Forfattere: Jens Schovsbo, Morten Rosenmeier og Clement Salung Petersen
Udgivelsesdato: 05. februar 2024
ISBN: 9788757452488
- Side 694 -
...have sat deres honorar op. Men domstolene har her haft en konservativ, tilbageholdende linje. Hovedbudskabet har været, at parterne i ophavsretsaftaler fastsætter betalingen til ophavspersonen ud fra et usikkert skøn over, hvad overdragelsen vil være værd, og at ophavspersonen kun i exceptionelle tilfælde kan kræve betalingen sat op efterfølgende.
(...)
...denne abstrakte gevinstchance er realiseret for så vidt angår Tango Jalousie, kan herefter ikke i sig selv bevirke de aftalte ophavsretsoverdragelsers ugyldighed – hverken ud fra et forudsætningssynspunkt eller i medfør af aftalelovens § 36.« Visse dele af aftalekomplekset blev dog faktisk tilsidesat i medfør af § 36. Men det skyldtes andre overvejel-
(...)
- Side 695 -
...Mere generelle eller uspecificerede kontrakter, hvorved man afhænder sin fremtidige produktion, helt eller delvis, vil derimod tit kunne rammes enten efter specialitetsgrundsætningen eller aftalelovens § 36. Som Koktvedgaard udtrykte det, er den slags aftaler næppe fuldt ud gyldige. Se Koktvedgaard/Schovsbo: Lærebog i immaterialret (2005) s. 422 f.
- Side 696 -
...til formål at adressere situationer som i U 2002.1224 H og U 2003.23 H. Samme tanker har også sat sig spor i Norge, hvor ophavsretten nu indeholder en regel (NOOPHL § 69) om, at ophavspersonen har et umisteligt krav på »rimelig vederlag«. Det er disse tanker, som nu er optaget på EU-niveau af de regler i DSM-direktivet, der omtales straks nedenfor.
- Side 700 -
...at kræve aftalen justeret, hvis det oprindeligt aftalte vederlag viser sig at være uforholdsmæssigt lavt. Dermed er det også givet, at beskyttelsen indebærer en styrkelse i forhold til aftalelovens § 36 (som vedbliver med at være anvendelig). Højesterets overvejelser i Tango Jalousie-dommen, omtalt ovenfor 7, er nu mest af retshistorisk interesse.
- Side 723 -
...er ganske beskeden, men se dog dommen fra Højesteret i U 2012.3007 H. Her fandtes et vilkår i en licensaftale vedr. glasperler, som pålagde licenstager at betale en afgift, uanset om licenstager benyttede licensgivers eller andres perler, ikke at medføre en mærkbar konkurrencebegrænsning i strid med hverken art. 101 eller KRL § 6 (eller AFTL § 36).