En undersøgelse af de kommende forældres forhold skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og skal afdække udfordringer og ressourcer hos de kommende forældre, familien og netværket med inddragelse af de fagfolk, som allerede har viden om de kommende forældres forhold.
Stk. 2 Undersøgelsen gennemføres så vidt muligt i samarbejde med de kommende forældre.
Stk. 3 Er det nødvendigt, skal kommunalbestyrelsen lade de kommende forældre undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.
Stk. 4 Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte støtte efter § 32, stk. 5, § 46, stk. 4, eller § 49 og i givet fald hvilken. Er der iværksat støtte, sideløbende med at undersøgelsen gennemføres, jf. § 32, stk. 5, skal der desuden tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre. Undersøgelsen skal indeholde oplysninger om, hvordan de kommende forældre stiller sig til støtten, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.