Innovationsmiljøet kan fortrinsvis medfinansiere innovative iværksættere, der nedsætter sig i tilknytning til innovationsmiljøet. Innovationsmiljøet kan også medfinansiere innovative iværksættere, der placerer sig i andre iværksættermiljøer eller i tilknytning til virksomheder med relevant kompetence. Den innovative iværksætter skal fortsat have et tilhørsforhold til innovationsmiljøet, f.eks. i form af jævnlige møder med innovationsmiljøets konsulenter.
Stk. 2 Den innovative iværksætter må ikke ved indgåelse af aftale med innovationsmiljøet om medfinansiering have ubetalt forfalden gæld til det offentlige, der overstiger 100.000 kr.
Stk. 3 Innovationsmiljøet kan som hovedregel ikke yde medfinansiering til etablerede virksomheder eller virksomheder, som indgår i en koncern som defineret i selskabslovgivningen. Ministeriet kan dispensere herfra i tilfælde, hvor det skønnes hensigtsmæssigt, og hvor der er tale om mindre eller nyere virksomheder.