Barselsloven § 15

Denne konsoliderede version af barselsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel

Lov nr. 566 af 9. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1069 af 25. september 2024

Lønmodtageres pligt til at underrette arbejdsgivere om udnyttelse af retten til fravær
§ 15

En kvindelig lønmodtager skal med 3 måneders varsel underrette arbejdsgiveren om forventet fødselstidspunkt, og om hun agter at udnytte retten til fravær før fødslen, jf. § 6, stk. 1. En kvindelig lønmodtager, der ønsker at overdrage fraværsret efter § 7 a, skal senest 4 uger før forventet fødselstidspunkt underrette sin arbejdsgiver herom og om, hvorvidt hun ønsker at holde fravær efter § 9 i stedet.

Stk. 2 En kvindelig lønmodtager, der udnytter sin ret til fravær i de første 10 uger efter fødslen, jf. § 7, stk. 1, skal inden 6 uger efter fødslen underrette sin arbejdsgiver om, hvornår hun vil genoptage arbejdet.

Stk. 3 En kommende far eller medmor, der ønsker at udnytte sin ret til fravær efter fødslen, jf. § 7, stk. 3, overdraget orlov efter § 7 a eller fravær efter § 9 til afholdelse inden for de første 10 uger, skal senest 4 uger før forventet fødselstidspunkt underrette sin arbejdsgiver herom og om længden af fraværet.

Stk. 4 En lønmodtager, der ønsker at udnytte sin ret til fravær, jf. §§ 9 og 10 eller overdraget orlov til afholdelse efter 10 uger efter fødslen, jf. § 7 a, stk. 2, skal inden 6 uger efter fødslen eller modtagelsen af barnet underrette sin arbejdsgiver om tidspunktet for fraværets begyndelse og om længden heraf. Såfremt fraværsretten afholdes således, at lønmodtagerens fravær falder i flere perioder, skal underretningen omfatte påbegyndelsen og længden af senere fravær.

Stk. 5 Ved fravær efter § 8 skal adoptanter så vidt muligt iagttage frister svarende til de i stk. 1-4 nævnte frister.

Stk. 6 En lønmodtager, der udnytter sin ret til fravær efter § 13, skal uden ugrundet ophold underrette arbejdsgiveren om fraværet, herunder fraværets længde. Ønsker lønmodtageren efter varslets afgivelse at ændre fraværets længde, skal arbejdsgiveren på ny varsles uden ugrundet ophold. Har lønmodtageren afgivet varsel efter stk. 1-5, bortfalder de afgivne varsler, og arbejdsgiveren skal uden ugrundet ophold varsles på ny i situationer omfattet af 1. pkt. En lønmodtager, der ønsker at overgå fra fravær efter § 13 til fravær efter § 9 for et andet barn, skal underrette sin arbejdsgiver herom senest 4 uger inden udløbet af det varslede fravær efter 1. og 2. pkt. Hvis det varslede fravær efter 1. og 2. pkt. er under 4 uger, skal lønmodtageren uden ugrundet ophold underrette sin arbejdsgiver om overgang til fravær efter § 9.

Stk. 7 En lønmodtager, der udnytter sin ret til fravær, fordi barnet er indlagt på sygehus inden for de første 46 uger efter fødslen eller modtagelsen i hjemmet, jf. § 14, skal uden ugrundet ophold underrette sin arbejdsgiver om indlæggelsen. Forældrene skal uden ugrundet ophold underrette deres arbejdsgivere om, hvornår barnet er modtaget i hjemmet efter indlæggelsen. Hvis barnet er modtaget, inden der er afgivet varsel efter stk. 2-5, forlænges fristen herfor med den tid, barnet har været indlagt. Hvis barnet modtages efter, at der er afgivet varsel efter stk. 2-5, bortfalder de afgivne varsler, og der skal varsles på ny inden 2 uger efter modtagelsen.

Stk. 8 En forælder, der indtræder i morens ret til fravær efter § 7, stk. 2, skal uden ugrundet ophold underrette sin arbejdsgiver herom og om længden af fraværet.