Kapitel 4 Påtegning og underpant mv.
En påtegning på et tinglyst dokument skal indeholde oplysning om tinglysningsdato og tinglysningsnummer for det pågældende dokument eller en anden af tinglysningen tildelt entydig identifikation.
Stk. 2 Ved anmeldelse til tinglysning af påtegning skal påtegningen endvidere indeholde oplysninger som anført i §§ 8 og 9.
Stk. 3 Anmeldes flere påtegninger vedrørende samme tinglysningsobjekt (andel eller rettighed) samtidig, behandles påtegningerne i den rækkefølge, de er indeholdt i anmeldelsen. Afvises en påtegning, vil alle påtegninger blive afvist, medmindre anmelder har anmodet om andet.
Tinglysning af underpantsætning af et pantebrev sker ved påtegning på det dokument, som underpantsættes.
Stk. 2 Der kan ikke knyttes vilkår til tinglysningen af det enkelte underpant.
Stk. 3 Indeholder påtegningen oplysninger om underpantsætningsbeløbet, skal beløbet være angivet i samme valuta som hovedstolen. Angives intet underpantsætningsbeløb, antages underpantsætningen at vedrøre den fulde hovedstol.
Stk. 4 Ændres pantebrevets hovedstol, medfører dette ikke uden videre ændring af underpantsætningsbeløbet.
Stk. 5 Underpantsætning af et ejerpantebrev kan ske i forbindelse med anmeldelse af ejerpantebrevet.
Stk. 6 Et dokument vedrørende panteret inden for et ejerpantebrevs ramme skal desuden angive de enkelte foranstående rettigheder i ejerpantebrevet og inden for ejerpantebrevets ramme. Et dokument vedrørende underpant i et ejerpantebrev skal alene angive de enkelte foranstående rettigheder i ejerpantebrevet og inden for ejerpantebrevets ramme.