Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver træffer afgørelse om, hvorvidt en personskade er dækket af voldsskadeforsikringen, jf. § 49 a, stk. 1, og en eventuel udmåling af erstatning eller godtgørelse efter lov om erstatningsansvar.
Stk. 2 Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver kan indhente oplysninger om den anerkendte arbejdsulykke og udmålingen af erstatning i forbindelse hermed, herunder lægelige og økonomiske oplysninger om tilskadekomne, fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Stk. 3 Erstatning og godtgørelse efter § 49 a kan ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller efterladte.
Stk. 4 Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver træffer afgørelse om arbejdsgiverens sikringspligt efter § 49 a, stk. 2, når der er uenighed herom mellem arbejdsgiveren og tilskadekomne og arbejdsgiveren ikke har tegnet en voldsskadeforsikring. Afgørelse efter 1. pkt. kan påklages til Arbejdstilsynet af arbejdsgiveren eller tilskadekomne, senest 4 uger efter at de har modtaget afgørelsen.
Stk. 5 Har en arbejdsgiver, som har pligt til at tegne voldsskadeforsikring efter § 49 a, stk. 2, ikke tegnet denne forsikring, udbetaler arbejdsgiverens arbejdsulykkesforsikringsselskab erstatning og godtgørelse efter § 49 a, stk. 1, til tilskadekomne eller efterladte.
Stk. 6 Har en arbejdsgiver undladt at opfylde sin sikringspligt efter § 48, stk. 1, og § 49 a, stk. 2, varetager Forsikring & Pension opgaverne efter stk. 1, 2 og 4, mens Arbejdsmarkedets Erhvervssikring varetager opgaven efter stk. 5. § 52 finder tilsvarende anvendelse i forhold til de samlede udgifter som følge af Forsikring & Pensions opgaver efter stk. 1, 2 og 4 og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgave efter stk. 5.