Almenboligloven § 89b

Denne konsoliderede version af almenboligloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om almene boliger m.v.

Lov nr. 374 af 22. maj 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1171 af 11. november 2024

§ 89b

Nybyggerifondens formål er at yde ydelsesstøtte til etablering af almene boliger efter de på udbetalingstidspunktet gældende regler. Fondens formål er endvidere at dække underskud efter § 73, stk. 4, § 74, stk. 3, § 76, stk. 4 og 8, § 77, stk. 2, § 78, stk. 5, og § 79, stk. 2, i lov om friplejeboliger. Social- og boligministeren kan træffe beslutning om, at midlerne i nybyggerifonden tilbageføres til staten.

Stk. 2 Landsbyggefonden bidrager af de midler, der er overført til nybyggerifonden, jf. § 89 a, i årene 2021-2026 inden for en samlet ramme på 30,3 mio. kr. til refusion af statens udgifter til tilskud til etablering af almene boliger på småøerne og i økommunerne Fanø, Læsø, Samsø og Ærø, jf. § 98 d, stk. 1. Bidraget indbetales til staten.