Årsregnskabsloven § 137j

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 7. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1057 af 23. september 2024,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024 og lov nr. 1602 af 17. december 2024

Indsendelse af rapport om indkomstskatteoplysninger m.v.
§ 137j

Virksomheder og filialer, der skal udarbejde en rapport om indkomstskatteoplysninger i henhold til §§ 137 b-137 e, skal til Erhvervsstyrelsen indsende rapporten og en eventuel erklæring, jf. § 137 d, stk. 3, eller § 137 e, stk. 3.

Stk. 2 Dattervirksomheder og filialer, der er undtaget fra selv at udarbejde en rapport om indkomstskatteoplysninger, fordi en anden virksomhed i koncernen, den udenlandske virksomhed eller en anden filial af den udenlandske virksomhed har udarbejdet en rapport efter § 137 d, stk. 1, eller § 137 e, stk. 5, skal indsende rapporten til Erhvervsstyrelsen.

Stk. 3 Indsendelse af rapporten og en eventuel erklæring til Erhvervsstyrelsen skal være foretaget senest 12 måneder efter afslutningen af det regnskabsår, som rapporten vedrører.

Stk. 4 De omfattede virksomheder og filialer skal i minimum 5 år på deres hjemmeside henvise til rapporten i Det Centrale Virksomhedsregister.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om indsendelse af rapporten.