AMU-Loven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af aMU-Loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

Lov nr. 446 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 144 af 14. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1661 af 30. december 2024

Kapitel 4 1 Arbejdsmarkedsuddannelser
§ 10

Arbejdsmarkedsuddannelser er korterevarende uddannelser, der imødekommer nye eller udækkede behov for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau.

Stk. 2 Arbejdsmarkedsuddannelser udvikles af efteruddannelsesudvalgene inden for de fælles kompetencebeskrivelsers rammer. Arbejdsmarkedsuddannelser kan sammenlægges, forkortes eller opdeles i delmål. Mål og delmål beskrives i forhold til jobområder. Uddannelsernes mål og eventuelle delmål kan ikke være identiske med enkeltfags mål.

Stk. 3 Efteruddannelsesudvalgene påser, at der ikke udvikles nye arbejdsmarkedsuddannelser på områder, hvor uddannelsesbehovet kan tilgodeses gennem udbud af enkeltfag eller anden offentligt reguleret uddannelse. Udvalgene kan kun udvikle nye arbejdsmarkedsuddannelser på områder, hvor private initiativtagere allerede udbyder uddannelsesaktiviteter, hvis væsentlige arbejdsmarkedspolitiske og uddannelsesmæssige hensyn taler for en statslig regulering af det pågældende uddannelsesområde.

Stk. 4 Efteruddannelsesudvalgene orienterer børne- og undervisningsministeren om uddannelse udviklet efter stk. 2 og beskriver eventuelle ligheder med uddannelser, som inden for de forudgående 3 år er undtaget fra de godkendte udbyderes udbuds- og annonceringsforpligtelse eller nedlagt uden forudgående undtagelse. Hvis ministeren ikke har bemærkninger hertil inden for 6 uger, herunder om betingelsen i stk. 3 er overholdt, anses uddannelsen for godkendt og optages i den eller de fælles kompetencebeskrivelser, den er udviklet inden for. Ministeren kan betinge sin godkendelse af, at der foretages bestemte ændringer i beskrivelsen. En godkendelse kan tilbagekaldes.

Stk. 5 Efter 3 kalenderår uden aktivitet på en arbejdsmarkedsuddannelse optaget i en fælles kompetencebeskrivelse såvel som på dens eventuelle delmål undtages arbejdsmarkedsuddannelsen som helhed fra udbydernes pligt til udbud og annoncering. Tilsvarende gælder for enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse. Børne- og undervisningsministeren kan efter ansøgning fra et efteruddannelsesudvalg undtage en arbejdsmarkedsuddannelse eller et enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse fra pligten til udbud og annoncering, selv om der ikke er forløbet 3 kalenderår uden aktivitet som nævnt i 1. pkt.

Stk. 6 Har en arbejdsmarkedsuddannelse, som i medfør af stk. 5 er undtaget fra pligten til udbud og annoncering, i en periode af en varighed på 3 på hinanden følgende kalenderår ikke aktivitet, herunder aktivitet på eventuelle delmål tilknyttet arbejdsmarkedsuddannelsen, tilbagekaldes uddannelsens godkendelse, medmindre uddannelsen kan godskrives som meritgivende til en erhvervsuddannelse. På baggrund af en aktivitet på en arbejdsmarkedsuddannelse, dens delmål eller et enkeltfag, der i medfør af stk. 5 er undtaget fra pligten til udbud og annoncering, kan det pågældende efteruddannelsesudvalg bestemme, at pligten til udbud og annoncering indføres på ny.

Stk. 7 En arbejdsmarkedsuddannelse, hvorom et efteruddannelsesudvalg med  børne- og undervisningsministerens godkendelse har besluttet, at den har særlig samfundsmæssig betydning, er ikke omfattet af stk. 5 og 6.

Stk. 8 Børne- og undervisningsministeren kan uanset bestemmelsen i stk. 2 udvikle en arbejdsmarkedsuddannelse. Efteruddannelsesudvalgene skal optage uddannelserne i de relevante fælles kompetencebeskrivelser.

Stk. 9 Børne- og undervisningsministeren fastsætter efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og Efteruddannelse nærmere regler om indholdet af arbejdsmarkedsuddannelser.

§ 10a

Personer med fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark har adgang til arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere betingelser for adgang til arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om adgangen til arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, for personer med fast bopæl eller beskæftigelse på Færøerne eller i Grønland, som ikke er omfattet af stk. 1, herunder om, at der kan opkræves fuld deltagerbetaling og ydes kost og logi som indtægtsdækket virksomhed.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren kan med henblik på opfyldelse af internationale forpligtelser fastsætte regler om adgang for personer, der ikke er omfattet af stk. 1, til arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, herunder om, at der kan opkræves fuld deltagerbetaling og ydes kost og logi som indtægtsdækket virksomhed.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren kan i regler, der fastsættes i medfør af stk. 3 og 4, fravige §§ 20 og 21.

§ 11

Arbejdsmarkedsuddannelser kan tilrettelægges på heltid eller deltid. Arbejdsmarkedsuddannelser kan tilrettelægges fleksibelt og tværgående i forhold til virksomheders og deltageres behov, eventuelt i kombination med elementer fra anden uddannelse.

Stk. 2 Arbejdsmarkedsuddannelser kan tilrettelægges som fjernundervisning og afholdes som undervisning på en virksomhed.

Stk. 3 Der afholdes prøve i arbejdsmarkedsuddannelser, i disses delmål og i enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, medmindre uddannelsen er fritaget for udvikling af prøve efter denne lov. For så vidt angår uddannelser med myndighedskrav, der er fritaget for udvikling af prøve, sker eventuel prøveudvikling, prøveafholdelse, bedømmelse heraf m.v. efter de regelsæt, der gælder om myndighedskravene.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om uddannelsernes tilrettelæggelse og undervisningens afholdelse og om afholdelse af og bedømmelse m.v. af resultatet af prøver udviklet efter § 6, stk. 1, 2. pkt., herunder om omprøver, om tidsfrister for tilbud om omprøve, om klage over prøver og om aflæggelse af prøve som selvstuderende.

§ 12

Uddannelsesinstitutionerne udsteder AMU-bevis for individuel kompetencevurdering, for gennemført arbejdsmarkedsuddannelse og for prøver aflagt som selvstuderende.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og Efteruddannelse fastsætte nærmere regler om udformning og udstedelse af beviser, herunder om, at beviser udstedes digitalt, og om opbevaring og videregivelse af oplysninger om deltagelse og bevisudstedelse m.v., herunder om digital udstedelse og kommunikation. Børne- og undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om institutionernes udstedelse af certifikater for uddannelser med myndighedskrav.

§ 13

Børne- og undervisningsministeren fastsætter efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og Efteruddannelse nærmere regler om krav til lærerkvalifikationer for undervisere på arbejdsmarkedsuddannelse.

Arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler og arresthuse
§ 13a

Arbejdsmarkedsuddannelser, disses eventuelle delmål og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, kan efter aftale mellem kriminalforsorgen og en godkendt udbyder af arbejdsmarkedsuddannelser, disses eventuelle delmål og enkeltfag afholdes som undervisning i et fængsel eller et arresthus, hvor alene indsatte kan deltage.

Stk. 2 Kriminalforsorgen bestemmer, hvilke indsatte der kan deltage i undervisning efter stk. 1, og om en tidligere indsat efter løsladelse kan færdiggøre igangværende undervisning i et fængsel eller et arresthus. Tilmeldingen til undervisning efter stk. 1 foretages af kriminalforsorgen.

Stk. 3 § 10 a, stk. 1, 3 og 4, og § 21 i denne lov og § 3, stk. 7 og 9, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. samt lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse finder ikke anvendelse på undervisning efter stk. 1.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren kan efter forhandling med justitsministeren og efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og Efteruddannelse fastsætte regler om undervisning efter stk. 1, herunder om tilrettelæggelse og varetagelse af undervisningen, undervisningstid og visitation og tilmelding til uddannelsen, og om administration af ordningen i øvrigt.

Arbejdsmarkedsuddannelser tilrettelagt som særlige uddannelsesforløb for tosprogede
§ 14

Særlige uddannelsesforløb for tosprogede er sammenhængende forløb, der kan sammensættes af arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag fra en eller flere fælles kompetencebeskrivelser og praktik.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan udvikle arbejdsmarkedsuddannelser, jf. § 10, stk. 8, der kun kan udbydes i forbindelse med særlige uddannelsesforløb efter stk. 1, og som har til formål at understøtte deltagerens gennemførelse af faglig arbejdsmarkedsuddannelse.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren fastsætter efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og Efteruddannelse nærmere regler om særlige uddannelsesforløb for tosprogede, herunder om deltagerkreds og om varighed af praktik.

Vurdering af basale færdigheder
§ 14a

Alle, der deltager i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse eller individuel kompetencevurdering efter denne lov, skal have mulighed for at få vurderet deres basale færdigheder i læsning, skrivning, stavning, regning eller matematik samt vejledning i tilknytning hertil.

Stk. 2 Vurdering af basale færdigheder efter stk. 1 anvendes som grundlag for at

  • 1) tilrettelægge undervisningen i overensstemmelse med vurderingsresultatet,

  • 2) vejlede deltageren til uddannelse og undervisning i læsning, skrivning, stavning, regning eller matematik efter anden lovgivning, herunder forberedende voksenundervisning, og

  • 3) vejlede deltageren til og tilrettelægge uddannelsesforløb, der kombinerer uddannelse efter denne lov med uddannelse og undervisning i læsning, skrivning, stavning, regning eller matematik efter anden lovgivning, herunder forberedende voksenundervisning.

Stk. 3 Vurdering af basale færdigheder efter stk. 1 foretages af uddannelsesinstitutionerne.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren kan efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og Efteruddannelse fastsætte regler om vurdering af basale færdigheder i læsning, skrivning, regning eller matematik og vejledning i tilknytning hertil, herunder om indhold, afholdelse, tilrettelæggelse og varighed.

Individuel kompetencevurdering
§ 15

Individuel kompetencevurdering efter denne lov er realkompetencevurdering og har til formål at give deltageren anerkendelse af dennes samlede viden, færdigheder og kompetencer som grundlag for videre og tilpasset erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse inden for denne lovs rammer og til brug på arbejdsmarkedet.

Stk. 2 Anerkendelse af realkompetence sker på baggrund af afklaring, dokumentation og vurdering af deltagerens realkompetencer i forhold til målbeskrivelserne i arbejdsmarkedsuddannelserne og enkeltfag optaget i de fælles kompetencebeskrivelser. Deltageren bidrager til at dokumentere de realkompetencer, der ønskes vurderet.

Stk. 3 Anerkendelse af realkompetence gives i form af en individuel uddannelsesplan bestående af den eller de arbejdsmarkedsuddannelser eller enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, der kan supplere deltagerens realkompetencer i forhold til dennes ønskede uddannelsesmål, som kompetencebevis, jf. § 15 b, stk. 1, eller AMU-bevis, jf. § 15 b, stk. 2.

Stk. 4 Alle, der har adgang til uddannelse inden for rammerne af denne lov, har adgang til individuel kompetencevurdering. Uddannelsesinstitutionen kan afslå at iværksætte en individuel kompetencevurdering, hvis den skønner, at ansøgerens kompetencer ikke eller kun i meget begrænset omfang indgår i målene for den eller de arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag i en fælles kompetencebeskrivelse, som kompetencerne ønskes vurderet i forhold til.

Stk. 5 Individuel kompetencevurdering foretages forud for eventuel optagelse til arbejdsmarkedsuddannelse.

Stk. 6 Børne- og undervisningsministeren fastsætter efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og Efteruddannelse nærmere regler om mål, rammer og indhold m.v. for individuel kompetencevurdering.

§ 15a

Individuel kompetencevurdering foretages af uddannelsesinstitutionerne i forhold til de arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, som de er godkendt til at udbyde.

Stk. 2 Individuel kompetencevurdering kan afholdes på en virksomhed.

Stk. 3 Individuel kompetencevurdering kan tilrettelægges på heltid eller deltid.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren fastsætter efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og Efteruddannelse nærmere regler om afholdelse, tilrettelæggelse og varighed af individuel kompetencevurdering m.v.

§ 15b

Uddannelsesinstitutionerne udsteder efter anmodning fra deltageren kompetencebevis for de dele af en arbejdsmarkedsuddannelse eller enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, som deltageren har dokumenteret og uddannelsesinstitutionen har vurderet og anerkendt at dennes realkompetencer svarer til.

Stk. 2 Uddannelsesinstitutionerne udsteder AMU-bevis for arbejdsmarkedsuddannelse eller enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, hvis deltageren har dokumenteret og uddannelsesinstitutionen har vurderet og anerkendt, at dennes realkompetencer giver grundlag herfor.

§ 15c

Børne- og undervisningsministeren kan efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og Efteruddannelse fastsætte regler om krav til kvalifikationer for personer, der foretager individuel kompetencevurdering.