Almenboligloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af almenboligloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om almene boliger m.v.

Lov nr. 374 af 22. maj 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1171 af 11. november 2024

Kapitel 3 1 Lejefastsættelse m.v.
§ 45

Den samlede leje for en afdelings boliger og lokaler fastsættes efter reglerne i kapitel 3 i lov om leje af almene boliger således, at den til enhver tid giver afdelingen mulighed for af sine indtægter at afholde de udgifter, der er forbundet med driften, herunder til foreskrevne bidrag og henlæggelser.

Stk. 2 I den samlede leje efter stk. 1 indgår ikke de udgifter, der er nævnt i § 129, stk. 4. Boligorganisationen kan pålægge lejere af boliger at refundere afdelingens udgifter efter 1. pkt. over varme- og varmtvandsregnskabet, jf. kapitel 10 i lov om leje af almene boliger.

Stk. 3 Fastsættelse af lejens størrelse ved lejeaftalens indgåelse og lejens regulering i lejeperioden for lokaler, der udelukkende anvendes til andet end beboelse, sker efter reglerne i lov om leje af erhvervslokaler m.v.

§ 45a

Overtager lejere som en almen andelsboligorganisation efter reglerne om tilbudspligt i lov om sanering, lov om byfornyelse og boligforbedring eller lov om byfornyelse en ejendom med tilbagekøbsklausul, skal afdelingen henlægge tilstrækkelige midler til frikøb af klausulen.

§§ 46-47

(Ophævet)

§ 48

Undlader boligtagere i en afdeling som led i en fælles optræden at betale forfalden leje (boligafgift) eller andre forfaldne ydelser efter lejeaftalen, skal boligorganisationens ledelse iværksætte sådanne forholdsregler, som skønnes nødvendige for at sikre en forsvarlig økonomisk drift af afdelingen.

Stk. 2 Hvis boligtageres manglende betaling af forfaldne ydelser efter stk. 1 bringer en afdeling i alvorlige likviditetsvanskeligheder, skal boligorganisationens ledelse indberette dette til social- og boligministeren og kommunalbestyrelsen og give oplysning om størrelsen af den ydelse, der skyldes af hver enkelt boligtager. Boligorganisationens indberetning skal vedlægges fyldestgørende materiale til belysning af afdelingens økonomiske situation.

Stk. 3 Såfremt social- og boligministeren skønner, at et forhold som nævnt i stk. 1 indebærer nærliggende risiko for, at afdelingen ikke vil kunne videreføres som alment boligbyggeri, eller at der vil kunne opstå økonomisk tab for stat og kommune, overtager staten afdelingens fordringer mod de enkelte boligtagere og indbetaler samtidig til afdelingen et beløb, som svarer til de ydelser, der skyldes af boligtagerne.

Stk. 4 Renten for de fordringer, staten har overtaget efter stk. 3, udgør den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v., og beregnes fra det tidspunkt, da staten overtager fordringerne. Gebyr for ikke rettidigt betalt leje, der tilfalder boligorganisationen eller afdelingen, udgør for hver måneds leje m.v. 50 kr. med tillæg af 2 pct. af det skyldige beløb ud over 1.000 kr.

Stk. 5 Har boligtageres manglende betaling af forfaldne ydelser efter stk. 1 påført boligorganisationen eller afdelingen merudgifter, der ikke fuldt ud dækkes af det i stk. 4 nævnte gebyr, betales udgifterne af disse boligtagere.

Stk. 6 Modtager en boligtager støtte i form af stipendium, studielån eller statsgaranteret lån efter lov om statens uddannelsesstøtte, kan social- og boligministeren pålægge Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte at overføre den fornødne del af forfaldne rater af tildelte stipendiebeløb eller lån til en særskilt samlekonto i et pengeinstitut eller til en girokonto, som social- og boligministeren anviser. Ved meddelelse af statsgaranti for lån kan social- og boligministeren på forhånd give statsgarantien påtegning om, at det långivende pengeinstitut efter social- og boligministerens bestemmelse skal overføre det skyldige beløb til en af de konti, der er nævnt. Social- og boligministeren råder over indeståendet på kontoen, som anvendes til dækning af statskassens tilgodehavende efter stk. 4. Tiloversblevne beløb overføres til den uddannelsessøgendes konto i dennes pengeinstitut. Stk. 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse. Fremsætter den, hvis uddannelsesstøtte tilgår social- og boligministerens konto, indsigelse mod konteringen, afgøres spørgsmålet af fogedretten ved kendelse. Konteringen udsættes dog ikke ved sagens indbringelse for fogedretten.

Stk. 7 Reglerne i stk. 2-6 finder også anvendelse på personer, der som led i en fælles optræden benytter boliger uden lejeaftale og ikke efter påkrav fra den almene boligorganisation betaler for benyttelsen med et beløb, som svarer til den gældende leje og andre ydelser.

§ 49

Bestemmelserne i § 45 og § 48, stk. 1-5 og 7, finder tilsvarende anvendelse på almene ældreboliger, som ejes af en selvejende institution, en kommune eller en region. Bestemmelserne i § 45 og § 48 finder tilsvarende anvendelse på almene ungdomsboliger, som ejes af en selvejende institution.

§ 50

Social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om de i §§ 45 og 45 a nævnte forhold, herunder om arten og omfanget af de udgifter, der kan medregnes ved fastsættelsen af lejen.