Anmeldelsesbekendtgørelsen § 13

Denne konsoliderede version af anmeldelsesbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen

Bekendtgørelse nr. 865 af 23. juni 2024

Offentlighed
§ 13

I Det Centrale Virksomhedsregister offentliggøres registreringspligtige oplysninger om virksomheden og oplysning om modtagelse af virksomhedsdokumenter, som skal offentliggøres efter reglerne i selskabslovgivningen, jf. dog stk. 2. Det samme gælder for registreringer, som er foretaget efter reglerne i skatte- og afgiftslovgivningen.

Stk. 2 Oplysning om CPR-nummer eller tilsvarende identifikationsnummer og statsborgerskab offentliggøres ikke i Det Centrale Virksomhedsregister.

Stk. 3 Registreringer m.v. efter reglerne i selskabslovgivningen, som er offentliggjort i Det Centrale Virksomhedsregister, anses for at være kommet til tredjemands kundskab.

Stk. 4 Oplysninger og dokumenter, der er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, kan gøres tilgængelige via registersammenkoblingssystemet Business Register Interconnection System (BRIS) på den europæiske e-justice-portal https://e-justice.europa.eu/.