Almenboligloven § 99

Denne konsoliderede version af almenboligloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om almene boliger m.v.

Lov nr. 374 af 22. maj 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1171 af 11. november 2024

Ungdomsboliger
§ 99

Social- og boligministeren kan på statskassens vegne i hvert af studieårene fra 2000-2001 til 2007-2008 yde tilskud til nedbringelse af lejen i ungdomsboliger. Huslejetilskud kan alene ydes til de ungdomsboliger, som i studieåret 1999-2000 har modtaget huslejetilskud efter § 99 i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 102 af 17. februar 1999.

Stk. 2 Huslejetilskud efter stk. 1 ydes efter social- og boligministerens nærmere bestemmelser med udgangspunkt i det udbetalte huslejetilskud for studieåret 1999-2000, således at tilskuddet med virkning fra studieåret 2000-01 aftrappes over maksimalt 8 år. Social- og boligministeren kan dog i studieårene 2000-01 til 2002-03 efter indstilling fra den tilsynsførende kommune forlænge aftrapningsperioden, hvis dette skønnes at være påkrævet for ungdomsboligernes videreførelse.

Stk. 3 De særlige kriselån, der er ydet til ungdomsboliger med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg i finansårene 1975-76 og 1976-77, tilbagebetales i henhold til de oprindeligt fastsatte vilkår, jf. dog stk. 6.

Stk. 4 For ungdomsboliger, der med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg har fået henstand med betaling af renter og afdrag på statslån, sker tilbagebetalingen i henhold til de oprindeligt fastsatte vilkår, idet løbetiden forlænges svarende til henstandsperioden, jf. dog stk. 6. Restgælden opgøres med tillæg af renter og bidrag påløbet i henstandsperioden.

Stk. 5 Er der ikke fastsat vilkår for tilbagebetalingen af lån efter stk. 3 og 4, fastsætter social- og boligministeren vilkårene for tilbagebetalingen.

Stk. 6 Tilbagebetalingen af lån efter stk. 3 og 4 påbegyndes, når huslejetilskud efter stk. 1 er fuldt afviklet. Social- og boligministeren kan efter indstilling fra den tilsynsførende kommune forlænge tilbagebetalingsperioden, hvis dette skønnes påkrævet for ungdomsboligernes videreførelse.