Årsregnskabsloven Kapitel 10

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 7. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1057 af 23. september 2024,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024

Kapitel 10 1 Indregning og måling
Balancen
§ 82

Virksomheden skal i kostprisen for de varebeholdninger, den har fremstillet, indregne de omkostninger, der indirekte kan henføres til varebeholdninger, hvis omkostningerne vedrører fremstillingsperioden.

§ 83

Store virksomheder skal indregne udviklingsprojekter, der tilsigter at udvikle et bestemt produkt eller en bestemt proces, som virksomheden har til hensigt at fremstille henholdsvis benytte i produktionen. Herunder hører patenter og andre immaterielle aktiver, som følger af et udviklingsprojekt.

Stk. 2 Indregnes udviklingsprojekter, jf. stk. 1, skal et beløb svarende til de indregnede udviklingsomkostninger indregnes direkte i posten »Reserve for udviklingsomkostninger« under egenkapitalen. § 41, stk. 3, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse på denne reserve.

§ 83a

Virksomheden skal indregne alle aktiver, som opfylder definitionen på aktiver i bilag l, C, nr. 1, uanset om virksomheden har ejendomsretten over aktivet.

Resultatopgørelse
§ 83b

Undtagelsen i § 49, stk. 1, 2. pkt., finder ikke anvendelse for virksomheder omfattet af regnskabsklasse C.

§§ 84-85

(Ophævet)

Pengestrømsopgørelsen
§ 86

I pengestrømsopgørelsen skal ind- og udbetalinger indregnes på betalingstidspunktet, uanset hvornår indregningen sker i resultatopgørelsen eller balancen.

Stk. 2 Pengestrømsopgørelsen skal i det mindste vise periodens pengestrømme fordelt på drifts-, investerings- og finansieringsaktiviteterne. Endvidere skal pengestrømsopgørelsen særskilt vise regnskabsårets forskydninger i likvider samt likviderne ved periodens begyndelse og slutning.

Stk. 3 De tilsvarende beløb for posterne i det foregående regnskabsår skal anføres. Er posterne ikke direkte sammenlignelige med det foregående års poster, skal sidstnævnte tilpasses. Virksomheden kan dog undlade at tilpasse sammenligningstal, hvis den manglende sammenlignelighed skyldes ændringer i virksomhedens aktiviteter. Poster i pengestrømsopgørelsen, som ikke indeholder noget beløb for regnskabsåret, skal kun medtages, hvis den foregående årsrapport indeholder en sådan post.

Stk. 4 En virksomhed kan undlade selv at udarbejde en pengestrømsopgørelse, hvis denne er indeholdt i en pengestrømsopgørelse for koncernen.

Egenkapitalopgørelsen
§ 86a

Egenkapitalopgørelsen skal for hver post oplyse

  • 1) størrelsen primo regnskabsåret,

  • 2) tilgang i løbet af regnskabsåret,

  • 3) afgang i løbet af regnskabsåret og

  • 4) størrelsen ultimo regnskabsåret.

Stk. 2 Indholdet af årets bevægelser på egenkapitalopgørelsen skal fremgå af benævnelsen eller af noterne.

Stk. 3 I opgørelsen efter stk. 1 skal særskilt fremgå til- og afgange i posterne »Reserve for opskrivninger« og »Reserve for udviklingsomkostninger« samt beløb, som indregnes direkte på egenkapitalen i henhold til § 49, stk. 2, nr. 3 og 4.

Stk. 4 Ledelsens forslag til beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af underskud skal fremgå af opgørelsen.