Barnets lov § 156

Denne konsoliderede version af barnets lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog § 212 i loven

Lov nr. 721 af 13. juni 2023,
jf. lovbekendtgørelse nr. 890 af 19. juni 2024,
som ændret ved lov nr. 665 af 11. juni 2024

Personrettet tilsyn
§ 156

Kommunalbestyrelsen i barnets eller den unges handlekommune, jf. § 9 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, fører tilsyn med de tilbud, som kommunalbestyrelsen i denne kommune i forhold til det enkelte barn eller den enkelte unge har truffet afgørelse om, jf. § 10, stk. 1. Tilsynet omfatter ikke det generelle driftsorienterede tilsyn, jf. § 157 og lov om socialtilsyn.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen i barnets eller den unges handlekommune, jf. § 9 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, skal løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra barnets eller den unges forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med barnet eller den unge og dennes familie.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for kommunalbestyrelsen i barnets eller den unges handlekommune for børn og unge, som Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse om, jf. §§ 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Stk. 4 Bliver kommunalbestyrelsen i barnets eller den unges handlekommune, jf. § 9 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, i forbindelse med tilsynet efter stk. 1 og 3 opmærksom på bekymrende forhold i et tilbud, der er omfattet af lov om socialtilsyn, skal kommunalbestyrelsen underrette den kommunalbestyrelse, som efter § 2 i lov om socialtilsyn har ansvar for det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet.

Stk. 5 Tilsynet efter stk. 1 skal omfatte mindst to årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor kommunen taler med barnet eller den unge. Samtalen skal så vidt muligt finde sted uden tilstedeværelse af ansatte fra anbringelsesstedet.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen skal sikre kontinuitet og stabilitet, jf. § 21, stk. 5, for det anbragte barn eller den anbragte unge i samtaler efter stk. 5, ved at disse samtaler med barnet eller den unge som udgangspunkt afholdes med deltagelse af to børne- og ungerådgivere.