ATP-loven Kapitel 4 a

Denne konsoliderede version af aTP-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsmarkedets tillægspension

Lov nr. 46 af 7. marts 1964,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1142 af 1. november 2024

Kapitel 4 a Ydelser ved dødsfald (ATP-bidrag vedrørende tiden fra den 1. januar 2002)
Ydelser til ægtefæller og samlevere
§ 14b

Til efterlevende ægtefæller eller samlevere efter medlemmer af tillægspensionsordningen, udbetales der ved medlemmets død et engangsbeløb, der fastsættes af bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension. Retten til engangsbeløbet for ægtefæller berøres ikke af en separation mellem ægtefællerne.

Stk. 2 Som samlevende anses personer, der har fælles bopæl og kan indgå ægteskab med hinanden. For at opnå ret til en ydelse efter stk. 1 skal de samlevende ved en skriftlig notering hos Arbejdsmarkedets Tillægspension have indsat hinanden som modtager af denne ydelse. Samlivet, jf. 1. pkt., skal bestå på tidspunktet for noteringen hos Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det er endvidere en betingelse, at samlivet har bestået i mindst 2 år forud for dødsfaldet. I tilfælde af samleverens institutionsophold skal kravet om fælles bopæl i 4. pkt. have været opfyldt forud for opholdet.

Stk. 3 En efterlevende samlever, som opfylder betingelserne i stk. 2 bortset fra betingelsen om notering i stk. 2, 2. pkt., kan anmode om at få udbetalt engangsbeløbet i stk. 1, hvis betingelserne for at kunne blive noteret som samlevende efter stk. 2 var opfyldt på tidspunktet for dødsfaldet.

Stk. 4 Ydelse efter stk. 1 kan udbetales til en efterlevende efter et medlem, der har været medlem af tillægspensionsordningen i sammenlagt mindst 2 år, og som derudover har betalt bidrag svarende til 2 årsbidrag i henhold til § 15.

§ 14c

Ydelsen efter § 14 b, stk. 1, nedsættes med lige store beløb en gang hvert år, første gang den 1. i måneden, 12 måneder efter at medlemmet når folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension. Ydelsen bortfalder helt den 1. i måneden, 5 år efter at medlemmet har nået folkepensionsalderen.

§ 14d

Ægtefæller efter medlemmer af tillægspensionsordningen, der har ret til et beløb efter §§ 11 og 12 og samtidig har ret til et beløb efter § 14 b, har alene ret til at få udbetalt det højeste af disse beløb.

Børneydelse
§ 14e

Til børn efter medlemmer af tillægspensionsordningen udbetales der ved dødsfald et engangsbeløb for hvert barn under 21 år. Beløbet fastsættes af bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2 For børn under 18 år udbetales beløbet til værgen for det eller de berettigede børn.

Stk. 3 Ydelse efter stk. 1 kan udbetales til børn efter medlemmer, der har været medlemmer af tillægspensionsordningen i sammenlagt mindst 2 år, og som derudover har betalt bidrag svarende til 2 årsbidrag i henhold til § 15.

§ 14f

Børn efter medlemmer af tillægspensionsordningen, der har ret til et beløb efter § 11 a og samtidig har ret til et beløb efter § 14 e, har alene ret til at få udbetalt det højeste af disse beløb.

§ 14g

Arbejdsmarkedets Tillægspension udbetaler engangsbeløb efter §§ 14 b og 14 e, når ATP modtager meddelelse om dødsfaldet fra CPR-registeret. Hvis medlemmet boede i udlandet på tidspunktet for dødsfaldet, eller hvis den berettigede til dødsfaldsydelsen bor i udlandet, sker udbetalingen efter anmodning fra den berettigede.

Stk. 2 Beskæftigelsesministeren kan efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætte regler for beregning og udbetaling af engangsbeløb efter §§ 14 b og 14 e. Bekendtgørelse om beregning og udbetaling af Arbejdsmarkedets Tillægspension og engangsbeløb i forbindelse med et ATP-medlems død