Almenboligloven § 157

Denne konsoliderede version af almenboligloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om almene boliger m.v.

Lov nr. 374 af 22. maj 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1171 af 11. november 2024

§ 157

Bygningsejernes udgifter til udbedring af byggeskader kan efter fradrag af støtte fra fonden i medfør af § 155, stk. 1, finansieres gennem optagelse af lån, jf. § 118, stk. 4, 3. pkt., eller lån ydet af KommuneKredit med en maksimal løbetid på 30 år.

Stk. 2 Fonden kan efter social- og boligministerens nærmere bestemmelse beslutte, at fondens andel af udgiften til udbedring af byggeskader delvis finansieres gennem optagelse af lån, jf. stk. 4, lån i det pågældende byggeri med pantesikkerhed efter eventuelle lån efter stk. 1 eller lån, jf. stk. 4, ydet af KommuneKredit. Fonden betaler samtlige ydelser på lånet til det långivende kreditinstitut på grundlag af en specificeret opgørelse fra instituttet.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan garantere for lån efter stk. 1 og 2. For friplejeboliger, jf. § 151, stk. 1, nr. 7, og for byggeri omdannet til friplejeboliger, jf. § 151, stk. 1, nr. 8, kan staten påtage sig den garanti, som er nævnt i 1. pkt. Garantien beregnes efter § 127, 2.-4. pkt.

Stk. 4 Social- og boligministeren fastsætter efter forhandling med fonden nærmere regler om lån som nævnt i stk. 2. Lånene kan maksimalt have en løbetid på 40 år og skal være baseret på realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer. Ved fastsættelse af en ny låntype efter 1. pkt. garanterer staten for lånet frem til det tidspunkt, hvor der sker tinglysning af det pantebrev, der sikrer lånet. Garantien gælder i forhold til lån, der udbetales senest 3 måneder fra tidspunktet for anvendelsen af den nye låntype.

Stk. 5 Stk. 1 og 3 finder ikke anvendelse for boliger, som er solgt efter kapitel 5 a.