Barnets lov § 50

Denne konsoliderede version af barnets lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog § 212 i loven

Lov nr. 721 af 13. juni 2023,
jf. lovbekendtgørelse nr. 83 af 25. juni 2023,
som ændret ved lov nr. 217 af 5. marts 2024, lov nr. 329 af 9. april 2024 og lov nr. 665 af 11. juni 2024

§ 50

Skal barnet eller den unge fortsat være anbragt uden for hjemmet, ud over 1 år fra at børne- og ungeudvalget har truffet afgørelse efter § 47, skal udvalget træffe fornyet afgørelse herom, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Har barnet eller den unge været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før den aktuelle anbringelse, er fristen for genbehandling efter stk. 1 i stedet 2 år.

Stk. 3 Er sagen efter stk. 1 eller 2 indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom.

Stk. 4 Børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede henholdsvis 1 og 2 år senere.

Stk. 5 Børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen og retten kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 undtagelsesvis fastsætte en længere frist, når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages også at gælde ud over fristen og hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for, at fristen forlænges. For ufødte børn og børn under 1 år kan der dog alene træffes afgørelse om at forlænge fristen til 3 år.

Stk. 6 Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser, som Ankestyrelsen træffer efter § 151, stk. 3.

Stk. 7 Kommunalbestyrelsen skal forud for børne- og ungeudvalgets genbehandling af en anbringelse uden for hjemmet efter stk. 1 overveje, om hensynet til barnets bedste taler for, at der udarbejdes en indstilling om permanent anbringelse efter § 67, stk. 4. Har barnet eller den unge på tidspunktet for genbehandlingen efter stk. 1 været anbragt uden for hjemmet i mindre end 3 år, er kommunalbestyrelsen ikke forpligtet til at overveje en permanent anbringelse efter 1. pkt.