Årsregnskabsloven § 23

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 7. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1057 af 23. september 2024,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024, lov nr. 1602 af 17. december 2024, lov nr. 1668 af 30. december 2024 og lov nr. 52 af 28. januar 2025

Klassifikation og opstilling
Generelle bestemmelser
§ 23

Balance og resultatopgørelse skal opstilles i skematisk form i overensstemmelse med bilag 2, skema 1 eller 2 og skema 3 eller 4.

Stk. 2 Posterne skal anføres særskilt og i den rækkefølge, som er angivet i skemaerne. Poster, der er betegnet med arabertal (1, 2, 3 osv.), kan opdeles. Nye arabertalsposter kan tilføjes, hvis deres indhold ikke er dækket af en eksisterende post, jf. dog stk. 6.

Stk. 3 Arabertalsposterne kan sammendrages, hvis sammendragningen fremmer overskueligheden, jf. dog stk. 6.

Stk. 4 Opstilling og benævnelse af arabertalsposter skal tilpasses, når virksomhedens særlige karakter gør det påkrævet, jf. dog stk. 6.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan ændre bilag 2, herunder foreskrive særlige skemaer, hvis der er behov herfor for virksomheder, hvis struktur og postbehov ikke kan tilgodeses ved lovens regler om tilpasning af skemaer eller som følge af ændringer i markedsvilkår eller internationale standarder.

Stk. 6 Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler, der begrænser mulighederne for at fravige skemaerne for balance og resultatopgørelse i henhold til stk. 2, 2. og 3. pkt., og stk. 3 og 4, i det omfang dette er nødvendigt, for at årsrapporter m.v. kan indberettes digitalt.