil på ladet.
Efter købet anmeldte han bilen digitalt til Motorregistret og anførte Topdan-mark som forsikringsselskab. Omkring to uger efter købet af bilen blev han rin-get op af en person fra Topdanmark, som han gav oplysninger om bilens stelnummer, nummerplade, model mv. Oplysningerne var til brug for bereg-ning af prisen på forsikringen. Der var ingen problemer i den forbindelse.
Anbringender
Sagsøger har gjort gældende, at den involverede bil af mærket Merce-des med Reg. nr. var forsikret på uheldstidspunktet, hvorfor Topdanmark hæfter for erstatningskravet.
Forsikringspolicen omfatter en bil med det nævnte registreringsnummer. Stelnummeret er derimod ikke nævnt i forsikringspolicen, og der kan ikke stil-les krav om identitet mellem bilen og dets stelnummer for at anse bilen for for-sikret. Der var ikke forvekslingsrisiko i forhold til andre biler.
Ved en ansvarsforsikring tegner forsikringstageren forsikring mod at lide tab
ved at pådrage sig erstatningsansvar over for andre, og ved en motoransvars-forsikring er den sikrede interesse en hæftelse på objektivt grundlag over for skadelidte.
Det er forsikringstageren, der udgør den sikrede ved den lovpligtige motor-ansvarsforsikring, hvorfor bilen ikke er forsikret som genstand. Det er derfor uden betydning, hvilken udstyrsvariant af den forsikrede bilmodel, forsikrings-tageren har ført ved et færdselsuheld.
En ansvarsforsikring spiller en særlig rolle i forsikringsretten, fordi den skaber tryghed for det erstatningsansvar, man kan pådrage sig ved et uheld, der ska-der andre. Denne særlige rolle underbygges af, at motoransvarsforsikringen er lovpligtig i Danmark. Der henvises til afgørelsen af 10. juni 2020 fra Ankenæv-net for Forsikring, hvor ankenævnet udtaler, at der må kræves et helt særligt
10
retsgrundlag for at ophæve en ansvarsforsikring. Et sådant særligt retsgrundlag er ikke til stede i denne sag.
Hvis ansvarsforsikringen anses for knyttet til bilen som genstand, gøres det gældende, at Sagsøger ikke svigagtigt har afgivet urigtige oplysninger om bilens identitet eller fortiet en omstændighed, som må antages at være af betydning for selskabet ved forsikringsaftalens indgåelse. Sagsøger var ikke vidende om bilens rette identitet, og han har ikke haft pligt til at undersøge bilens stelnummer. Det har heller ikke været muligt for ham at opdage bilens rette stelnummer, da det synbare stelnummer var i overensstemmelse med det stelnummer, der var oplyst over for SKAT, ligesom stelnummeret fremstod som et originalt påført stelnummer.
Selv om det måtte lægges til grund, at Sagsøger har afgivet urigtige op-lysninger, gøres det gældende, at han var i god tro, og at Topdanmark derfor hæfter, som om urigtig oplysning ikke forelå, jf. forsikringsaftalelovens § 5, stk. 1. De oplysninger, som Sagsøger afgav, stemte overens med de oplys-ninger, der fremgik af slutsedlen, og oplysningerne var i øvrigt i overensstem-melse med køretøjets udseende med hensyn til farve, mærke, model, størrelse, stand, gearvariant og motordrivmiddel. Modellerne Viano og Vito kan ikke an-ses for at være to forskellige bilmodeller, men er reelt identiske, idet begge biler officielt betegnes som ”type 639” og i forskellige lande betegnes med forskellige navne. Sagsøger er forbruger og besidder ikke en særlig viden om biler. Han har foretaget sig det, man kan kræve af en køber for at sikre sig, at der ikke var restgæld i bilen.
Ifølge besvarelserne af 12. december 2022 og 24. april 2023 fra Forsikring & Pen-sions responsumudvalget er det endvidere ikke i overensstemmelse med god forsikringsskik og -praksis at afvise udbetaling af erstatning, hvis selskabet bli-ver bekendt med, at skaden er forvoldt af en bil, der er klonet.
Den forsikrede interesse må anses for lovlig, hvilket støttes af både Ankenævnet for Forsikring og responsumudvalget.
Højesterets afgørelse af 23. juni 2017, gengivet i UfR 2017.245, er ikke sammen-lignelig med nærværende sag, da afgørelsen vedrørte en køberetlig problemstil-ling.
Topdanmark har gjort gældende, at der ikke er identitet mellem det køretøj, som Sagsøger har tegnet forsikring for, og det køretøj, som forulykkede den 6. januar 2019. Den skadevoldende bil er derfor ikke forsikret hos Topdan-mark. Bilen har en anden identitet end det, som stelnummeret viser, og bilen er en Mercedes Viano og ikke som angivet i forsikringspolicen en Mercedes Vito.
11
Et forsikringsselskabs pligt til at tegne motoransvarsforsikring forudsætter, at der er identitet mellem det forsikrede køretøj og det ”ægte” køretøj, hvilket per definition ikke er tilfældet, når bilen er klonet. Motoransvarsforsikringen må anses for at være tilknyttet et køretøj, hvis registreringsnummer refererer til køretøjets stelnummer med henblik på identifikation af køretøjet.
Dette synspunkt støttes af Højesterets afgørelse af 23. juni 2017, gengivet i UfR 2017.2945, som vedrørte en motorcykel med et falsk stelnummer. Selv om par-terne var enige om, at motorcyklen ikke kunne indregistreres i Danmark, ville Højesteret ikke have lagt dette til grund, hvis Højesteret ikke var enig heri. Der er indgået en tilsvarende procesaftale mellem parterne i nærværende sag, hvor-efter det kan lægges til grund, at bilen ikke havde kunnet indregistreres, hvis det havde været kendt, at bilens stelnummer var ændret. Når det ikke ville væ-re muligt at indregistrere bilen, var og ville Topdanmark heller ikke være for-pligtet til at tegne motoransvarsforsikring for køretøjet. Da forsikringen således er tegnet på basis af urigtige forudsætninger om, at køretøjet var ”reelt” , er Topdanmark berettiget til at ophæve forsikringsaftalen med tilbagevirkende kraft.
Besvarelserne fra Forsikring & Pension Responsumudvalget kan ikke forstås således, at Topdanmark kan anses for forpligtet til at yde erstatning, idet besva-relsen af 24. april 2023 imødegår eller i betydeligt omfang modificerer besvarel-sen af 12. december 2022. Besvarelsen af 24. april 2023 understøtter således, at Topdanmark har været berettiget til at ophæve forsikringen per indtegnings-tidspunktet, hvis selskabet i forsikringstiden er blevet bekendt med, at stelnummeret er ændret. Selskabets adgang til at ophæve forsikringsaftalen med tilbagevirkende kraft er ikke afhængig af Sagsøgers gode eller onde tro.
Hvis det lægges til grund, at Sagsøger var i ond tro, kunne han ikke op-nå dækning under motoransvarsforsikringen, idet han herved ville blive bedre stillet, end hvis Topdanmark havde foretaget udbetaling under motoransvars-forsikringen og gjort regres mod Sagsøger.
Hvis der anses at være identitet mellem det forulykkede køretøj og den bil, der er tegnet forsikring for, gøres det gældende, at Sagsøger har afgivet urigtige risikooplysninger ved tegning af forsikringen, og at han ikke har be-vist, at han var i god tro herom. Sagsøger købte bilen af en nu konkurs-ramt autoforhandler, hvis firmanavn ikke svarer til navnet på den privatperson, der er angivet på købsaftalen. Telefonnummer og adresse på købsaftalen eksi-sterer ikke. Det må desuden komme Sagsøger bevismæssigt til skade, at han har undladt at opfyldt en række provokationer om omstændighederne ved købet af bilen. Sagsøger har beskæftiget sig med salg af reservedele til Mercedes biler og kan således ikke have været i tvivl om forskellen på model-
12
lerne Vito og Viano. På den baggrund har Sagsøger udvist i hvert fald simpel uagtsomhed i relation til, at hans anmodning om forsikring af bilen var baseret på urigtige oplysninger.
Endelig udgør en stjålet bil med et ændret stelnummer per definition en ulovlig interesse, som der ikke kan tegnes forsikring for, da bilen på ethvert tidspunkt kan vindiceres af den oprindelige ejer. Topdanmarks pligt til at tegne forsikring kan derfor ikke udstrækkes til at omfatte en pligt til at værne en sådan ulovlig interesse. Indgåelse af en forsikringsaftale på dette grundlag må endvidere an-ses for at være i strid med lov og ærbarhed, jf. Danske Lov 5-1-2, idet Topdan-mark ved opfyldelse af aftalen risikerer at medvirke til hvidvask og hæleri. Det-te gælder, uanset om Sagsøger må anses for at have været i god tro.
Landsrettens begrundelse og resultat
Identitet
Der er enighed om, at Topdanmark den 27. september 2018 efter anmodning fra Sagsøger udstedte en forsikringspolice med bl.a. dækning af ansvar for en Mercedes-Benz, model Vito, 115 CDI AUT, med Reg. nr., og at han kort forinden havde købt en Mercedes-Benz, der i Motorre-gistret blev omregistreret til dette registreringsnummer. Der er endvidere enig-hed om, at det var Sagsøgers Mercedes-Benz med det nævnte registre-ringsnummer, som var involveret i et færdselsuheld i Norge med skade til føl-ge.
Det fremgår ikke af forsikringspolicen eller sagens øvrige oplysninger, at det er en forudsætning for motoransvarsforsikringens dækning, at samtlige data op-lyst ved forsikringsaftalens indgåelse er korrekte, og at forkerte oplysninger automatisk fører til, at motoransvarsforsikringen ikke er dækkende.
Der er også enighed om, at Mercedes-Benz’en var udstyret med et andet regi-streret stelnummer end det originale, dvs. at bilen var ”klonet” , og at der var tale om en Mercedes-Benz, model Viano, CDI 2,2. Topdanmark har på den bag-grund gjort gældende, at der ikke er identitet mellem det køretøj, som Sagsøger har tegnet forsikring for, og det køretøj, som var involveret i uheldet.
Det må bero på en konkret vurdering af sagens omstændigheder, om det med den fornødne sikkerhed kan identificeres, hvilket fysisk køretøj der er omfattet af en forsikring.
Som anført fremgik bilens registreringsnummer af forsikringspolicen.
Stelnummeret fremgik derimod ikke af forsikringspolicen. Landsretten finder på den baggrund og i øvrigt efter en samlet vurdering af de øvrige oplysninger
13
i policen om fabrikat, model, variant, drivmiddel mv., at der ikke foreligger no-gen reel tvivl om, at forsikringen omfattede Sagsøgers Mercedes-Benz, og at der ikke var risiko for forveksling med andre biler. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at enkelte oplysninger i policen om model mv. ikke var fuldt korrekte.
Ophævelse af forsikringen/lovlig interesse i forsikringen
Topdanmark har desuden gjort gældende, at selskabet har tegnet ansvarsforsik-ring for Sagsøgers Mercedes-Benz under den urigtige forudsætning, at bilen kunne indregistreres, og at selskabet derfor er berettiget til at ophæve for-sikringsaftalen med tilbagevirkende kraft. Selskabet har i den forbindelse også anført, at tegning af forsikring for en klonet bil ikke udgør en lovlig interesse i forsikringsaftalelovens § 35’s forstand, og at indgåelse af en forsikringsaftale for en klonet bil er i strid med lov og ærbarhed, jf. Danske Lov 5-1-2.
Det følger af færdselslovens § 101, at den ansvarlige for et motordrevet køretøj er erstatningsansvarlig på objektivt grundlag for de skader, som køretøjet vol-der ved færdselsuheld. Krav om erstatning for skader forvoldt af motordrevne køretøjer skal efter færdselslovens § 105 være dækket af en ansvarsforsikring. Efter § 3, stk. 1, i bekendtgørelsen om ansvarsforsikring for køretøjer mv. skal forsikringsselskabet tegne forsikringen således, at ethvert forsikringsansvar i forhold til skadelidte påhviler selskabet.
Formålet med den lovpligtige motoransvarsforsikring er dermed at sikre dæk-ning af erstatningsansvaret efter færdselsloven således, at der i forhold til ska-delidte er dækning for de skader, som den ansvarlige for et motordrevet køretøj måtte forårsage i forbindelse med færdselsuheld.
Forsikring & Pensions responsumudvalg har på spørgsmål, om det må anses for at være i overensstemmelse med god forsikringsskik og praksis, at et motor-ansvarsforsikringsselskab afviser at udbetale erstatning til en skadelidt, hvis motoransvarsforsikringen bliver bekendt med, at skaden er forvoldt af et mo-tordrevet køretøj, der er klonet, svaret nej og henvist til, at den sikrede interesse på en motoransvarsforsikring er en hæftelse på objektivt grundlag over for ska-delidte, at denne hæftelse ikke påvirkes af, om køretøjet har været klonet, og at den forsikringsmæssige interesse ikke kan anses for at være ulovlig.
På den baggrund og efter formålet med den lovpligtige motoransvarsforsikring og indholdet af forsikringsaftalen finder landsretten, at Topdanmark ikke kun-ne ophæve ansvarsforsikringen med tilbagevirkende kraft med den virkning, at selskabet ikke skal dække den skade, der blev forvoldt ved færdselsuheldet. Landsretten bemærker herved, at et forsikringsselskab, der oppebærer forsik-ringspræmier for klonede køretøjer, i det omfang det ikke er kendt, at køretøjet
14
er klonet, som udgangspunkt må være nærmest til at bære risikoen for, at et køretøj siden viser sig at være klonet.
Efter forsikringsaftalelovens § 35, 1. pkt., er det alene muligt at tegne forsikring for en lovlig interesse. Landsretten finder efter det, der er anført ovenfor, at Sagsøgers interesse i ikke selv at skulle udbetale erstatning som følge af det erstatningsansvar, han måtte pådrage sig i henhold til færdselsloven, udgør en lovlig interesse i bestemmelsens forstand. Det er på den baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt ikke godtgjort, at forsikringsaftalen er indgået i strid med forsikringsaftalelovens § 35.
Landsretten finder heller ikke grundlag for at anse forsikringsaftalen for ugyl-dig i medfør af Danske Lov 5-1-2.
Risikooplysninger/ond tro
Topdanmark har endelig gjort gældende, at Sagsøger har afgivet urigti-ge risikooplysninger ved tegning af forsikringen, og at han ikke har bevist, at han var i god tro herom.
Efter Sagsøgers forklaring og indholdet af forsikringspolicen lægger landsretten til grund, at forsikringsaftalen blev indgået på baggrund af oplys-ninger fra Sagsøger, og at Sagsøger under en telefonsamtale med en repræsentant fra Topdanmark blandt andet oplyste bilens stelnummer.
Som anført ovenfor er der enighed om, at Mercedes-Benz’en retteligt var en model Viano, og at bilen var blevet påført et andet stelnummer end det origina-le.
Landsretten finder herefter, at der objektivt er afgivet urigtige oplysninger ved forsikringsaftalens indgåelse.
De oplysninger, som Sagsøger afgav i forbindelse med tegningen af for-sikringen, stemmer med oplysningerne fra slutsedlen om hans køb af bilen. Herefter og efter Sagsøgers forklaring om forløbet ved købet af bilen sammenholdt med sagens øvrige oplysninger lægger landsretten til grund, at Sagsøger var i god tro om oplysningerne og således ikke har udvist uagtsomhed.
Topdanmark er derfor forpligtet i henhold til ansvarsforsikringen, som om urigtig oplysning ikke forelå, jf. forsikringsaftalelovens § 5.
15
Konklusion
Landsretten tager Sagsøgers påstand om, at Topdanmark skal betale ham 113.494,31 kr., til følge.
Sagsomkostninger
Under hensyn til sagens forløb, herunder at Sagsøger først under ho-vedforhandlingen har taget bekræftende til genmæle over for DFIM’s påstand i sagen mod ham, er der ikke grundlag for at pålægge Topdanmark at friholde Sagsøger for de sagsomkostninger, som han er blevet pålagt at betale til DFIM i sagen mellem DFIM og ham.
Landsretten tager herefter Topdanmarks påstand om frifindelse for betaling af disse sagsomkostninger til følge.
Efter udfaldet af sagen mellem Topdanmark og Sagsøger skal Topdan-mark betale sagsomkostninger med i alt 53.030 kr. til Sagsøger. Af dette beløb udgør 50.000 kr. dækning af udgifter til advokatbistand og 3.030 kr. dæk-ning af retsafgift. Der er ved fastsættelsen af beløbet vedrørende udgift til ad-vokat taget hensyn til sagens værdi, omfang og forløb, herunder at sagen har været forelagt for Forsikring & Pensions responsumudvalg.
THI KENDES FOR RET:
Topdanmark Forsikring A/S skal betale 113.494,31 kr. til Sagsøger.
Topdanmark Forsikring A/S frifindes for påstanden om betaling af de sagsom-kostninger, som Sagsøger er blevet pålagt at betale til Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring.
I sagsomkostninger skal Topdanmark Forsikring A/S betale 53.030 kr. til Sagsøger.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.