Partier, der har været opstillet til det senest afholdte valg til Folketinget eller Europa-Parlamentet, skal aflægge regnskab over partiets landsorganisations indtægter og udgifter. Regnskabet skal indeholde oplysninger om følgende indtægtstyper:
-
1) Offentlig partistøtte.
-
2) Kontingentindtægter.
-
3) Yderligere private tilskud fra private personer.
-
4) Renteindtægter.
-
5) Tilskud fra internationale organisationer, kollektive private sammenslutninger, faglige organisationer, erhvervsorganisationer, erhvervsvirksomheder, fonde og foreninger.
Stk. 2 Såfremt et parti i regnskabsåret, jf. § 4, stk. 1, fra samme private tilskudsyder har modtaget et eller flere tilskud, der tilsammen overstiger 20.000 kr. (2017-niveau), skal tilskudsyderens navn og adresse fremgå af regnskabet. Regnskabet skal endvidere indeholde oplysning om den samlede størrelse af eventuelle anonyme tilskud og oplysning om den samlede størrelse af de beløb, der er returneret til tilskudsyder henholdsvis overført til en konto hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet, jf. § 2 a.
Stk. 3 Regnskabet skal indeholde oplysning om balance og egenkapital.
Stk. 4 Regnskabet skal indeholde oplysning om, at eventuelle indberetningspligtige tilskud til kandidater, der er opstillet for partiet til folketingsvalg og regionsrådsvalg, indberettes til regionsrådet, og at eventuelle indberetningspligtige tilskud til kandidater, der er opstillet for partiet til kommunalbestyrelsesvalg, indberettes til kommunalbestyrelsen.