Kapitel 3 Dataindhold
De oplysninger, der er registret om lægemidler og vaccinationer for den enkelte borger, omfatter følgende:
-
1) Stamoplysninger om borgeren: personnummer, navn, adresse, sikringsgruppe, valgt praktiserende læge.
-
2) I det omfang en borger er forældremyndighedsindehaver til et barn under 15 år, eller er udpeget som værge, og oplysningerne herom er registreret i det centrale personregister, vil oplysninger som nævnt i nr. 1 og 3-9 tillige fremgå for disse, jf. dog § 5.
-
3) Oplysninger der entydigt identificerer sundhedspersoner m.v. ved navn, ansættelsessted/organisation og autorisations-ID, såfremt sundhedspersonen har et sådant, som har haft adgang til lægemiddel-, cannabisslutprodukter- og vaccinationsoplysninger, indberettet oplysninger, udstedt en elektronisk recept eller foretaget ekspedition af en recept, jf. i øvrigt § 13 om logning.
-
4) Lægemiddelordinationer eller ordinationer af cannabisslutprodukter, som ligger til grund for recepter og udleveringer.
-
5) Lægemiddelordinationer eller ordinationer af cannabisslutprodukter og bagvedliggende oplysninger om recepter og udleveringer, som af borgeren er privatmarkerede, dvs. ikke umiddelbart synlige, jf. dog § 6, stk. 5.
-
6) Recepter, herunder receptens indhold, jf. receptbekendtgørelsen.
-
7) Udleverede lægemidler.
-
8) Indgivne vaccinationer, herunder vaccinens batch-nr., og tilknyttede vaccinationsforløb og -programmer.
-
9) Om borgeren er indlagt på sygehus, og oplysninger om medicineringen derfor føres lokalt som en del af sygehusets patientjournalsystem, så seneste oplysninger om lægemiddelbehandling eller behandling med cannabisslutprodukter og givne vaccinationer derfor ikke er indberettet centralt. I forbindelse med udskrivelse fra sygehus, skal der ske indberetning i medfør af § 10 af indgivne vacciner og den lægemiddelbehandling eller behandling med cannabisslutprodukter, som er aktuel ved udskrivelsen.
-
10) Andre oplysninger relevante for medicineringen som cave, blodprøveværdier til brug for lægemiddeldosering, oplysning om tilknyttet kommunal hjemmesygepleje for hjælp til medicinhåndtering, oplysninger om brug af ernæringspræparater, kosttilskud, håndkøbslægemidler m.v., samt andre oplysninger særligt til understøttelse af medicinhåndteringen.