Anmeldelse af beslutningen om at gennemføre en grænseoverskridende fusion, hvor det fortsættende kapitalselskab skal høre under dansk ret, skal vedlægges en attest til Erhvervsstyrelsen fra den eller de udenlandske kapitalselskabers kompetente myndigheder for hvert af de deltagende kapitalselskaber og den af generalforsamlingen godkendte fusionsplan, jf. selskabslovens § 289 a, stk. 1, samt for eventuelle danske deltagende kapitalselskabers vedkommende dokumenterne anført i § 31. For en egentlig grænseoverskridende fusion, hvorved to eller flere kapitalselskaber sammensmeltes til et nyt kapitalselskab, finder § 16, stk. 1, tilsvarende anvendelse.
Stk. 2 Har generalforsamlingen gjort beslutningen om vedtagelsen af den grænseoverskridende fusion betinget af, at generalforsamlingen efterfølgende godkender de fastlagte retningslinjer for medarbejdernes medbestemmelse, jf. selskabslovens § 284, skal der endvidere vedlægges dokumentation for, at denne efterfølgende godkendelse har fundet sted.