Testamenters indhold

De fleste testamenter udarbejdet af advokater beskæftiger sig mest med arvens kvantitative fordeling (hvem skal have hvor meget, udtrykt i brøkdele eller i kroner) og ikke så meget med arvens kvalitative fordeling (hvilke genstande skal de have). Dette skyldes først og fremmest, at testator erfaringsmæssigt kan besidde helt andre ting, når han dør, end han gjode, da han skrev testamente. Sommerhuset, som han ejede, da han skrev testamentet, er måske solgt, og for provenuet købte han en bil, inviterede familien 14 dage til Caribien og hjalp sit yngste barnebarn med indskuddet til en lejlighed. Farmors smykker solgte han på Ebay. Virksomheden lukkede han da han gik på pension. Og hvor han den gang boede til leje, købte han kort før sin død en ejendom. Malerierne, som vistnok var meget værd, blev ødelagt i stormfloden for 3 år siden. I så fald ville et testamente, der omhandlede hvem der skulle have udlagt hvilke genstande, være meget lidt bevendt.

I stedet koncentrerer man sig typisk om, hvor store brøkdele de forventede arvinger skal have: "Mine livsarvinger skal have mindst muligt", "Min datter skal have halvdelen og mine to sønner skal dele den anden halvdel" osv. Her er der dog ikke frit spil, idet arvelovens regler om tvangsarv begrænser testators frie råden.

Tvangsarven er den del af testators bo, som testator ikke kan råde over ved testamente. Den del, som testator frit kan råde over, kaldes friarv.

Hvis testator ikke har nogen livsarvinger (børn, børnebørn, adoptivbørn osv.) og heller ikke har nogen ægtefælle eller registreret partner, er der ingen tvangsarv, og hele boet er således friarv. Bemærk, at kærester, samboende eller lignende samt søskende, forældre, bedsteforældre, fætre/kusiner osv. ikke begrænser friarven. Det er kun ægtefæller, registrerede partnere og livsarvinger, som kan betyde, at testators råden over sit bo er begrænset af reglerne om tvangsarv.

Livsarvingers tvangsarv er efter arvelovens § 5, stk. 1, 25% af det, de ellers ville have arvet efter reglerne i arveloven. Ægtefællens (og registrerede partneres) tvangsarv er også 25% af det, ægtefællen ellers ville have arvet efter reglerne i arveloven, jf. arvelovens § 10, stk. 1. Såfremt afdøde har en ægtefælle, arver ægtefællen som udgangspunkt halvdelen, jf. arvelovens § 9, stk. 1, medmindre afdøde ikke har livsarvinger, i hvilket tilfælde ægtefællen arver det hele, jf. § 9, stk. 2. Såfremt der ikke er nogen ægtefælle eller registreret partner, men der er livsarvinger, arver livsarvingerne som udgangspunkt det hele til deling efter reglerne i arvelovens § 1.

Det betyder med andre ord, at en testator, som eksempelvis har en ægtefælle og 2 børn kan begrænse ægtefællens arv til 1/8 (1/4 af halvdelen) og at hver barns arv kan begrænses til 1/16 (tvangsarven er 1/4 af arven til livsarvingerne, som er halvdelen af boet, men som skal deles mellem de to livsarvinger).

Arvelovens § 5, stk. 2, indeholder endvidere den regel, at arveladeren uanset brøker kan begrænse livsarvingernes arvelod til et absolut beløb, som i 2014 udgør kr. 1.170.000. Denne regel har selvsagt kun betydning i meget store boer.

Tilsvarende indeholder arvelovens § 11, stk. 2, reglen om såkaldt ægtefælleudlæg eller suppleringsarv, nemlig at en ægtefælle trods brøker kan udtage så meget, at værdien af det udgør indtil kr. 710.000 (i 2014-tal). Her skal man dog bemærke, at eventuelle livsforsikringssummer, pensioner m.v. indgår i beregnigen af beløbet, jf. § 11, stk. 3. Man skal endvidere være opmærksom på, at ægtefællen så overtager afdødes gældsposter.