Afskrivningsloven § 4

Denne konsoliderede version af afskrivningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om skattemæssige afskrivninger

Lov nr. 433 af 26. juni 1998,
jf. lovbekendtgørelse nr. 242 af 18. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 672 af 19. april 2021, lov nr. 2193 af 30. november 2021, lov nr. 1598 af 28. december 2022, lov nr. 679 af 3. juni 2023 og lov nr. 753 af 13. juni 2023

§ 4

Ændrer en skattepligtig benyttelsen af driftsmidler eller skibe fra udelukkende erhvervsmæssig benyttelse til privat benyttelse eller omvendt, behandles dette som salg henholdsvis køb af de pågældende aktiver. Det samme gælder ved ændring fra eller til delvis erhvervsmæssig benyttelse. Som salgssum eller købesum anvendes handelsværdien på det tidspunkt, hvor benyttelsen ændres. Beskattes den skattepligtige af fri elbil eller pluginhybridbil i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, ansættes værdien af ladestanderen til 0, hvis ladestanderen overgår til privat brug.

Stk. 2 Overfører en skattepligtig, der anvender virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit 1, en bil, en telefon eller en computer med tilbehør, der benyttes både til erhvervsmæssige og private formål, fra virksomheden til den skattepligtige, behandles dette efter denne lov som et salg af bilen, telefonen eller computeren med tilbehør. Som salgssum anvendes handelsværdien på det tidspunkt, hvor bilen, telefonen eller computeren med tilbehør tages ud af virksomhedsordningen.