En modervirksomhed, hvis dattervirksomheder alle udeholdes af konsolideringen i medfør af § 13, stk. 1, nr. 3, eller § 114, stk. 2, kan undlade at udarbejde koncernregnskab.
Stk. 2 Herudover kan en modervirksomhed, der er en erhvervsdrivende fond, undlade at udarbejde koncernregnskab, hvis
-
1) fonden kun har én dattervirksomhed,
-
2) fonden selv kun i begrænset omfang udøver erhvervsaktiviteter og
-
3) fonden, bortset fra konvertible gældsbreve og ikkebetalt udbytte eller udlodning, ikke har tilgodehavender hos eller har stillet sikkerhed for dattervirksomheden.
Stk. 3 Endvidere kan en modervirksomhed, der er en erhvervsdrivende fond, undlade at udarbejde koncernregnskab, hvis
-
1) fonden har flere dattervirksomheder og en af disse udarbejder et koncernregnskab, hvori den erhvervsdrivende moderfond er udeladt,
-
2) koncernregnskabet er udarbejdet efter årsregnskabsloven, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU med senere ændringer eller regler, der i det mindste er ligeværdige med reglerne for konsoliderede årsregnskaber i det nævnte direktiv, og det er revideret af personer, der er autoriseret hertil i medfør af den nationale lovgivning, hvorunder dattervirksomheden, der har udarbejdet koncernregnskabet, henhører,
-
3) fonden selv kun i begrænset omfang udøver erhvervsaktiviteter,
-
4) fonden bortset fra konvertible gældsbreve og ikke udbetalt udbytte eller udlodning ikke har tilgodehavender hos eller har stillet sikkerhed for en af dattervirksomhederne,
-
5) det oplyses i fondens årsrapport, at fonden i medfør af denne undtagelse har undladt at udarbejde koncernregnskab, og
-
6) fonden til Erhvervsstyrelsen indsender det i nr. 1 nævnte reviderede koncernregnskab sammen med sin egen årsrapport.