Årsregnskabsloven § 112

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 7. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1057 af 23. september 2024,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024

§ 112

En modervirksomhed kan undlade at aflægge koncernregnskab, jf. dog § 109, stk. 2, hvis den selv er en dattervirksomhed af en højere modervirksomhed, der henhører under lovgivningen i et EU/EØS-land, og

  • 1) den højere modervirksomhed

    • a) besidder mindst 90 pct. af kapitalandelene i den lavere modervirksomhed og minoritetsdeltagerne over for denne modervirksomheds øverste ledelse har godkendt, at den ikke aflægger koncernregnskab, eller

    • b) besidder mindre end 90 pct. af kapitalandelene i den lavere modervirksomhed og dennes øverste ledelse ikke senest 6 måneder før regnskabsårets udløb fra minoritetsdeltagere, der ejer mindst 10 pct. af virksomhedskapitalen, har modtaget krav om aflæggelse af koncernregnskab, og

  • 2) den højere modervirksomhed udarbejder koncernregnskab og konsolideret ledelsesberetning i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvortil den højere modervirksomhed henhører, og koncernregnskabet er revideret af personer, der er autoriseret i medfør af denne medlemsstats lovgivning.

Stk. 2 En modervirksomhed kan endvidere undlade at aflægge koncernregnskab, jf. dog § 109, stk. 2, hvis den selv er en dattervirksomhed af en højere modervirksomhed, der henhører under lovgivningen i et land, der ikke henhører under den i stk. 1 nævnte lovgivning, og

  • 1) den lavere modervirksomheds øverste ledelse ikke senest 6 måneder før regnskabsårets udløb fra minoritetsdeltagere har modtaget krav om aflæggelse af koncernregnskab,

  • 2) den højere modervirksomhed udarbejder koncernregnskab og, hvor relevant, konsolideret ledelsesberetning i overensstemmelse med

    • a) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU med senere ændringer,

    • b) regler, der i det mindste er ligeværdige med reglerne for konsoliderede årsregnskaber i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU med senere ændringer,

    • c) de internationale regnskabsstandarder, der er vedtaget af Europa-Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning om anvendelse af internationale regnskabsstandarder, samt efterfølgende ændringer, som vedtages af Europa-Kommissionen i overensstemmelse med den nævnte forordning, eller

    • d) regler, der af Europa-Kommissionen er vurderet at være ligeværdige med reglerne for konsoliderede årsregnskaber i de internationale regnskabsstandarder, og

  • 3) koncernregnskabet er revideret af personer, der er godkendt i medfør af den nationale lovgivning, hvorunder den højere modervirksomhed henhører.

Stk. 3 For de i stk. 1 og 2 omhandlede undtagelser kræves endvidere, at

  • 1) den lavere modervirksomheds eget regnskab og dens dattervirksomheders regnskaber indgår ved fuld konsolidering i koncernregnskabet for den højere modervirksomhed, jf. dog § 114,

  • 2) den lavere modervirksomhed i sit årsregnskab oplyser, at den i medfør af stk. 1 henholdsvis stk. 2 har undladt at udarbejde sit eget koncernregnskab, og oplyser navn, hjemsted og eventuelt CVR-nummer eller registreringsnummer for den højere modervirksomhed, og

  • 3) den lavere modervirksomhed til Erhvervsstyrelsen sammen med sin egen årsrapport indsender det i stk. 1 eller 2 nævnte koncernregnskab, ledelsesberetningen og den tilhørende revisionspåtegning samt de oplysninger, styrelsen måtte kræve, jf. § 147.

Stk. 4 En virksomhed, der undlader at aflægge koncernregnskab efter stk. 1 og 2, er ikke undtaget fra at udarbejde bæredygtighedsrapportering efter § 128.