Institutionen giver kursister i avu en eller flere afsluttende standpunktskarakterer i fag, som normalt alene afsluttes med prøve, og som kursisten ikke skal til prøve i, fordi prøven er aflyst, jf. § 1. Disse standpunktskarakterer gives tidligst den 10. juni og senest den 15. juni 2021.
Stk. 2 En afsluttende standpunktskarakter efter stk. 1 skal udtrykke graden af kursistens opfyldelse af de faglige mål i den relevante læreplan. Den afsluttende standpunktskarakter gives ud fra en helhedsvurdering på baggrund af underviserens kendskab til kursistens faglige niveau i den daglige undervisning, herunder nødundervisningen. I helhedsvurderingen kan en individuel faglig vurderingssamtale med kursisten indgå.
Stk. 3 Afsluttende standpunktskarakterer efter stk. 1 træder i et afsluttende fag, hvor prøven er aflyst, i stedet for den eller de karakterer, som skulle have været givet ved den aflyste prøve, og er derved ophøjet til prøvekarakterer.
Stk. 4 En karakter, der, jf. stk. 3, er ophøjet til en prøvekarakter, indgår som en almindelig prøvekarakter på de eksamensbeviser og prøvebeviser, som institutionen udsteder efter de almindelige regler herom.