Bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser § 35

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 503 af 23. maj 2024

Skadesforsikring
§ 35

Virksomheden skal opføre præmier, som er forfaldne i regnskabsåret for direkte og indirekte forsikringer, under underpost 1.1, Bruttopræmier. Virksomheden skal opføre bruttopræmier med fradrag af ristornerede præmiebeløb, bonus og præmierabatter, der ydes forsikringstagere uafhængigt af skadesforløbet, og med fradrag af afgifter til offentlige myndigheder opkrævet sammen med præmierne. Virksomheden skal i forbindelse med coassurance lade den andel af den samlede præmie, der vedrører virksomheden, indgå under underpost 1.1, Bruttopræmier.

Stk. 2 Virksomheden skal opføre beløb, der i regnskabsåret er betalt til eller er blevet genforsikringsselskaber skyldige for genforsikringsdækning, under underpost 1.2, Afgivne forsikringspræmier.

Stk. 3 Virksomheden skal opføre forskellen mellem bruttopræmiehensættelserne ved regnskabsårets begyndelse og slutning, jf. § 19, under underpost 1.3, Ændring i præmiehensættelser.

Stk. 4 Virksomheden skal opføre forskellen mellem fortjenstmargenen og forskellen i den del af risikomargenen, der kan henføres til præmiehensættelserne, ved regnskabsårets begyndelse og slutning, jf. § 20, under underpost 1.4, Ændring i fortjenstmargen og risikomargen.

Stk. 5 Virksomheden skal opføre forskellen mellem den andel af præmiehensættelserne, der kan henføres til genforsikringsdækning ved regnskabsårets begyndelse og slutning, under underpost 1.5, Ændring i genforsikringsandel af præmiehensættelser.

Stk. 6 Virksomheden skal opføre den andel af forskelsbeløbene efter stk. 3-5, der kan henføres til løbetidsforkortelse, valutaomregningsforskelle og ændringer i den anvendte diskonteringssats, under hovedpost 7, Forrentning og kursregulering af forsikringsmæssige hensættelser.

Stk. 7 Virksomheden skal opføre resultatet af underposterne 1.1.-1.5. under hovedposten 1, Præmieindtægter f.e.r., i alt.