Indenrigs- og Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for apotekernes indbetaling af afgifter til staten og regler for statens udbetaling af tilskud og godtgørelser til apotekerne.
Stk. 3 Lægemiddelstyrelsen meddeler snarest muligt efter årets udgang apotekerne en foreløbig opgørelse af afgiften for det forgangne år. Afgiften fastsættes således, at den dækker det forgangne års udbetalinger af tilskud og godtgørelser m.v. Overstiger de samlede indbetalte afgifter de samlede udbetalte tilskud og godtgørelser m.v., tilbagebetales differencen til de enkelte apoteker i forhold til det, de har indbetalt.
Stk. 4 Lægemiddelstyrelsen foretager snarest muligt efter modtagelsen af apotekernes endelige årsregnskaber en endelig opgørelse af afgiften for det forgangne år. Afgiften fastsættes således, at den dækker det forgangne års udbetalinger af tilskud og godtgørelser m.v. Har et apotek betalt for meget i forhold til det pågældende apoteks endelige omsætning for året, tilbagebetales differencen til det pågældende apotek. Har et apotek betalt for lidt i forhold til det pågældende apoteks endelige omsætning for året, opkræves differencen hos det pågældende apotek. Overstiger de samlede indbetalte afgifter de samlede udbetalte tilskud og godtgørelser m.v., tilbagebetales differencen til de enkelte apoteker i forhold til det, de har indbetalt.
Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren kan beslutte, at udbetalingerne af tilskud og godtgørelser nedsættes eller bortfalder. Beslutning herom meddeles Danmarks Apotekerforening.
Stk. 6 Skifter et apotek ejer i årets løb, afregnes afgiften endeligt med den afgående apoteker med 1,215 pct. af omsætningen for den del af året, hvor denne har drevet apoteket. Den tiltrædende apoteker betaler hver måned til Lægemiddelstyrelsen 1,215 pct. af den forgangne måneds omsætning for den del af året, hvor denne driver apoteket. Lægemiddelstyrelsen meddeler snarest muligt efter årets udgang den tiltrædende apoteker en foreløbig opgørelse af afgiften for det forgangne år, jf. stk. 3. Lægemiddelstyrelsen foretager snarest muligt efter modtagelsen af det endelige regnskab en endelig opgørelse af afgiften, jf. stk. 4. Skifter et apotek ejer ved udgangen af året, foretager Lægemiddelstyrelsen en foreløbig og en endelig opgørelse af afgiften i forhold til den afgående apoteker, jf. stk. 3 og 4.