En virksomhed, der er omfattet af regnskabsklasse B, skal udarbejde en årsrapport, der i det mindste består af en ledelsespåtegning, jf. dog § 9 a, stk. 1, balance, resultatopgørelse, noter, jf. dog § 22 b, stk. 1, og en ledelsesberetning. Er der afgivet en revisionspåtegning eller anden erklæring til årsrapporten, jf. §§ 135, 135 b og 135 c, skal revisionspåtegningen og erklæringen indgå i årsrapporten. §§ 11-17, § 19, stk. 1, 2 og 4, § 20, stk. 2, §§ 22 a, 22 b og 23-77 finder anvendelse, jf. dog § 137.
Stk. 2 Hvis en modervirksomheds oplysninger er de samme som koncernens oplysninger, kan modervirksomheden undlade at give oplysningerne i sit eget årsregnskab og ledelsesberetning.
Stk. 3 Første gang en virksomhed, der har været omfattet af regnskabsklasse A, aflægger årsrapport efter reglerne i regnskabsklasse B, kan virksomheden benytte sig af følgende lempelser:
-
1) Ved indregning af aktiver, der efter reglerne i regnskabsklasse A ikke skulle indregnes eller skulle indregnes til et andet målegrundlag end i regnskabsklasse B, kan aktivets værdi på det forrige års balancedag anses for kostpris. Forrige års indregningsmetode og målegrundlag for aktivet skal oplyses i noterne.
-
2) For de poster i årsregnskabet, som påvirkes af ændringer i indregningsmetoder og målegrundlag, kan sammenligningstal efter § 24 for perioder, der ligger før regnskabsåret, opgøres efter de hidtil anvendte metoder.
Stk. 4 Første gang en virksomhed ikke længere anvender en eller flere af undtagelserne i § 22 b, kan virksomheden for de poster i resultatopgørelsen, som påvirkes af, at § 37 finder anvendelse, opgøre sammenligningstal for resultatopgørelsen efter § 24 for perioder, der ligger før regnskabsåret, efter den hidtil anvendte metode.