Kapitel 4 Adgang til oplysninger for borgere og sundhedspersoner m.v.
Borgere har indsigt i oplysninger, jf. § 4, som er registreret om borgeren selv via www.sundhed.dk.
Stk. 2 I tillæg til egne oplysninger har forældremyndighedsindehavere, i det omfang relationen er registreret i det centrale personregister, indsigt i lægemiddel-, cannabisslutprodukter og vaccinationsoplysninger om børn under 15 år. Dog vises oplysninger for lægemidler, der anvendes som led i svangerskabsforebyggelse/prævention, herunder nødprævention, ikke.
Stk. 3 Borgere, der er udpeget som værge, hvor forholdet er anført i det centrale personregister, har indsigt i lægemiddel-, cannabisslutprodukt- og vaccinationsoplysninger for den person, de er værge for. Dog vises oplysninger for lægemidler, der anvendes som led i svangerskabsforebyggelse/prævention, herunder nødprævention, ikke.
Stk. 4 Borgere har mulighed for at inddatere oplysninger om modtagne vaccinationer. Disse kan efterfølgende berigtiges af en læge.
Læger, der aktuelt har en borger i behandling, har adgang til lægemiddel-, cannabisslutprodukt- og vaccinationsoplysninger, jf. § 4, når det er nødvendigt for behandlingen, jf. sundhedslovens § 157, stk. 2 og § 157 a, stk. 2.
Stk. 2 Læger kan benytte medhjælp i henhold til lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven), herunder også i forhold til adgang til lægemiddel-, cannabisslutprodukt- og vaccinationsoplysninger.
Stk. 3 Alment praktiserende læger kan, udover adgangen i stk. 1, tillige finde egne borgere (som er tilknyttet lægens klinik), der behandles uhensigtsmæssigt med lægemidler, jf. sundhedslovens § 157, stk. 2.
Stk. 4 Praktiserende speciallæger kan, udover adgangen i stk. 1, tillige finde borgere, som speciallægen har ordineret et eller flere lægemidler til, som behandles uhensigtsmæssigt med lægemidler, jf. sundhedslovens § 157, stk. 2.
Stk. 5 Læger kan, uden borgerens accept, få adgang til lægemiddelordinationer og oplysninger om recepter og udleveringer, som af borgeren er privatmarkerede, når adgangen sker som led i åbenbar almen interesse, af væsentlige hensyn til borgeren selv, sundhedspersoner eller andre borgere, jf. sundhedslovens § 42 a, stk. 5. Adgang til lægemiddeloplysninger, som af borgeren er privatmarkerede, vil fremgå af loggen, jf. § 13, stk. 2.
Følgende sundhedspersoner, udover de i § 6 angivne, har adgang til lægemiddel-, cannabisslutprodukt- og vaccinationsoplysninger, når de aktuelt har en borger i behandling og når det er nødvendigt for behandlingen, jf. sundhedslovens § 157, stk. 3 og § 157 a, stk. 3:
-
1) Tandlæger.
-
2) Jordemødre.
-
3) Sygeplejersker.
-
4) Social- og sundhedsassistenter.
-
5) Plejehjemsassistenter.
-
6) Behandlerfarmaceuter.
Stk. 2 De i stk. 1, nr. 1-4 nævnte personer kan benytte medhjælp i henhold til lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven), herunder også i forhold til adgang til lægemiddel-, cannabisslutprodukt- og vaccinationsoplysninger.
Følgende personer, udover de i §§ 6-7 angivne, har adgang til lægemiddel-, cannabisslutprodukt- og vaccinationsoplysninger, når det er nødvendigt for behandling af borgeren og på de nedenfor angivne vilkår:
-
1) Sygehusansatte farmaceuter og farmakonomer, der efter udpegning af sygehusledelsen af patient- og lægemiddelsikkerhedsmæssige grunde forestår medicingennemgang eller –afstemning, som efterfølgende forelægges en læge.
-
2) Ansatte på kommunale og regionale botilbud og andre tilsvarende kommunale og regionale boligenheder, der efter udpegning af ledelsen på botilbuddet og andre boligenheder varetager medicinhåndtering for en borger, som er henvist til kommunal hjælp til medicinhåndtering, jf. bekendtgørelse om hjemmesygepleje med tilhørende vejledning.
-
3) Ansatte på private botilbud og andre tilsvarende boligenheder, der efter udpegning af ledelsen på botilbuddet og andre boligenheder varetager medicinhåndtering for en borger, som er henvist til kommunal hjælp til medicinhåndtering, jf. bekendtgørelse om hjemmesygepleje med tilhørende vejledning, efter aftale med den kommune eller region, som det private tilbud i øvrigt er underlagt i forhold til bl.a. tilsyn og økonomi.
Apotekere og apotekspersonale har adgang til recepter, omfattende lægemidler, cannabisslutprodukter og vacciner, med henblik på ekspedition.
Stk. 2 Apotekere og apotekspersonale har adgang til yderligere lægemiddeloplysninger efter mundtligt eller skriftligt samtykke fra borgeren. Samtykke skal indhentes forud for enhver adgang til registrerede lægemiddeloplysninger om borgeren.