Sådan arbejder vi... "Konsoliderede love og Lovbekendtgørelser"

"Sådan arbejder vi..." artiklerne er en serie blog indlæg, med det formål at give brugere af Foxylex et indblik i hvordan vi arbejder. Denne gang handler indlægget om konsoliderede love og lovbekendtgørelser.

Alt indhold på Foxylex er konsolideret med senere ændringer, så du altid har et aktuelt billede af hvad der er gældende. Det  er hovedsageligt de danske love der ofte ændres, og derfor bekendtgør de ansvarlige ministerier en gang imellem lovene i konsoliderede udgaver (lovbekendtgørelser). Det er forskelligt hvor tit en lov bekendtgøres, men det er ikke unormalt at det sker en gang hvert eller hvertandet år.
En lov kan ændres ved en anden lov (såkaldte ændringslove). Som sagt holder vi alle lovene opdaterede med ikrafttrådte ændringslove, og vi tjekker dagligt for nye ændringslove. Det betyder i princippet at lovene konsolideres dagligt på Foxylex, i forhold til en gang hvert/hvertandet år på Retsinformation.
Hver gang der kommer en ny lovbekendtgørelse tjekker vi den op i mod vores konsoliderede lov. Det hænder at et ministerium har ændret navn (hvilket ikke kræver en ændringslov for at blive opdateret i loven), og så opdaterer vi selvfølgelig vores konsoliderede lov. Det hænder også at et ministerium vælger at inkludere ændringer som endnu ikke er trådt i kraft i en lovbekendtgørelse. 
Det er på grund af disse ting, at der ofte er forskel på den gældende lovbekendtgørelse på Retsinformation og den konsoliderede lov på Foxylex, men i bund og grund handler det om, at vi opdaterer lovene langt mere hyppigt på Foxylex.