Almene boligorganisationer, selvejende institutioner, kommuner og regioner, der indbetaler til Landsbyggefonden efter §§ 79-80 e, skal indsende indberetning herom til fonden.
Stk. 2 Bidrag efter §§ 79-80 d indsættes på særlige konti i Landsbyggefonden. Bidrag indbetales kvartalsvis bagud inden en måned efter kvartalets udgang.
Stk. 3 Landsbyggefonden påser, at pligtig indbetaling finder sted rettidigt. Er indbetaling ikke sket inden den 3. i den anden måned efter kvartalets udgang, skal der tillige indbetales renter, der fra forfaldsdagen at regne udgør den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i renteloven. For forfaldne beløb har fonden pant og fortrinsret i de bidragspligtige ejendomme umiddelbart forud for pantefordringer uden fortrinsret.
Stk. 4 For afdelinger med lån, hvortil der ydes rentesikring, kan Landsbyggefonden efter aftale med Udbetaling Danmark overtage administrationen af lånene, herunder opkrævning af de likvide midler, der er nævnt i § 179, stk. 6, 2. pkt., når et eller flere andre lån med rentesikring i afdelingen er udamortiseret.
Stk. 5 Med social- og boligministerens godkendelse fastsætter Landsbyggefonden nærmere regler om registrering af ibrugtagelsesår, jf. §§ 79 og 80, om indbetalingsgrundlaget, jf. §§ 80 a-80 g, om indberetninger efter stk. 1 og om administration af lån efter stk. 4.