Virksomheder omfattet af regnskabsklasse B, C og D skal uden ugrundet ophold efter godkendelsen af årsrapporten indsende denne til Erhvervsstyrelsen, jf. § 3, stk. 1, og § 7. Årsrapporten skal være modtaget i styrelsen senest 6 måneder efter regnskabsårets afslutning, idet fristen dog er 4 måneder for virksomheder omfattet af regnskabsklasse D. Der kan ikke dispenseres fra disse frister, jf. dog §§ 140 og 141.
Stk. 2 Den indsendte årsrapport skal mindst indeholde de bestanddele, der er obligatoriske for hver regnskabsklasse, samt eventuel revisionspåtegning eller anden erklæring fra en revisor, jf. § 135, stk. 1 og 7, § 135 b, stk. 1, og § 135 c, stk. 1. Ønsker virksomheden at få offentliggjort supplerende beretninger som nævnt i § 2, stk. 2, skal disse indsendes sammen med de obligatoriske bestanddele af årsrapporten, således at de obligatoriske bestanddele og de supplerende beretninger tilsammen fremstår som ét dokument betegnet »årsrapport«.
Stk. 3 Årsrapporter og andre dokumenter, som skal indsendes til styrelsen i henhold til denne lov, skal være affattet på dansk eller engelsk, jf. dog § 157.
Stk. 4 Indsender en virksomhed frivilligt en årsrapport efter § 4, stk. 7, 1. pkt., og er denne revideret, skal virksomheden sikre, at revisors påtegning indgår i dokumentet.
Stk. 5 Har styrelsen bekendtgjort, at en årsrapport er offentligt tilgængelig efter § 154, kan denne ikke omgøres ved en ny årsrapport, medmindre styrelsen tillader dette.
Stk. 6 En virksomhed, der ikke har oplyst nettoomsætningen i resultatopgørelsen, jf. § 32, stk. 1, skal indberette sin nettoomsætning, samtidig med at den indsender årsrapporten. Den indberettede nettoomsætning offentliggøres ikke, og oplysningen er undtaget fra retten til aktindsigt.
Stk. 7 En virksomhed, der er omfattet af § 99 a, og som i henhold til anden lovgivning er forpligtet til at lade dele af sin bæredygtighedsrapportering verificere af en akkrediteret uafhængig tredjepart, skal gøre rapporten fra den uafhængige tredjepart tilgængelig på virksomhedens hjemmeside. Indsendelsesbekendtgørelsen
Stk. 8 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om indberetning af nettoomsætning, jf. stk. 6.