Kapitel 6 Pensions- og hensættelsesgrundlag
Arbejdsmarkedets Tillægspension skal anmelde et pensionsgrundlag til Finanstilsynet senest samtidig med, at grundlaget tages i anvendelse. Det samme gælder enhver efterfølgende ændring i grundlaget. Pensionsgrundlaget skal indeholde angivelse af
-
1) grundlaget for beregning af pension, herunder renteforudsætninger, optjeningsrenter, tariffer, opdelingen i garanti- og bonusbidrag m.v. samt opdelingen af garantibidraget i markeds- og rentebidrag, jf. kapitel 3,
-
2) grundlaget for beregning af ydelser ved dødsfald, jf. kapitel 4 og 4 a, og
-
3) regler for fordeling af det realiserede resultat til medlemmerne og andre berettigede.
Stk. 2 Det anmeldte pensionsgrundlag skal baseres på betryggende forudsætninger, og det skal være rimeligt over for medlemmerne og andre berettigede.
Stk. 3 Der skal tilstræbes en langsigtet bonuspolitik, der sikrer pensionernes realværdi.
Arbejdsmarkedets Tillægspension skal anmelde et hensættelsesgrundlag til Finanstilsynet senest samtidig med, at grundlaget tages i anvendelse. Det samme gælder enhver efterfølgende ændring i det nævnte grundlag. Hensættelsesgrundlaget skal indeholde angivelse af beregningsgrundlaget til opgørelse af pensionshensættelserne.
Stk. 2 Hensættelsesgrundlaget skal fastsættes således, at hensættelserne må anses for tilstrækkelige til, at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan opfylde sine pensionsforpligtelser.
Hvis Finanstilsynet finder, at kravene i § 18 ikke er overholdt, afgiver Finanstilsynet efter at have forhandlet med Arbejdsmarkedets Tillægspension indberetning herom til beskæftigelsesministeren.
Stk. 2 Hvis kravene i § 19 eller i regler udstedt i medfør heraf ikke er opfyldt, kan Finanstilsynet påbyde Arbejdsmarkedets Tillægspension at foretage de fornødne ændringer i de anmeldte forhold inden for en af Finanstilsynet fastsat frist.