Dom om seksuelle overgreb mod to mindreårige piger
S-1205-23
Vestre Landsret har den 30. november 2023 afsagt dom i en nævningesag, hvor en nu 18-årig mand blev idømt fængsel i 5 år og 6 måneder. Manden blev desuden pålagt bolig- og besøgsforbud indtil videre.
Manden blev i både byretten og landsretten fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse begået i en periode fra Dato 1 2020 til juni 2022 over for sin halvsøster, der var født i 2009, og i adskillige gange i samme periode at have tiltvunget sig samleje og andet seksuelt forhold end samleje med halvsøsteren.
Manden blev desuden i både byretten og landsretten fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse over for halvsøsterens veninde, der ligeledes var født i 2009, og i at have skaffet sig andet seksuelt forhold end samleje med hende. Forholdet var begået i december 2021.
Halvsøsteren blev tilkendt en godtgørelse for tort på 150.000 kr., og veninden blev tilkendt en godtgørelse for tort på 25.000 kr.