Kapitel 3 1 Bygninger, installationer og drænings- og markvandingsanlæg på jordbrugsbedrifter
Erhvervsmæssigt benyttede bygninger afskrives særskilt for hver enkelt bygning efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 2 Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan afskrivning ikke foretages på bygninger, der anvendes til
-
1) kontor,
-
2) virksomhed som pengeinstitut, realkreditinstitut, kreditinstitut, garantifond, forsikringsselskab, værdipapircentral, reguleret marked, fondsmæglerselskab samt lignende virksomhed inden for den finansielle sektor, herunder betalingsformidling,
-
3) drift af postvirksomhed, bortset fra bygninger, hvori der sker postsortering med industrielt præg,
-
4) beboelse eller hertil knyttede formål, bortset fra hoteller og campinghytter samt døgninstitutioner og bygninger, der er omfattet af lov om social service eller barnets lov, og som udsættes for et tilsvarende slid, jf. dog nr. 5,
-
5) hoteller og plejehjem, der er opdelt i ejerlejligheder, eller
-
6) hospitaler, fødeklinikker, lægeklinikker og -huse, tandlægeklinikker, klinikker for fysioterapi samt anden virksomhed med sygdomsbehandling.
Stk. 3 Uanset stk. 2, nr. 1-3, kan bygninger eller lokaler, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede bygninger afskrives, når de pågældende bygninger eller lokaler tjener driften af den virksomhed, hvortil de afskrivningsberettigede bygninger anvendes. Under samme betingelser omfatter bestemmelsen i 1. pkt. også udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn eller lignende, dog ikke udgifter til erhvervelse af grund. Uanset stk. 1 kan bygninger eller lokaler, dog bortset fra garager og laboratorier, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede bygninger, hvorpå der ikke kan afskrives efter stk. 2, heller ikke afskrives, når de pågældende bygninger eller lokaler tjener driften af den virksomhed, hvortil de ikkeafskrivningsberettigede bygninger anvendes. Under samme betingelser omfatter bestemmelsen i 3. pkt. også udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn eller lignende.
Installationer, der udelukkende tjener bygninger, hvorpå der kan afskrives efter § 14, behandles og afskrives som de nævnte bygninger. Det gælder dog ikke installationer, hvorpå der har kunnet afskrives efter stk. 2 eller 3.
Stk. 2 Installationer, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, og som ikke er omfattet af stk. 1, afskrives særskilt for hver enkelt installation efter reglerne i dette kapitel. Såfremt flere installationer vedrørende en bygning er anskaffet i samme indkomstår, kan de pågældende installationer dog afskrives under ét.
Stk. 3 Installationer, der benyttes til både erhvervsmæssige og private formål, afskrives særskilt. Afskrivning beregnes af den samlede anskaffelsessum. Af den beregnede afskrivning kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages et beløb, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i det pågældende indkomstår.
Stk. 4 Der kan ikke afskrives på installationer i beboelsesejendomme med en eller to selvstændige lejligheder (en- eller tofamilieshuse). Ejere af ejerlejligheder, der benyttes til beboelse, kan ikke afskrive på installationer i den bygning, hvori ejerlejligheden findes.
En bygning eller en installation anses for anskaffet i det indkomstår, hvori bygningen eller installationen erhverves eller opføres og benyttes erhvervsmæssigt. Udgift til ombygning og forbedring er afskrivningsberettiget fra og med det indkomstår, hvori udgiften er afholdt, og ombygningen eller forbedringen benyttes erhvervsmæssigt.
Afskrivning på bygninger efter § 14 og installationer efter § 15, stk. 1 og 2, kan fra og med anskaffelsesåret foretages med indtil 3 pct. årligt af anskaffelsessummen, jf. dog 3. pkt. Afskrivning på installationer omfattet af § 15, stk. 3, beregnes med indtil 3 pct. af anskaffelsessummen, jf. dog 3. pkt. Afskrivning efter 1. og 2. pkt. på bygninger og installationer, der er erhvervet før den 1. januar 2023, kan foretages med indtil 4 pct. årligt af anskaffelsessummen.
Stk. 2 Den i stk. 1, 1. og 2. pkt., nævnte afskrivningssats forhøjes, når det må antages, at bygningen eller installationen er udsat for en sådan fysisk forringelse, at den trods normal vedligeholdelse vil have mistet sin værdi senest 33 år efter opførelsen. Afskrivningssatsen forhøjes til en sats, der svarer til, at bygningen eller installationen afskrives med lige store årlige beløb over den antagne levetid.
Stk. 3 Den i stk. 1, 3. pkt., nævnte afskrivningssats forhøjes, når det må antages, at bygningen eller installationen er udsat for en sådan fysisk forringelse, at den trods normal vedligeholdelse vil have mistet sin værdi senest 25 år efter opførelsen. Afskrivningssatsen forhøjes til en sats lig med summen af 3 pct. og en sats, der svarer til, at bygningen eller installationen afskrives med lige store årlige beløb over den antagne levetid.
Stk. 4 Såfremt en bygning, hvorpå der kan afskrives efter § 14, stk. 3, knytter sig til en bygning, for hvilken afskrivningssatsen forhøjes efter stk. 2 eller 3, gælder den forhøjede sats efter stk. 2 også for den tilknyttede bygning, jf. dog stk. 5.
Stk. 5 Såfremt en bygning, der er erhvervet før den 1. januar 2023, og hvorpå der kan afskrives efter § 14, stk. 3, knytter sig til en bygning, for hvilken afskrivningssatsen forhøjes efter bestemmelsen, gælder den forhøjede sats også for den tilknyttede bygning.
Stk. 6 Ved afståelse af en ideel andel af en bygning eller installation, hvor den skattepligtige ejer en ideel andel, der er erhvervet før den 1. januar 2023, og en ideel andel, der er erhvervet den 1. januar 2023 eller senere, anses den først erhvervede ideelle andel for den først afståede.
Udgifter til ombygning eller forbedring afskrives særskilt, jf. § 17. Såfremt udgifterne er afholdt i samme indkomstår, kan afskrivning dog foretages under ét.
Stk. 2 Udgifter til ombygning eller forbedring af afskrivningsberettigede bygninger og installationer omfattet af § 15, stk. 2 eller 3, kan i stedet fradrages straks, i det omfang indkomstårets udgift til vedligeholdelse, ombygning og forbedring ikke overstiger 5 pct. af afskrivningsgrundlaget for den bygning eller installation, som udgifterne vedrører, for året før det indkomstår, hvori udgiften kan fradrages. Ved opgørelsen af, om udgifterne overstiger 5 pct. af afskrivningsgrundlaget, medregnes først udgift til vedligeholdelse. Udgifter til tilbygning behandles kun som ombygnings- eller forbedringsudgifter, når tilbygningen udgør en naturlig del af den eksisterende bygning. Ved ombygning eller forbedring af installationer omfattet af § 15, stk. 3, fradrages alene den del af det opgjorte beløb efter 1. og 2. pkt., der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i det pågældende indkomstår.
Stk. 3 Fradrag efter stk. 2 foretages i det indkomstår, hvori udgiften afholdes, uanset om ombygningen eller forbedringen endnu ikke benyttes erhvervsmæssigt efter § 16, 2. pkt. Fradraget kan dog ikke foretages i indkomstår, hvori der ikke kan afskrives på bygningen eller installationen, jf. § 20, eller i det indkomstår, hvori bygningen eller installationen anskaffes, jf. § 16, 1. pkt.
Stk. 4 Udgifter, der er fratrukket efter stk. 2, anses ikke som afskrivninger og medregnes ikke til anskaffelsessummen ved opgørelsen af skattepligtig fortjeneste eller tab efter § 21. Ved ombygning eller forbedring af installationer omfattet af § 15, stk. 3, finder 1. pkt. anvendelse på det beløb, der er opgjort efter stk. 2, 1. og 2. pkt.
Stk. 5 I det omfang udgift til ombygning eller forbedring modsvares af en forsikrings- eller erstatningssum, kan udgiften ikke fradrages efter reglen i stk. 2.
Anvendes kun en del af en bygning til formål, der berettiger til afskrivning efter § 14, kan der kun afskrives på den del af anskaffelsessummen, der forholdsmæssigt svarer til den nævnte bygningsdels etageareal. Ved en forøgelse af den del af den samlede anskaffelsessum, der berettiger til afskrivning efter 1. pkt., udgør den del af anskaffelsessummen, der før ændringen var afskrivningsberettiget, og den del af anskaffelsessummen, hvormed den afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen forøges, særskilte afskrivningsgrundlag. Ved en reduktion af den del af den samlede anskaffelsessum, der berettiger til afskrivning efter 1. pkt., udgør den reducerede afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen et særskilt afskrivningsgrundlag. Den del af anskaffelsessummen, som der herefter ikke kan afskrives på, udgør et særskilt grundlag. Summen af de anvendte afskrivningsprocenter for hver enkelt særskilte afskrivningsgrundlag kan ikke overstige 100.
Stk. 2 Udgifter til ombygning og forbedring kan afskrives efter § 18, når udgiften direkte vedrører den afskrivningsberettigede del af bygningen.
Stk. 3 Udgifter til ombygning og forbedring, som ikke direkte kan henføres til den afskrivningsberettigede eller den ikkeafskrivningsberettigede del af bygningen, kan afskrives efter § 18 efter forholdet mellem den afskrivningsberettigede bygningsdels etageareal og bygningens samlede etageareal.
Stk. 4 Anvendes under 25 pct. af bygningens etageareal til afskrivningsberettiget formål, herunder afskrivning efter § 14, stk. 3, kan der dog kun afskrives på bygningen, såfremt det nævnte etageareal udgør mindst 300 kvadratmeter.
Stk. 5 Er den del af bygningens samlede anskaffelsessum, der kan henføres til bolig, fastsat efter § 45, indgår denne del ikke i den del af anskaffelsessummen, der berettiger til afskrivning efter stk. 1. I andre tilfælde indgår i anskaffelsessummen efter stk. 1 ikke den del, der efter en ejerboligfordeling på ejendommen efter ejendomsvurderingslovens § 35 kan henføres til ejerboligen. Tilsvarende medregnes etagearealet af denne bygningsdel ikke efter stk. 1.
Afskrivning kan ikke foretages i det indkomstår, hvori bygningen sælges eller nedrives. Det samme gælder, når en installation omfattet af § 15, stk. 2 eller 3, sælges, udskiftes eller nedtages endeligt.
Stk. 2 Ophører den skattepligtige med at anvende bygningen eller installationen erhvervsmæssigt, kan bygningen eller installationen ikke afskrives i de indkomstår, hvori sådan anvendelse ikke har fundet sted.
Genvundne afskrivninger eller tab ved salg af bygninger eller installationer, hvorpå der er afskrevet efter § 14 eller § 15, medregnes i den skattepligtige indkomst for salgsåret efter reglerne i stk. 2-6, medmindre § 24 finder anvendelse.
Stk. 2 Fortjenesten opgøres for hver bygning eller installation omfattet af § 15, stk. 2, som forskellen mellem salgssummen og den nedskrevne værdi. Sidstnævnte værdi opgøres som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse, forbedringer m.v. med fradrag af samtlige foretagne afskrivninger, herunder forlods afskrivninger og forskudsafskrivninger. For bygninger som nævnt i § 19 opgøres den gennemsnitlige andel af den samlede anskaffelsessum, som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse og forbedringer m.v. udgør. Den gennemsnitlige andel kan dog altid fastsættes til mindst det beløb, der kunne være afskrevet, såfremt der var foretaget maksimale afskrivninger på bygningen i den periode, hvor bygningen har været afskrivningsberettiget. Den andel af den samlede salgssum, der skal indgå ved opgørelsen efter 1. pkt. og stk. 3, udgøres af den andel, der er opgjort efter 3. og 4. pkt. Som genvundne afskrivninger medregnes højst de foretagne afskrivninger, herunder forlods afskrivninger og forskudsafskrivninger, på det solgte aktiv.
Stk. 3 Tab opgøres for hver bygning eller installation omfattet af § 15, stk. 2, som forskellen mellem den nedskrevne værdi og salgssummen.
Stk. 4 For installationer, der er afskrevet efter § 15, stk. 3, opgøres fortjeneste eller tab som forskellen mellem salgssummen og den nedskrevne værdi ved salgsårets begyndelse forhøjet med eventuelle forbedringsudgifter afholdt i salgsåret. Ved opgørelsen af den nedskrevne værdi ved salgsårets begyndelse fragår de afskrivninger, der er beregnet for de enkelte indkomstår. Fortjeneste eller tab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for salgsåret med en så stor del, som svarer til forholdet mellem de ved indkomstopgørelsen i alt fratrukne afskrivninger og de samlede beregnede afskrivninger. Som genvundne afskrivninger beskattes i alt højst de fratrukne afskrivninger.
Stk. 5 Sælges en bygning eller installation ejet af en eller flere personer til et selskab m.v., og har sælgerne bestemmende indflydelse på selskabets handlemåde på grund af aktiebesiddelse, anden form for ejerskab, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse, kan tab efter stk. 3 eller 4 ikke fradrages. Ved bestemmende indflydelse på grund af aktiebesiddelse forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder, således at der direkte eller indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af stemmerne. I øvrige tilfælde foreligger der bestemmende indflydelse ved ejerskab, såfremt der direkte eller indirekte ejes mere end 50 pct. i ejerandel.
Stk. 6 Ved salg af en bygning, hvorpå den skattepligtige før erhvervelsen af bygningen har afskrevet efter reglerne i § 39, medregnes til anskaffelsessummen ved opgørelsen af fortjeneste eller tab tillige den del af de afholdte udgifter til ombygning af lejede lokaler, der svarer til de i lejeperioden foretagne afskrivninger. Ved opgørelsen af samtlige foretagne afskrivninger medregnes de efter § 39, stk. 1 og 2, foretagne afskrivninger.
Når en bygning, hvorpå der er afskrevet efter § 14, nedrives, kan der foretages et fradrag i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori nedrivningen sker. Fradraget opgøres som bygningens nedskrevne værdi efter § 21, stk. 2, nedsat med den eventuelle salgssum for bygninger eller materialer m.v. Det samme gælder, når en installation, hvorpå der er afskrevet efter § 15, stk. 2 eller 3, udskiftes eller nedtages endeligt. For installationer, hvorpå der er afskrevet efter § 15, stk. 3, opgøres fradraget som den del af den nedskrevne værdi efter § 21, stk. 4, nedsat med en eventuel salgssum, som svarer til forholdet mellem de afskrivninger, der i alt er fratrukket ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og de samlede beregnede afskrivninger. Fradrag efter 1. pkt. kan dog kun foretages, når den skattepligtige i mindst 5 år før nedrivningen har ejet bygningen eller installationen og i en periode af mindst samme længde, mens den skattepligtige har ejet bygningen eller installationen, har anvendt den til et afskrivningsberettiget formål.
Stk. 2 Hvis betingelsen i stk. 1, 5. pkt., ikke er opfyldt, kan tabet fradrages i det indkomstår, hvori ejendommen eller den del af ejendommen, hvor bygningen eller installationer var beliggende, sælges. Tabet opgøres som bygningens eller installationens nedskrevne værdi på tidspunktet for nedrivningen nedsat med den eventuelle salgssum for bygninger, installationer eller materialer m.v.
Hvis der på en bygning eller installation sker en skade, der ikke kan udbedres ved normal vedligeholdelse, kan afskrivning fra og med det indkomstår, hvori skaden indtræffer, kun beregnes af den del af anskaffelsessummen, som svarer til forholdet mellem bygningens eller installationens værdi efter skadens indtræden og værdien umiddelbart forinden. Den værdiforringelse, der er sket som følge af en skade, kan fradrages i det indkomstår, hvori skaden er sket. Med hensyn til udgifter, der anvendes til udbedring af en sådan skade, finder § 18, stk. 1, anvendelse.
Såfremt en skattepligtig ved en skade på sin ejendom har modtaget en erstatnings- eller forsikringssum og foretager genopførelse eller ombygning af den skadelidte bygning, anvendes reglerne i stk. 2-11, når
-
1) de genopførte bygninger m.v. findes på den samme ejendom som de skaderamte bygninger, jf. dog stk. 6, og
-
2) genopførelsen m.v. sker enten i det indkomstår, hvori skaden indtræffer, eller i det nærmest følgende indkomstår, idet fristen for genopførelse dog tidligst udløber med det førstkommende indkomstår efter det indkomstår, hvori erstatningssummen er fastsat endeligt.
Stk. 2 Når særlige omstændigheder taler derfor, kan fristerne i stk. 1 forlænges efter tilladelse fra told- og skatteforvaltningen.
Stk. 3 Afskrivningerne og afskrivningsgrundlaget videreføres uanset den skete skade og påvirkes ikke af de udgifter, der afholdes til genopførelsen m.v., eller af erstatnings- eller forsikringssummen, såfremt de afholdte udgifter svarer til den modtagne erstatnings- eller forsikringssum.
Stk. 4 Er det beløb, der anvendes til genopførelse m.v., større end forsikrings- eller erstatningssummen, kan den skattepligtige ud over de i stk. 3 nævnte afskrivninger foretage afskrivninger på den del af det overskydende beløb, der kan anses for anvendt på afskrivningsberettigede bygninger eller installationer. Afskrivningerne på det overskydende beløb foretages efter reglerne i § 18, stk. 1, om afskrivning på ombygnings- og forbedringsudgifter.
Stk. 5 Er det beløb, der anvendes til genopførelse m.v., mindre end forsikrings- eller erstatningssummen, fragår forskelsbeløbet i afskrivningsgrundlaget efter stk. 3. Ved senere salg af bygningen anses beløbet som en foretagen afskrivning ved opgørelse af genvundne afskrivninger eller tab efter § 21. Overstiger forskelsbeløbet den nedskrevne værdi på tidspunktet for skadens indtræden, medregnes den overskydende del af forskelsbeløbet i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori genopførelsen senest skal være sket, jf. stk. 1, nr. 2, og stk. 2.
Stk. 6 Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt, finder stk. 2-5 anvendelse, såfremt
-
1) en lov eller en offentlig myndigheds bestemmelse hindrer, at genopførelse sker på den ejendom, hvor de skaderamte bygninger m.v. fandtes, eller
-
2) skaden har ramt en eller flere erhvervsejendomme, der tilhører samme ejer og udgør en driftsenhed, og ejeren ønsker at foretage genopførelse på en anden af disse ejendomme end den skaderamte.
Stk. 7 Bestemmelsen i stk. 6 gælder dog kun, såfremt den skattepligtige inden for fristerne efter stk. 1, nr. 2, og stk. 2, foretager genopførelse for et beløb, der mindst svarer til erstatnings- eller forsikringssummen.
Stk. 8 Overstiger de samlede udgifter ved en genopførelse på en anden ejendom end den ejendom, hvor de skaderamte bygninger fandtes, erstatnings- eller forsikringssummen, tillægges det overskydende beløb afskrivningsgrundlaget for den genopførte bygning m.v. Sker genopførelse af flere bygninger m.v., fordeles det overskydende beløb til afskrivningsgrundlagene for de genopførte bygninger m.v. efter andelen af de samlede udgifter til genopførelse af de enkelte bygninger m.v.
Stk. 9 Ved genopførelse af bygninger m.v. på en anden ejendom end den ejendom, hvor de skaderamte bygninger m.v. fandtes, overføres den del af afskrivningsgrundlaget for og de foretagne afskrivninger på bygninger m.v. på den skaderamte ejendom, der kan henføres til det skaderamte. Sker genopførelse af flere bygninger m.v., fordeles den del af afskrivningsgrundlaget og de foretagne afskrivninger, der kan henføres til det skaderamte, efter andelen af de samlede udgifter til genopførelse af de enkelte bygninger m.v.
Stk. 10 Ved anvendelse af reglerne i stk. 2-9, skal reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 10 samtidig anvendes.
Stk. 11 Finder genopførelse eller genanskaffelse ikke sted inden for de i stk. 1 og 2 nævnte frister, skal de genvundne afskrivninger, jf. § 21, med tillæg af 5 pct. for hvert år fra udløbet af det indkomstår, hvori de genvundne afskrivninger konstateres, og indtil udløbet af det indkomstår, hvori genopførelsen senest skulle være sket, medregnes i den skattepligtige indkomst for sidstnævnte indkomstår.
Udgifter til anskaffelse og forbedring af bygninger, som ikke opfylder betingelserne for afskrivning i § 14, kan afskrives, såfremt bygningen er opført på lejet grund, bortset fra bygninger, der anvendes til beboelse eller ikkeerhvervsmæssige formål. Afskrivningen kan fra og med anskaffelsesåret eller året for forbedringen foretages med indtil 3 pct. årligt af anskaffelsessummen eller forbedringsudgiften, jf. dog 3. pkt. Afskrivning efter 1. og 2. pkt. på udgifter til erhvervelse eller forbedring af bygninger, der er afholdt før den 1. januar 2023, kan foretages med indtil 4 pct. årligt af anskaffelsessummen eller forbedringsudgiften. Den årlige afskrivning kan dog ikke overstige et beløb svarende til, at afskrivning sker med lige store årlige beløb over lejeperioden, hvis lejemålet er indgået for et bestemt tidsrum eller over en periode, hvori lejeren er sikret uopsigelighed. Såfremt der ved lejemålets ophør ydes erstatning for bygningerne med et beløb, der er fastsat på forhånd, reduceres afskrivningsgrundlaget med dette beløb.
Stk. 2 For fast ejendom, hvorpå der hviler en nedlæggelses- eller nedrivningsklausul, og som ikke opfylder betingelserne for afskrivning i § 14, finder reglerne i stk. 1 tilsvarende anvendelse.
Stk. 3 Anskaffelsessummen for fast ejendom, hvorpå der hviler en hjemfaldsforpligtelse eller anden forpligtelse af lignende art, jf. dog stk. 2, kan fra og med anskaffelsesåret afskrives over antallet af år indtil det tidspunkt, hvor hjemfaldsretten kan gøres gældende, bortset fra fast ejendom, der anvendes til beboelse eller ikkeerhvervsmæssige formål. Såfremt ejendommens bygninger opfylder betingelserne for afskrivning i § 14, skal anskaffelsessummen for bygningerne afskrives efter den nævnte bestemmelse. Afskrivningen efter 1. pkt. sker efter en progressivt stigende skala, der fastsættes af Skatterådet. Hvis der ved hjemfaldet skal ske tilbagebetaling eller ydes erstatning med et på forhånd fastsat beløb, reduceres afskrivningsgrundlaget med beløbet. Bekendtgørelse om afskrivning på ejendomme med hjemfaldsforpligtelse m.v.
Stk. 4 Anvendes en væsentlig del af en ejendom, der omfattes af stk. 1, 2 eller 3, erhvervsmæssigt til andre formål end beboelse, kan der foretages afskrivning på så stor en del af anskaffelsessummen, som forholdsmæssigt svarer til denne del af ejendommen.
Stk. 5 Installationer, der udelukkende tjener bygninger, hvorpå der kan afskrives efter stk. 1, 2 eller 3, behandles og afskrives som de nævnte bygninger.
Stk. 6 Der kan ikke afskrives efter stk. 1 eller 2 i det indkomstår, hvori lejemålet er ophørt eller nedlæggelsen eller nedrivningen er sket. Der kan heller ikke afskrives i det indkomstår, hvori en nedlæggelsesklausul, nedrivningsklausul eller hjemfaldsforpligtelse opgives. Ligeledes kan der ikke afskrives i det indkomstår, hvori en bygning eller ejendom omfattet af stk. 1, 2 eller 3 sælges.
Stk. 7 Der kan ikke afskrives efter stk. 1 eller 2, hvis der som følge af, at den ene part har bestemmende indflydelse på den anden parts handlemåde eller ved lejemål mellem nærtstående, ikke består en reel risiko for opsigelse af lejemålet. Endvidere kan der ikke afskrives ved lejemål, hvor lejemålet er indgået mellem selskaber eller mellem personer og selskaber, i det omfang nærtstående har bestemmende indflydelse i det eller de selskaber, der er part i lejemålet. Bestemmende indflydelse vil altid foreligge, såfremt en eller flere personer på grund af ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i et selskab, der er part i lejemålet. I øvrige tilfælde foreligger der bestemmende indflydelse, såfremt der direkte eller indirekte ejes mere end 50 pct. i ejerandel. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold. Tilsvarende kan der ikke afskrives, hvis der ikke består en reel risiko for, at en nedlæggelses- eller nedrivningsklausul vil blive gjort gældende. Der kan ikke afskrives, hvis der ydes erstatning efter vurdering for bygninger eller ejendom omfattet af stk. 1, 2 eller 3, eller hvis lejeren er tillagt en køberet til den lejede grund ved lejeperiodens udløb på vilkår, der afviger fra markedsvilkår.
Ved ophør af lejemålet eller nedlæggelse af en lejlighed m.v., inden der er foretaget fuld afskrivning af anskaffelsessummen for bygningerne m.v. efter § 25, stk. 1 eller 2, kan det uafskrevne beløb fradrages i den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori lejemålet ophører eller nedlæggelsen sker. Dette gælder dog ikke, hvis lejemålet ophører som følge af, at lejeren køber grunden.
Stk. 2 Bestemmelserne i § 21 finder tilsvarende anvendelse ved salg af bygninger og ejendomme, hvorpå der er afskrevet efter § 25, stk. 1-3. Tab kan dog ikke fradrages.
Stk. 3 Nedrives en bygning, der er afskrevet, som følge af, at den er opført på lejet grund, eller der påhviler ejendommen en hjemfaldsforpligtelse eller anden forpligtelse af lignende art, kan der i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori nedrivning sker, foretages et nedrivningsfradrag. Fradraget udgør det uafskrevne beløb nedsat med eventuelle salgssummer for materialer m.v. For bygninger omfattet af § 25, stk. 4, beregnes det uafskrevne beløb på grundlag af den gennemsnitlige andel af anskaffelsessummen, som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse og forbedring udgør.
Udgifter afholdt til opførelse af dræningsanlæg og jordfaste dele af markvandingsanlæg på jordbrugsbedrifter afskrives med indtil 20 pct. årligt i den skattepligtige indkomst fra og med det indkomstår, hvori anlægget er færdiggjort og benyttes erhvervsmæssigt. Det er en betingelse, at anlægget og den bedrift, som anlægget skal tjene, har samme ejer, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Afholdes udgiften til opførelse af et dræningsanlæg eller jordfaste dele af et markvandingsanlæg af forpagteren af den bedrift, som anlægget skal tjene, kan forpagteren afskrive udgiften efter reglerne i stk. 1, 1. pkt.
Stk. 3 Ved salg af den ejendom, hvor anlægget findes, inden udgiften er afskrevet fuldt ud, indtræder erhververen i overdragerens skattemæssige stilling vedrørende afskrivningen.
Stk. 4 Ved ophør af forpagtningsaftalen, inden forpagteren har afskrevet udgiften fuldt ud, indtræder ejeren i forpagterens skattemæssige stilling vedrørende afskrivningen. I tilfælde, hvor der er sket videreforpagtning fra en forpagter til en anden forpagter, indtræder den anden forpagter i den første forpagters skattemæssige stilling vedrørende afskrivningen.