Barselsudligningsloven § 10

Denne konsoliderede version af barselsudligningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om barselsudligning på det private arbejdsmarked (barselsudligningsloven)

Lov nr. 417 af 8. maj 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 906 af 23. juni 2024

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er ændringerne, som følger af § 1, nr. 16-17, i lov nr. 2198 af 29. december 2020, og § 8, nr. 6, i lov nr. 1538 af 12. december 2023, ved en fejl ikke blevet implementeret i barselsudligningslovens § 10. I stedet er teksten til barselsudligningslovens § 10, stk. 1, også blevet indsat i barselsudligningslovens § 10, stk. 2 og 3.

§ 1, nr. 16-17, i lov nr. 2198 af 29. december 2020, er trådt i kraft den 1. januar 2021, jf. § 2, stk. 1, i lov nr. 2198 af 29. december 2020, og § 8, nr. 6, i lov nr. 1538 af 12. december 2023 er trådt i kraft den 1. januar 2024, jf. § 16, stk. 1, i lov nr. 1538 af 12. december 2023. Vi har indsat ændringerne de relevante steder i barselsudligningslovens § 10, stk. 2 og 3. 
§ 10

Har arbejdsgiveren eller udøveren af selvstændig erhvervsvirksomhed givet urigtige oplysninger eller undladt at meddele oplysninger af betydning for udbetaling af refusion eller kompensation, bortfalder refusionen eller kompensationen helt eller delvis, og den uberettiget udbetalte refusion eller kompensation skal tilbagebetales. Har de afgivne oplysninger betydning for beregning af bidragets størrelse, kan det manglende eller for lidt indbetalte beløb kræves efterbetalt.

Stk. 2 Har en arbejdsgiver eller en udøver af selvstændig erhvervsvirksomhed modtaget henholdsvis refusion eller kompensation for en længere periode, end den pågældende er berettiget til efter § 3 c, skal den pågældende tilbagebetale refusionen eller kompensationen for den periode, som den pågældende ikke var berettiget til efter § 3 c.

Stk. 3 Der er udpantningsret for de i stk. 1 og 2 og §§ 4 og 4 a nævnte beløb og renter heraf. De i stk. 1 og 2 og §§ 4 og 4 a nævnte beløb og renter og omkostninger forbundet med inddrivelse heraf tvangsfuldbyrdes efter reglerne i retsplejelovens kapitel 45-55.

Stk. 4 Sker indbetaling af bidrag ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren eller udøveren af selvstændig erhvervsvirksomhed fra forfaldsdatoen betale renter af bidraget med den rentesats, der til enhver tid er fastsat i medfør af § 5 i renteloven.